C-175/14 Prankl - Dom

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

5. marts 2015

»Præjudiciel forelæggelse – afgifter – direktiv 92/12/EØF – den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer – beskatning af smuglervarer – varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, og bragt til en anden medlemsstat – fastlæggelse af den kompetente medlemsstat – transitstatens ret til at beskatte nævnte varer«

I sag C-175/14,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) ved afgørelse af 28. marts 2014, indgået til Domstolen den 10. april 2014, i sagen:

Ralph Prankl

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Rodin, og dommerne M. Berger og F. Biltgen (refererende dommer),

generaladvokat: E. Sharpston

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

– den tyske regering ved T. Henze og K. Petersen, som befuldmægtigede

– Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og R. Lyal, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992 (EFT L 390, s. 124, herefter »direktiv 92/12«).

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Ralph Prankl, der er lastbilchauffør, og Zollamt Wien (toldkontoret i Wien) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at pålægge Ralph Prankl at betale punktafgift af tobaksvarer.

Retsforskrifter

EU-retten

Femte til syvende betragtning til direktiv 92/12 har følgende ordlyd:

»[I] forbindelse med varer, der leveres til, er beregnet på at blive leveret til eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ i en anden medlemsstat end den, hvor varerne overgår til forbrug, forfalder afgiften i denne anden medlemsstat.

[P]unktafgiftspligtige varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv transporterer, skal beskattes i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet.

[F]or at kunne fastslå, at de punktafgiftspligtige varer ikke er beregnet til privat brug, men til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til en række kriterier.«

Direktivets artikel 6 bestemmer:

»1. Punktafgifterne forfalder ved overgangen til forbrug, eller hvis der konstateres en manko, som skal belægges med punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.

Ved overgang til forbrug af punktafgiftspligtige varer forstås:

a) ethvert tilfælde, herunder uretmæssig, hvor en vare forlader en suspensionsordning

b) enhver fremstilling, herunder uretmæssig, af de pågældende varer uden for en suspensionsordning

c) enhver indførsel, herunder uretmæssig, af de pågældende varer, såfremt varerne ikke er undergivet en suspensionsordning.

2. Betingelserne for punktafgiftens forfald og punktafgiftssatsen er dem, der gælder på forfaldsdatoen i den medlemsstat, hvor overgangen til forbrug sker, eller hvor der konstateres en manko. Punktafgiften opkræves og inddrives i henhold til bestemmelserne i de enkelte medlemsstater, idet medlemsstaterne anvender de samme procedurer for opkrævning og inddrivelse af punktafgiften på indenlandske varer og varer fra andre medlemsstater.«

Nævnte direktivs artikel 7, stk. 1-6, bestemmer:

»1. Såfremt punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, opkræves punktafgifterne i den medlemsstat, hvori varerne oplægges.

2. Når varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat som defineret i artikel 6, i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet på at blive leveret i en anden medlemsstat eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ, forfalder punktafgiften i denne anden medlemsstat, jf. dog artikel 6.

3. Punktafgiften opkræves alt efter tilfældet hos den person, der foretager leveringen, hos den, der er i besiddelse af varer, der er beregnet på at blive leveret, eller hos den, der modtager varerne til anvendelse i en anden medlemsstat end den, hvor varerne allerede er overgået til forbrug, eller hos den erhvervsdrivende eller det offentligretlige organ.

4. De i stk. 1 omhandlede varer ledsages under transporten mellem de forskellige medlemsstater af et ledsagedokument, hvori er nævnt de vigtigste oplysninger fra det i artikel 18, stk. 1, omhandlede dokument. Dokumentets form og indhold fastlægges efter fremgangsmåden i artikel 24 i dette direktiv.

5. Den person, den erhvervsdrivende eller det organ, der er nævnt i stk. 3, skal overholde følgende regler:

De skal:

a) forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til skattemyndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten og stille sikkerheden for betaling af punktafgifterne

b) erlægge bestemmelsesmedlemsstatens punktafgifter efter de nærmere bestemmelser, der er fastsat af denne medlemsstat

c) lade sig underkaste enhver form for kontrol, således at bestemmelsesmedlemsstatens myndigheder kan sikre sig, at varerne virkelig er modtaget, og at de punktafgifter, der er pålagt dem, er betalt.

6. Punktafgifter, der er erlagt i den i stk. 1 nævnte første medlemsstat, godtgøres i henhold til bestemmelserne i artikel 22, stk. 3.«

Direktivets artikel 8 bestemmer:

»For så vidt angår varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfører, gælder ifølge princippet for det indre marked, at punktafgifterne opkræves i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet.«

Artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv 92/12 bestemmer:

»1. Punktafgiften forfalder, når varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges med handel for øje i en anden medlemsstat, jf. dog artikel 6, 7 og 8.

I dette tilfælde er punktafgiften skyldig i den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, og den opkræves hos den person, hvor varerne befinder sig.

2. For at kunne fastslå, at de i artikel 8 omhandlede varer er beregnet til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne blandt andet tage hensyn til følgende:

– den forretningsmæssige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og årsagerne til dette

– stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform

– ethvert dokument vedrørende varerne

– varernes art

– varernes mængde.

[...]«

Direktivets artikel 10 har følgende ordlyd:

»1. For afgiftspligtige varer, som anskaffes af personer, der ikke er godkendt oplagshaver eller registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende, og som af sælgeren eller på hans vegne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres, skal afgiften erlægges i bestemmelsesmedlemsstaten. I denne artikel forstås ved »bestemmelsesmedlemsstaten« den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport.

2. Hvis punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, forsendes eller transporteres til en i stk. 1 omhandlet person, der er etableret i en anden medlemsstat, og disse varer forsendes eller transporteres direkte eller indirekte af sælger eller på hans vegne, forfalder punktafgiften på disse varer i bestemmelsesmedlemsstaten.

3. Bestemmelsesmedlemsstatens punktafgift forfalder hos sælgeren, når leveringen finder sted. Medlemsstaterne kan dog træffe bestemmelse om, at punktafgiften skal erlægges af en fiskal repræsentant, der er en anden person end varemodtageren. Denne repræsentant skal være etableret i bestemmelsesmedlemsstaten og godkendt af denne medlemsstats skattemyndigheder.

Den medlemsstat, hvori sælgeren er etableret, skal sikre sig, at sælgeren overholder følgende bestemmelser:

Han skal:

– stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne inden afsendelsen af varerne på betingelser, der fastsættes af bestemmelsesmedlemsstaten, og sørge for betalingen af punktafgifterne efter varernes ankomst

– føre en fortegnelse over vareleveringer.

4. I det i stk. 2 nævnte tilfælde godtgøres de punktafgifter, der er erlagt i den første medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4.

5. Medlemsstaterne kan under overholdelse af fællesskabsretten fastsætte specifikke gennemførelsesbestemmelser til denne bestemmelse for punktafgiftspligtige varer, der henhører under særlige nationale distributionsregler, som er forenelige med Traktaten.«

Direktivets artikel 20, som er indeholdt i dets afsnit III med overskriften »Omsætning«, bestemmer:

»1. Har der i forbindelse med omsætning af varer fundet uregelmæssigheder eller overtrædelser sted, som medfører punktafgiftens forfald, erlægges den i den medlemsstat, hvor uregelmæssighederne eller overtrædelserne er begået, af den fysiske eller juridiske person, som har stillet sikkerhed for betalingen af punktafgifterne i henhold til artikel 15, stk. 3, hvilket ikke udelukker anlæggelse af straffesag.

Når inddrivelsen af punktafgiften sker i en anden medlemsstat end afgangsmedlemsstaten, underretter den medlemsstat, der foretager inddrivelsen, de kompetente myndigheder i afgangslandet.

2. Når der i forbindelse med omsætning af varer er konstateret overtrædelser eller uregelmæssigheder, uden at det er muligt at fastslå, hvor disse er blevet begået, anses de for at være blevet begået i den medlemsstat, hvor de er blevet konstateret.

3. Når punktafgiftspligtige varer ikke når frem til deres bestemmelsessted, og det ikke er muligt at fastslå, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden har fundet sted, anses denne overtrædelse eller uregelmæssighed for at have fundet sted i afgangsmedlemsstaten, som inddriver punktafgifterne til den sats, der gælder på datoen for varernes afsendelse, […] jf. dog artikel 6, stk. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at imødegå overtrædelser og uregelmæssigheder og at pålægge effektive sanktioner.

4. Hvis det senest tre år efter datoen for ledsagedokumentets udarbejdelse påvises, i hvilken medlemsstat overtrædelsen eller uregelmæssigheden faktisk har fundet sted, inddriver denne medlemsstat punktafgiften til den sats, der gælder på datoen for varernes afsendelse. Når der er fremlagt bevis for, at inddrivelsen har fundet sted, godtgøres den oprindeligt erlagte punktafgift.«

Artikel 22 i direktiv 92/12, som er indeholdt i dets afsnit IV med overskriften »Afgiftsgodtgørelse«, bestemmer:

»1. Hvis en erhvervsdrivende under udøvelsen af sit erhverv anmoder derom, kan afgiften på punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug, godtgøres af skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor overgangen til frit forbrug har fundet sted, såfremt de ikke er bestemt til forbrug i den pågældende medlemsstat.

Medlemsstaterne kan dog undlade at efterkomme denne anmodning om godtgørelse, når anmodningen ikke opfylder de kriterier for formel rigtighed, som de opstiller.

2. Med hensyn til anvendelsen af stk. 1 gælder følgende bestemmelser:

a) afsenderen skal forud for afsendelsen af varerne indgive anmodning om afgiftsgodtgørelse til de kompetente myndigheder i sin medlemsstat og bevise, at punktafgifterne er erlagt; de kompetente myndigheder kan dog ikke nægte at godtgøre afgiften blot med den begrundelse, at afsenderen ikke har fremlagt det dokument, som de selv har udstedt som bevis for den oprindelige betaling.

b) de i litra a) omhandlede varer omsættes i henhold til bestemmelserne i afsnit III

c) afsenderen indsender til de kompetente myndigheder i sin medlemsstat det eksemplar af det i litra b) omhandlede dokument, som modtageren skal tilbagesende med sine behørigt påførte anmærkninger, og som skal ledsages af et dokument, der viser, at punktafgifterne vil blive betalt i den medlemsstat, hvor varerne forbruges, eller som er forsynet med oplysning om:

– adressen på skattemyndighedernes kontor i bestemmelsesmedlemsstaten

– datoen for dette kontors accept af angivelsen og angivelsens reference- eller registreringsnummer

d) for punktafgiftspligtige varer, der overgår til forbrug i en medlemsstat, og som i den forbindelse forsynes med et afgiftsmærke eller et godkendelsesmærke fra denne medlemsstat, kan den skyldige afgift til skattemyndighederne i den medlemsstat der har udstedt disse afgifts- eller godkendelsesmærker, godtgøres, såfremt skattemyndighederne i den medlemsstat, der har udstedt dem, konstaterer, at mærkerne er ødelagt.

3. I de i artikel 7 nævnte tilfælde skal afgangsmedlemsstaten kun godtgøre den erlagte punktafgift, såfremt punktafgiften allerede er erlagt i bestemmelsesmedlemsstaten efter fremgangsmåden i artikel 7, stk. 5.

Medlemsstaterne kan dog undlade at efterkomme denne anmodning om godtgørelse, når anmodningen ikke opfylder de kriterier for formel rigtighed, som de opstiller.

4. I de i artikel 10 nævnte tilfælde skal afgangsmedlemsstaten efter anmodning fra sælgeren godtgøre den erlagte punktafgift, når sælgeren har fulgt fremgangsmåderne i artikel 10, stk. 3.

Medlemsstaterne kan dog undlade at efterkomme denne anmodning om godtgørelse, når anmodningen ikke opfylder de kriterier for formel rigtighed, som de opstiller.

I de tilfælde hvor sælgeren er en godkendt oplagshaver, kan medlemsstaterne fastsætte, at proceduren for punktafgiftsgodtgørelse forenkles.

5. Skattemyndighederne i den enkelte medlemsstat fastlægger, hvilke procedurer og nærmere kontrolbestemmelser der skal gælde for godtgørelser på deres område. Medlemsstaterne påser, at punktafgiftsgodtgørelsen ikke overstiger det faktisk erlagte beløb.«

Østrigsk ret

§ 27, stk. 1 og 2, i Tabaksteuergesetz 1995 (lov om tobaksafgift af 1995, BGBl. 704/1994, herefter »TabStG«) bestemmer:

»1. Såfremt tobaksvarer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges til erhvervsmæssige formål, forfalder afgiften, når modtageren

1. modtager tobaksvarerne på afgiftsområdet, eller

2. til afgiftsområdet indfører eller lader indføre tobaksvarer, som er modtaget uden for afgiftsområdet.

Afgiften pålægges modtageren. Oplægning ved et offentligretligt organ er at sidestille med oplægning til erhvervsmæssige formål.

2. Såfremt tobaksvarer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, indføres til afgiftsområdet i andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 1, forfalder afgiften, når varerne på afgiftsområdet for første gang besiddes eller anvendes til erhvervsmæssige formål. Afgiften pålægges den person, der har varen i sin varetægt eller anvender den.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

Mellem april 2005 og oktober 2005 transporterede Ralph Prankl på foranledning af en i Østrig bosiddende person 12 650 000 cigaretter fra Ungarn til Det Forenede Kongerige. Disse cigaretter, som af ubekendte personer var blevet smuglet ind på Den Europæiske Unions toldområde, blev transporteret på fem på hinanden følgende ture, som bl.a. gik gennem Østrig. De lå skjult under den fragt, som i transportdokumenterne var angivet som den fulde fragt. I Det Forenede Kongerige blev cigaretterne i fire tilfælde læsset af lastbilen af ubekendte personer og i et tilfælde beslaglagt af de britiske myndigheder.

Ved afgørelse af 11. april 2011 pålagde Zollamt Wien Ralph Prankl at betale tobaksafgifter på 1 249 820 EUR med den begrundelse, at han havde modtaget de omhandlede cigaretter og havde indført dem i Østrig.

Ralph Prankl anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse. Til støtte for søgsmålet anførte han, at han var blevet hvervet af en tredjemand til ulovligt at transportere nævnte cigaretter fra Ungarn til Det Forenede Kongerige. Ifølge Ralph Prankl havde han kun en lav placering i hierarkiet i den vidt omspændende cigaretsmuglerorganisation, for hvilken han udførte transporterne. Han havde desuden hverken fået oplysninger om antallet af cigaretter i den lastbil, han kørte, eller om distributionskanalerne herfor. Da han blot var lastbilchauffør, havde han endvidere fra et økonomisk synspunkt ingen ret til at råde over disse cigaretter og var derfor ikke modtager af dem som omhandlet i TabStG’s § 27. Han havde heller ikke markedsført cigaretterne i Østrig, og tobaksvarernes blotte »transit« gennem Østrig var ikke omfattet af denne bestemmelse.

Unabhängiger Finanzsenat stadfæstede under henvisning til TabStG’s § 27, stk. 2, fastsættelsen af tobaksafgifter på det anførte beløb. Ifølge denne ret var Joseph Prankl ikke modtager af cigaretterne, men havde imidlertid kendskab til transporternes uretmæssighed og modtog desuden vederlag herfor. Som fører af de lastbiler, der blev anvendt til at transportere cigaretterne, havde Ralph Prankl som den første disse varer i sin varetægt til erhvervsmæssige formål på det østrigske afgiftsområde og var derfor tobaksafgiftspligtig i Østrig.

Verwaltungsgerichtshof, for hvilken Ralph Prankl har iværksat appel med påstand om ophævelse af Unabhängiger Finanzsenats afgørelse, har rejst spørgsmålet, om bestemmelserne i direktiv 92/12, navnlig dets artikel 7, ikke er til hinder for det resultat, som Unabhängiger Finanzsenat er kommet frem til på baggrund af den nationale lovgivning. Den konklusion, hvorefter punktafgiften i forbindelse med en transport som den i hovedsagen omhandlede skal opkræves i enhver transitmedlemsstat, er i strid med direktivets iboende systematik, nemlig at punktafgiftspligtige varer, som oplægges til erhvervsmæssige formål, skal afgiftsbelægges i bestemmelsesmedlemsstaten.

Domstolen har ganske vist allerede fastslået, at EU-lovgiver ikke har ophøjet hensynet til at undgå dobbeltbeskatning til et absolut princip (dom BATIG, C-374/06, EU:C:2007:788). Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at denne konstatering skal ses på baggrund af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den pågældende sag, i hvilken punktafgiftspligtige varer uretmæssigt var overgået til forbrug i en anden medlemsstat end den, som allerede havde påført afgiftsmærker.

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i [direktiv 92/12] fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der også i transitmedlemsstaten skal betales punktafgifter […] på punktafgiftspligtige varer […], som er overgået til forbrug i en (første) medlemsstat, og uden anvendelse af et ledsagedokument som omhandlet i direktivets artikel 7, stk. 4, er blevet transporteret ad landevej igennem en eller flere andre medlemsstater (transitmedlemsstater) til en anden medlemsstat (bestemmelsesmedlemsstaten) med henblik på dér at blive solgt?«

Om det præjudicielle spørgsmål

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at transitmedlemsstater i et tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer, som ulovligt er blevet indført på en medlemsstats område, er blevet transporteret uden anvendelse af det ledsagedokument, der kræves i henhold til direktivets artikel 7, stk. 4, på vej til en anden medlemsstat, på hvis område disse varer er blevet opdaget af de kompetente myndigheder, også kan opkræve punktafgift hos den lastbilchauffør, som har foretaget denne transport, idet denne for første gang oplagde disse varer til erhvervsmæssige formål på transitmedlemsstaternes område.

Indledningsvis bemærkes, at direktiv 92/12 tilsigter at fastlægge en række regler vedrørende oplægning eller opbevaring af, omsætning af og kontrol med punktafgiftspligtige varer, herunder navnlig med henblik på at sikre, at vilkårene for punktafgiftens forfald er de samme i alle medlemsstater. Denne harmonisering gør det i princippet muligt at ophæve dobbeltbeskatning i forbindelserne mellem medlemsstaterne (domme Scandic Distilleries, C-663/11, EU:C:2013:347, præmis 22 og 23, og Gross, C-165/13, EU:C:2014:2042, præmis 17).

Det bemærkes endvidere, at artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 92/12 fastsætter en generel regel om, at en punktafgiftspligtig vare, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, og som oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, afgiftsbelægges i sidstnævnte medlemsstat. Forfaldsstedet for afgiften er således bestemmelsesmedlemsstaten for varen og ikke den medlemsstat, hvor varen er overgået til forbrug (dom Meiland Azewijn, C-292/02, EU:C:2004:499, præmis 35).

Den fortolkning, hvorefter opkrævningen af punktafgifterne generelt kun foretages i en enkelt medlemsstat, nemlig bestemmelsesmedlemsstaten for varen, hvor den vil blive forbrugt, underbygges af artikel 22 i direktiv 92/12, der bestemmer, at punktafgifter, som er erlagt i en anden medlemsstat, under visse betingelser godtgøres (dom Scandic Distilleries, EU:C:2013:347, præmis 24).

Ganske vist er det hverken i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 92/12 eller direktivets artikel 9, stk. 1, udtrykkeligt udelukket, at der i en medlemsstat, som smuglervarerne er blevet transporteret gennem, kan opkræves punktafgift af disse varer, selv om varerne ikke længere befinder sig på denne stats område, men er ankommet til deres bestemmelsesmedlemsstat.

Domstolen har imidlertid fastslået, at for så vidt angår varer, der uretmæssigt er blevet indført på Unionens område, følger det af direktivets artikel 6, stk. 1, sammenholdt med dets artikel 7, stk. 1, at myndighederne i den medlemsstat, hvor disse varer blev opdaget, har kompetence til at opkræve punktafgift (dom Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 114, og kendelse Febetra, C-333/11, EU:C:2012:134, præmis 41). I hovedsagen er dette Det Forenede Kongeriges myndigheder.

Det er derimod kun i tilfælde af, at de omhandlede varer ikke oplægges til erhvervsmæssige formål, at afgangsmedlemsstaten i medfør af artikel 6 i direktiv 92/12 bevarer kompetencen til at opkræve punktafgiften, også selv om de uretmæssigt indførte varer først blev opdaget senere af myndighederne i en anden medlemsstat (dom Dansk Transport og Logistik, EU:C:2010:231, præmis 115, og kendelse Febetra, EU:C:2012:134, præmis 42).

På denne baggrund bemærkes, at på samme måde som afgangsmedlemsstaten har transitmedlemsstaterne ikke kompetence til at opkræve punktafgift, når disse varer opdages af myndighederne i en anden medlemsstat, på hvis område de er oplagt til erhvervsmæssige formål.

Det kan således ikke med rette gøres gældende, at EU-lovgiver havde til hensigt at lægge vægt på forebyggelse af misbrug og svig ved generelt at tillade alle transitmedlemsstater at opkræve punktafgift i tilfælde af uretmæssig transport af punktafgiftspligtige varer.

Denne fortolkning afkræftes ikke af den omstændighed, at Domstolen i præmis 57 i dom BATIG (EU:C:2007:788) fastslog, at EU-lovgiver har lagt vægt på forebyggelsen af misbrug og svig på bekostning af princippet om beskatning i en enkelt medlemsstat. Som det fremgår af første punktum i nævnte præmis, indgår denne vurdering således i den særlige faktiske kontekst i den sag, der gav anledning til nævnte dom, som vedrørte et tilfælde, hvor varer, som var blevet påført afgiftsmærker i afgangsmedlemsstaten, ulovligt forlod en suspensionsordning, idet de blev stjålet, og som var kendetegnet ved den omstændighed, at den medlemsstat, som havde udstedt disse afgiftsmærker, ikke kunne konstatere, at mærkerne var blevet ødelagt. Disse varer gav således anledning til betaling af punktafgifter i dels den medlemsstat, hvor de var overgået til forbrug, dels den medlemsstat, hvor de var bestemt til forbrug, hvis afgiftsmærker allerede var påført dem.

Til forskel fra den situation, som lå til grund i den sag, der gav anledning til dom BATIG (EU:C:2007:788), var de i hovedsagen omhandlede varer ikke påført afgiftsmærker, og de forsvandt ikke mellem afgangsstedet og bestemmelsesmedlemsstaten. Som Europa-Kommissionen har anført, er en sådan opkrævning af punktafgift i transitmedlemsstaterne under disse omstændigheder ikke nødvendig for at forebygge misbrug og svig, eftersom såvel indførselsmedlemsstaten som bestemmelsesmedlemsstaten er kendt, og eftersom det er ubestridt, at varerne er blevet leveret i sidstnævnte stat.

Det skal endvidere tilføjes, at denne fortolkning ikke anfægtes af det argument, hvorefter punktafgiftens forfald i tilfælde af ulovlig transport fastlægges i henhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, i direktiv 92/12.

Uafhængigt af spørgsmålet, om artikel 9, stk. 1, i direktiv 92/12 – således som den tyske regering har gjort gældende – kan anses for at være en opsamlingsbestemmelse, som finder anvendelse, såfremt punktafgiftspligtige varer i tilfælde af ulovlig transport er blevet oplagt til erhvervsmæssige formål, uden at der ligger en ordre eller en levering til grund herfor, er det tilstrækkeligt at bemærke, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede er punktafgiften forfalden i bestemmelsesmedlemsstaten, hvor de pågældende varer faktisk er overgået til forbrug, og at opkrævningen af punktafgift i en anden eller endog andre medlemsstater ikke er nødvendig for at forebygge misbrug og svig, således som det fremgår af denne doms præmis 29.

Henset til samtlige disse betragtninger skal det forelagte spørgsmål herefter besvares med, at artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at transitmedlemsstater i et tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer, som ulovligt er blevet indført på en medlemsstats område, er blevet transporteret uden anvendelse af det ledsagedokument, der kræves i henhold til direktivets artikel 7, stk. 4, på vej til en anden medlemsstat, på hvis område disse varer er blevet opdaget af de kompetente myndigheder, også kan opkræve punktafgift hos den lastbilchauffør, som har foretaget denne transport, idet denne for første gang oplagde disse varer til erhvervsmæssige formål på transitmedlemsstaternes område.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992, skal fortolkes således, at transitmedlemsstater i et tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer, som ulovligt er blevet indført på en medlemsstats område, er blevet transporteret uden anvendelse af det ledsagedokument, der kræves i henhold til direktivets artikel 7, stk. 4, på vej til en anden medlemsstat, på hvis område disse varer er blevet opdaget af de kompetente myndigheder, også kan opkræve punktafgift hos den lastbilchauffør, som har foretaget denne transport, idet denne for første gang oplagde disse varer til erhvervsmæssige formål på transitmedlemsstaternes område.