C-559/18 TDK-Lambda Germany - Dom

C-559/18 TDK-Lambda Germany - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

5. september 2019

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 2658/87 – toldunion og fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – underposition 8504 40 30 – statiske omformere – tariferingskriterier – væsentlige bestemmelse«

I sag C-559/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Baden-Württemberg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Baden-Württemberg, Tyskland) ved afgørelse af 19. juni 2018, indgået til Domstolen den 4. september 2018, i sagen

TDK-Lambda Germany GmbH

mod

Hauptzollamt Lörrach,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. Toader, og dommerne A. Rosas (refererende dommer) og L. Bay Larsen,

generaladvokat: E. Sharpston,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– TDK-Lambda Germany GmbH ved Steuerberater U. Reimer og R. Welzel,

– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og A. Caeiros, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af toldunderposition 8504 40 30 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), i den affattelse, som følger af henholdsvis Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 (EUT 2012, L 304, s. 1) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1001/2013 af 4. oktober 2013 (EUT 2013, L 290, s. 1) (herefter »KN«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem TDK-Lambda Germany GmbH og Hauptzollamt Lörrach (hovedtoldkontoret i Lörrach, Tyskland, herefter »toldmyndigheden«) vedrørende tariferingen af elektriske statiske omformere, som er blevet indført af TDK-Lambda Germany.

Retsforskrifter

GATT 1994 og ITA

3 Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (EFT 1994, L 336, s. 11, herefter »GATT 1994«), og navnlig forståelse vedrørende fortolkningen af artikel II, stk. 1, litra b), i GATT 1994, udgør en del af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1).

4 Overenskomst om handel med informationsteknologiprodukter, der har form af en ministererklæring om handel med informationsteknologiprodukter, vedtaget den 13. december 1996 på Verdenshandelsorganisationens første konference i Singapore, med bilag og tillæg hertil (herefter »ITA«) samt meddelelsen om denne overenskomsts gennemførelse blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 97/359/EF af 24. marts 1997 om fjernelse af told på informationsteknologiprodukter (EFT 1997, L 155, s. 1).

5 ITA præciserer i afsnit 1, at hver kontraherende parts handelsordning bør udvikle sig på en måde, der bidrager til at forbedre mulighederne for markedsadgang for informationsteknologiprodukter.

6 I henhold til overenskomstens afsnit 2 skal hver af de kontraherende parter binde og afskaffe tolden og andre afgifter af enhver art som omhandlet i artikel II, stk. 1, litra b), i GATT 1994 med hensyn til visse produkter, herunder »[s]tatic converters for automatic data processing machines and units thereof, and telecommunication apparatus«.

EU-retten

KN

7 Toldtarifering af varer, der indføres i Den Europæiske Union, fastsættes efter KN.

8 Artikel 12 i forordning nr. 2658/87 fastsætter, at Europa-Kommissionen hvert år vedtager en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med de tilhørende autonome og bundne toldsatser i den fælles toldtarif, således som den følger af de foranstaltninger, som er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen. Denne forordning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 31. oktober og anvendes fra den 1. januar det følgende år.

9 De affattelser af KN, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er de affattelser, der vedrører 2013 og 2014, og som følger af henholdsvis gennemførelsesforordning nr. 927/2012 og nr. 1001/2013. De i KN indeholdte bestemmelser, som finder anvendelse på hovedsagen, er imidlertid identiske i begge disse affattelser.

10 KN’s første del vedrørende indledende bestemmelser indeholder afsnit I vedrørende almindelige bestemmelser, hvis afdeling A med overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur« bl.a. fastsætter følgende:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

11 Anden del af KN, som har overskriften »Toldtariffen«, indeholder under afsnit XVI denne nomenklaturs kapitel 85 med overskriften »Elektriske maskiner og apparater, elektrisk materiel samt dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn samt dele og tilbehør dertil«. Kapitlet omfatter pos. 8504 i KN, der har overskriften »Elektriske transformatorer, statiske omformere (f.eks. ensrettere) og induktionsspoler«.

12 Underposition 8504 40, der henhører under den nævnte position i KN, har følgende ordlyd:

»8504 40

– Statiske omformere

8504 40 30

– – Af den art der anvendes sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil……………


– – Andre varer

8504 40 55

– – – Akkumulatorladere


– – – Andre varer

8504 40 82

– – – – Ensrettere


– – – – Vekselrettere

8504 40 84

– – – – – Med effekt 7,5 kVA og derunder……………………………….

8504 40 88

– – – – – Med effekt over 7,5 kVA………………………………...

8504 40 90

– – – – Andre varer…………………………...«


13 Med undtagelse af de varer, der er omfattet af underposition 8504 40 30, og som er fritaget for importtold, er de varer, som tariferes i andre underpositioner i nævnte KN-position, underlagt de vedtagne importtoldsatser, som afhængig af underpositionen er på 3,3% eller 3,7%.

De forklarende bemærkninger til KN

14 For så vidt angår underposition 8504 40 30 i KN fremgår det af de forklarende bemærkninger til KN (EUT 2011, C 137, s. 1), som ændret ved meddelelse offentliggjort den 29. november 2012 (EUT 2012, C 369, s. 7) (herefter »de forklarende bemærkninger til KN«), at »[d]enne underposition [fx] omfatter [...] statiske omformere til telekommunikationsapparater eller automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil, som:

– generelt har stabiliserende strømanlæg

– har en typisk udgangsspænding på fx 3,3, 5, 12, 24, 48 eller 60 volt.

Statiske omformere til telekommunikationsapparater eller til automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil anvendes for eksempel til at omforme vekselstrøm fra el-nettet til den fornødne jævnstrøm.

I forbindelse med automatiske databehandlingsmaskiner sikrer såkaldte UPS-anlæg (nødstrømsanlæg) en energireserve (med signal, når strømforsyningen er genoprettet) i tilfælde af strømafbrydelse, og hindrer derved tab af data.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

15 Tvisten i hovedsagen vedrører tarifering af strømforsyningsenheder.

16 Sagsøgeren i hovedsagen, TDK-Lambda Germany, er datterselskab af selskabet TDK-Lambda Corporation, som har hjemsted i Tokyo (Japan). Dette selskabs virksomhed består i udvikling, fremstilling og afsætning af samt eftersalgsservice med elektroniske apparater og komponenter, herunder strømforsyningsenheder. I perioden fra den 2. april 2013 til den 4. februar 2014 indførte sagsøgeren i hovedsagen i 75 tilfælde strømforsyningsenheder (herefter »de omhandlede omformere«) i serierne HFE, FPS og RFE i Unionen. I toldangivelserne angav sagsøgeren i hovedsagen, at de omhandlede omformere skulle tariferes i underposition 8504 40 30 i KN som toldfrie varer hidrørende fra et tredjeland. I overensstemmelse med disse angivelser blev der indledningsvis ikke opkrævet told af de nævnte indførsler.

17 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de respektive væsentlige tekniske egenskaber hos de omhandlede omformere i serierne HFE, FPS og RFE var ens: HFE-modellen er blot det nyeste og videreudviklede produkt i FPS-serien, hvorimod RFE-modellen er en indbygningsvariant uden stik af FPS- og HFE-serierne.

18 Nærmere bestemt omdanner de tre typer af de omhandlede omformere vekselstrøm eller jævnstrøm med forskellige spændinger – indgangsspændingen – til jævnstrøm med en spænding på 12, 24, 32 eller 48 volt – udgangsspændingen. Disse apparater sikrer stabiliserede udgangsspændinger, for så vidt som deres variation er minimal, nemlig i millivolt-størrelsen. Desuden gør de omhandlede omformere det muligt, at der selv i tilfælde af strømafbrydelse – dvs., når der ikke er nogen indgangsspænding – fortsat er en udgangsspænding til rådighed i nogen tid. Der er tale om en funktion, som benævnes »Power-Good Signal«, og som muliggør en fortsat funktion.

19 Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at de omhandlede omformere, som sagsøgeren i hovedsagen leverer til slutkunder, til dels anvendes inden for telekommunikation og databehandling, men også inden for maskinbygning og medicinsk teknik.

20 I forbindelse med en toldkontrol i 2015 lagde toldmyndigheden på grundlag af en meddelelse herom fra Bildungs- und Wissenschaftszentrums der Bundesfinanzverwaltung (den føderale afgiftsmyndigheds uddannelses- og forskningscenter, Tyskland) til grund, at de omhandlede omformere, eftersom der var tale om strømforsyningsenheder, var statiske omformere, som ikke kunne anses for at være »af den art[,] der anvendes sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil«, som omhandlet i underposition 8504 40 30 i KN, hvorfor de ikke kunne anses for toldfrie varer hidrørende fra et tredjeland.

21 I denne henseende fandt toldmyndigheden bl.a., at de omhandlede omformere i HFE-serien, som havde været genstand for kontrollen, var beregnet til at blive anvendt i apparater med forskellige anvendelsesområder og ikke primært i telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil. Myndigheden fandt derfor, at de omhandlede omformere ikke var omfattet af underposition 8504 40 30 i KN, dvs. toldfrie varer hidrørende fra tredjelande, men af denne nomenklaturs underposition 8504 40 90, dvs. varer, der hidrører fra tredjelande, og som er underlagt told på 3,3%. Det samme er tilfældet for de omhandlede omformere i serierne FPS og RFE.

22 På grundlag af de konstateringer, der blev foretaget i forbindelse med den nævnte kontrol, udstedte toldmyndigheden den 10. februar 2016 en meddelelse til sagsøgeren i hovedsagen om efteropkrævning af importtold på 18 935,51 EUR og gav ved afgørelse af 30. august 2016 afslag på den klage, som sidstnævnte havde indgivet til prøvelse af denne meddelelse om efteropkrævning, som ugrundet.

23 Som følge af denne afgørelse om afslag har sagsøgeren i hovedsagen den 23. september 2016 anlagt sagt ved den forelæggende ret, Finanzgericht Baden-Württemberg (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager i Baden-Württemberg, Tyskland), idet selskabet bl.a. har anfægtet tariferingen af de omhandlede omformere i underposition 8504 40 90 i KN.

24 På denne baggrund har Finanzgericht Baden-Württemberg (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager i Baden-Württemberg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [KN] fortolkes således, at statiske omformere som de omhandlede kun skal tariferes i underposition 8504 40 30 [i KN], når de hovedsagelig anvendes sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil, eller er det med henblik på opfyldelsen af kriteriet »af den art, der anvendes« tilstrækkeligt, at de statiske omformere ud fra deres objektive beskaffenhed foruden andre anvendelsesområder ligeledes kan anvendes sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil?«

Om det præjudicielle spørgsmål

25 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om underposition 8504 40 30 i KN skal fortolkes således, at det er tilstrækkeligt for at henhøre under denne underposition, at statiske omformere som de i hovedsagen omhandlede gennem deres objektive tekniske karakteristika og egenskaber er kompatible med »telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil« i denne underpositions forstand.

26 Det skal for det første bemærkes, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt må søges i disses objektive karakteristika og egenskaber, som de er beskrevet i ordlyden af den pågældende position i KN og i bestemmelserne vedrørende de enkelte afsnit eller kapitler heri (jf. bl.a. dom af 26.5.2016, Invamed Group m.fl., C-198/15, EU:C:2016:362, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). I denne henseende kan de forklarende bemærkninger til KN udgøre et vigtigt værktøj med henblik på fortolkningen af de forskellige toldpositioner, uden at de af den grund er retligt bindende (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, 2M-Locatel, C-555/17, EU:C:2018:746, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

27 For det andet kan varens bestemmelse ligeledes udgøre et objektivt kriterium ved tarifering, forudsat at varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. bl.a. dom af 26.5.2016, Invamed Group m.fl., C-198/15, EU:C:2016:362, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis). Varens bestemmelse kan imidlertid kun udgøre et relevant kriterium, hvis tariferingen ikke kan foretages alene på grundlag af varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. i denne retning dom af 28.4.2016, Oniors Bio, C-233/15, EU:C:2016:305, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

28 Hvad for det tredje angår tarifering af varer i en position, som vedrører en anvendelse, dvs. i en position, hvor der er valgt et tariferingskriterium, som er støttet på en særlig anvendelse af de pågældende varer, er det ikke nødvendigt, at den vare, der skal tariferes, alene eller udelukkende er bestemt til denne anvendelse. Det er tilstrækkeligt, at denne vare i det væsentlige er bestemt til den anvendelse, der er omhandlet i den pågældende position (jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Sysmex Europe, C-480/13, EU:C:2014:2097, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

29 Hvad angår underposition 8504 40 30 i KN skal det bemærkes, at det hverken af ordlyden heraf eller af bestemmelserne vedrørende de enkelte afsnit eller kapitler fremgår, at det med henblik på at anse, at en statisk omformer er »[a]f den art[,] der anvendes sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil«, som omhandlet i denne underposition, er tilstrækkeligt, at en sådan omformer, henset til sine objektive tekniske karakteristika og egenskaber, kan anvendes med sådanne produkter.

30 Det skal imidlertid bemærkes, at ordlyden af underposition 8504 40 30 i KN udtrykkeligt henviser til en særlig anvendelse af de i underpositionen omhandlede statiske omformere, nemlig en anvendelse sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil.

31 De forklarende bemærkninger til KN vedrørende denne nomenklaturs underposition 8504 40 30 bekræfter i øvrigt, at der er tale om en position, hvor der er valgt et tariferingskriterium, som er støttet på en særlig anvendelse af de pågældende varer. Det fremgår nemlig bl.a. af disse bemærkninger, at de statiske omformere, der henhører under denne underposition, er bestemt til telekommunikationsapparater eller automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil.

32 Disse bemærkninger indeholder ganske vist også eksempler på de tekniske karakteristika, som statiske omformere skal frembyde for at være omfattet af underposition 8504 40 30 i KN. Den omstændighed, at omformere frembyder sådanne generelle karakteristika – karakteristika, som en stor del af de statiske omformere, der henhører under underposition 8504 40 i KN, synes at frembyde – udelukker imidlertid på ingen måde, at sådanne omformere tariferes i en anden underposition i denne nomenklaturs underposition 8504 40.

33 Som anført i nærværende doms præmis 28, forholder det sig nemlig således, at når der i en omhandlet toldposition er valgt et tariferingskriterium, som er støttet på en særlig anvendelse af de pågældende varer, er dette kriterium af afgørende betydning for tariferingen af disse varer i en sådan position.

34 Hvad således angår statiske omformere, der kan henhøre under underposition 8504 40 30 i KN, såsom de omhandlede omformere, er den blotte omstændighed, at de er kompatible med de i denne underposition omhandlede apparater, ikke tilstrækkelig til at tarifere disse omformere deri, medmindre omformernes væsentlige bestemmelse stemmer overens med den anvendelse, der er omhandlet i den nævnte underposition.

35 I denne forbindelse er den af den forelæggende ret anførte omstændighed, at underposition 8504 40 30 i KN ikke henviser til en »eksklusiv« eller »primær« anvendelse af en vare sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil, uden betydning.

36 For det første skal det bemærkes, at det inden for underposition 8504 40 i KN forholder sig således, at underposition 8504 40 30 i modsætning til de andre underpositioner, der er indeholdt i denne underposition, angiver statiske omformere, som er bestemt til en specifik anvendelse, nemlig en anvendelse sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil. Under disse omstændigheder kan det ikke af den omstændighed, at der ikke foreligger nogen præcisering vedrørende den eksklusive eller primære anvendelse sammen med de i underposition 8504 40 30 omhandlede varer, udledes, at enhver omformer, der som udgangspunkt er kompatibel med sådanne varer, kan henhøre under den nævnte underposition.

37 For det andet skal det bemærkes, at afledt ret, såsom KN, i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med de af Unionen indgåede internationale aftaler (dom af 20.9.2018, 2M-Locatel, C-555/17, EU:C:2018:746, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

38 Hvad i denne henseende angår underposition 8504 40 30 i KN afspejler denne, således som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, de forpligtelser, som Unionen har påtaget sig i ITA. Den nævnte underposition skal således fortolkes i overensstemmelse med denne overenskomst og i overensstemmelse med dennes mål om at forbedre mulighederne for markedsadgang for informationsteknologiprodukter. Med henblik på at opfylde dette mål fastsætter ITA’s afsnit 2, at hver af de kontraherende parter skal binde og afskaffe tolden og andre afgifter af enhver art med hensyn til visse produkter, herunder bl.a. statiske omformere til automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil samt til telekommunikationsapparater.

39 Henset til den særlige sammenhæng, hvori underposition 8504 40 30 i KN indgår, er en fortolkning, hvorefter underpositionen skal forstås således, at den udelukkende omfatter statiske omformere, som i det væsentlige er bestemt til at blive anvendt sammen med telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil, forenelig med de mål, der forfølges med ITA.

40 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de omhandlede omformere er statiske omformere, der ud fra deres objektive karakteristika og egenskaber kan anvendes såvel i telekommunikationsapparater eller automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil som i andre eldrevne apparater, herunder trykkerimaskiner og medicinske apparater.

41 Skønt det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at foretage tariferingen af de omhandlede omformere, fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at de nævnte omformere ikke synes at frembyde karakteristika, der kan gøre det muligt at lægge til grund, at de i det væsentlige er bestemt til at blive anvendt sammen med telekommunikationsapparater eller automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil. Det fremgår tværtimod af disse sagsakter, at de omhandlede omformere er udformet på en sådan måde, at de kan anvendes i en lang række forskellige maskiner, således at det ved første øjekast synes udelukket, at de kan tariferes i underposition 8504 40 30 i KN.

42 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at underposition 8504 40 30 i KN skal fortolkes således, at statiske omformere som de i hovedsagen omhandlede kun kan henhøre under den nævnte underposition, såfremt de i det væsentlige er bestemt til at blive anvendt med »telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil« i denne underpositions forstand, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Sagsomkostninger

43 Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Underposition 8504 40 30 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, som følger af henholdsvis Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1001/2013 af 4. oktober 2013, skal fortolkes således, at statiske omformere som de i hovedsagen omhandlede kun kan henhøre under den nævnte underposition, såfremt de i det væsentlige er bestemt til at blive anvendt med »telekommunikationsapparater, automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil« i denne underpositions forstand, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.