C-365/15 Wortmann - Dom

C-365/15 Wortmann - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

18. januar 2017

»Præjudiciel forelæggelse – toldunion og fælles toldtarif – tilbagebetaling af importafgifter – forordning (EØF) nr. 2913/92 (toldkodeks) – artikel 241, stk. 1, første led – en medlemsstats forpligtelse til at fastsætte bestemmelse om betaling af renter selv i mangel af et søgsmål for de nationale domstole«

I sag C-365/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland) ved afgørelse af 24. juni 2015, indgået til Domstolen den 14. juli 2015, i sagen

Wortmann KG Internationale Schuhproduktionen

mod

Hauptzollamt Bielefeld,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne M. Vilaras (refererende dommer), J. Malenovský, M. Safjan og D. Šváby,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona

justitssekretær: fuldmægtig M. I. Illéssy,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 25. maj 2016,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Wortmann KG Internationale Schuhproduktionen ved Rechtsanwalt D. Ehle, avocat A. Willems og advocaat S. De Knop

– Hauptzollamt Bielefeld først ved K. Greven, som befuldmægtiget, og endelig ved K. Greven og S. Holtmann, som befuldmægtigede

– den tyske regering ved J. Möller og T. Henze, som befuldmægtigede

– den italienske regering ved A. Collabolletta og G. Palmieri, som befuldmægtigede

– Rådet for Den Europæiske Union ved M. Balta og J.-P. Hix, som befuldmægtigede

– Europa-Kommissionen ved L. Grønfeldt og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. september 2016,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 241 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Wortmann KG Internationale Schuhproduktionen (herefter »Wortmann«) og Hauptzollamt Bielefeld (hovedtoldkontoret i Bielefeld, Tyskland) vedrørende betaling af renter ved tilbagebetalingen af den antidumpingtold, som Wortmann har betalt, i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 af 5. oktober 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam (EUT 2006, L 275, s. 1), delvist ophævet ved dom af 2. februar 2012, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (C-249/10 P, EU:C:2012:53).

Retsforskrifter

EU-retten

Toldkodeksen

3 Toldkodeksens artikel 4 fastsætter:

»I denne kodeks forstås ved:

[...]

10) importafgifter:

– told og afgifter med tilsvarende virkning, der gælder ved indførsel af varer

[...]«

4 Toldkodeksens artikel 232 er sålydende:

»1. Er afgiftsbeløbet ikke betalt inden for den fastsatte frist,

[...]

b) opkræves der ud over afgiftsbeløbet morarente.

Morarentesatsen kan være højere end lånerentesatsen. Den må ikke være lavere end denne sats.

[...]«

5 Toldkodeksens artikel 236 fastsætter:

»1. Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

[...]

2. Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden tre år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

Toldmyndighederne yder af egen drift godtgørelse eller fritagelse, når de selv inden for samme frist konstaterer, at der er tale om en af de i stk. 1 første og andet afsnit, beskrevne situationer.«

6 Toldkodeksens artikel 241 bestemmer:

»Toldmyndighedernes godtgørelse af import- eller eksportafgifter samt eventuel låne- eller morarente opkrævet i forbindelse med betalingen medfører ikke, at myndighederne skal betale rente. Der betales dog rente,

– når en afgørelse om, at en anmodning om godtgørelse skal imødekommes, ikke er fuldbyrdet inden for en frist på tre måneder, efter at den er truffet

– når det følger af nationale bestemmelser.

Rentebeløbet skal beregnes således, at det svarer til det beløb, der i denne henseende kræves på det nationale penge- og kapitalmarked.«

Forordning nr. 1472/2006

7 Artikel 1 i forordning nr. 1472/2006 er sålydende:

»1. Der indføres hermed en endelig antidumpingtold på import af fodtøj med overdel af læder eller kunstlæder, undtagen sportsfodtøj, fodtøj, hvortil der kræves en særlig teknologi, hjemmefodtøj og andre typer af indendørs fodtøj og fodtøj med beskyttelseståkappe, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam og henhørende under [følgende koder i den kombinerede nomenklatur]:

[...]

4. Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.«

Tysk ret

8 § 1 i Abgabenordnung (lov om skatter og afgifter) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »skatteloven«), fastsætter følgende:

»(1) Denne lov gælder for alle skatter og afgifter, herunder tilbagebetaling af skatter og afgifter, der reguleres af tysk ret eller EU-ret, for så vidt som de administreres af forbundsstatens eller delstaternes skattemyndigheder. Den finder kun anvendelse med forbehold af EU-retten.

[...]

(3) Med forbehold af EU-retten finder bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på andre fiskale forpligtelser. […]«

9 Skattelovens § 3, stk. 3 og 4, har følgende ordlyd:

»(3) Import- og eksportafgifter i henhold til toldkodeksens artikel 4, nr. 10) og 11), er afgifter i denne lovs forstand.

(4) Andre fiskale forpligtelser er [...] renter (§§ 233-237), [...] samt renter i toldkodeksens forstand [...]«

10 Skattelovens § 37 bestemmer:

»(1) Krav vedrørende skyldige skatter og afgifter er [bl.a.] krav på tilbagebetaling i henhold til stk. 2 [...]

(2) Såfremt en skat eller afgift [...] er blevet betalt eller tilbagebetalt uden retlig grund, har den, for hvis regning betalingen er foretaget, over for modtageren af betalingen krav på tilbagebetaling af det betalte eller tilbagebetalte beløb. [...]«

11 Skattelovens § 233 har følgende ordlyd:

»Krav vedrørende skyldige skatter og afgifter (§ 37) forrentes kun, såfremt dette er fastsat ved lov. [...]«

12 Endelig bestemmes det i skattelovens § 236, stk. 1:

»Hvis en fastsat skat eller afgift nedsættes eller en tilbagebetaling heraf indrømmes ved en retskraftig retsafgørelse eller på grundlag af en sådan afgørelse, skal det omhandlede beløb med forbehold af stk. 3 forrentes fra sagens anlæggelse til udbetalingsdagen. [...]«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 I årene 2006 til 2012 bragte Wortmann i eget navn fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam, produceret af Brosmann Footwear (HK) Ltd (herefter »Brosmann«) og Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd (herefter »Seasonable«), i fri omsætning på Den Europæiske Unions område. Idet dette fodtøj henhører under en af de koder i den kombinerede nomenklatur, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1472/2006, pålagde hovedtoldkontoret i Bielefeld Wortmann en antidumpingtold i henhold til denne forordning.

14 Den 22. juli 2010 anmodede Wortmann hovedtoldkontoret i Bielefeld om tilbagebetaling af den antidumpingtold, der var betalt for perioden fra juni 2007 til juni 2010. Den 14. februar 2011 indgav virksomheden en ny anmodning om tilbagebetaling af den antidumpingtold, der var blevet betalt indtil den 31. december 2010. Den 7. maj 2012 anmodede virksomheden endelig om tilbagebetaling, denne gang for den antidumpingtold, der var blevet betalt siden 2006. Til støtte for sine anmodninger har Wortmann bl.a. påberåbt sig den sag – verserende først for Den Europæiske Unions Ret, derefter for Domstolen – som gav anledning til dom af 2. februar 2012, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (C-249/10 P, EU:C:2012:53).

15 I denne dom ophævede Domstolen delvist forordning nr. 1472/2006, bl.a. for så vidt som den angik Brosmann og Seasonable. Begrundelsen for denne ophævelse var, at Europa-Kommissionen med urette havde undladt at undersøge anmodningerne om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, eller i mangel heraf en individuel behandling af sagsøgerne.

16 Den 17. april 2013 traf hovedtoldkontoret i Bielefeld således afgørelse om tilbagebetaling af antidumpingtold til Wortmann på 61 895,49 EUR for året 2007 og 92 870,62 EUR for året 2008.

17 Ved skrivelse af 29. november 2013 anmodede Wortmann hovedtoldkontoret i Bielefeld om betaling af renter af de beløb, der var blevet tilbagebetalt, på 8% over basisrentesatsen regnet fra tidspunktet for betalingen af antidumpingtolden. Ved afgørelse af 15. januar 2014 afviste hovedtoldkontoret i Bielefeld denne anmodning. Wortmanns påklage af denne afgørelse blev ligeledes afvist af samme kontor den 17. september 2014.

18 Wortmann anlagde sag ved den forelæggende ret med påstand om, at hovedtoldkontoret i Bielefeld tilpligtedes at betale virksomheden renter af de beløb, der var blevet tilbagebetalt.

19 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at sagens udfald beror på en fortolkning af toldkodeksens artikel 241. Ifølge den forelæggende ret er betaling af renter af de beløb, der er blevet tilbagebetalt til Wortmann, udelukket i medfør af toldkodeksens artikel 241, første punktum.

20 For så vidt som de i toldkodeksens artikel 241, andet punktum, første led, opstillede betingelser ikke er opfyldt i hovedsagen, kan således alene de nationale bestemmelser i henhold til kodeksens artikel 241, andet punktum, andet led, danne grundlag for sagsøgerens anmodning om betaling af renter. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at det følger af en læsning af skattelovens § 37, stk. 2, første punktum, sammenholdt med § 233, første punktum, at krav vedrørende skyldige skatter og afgifter kun forrentes, såfremt dette er fastsat ved lov. I tysk ret kan kun skattelovens § 236 følgelig komme i betragtning som hjemmelsgrundlag for betaling af renter. Imidlertid kan denne bestemmelse, i mangel af indledning – af sagsøgeren i hovedsagen – af en retssag med påstand om tilbagebetaling af den antidumpingtold, der tidligere er blevet betalt til hovedtoldkontoret i Bielefeld, ikke finde anvendelse i hovedsagen.

21 På denne baggrund har den forelæggende ret anført at være i tvivl om, hvorvidt dette udfald er foreneligt med EU-retten. Den har henvist til retspraksis, hvorefter der af EU-retten kan udledes et princip om, at medlemsstaterne er forpligtede til at tilbagebetale de afgiftsbeløb, som er opkrævet i strid med EU-retten, med rente (dom af 18. april 2013, Irimie, C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 22). Den forelæggende ret ønsker således oplyst, hvorvidt den »uskrevne EU-ret« under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, kræver betaling af renter af importafgifter, som har været genstand for tilbagebetaling. Ifølge den forelæggende ret må der i denne henseende i særdeleshed tages hensyn til den omstændighed, at de nationale bestemmelser om betaling af renter, i den foreliggende sag skattelovens §§ 233ff., kun finder tilsvarende anvendelse med forbehold af EU-retten, således som det fremgår af lovens § 1, stk. 3, første punktum, og § 3, stk. 4.

22 Under disse omstændigheder har Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal toldkodeksens artikel 241 fortolkes således, at den nationale lovgivning, hvortil der henvises i denne bestemmelse, under hensyntagen til det EU-retlige effektivitetsprincip også skal fastsætte forrentning af tilbagebetalte importafgifter fra tidspunktet for betalingen af afgiftsbeløbene til udbetalingen af disse beløb i tilfælde, hvor der ikke er rejst krav om tilbagebetaling ved en national domstol?«

Om det præjudicielle spørgsmål

23 Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 241 skal fortolkes således, at den nationale lovgivning, som den henviser til, skal fastsætte en forpligtelse til at betale renter af det tilbagebetalte importafgiftsbeløb fra tidspunktet for betalingen af afgiftsbeløbene og indtil de er tilbagebetalt.

24 Det skal i denne henseende ganske vist bemærkes, at toldkodeksens artikel 241, første punktum, bestemmer, at toldmyndighedernes godtgørelse af import- eller eksportafgifter samt eventuel låne- eller morarente opkrævet i forbindelse med betalingen ikke medfører, at myndighederne skal betale rente.

25 Dog kan denne bestemmelse ikke i sig selv indebære, at den nationale lovgivning i en situation som den i hovedsagen omhandlede gyldigt kan bestemme, at der ikke skal ske betaling af renter af det tilbagebetalte importafgiftsbeløb fra tidspunktet for betalingen af afgiftsbeløbene, og indtil de er tilbagebetalt.

26 Det følger således af såvel tilblivelsen af toldkodeksens artikel 241 som af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, at den ikke finder anvendelse på omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

27 Det fremgår således af den analyse af denne bestemmelses tilblivelse, som generaladvokaten har foretaget i punkt 48-50 i forslaget til afgørelse, at toldkodeksens artikel 241 tager sigte på den situation, hvor det viser sig at den oprindelige fastsættelse af importafgifter, efter at toldmyndigheden har frigivet de pågældende varer, skal nedsættes, og at importafgifterne, der er betalt af en erhvervsdrivende, helt eller delvist skal tilbagebetales til denne.

28 Den redegørelse af tilblivelsen af den bestemmelse, som blev til toldkodeksens artikel 241, som Kommissionen er fremkommet med under retsmødet, viser, at dens vedtagelse var begrundet i, at toldmyndighederne i de fleste tilfælde kun foretager en efterfølgende kontrol af toldangivelserne, således at muligheden for, at en sådan kontrol vil give anledning til en tilbagebetaling af allerede betalte importafgifter er ganske reel.

29 Med hensyn til spørgsmålet om betaling af renter skaber toldkodeksen desuden en vis symmetri mellem for det første de erhvervsdrivende, til hvilke de for meget opkrævede importafgifter skal tilbagebetales på grund af fejl, der skyldes hastværk i toldbehandlingen, som sker i et stort antal tilfælde, uden at varerne kontrolleres inden de frigives, og for det andet de erhvervsdrivende, som på grund af samme type fejl derimod skal betale et supplerende beløb i importafgifter til toldmyndigheden.

30 Som det fremgår af dom af 31. marts 2011, Aurubis Balgaria (C-546/09, EU:C:2011:199, præmis 26-34), kan morarenter – når der efter en ny beregning af tolden på grundlag af supplerende oplysninger er et vist udestående toldbeløb – vedrørende dette beløb i henhold til toldkodeksens artikel 232, stk. 1, litra b), nemlig alene opkræves i perioden efter udløbet af fristen for betaling af de nævnte beløb.

31 Såfremt den nye beregning af tolden omvendt giver anledning til tilbagebetaling af en del af eller hele den tidligere betalte told til den pågældende erhvervsdrivende, fremgår det af toldkodeksens artikel 241, at der kun skal betales renter fra udløbet af fristen på tre måneder som omhandlet i denne bestemmelse, uden at det berører den nationale lovgivers mulighed for ligeledes i andre tilfælde at fastsætte bestemmelse om betaling af renter.

32 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at tilbagebetalingen af den antidumpingtold, som Wortmann havde ret til, ikke udspringer af en fejl i beregningen af de nævnte afgifter, som ville være blevet opdaget efter, at den kompetente toldmyndighed havde frigivet varerne til Wortmann. Reglen i toldkodeksens artikel 241, første punktum, kan i en situation som den i hovedsagen omhandlede, ikke fortolkes således, at den i princippet udelukker betaling af renter.

33 Det bemærkes dog, at selv om den forelæggende ret formelt set har begrænset sit spørgsmål til fortolkningen af toldkodeksens artikel 241, er en sådan omstændighed ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om denne ret henviser til dem i dette spørgsmål (jf. analogt dom af 29.10.2015, Nagy, C-583/14, EU:C:2015:737, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis).

34 Det bemærkes i denne henseende, at det i henhold til Domstolens praksis tilkommer de nationale myndigheder i deres retsorden at drage konsekvenserne af en ophævelse eller en erklæring om ugyldighed af en forordning, der pålægger antidumpingtold, hvilket har til følge, at antidumpingtold, der er betalt i henhold til den pågældende forordning, ikke lovligt skulle have været betalt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i toldkodeksens artikel 236, stk. 1, og i princippet kan være genstand for tilbagebetaling fra toldmyndighederne i henhold til denne bestemmelse, såfremt de betingelser, der er tilknyttet en sådan tilbagebetaling, herunder den, der er fastsat i kodeksens artikel 236, stk. 2, er opfyldt (jf. i denne retning dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 67, og af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 25).

35 Efter ophævelsen af forordning nr. 1472/2006 ved dom af 2. februar 2012, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (C-249/10 P, EU:C:2012:53), for så vidt som denne forordning vedrørte bl.a. Brosmann og Seasonable, hvis fodtøj var bragt i fri omsætning på EU’s område af Wortmann, tilbagebetalte den kompetente tyske toldmyndighed i den foreliggende sag, idet den fandt, at den opkrævede antidumpingtold ikke efter lovgivningen var skyldig som omhandlet i toldkodeksens artikel 236, stk. 1, første afsnit, det nævnte afgiftsbeløb uden tillæg af de af denne virksomhed krævede morarenter til Wortmann.

36 Det bemærkes i denne henseende, at selv om toldkodeksens artikel 236, stk. 1, første afsnit, forsætter, at der skal ske tilbagebetaling af antidumpingtold i en situation som den i hovedsagen omhandlede, præciserer den ikke udtrykkeligt, om denne tilbagebetaling skal give anledning til betaling af renter af de således tilbagebetalte afgiftsbeløb.

37 Det skal desuden fremhæves, at det fremgår af Domstolens praksis, at når skatter eller afgifter, som en medlemsstat har opkrævet på grundlag af en EU-forordning, der er erklæret ugyldig eller ophævet af Unionens retsinstanser, har de berørte parter, som har betalt de pågældende skatter eller afgifter, i princippet ret til ikke alene at opnå tilbagebetaling af de opkrævede beløb, men ligeledes renter af disse beløb (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich, C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 65-67 og den deri nævnte retspraksis).

38 Eftersom hverken toldkodeksens artikel 236, stk. 1, eller dennes artikel 241 for det første udelukker tilbagebetaling af renter i en situation som den i hovedsagen omhandlede, og tilbagebetalingen af den pågældende antidumpingtold for det andet har fundet sted efter Domstolens ophævelse af den forordning, på grundlag af hvilken den nævnte afgift var blevet opkrævet, og følgelig på grund af afgiftens opkrævnings uforenelighed med EU-retten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, skal det i denne forbindelse bemærkes, at dette samme afgiftsbeløb, der af den kompetente nationale myndighed er tilbagebetalt til den pågældende virksomhed, skal tillægges renter heraf.

39 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at når importafgifter, herunder antidumpingtold, tilbagebetales med den begrundelse, at de er blevet opkrævet i strid med EU-retten, hvilket det tilkommer til forelæggende ret at efterprøve, er der for medlemsstaterne en forpligtelse, der følger af EU-retten, til heraf til de borgere, der har krav på tilbagebetaling, at betale renter, som påløber fra tidspunktet for disse borgeres betaling af de tilbagebetalte afgifter.

Sagens omkostninger

40 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Når importafgifter, herunder antidumpingtold, tilbagebetales med den begrundelse, at de er blevet opkrævet i strid med EU-retten, hvilket det tilkommer til forelæggende ret at efterprøve, er der for medlemsstaterne en forpligtelse, der følger af EU-retten, til heraf til de borgere, der har krav på tilbagebetaling, at betale renter, som påløber fra tidspunktet for disse borgeres betaling af de tilbagebetalte afgifter.