C-288/15 MIS - Dom

C-288/15 MIS - Dom

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

9. juni 2016

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 2658/87 – fælles toldtarif – tarifering – underposition 6211 33 10 00 0 – strålebeskyttelsesforklæde«

I sag C-288/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht München (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager i München, Tyskland) ved afgørelse af 16. april 2015, indgået til Domstolen den 15. juni 2015, i sagen:

Medical Imaging Systems GmbH (MIS)

mod

Hauptzollamt München,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D. Šváby, og dommerne M. Safjan og M. Vilaras (refererende dommer),

generaladvokat: N. Wahl

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Medical Imaging Systems GmbH (MIS) ved Rechtsanwalt G. Eder

– Hauptzollamt München ved C. Erhart-Parzefall

– Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og A. Caeiros, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af underposition 6211 33 10 00 0 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), som affattet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 (EUT 2012, L 304, s. 1) (herefter »KN«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Medical Imaging Systems GmbH (MIS) og Hauptzollamt München (hovedtoldkontoret i München, Tyskland) vedrørende tariferingen af strålebeskyttelsesforklæder i KN.

Retsforskrifter

3 Toldtarifering af varer, der indføres i Den Europæiske Union, fastsættes efter KN. KN er baseret på det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), der er udarbejdet af Toldsamarbejdsrådet, nu Verdenstoldorganisationen, som blev oprettet ved den konvention om oprettelse af nævnte råd, som blev undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950. HS blev oprettet ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, der blev indgået i Bruxelles den 14. juni 1983 og godkendt, med ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986, på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT 1987, L 198, s. 1). KN gengiver positionerne og de sekscifrede underpositioner i HS, idet kun det syvende og ottende ciffer er underinddelinger, som er specifikke for KN.

4 Artikel 12 i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000 (EFT 2000, L 28, s. 16), fastsætter, at Europa-Kommissionen hvert år vedtager en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med de tilhørende autonome og bundne toldsatser i den fælles toldtarif, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller af Kommissionen. Den nævnte forordning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 31. oktober og anvendes fra den 1. januar det følgende år.

5 Den affattelse af KN, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er, således som det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, den affattelse, der vedrører 2013 og følger af forordning nr. 927/2012.

6 KN’s første del indeholder en række indledende bestemmelser. I første dels afsnit I vedrørende almindelige bestemmelser fastsætter afdeling A med overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende [KN]« følgende:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

2. […]

b) Når et bestemt materiale nævnes i en positionstekst, henhører materialet under positionen såvel i ren tilstand som blandet med eller i forbindelse med andre materialer. Når varer fremstillet af et bestemt materiale nævnes, tages der herved sigte på varer fremstillet såvel helt som delvis af det pågældende materiale. Den nærmere fremgangsmåde ved tariferingen af blandinger og af sammensatte varer er angivet i punkt 3 nedenfor.

3. Såfremt varer ved anvendelse af ovennævnte punkt 2 b) eller af andre årsager kan henføres under to eller flere positioner, afgøres tariferingen efter følgende regler:

a) Den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. Såfremt to eller flere positioner hver for sig kun nævner en del af de materialer, som indgår i blandinger eller sammensatte varer, eller en del af varer i sæt til detailsalg, betragtes disse positioner som lige specificerede for disse varer, selv om en af dem giver en mere fuldstændig eller præcis beskrivelse af varerne.

b) Når den foran under a) nævnte regel ikke kan anvendes ved tariferingen af blandinger eller sammensatte varer, bestående af forskellige materialer eller forskellige bestanddele, eller af varer i sæt til detailsalg, tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig.

c) Når hverken den foran under a) eller den foran under b) angivne regel kan anvendes ved tariferingen, henføres varen under den position, som har det højeste nummer blandt de positioner, der i lige grad kan komme i betragtning.

[…]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

7 KN’s anden del, der indeholder toldtariffen, er opdelt i afsnit. Den nævnte dels afsnit XI omfatter kapitel 62, som har overskriften »Beklædningsgenstande og tilbehør til beklædningsgenstande, undtagen varer af trikotage«.

8 KN-pos. 6211, som udgør en del af kapitel 62, er opbygget på følgende måde:

»6211 Træningsdragter, skidragter og badebeklædning, andre beklædningsgenstande

[…]

6211 33 – – Af kemofibre

6211 33 10 – – – Arbejds- og beskyttelsesbeklædning

[…]«

9 KN’s anden del indeholder ligeledes afsnit XV med overskriften »Uædle metaller og varer deraf«. Dette afsnit indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

»3. Ved »uædle metaller« forstås overalt i nomenklaturen: […] antimon […].

7. Tarifering af sammensatte varer:

Varer, der består af to eller flere uædle metaller (herunder varer, der ifølge »Almindelige tariferingsbestemmelser« tariferes som varer af uædle metaller), tariferes, når intet andet er bestemt, som varer af det uædle metal, der, beregnet efter vægt, udgør en større del af varen end noget andet metal.

Ved anvendelsen af denne regel gælder følgende:

a) jern og stål eller forskellige sorter af jern og stål betragtes som et enkelt metal

b) legeringer betragtes som bestående af det metal, der ifølge bestemmelse 5 er bestemmende for tariferingen af pågældende legering

[…]«

10 Kapitel 81, der har overskriften »Andre uædle metaller; sintrede keramiske metaller (cermets); varer af disse materialer«, udgør en del af dette afsnit XV. Kapitlets pos. 8110 er opbygget på følgende måde:

»8110 Antimon og varer deraf, herunder affald og skrot

8110 10 00 – Ubearbejdet antimon; pulver

8110 20 00 – Affald og skrot

8110 90 00 – Andre varer«.

11 I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra a), andet led, i forordning nr. 2658/87, som ændret ved forordning nr. 254/2000, vedtager Kommissionen forklarende bemærkninger til KN efter den i denne forordnings artikel 10 fastsatte fremgangsmåde. Disse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

12 Af den forklarende bemærkning til KN vedrørende kapitel 62, i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (EUT 2011, C 137, s. 1), fremgår bl.a. følgende:

»Almindelige bemærkninger

[…]

4. I dette kapitel omfatter visse underpositioner arbejds- og beskyttelsesbeklædning, som på grund af deres almene udseende (enkelt eller særligt snit eller udformning afhængig af anvendelsesområdet) og arten af stoffet, der almindeligvis er slidstærkt og krympefrit, viser, at de er udformet til at bæres udelukkende eller hovedsagelig med henblik på at yde beskyttelse (fysisk eller hygiejnisk) af anden beklædning og/eller personer ved industri- eller andet erhvervsarbejde eller ved husligt arbejde.

[…]

Blandt arbejds- og beskyttelsesbeklædning bør nævnes den beklædning, der anvendes af mekanikere, fabriksarbejdere, murere, landmænd mv., som almindeligvis er todelte sæt, kedeldragter, overalls og benklæder. For andre arbejdsområder kan det være kitler, forklæder etc. (til læger, sygeplejersker, husmødre, frisører, bagere, slagtere mv.).

[…]«

13 De forklarende bemærkninger til HS udarbejdes af Verdenstoldorganisationen i overensstemmelse med bestemmelserne i den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem og offentliggøres på Verdenstoldorganisationens to officielle sprog, nemlig fransk og engelsk. Af den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 62.10 i HS (»Beklædningsgenstande konfektioneret af tekstilstof henhørende under pos. 56.02, 56.03, 59.03, 59.06 eller 59.07«) fremgår bl.a. følgende:

»Positionen omfatter […] beskyttelsesdragter mod stråling uden tilhørende åndedrætsværn«.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14 Den 19. marts 2013 indgav MIS en angivelse om overgang til fri omsætning for strålebeskyttelsesvarer af modellen »Xenolite NL 8250« hidrørende fra USA (herefter »de omhandlede varer«) til hovedtoldkontoret i München. I angivelsen havde MIS tariferet disse varer i underposition 6211 33 10 00 0 i KN. Angivelsen blev antaget af toldkontoret, som ved en ansættelse af samme dag fastsatte indførselsafgifterne på grundlag af en sats på 12%, der er gældende for den nævnte KN-underposition.

15 Da MIS ikke fik medhold i sin klage over denne afgiftsansættelse, har selskabet anlagt sag ved den forelæggende ret med påstand om annullation af den nævnte ansættelse. Til støtte for søgsmålet har MIS i det væsentlige gjort gældende, at de omhandlede varer skulle have været tariferet i underposition 8110 90 00 i KN.

16 Den forelæggende ret har anført, at de omhandlede varer er strålebeskyttelsesforklæder, hvis yder- og inderside hver består af ca. 0,2 mm tykke, ensfarvede vævede stoffer af 100% syntetiske kemofibre (polyester og polyamid). Det indvendige lag består overvejende af antimon (vægtandel ca. 60%) og yderligere elementer med en polymer som bæremateriale. De ærmeløse forklæder dækker skridtet og er forsynet med en rund, halsnær udskæring uden krave og indsyede skulderpuder. Forstykkerne overlapper hinanden fuldstændigt, idet forstykket lukkes med burrebånd i højre side og på skulderen. På forstykket er desuden påsat en brystlomme af et vævet stof med kulørt print. Varerne er desuden forsynet med en nøglering i uædelt metal, som er fastgjort i en strop, der er lagt dobbelt og syet ind i halsudskæringens kantindfatning. Forklæderne er bestemt til beskyttelse af personer mod røntgenstråler under udøvelsen af deres erhverv.

17 Ifølge de af den forelæggende ret fremlagte oplysninger har MIS for denne ret gjort gældende, at de omhandlede varer består af forskellige bestanddele med en fremherskende andel af antimon, der er karaktergivende for varerne henset til den anvendelse, de er bestemt til, og til værdien af de forskellige bestanddele, som de består af. Varerne kan nemlig ikke opfylde deres funktion som beskyttelse mod røntgenstråling uden andelen af antimon. De nævnte varers udseende er uden betydning, for så vidt som disse består af forskellige bestanddele. Følgelig skal de omhandlede varer ifølge MIS have været tariferet i underposition 8110 90 00 i KN.

18 Den forelæggende ret har anført, at afgørelsen af den tvist, der verserer for den, afhænger af spørgsmålet, om det ved tariferingen af en vare i underposition 6211 33 10 00 0 i KN alene er den pågældende vares udseende og bestemmelse, som er udslagsgivende, eller om der ligeledes skal tages hensyn til den af varens bestanddele, som er karaktergivende for den.

19 Ifølge den forelæggende ret skal de omhandlede varer henset til deres objektive egenskaber, deres udseende og den til disse varer uløseligt sammenhængende bestemmelse tariferes i underposition 6211 33 10 00 0 i KN. Retten finder desuden, at pos. 6211 i KN har den mest specificerede varebeskrivelse som omhandlet i den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra a), i KN, og at den derfor skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt de varer, der er omhandlet i den for den nævnte ret verserende sag, skal tariferes i underposition 6211 33 10 i KN, for så vidt som der ved en sådan tarifering ikke vil blive taget hensyn til disse varers polstringsmateriale, og navnlig antimonet, der udgør ca. 60% af polstringsmaterialets vægt, og som ligger til grund for den strålebeskyttelse, som disse varer yder.

20 Det er på denne baggrund, at Finanzgericht München (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager i München, Tyskland) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det udelukkende udseendet eller bestemmelsen, der er udslagsgivende for tarifering i underposition 6211 33 10 00 0 [i KN,] »arbejds- og beskyttelsesbeklædning«, eller skal der under anvendelse af den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra b), tages hensyn til, hvilke af varens bestanddele der er karaktergivende?«

Om det præjudicielle spørgsmål

21 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om KN skal fortolkes således, at et strålebeskyttelsesforklæde som det i hovedsagen omhandlede skal tariferes i underposition 6211 33 10 00 i KN på grundlag af dets udseende eller bestemmelse, eller om der ved tariferingen heraf også skal tages hensyn til de bestanddele, der er karaktergivende for det som strålebeskyttelsesbeklædning, og hvilke i givet fald kan begrunde en tarifering i en anden KN-position, særligt i pos. 8110 i KN.

22 I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i ordlyden af den enkelte position i KN og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (dom af 18.5.2011, Delphi Deutschland, C-423/10, EU:C:2011:315, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

23 Hvad angår de forklarende bemærkninger, der er udarbejdet af Kommissionen for så vidt angår KN og udarbejdet af Verdenstoldorganisationen for så vidt angår HS, indeholder disse vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioner (dom af 18.5.2011, Delphi Deutschland, C-423/10, EU:C:2011:315, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

24 Desuden fremgår det ligeledes af fast retspraksis, at varens bestemmelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (dom af 20.6.2013, Agroferm, C-568/11, EU:C:2013:407, præmis 41, og af 4.3.2015, Oliver Medical, C-547/13, EU:C:2015:139, præmis 47). Varens bestemmelse er endvidere kun et relevant kriterium, hvis tariferingen ikke kan foretages alene på grundlag af varens objektive kendetegn og egenskaber (dom af 16.12.2010, Skoma-Lux, C-339/09, EU:C:2010:781, præmis 47, og af 28.4.2016, Oniors Bio, C-233/15, EU:C:2016:305, præmis 33).

25 Dernæst bemærkes, at underposition 6211 33 10 i KN, hvis ordlyd tilsigter »[a]rbejds- og beskyttelsesbeklædning«, er omfattet af underposition 6211 33 i KN, som vedrører »[t]ræningsdragter, skidragter og badebeklædning, andre beklædningsgenstande« af »kemofibre«.

26 Det fremgår af den i denne doms præmis 12 anførte forklarende bestemmelse til KN vedrørende kapitel 62, at dette kapital omfatter arbejds- og beskyttelsesbeklædning, som på grund af deres almene udseende og arten af stoffet, der almindeligvis er slidstærkt og krympefrit, »viser, at de er udformet til at bæres udelukkende eller hovedsagelig med henblik på at yde beskyttelse (fysisk eller hygiejnisk) af anden beklædning og/eller personer ved industri- eller andet erhvervsarbejde eller ved husligt arbejde. Som det imidlertid fremgår af den retspraksis, der er anført i de foregående præmisser, skal en vare som den i hovedsagen omhandlede, der er konfektioneret af kemofibre og udformet til at bæres udelukkende eller hovedsagelig med henblik på at beskytte strålingsudsatte personer under udøvelse af deres erhverv, henset til dens objektive karakteristika og egenskaber, og navnlig dens udseende, anses for »[a]rbejds- og beskyttelsesbeklædning« som omhandlet i underposition 6211 33 10 00 0.

27 Denne fortolkning bekræftes af den forklarende bemærkning til HS vedrørende pos. 62.10 i HS, hvoraf det fremgår, at »beskyttelsesdragter mod stråling« skal ases for »[b]eklædningsgenstande« under pos. 62.10 i HS, når de er konfektioneret af tekstilstof henhørende under pos. 56.02, 56.03, 59.03, 59.06 eller 59.07 i HS. Selv hvis de i hovedsagen omhandlede varer ikke er konfektioneret af tekstilstof henhørende under pos. 56.02, 56.03, 59.03, 59.06 eller 59.07 i HS, kan det af den nævnte bemærkning mere generelt udledes, at strålebeskyttelsesudstyr, der frembyder en beklædningsgenstands objektive karakteristika og egenskaber, henhører under de forskellige positioner og underpositioner i KN, der vedrører beklædningsgenstande.

28 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt der ved tariferingen af en vare som den i hovedsagen omhandlede ligeledes skal tages hensyn til de bestanddele, der er karaktergivende for den, bemærkes, at dette kriterium er omhandlet i den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra b), vedrørende KN. Det fremgår af selve ordlyden af denne almindelige tariferingsbestemmelse, at den vedrører de situationer, hvor »varer […] kan henføres under to eller flere positioner«.

29 Når en sådan situation foreligger, skal den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra a), vedrørende KN, hvorefter »[d]en position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse«, finde anvendelse. Det er kun, når anvendelsen af denne bestemmelse ikke gør det muligt at foretage en passende tarifering af bestemte varer, navnlig når der ikke foreligger nogen specificeret toldposition til tarifering af de nævnte varer (jf. i denne retning dom af 10.5.2001, VauDe Sport, C-288/99, EU:C:2001:262, præmis 21, og af 15.11.2012, Kurcums Metal, C-558/11, EU:C:2012:721, præmis 36), at den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra b), vedrørende KN skal finde anvendelse, og at sådanne varer skal tariferes, »som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende«.

30 Som det imidlertid er blevet anført i denne doms præmis 26, findes der en specificeret position til tariferingen af en vare som den i hovedsagen omhandlede, nemlig pos. 6211 i KN, der omfatter denne nomenklaturs underposition 6211 33 10 00 0.

31 Selv om den forelæggende ret har henvist til muligheden for at tarifere den i hovedsagen omhandlede vare i en anden KN-position, navnlig denne nomenklaturs pos. 8110, fremgår det imidlertid af sidstnævntes ordlyd, at den vedrører »antimon« og »varer [af antimon], herunder affald og skrot«, og ikke beklædningsgenstande såsom den i hovedsagen omhandlede vare.

32 Den omstændighed, at den sidstnævnte vare indeholder en polstring, der hovedsagelig består af antimon, hvilket giver varen dens karakter af strålebeskytter, er ikke tilstrækkelig til, at den kan anses for en vare af antimon som omhandlet i pos. 8110 i KN.

33 Som allerede anført fremgår det nemlig, at underposition 6211 33 10 00 0 i KN har »den mest specificerede varebeskrivelse« som omhandlet i den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra a), vedrørende KN, og at den skal foretrækkes for de øvrige positioner. Med henblik på tariferingen af de i hovedsagen omhandlede varer er det derfor ufornødent at ty til den almindelige tariferingsbestemmelse 3, litra b), vedrørende KN, som henviser til »det materiale eller den bestanddel«, der er »karaktergivende« for en vare.

34 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at KN skal fortolkes således, at et strålebeskyttelsesforklæde som det i hovedsagen omhandlede skal tariferes i underposition 6211 33 10 00 0 i KN henset til sine objektive karakteristika og egenskaber, herunder navnlig dets udseende, uden at det herved er nødvendigt at henvise til de bestanddele, der er karaktergivende for den pågældende vare.

Sagens omkostninger

35 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som affattet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012, skal fortolkes således, at et strålebeskyttelsesforklæde som det i hovedsagen omhandlede skal tariferes i den nævnte nomenklaturs underposition 6211 33 10 00 0 henset til sine objektive karakteristika og egenskaber, herunder navnlig dets udseende, uden at det herved er nødvendigt at henvise til de bestanddele, der er karaktergivende for den pågældende vare.