C-374/12 Valimar - Dom

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

18. september 2014

»Præjudiciel forelæggelse – dumping – tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation – forordning (EF) nr. 384/96 – artikel 2, stk. 8 og 9, og artikel 11, stk. 2, 3, 9 og 10 – fornyet interimsundersøgelse – fornyet undersøgelse som følge af udløbet af antidumpingforanstaltninger – gyldigheden af forordning (EF) nr. 1279/2007 – fastsættelse af eksportprisen på grundlag af salg i tredjelande – eksportprisernes pålidelighed – hensyntagen til pristilsagn – ændrede omstændigheder – anvendelse af en anden metode end den, der blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse«

I sag C-374/12,

angående en anmodning om en præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 267 TEUF indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) ved afgørelse af 30. juli 2012, indgået til Domstolen den 6. august 2012, i sagen:

»Valimar« OOD

mod

Nachalnik na Mitnitsa Varna,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne J.L. da Cruz Vilaça (refererende dommer), G. Arestis, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev,

generaladvokat: P. Cruz Villalón

justitssekretær: fuldmægtig M. Aleksejev,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. november 2013,

efter at der er afgivet indlæg af:

– »Valimar« OOD ved advokat I. Komarevski

– Nachalnik na Mitnitsa Varna ved S. Valkova, S. Yordanova, N. Yotsova og M. Kolarova, som befuldmægtigede

– den bulgarske regering, ved E. Petranova og Y. Atanasov, som befuldmægtigede

– Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert og I. Gurov, som befuldmægtigede, bistået af barrister N. Chesaites og Rechtsanwalt G. Berrisch

– Europa-Kommissionen ved M.D. Roussanov og H. van Vliet samt ved G. Koleva, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. februar 2014,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 8 og 9, og artikel 11, stk. 2, 3, 9 og 10, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1, herefter »grundforordningen«) samt gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007 af 30. oktober 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation og om ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Thailand og Tyrkiet (EUT L 285, s. 1, og berigtiget i EUT 2009 L 96, s. 39).

Denne anmodning er forelagt i en sag mellem »Valimar« OOD (herefter »Valimar«), et selskab i henhold til bulgarsk ret, og Nachalnik na Mitnitsa Varna (tolddirektør i byen Varna, herefter »Nachalnik«) vedrørende en begæring om tilbagebetaling af antidumpingtold opkrævet i 2011 for import af kabler af jern og stål (herefter »de pågældende varer«), som fremstilles i og eksporteres fra Rusland af Joint Stock Company Severstal-Metiz (herefter »SSM«), tidligere Open Joint Stock Company Staleprokatny Zavod.

Retsforskrifter

EU-retlige regler

Grundforordningen

Grundforordningen er blevet ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51). Grundforordningen fandt dog anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

Nævnte forordnings artikel 2, stk. 8 og 9, bestemte:

»8. Eksportprisen er den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Fællesskabet.

9. Foreligger der ingen eksportpris, eller viser det sig, at der ikke kan fæstes lid til eksportprisen på grund af en forretningsmæssig forbindelse eller en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, kan eksportprisen beregnes på grundlag af den pris, hvortil de indførte varer første gang videresælges til en uafhængig køber, eller, hvis varerne ikke videresælges til en uafhængig køber eller ikke videresælges i den stand, hvori de er indført, på ethvert rimeligt grundlag.

[…]«

Grundforordningens artikel 11, stk. 2, 3, 9 og 10, bestemte følgende:

»2. Endelige antidumpingforanstaltninger udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år efter datoen for afslutningen af den seneste genoptagelse af en undersøgelse, som omfattede både spørgsmålet om dumping og skade, medmindre det som led i en genoptagelse af en undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. En undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb på Kommissionens initiativ eller på anmodning fremsat af eller på vegne af producenterne i Fællesskabet, og foranstaltningerne forbliver i kraft, indtil resultatet af en sådan undersøgelse foreligger.

En fornyet undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. At der foreligger sandsynlighed herfor, kan f.eks. fremgå af beviser for, at der fortsat finder dumping sted og forvoldes skade, eller beviser for, at når de skadelige virkninger er afhjulpet, skyldes det helt eller delvis, at der foreligger foranstaltninger, eller beviser for, at omstændighederne for eksportørerne eller markedsvilkårene har en sådan karakter, at de giver anledning til at formode, at der vil finde yderligere skadevoldende dumping sted.

[…]

3. Behovet for at opretholde foranstaltninger kan, når det anses for påkrævet, også tages op til genovervejelse på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat, eller, forudsat at der er forløbet en rimelig periode på mindst et år siden indførelsen af de endelige foranstaltninger, på anmodning af en eksportør eller importør eller producenterne i Fællesskabet, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for at genoptage en undersøgelse, mens foranstaltningerne er i kraft.

En undersøgelse genoptages, mens foranstaltningerne er i kraft, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne for at modvirke dumping, og/eller at det ikke er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, hvis de pågældende foranstaltninger ophæves eller ændres, eller at gældende foranstaltninger ikke er, eller ikke længere er, tilstrækkelige til at modvirke dumping, der forvolder skade.

Ved gennemførelsen af undersøgelser i henhold til dette stykke kan Kommissionen bl.a. undersøge, om omstændighederne med hensyn til dumping og skade har ændret sig betydeligt, eller om gældende foranstaltninger giver de ønskede resultater i henseende til at afhjælpe den skade, der er konstateret i henhold til artikel 3. I den forbindelse tages der hensyn til al relevant og behørigt dokumenteret bevismateriale ved den endelige afgørelse.

[…]

9. I alle genoptagede undersøgelser eller undersøgelser om tilbagebetaling, som gennemføres i henhold til denne artikel, anvender Kommissionen under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, som benyttedes i den undersøgelse, der resulterede i indførslen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 2, særlig stk. 11 og 12, og bestemmelserne i artikel 17.

10. I alle undersøgelser, der gennemføres i henhold til denne artikel, undersøger Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2, om eksportpriserne kan anses for pålidelige. Besluttes det imidlertid at beregne eksportprisen i henhold til artikel 2, stk. 9, beregnes eksportprisen uden fradrag for betalt antidumpingtold, hvis der foreligger afgørende bevis for, at tolden korrekt afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Fællesskabet.«

Forordningen om antidumping for import af kabler af jern og stål fra Rusland

87. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1601/2001 af 2. august 2001 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om endelig opkrævning af den midlertidige told (EFT L 211, s. 1) udtrykte, at eksportprisen var blevet fastsat på grundlag af de priser, der reelt var betalt eller skulle betales for disse varer ved eksporten til Fællesskabet.

Ved afgørelse 2001/602/EF af 26. juli 2001 om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Republikken Korea, Malaysia, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia (EFT L 211, s. 47) accepterede Kommissionen pristilsagnene fremsat af SSM i henhold til grundforordningens artikel 8. Sjette betragtning til afgørelse 2001/602 forpligtede SSM til at sælge de pågældende varer i Fællesskabet til eller over en pris, der fjernede de skadelige virkninger af dumping.

I medfør af artikel 1, stk. 3, og artikel 2 i forordning nr. 1601/2001 var de pågældende varer, der var fremstillet af SSM, for hvilke der gjaldt en antidumpingtold på 36,1%, undtaget herfor, forudsat at de var eksporteret direkte af SSM til et selskab, der handlede som importør i Fællesskabet.

Kommissionen er dels blevet forelagt begæringer fremsat af SSM og et andet russisk selskab om en fornyet delvis interimundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, af antidumpingforanstaltningerne indført ved forordning nr. 1601/2001, som er begrænset til dumpingen, og som omhandler perioden mellem den 1. juli 2003 og den 30. juni 2004, eftersom de omstændigheder, der lå til grund for disse foranstaltninger, var varigt ændret, og dels en begæring om fornyet undersøgelse som følge af udløbet af disse foranstaltninger fremsat af forbindelsesudvalget for metalkabelindustrien i Den Europæiske Union i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, vedrørende perioden mellem den 1. juli 2005 og den 30. juni 2006. Som følge af disse begæringer vedtog Rådet for Den Europæiske Unions forordning nr. 279/2007.

Den del af betragtningerne til forordning nr. 1279/2007, der vedrørte dumping og sandsynligheden for, at dumpingen fortsætter eller genopstår, omfatter 55.-76. betragtning, der bl.a. vedrørte fastsættelsen af eksportprisen.

201. betragtning til forordning nr. 1279/2007 anførte, at det pristilsagn, der lå til grund for afgørelse 2001/602, ikke længere var anvendeligt og måtte trækkes tilbage ved Kommissionens afgørelse.

Det anførtes i 207. betragtning til nævnte forordning:

»I lyset af resultaterne af interimundersøgelserne vedrørende de to russiske virksomheder forekommer det hensigtsmæssigt at ændre antidumpingtolden for BMK til 36,2% og for SSM til 9,7%.«

Bulgarsk ret

Zakon za mitnitsite (toldloven) artikel 214 bestemmer følgende:

»1) Godtgørelse af told består i en fuldstændig eller delvis tilbagebetaling af betalt import- eller eksporttold.

2) Tilbagebetalingen finder sted, såfremt det fastslås, at tolden ikke var skyldig på det tidspunkt, hvor den blev betalt, eller at grunden til, at den blev betalt, er bortfaldet.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

Valimars virksomhed består i det væsentlige i import af og handel med tråd, kabler og lignende varer af stål, hvoraf nogle har oprindelse i Rusland og er fremstillet af SSM.

Ved importen af de pågældende varer fremstillet af SSM betalte Valimar en antidumpingtold, hvis beløb var fastsat i henhold til forordning nr. 279/2007.

Den 25. januar 2011 indgav Valimar en begæring til Teritorialno mitnichesko upravlenie Varna (toldmyndighederne i Varna) om, at det blev fastslået, at ovennævnte antidumpingtold var blevet uberettiget betalt, og at den skulle tilbagebetales til selskabet, fordi nævnte forordning var ugyldig.

Efter at Nachalnik havde forkastet Valimars begæring, indgav selskabet en administrativ klage mod denne afgørelse til direktøren for toldmyndigheden, som afviste denne klage.

Valimar indbragte herefter sagen for Administrativen sad Varna (forvaltningsdomstolen i Varna). Idet dette søgsmål blev forkastet, iværksatte Valimar kassationsappel til Varhoven administrativen sad.

Valimar gjorde til støtte for sin appel gældende, at forordning nr. 1279/2007 var ugyldig, for så vidt som den indførte en antidumpingtold på import af de pågældende varer, som SSM eksporterede, da den var i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 8, og artikel 11, stk. 9 og 10.

Den forelæggende ret har fundet, at Valimars påstande kan antages til realitetsbehandling, og har rejst spørgsmålet, om forordning nr. 1279/2007 er gyldig.

Denne retsinstans’ tvivl vedrører for det første en mulig tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9. Nævnte retsinstans har i den forbindelse bemærket, at skønt de pågældende varers eksportpris under den indledende procedure blev fastsat på grundlag af den pris, der reelt er betalt eller skal betales for eksport til Fællesskabet i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, stk. 8, blev denne eksportpris som led i den fornyede undersøgelse, der førte til vedtagelsen af forordning nr. 1279/2007, fastsat i henhold til en anden metode, der består i at beregne nævnte eksportpris på grundlag af de af SSM anvendte priser for dennes eksporter til tredjelande, uden at denne metodeændring blev udtrykkeligt begrundet i den sidstnævnte forordning med en ændring af omstændighederne som påkrævet i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9.

Samme retsinstans har for det andet rejst det spørgsmål, om der findes et retligt grundlag for den metode, der er anvendt ved de fornyede undersøgelser, idet dette grundlag hverken er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, eller artikel 11, stk. 9 og 10.

Under disse omstændigheder har Varhoven administrativen sad besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal [grundforordningens] artikel 11, stk. 9 og 10, […] (nu forordning nr. 1225/2009) […], sammenholdt med forordningens artikel 2, stk. 8 og 9, fortolkes således, at disse bestemmelser, såfremt der ikke er dokumenteret en ændring af omstændighederne som omhandlet i artikel 11, stk. 9, har forrang for enhver form for implicit beføjelse for institutionerne i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3, i forbindelse med fastsættelsen af eksportprisen, herunder – som det er tilfældet med [forordning nr. 1279/2007] – institutionernes implicitte beføjelse til at vurdere, om [SSM’s] eksportpriser er pålidelige i fremtiden, idet de foretager en sammenligning med mindstepriserne i henhold til pristilsagnet og salgspriserne i tredjelande? Er det af betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, såfremt institutionerne som i tilfældet med [SSM] og [forordning nr. 1279/2007] under udøvelsen af deres beføjelser i forbindelse med vurderingen af de ændrede omstændigheders varige karakter med hensyn til forekomsten af dumping i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, beslutter at ændre antidumpingforanstaltningerne (at nedsætte antidumpingtoldsatsen)?

2) Følger det af besvarelsen af det første spørgsmål, at Kommissionen under de omstændigheder, der er beskrevet i den del af [forordning nr. 1279/2007], som vedrører fastsættelsen af [SSM’s] eksportpris, og henset til, at der i denne forordning ikke udtrykkeligt er dokumenteret en ændring som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der kunne begrunde anvendelsen af en ny metode, burde have benyttet den samme metode til fastsættelse af eksportprisen, som blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, i den foreliggende sag i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 8?

3) Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål: Er [forordning nr. 1279/2007] for så vidt angår den del, der vedrører fastsættelsen og indførelsen af de individuelle antidumpingforanstaltninger ved import [af de pågældende varer], der er produceret af [SSM], udstedt i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9 og 10, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 8, eller på et ugyldigt retsgrundlag, således at den bør anses for ugyldig for denne dels vedkommende?«

Formaliteten

Den bulgarske regering har udtrykt tvivl, om den præjudicielle forelæggelse kan antages til realitetsbehandling i betragtning af Domstolens praksis, der følger af dom TWD Textilwerke Deggendorf (C-188/92, EU:C:1994:90). Nachalnik har for sit vedkommende gjort gældende, at den præjudicielle forelæggelse skal afvises.

Ifølge den bulgarske regering og Nachalnik kan den berørte i medfør af nævnte retspraksis, såfremt denne ikke har anfægtet en retsakt for Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263 TEUF, ikke anfægte denne retsakt indirekte ved en anmodning om en præjudiciel forelæggelse, uanset om den pågældende retsakt påvirker den pågældende umiddelbart og individuelt.

Den bulgarske regering har i den forbindelse gjort gældende, at det følger af præmis 21 i dom Nachi Europe (C-239/99, EU:C:2001:101), at en forordning om indførelse af en antidumpingtold ikke alene kan berøre de producent- og eksportvirksomheder, der er nævnt i forordningen, umiddelbart og individuelt, men ligeledes de importører, der har en forbindelse med producenterne, og hvis videresalgspriser for de pågældende varer har dannet grundlag for beregningen af eksportprisen.

Den bulgarske regering har anført, at Valimar i sin egenskab af SSM’s eneste handelsrepræsentant i Bulgarien kan anses for at være en med SSM forbundet importør i den i ovennævnte præmis omhandlede retspraksis’ forstand. Den bulgarske regering har til støtte for denne argumentation henvist til dom ISO mod Rådet (118/77, EU:C:1979:92), hvori Domstolen fandt, at Import Standard Office, et selskab i henhold til fransk ret, der var eneimportør for en japansk producent, som var pålagt antidumpingtold i henhold til en rådsforordning, var tilstrækkeligt nært tilknyttet denne producent og dermed var umiddelbart og individuelt berørt af denne forordning. Den bulgarske regering har gjort gældende, at tvisten i hovedsagen minder om den sag, der lå til grund for denne dom, og at Valimar kan anses for tilstrækkeligt nært forbundet med SSM til at være umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 1279/2007, for så vidt som importen af de pågældende varer herved pålægges en antidumpingtold.

Det skal bemærkes, at et retssubjekts mulighed for for den forelæggende ret at gøre gældende, at bestemmelser i Unionens retsakter er ugyldige, forudsætter, at denne part ikke i medfør af artikel 263 TEUF havde ret til at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af disse bestemmelser (jf. domme TWD Textilwerke Deggendorf, EU:C:1994:90, præmis 23, og Bolton Alimentari, C-494/09, EU:C:2011:87, præmis 22).

Det følger imidlertid af denne retspraksis, at et sådant direkte søgsmål utvivlsomt skulle antages til realitetsbehandling (jf. dom Bolton Alimentari, EU:C:2011:87, præmis 23). I det foreliggende tilfælde giver de oplysninger, der er tilsendt med anmodningen om en præjudiciel afgørelse, samt oplysningerne fremlagt af den bulgarske regering og Valimar i deres mundtlige indlæg ikke Domstolen mulighed for at fastslå, at et sådant direkte søgsmål kunne være antaget til realitetsbehandling.

Forordninger, som indfører en antidumpingtold, kan nemlig, selv om de ved deres art og rækkevidde har regelskabende karakter, berøre de producenter og eksportører af den pågældende vare, som på grundlag af oplysninger om deres forretningsforhold hævdes at have gjort sig skyldige i dumping, umiddelbart og individuelt. Dette er i almindelighed tilfældet for de producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgøre, at det er dem, der er tale om i Kommissionens eller Rådets retsakter, eller at de har været inddraget i de forudgående undersøgelser (jf. i denne retning dom Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, 239/82 og 275/82, EU:C:1984:68, præmis 11 og 12).

Det samme gælder for de importører af den pågældende vare, hvis videresalgspriser er lagt til grund ved fastsættelsen af eksportpriserne, og som derfor er berørt af konstateringerne om, at der foreligger dumping (jf. domme Nashua Corporation m.fl. mod Kommissionen og Rådet, C-133/87 og C-150/87, EU:C:1990:115, præmis 15, og Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, C-156/87, EU:C:1990:116, præmis 18).

Domstolen har desuden fastslået, at importører med tilknytning til eksportører fra et tredjeland, hvis varer pålægges en antidumpingtold, kan anlægge sag til prøvelse af en forordning om indførelse af denne told, bl.a. når eksportprisen er blevet fastlagt på grundlag af de pågældende importørers videresalgspriser på markedet i Fællesskabet, samt når selve antidumpingtolden beregnes på grundlag af disse videresalgspriser (jf. i denne retning dom Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Rådet, C-305/86, EU:C:1990:295, præmis 19 og 20).

Endvidere er det forhold, at visse kategorier af erhvervsdrivende indrømmes ret til at anlægge et annullationssøgsmål mod en antidumpingforordning, ikke til hinder for, at andre erhvervsdrivende ligeledes kan være individuelt berørt af en sådan forordning som følge af visse egenskaber, som er særlige for dem, og som kendetegner dem i forhold til alle andre personer (jf. dom Extramet Industrie mod Rådet, C-358/89, EU:C:1991:214, præmis 16).

Valimar er ikke omfattet af nogen af de kategorier af erhvervsdrivende, der er nævnt ovenfor, for hvilke Domstolen har anerkendt en ret til direkte at anfægte forordninger, hvorved der indføres en antidumpingtold. Det kan således ikke lægges til grund, at Valimar befandt sig i en situation, der svarede til situationen for den i den sag, der lå til grund for dom ISO mod Rådet (EU:C:1979:92), omhandlede virksomhed.

Det skal nemlig bemærkes, at Valimar ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremsendt, i sin egenskab af selvstændig importør ikke var forbundet med SSM og ikke havde deltaget i den administrative procedure, som Kommissionen havde organiseret som led i undersøgelsen for at fastsætte dumpingtolden. Valimar har under retsmødet i den forbindelse anført, at selskabet, selv om det bl.a. importerede SSM’s varer til Bulgarien, tværtimod ikke kunne anses for at være dennes handelsrepræsentant eller for at have indgået en aftale om at være dennes enerepræsentant. Valimar har desuden gjort gældende, at Republikken Bulgarien på tidspunktet for indledningen af den fornyede undersøgelse endnu ikke var medlem af Unionen, og at selskabet ikke importerede de pågældende varer, hvorfor det ikke kunne antages at have søgsmålskompetence i forhold til forordning nr. 1279/2007, da denne blev vedtaget.

Som det følger af nævnte forordning, blev Valimars videresalgspriser endvidere ikke benyttet til at beregne SSM’s eksportpriser.

Det skal således fastslås, at nævnte forordning ikke berører Valimar på grundlag af visse egenskaber, som er særlige for denne virksomhed, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller denne fra alle andre, men alene på grund af dennes objektive egenskab af importør af de pågældende varer og i samme omfang som enhver anden erhvervsdrivende, der aktuelt eller potentielt befinder sig i en tilsvarende situation (jf. i denne retning dom Spijker Kwasten mod Kommissionen, 231/82, EU:C:1983:220, præmis 9).

På denne baggrund skal det fastslås, at den præjudicielle forelæggelse kan antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spørgsmål

Med de tre præjudicielle spørgsmål, som skal behandles samlet, har den forelæggende ret nærmere bestemt spurgt, om forordning nr. 1279/2007 er gyldig i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, og artikel 11, stk. 9 og 10, for så vidt som den indfører en antidumpingtold på importen af de pågældende varer fremstillet af SSM.

Om lovligheden af at benytte en anden metode end den i den oprindelige undersøgelse benyttede for at beregne eksportpriserne under den fornyede undersøgelse

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, er det ganske vist korrekt, således som det fremgår af denne bestemmelse, at metoden til at beregne de dumpingmarginer, som anvendes under en fornyet undersøgelse, som hovedregel i princippet skal være den samme som den, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, der førte til vedtagelsen af at pålægge en antidumpingtold.

I nævnte artikel 11, stk. 9, fastsættes dog en undtagelse, der giver mulighed for at anvende en anderledes metode, såfremt omstændighederne er ændret.

Det skal i den forbindelse for det første bemærkes, at der i henhold til Domstolens faste praksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. bl.a. dom Lundberg, C-317/12, EU:C:2013:631, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

For det andet skal det bemærkes, at selv om Domstolen allerede tidligere har fastslået, at undtagelsen til hovedreglen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, som fastsætter, at der i forbindelse med den fornyede undersøgelse skal anvendes den samme metode som den, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, skal fortolkes strengt, indebærer dette krav ikke, at Unionens institutioner skal fortolke og anvende denne bestemmelse på en måde, der er uforenelig med dens ordlyd og formål (jf. i denne retning dom Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet og Kommissionen, C-15/12 P, EU:C:2013:572, præmis 17 og 19).

Det er korrekt, at de årsager, der ligger til grund for anvendelsen af en anden metode end den ved den oprindelige undersøgelse benyttede, ikke udtrykkeligt kvalificeres i forordning nr. 1279/2007 som ændrede omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9.

Det skal dog indledningsvis bemærkes, at det fremgår af 61. betragtning til forordning nr. 1279/2007, at næsten al den ene russiske eksportørs eksport til Fællesskabet skete på grundlag af et pristilsagn, som Kommissionen godtog i august 2001. I den forbindelse begrænsedes fastsættelsen af eksportpriserne ikke kun til en undersøgelse af eksportørernes tidligere adfærd, men eksportprisernes sandsynlige udvikling i fremtiden blev også undersøgt. Navnlig undersøgtes spørgsmålet om, hvorvidt dette pristilsagn havde indvirket på eksportprisernes niveau, så de var blevet upålidelige og dermed uegnede til fastsættelse af fremtidig adfærd i forbindelse med eksport.

Det skal endvidere bemærkes, at det, som det præciseres i 62. betragtning til denne forordning, undersøgtes, om de eksportpriser, eksportøren opkrævede af kunder i Fællesskabet, trods pristilsagnet kunne udgøre et ordentligt grundlag for beregning af dumpingmarginen i den fornyede undersøgelse. Formålet var navnlig at fastslå, om de aktuelle eksportpriser til Fællesskabet var kunstigt fastsat i forhold til mindsteimportpriserne, og om de derfor var bæredygtige i fremtiden. Undersøgelsen viste imidlertid, at det system, som blev anvendt til at fastsætte varekontrolnumre i den fornyede undersøgelse, var mere avanceret end det klassifikationssystem, der blev brugt på det tidspunkt, hvor pristilsagnet blev godtaget i 2001. Dette førte til den konklusion, at enhver sammenligning mellem mindsteimportprisernes varekontrolnumre og den fornyede undersøgelses ikke ville være pålidelig.

Endelig er det i 63. betragtning til denne forordning anført, at der for hver enkelt varetype blev foretaget en sammenligning imellem eksportprisen til Fællesskabet og eksportprisen til andre lande. Heraf fremgik det, at eksportprisen til tredjelande i gennemsnit var væsentlig lavere. Konklusionen var derfor, at SSM’s pris ved eksport til Fællesskabet ikke kunne anvendes til fastsættelse af pålidelige eksportpriser i forbindelse med den fornyede interimundersøgelse, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8. I mangel af pålidelige eksportpriser til medlemsstaterne for dette salg blev salg til andre lande benyttet til at vurdere eksportpriserne.

Under hensyn til de omstændigheder, der netop er beskrevet i denne doms præmis 45-47, kunne Rådet med føje i 124. betragtning til forordning nr. 1279/2007 konkludere, at eksportpriserne over for tredjelande blev betragtet som mere pålidelige.

Det skal således fastslås, at de pågældende institutioner under hensyn til dels de ændrede omstændigheder i forhold til den oprindelige undersøgelse, der følger af de prisændringer, som SSM’s eksport var underlagt, dels den omstændighed, at den metode, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, ikke var pålidelig for den fornyede undersøgelse, med føje under påberåbelse af undtagelsen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, som led i den fornyede undersøgelse kunne anvende en anden metode end den, der var blevet anvendt ved den oprindelige undersøgelse.

Om den anvendte metodes lovlighed

For at give en fuldstændig besvarelse af de forelagte spørgsmål skal det ligeledes efterprøves, om de pågældende institutioner gyldigt kunne støtte deres analyse på SSM’s eksportpriser til tredjelande for at nå til de relevante konklusioner som led i den fornyede undersøgelse. Med andre ord skal det afklares, om grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, stk. 8 og 9, blev overholdt, da institutionerne, efter at de havde fastslået, at de priser, der faktisk blev betalt ved eksporten, ikke var pålidelige på grund af andre omstændigheder end dem, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, anvendte en anden metode til at fastsætte eksportpriserne, som ikke er udtrykkeligt anført i nævnte bestemmelse.

Det skal i den forbindelse indledningsvis bemærkes, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik – og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger – har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Domstolsprøvelsen af et sådant skøn skal derfor begrænses til en kontrol af, om procedureforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. i denne retning domme Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 40 og 41, samt Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 63).

Disse betragtninger finder bl.a. anvendelse på de vurderinger, som institutionerne foretager som led i den fornyede undersøgelse. På den ene side er der hvad angår den fornyede undersøgelse af de foranstaltninger, der udløber i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, i det væsentlige tale om at vurdere, om ophævelsen af den oprindelige antidumpingforanstaltning sandsynligvis vil medføre, at dumpingen eller skaden fortsættelser eller genopstår. På den anden side kan Kommissionen hvad angår en fornyet interimundersøgelse i henhold til denne forordnings artikel 11, stk. 3, bl.a. undersøge, om omstændighederne angående dumpingen og skaden er væsentligt ændret, eller om de eksisterende foranstaltninger har skabt de påregnede virkninger og har fjernet den tidligere konstaterede skade med henblik på at foreslå at ophæve, ændre eller opretholde den antidumpingtold, der blev iværksat ved afslutningen af den oprindelige undersøgelse.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 11 hverken i stk. 2 eller 3 fastsætter de konkrete metoder eller regler, som de pågældende institutioner er underlagt, når de udfører de i denne bestemmelse fastsatte kontroller.

I henhold til nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, skal der for at godtgøre, om omstændighederne med hensyn til dumping og skade har ændret sig betydeligt, alene tages hensyn til »al relevant og behørigt dokumenteret bevismateriale«.

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 58 i sit forslag til afgørelse, kan den kontrol, som det påhviler Kommissionen at gennemføre i denne forbindelse, føre til, at der ikke blot gennemføres en bagudrettet analyse af udviklingen i situationen fra indførelsen af den oprindelige endelige foranstaltning for at vurdere, hvorvidt det er nødvendigt at opretholde eller ændre den for at modvirke dumping, der forvolder skade, men ligeledes en fremadrettet analyse af den sandsynlige udvikling i situationen fra vedtagelsen af den fornyede undersøgelse for at vurdere de sandsynlige virkninger af en ophævelse eller en ændring af nævnte foranstaltning.

Det skal ligeledes bemærkes, at proceduren i forbindelse med en fornyet undersøgelse i princippet er forskellig fra den oprindelige undersøgelse, der er omfattet af andre bestemmelser i grundforordningen (jf. i denne retning domme Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, C-422/02 P, EU:C:2005:56, præmis 49, og Hoesch Metals and Alloys, C-373/08, EU:C:2010:68, præmis 65), idet Domstolen tidligere har fastslået, at visse af disse bestemmelser ikke tilsigter at finde anvendelse på proceduren i forbindelse med den fornyede undersøgelse, henset til systemets generelle opbygning og formål (jf. i denne retning dom Hoesch Metals and Alloys, EU:C:2010:68, præmis 77).

Den objektive forskel, der er mellem disse to procedurer, beror nemlig på den omstændighed, at de indførsler, der er underlagt en procedure med fornyet undersøgelse, allerede har været pålagt endelige antidumpingforanstaltninger, og med hensyn til disse er der i princippet fremlagt et tilstrækkeligt bevismateriale til at fastslå, at ophævelsen af disse foranstaltninger sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Når indførslerne derimod gøres til genstand for en oprindelig undersøgelse, er formålet med denne netop at fastslå, om der er tale om dumping, samt graden og virkningen af denne angivelige dumping (dom Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, EU:C:2005:56, præmis 50).

Det skal i den forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, alene kræver, at Kommissionen tager hensyn til nævnte forordnings artikel 2 ved en fornyet undersøgelse, uden at der imidlertid henvises til stk. 8 og 9 i artikel 2, i modsætning til i denne artikels stk. 11 og 12.

Det er korrekt, at eksistensen af et pristilsagn ikke er udtrykkeligt omtalt i denne forordnings artikel 2, stk. 9, blandt de omstændigheder, der kan begrunde, at der anvendes en anden metode end den i artikel 2, stk. 8, fastsatte. Disse omstændigheder er imidlertid ikke opremset udtømmende, og konstateringen af, at eksportpriserne ikke er pålidelige som følge af dette tilsagn, berettiger ligeledes til at anvende denne artikel, eftersom priserne skabes på et »rimeligt grundlag«.

Det skal i den forbindelse fastslås, at Rådet under omstændighederne i hovedsagen ikke foretog et upassende og urimeligt valg, da det besluttede at anvende SSM’s eksportpriser til tredjelande som indikator for de eksportpriser til Fællesskabet, som SSM ville udøve uden pristilsagn.

Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det fastslås, at gennemgangen af spørgsmålene intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 1279/2007.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007 af 30. oktober 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation og om ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Thailand og Tyrkiet.