C-371/19 Kommissionen mod Allemagne (Remboursement de TVA – Factures) - Dom

C-371/19 Kommissionen mod Allemagne (Remboursement de TVA – Factures) - Dom

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. november 2020 – Kommissionen mod Tyskland (Tilbagebetaling af moms – Fakturaer)

»Traktatbrud – skatter og afgifter – merværdiafgift (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 170 og artikel 171, stk. 1 – tilbagebetaling af momsen til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor de køber varer og ydelser eller indfører momspligtige varer, men i en anden medlemsstat – direktiv 2008/9/EF – detaljerede regler for tilbagebetaling af moms – artikel 9 og 10 – artikel 15, stk. 1 – artikel 20 – manglende kopi af en faktura eller et importdokument – systematisk afvisning af ufuldstændige tilbagebetalingsanmodninger – den afgiftspligtige person anmodes ikke om at supplere tilbagebetalingsanmodningen efter udløbet af den frist, der er fastsat for indgivelse heraf – princippet om afgiftens neutralitet – proportionalitetsprincippet – formaliteten«

1. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – fremlæggelse af kendsgerninger, der påviser traktatbruddet – gendrivelse heraf påhviler den pågældende medlemsstat – den pågældende medelmsstat forpligtet til at føre bevis for ændringen af den administrative praksis i overensstemmelse med Kommissionens begrundede udtalelse

(Art. 258 TEUF)

(jf. præmis 65, 68 og 69)


2. Harmonisering af skattelovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – tilbagebetaling af afgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet – reglerne for udøvelse af retten til tilbagebetaling – forpligtelse til at indgive supplerende oplysninger om en anmodning om tilbagebetaling – afvisning af rettidige anmodninger om tilbagebetaling, uden forinden at opfordre sagsøgerne til at komplettere deres anmodninger ved fremlæggelse af kopier af fakturaer eller importdokumenter – tilsidesættelse af princippet om afgiftsneutralitet og den effektive virkning af retten til tilbagebetaling

(Rådets direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/8, art. 170 og 171, og forordning 2008/9, art. 5 og 10, art. 15, stk. 1, og art. 20, stk. 1)

(jf. præmis 77-84 og 86-88 samt domskonkl. 1)


3. Harmonisering af skattelovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – tilbagebetaling af afgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet – reglerne for udøvelse af retten til tilbagebetaling – forpligtelse til at indgive supplerende oplysninger om en anmodning om tilbagebetaling – kvittering for modtagelsen af anmodningen om tilbagebetaling af afgiften uden anmodning om yderligere oplysninger eller dokumenter – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

(Rådets direktiv 2008/9, art. 15, stk. 1, art. 19, stk. 1, og art. 20, stk. 1)

(jf. præmis 96-99)


Konklusion

1)

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 170 og 171 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (moms), som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008, og artikel 5 i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, idet den har tilsidesat princippet om momsens neutralitet samt den effektive virkning af retten til tilbagebetaling af moms til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, ved at afvise anmodninger om tilbagebetaling af moms, der er indgivet senest den 30. september i kalenderåret efter tilbagebetalingsperioden, men som ikke er vedlagt de kopier af fakturaer eller importdokumenter, der kræves i medfør af artikel 10 i direktiv 2008/9, uden først at opfordre ansøgerne til at supplere deres anmodninger ved, om nødvendigt efter denne dato, at fremlægge disse kopier eller at fremsende de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af disse anmodninger.

2)

I øvrigt frifindes Forbundsrepublikken Tyskland.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Europa-Kommissionens omkostninger.

4)

Kommission bærer en tredjedel af sine egne omkostninger.

1 – EUT C 213 af 24.6.2019.