C-340/19 Hydro Energo - Dom

C-340/19 Hydro Energo - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

18. juni 2020

»Præjudiciel forelæggelse – den fælles toldtarif – kombineret nomenklatur – tarifering – toldposition 7407 – stænger og profiler, af kobber – varmvalsede rektangulære ingots af kobber eller af kobberlegering«

I sag C-340/19,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) ved afgørelse af 18. april 2019, indgået til Domstolen den 29. april 2019, i sagen

Valsts ieņēmumu dienests

mod

SIA »Hydro Energo«,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M. Safjan, og dommerne L. Bay Larsen og N. Jääskinen (refererende dommer),

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– den lettiske regering ved V. Soņeca og V. Kalniņa, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen først ved E. Kalniņš, A. Caeiros, L. Ozola og M. Salyková, derefter ved E. Kalniņš, L. Ozola og M. Salyková, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af toldposition 7407 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), i den affattelse, der følger af Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011 (EUT 2011, L 282, s. 1).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Valsts ieņēmumu dienests (skatte- og afgiftsmyndigheden, Letland) (herefter »VID«) og SIA »Hydro Energo« angående tariferingen af varmvalsede ingots af kobber eller af kobberlegering.

Retsforskrifter

HS og de forklarende bemærkninger til HS

3 Toldsamarbejdsrådet, nu Verdenstoldorganisationen, blev oprettet ved konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet, undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950. Det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«) blev udarbejdet af Verdenstoldorganisationen og oprettet ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS-konventionen«), der blev undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, og som sammen med ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT 1987, L 198, s. 1).

4 I henhold til HS-konventionens artikel 3, stk. 1, forpligter hver af de kontraherende parter sig bl.a. til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede koder og at følge nummerordenen i nævnte system. Samme bestemmelse forpligter de kontraherende parter til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner i HS og til ikke at ændre omfanget heraf.

5 Verdenstoldorganisationen godkender på de i HS-konventionens artikel 8 fastsatte betingelser de forklarende bemærkninger og de tariferingsudtalelser, som vedtages af HS-udvalget.

6 Den forklarende bemærkning til HS vedrørende systemets kapitel 74 med overskriften »Kobber og varer deraf« bestemmer:

»1. I dette kapitel forstås ved:

[...]

d) »stænger«:

valsede, strengpressede, trukne eller smedede produkter, ikke i oprullet stand, med et massivt ensartet tværsnit i hele længden, i form af cirkler, ovaler, rektangler, kvadrater, ligesidede trekanter eller regelmæssige konvekse polygoner (herunder »fladtrykte cirkler« og »modificerede rektangler«, hvor to modstående sider er konvekse cirkelbuer, og de to andre sider er lige, af samme længde og parallelle). Produkter med rektangulært, kvadratisk, trekantet eller polygonalt tværsnit kan have afrundede kanter i hele deres længde. Tykkelsen af produkter med rektangulært tværsnit (herunder »modificerede rektangler«) skal overstige en tiendedel af bredden. Som stænger betragtes også støbte og sintrede produkter i samme former og dimensioner, som ud over fjernelse af glødeskaller og lignende simpel efterbehandling er undergået en yderligere bearbejdning efter fremstillingen, forudsat at de ikke derved har fået karakter af varer, der henhører under andre positioner.

Trådemner (wire-bars) og billets med affasede ender eller bearbejdet på anden måde udelukkende for at lette deres indsætning i maskiner til fremstilling af fx valstråd eller rør betragtes dog som ubearbejdet kobber henhørende under pos. 74.03

[...]

Kapitlet omfatter:

A. Kobbersten og andre mellemprodukter fra fremstillingen af kobber samt ubearbejdet kobber, affald og skrot (pos. 74.01 – 74.05).

B. Pulver og flager, af kobber (pos. 74.06).

C. Halvfabrikata, der sædvanligvis fremstilles ved valsning, strengpresning, trækning eller smedning af kobber henhørende under pos. 74.03 (pos. 74.07 – 74.10).

[...]«

7 I den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 7403 hedder det bl.a.:

»Positionen omfatter endvidere støbte og sintrede slabs, stænger og ingots mv., forudsat at de ikke efter fremstillingen har undergået anden bearbejdning end simpel afgratning eller fjernelse af glødeskal (til fjernelse af det yderste lag, der hovedsagelig består af cuprioxid) eller høvling, raspning, slibning mv. for at fjerne afsætninger eller andre støbedefekter, eller som er maskinbearbejdede på den ene overflade med henblik på inspektion (kvalitetskontrol).

Sintrede produkter fremstilles af pulver af kobber eller pulver af kobberlegeringer eller af kobberpulver blandet med andre metalpulvere ved sammenpresning og sintring (opvarmning til en passende temperatur under metallernes smeltepunkt). I sintret stand er produkterne porøse og har ringe styrke; de bliver normalt valsede, strengpressede, smedede mv. for at opnå en brugbar tæthed. Disse valsede eller på anden måde bearbejdede produkter er undtaget (pos. 74.07, 74.09).

Positionen omfatter tillige stænger (wire-bars) og barrer (billets) med affasede ender eller på anden måde bearbejdede blot for at lette deres indføring i maskiner til fremstilling af fx valstråd eller rør.

Medmindre andet følger af ovennævnte betingelser vedrørende bearbejdning efter fremstillingen omfatter støbte stænger under denne position især:

1. Produkter (undertiden kaldet »jets«), som er nøjagtigt støbte i specielle forme, har et rundt, kvadratisk eller sekskantet tværsnit og som regel ikke over 1 m lange.

2. Længere produkter, der er fremstillet ved kontinuerlig støbning, hvorved smeltet metal kontinuerligt fyldes i en vandkølet form, hvor det hurtigt størkner.

Både de såkaldte »jets« og kontinuerligt støbte stænger anvendes ofte til samme formål som valsede, trukne eller strengpressede stænger.«

8 Den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 7407 har følgende ordlyd:

»[...]

Stænger er defineret i bestemmelse 1 d) til kapitlet og profiler i bestemmelse 1 e) til kapitlet.

Produkter under denne position fremstilles sædvanligvis ved valsning, strengpresning eller trækning, men kan også fremstilles ved smedning (med presse eller hammer). De kan derefter undergå en færdigbehandling i kold tilstand (om nødvendigt efter udglødning) ved koldtrækning, udretning eller andre behandlinger, der giver produkterne en finish med større præcision. De kan også være bearbejdede (fx gennemborede, udstansede, snoede eller falsede), forudsat at de ikke herved får karakter af varer eller produkter henhørende under andre positioner. Denne position omfatter bl.a. lukkede profiler (hulprofiler), forudsat de ikke svarer til definitionen af rør. Omfattet af positionen er endvidere hulprofiler, herunder finne- eller ribberør fremstillet ved strengpresning. Derimod er rør med påsatte finner eller ribber, fx ved svejsning, undtaget og hører under pos. 74.19.

Stænger fremstillet ved støbning (herunder de såkaldte »jets« og kontinuerligt støbte stænger) eller ved sintring hører under pos. 74.03, forudsat at de ikke har undergået anden behandling efter fremstillingen end simpel afgratning og fjernelse af glødeskæl. Hvis de imidlertid har undergået yderligere behandling, hører de under denne position, forudsat at de ikke herved får karakter af varer eller produkter henhørende under andre positioner.

Stænger (wire-bars) og barrer (billets) med affasede ender eller på anden måde bearbejdede blot for at lette deres indføring i maskiner til fremstilling af fx valstråd eller rør hører imidlertid under pos. 74.03.«

EU-retten

9 Toldtarifering af varer, der indføres i Den Europæiske Union, fastsættes efter KN, som er baseret på HS.

10 I medfør af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87 vedtager Europa-Kommissionen hvert år en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med toldsatserne, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen. Forordningen anvendes fra den 1. januar det følgende år.

11 Således som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, er den udgave af KN, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, den, der vedrører 2012, og som hidrører fra forordning nr. 1006/2011.

12 KN’s del I, som omfatter et sæt indledende bestemmelser, indeholder afsnit I vedrørende almindelige bestemmelser, hvis punkt A med overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende [KN]«, fastsætter:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

13 KN’s del II, der har overskriften »Toldtariffen«, indeholder bl.a. afsnit XV med overskriften »Uædle metaller og varer deraf«.

14 Dette afsnit indeholder kapitel 74 med overskriften »Kobber og varer deraf«, hvis bestemmelse 1 foreskriver:

»I dette kapitel forstås ved:

[...]

d) »stænger«:

valsede, strengpressede, trukne eller smedede produkter, ikke i oprullet stand, med et massivt ensartet tværsnit i hele længden, i form af cirkler, ovaler, rektangler, kvadrater, ligesidede trekanter eller regelmæssige konvekse polygoner (herunder »fladtrykte cirkler« og »modificerede rektangler«, hvor to modstående sider er konvekse cirkelbuer, og de to andre sider er lige, af samme længde og parallelle). Produkter med rektangulært, kvadratisk, trekantet eller polygonalt tværsnit kan have afrundede kanter i hele deres længde. Tykkelsen af produkter med rektangulært tværsnit (herunder »modificerede rektangler«) skal overstige en tiendedel af bredden. Som stænger betragtes også støbte og sintrede produkter i samme former og dimensioner, som ud over fjernelse af glødeskaller og lignende simpel efterbehandling er undergået en yderligere bearbejdning efter fremstillingen, forudsat at de ikke derved har fået karakter af varer, der henhører under andre positioner.

Trådemner (wire-bars) og billets med affasede ender eller bearbejdet på anden måde udelukkende for at lette deres indsætning i maskiner til fremstilling af fx valstråd eller rør betragtes dog som ubearbejdet kobber henhørende under pos. 7403

[...]

h) »rør«:

hule produkter, også i oprullet stand, med kun et enkelt lukket hulrum, og med ensartet tværsnit i hele længden i form af cirkler, ovaler, rektangler, kvadrater, ligesidede trekanter eller regelmæssige konvekse polygoner, og med vægge af ensartet tykkelse. Som rør betragtes ligeledes produkter med rektangulært, kvadratisk, ligesidet trekantet eller regelmæssigt konvekst polygonalt tværsnit, med afrundede kanter i hele længden, forudsat at det indre og det ydre tværsnit er koncentrisk og har samme form og samme centrum. [...]«

15 Kapitel 74 i KN indeholder pos. 7403, som er opbygget på følgende måde:

»7403

Raffineret kobber og kobberlegeringer i ubearbejdet form

[...]

[...]

7403 21 00

– – Kobber-zinklegeringer (messing)

[...]

[...]«


16 Det nævnte kapitel omfatter ligeledes pos. 7407, der er opbygget som følger:

»7407

Stænger og profiler, af kobber

7407 10 00

– Af raffineret kobber


– Af kobberlegeringer

7407 21

– – Af kobber-zinklegeringer (messing)

7407 21 10

‐ ‐ ‐ Stænger

7407 21 90

‐ ‐ ‐ Andre varer

[...]

[...]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

17 I april 2012 angav Hydro Energo varmvalsede messingplader til overgang til fri omsætning, idet Hydro Energo henførte disse under underposition 7403 21 00 i KN, der omfatter kobber-zinklegeringer (messing) og er fritaget for told.

18 Efter en toldkontrol fandt VID, at det af Hydro Energo deklarerede produkt ikke skulle tariferes i underposition 7403 21 00, idet pos. 7403 udelukker valsede produkter, men i underposition 7407 21 10 i KN, som omfatter stænger af kobber-zinklegeringer (messing), og hvis toldsats udgør 4,8%. På grundlag af denne konstatering pålagde VID ved afgørelse af 10. september 2014 Hydro Energo at betale told af dette produkt med tillæg af morarenter.

19 Hydro Energo anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som ved dom af 13. april 2017 annullerede den nævnte afgørelse.

20 Den nævnte ret fandt indledningsvis, at det i hovedsagen omhandlede produkt ikke kunne tariferes i en af underpositionerne inden for pos. 7407. Henset til de uregelmæssige porer, fordybninger og sprækker, der kunne ses i et tværsnit af produktet, udgjorde det nemlig ikke et færdigt produkt og havde ikke et ensartet tværsnit i hele længden, således at det ikke kunne anses for at være en stang som omhandlet i kapitel 74 i KN.

21 Dernæst fremhævede retten, at det metal, som det i hovedsagen omhandlede produkt bestod af, henset til det respektive indhold af kobber og zink, svarede til definitionen af raffineret kobber og ikke til definitionen af en kobberlegering (messing).

22 VID har iværksat kassationsappel ved Augstākās tiesas (øverste domstol, Letland) til prøvelse af den nævnte dom.

23 VID har indledningsvis anført, at spørgsmålet om, hvorvidt det i hovedsagen omhandlede produkt er af raffineret kobber eller en kobberlegering, ikke er afgørende for tariferingen heraf i KN, da det først skal afgøres, om dette produkt stemmer overens med beskrivelsen i pos. 7403 eller med beskrivelsen i pos. 7407. Det er i denne forbindelse alene muligt at sammenligne underpositioner på samme niveau.

24 VID har imidlertid gjort gældende, at selve den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede produkt er blevet varmvalset, udelukker, at det kan tariferes i en af underpositionerne til pos. 7403 i KN.

25 I modsætning til, hvad Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) har fastslået, er VID i øvrigt af den opfattelse, at den omstændighed, at bestemmelse 1, litra d), til kapitel 74 i KN i definitionen af ordet »stang« henviser til kravet om et »massivt ensartet tværsnit i hele længden«, ikke betyder, at det pågældende produkt altid skal have en ideel form uden uregelmæssigheder. Denne definition angiver derudover ikke de tilladte afvigelser med hensyn til at anse tværsnittet af et produkt for at være rektangulært.

26 Endelig anvendes både »jets« og stænger fremstillet ved kontinuerlig støbning ofte til samme formål som valsede, trukne eller strengpressede stænger. Følgelig er varens senere anvendelsesformål ikke afgørende.

27 Hydro Energo har for sit vedkommende gjort gældende, at det i hovedsagen omhandlede produkt ikke henhører under begrebet »stænger« i KN’s forstand, idet produktet på grund af de store porer, fordybninger og sprækker, som det fremstår med, og som kan ses i dets tværsnit, ikke kan anses for at have et massivt ensartet tværsnit i hele længden. Desuden er det eneste formål med en rektangulær valsning at lette transporten, og produktet kan ikke anvendes til andre formål end omstøbning. Ifølge Hydro Energo, der i denne henseende henviser til bestemmelse 1, litra d), andet afsnit, til kapitel 74 i KN, afhænger tariferingen af et produkt i pos. 7403 eller pos. 7407 i KN ikke alene af dets form og forudgående bearbejdning, men ligeledes af dets bearbejdningsgrad og mulige anvendelse. Hydro Energo er derfor af den opfattelse, at det i hovedsagen omhandlede produkt bør tariferes i underposition 7403 21 00 i KN.

28 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om den kemiske sammensætning af det i hovedsagen omhandlede produkt er en faktisk omstændighed, som det tilkommer den nationale ret at fastlægge, er det afgørende spørgsmål i det foreliggende tilfælde, om dette produkt kan anses for at udgøre en stang som omhandlet i kapitel 74 i KN.

29 Selv om det, således som VID har anført, er korrekt, at visse karakteristika ved det i hovedsagen omhandlede produkt svarer til de karakteristika, som en stang skal have, hvilket gør det muligt at tarifere det i pos. 7407 i KN, er der begrundet tvivl om, hvorvidt dette produkt frembyder et massivt ensartet tværsnit i hele længden, således som det kræves i bestemmelse 1, litra d), til kapitel 74 i KN.

30 Selv om den omstændighed, at det i hovedsagen omhandlede produkt er valset, ifølge de forklarende bemærkninger til HS kan være en yderligere grund til at tarifere det i pos. 7407 i KN, er de nævnte forklarende bemærkninger imidlertid ikke nok til at fjerne tvivlen med hensyn til, hvorvidt dette produkt har et massivt ensartet tværsnit i hele længden.

31 Augstākā tiesa (øverste domstol) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [KN] fortolkes således, at pos. 7407 (stænger og profiler, af kobber) omfatter rektangulære ingots af kobber eller af kobberlegering, hvis tykkelse overstiger en tiendedel af bredden, og som er varmvalsede, men som har [uregelmæssige] porer, fordybninger og […] sprækker i deres tværsnit?«

Om det præjudicielle spørgsmål

32 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om pos. 7407 i KN skal fortolkes således, at den omfatter rektangulære ingots af kobber eller af kobberlegering, hvis tykkelse overstiger en tiendedel af bredden, og som er varmvalsede, men som frembyder uregelmæssige porer, fordybninger og sprækker i deres tværsnit.

33 Indledningsvis må det påpeges, at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse den nationale ret om de kriterier, ved anvendelse af hvilke den nationale ret er i stand til at tarifere de pågældende produkter korrekt i KN, end selv at foretage denne tarifering, og dette så meget desto mere som Domstolen ikke nødvendigvis er i besiddelse af alle de hertil nødvendige oplysninger. Den nationale ret er således under alle omstændigheder bedre i stand til at foretage tariferingen, og derfor tilkommer det denne at foretage tariferingen af de omhandlede varer i lyset af Domstolens besvarelse af det af denne ret forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 33 og 34, og af 16.5.2019, Estron, C-138/18, EU:C:2019:419, præmis 67-69, samt kendelse af 27.2.2020, Gardinia Home Decor, C-670/19, EU:C:2020:117, præmis 35).

34 Det skal i øvrigt bemærkes, at det fremgår af de almindelige bestemmelser til fortolkning af KN, at tariferingen af varer for det første skal ske i henhold til positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler for det andet alene tjener til orientering. Derudover fremgår det af fast retspraksis, at hensynet til retssikkerheden og kontrolmulighederne kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i KN og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser (jf. i denne retning dom af 3.3.2016, Customs Support Holland, C-144/15, EU:C:2016:133, præmis 26 og 27, af 16.5.2019, Estron, C-138/18, EU:C:2019:419, præmis 50 og 51, og af 5.9.2019, TDK-Lambda Germany, C-559/18, EU:C:2019:667, præmis 26).

35 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at hvis tariferingen ikke kan foretages alene på grundlag af den omhandlede vares objektive karakteristika og egenskaber, kan varens bestemmelse udgøre et relevant kriterium, forudsat at varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, idet det præciseres, at det er tilstrækkeligt at tage hensyn til det, som varen i det væsentlige er bestemt til, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (kendelse af 27.2.2020, Gardinia Home Decor, C-670/19, EU:C:2020:117, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

36 Dertil har Domstolen gentagne gang fastslået, at de forklarende bemærkninger til KN og HS, på trods af at de ikke har bindende virkning, udgør et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af den fælles toldtarif, hvorfor de som sådan kan betragtes som gyldige bidrag til dens fortolkning (jf. i denne retning dom af 19.10.2017, Lutz, C-556/16, EU:C:2017:777, præmis 40, af 15.11.2018, Baby Dan, C-592/17, EU:C:2018:913, præmis 55, og af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 35). I denne forbindelse skal det bemærkes, at KN gengiver HS’ positioner og sekscifrede underpositioner, idet kun det syvende og ottende ciffer udgør underinddelinger, der er specifikke for KN (jf. i denne retning dom af 13.3.2019, B.S. (Malt i øl), C-195/18, EU:C:2019:197, præmis 10, og af 16.5.2019, Estron, C-138/18, EU:C:2019:419, præmis 44).

37 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de i hovedsagen omhandlede ingots udgør stænger som omhandlet i kapitel 74 i KN, således at de kan tariferes i pos. 7407 i KN med overskriften »Stænger og profiler, af kobber«.

38 Det skal i denne forbindelse konstateres, at bestemmelse 1, litra d), til kapitel 74 i KN bestemmer, at stænger i det nævnte kapitels forstand navnlig er valsede produkter, med et massivt ensartet tværsnit i hele længden, i form af cirkler, ovaler, kvadrater, rektangler, ligesidede trekanter eller regelmæssige konvekse polygoner.

39 Som Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, henviser kravet om et »ensartet« tværsnit til det pågældende produkts tværgående form og dimensioner, således at ingots, der er rektangulære, og hvis tværgående dimensioner er identiske på alle punkter i hele længden, opfylder dette krav.

40 Hvad angår kravet om et »massivt« tværsnit skal dette forstås således, at det alene udelukker hule produkter. Det fremgår således af bestemmelse 1, litra h), til kapitel 74 i KN, at et hult produkt, med ensartet tværsnit i hele længden, er et rør i det nævnte kapitels forstand.

41 Selv om de i hovedsagen omhandlede ingots således i det foreliggende tilfælde, som den forelæggende ret har anført, frembyder uregelmæssige porer, fordybninger og sprækker, gør sådanne indre uregelmæssigheder ikke af den grund disse ingots til hule produkter, således at det ikke kan udelukkes, at disse ingots, der er varmvalsede, udgør stænger som omhandlet i kapitel 74 i KN og følgelig henhører under pos. 7407 i KN, der omfatter »stænger og profiler, af kobber«.

42 Det skal ligeledes bemærkes, at det for så vidt angår definitionen af begrebet »stænger« som omhandlet i kapitel 74 i KN fremgår af det nævnte kapitels bestemmelse 1, litra d), at tykkelsen af produkter med rektangulært tværsnit skal overstige en tiendedel af bredden, hvilket er tilfældet for så vidt angår de i hovedsagen omhandlede ingots.

43 Det fremgår i øvrigt af den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 7403, at valsede produkter er undtaget fra den nævnte position og f.eks. henhører under pos. 7407 eller pos. 7409 i HS, hvilket, således som den forelæggende ret selv har anført, udgør et yderligere grundlag for en eventuel tarifering af ingots som de i hovedsagen omhandlede i pos. 7407 i KN.

44 Den fortolkning, hvorefter ingots som de i hovedsagen omhandlede kan henhøre under pos. 7407 i KN, understøttes ligeledes af den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 7407.

45 For det første, og skønt det fremgår af denne forklarende bemærkning, at stænger er defineret i bestemmelse 1, litra d), til kapitel 74 i HS, er det nemlig ubestridt, at ordlyden af sidstnævnte bestemmelse er identisk med ordlyden af bestemmelse 1, litra d), til kapitel 74 i KN.

46 For det andet præciserer den forklarende bemærkning til pos. 7407 i HS, at produkter under denne position sædvanligvis fremstilles ved bl.a. valsning. Det fremgår ligeledes heraf, at stænger fremstillet ved støbning eller sintring hører under pos. 7403, forudsat at de ikke har undergået anden behandling efter fremstillingen end simpel afgratning og fjernelse af glødeskæl, idet stænger, der har undergået yderligere behandling, principielt hører under pos. 7407 i HS. I det foreliggende tilfælde er ingots som de i hovedsagen omhandlede imidlertid varmvalsede.

47 Henset til de ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at pos. 7407 i KN skal fortolkes således, at rektangulære ingots af kobber eller af kobberlegering, hvis tykkelse overstiger en tiendedel af bredden, og som er varmvalsede, men som frembyder uregelmæssige porer, fordybninger og sprækker i deres tværsnit, kan henhøre under denne position.

Sagsomkostninger

48 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Pos. 7407 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, der følger af Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011, skal fortolkes således, at rektangulære ingots af kobber eller af kobberlegering, hvis tykkelse overstiger en tiendedel af bredden, og som er varmvalsede, men som frembyder uregelmæssige porer, fordybninger og sprækker i deres tværsnit, kan henhøre under denne position.