C-335/12 Kommissionen mod Portugal - Dom

C-335/12 Kommissionen mod Portugal - Dom

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

17. juli 2014

»Traktatbrud – egne indtægter – efteropkrævning af importafgifter – medlemsstaternes finansielle ansvar – overskudslagre af sukker, som ikke er blevet eksporteret«

I sag C-335/12,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 13. juli 2012,

Europa-Kommissionen ved A. Caeiros, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Den Portugisiske Republik ved L. Inez Fernandes, J. Gomes, P. Rocha og A. Cunha, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne E. Juhász (refererende dommer), A. Rosas, D. Šváby og C. Vajda,

generaladvokat: P. Cruz Villalón

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. december 2013,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. marts 2014,

afsagt følgende

Dom

1 Europa-Kommissionen har med sin stævning nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, artikel 254 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 23 herefter »tiltrædelsesakten«), artikel 7 i Rådets afgørelse 85/257/EØF af 7. maj 1985 om Fællesskabernes ordning med egne indtægter (EFT L 128, s. 15), artikel 4, 7 og 8 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 579/86 af 28. februar 1986 om de nærmere bestemmelser for lagrene af sukkerprodukter pr. 1. marts 1986 i Spanien og Portugal (EFT L 57, s. 21), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3332/86 af 31. oktober 1986 (EFT L 306, s. 37, herefter »forordning nr. 579/86«), artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkrævning af import- og eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1) og artikel 2, 11 og 17 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom, om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1), idet den har nægtet, at stille et beløb på 785 078,50 EUR svarende til afgifterne på overskudsmængder af sukker, der ikke blev eksporteret efter Den Portugisiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union, til Kommissionens rådighed.

Retsforskrifter

2 Tiltrædelsesaktens artikel 254 bestemmer:

»Ethvert lager af produkter i fri omsætning på portugisisk område den 1. marts 1986, som i mængde overstiger, hvad der må anses for at være et normalt overført lager, skal afvikles af Republikken Portugal for dennes regning inden for rammerne af fællesskabsprocedurer, der skal fastlægges, og inden for frister, der skal fastsættes på de i artikel 258 fastsatte betingelser. Begrebet »normalt overført lager« defineres for hvert produkt på grundlag af de specifikke kriterier og målsætninger, der gælder for hver fælles markedsordning.«

3 Tiltrædelsesaktens artikel 371 har følgende ordlyd:

»1. Afgørelsen af 21. april 1970 om afløsningen af medlemsstaternes finansielle bidrag med Fællesskabernes egne indtægter [...] finder anvendelse i overensstemmelse med artikel 372-375«.

2. Enhver henvisning i artiklerne i dette kapitel til afgørelsen af 21. april 1970 skal betragtes som en henvisning til Rådets afgørelse af 7. maj 1985 om Fællesskabernes ordning med egne indtægter fra denne sidstnævnte afgørelses ikrafttræden.«

4 Tiltrædelsesaktens artikel 372, stk. 1, bestemmer:

»De indtægter, der benævnes »landbrugsimportafgifter«, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelsen af 21. april 1970, omfatter ligeledes de indtægter, der hidrørende fra ethvert beløb, der er konstateret ved indførsel i samhandelen mellem Portugal og de øvrige medlemsstater og mellem Portugal og tredjelande i henhold til artikel 233-345, artikel 210, stk. 3 og artikel 213.«

5 Artikel 2 i afgørelse 85/257 bestemmer:

»Indtægter af:

a) afgifter, præmier, tillægs- eller udligningsbeløb, supplerende afgifter og lignende samt andre afgifter, som af Fællesskabernes institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, samt afgifter og lignende, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker

b) told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der af Fællesskabernes institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater,

udgør egne indtægter og opføres på Fællesskabernes budget.

[...]«

6 Artikel 7, stk. 1, i denne afgørelse har følgende ordlyd:

»De i artikel 2 og 3 omhandlede fællesskabsindtægter opkræves af medlemsstaterne i henhold til deres nationale love og administrative bestemmelser, der i givet fald ændres i dette øjemed. Medlemsstaterne stiller disse midler til Kommissionens rådighed.«

7 Artikel 2, stk. 1, i Rådets afgørelse 88/376/EØF, Euratom af 24. juni 1988 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 185, s. 24) bestemmer:

»Egne indtægter, der opføres på Fællesskabernes budget, omfatter provenuet af:

a) afgifter, præmier, tillægs- eller udligningsbeløb, supplerende afgifter og lignende samt andre afgifter, som af Fællesskabernes institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, såvel som afgifter og lignende, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker

b) told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der af Fællesskabernes institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater, samt told af de produkter, der henhører under traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul og Stålfællesskab

[...]«

8 Artikel 8, stk. 1, i denne afgørelse fastsætter:

»Fællesskabets egne indtægter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), opkræves af medlemsstaterne i henhold til deres nationale love og administrative bestemmelser, som i givet fald tilpasses fællesskabsforskrifternes krav. […] Medlemsstaterne stiller de i artikel 2, stk. 1, litra a) til d), fastsatte indtægter til Kommissionens rådighed.«

9 Artikel 1 i forordning nr. 1697/79 bestemmer:

»1. I denne forordning fastsættes de betingelser, hvorunder de kompetente myndigheder kan efteropkræve de import- eller eksportafgifter, der af en hvilken som helst grund ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter.

2. I denne forordning forstås ved:

a) importafgifter: told og afgifter med tilsvarende virkning, samt landbrugsafgifter og andre afgifter ved indførsel, som er fastsat inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik eller de særlige ordninger, der i henhold til artikel 235 i traktaten anvendes på visse varer, som er frembragt ved forarbejdning af landbrugsprodukter;

[...]

c) bogføring: den administrative handling, ved hvilken det beløb for import- eller eksportafgifter, der skal opkræves af de kompetente myndigheder, er blevet behørigt opgjort;

d) toldskyld: en fysisk eller juridisk persons forpligtelse til at erlægge de import- eller eksportafgifter, der i henhold til gældende bestemmelser gælder for toldpligtige varer.«

10 Artikel 2 i forordning nr. 1697/79 bestemmer:

«1. Såfremt de kompetente myndigheder konstaterer, at hele eller en del af den import- eller eksportafgift, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale disse afgifter, ikke er opkrævet hos debitor, kan disse foretage en efteropkrævning af det manglende afgiftsbeløb.

En sådan efteropkrævning kan imidlertid ikke foretages efter et tidsrum af tre år at regne fra bogføringstidspunktet for det beløb, som oprindeligt blev opkrævet hos debitor, eller, hvis der ikke har fundet bogføring sted, fra det tidspunkt, hvor toldskylden for den pågældende vare er opstået.

2. Efteropkrævningen i henhold til stk. 1 foretages ved, at den pågældende underrettes om den import- eller eksportafgift, han er skyldig.«

11 Artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 3771/85 af 20. december 1985 om lagre af landbrugsprodukter i Portugal (EFT L 362, s. 21), bestemmer:

»I denne forordning fastsættes de almindelige regler for anvendelsen af artikel 254 i tiltrædelsesakten.«

12 Artikel 8 i forordning nr. 3771/85 bestemmer:

»1. Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning vedtages efter fremgangsmåden i artikel 38 i Rådets forordning nr. 136/66/EØF af 22. september 1966 om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer [(EFT 1965-1966, s. 193)] eller i givet fald i de tilsvarende artikler i de øvrige forordninger om de fælles markedsordninger [for landbrugsvarer].

2. De i stk. 1 omhandlede gennemførelsesbestemmelser skal i særdeleshed omfatte:

a) fastsættelse af det i tiltrædelsesaktens artikel 254 omhandlede lager af de produkter, hvis mængder overstiger det normalt overførte lager;

[...]

d) nærmere regler for afsætning af overskudsprodukter.

3. Ved de i stk. 1 omhandlede gennemførelsesbestemmelser kan der foreskrives:

[...]

c) opkrævning af en afgift, såfremt en interesseret ikke overholder de nærmere regler for afsætning af overskudsprodukter.«

13 Det anføres i anden betragtning til forordning nr. 579/86:

»[...] eftersom der er risiko for varebevægelser i spekulationsøjemed i de nye medlemsstater med hensyn til sukker og isoglucose, som er produkter, der kan oplagres, og for hvilke der fastsættes eksportrestitutioner, bør der fastsættes bestemmelser for de pr. 1. marts 1986 i […] Portugal eksisterende lagre«.

14 Sjette betragtning til nævnte forordning har følgende ordlyd:

»de mængder, der overstiger det […] overførte lager, og som ikke er blevet eksporteret inden den fastsatte dato og dermed ikke fjernet fra markedet, bør betragtes som afsat på Fællesskabets marked, de bør anses for importeret fra tredjelande; under disse omstændigheder er det rimeligt at fastsætte, at der skal opkræves et beløb svarende til den importafgift, der gælder for det pågældende produkt på den dato, der er sidste frist for eksport; med henblik på beløbets omregning til national valuta bør den landbrugsomregningskurs anvendes, der gælder nævnte dato«.

15 Forordningens artikel 3 bestemmer:

«1. De nye medlemsstater gennemfører […] en optælling af de lagre af sukker og isoglucose, der er i fri omsætning på deres respektive områder den 1. marts 1986, kl. 0.00.

2. Med henblik på anvendelsen af stk. 1 skal enhver indehaver af en mængde sukker eller isoglucose på mindst 3 000 kg, […] der er i fri omsætning den 1. marts 1986 kl. 0.00, anmelde denne mængde til de ansvarlige myndigheder inden den 13. marts 1986.

[...]«

16 Artikel 4 i forordning nr. 579/86 bestemmer:

»1. Såfremt lageret af sukker eller isoglucose konstateret ved den i stk. 3 nævnte optælling for en ny medlemsstat overstiger den mængde, der er fastsat for den pågældende medlemsstat i artikel 2, stk. 1, skal medlemsstaten sørge for, at en mængde svarende til forskellen mellem den optalte mængde og den pågældende fastsatte mængde […] inden den 1. juli 1987 for Portugals vedkommende eksporteres fra Fællesskabet […]

[…]

2. For de mængder, der skal eksporteres efter stk. 1,

[...]

c) skal produktet eksporteres […] inden den 1. juli 1987 for Portugals vedkommende fra det område i den pågældende nye medlemsstat, hvor den i stk. 1 nævnte konstatering har fundet sted, og produktet skal have forladt Fællesskabets geografiske område inden den pågældende dato.«

17 Artikel 5 i forordning nr. 579/86bestemmer:

»1. Beviset for eksport, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, føres, undtagen i tilfælde af force majeure, […] inden den 1. september 1987 for eksport fra Portugal ved fremlæggelse af:

a) eksportlicenser udstedt efter artikel 6 af det ansvarlige organ i den pågældende nye medlemsstat

b) de dokumenter, der er nævnt i artikel 30 og 31 i [Kommissionens] forordning (EØF) nr. 3183/80, [om fælles gennemførelsesbestemmelser for import- og eksportlicenser samt forudfastsættelsesattester for landbrugsvarer (EFT L 338, s. 1)], og som er nødvendige for frigivelse af sikkerhedsstillelsen.

2. Hvis det i stk. 1 nævnte bevis ikke er fremlagt inden den fastsatte dato, betragtes den pågældende mængde som afsat på Fællesskabets indre marked.

[...]«

18 Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 579/86 bestemmer følgende:

»For de mængder, der efter artikel 5, stk. 2, betragtes som afsat på Fællesskabets marked, opkræves der et beløb, der

a) for så vidt angår sukker, pr. 100 kg er lig med importafgiften gældende […] den 30. juni 1987 for Portugals vedkommende for hvidt sukker forhøjet eller nedsat, alt efter tilfældet, med det på samme dato gældende tiltrædelsesudligningsbeløb for sukker for den pågældende nye medlemsstat

[...]«

19 Forordningens artikel 8, stk. 1, bestemmer:

»De nye medlemsstater træffer alle fornødne foranstaltninger til at anvende denne forordning og fastsætter i særdeleshed alle kontrolprocedurer, der er nødvendige for at gennemføre den i artikel 3 nævnte optælling og for at opfylde den i artikel 4, stk. 1, nævnte eksportforpligtelse.«

20 Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1552/89 bestemmer:

»Ved anvendelsen af denne forordning foreligger der en fordring fra Fællesskabet på de i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 88/376/EØF, Euratom omhandlede egne indtægter, så snart medlemsstatens kompetente tjenestegren har meddelt debitor det skyldige beløb. Denne meddelelse skal afgives under iagttagelse af alle relevante fællesskabsforskrifter, så snart debitor kendes, og når de kompetente administrative myndigheder kan beregne fordringens størrelse.«

21 Artikel 11 i forordning nr. 1552/89 bestemmer:

»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet statsfinansiering forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«

22 Denne forordnings artikel 17 bestemmer:

«1. Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, stilles til Kommissionens rådighed efter de i denne forordning indeholdte regler.

2. Medlemsstaterne er kun fritaget for at stille beløb svarende til de konstaterede fordringer til Kommissionens rådighed, såfremt disse beløb ikke har kunnet inddrives på grund af force majeure. Medlemsstaterne kan i øvrigt i visse tilfælde undlade at stille disse beløb til Kommissionens rådighed, når det efter en dybtgående undersøgelse af alle relevante oplysninger om det pågældende tilfælde viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem. Disse tilfælde skal nævnes i den rapport, der er foreskrevet i stk. 3, såfremt beløbene overstiger 10 000 [EUR], omregnet i national valuta til kursen den første arbejdsdag i oktober måned i det forudgående kalenderår. Rapporten skal indeholde oplysning om, hvorfor medlemsstaten ikke har kunnet overdrage de pågældende beløb. Kommissionen har en frist på seks måneder til i givet fald at meddele den pågældende medlemsstat sine bemærkninger.

[...]«

Den administrative procedure

23 Den 26. juni 2003 anmodede Den Portugisiske Republik i henhold til artikel 17, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 2000/597/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1), Kommissionen om tilladelse til at blive fritaget for at stille et beløb på 785 078,50 EUR vedrørende traditionelle indtægter til rådighed for denne institution.

24 Ifølge Den Portugisiske Republik var disse direkte debiteringer blevet uinddrivelige efter en dom afsagt af Supremo Tribunal Administrativos (den højeste administrative domstol) den 8. maj 2002, der annullerede en kendelse om opgørelse af afgifter, der oprindeligt blev meddelt til den pågældende betalingsskyldner den 25. oktober 1990. Opgørelsen angik egne indtægter vedrørende overskudsmængder af sukker, for hvilke der ikke var blevet fremlagt noget bevis for udførsel inden den 1. september 1987 – en tidsfrist, der blev fastsat i forordning nr. 579/86.

25 Som svar på denne anmodning har Kommissionen ved skrivelse af 17. december 2003 og 20. februar 2004 anmodet de portugisiske myndigheder om yderligere oplysninger navnlig vedrørende begrundelserne for på den ene side, hvorfor den nævnte skyldner først havde fået meddelelse om den pågældende toldskyld mere end tre år efter, at denne skyld var opstået, og på den anden side, hvorfor Supremo Tribunal Administrativo »[havde] annulleret opgørelsen af [den nævnte] skyld«.

26 Ved en skrivelse af 22. marts 2004 indsendte de portugisiske myndigheder de efterspurgte oplysninger såvel som en kopi af Supremo Tribunal Administrativos dom af 8. maj 2002 og dommen fra Tribunal Tributário de Segunda Instância (skatteretten i anden instans) af 26. marts 1996. Det fremgår af disse oplysninger, at den pågældende virksomhed ikke havde tilvejebragt bevis for udførsel af overskudsmængder af sukker, som denne havde i sin besiddelse, og at den ifølge en meddelelse fra toldmyndighederne i Funchal (Portugal) af 16. oktober 1987 havde betalt et beløb på 522 511,20 EUR. Efter fornyet efterprøvelse meddelte de portugisiske myndigheder denne virksomhed, at det supplerende beløb, som den skulle betale udgjorde 785 078,50 EUR. Den nævnte virksomhed anlagde herefter sag til prøvelse af afgørelsen om at pålægge denne at betale dette beløb. Sagen blev indbragt for Supremo Tribunal Administrativo, der, inden den traf afgørelse, forelagde adskillige præjudicielle spørgsmål for Domstolen, der den 11. oktober 2001 afsagde kendelse William Hinton & Sons (C-30/00, EU:C:2001:536). Herefter annullerede Supremo Tribunal Administrativo den 8. maj 2002 endeligt de portugisiske toldmyndigheders krav med den begrundelse, at meddelelsen om det omtvistede supplerende beløb blev givet på et tidspunkt, hvor dette krav allerede var forældet.

27 Ved skrivelse af 19. juli 2004 meddelte Kommissionen de portugisiske myndigheder afslag på deres ansøgning af 26. juni 2003, hvorved de anmodede om en dispensation fra pligten til at stille de pågældende egne indtægter til denne institutions rådighed. Kommissionen meddelte ligeledes disse myndigheder, at den ikke mente, at Den Portugisiske Republik havde godtgjort, at årsagerne til, at det skyldige beløb ikke var blevet opkrævet, ikke kunne tilskrives denne. Kommissionen pålagde derfor de portugisiske myndigheder at stille et samlet beløb på 785 078,50 EUR til dennes rådighed inden den 20. september 2004.

28 Ved skrivelse af 29. november 2004 anmodede de portugisiske myndigheder Kommissionens tjenestegrene om at tage deres holdning op til fornyet overvejelse.

29 Ved skrivelse af 28. juli 2006 meddelte Kommissionen afslag på Den Portugisiske Republiks anmodning. Således pålagde Kommissionen på ny de portugisiske myndigheder straks at stille det omtvistede beløb til dennes rådighed. I denne skrivelse formulerede Kommissionen sit krav på grundlag af klassificering af det omtvistede beløb som »indtægter af […] afgifter og lignende, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker«. Et andet påkrav om at stille det skyldige beløb til rådighed, der blev fremsendt ved skrivelse af 31. januar 2007, har heller ikke givet anledning til et positivt svar fra de portugisiske myndigheder.

30 Den 23. oktober 2007 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Portugisiske Republik, i hvilken den anførte grundende til, at den var uenig med denne medlemsstats holdning, »der nægt[ede] at anerkende at de omtvistede fordringer udg[jorde] Fællesskabets egne indtægter«, og den anførte i denne skrivelse ligeledes grundende til, at fordringerne »rent faktisk udg[jorde] Fællesskabets egne indtægter«.

31 I den nævnte åbningsskrivelse har Kommissionen understreget, at »hverken de portugisiske myndigheder eller Kommissionen kan undlade at tage hensyn til Supremo Tribunal Administrativos endelige dom«, og at denne afgørelse imidlertid alene »direkte vedrør[te] forholdet mellem den erhvervsdrivende og de nationale myndigheder […], men at den ikke påvirk[ede] medlemsstaternes forpligtelser i forhold til Fællesskabernes egne indtægter«.

32 I samme åbningsskrivelse anførte Kommissionen, at »tiltrædelsesaktens artikel 254 bestemmer, at [Den Portugisiske Republik] er pligtig til for egen regning at afvikle overskudsmængder af sukker«, og den understregede, at »de portugisiske myndigheder i denne henseende skulle have sikret, at overskudsmængderne blev eksporteret (i henhold til artikel 4 i forordning nr. 579/86)«. Kommissionen tilføjede, at »hvad angår de mængder, der skulle eksporteres, så burde de have opkrævet de konstaterede afgifter i henhold til bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85 [...] og artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 579/86, og at de burde have truffet alle fornødne foranstaltninger til anvendelsen af den nævnte forordning (i henhold til artikel 8 i sidstnævnte forordning)«.

33 Kommissionen opfordrede ligeledes Den Portugisiske Republik til så hurtigt som muligt at stille beløbet på 785 078,50 EUR til Kommissionens rådighed, for at undgå en endnu større akkummulation af morarenter i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1150/2000, og den opfordrede denne medlemsstat til under anvendelse af artikel 226 EF at fremsætte sine bemærkninger vedrørende denne sag inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af den ovennævnte åbningsskrivelse.

34 Ved en skrivelse af 8. februar 2008 svarede de portugisiske myndigheder på denne åbningsskrivelse, idet de gjorde gældende, at da de »den 26. juni 2003 meddelte Kommissionen deres anmodning om fritagelse for at stille egne indtægter til rådighed, […] [havde] de klassificeret det omtvistede beløb som en afgift«, og at »der var blevet sat spørgsmålstegn ved den klassificering, der blev fastholdt af de portugisiske myndigheder, som følge af dom Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen [(T-240/02, EU:T:2004:354)] afsagt af [De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans] den 7. december 2004, […] [og at] den fortolkning, der forekommer i denne dom, efterfølgende [var] blevet bekræftet af Domstolen i sin dom af 26. oktober 2006, Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen [(C-68/05 P, EU:C:2006:674)]« Disse myndigheder understregede, at »det nemlig fremg[ik] af disse to domme – selv om disse drejede sig om et beløb, der var opkrævet i forbindelse med sukker, der ikke blev eksporteret – at det skyldige beløb i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 579/86 ikke kunne klassificeres som »afgift« for så vidt som dette beløb […] forf[ulgte] mål, der adskiller sig fra de mål, der er forbundet med indførelsen af importafgifter [og] udelukkende brug[te] afgiften som beregningsgrundlag«.

35 De portugisiske myndigheder præciserede i den nævnte skrivelse, at »det først var i skrivelsen af 28. juli 2006, at Kommissionen for første gang [havde klassificeret] det omtvistede beløb som »[andre afgifter], der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker« i den forstand, hvori begrebet bruges i artikel 2 i Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 253, s. 42)«, en klassificering, omkring hvilken de portugisiske myndigheder har givet udtryk for deres uenighed derved, at de forklarede grundende til et sådant standpunkt.

36 Den 2. februar 2009 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Den Portugisiske Republik, i hvilken den afviste de argumenter, der var blevet fremsat af de førnævnte myndigheder.

37 I denne henseende anførte Kommissionen for det første, at det, at de omtvistede beløb falder ind under Fællesskabernes egne indtægter, fulgte af fællesskabslovgivningen og ikke henhørte under medlemsstaterne, hvilket medførte, at medlemsstaternes klassificering af disse beløb ikke var relevant, og for det andet bekræftede den sit standpunkt, ifølge hvilket »det omtvistede beløb i det væsentlige [burde] klassificeres som »[andre afgifter], der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker« i henhold til artikel 2, litra a), i [afgørelse 85/257]«.

38 Kommissionen opfordrede ligeledes den portugisiske regering til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder fra dennes modtagelse.

39 Den 28. oktober 2011 fremsendte Kommissionen en supplerende begrundet udtalelse til Den Portugisiske Republik, i hvilken den bekræftede den begrundede udtalelse af 2. februar 2009, der var rettet mod denne medlemsstat, og den meddelte de portugisiske myndigheder, at »to åbenbare materielle fejl [var] blevet konstateret i den begrundede udtalelse, […] og at det af hensyn til klarhed og retssikkerheden [var] hensigtsmæssigt ved den nærværende supplerende begrundede udtalelse berigtigede disse«.

40 Kommissionen berigtigede de nævnte materielle fejl i punkt 11 og 12 i denne supplerende begrundede udtalelse med følgende formulering: »[…] som følge af den omstændighed, at de portugisiske myndigheder har nægtet at stille et beløb på 785 078,50 EUR til rådighed, svarende til afgifterne på de overskydende sukkermængder, der ikke blev eksporteret efter [Den Portugisiske Republiks] tiltrædelse af [Fællesskabet], har Den Portugisiske Republik tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, artikel 254 i tiltrædelsesakten, artikel 7 i afgørelse 85/257, artikel 4, 7 og 8 i forordning nr. 579/86, artikel 2 i forordning nr. 1697/79 og artikel 2, 11 og 17 i forordning nr. 1552/89«.

41 I sin supplerende begrundede udtalelse pålagde Kommissionen på ny Den Portugisiske Republik, at efterkomme sine forpligtelser inden for fristen på to måneder fra modtagelsen af denne udtalelse.

42 Den 6. februar 2012 besvarede de portugisiske myndigheder samme supplerende begrundede udtalelse. De fastholdt deres argumenter og anførte, at de »[gav] udtryk for deres uenighed med de argumenter, der [lå] til grund for den begrundede udtalelse, og som Kommissionen [fastholdt] i den supplerende begrundede udtalelse«.

43 Da Kommissionen ikke var tilfreds med denne medlemsstats svar, besluttede den at anlægge det foreliggende søgsmål i henhold til artikel 258 TEUF.

Om anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling

44 Ved skrivelse af 18. marts 2014 anmodede Den Portugisiske Republik om genåbning af den mundtlige forhandling, i hvilken forbindelse den i det væsentlige gjorde gældende, at generaladvokaten for det første ikke havde taget højde for alle dens argumenter vedrørende spørgsmålet, om de omtvistede beløbs klassificering som Den Europæiske Unions egne indtægter, og for det andet, at han hvad angik vurderingen af, om de portugisiske myndigheder havde handlet med den fornødne omhu, havde baseret sig på faktiske omstændigheder, om hvilke Den Portugisiske Republik ikke var blevet hørt af Domstolen.

45 I denne henseende bemærkes, at der ikke i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i Domstolens procesreglement er fastsat bestemmelser om parternes mulighed for at indgive skriftlige bemærkninger til generaladvokatens forslag til afgørelse (jf. do Stichting Natuur en Milieu m.fl., C-266/09, EU:C:2010:779, præmis 28).

46 Det bemærkes, at det fremgår af artikel 83 i procesreglementet, at Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse kan bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte.

47 Efter at have hørt generaladvokaten er Domstolen af den opfattelse, at den i det foreliggende tilfælde har alle de oplysninger til rådighed, som er nødvendige for, at den kan træffe afgørelse i den foreliggende sag, og at sagen ikke skal undersøges på grundlag af et argument, som ikke er blevet drøftet for Domstolen.

48 Herefter skal anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling forkastes.

Om søgsmålet

49 Det står fast, at beløbet på 785 078,50 EUR ikke var blevet stillet til Kommissionens rådighed på den dato, der var fastsat i den begrundede udtalelse – nemlig den 2. april 2009.

50 Det er ubestridt i sagen, at dette beløb er blevet beregnet på grundlag af bestemmelserne i artikel 4, 7 og 8 i forordning nr. 579/86.

51 Kommissionen og Den Portugisiske Republik er uenige om klassificeringen af den i henhold til artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85 indførte afgift, som skal opkræves i tilfælde af tilsidesættelse af de nærmere regler for afsætning af overskudsprodukter. I artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 579/86 betegnes denne afgift bare med termen »beløb«. En sådan term giver i sig selv ikke nogen indikation omkring spørgsmålet om, hvorvidt denne afgift hører ind under Fællesskabets egne indtægter.

52 Kommissionen hævder, at denne afgift udgør en anden afgift, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker, som omhandlet i artikel 2, litra a), i afgørelse 85/257 og artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 88/376, og at den således udgør en af Fællesskabets egne indtægter.

53 For at nå frem til denne klassificering har Kommissionen draget konsekvenserne af Rettens dom Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen (EU:T:2004:354) og Domstolens dom Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen (EU:C:2006:674). I disse domme har Unionens retsinstanser afvist klassificeringen af den nævnte afgift som »importafgift«.

54 Den klassificering som egne indtægter, som Kommissionen påberåber sig, må tiltrædes.

55 Det fremgår nemlig af artikel 1 i forordning nr. 3771/85, at denne forordning fastsætter de almindelige regler for anvendelsen af artikel 254 i tiltrædelsesakten. Ikke alene følger det af denne bestemmelse, at ethvert lager af produkter i fri omsætning på det portugisiske område den 1. marts 1986, som i mængde overstiger, hvad der må anses for at være et normalt overført lager, skal afvikles af Republikken Portugal for dennes regning, men også, at begrebet »normalt overført lager« defineres for hvert produkt på grundlag af de specifikke kriterier og målsætninger, der gælder for hver fælles markedsordning.

56 Domstolen har således i præmis 54 i kendelse William Hinton & Sons (EU:C:2001:536) fastslået, at formålet med tiltrædelsesaktens artikel 254 er at sikre overgangen mellem den tidligere gældende ordning og den fælles landbrugspolitik for så vidt angår Den Portugisiske Republik. I dette øjemed fastsættes de grænser, inden for hvilke afsætningen af visse produkter, der er i fri omsætning på portugisisk område den 1. marts 1986, kan være genstand for økonomisk støtte fra Fællesskabet på denne dato.

57 Hvad angår de almindelige regler om anvendelsen af denne artikel 254, bestemmer artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85, at gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning, der skal fastsættes i medfør af fremgangsmåden lovgivningen om de fælles markedsordninger for landbrugsvarer, der bl.a. omfatter opkrævning af en afgift i tilfælde af, at den berørte part ikke overholder de nærmere regler for afsætning af overskudsprodukter. Forordning nr. 579/86 fastsætter således med henblik på afviklingen af de overskudslagre af sukker, som findes i Portugal, at disse lagre som udgangspunkt skal eksporteres inden for en bestemt frist, og at der i medfør af forordningens artikel 7, stk. 1, såfremt eksporten ikke er sket inden fristen, skal betales en afgift, der er lig med den importafgift for hvidt sukker, der var gældende den 30. juni 1987 (jf. i denne retning kendelse William Hinton & Sons, EU:C:2001:536, præmis 56).

58 Derudover – og uafhængigt af denne lovgivningsmæssige sammenhæng – anerkendes det, at fjernelsen af overskudslagre af bestemte landbrugsprodukter fra markedet eller opretholdelsen af normale lagerbeholdninger af disse produkter på markedet typisk er formålet med den fælles landbrugspolitik, og at foranstaltninger til opfyldelse af dette formål er en del af denne politik. Sådanne foranstaltninger – og den afgift, der følger af artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85 hører i den forbindelse under sådanne foranstaltninger – undtagen bestemmelser, der strider mod EU-lovgivningen, skal således betragtes som hørende inden for rammerne af den fælles ordning for de omhandlede markeder – i det givne tilfælde markedet for sukker.

59 I øvrigt har forordning nr. 579/86, der fastlægger de nærmere regler i forhold til de lagre af produkter inden for sukkersektoren, der forefandtes i Spanien og Portugal den 1. marts 1986, ikke alene tiltrædelsesakten og forordning nr. 3771/85 som retsgrundlag men også Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om indførelse af almindelige regler for ordningen med mindstelagre i sukkersektoren (EFT L 177, s. 4).

60 Den Portugisiske Republik bestrider denne klassificering, men de i denne henseende påberåbte argumenter kan ikke tiltrædes.

61 For det første gør denne medlemsstat gældende, at de indtægter, der skal klassificeres som »egne indtægter«, bliver præciseret i tiltrædelsesakten, og at den omtvistede afgift ikke er opregnet heri. Medlemsstaten henviser specifikt til tiltrædelsesaktens artikel 371 og 372.

62 I denne henseende skal det bemærkes, at den henvisning, som Den Portugisiske Republik har lavet til disse artikler, ikke er relevant. I medfør af tiltrædelsesaktens artikel 371 skal afgørelse 85/257 anvendes i overensstemmelse med artikel 372-375 i denne akt. Tiltrædelsesaktens artikel 372, stk. 1, præciserer, at de indtægter, der benævnes »landbrugsimportafgifter«, og som er omhandlet i afgørelse 85/257 »ligeledes [omfatter] de indtægter, der hidrørende fra ethvert beløb, der er konstateret ved indførsel i samhandelen« mellem Den Portugisiske Republik og de øvrige medlemsstater eller tredjelande, uden dog at begrænse Fællesskabets egne indtægter til disse »landbrugsimportafgifter« alene. Henset til denne ordlyd, udelukker tiltrædelsesaktens artikel 372, stk. 1, ikke opkrævningen af andre egne udgifter end »landbrugsimportafgifter«.

63 Den Portugisiske Republik er af den opfattelse, at den afgift, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 579/86, udelukkende er blevet vedtaget under anvendelse af tiltrædelsesaktens artikel 254 og af forordning nr. 3771/85, idet den i forordning nr. 579/86 indeholdte henvisning til forordning nr. 1785/81 kun omfatter visse af bestemmelserne i forordning nr. 579/86 såsom forordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, litra b). Medlemsstaten har henvist til præmis 54 i kendelse William Hinton & Sons (EU:C:2001:536) som et element, der demonstrerer, at det drejer sig om gennemførelse af tiltrædelsesakten.

64 Som svar på dette argument skal det anføres, at Den Portugisiske Republik ikke fremkommer med nogen begrundelser for, hvorfor den er af den opfattelse, at indflydelsen af retsgrundlaget i forordning nr. 1785/81 skulle være begrænset til bestemte bestemmelser i forordning nr. 579/86. I øvrigt nævner den de bestemmelser, der er nævnt i foregående præmis i denne dom, som eksempel. Hvad angår henvisningen til præmis 54 i kendelse William Hinton & Sons (EU:C:2001:536), skal det konstateres, at denne præmis snarere støtter Kommissionens argumentation. Tiltrædelsestraktaten og tiltrædelsesakten tjener nemlig ikke alene til at virkeliggøre den juridiske og politiske akt, hvorved en kandidatstat bliver et medlem af Unionen, men også til at fastlægge de betingelser, under hvilke den nye medlemsstat skal fungere i en overgangsperiode. Overgangen til den fælles landbrugspolitik kan bl.a. indebære, at den nye medlemsstat har pligt til øjeblikkelig eller inden for en bestemt frist at anvende den relevante EU-lovgivning eller bestemte elementer heraf.

65 Den Portugisiske Republik støtter sig på finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1), ifølge hvilken der ikke må oppebæres indtægter, uden at de konteres til en artikel i budgettet, og anfører, at den omtvistede afgift for regnskabsårerne 1987, 1988, 1989 og de efterfølgende budgetter ikke blev konteret til nogen af artiklerne i disse budgetter.

66 Det skal konstateres, at sagens genstand er Den Portugisiske Republiks nægtelse af at stille et beløb, der anses for at udgøre en del af de egne indtægter, til Kommissionens rådighed. I denne henseende er det vigtigt at sondre imellem afgørelse 85/257, der som en budgetmæssig foranstaltning har til formål at fastlægge de egne indtægter, der opføres på Unionens budget, og afgifter, som er fastsat af fællesskabslovgiver i forbindelse med udøvelsen af en beføjelse, der udspringer af bestemmelserne i EF-traktaten vedrørende den fælles landbrugspolitik (jf. i denne retning domme Amylum mod Rådet, 108/81, EU:C:1982:322 præmis 32, og Zuckerfabrik Süderdithmarschen og Zuckerfabrik Soest, C-143/88 og C-92/89, EU:C:1991:65, præmis 40, samt kendelse Isera & Scaldis Sugar m.fl., C-154/12, EU:C:2013:101, præmis 31). Som generaladvokaten har anført i punkt 79 i forslaget til afgørelse, er oppebørslen af det skyldige beløb i henhold til artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85 og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 579/86 ikke betinget af, at beløbet er opført på en post i Fællesskabernes budget.

67 Endelig gør Den Portugisiske Republik gældende, at beløb, der er af samme karakter som de omtvistede, i medfør af artikel 6, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 60/2004 af 14. januar 2004 om overgangsforanstaltninger for sukker som følge af Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse (EUT L 9, s. 8) og artikel 12, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1832/2006 af 13. december 2006 om overgangsforanstaltninger for sukker som følge af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (EUT L 354, s. 8) skal overføres til disse nye medlemsstaters statsbudget, og som følge heraf ikke er at betragte som egne indtægter.

68 Som Kommissionen understreger, kan disse bestemmelser ikke tages i betragtning på det pågældende tidspunkt. De er blevet vedtaget efter det tidspunkt, hvor de faktiske hændelser, der danner genstand for Kommissionens søgsmål, fandt sted, og under omstændigheder, der ikke er identiske med de, der foreligger i den nærværende sag. Det er med rette, at denne institution ligeledes gør gældende, at unionslovgiver råder over friheden til at bestemme og kvalificere de foranstaltninger, som denne vedtager.

69 Hvad angår de ovenfor anførte betragtninger udgør den afgift, der følger af artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 3771/85 og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 579/86 en anden afgift, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker som omhandlet i artikel 2, litra b), i afgørelse 88/376. Det følger heraf, at Den Portugisiske Republik var forpligtet til at stille det omtvistede beløb til Kommissionens rådighed.

70 I sin stævning påstår Kommissionen ligeledes, at det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 2 i forordning nr. 1697/79.

71 I denne henseende skal det bemærkes, at det i henhold til artikel 1 i denne forordning fastsættes, under hvilke betingelser de kompetente myndigheder kan efteropkræve import- eller eksportafgifter. I medfør af forordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, kan de kompetente myndigheder, såfremt de konstaterer, at hele eller en del af den import- eller eksportafgift, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale disse afgifter, ikke er opkrævet hos debitor, foretage en efteropkrævning af det manglende afgiftsbeløb.

72 Det fremgår af ordlyden af disse bestemmelser, at anvendelsen af forordningen bl.a. forudsætter, at det beløb, der skal inddrives, udgør en import- eller eksportafgift.

73 Det omtvistede beløb udgør imidlertid ikke en import- eller eksportafgift. I henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 579/86 udgør dette beløb ikke en import- eller eksportafgift, men er alene lig med en afgift på importen af sukker. I øvrigt fremgår det af denne bestemmelse, sammenholdt med forordningens artikel 5, stk. 2, at den afgiftsudløsende begivenhed for nævnte beløb ikke er importen eller eksporten, men manglende bevis for, at overskudsmængderne var blevet udført den 1. september 1987.

74 Det skal bemærkes, at Unionens retsinstanser i de sager, der gav anledning til dommene Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen (EU:T:2004:354, præmis 38) og Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen (EU:C:2006:674, præmis 38 à 43), fastslog, at de skyldige beløb som følge af manglende eksport af C-sukker som omhandlet i forordning nr. 1785/81 og i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2670/81 af 14. september 1981 om gennemførelsesbestemmelser for produktion ud over kvoterne inden for sukkersektoren (EFT L 262, s. 14) ikke udgør en toldafgift ved indførsel eller udførsel eller en afgift med tilsvarende virkning eller en landbrugsafgift i forbindelse med indførsel eller udførsel – dvs. en afgift.

75 Kommissionen anerkender imidlertid i sin stævning, at den afgiftsudløsende begivenhed for dette beløb i det væsentlige er identisk med den afgiftsudløsende begivenhed for opkrævningen af det beløb, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 579/86.

76 Kommissionen fastholder i øvrigt af denne grund, at den omtvistede afgift, idet den ikke kan klassificeres som import- eller eksportafgift i forhold til den retspraksis, der citeres i præmis 74 i nærværende dom, udgør en anden afgift, der er fastsat inden for rammerne af den fælles markedsordning for sukker.

77 Under disse omstændigheder finder forordning nr. 1697/79 ikke anvendelse i denne sag, og følgelig finder den forældelsesfrist på tre år, der i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 1, andet afsnit, gælder i forhold til tvangsinddrivelse, heller ikke anvendelse.

78 Den argumentation, som Den Portugisiske Republik har fremført til sit forsvar, er i det væsentlige baseret på den omstændighed, at inddrivelsen af det omtvistede beløb ikke længere var mulig på grund af forældelse af det afgiftspligtige selskabs skyld, og at denne medlemsstat ikke har begået nogen fejl i forbindelse med overskridelsen af forældelsesfristen på tre år.

79 I denne forbindelse skal det bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1552/89, hvortil Kommissionen har henvist, alene er fritaget for pligten til at stille de beløb, som svarer til de fastlagte afgifter, til Kommissionens rådighed, såfremt inddrivelse ikke var mulig på grund af force majeure, eller hvis det viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem (Kommissionen mod Danmark, C-392/02, EU:C:2005:683, præmis 66).

80 Det er ubestridt, at de kompetente portugisiske myndigheder den 25. oktober 1990 til det afgiftspligtige selskab fremsendte en skrivelse, der pålagde dette at betale det skyldige beløb. Uden at det er fornødent at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Den Portugisiske Republik indtil den dato havde handlet med den fornødne omhu i forhold til at fastlægge og inddrive den pågældende skyld, fremgår det, at denne medlemsstat efterfølgende og indtil udløbet af den frist, der var fastsat i den supplerende begrundede udtalelse, med undtagelse af retlige argumenter, der har vist sig at være ubegrundede, hverken har ført bevis for force majeure eller for, at det definitivt har været umuligt for den at stille det omtvistede beløb til Kommissionens rådighed. Medlemsstaten har end ikke forsøgt at inddrive det omtvistede beløb ud fra det retsgrundlag, hvorefter forældelsesfristen endnu ikke var udløbet.

81 Det bør derfor fastslås, at Kommissionens søgsmål – undtagen for så vidt som det vedrører Den Portugisiske Republiks tilsidesættelse af de forpligtelser, der påligger den i medfør af artikel 2 i forordning nr. 1697/79 – er grundet.

82 Henset til samtlige ovenstående betragtninger må:

– det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, tiltrædelsesaktens artikel 254, artikel 7 i afgørelse 85/257, artikel 4, 7 og 8 i forordning nr. 579/86, og artikel 2, 11 og 17 i forordning nr. 1552/89, idet den har nægtet at stille et beløb på 785 078,50 EUR svarende til afgifterne på overskudsmængder af sukker, der ikke blev eksporteret efter dens tiltrædelse af Fællesskabet, til Kommissionens rådighed, og

– Den Portugisiske Republik i øvrigt frifindes.

Sagens omkostninger

83 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Portugisiske Republik i det væsentlig har tabt sagen, bør denne betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):

1) Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, artikel 254 i Akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne, artikel 7 i Rådets afgørelse 85/257/EØF af 7. maj 1985 om Fællesskabernes ordning med egne indtægter, artikel 4, 7 og 8 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 579/86 af 28. februar 1986 om de nærmere bestemmelser for lagrene af sukkerprodukter pr. 1. marts 1986 i Spanien og Portugal, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3332/86 af 31. oktober 1986, og artikel 2, 11 og 17 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, idet den har nægtet at stille et beløb på 785 078,50 EUR svarende til afgifterne på overskudsmængder af sukker, der ikke blev eksporteret efter dens tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab, til Kommissionens rådighed.

2) I øvrigt frifindes Den Portugisiske Republik.

3) Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.