C-21/13 Simon, Evers & Co - Dom

C-21/13 Simon, Evers & Co - Dom

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

4. september 2014

»Præjudiciel forelæggelse – handelspolitik – antidumpingtold – forordning (EF) nr. 499/2009 – gyldighed – importerede varer med oprindelse i Kina – import af samme varer afsendt fra Thailand – omgåelse – bevis – manglende samarbejdsvilje«

I sag C-21/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland) ved afgørelse af 19. september 2012, indgået til Domstolen den 15. januar 2013, i sagen:

Simon, Evers & Co. GmbH

mod

Hauptzollamt Hamburg-Hafen,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne J.L. da Cruz Vilaça (refererende dommer), G. Arestis, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Simon, Evers & Co. GmbH ved Rechtsanwalt H. Henninger

– den græske regering ved M. Tassopoulou og K. Boskovits, som befuldmægtigede

– den portugisiske regering ved A. Coutinho da Silva og L. Inez Fernandes, som befuldmægtigede

– Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert, som befuldmægtiget, bistået af avocate A. Polcyn

– Europa-Kommissionen ved T. Maxian Rusche, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 10. april 2014,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 499/2009 af 11. juni 2009 om udvidelse af den endelige antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som indførtes ved forordning (EF) nr. 1174/2005, til at omfatte importen af samme vare afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej (EUT L 151, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«).

Anmodningen er indgivet under tvist mellem Simon, Evers & Co. GmbH (herefter »Simon Evers«) og Hauptzollamt Hamburg-Hafen (hovedtoldkontoret i Hamburg havn, herefter »Hauptzollamt«) vedrørende Hauptzollamts beslutning om at pålægge Simon Evers at betale antidumpingtold.

Retsforskrifter

De bestemmelser om Den Europæiske Unions anvendelse af antidumpingforanstaltninger, som var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, fandtes i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 461/2004 af 8. marts 2004 (EUT L 77, s. 12, herefter »grundforordningen«).

Grundforordningens artikel 13, der har overskriften »Omgåelse«, bestemte:

»1. Antidumpingtold, der er indført i henhold til denne forordning, kan udvides til også at gælde for indførsel fra tredjelande af samme vare, […] når gældende foranstaltninger omgås. […] Omgåelse defineres som en ændring i mønstret for handelen mellem tredjelande og Fællesskabet eller mellem individuelle selskaber i det land, der er omfattet af foranstaltninger, og Fællesskabet, som skyldes praksis, forarbejdning eller bearbejdning, for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomiske begrundelse ud over indførelsen af tolden, hvor der foreligger beviser for skade eller for, at virkningerne af tolden undergraves i henseende til priserne på og/eller mængderne af samme vare, og bevis for dumping i forhold til de tidligere fastslåede normale værdier for samme eller lignende varer, om fornødent i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2.

[...]

2. En samleproces i Fællesskabet eller i et tredjeland anses for at indebære en omgåelse af gældende foranstaltninger, hvis:

a) processen er påbegyndt eller udvidet væsentligt siden eller umiddelbart forud for indledningen af antidumpingundersøgelsen, og de pågældende dele hidrører fra det land, der er omfattet af foranstaltningerne, og

[...]

c) virkningerne af tolden undergraves i henseende til priserne på og/eller mængderne af samme vare hidrørende fra en samleproces, og der foreligger bevis for dumping i forhold til de tidligere fastslåede normalværdier for samme eller lignende varer.

3. Undersøgelser i henhold til denne artikel iværksættes på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat eller enhver interesseret part på grundlag af tilstrækkelige beviser vedrørende de faktorer, der er omhandlet i stk. 1. Undersøgelserne iværksættes efter konsultationer i det rådgivende udvalg ved en forordning udstedt af Kommissionen, hvori det også kan pålægges toldmyndighederne at gøre indførslen til genstand for registrering i henhold til artikel 14, stk. 5, eller at anmode om garantier. Undersøgelserne udføres af Kommissionen, som kan bistås af toldmyndighederne, og undersøgelserne afsluttes inden for ni måneder. Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at det er berettiget at udvide foranstaltningerne, vedtages dette af Rådet på forslag fra Kommissionen efter konsultation i det rådgivende udvalg. […]

[...]«

Grundforordningens artikel 14, stk. 6 havde følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne indberetter månedligt til Kommissionen tal vedrørende indførslen af varer, der er omfattet af undersøgelser og af foranstaltninger, samt det beløb, der er opkrævet i form af told i henhold til denne forordning.«

Grundforordningens artikel 18, stk. 1 og 6, havde følgende ordlyd:

»1. I tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. […] Berørte parter bør gøres bekendt med følgerne af manglende samarbejdsvilje.

[...]

6. Er en berørt part ikke rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.«

Som resultat af en undersøgelse, som Kommissionen foretog i perioden fra den 1. april 2003 til den 31. marts 2004 (herefter »den oprindelige undersøgelse«), udstedte Unionen Rådets forordning (EF) nr. 1174/2005 af 18. juli 2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 189, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) 684/2008 af 17. juli 2008 (EUT L 192, s. 1, herefter »forordning nr. 1174/2005«).

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1174/2005 bestemmer:

»Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af håndbetjente palletruck og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, der angives under KN-kode ex 8427 90 00 og ex 8431 20 00 (Taric-kode 8427 90 00 10 og 8431 20 00 10), med oprindelse i Folkerepublikken Kina. [...]«

Som det fremgår af femte betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 923/2008 af 12. december 2008 om indledning af en undersøgelse vedrørende den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved forordning nr. 1174/2005, som ændret ved forordning nr. 684/2008, over for importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, ved import af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej, og om at gøre denne import til genstand for registrering (EUT L 252, s. 3), besluttede Kommissionen at indlede en undersøgelse (herefter »undersøgelsen af omgåelsen«) på grundlag af tilstrækkelige beviselementer, der ifølge Kommissionen umiddelbart tydede på, at de antidumpingforanstaltninger, der anvendtes på import af håndbetjente palletrucks med oprindelse i Kina, blev omgået med samleprocesser for det pågældende produkt i Thailand. Kommissionen vedtog med henblik herpå forordning nr. 923/2008.

I henhold til tiende betragtning til den omtvistede forordning omfattede undersøgelsen af omgåelsen perioden fra den 1. september 2007 til den 31. august 2008 (herefter »undersøgelsesperioden«).

Ifølge sjette betragtning til den omtvistede forordning »[underrettede] Kommissionen […] officielt myndighederne i Folkerepublikken Kina og Thailand, producenterne/eksportørerne i Folkerepublikken Kina og Thailand og de importører i Fællesskabet, som den vidste, var berørt af sagen, samt EF-erhvervsgrenen om indledningen af [undersøgelsen af omgåelsen]. Der blev sendt spørgeskemaer til kendte eksportører og producenter i Folkerepublikken Kina og Thailand samt til de importører i Fællesskabet, som Kommissionen kendte fra den oprindelige undersøgelse, og til parter, som havde givet sig selv til kende inden for de frister, der var fastsat i artikel 3 i [forordning nr. 923/2008]. Interesserede parter fik mulighed for at give deres mening til kende skriftligt og anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i [denne forordning]. Alle parter blev underrettet om, at manglende samarbejdsvilje kunne medføre anvendelse af grundforordningens artikel 18 og afgørelser truffet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger«.

Ifølge syvende betragtning til den omtvistede forordning modtog Kommissionen ingen besvarelser af spørgeskemaerne fra eksportører/producenter i Thailand og modtog heller ingen kommentarer fra de thailandske myndigheder.

I ottende betragtning til den omtvistede forordning er det angivet, at »[e]n kinesisk eksporterende producent besvarede spørgeskemaet ved at angive sine eksportsalg til EF og en ubetydelig eksport af den pågældende vare til Thailand. Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra de kinesiske myndigheder«.

Det fremgår desuden af niende betragtning til denne forordning, at »ni EF-importører [har] afgivet besvarelser af spørgeskemaet med angivelse af deres import fra Folkerepublikken Kina og Thailand. Generelt kan det udledes af deres svar, at importen fra Thailand steg, og at importen fra Folkerepublikken Kina faldt pludseligt i 2006, året efter at den endelige antidumpingtold trådte i kraft. I de følgende år steg importen fra Folkerepublikken Kina atter, samtidig med at importen fra Thailand faldt en smule, men stadig lå et godt stykke over niveauet for 2005«.

Hvad angår ændringer i mønstret for handelen mellem tredjelande og Unionen har 16.-21. betragtning til den omtvistede forordning følgende ordlyd:

»(16) På grund af manglende samarbejde fra de thailandske virksomheders side blev mængden og værdien af eksporten af den pågældende vare fra Thailand til Fællesskabet fastsat på grundlag af de faktiske foreliggende oplysninger, som i dette tilfælde bestod af statistiske data indsamlet af medlemsstaterne og sammenfattet af Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 6, og data fra Eurostat. [...]

(17) Efter indførelsen af antidumpingforanstaltningerne steg importen fra Thailand af [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] fra 7 458 palletrucks i 2005 til 64 706 palletrucks i 2007, og den faldt i [undersøgelsesperioden] til 42 056 palletrucks.

(18) Importen fra Folkerepublikken Kina til Fællesmarkedet af [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] steg fra 240 639 palletrucks i 2005 til 538 271 palletrucks i 2007 og 584 786 palletrucks i undersøgelsesperioden. Ifølge de foreliggende oplysninger kan denne stigning hovedsagelig tilskrives en øget eksport fra den kinesiske eksporterende producent, der er tildelt den laveste antidumpingtoldsats. Faktisk udgør eksporten fra denne part en overvældende procentandel af importen fra Folkerepublikken Kina til Fællesmarkedet af [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] mellem 2005 og udgangen af [undersøgelsesperioden].

(19) På baggrund af denne situation kan det konkluderes, at der fandt en ændring sted i mønstret for handelen mellem EF, Folkerepublikken Kina og Thailand. Importen fra Folkerepublikken Kina fortsatte med at stige, men dette kan direkte tilskrives eksportaktiviteterne fra en enkelt kinesisk eksporterende producent, som samarbejdede i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og som blev pålagt den laveste antidumpingtold. Til gengæld steg importen fra Thailand fra 2005 til 2007 med 868%, og den stabiliseredes i løbet af [undersøgelsesperioden] ved en stigning på 564% i forhold til 2005.

(20) Alt i alt tyder det konstaterede handelsmønster — selv om eksporten fra [..] Kina er vedholdende — også på en signifikant stigning i eksporten fra Thailand. Den vedholdende eller fortsat stigende eksport fra Folkerepublikken Kina kan — selv om den var meget mindre mellem 2007 og [undersøgelsesperioden] end konstateret i forbindelse med den oprindelige undersøgelse — forklares ved, at langt størstedelen af eksporten kom fra den kinesiske virksomhed, der var tildelt den laveste antidumpingtold. Mønstret for Thailand kunne derimod kun forklares som resultatet af handlinger til omgåelse af foranstaltningerne.

(21) EF-importen fra Thailand begyndte at stige i løbet af den periode, hvor Fællesskabet gennemførte sin oprindelige undersøgelse. Det skal nævnes, at såvel myndighederne i Thailand som de potentielle producenter/eksportører i landet var underrettet om den igangværende undersøgelse. Der blev imidlertid ikke fundet oplysninger, der kunne forklare den betragtelige stigning i EF-importen fra Thailand, og ingen thailandsk virksomhed samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen ved at besvare de relevante spørgsmål i spørgeskemaet. I denne forbindelse skal det understreges, at de oplysninger, Kommissionen rådede over på tidspunktet for indledningen af undersøgelsen, som nævnt i betragtning 7 tydede på, at der forefandtes et betragteligt antal samleprocesser for [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] i Thailand. Der blev imidlertid ikke modtaget nogen dokumentation for, at der fandtes en egentlig produktion af [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] i Thailand. På grundlag af de foreliggende oplysninger og i fravær af anden tilstrækkeligt gyldig grund eller økonomisk begrundelse, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 1, må det derfor konkluderes, at ændringen i handelsmønsteret skyldtes, at antidumpingtolden var blevet indført for [håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil] med oprindelse i Folkerepublikken Kina.«

Den omtvistede forordning blev vedtaget efter gennemførelsen af undersøgelsen om omgåelsen.

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1. Den endelige antidumpingtold, der indførtes for »alle andre selskaber« ved Rådets forordning (EF) nr. 1174/2005 om import af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning som defineret i artikel 1 i […] forordning […] nr. 1174/2005, ændret ved forordning (EF) nr. 684/2008, med oprindelse i […] Kina, udvides hermed til også at omfatte håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning som defineret i artikel 1 i forordning […] nr. 1174/2005, […] henhørende under KN-kode ex 8427 90 00 og ex 8431 20 00 (Taric-kode 8427 90 00 11 og 8431 20 00 11), afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej.

2. Den ved stk. 1 udvidede told opkræves ved import, der registreres i overensstemmelse med artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 923/2008 og [grundforordningens] artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, […].

[...]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

I oktober måned 2008 importerede Simon Evers håndbetjente palletrucks fra Thailand.

Ved importafgiftsmeddelelse pålagde Hauptzollamt på grundlag af den omtvistede forordning den 12. august 2009 Simon Evers at betale en antidumpingtold på 9 666,90 EUR.

Da Hauptzollamt med afgørelse af 21. februar 2011 afviste klagen over denne meddelelse som ugrundet, anlagde Simon Evers sag ved den forelæggende ret

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt de betingelser, der er opstillet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, vedrørende konstatering af en omgåelse af antidumpingtold, er opfyldt i den foreliggende sag. Den rejser nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt der alene på grundlag af en ændring i de pågældende tredjelandes respektive eksportmængder kan anses at foreligge en forbindelse mellem importen fra lande, der er pålagt antidumpingtold, og importen fra lande, som antidumpingtolden skal udvides til at omfatte. Hvad angår udviklingen i importen fra Thailand har Finanzgericht Hamburg anført, at denne, efter at være steget betydeligt i 2007, faldt meget under undersøgelsesperioden.

Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om, hvorvidt ændringerne i mønstret for handelen mellem tredjelande og Unionen kan tilskrives indførelsen af antidumpingtold på palletrucks med oprindelse i Kina, når importen fra Kina i undersøgelsesperioden også steg mærkbart. Eftersom der ikke forligger nogen beviser, som dels gør det muligt at forklare den betydelige stigning i eksporten fra Thailand, dels fastslå, at der ikke findes nogen egentlig fremstilling af håndbetjente palletrucks i Thailand, synes det imidlertid tvivlsomt, om det kan konkluderes, at ændringerne i mønstret for handelen, i mangel af enhver anden tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, var en følge af indførelsen af antidumpingtold på håndbetjente palletrucks med oprindelse i Kina.

Under disse omstændigheder har Finanzgericht Hamburg besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er [den omtvistede forordning] ugyldig, fordi Kommissionen i strid med de krav, der i henhold til [grundforordningens] artikel 13 […] gælder for konstatering af en omgåelse af antidumpingtoldforanstaltningerne, har antaget, at der foreligger en omgåelse, allerede fordi de tilsvarende udførsler fra Thailand er steget signifikant efter foranstaltningernes indførelse, selv om Kommissionen under henvisning til manglende samarbejde fra thailandske eksportørers side ikke har foretaget yderligere konkrete konstateringer?«

Om det præjudicielle spørgsmål

Indledende bemærkninger

Det bemærkes indledningsvis, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om den omtvistede forordning er ugyldig, fordi EU-institutionerne ikke i tilstrækkelig grad har påvist, at der foreligger en »omgåelse« som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, eftersom de ikke har karakteriseret dels ændringen i mønstret for handelen mellem de berørte tredjelande og Unionen, dels den praksis, forarbejdning og bearbejdning, for hvilke der ikke findes nogen tilstrækkelig begrundelse eller økonomisk berettigelse ud over pålæggelsen af antidumpingtold, som følge af manglende samarbejde fra de thailandske eksportørers side.

I de skriftlige indlæg for Domstolen har Simon Evers anført en anden grund til, at den omtvistede forordning er ugyldig, som bygger på den omstændighed, at EU-institutionerne ikke har godtgjort, at virkningerne af antidumpingtolden var blevet undergravet med hensyn til priserne på og/eller mængderne af samme vare.

Ifølge fast retspraksis er proceduren i henhold til artikel 267 TEUF baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, således at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (jf. bl.a. dom Hoesch Metals and Alloys, C-373/08, EU:C:2010:68, præmis 59).

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at artikel 267 TEUF ikke udgør et retsmiddel, der står til rådighed for parterne ved den nationale ret, således at Domstolen ikke er forpligtet til at vurdere gyldigheden af EU-retten alene af den grund, at dette spørgsmål er blevet påberåbt for den af en af disse parter i vedkommendes skriftlige indlæg (jf. dom MSD Sharp & Dohme, C-316/09, EU:C:2011:275, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

På denne baggrund er der ikke anledning til at lade prøvelsen af gyldigheden af den omtvistede forordning omfatte en prøvelse i relation til ugyldighedsgrunde, som ikke er nævnt af den forelæggende ret (jf. dom Nuova Agricast, C-390/06, EU:C:2008:224, præmis 44).

Gyldigheden af den omtvistede forordning

Ifølge fast praksis har Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. dom Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad nærmere bestemt angår en omgåelse af antidumpingforanstaltninger bestemmer grundforordningens artikel 13, stk. 1, at en sådan omgåelse består i en ændring i mønstret for handelen mellem tredjelande og Unionen, som skyldes praksis, forarbejdning eller bearbejdning, for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomiske begrundelse ud over indførelsen af tolden, hvor der foreligger beviser for skade eller for, at virkningerne af tolden undergraves i henseende til priserne på og/eller mængderne af samme varer.

Ifølge forordningens artikel 13, stk. 3, tilkommer det Kommissionen at iværksætte en undersøgelse på grundlag af tilstrækkelige beviser, der umiddelbart viser, at der er tale om omgåelsespraksis. Såfremt det af omstændigheder, som er konstateret under denne undersøgelse, fremgår, at der foreligger en sådan omgåelse, foreslår Kommissionen Rådet at foretage en udvidelse af antidumpingforanstaltningerne.

Der er imidlertid ikke nogen bestemmelse i grundforordningen, som i forbindelse med en undersøgelse af, om der foreligger omgåelse, tillægger Kommissionen nogen beføjelse til at tvinge de producenter eller eksportører, der er omfattet af en klage, til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger. Kommissionen er således afhængig af parternes frivillige samarbejde, med henblik på at disse forsyner den med de nødvendige oplysninger.

Dette er grunden til, at EU-lovgiver i grundforordningens artikel 18, stk. 1, har bestemt, at i tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.

Forordningens artikel 18, stk. 6, præciserer desuden, at hvis en berørt part ikke er rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

Selv om det er korrekt, at grundforordningen og navnlig dens artikel 13, stk. 3, fastsætter, at det påhviler EU-institutionerne at bevise, at der foreligger omgåelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at for så vidt som det er fastlagt, at i en situation, hvor de pågældende parter ikke samarbejder, kan institutionerne basere konklusionerne af en undersøgelse af, om der forekommer omgåelse, på de tilgængelige oplysninger, og de parter, som ikke har samarbejdet, risikerer at befinde sig i en mindre gunstig situation, har grundforordningens artikel 18, stk. 1 og 6, tydeligvis til formål at lette denne bevisbyrde.

Som generaladvokaten har anført i punkt 68 og 69 i forslaget til afgørelse, fremgår det ganske vist af grundforordningens artikel 18, at EU-lovgiver ikke har ønsket at indføre en lovsformodning, der gør det muligt direkte af de berørte parters manglende samarbejdsvilje at udlede, at der er tale om en omgåelse, og som følgelig fritager EU-institutionerne fra ethvert krav om bevisførelse. Henset til muligheden for at drage endog definitive konklusioner på grundlag af foreliggende faktiske oplysninger og for at behandle den part, der ikke samarbejder, eller som kun samarbejder delvist, mindre gunstigt, end hvis denne havde samarbejdet, er det lige så indlysende, at EU-institutionerne har ret til på grundlag af en række samstemmende indicier at fastslå, at der er tale om omgåelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1.

Enhver anden løsning vil kunne forringe indvirkningen af Unionens handelsbeskyttelsesforhandlinger, hver gang EU-institutionerne står over for et manglende samarbejde i forbindelse med en undersøgelse, hvor det skal fastlægges, om der foreligger en omgåelse.

Det er på grundlag af disse betragtninger, at gyldigheden af den omtvistede forordning skal vurderes.

Det skal for det første bemærkes, at i det foreliggende tilfælde har de thailandske eksporterende producenter og de thailandske myndigheder ikke samarbejdet i undersøgelsen af omgåelsen. Der er desuden kun en kinesisk eksporterende producent, som har angivet sine eksportsalg til Unionen og en ubetydelig eksport til Thailand, og der er ikke modtaget nogen bemærkninger fra de kinesiske myndigheder.

Som det fremgår af sjette betragtning til den omtvistede forordning, underrettede Kommissionen myndighederne i Kina og Thailand, producenterne/eksportørerne, de berørte importører i Fællesskabet samt EF-erhvervsgrenen om indledningen af undersøgelsen af omgåelsen. Der blev også sendt spørgeskemaer til disse eksporterende producenter og importører i Fællesskabet, som dermed fik mulighed for at give deres mening til kende og for at blive hørt af Kommissionen.

På grund af manglende samarbejde fra de pågældendes side blev mængden og værdien af den thailandske og kinesiske eksport af håndbetjente palletrucks til Unionen af Rådet fastsat på grundlag af de faktiske foreliggende oplysninger, som i dette tilfælde bestod af statistiske data indsamlet af medlemsstaterne og sammenfattet af Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 6, og data fra Eurostat.

Disse oplysninger satte EU-institutionerne i stand til at konkludere, at efter indførelsen af antidumpingforanstaltningerne på importen af håndbetjente palletrucks fra Kina er importen af håndbetjente palletrucks fra Thailand steget fra 7 458 i 2005 til 64 706 i 2007, inden den igen faldt til 42 056 i løbet af undersøgelsesperioden, hvilket er en stigning på 868% i perioden mellem 2005 og 2007, og i undersøgelsesperioden en stigning på 564% i forhold til 2005.

Hvad angår importen til Unionen af håndbetjente palletrucks med oprindelse i Kina har EU-institutionerne bemærket, at den steg fra 240 639 i 2005 til 538 271 i 2007 og til 584 786 i undersøgelsesperioden. På baggrund af de oplysninger, som institutionerne rådede over, kan denne stigning hovedsagelig tilskrives en øget eksport fra den kinesiske eksporterende producent, der er tildelt den laveste antidumpingtoldsats, dvs. 7,6%, mens de kinesiske eksporterende producenter var pålagt en antidumpingtold på mellem 28,5% og 46,7%.

Det fremgår af disse oplysninger, for det første at importen fra Thailand er steget markant i 2005, dvs. efter anvendelsen af en antidumpingtold på importen fra Kina, og for det andet at der var en overbevisende økonomisk begrundelse for fremgangen i denne import fra 2005, og for det tredje at denne fremgang forholdsmæssigt set har været mindre end importen fra Thailand.

Simon Evers har imidlertid gjort gældende, at mønstret for handelen mellem tredjelande og Unionen ikke er væsentligt ændret, eftersom ændringen i mønstret for handelen som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, er karakteriseret ved, at importen fra det land, der er pålagt antidumpingtolden, burde være faldet efter indførelsen af antidumpingforanstaltninger, mens importen af lignende varer fra de påståede omgåelseslande burde være steget.

I hovedsagen er en sådan adfærd imidlertid ikke fastslået.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at et krav om, at importen fra et land pålagt antidumpingtold skal erstattes af import fra det land, der er omfattet af proceduren til modvirkning af omgåelse, som en nødvendig betingelse for at kunne bevise, at der foreligger omgåelse, ikke fremgår af grundforordningens artikel 13, stk. 1.

Som anført af generaladvokaten i punkt 87 i forslaget til afgørelse er definitionen af »omgåelse« i grundforordningens artikel 13, stk. 1, formuleret i meget brede vendinger, der giver EU-institutionerne et vidt skøn, eftersom der ikke findes nogen præcisering af arten af eller retningslinjerne for »ændring i mønstret for handelen mellem tredjelandene og Fællesskabet«.

Det må følgelig fastslås, at Rådet har ført tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger en ændring i mønstret for handelen mellem Kina, Thailand og Unionen.

For det andet er den forelæggende rets tvivl, med hensyn til om den omtvistede forordning er gyldig, ligeledes baseret på den omstændighed, at EU-institutionerne ikke har ført bevis for, at ændringen i mønstret for handelen mellem de berørte tredjelande og Unionen skyldes omgåelse af antidumpingtolden på importen fra Kina.

Som det fremgår af grundforordningens artikel 13, stk. 1, kræves det, for at der foreligger omgåelse, at der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomiske begrundelse ud over indførelsen af tolden for den praksis, forarbejdning eller bearbejdning, der har kunnet medføre en ændring i mønstret for handelen mellem tredjelandene og Unionen.

I den foreliggende sag fremgår det ligeledes af den omtvistede forordning, at institutionerne lagde en række samstemmende indicier til grund for at fastslå, at der foreligger omgåelse. De konstaterede, at ændringen i mønstret for handelen mellem Thailand og Unionen fandt sted lige efter indførelsen af antidumpingtolden på importen med oprindelse i Kina. Dette tidsmæssige sammenfald er et vigtigt bevis for, at der er en logisk og rimelig sammenhæng mellem den store stigning i importen med oprindelse i Thailand og pålæggelsen af en antidumpingtold.

Det fremgår desuden af 21. betragtning til den omtvistede forordning, at på tidspunktet for indledningen af undersøgelsen tydede de oplysninger, som Kommissionen rådede på, at der forefandtes et betragteligt antal samleprocesser for de pågældende varer i Thailand.

Endelig har hverken de kinesiske og thailandske eksporterende producenter eller den thailandske regering afgivet oplysninger til EU-institutionerne, der gør det muligt at forklare den væsentlige stigning i importen af håndbetjente palletrucks med oprindelise i Thailand. Navnlig har institutionerne ikke modtaget nogen dokumentation for, at der findes en egentlig produktion af håndbetjente palletrucks i Thailand.

Det manglende samarbejde mellem virksomhederne og de omhandlede nationale myndigheder under undersøgelsen af omgåelsen har dermed forhindret EU-institutionerne i med sikkerhed at afgøre, hvorfor der er sket en ændring i mønstret for handelen mellem Thailand og Unionen.

I en situation med fuldstændig mangel på samarbejde under undersøgelsen af omgåelsen kunne EU-institutionerne imidlertid på grundlag af indicier med rette konkludere, at der finder en praksis, forarbejdning eller bearbejdning sted i Thailand, der udelukkende har til formål at omgå den antidumpingtold, der er pålagt importen fra Kina. Under disse omstændigheder tilkommer det de berørte parter at bevise, at denne aktivitet er foretaget af saglige grunde og ikke i det øjemed at omgå antidumpingtolden (jf. analogt dom Brother International, C-26/88, EU:C:1989:637, præmis 29).

Heraf følger, at Rådet, da det i den omtvistede forordning fastslog, at der var tale om en omgåelse af de gældende foranstaltninger som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

Henset til de foregående betragtninger skal den forelæggende rets spørgsmål herefter besvares med, at gennemgangen af det forelagte spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af den omtvistede forordning.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Gennemgangen af den forelæggende rets spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 499/2009 af 11. juni 2009 om udvidelse af den endelige antidumpingtold på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som indførtes ved forordning (EF) nr. 1174/2005, til at omfatte importen af samme vare afsendt fra Thailand, uanset om varen er angivet med oprindelse i Thailand eller ej.