C-138/18 Estron - Dom

C-138/18 Estron - Dom

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

16. maj 2019

»Præjudiciel forelæggelse – fælles toldtarif – tarifering – connectorer til høreapparater – dele og tilbehør – kombineret nomenklatur – underposition 8544 42 90, 9021 40 00 og 9021 90 10«

I sag C-138/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Vestre Landsret (Danmark) ved afgørelse af 9. februar 2018, indgået til Domstolen den 22. februar 2018, i sagen

Skatteministeriet

mod

Estron A/S,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. Toader, og dommerne A. Rosas (refererende dommer) og L. Bay Larsen,

generaladvokat: Y. Bot,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Estron A/S ved advokat L. Kjær,

– den danske regering ved J. Nymann-Lindegren, som befuldmægtiget, bistået af advokat K. Hagel-Sørensen,

– Europa-Kommissionen ved A. Caeiros og S. Maaløe, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), der fremgår af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19. september 2008 (EUT 2008, L 291, s. 1).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Skatteministeriet (Danmark) og Estron A/S vedrørende tariferingen af connectorer til høreapparater.

Retsforskrifter

HS

3 Toldsamarbejdsrådet, nu Verdenstoldorganisationen (WCO), blev oprettet ved konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet, undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950. Det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«) blev udarbejdet af Verdenstoldorganisationen og oprettet ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS-konventionen«), der blev undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, og som sammen med ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT 1987, L 198, s. 1).

4 I henhold til HS-konventionens artikel 3, stk. 1, forpligter hver af de kontraherende parter sig bl.a. til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede koder og at følge nummerordenen i nævnte system. Hver af de kontraherende parter forpligter sig ligeledes til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner i HS og til ikke at ændre disses rækkevidde.

5 Verdenstoldorganisationen godkender på de i HS-konventionens artikel 8 fastsatte betingelser de forklarende bemærkninger og de tariferingsudtalelser, som vedtages af HS-udvalget.

6 De forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 8544 har følgende ordlyd:

»Denne position omfatter elektriske ledninger, tråde, kabler, skinner, bånd etc., forudsat de er isolerede; disse varer anvendes som ledere i elektriske maskiner, apparater eller installationer. Er betingelsen om isolering opfyldt, omfatter positionen ledninger mv. til såvel indendørs som udendørs brug, fx luftledninger og underjordiske eller undersøiske ledninger og kabler. Disse varer varierer fra meget fine isolerede tråde til tykke kabler af mere kompliceret art.

Positionen omfatter også ikke-metalliske ledere.

[...]«

7 De forklarende bemærkninger til HS vedrørende kapitel 90 indeholder følgende præciseringer:

»Kapitel 90 omfatter en lang række instrumenter og apparater, der som regel karakteriseres ved den omhyggelighed, hvormed de er udført, og ved deres store nøjagtighed. De fleste instrumenter og apparater anvendes især [...] til medicinske formål.«

8 De forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 9021 er sålydende:

»IV.– Høreapparater

Disse apparater er som regel elektriske med et kredsløb, som omfatter en eller flere mikrofoner (også med forstærker), en modtager og et batteri. Modtageren kan være til anbringelse i øret, eller den kan være bestemt til at holdes i hånden mod øret.

Denne gruppe omfatter kun apparater, der er bestemt til at afhjælpe døvhed; undtaget fra positionen er derfor hovedtelefoner, forstærkere og lignende artikler, som anvendes i konferencelokaler eller af telefonister til at forstærke tale.«

EU-retten

9 KN er baseret på HS.

10 Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000 (EUT 2000, L 28, s. 16) (herefter »forordning nr. 2658/87«), fastsætter:

»Hver KN-underposition forsynes med et ottecifret kodenummer, hvoraf

a) de første seks cifre er kodenumrene for positionerne og underpositionerne i [HS’s] nomenklatur,

b) det syvende og ottende ciffer angiver KN-underpositionerne. Findes der ikke en fællesskabsunderopdeling af en position eller en underposition i [HS], angives som syvende og ottende ciffer »00«.«

11 I medfør af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87 vedtager Europa-Kommissionen hvert år en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med toldsatserne, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen. Forordningen anvendes fra den 1. januar det følgende år.

12 De affattelser af KN, som finder anvendelse på de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder, der fandt sted i perioden mellem den 8. juli 2009 og den 29. marts 2012, er dem, som successivt følger af forordning nr. 1031/2008, Kommissionens forordning (EF) nr. 948/2009 af 30. september 2009 (EUT 2009, L 287, s. 1), Kommissionens forordning (EU) nr. 861/2010 af 5. oktober 2010 (EUT 2010, L 284, s. 1) og Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011 (EUT 2011, L 282, s. 1). Da ordlyden af de bestemmelser i KN, der finder anvendelse på disse faktiske omstændigheder, og som er relevante i forbindelse med de præjudicielle spørgsmål, ikke er blevet berørt af disse successive ændringer, skal der henvises til den affattelse af nomenklaturen, som er indeholdt i forordning nr. 1031/2008.

13 KN’s første del indeholder en række indledende bestemmelser. I denne del, under afsnit I, som indeholder de almindelige bestemmelser, fremgår følgende af underafsnit A med overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende [KN]«:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

14 KN’s anden del med overskriften »Toldtariffen« indeholder bl.a. afsnit XVI med overskriften »Maskiner og apparater samt mekaniske redskaber; elektrisk materiel; dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn; dele og tilbehør dertil«.

15 Bestemmelse 1, litra m), til dette afsnit er sålydende:

»1. Dette afsnit omfatter ikke:

[...]

m) instrumenter, apparater og andre varer henhørende under kapitel 90.«

16 Afsnit XVI i KN indeholder kapitel 85, der har overskriften »Elektriske maskiner og apparater, elektrisk materiel samt dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn samt dele og tilbehør dertil«.

17 Kapitel 85 i KN indeholder pos. 8544, som er opbygget på følgende måde:

»8544

Isolerede (herunder lakerede eller anodiserede) elektriske ledninger, kabler (herunder koaksialkabler) og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindelsesdele; optiske fiberkabler, fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele

[...]

[...]

8544 42

‐ ‐ Med forbindelsesdele

8544 42 10

‐ ‐ ‐ Af den art, der anvendes til telekommunikation

8544 42 90

‐ ‐ ‐ I andre tilfælde«


18 KN’s anden del indeholder ligeledes afsnit XVIII, der har overskriften »Optiske, fotografiske og kinematografiske instrumenter og apparater; måle-, kontrol- og præcisionsinstrumenter og ‑apparater; medicinske og kirurgiske instrumenter og apparater; ure; musikinstrumenter; dele og tilbehør dertil«.

19 Det nævnte afsnit indeholder kapitel 90, som har overskriften »Optiske, fotografiske og kinematografiske instrumenter og apparater; måle-, kontrol- og præcisionsinstrumenter og ‑apparater; medicinske og kirurgiske instrumenter og apparater; dele og tilbehør dertil«, og bestemmelse 2 hertil har følgende ordlyd:

»Medmindre andet følger af bestemmelse 1, tariferes dele og tilbehør til maskiner, apparater, instrumenter og andre varer henhørende under dette kapitel efter følgende regler:

a) [D]ele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91 (undtagen pos. 8487, 8548 og 9033)[,] tariferes i den pågældende position[.]

b) [A]ndre dele og tilbehør, som udelukkende eller hovedsagelig anvendes til en bestemt maskine, instrument eller apparat eller til flere maskiner, instrumenter eller apparater henhørende under samme position (herunder også pos. 9010, 9013 og 9031), tariferes i den samme position som de pågældende maskiner, instrumenter eller apparater[.]

c) [A]lle andre dele og tilbehør tariferes i pos. 9033.«

20 Kapitel 90 i KN indeholder pos. 9021, der er opbygget på følgende måde:

»9021

Ortopædiske artikler, herunder krykker, kirurgiske bælter og brokbind; benskinner og andre artikler til behandling af frakturer; proteser; høreapparater og andre apparater eller artikler, der bæres af eller på personen eller implanteres i legemet for at afhjælpe en defekt eller et svækket organ

[...]

[...]

9021 40 00

‐ Høreapparater, undtagen dele og tilbehør

[...]

[...]

9021 90

‐ Andre varer

9021 90 10

‐ ‐ Dele og tilbehør til høreapparater

9021 90 90

‐ ‐ Andre varer«


Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

21 Estron er en professionel leverandør til høreapparatindustrien og dertil beslægtede industrier, som leverer connectorer til høreapparatsproducenter.

22 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en connector kan beskrives som en isoleret elektrisk ledning med forbindelsesdele, der udgør en del af et høreapparat. Et høreapparat er et elektrisk hjælpemiddel med et kredsløb, der omfatter mikrofon, en ganske lille højttaler og et batteri. Mikrofonen opfanger lyden, som bliver forstærket og sendt ud gennem højttaleren via den connector, som Estron specifikt har udviklet til den pågældende høreapparatmodel. En connector forbinder høreapparatets mikrofon med dets højttaler og transporterer signalet fra mikrofonen til højttaleren med akustiske, støjmæssige, elektriske og mekaniske specifikationer.

23 De i hovedsagen omhandlede connectorer består hver af to tråde, som hver især består af syv forsølvede kobbertråde, der er tvistet sammen, lakisolerede og fortinnet. Gennem disse connectorer transporteres elektriske lydsignaler til høreapparatets højttaler. Den af mikrofonen opfangede lyd omdannes til elektriske impulser i den ene ende og omdannes til lyd i den anden ende.

24 Hver ende af connectoren forsynes med et »stik«, der består af et antal contact pins, som er præcist tilpasset de elektriske forbindelser for den høreapparatstype, som connectoren er specialudviklet til. En connector kan ikke flyttes fra en høreapparatsmodel med henblik på at blive anvendt i en anden model.

25 De i hovedsagen omhandlede connectorer formes gennem termoformning, som er en opvarmningsproduktionsproces, der gør det muligt at give det pågældende produkt en form, som passer til det menneskelige øre. Disse connectorer, der sikrer forbindelsen mellem høreapparatets højttaler og mikrofon, fungerer ligeledes som ophæng for høreapparatet på øret ved at holde høreapparatet på plads lige præcist dér, hvor det skal sidde, for derved sikre, at høreapparatet kan bæres funktionelt af brugeren. De i hovedsagen omhandlede connectorer fås i flere forskellige størrelser til de enkelte modeller. Connectorerne formes endvidere specifikt til højre eller venstre øre.

26 I perioden mellem den 8. juli 2009 og den 29. marts 2012 foretog Estron en række fortoldninger, i forbindelse med hvilke selskabet tariferede de i hovedsagen omhandlede connectorer som »[d]ele og tilbehør til høreapparater« i underposition 9021 90 10 i KN, som er fritaget for told.

27 Som følge af en kontrol traf de danske skattemyndigheder (SKAT) den 6. juli 2012 afgørelse om, at de i hovedsagen omhandlede connectorer skulle tariferes i underposition 8544 42 90 i KN, som har en toldsats på 3,3%. SKAT opkrævede derfor Estron tarifmæssig told af de fortoldede connectorer med i alt 825 150,74 DKK (ca. 110 500 EUR).

28 Estron indbragte den nævnte afgørelse for Landsskatteretten (Danmark), der ved kendelse af 10. april 2013 fandt, at connectorerne skulle tariferes i underposition 9021 90 10 i KN, og derfor nedsatte toldkravet til 0 DKK.

29 Skatteministeriet anlagde sag ved den forelæggende ret til prøvelse af den nævnte kendelse, idet ministeriet gjorde gældende, at de i hovedsagen omhandlede connectorer skulle tariferes i pos. 8544 i KN. Ifølge Skatteministeriet skulle disse connectorer tariferes i underposition 8544 42 90 i KN med overskriften »I andre tilfælde«.

30 Den forelæggende ret har anført, at der mellem hovedsagens parter er enighed om, at de i hovedsagen omhandlede connectorer udgør en del til et høreapparat i overensstemmelse med Domstolens praksis om begrebet »dele«.

31 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den danske regering er af den opfattelse, at det forhold, at disse connectorer udgør en del til et høreapparat, ikke indebærer, at de kan henføres til pos. 9021 i KN.

32 I denne henseende er det den danske regerings opfattelse, at den i bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90 foretagne henvisning til en position i kapitel 84, 85, 90 eller 91 i KN skal forstås som en henvisning til varer, der henhører under de firecifrede positioner i toldtariffen. Denne henvisning omfatter følgelig ikke de seks- og ottecifrede underpositioner i toldtariffen. Da de i hovedsagen omhandlede connectorer ikke kan henføres til en firecifret position i kapitel 90 i KN, skal disse i medfør af bestemmelse 2, litra a), til nævnte kapitel 90 tariferes i pos. 8544 i KN.

33 Denne ordlydsfortolkning af bestemmelse 2, litra a), til kapitel 90 i KN understøttes bl.a. af den almindelige tariferingsbestemmelse 6 vedrørende KN, der sondrer mellem »positioner« og »underpositioner«, og af bestemmelserne til kapitel 85 i KN. Det nævnte kapitel er inddelt i »bestemmelser«, »underpositionsbestemmelser« og »supplerende bestemmelser«, som vedrører henholdsvis de firecifrede, de sekscifrede og de ottecifrede koder.

34 Det er Estrons opfattelse, at de i hovedsagen omhandlede connectorer udgør en del til et høreapparat, således som begrebet »dele« er fastslået i Domstolens faste praksis, herunder dom af 15. februar 2007, RUMA (C-183/06, EU:C:2007:110, præmis 32). Ifølge denne retspraksis skal de i hovedsagen omhandlede connectorer tariferes i underposition 9021 40 i KN.

35 Underposition 9021 40 i KN udelukker imidlertid ifølge ordlyden udtrykkeligt dele og tilbehør, der henføres til underposition 9021 90 i KN. De i hovedsagen omhandlede connectorer skal derfor efter Estrons opfattelse henføres til underposition 9021 90 10, som vedrører »dele og tilbehør til høreapparater«.

36 Estron har bestridt, at de i hovedsagen omhandlede connectorer kan tariferes i den af Skatteministeriet påberåbte pos. 8544 i KN som en isoleret elektrisk ledning med forbindelsesdele. Det forhold, at disse connectorer udgør en »del« af et høreapparat, således som defineret i Domstolens faste praksis, tilsiger, at tarifering som en »elektrisk ledning« er udelukket. Hertil kommer, at formen, materialet og de specifikke contact pins godtgør, at de nævnte connectorer udgør en »del« af et høreapparat og ikke en isoleret elektrisk ledning.

37 Bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90 har ingen betydning i denne henseende. Bestemmelsen finder anvendelse på såvel de firecifrede positions- som de sekscifrede underpositionstekster efter bestemmelserne i HS og den almindelige tariferingsbestemmelse 6 vedrørende KN. En del, der i sig selv er en vare henhørende under en underposition i KN’s kapitel 90, nemlig underposition 9021 90 i KN med overskriften »Andre varer«, bør derfor tariferes i denne underposition.

38 På denne baggrund har Vestre Landsret (Danmark) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal bestemmelse 2, litra a, til [KN’s] kapitel 90 [...] sammenholdt med de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 [vedrørende KN] forstås således, at »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91«, henviser til varer i de firecifrede positionstekster i disse kapitler, eller skal bestemmelsen forstås således, at den tillige henviser til underpositionsteksterne (de første seks cifre) i kapitel 84, 85, 90 og 91?

2) Skal connectorer som de i sagen omhandlede tariferes i KN-underposition 8544 42 90, i KN-underposition 9021 40 00 eller i KN-underposition 9021 90 10?

3) Skal bestemmelse 1, litra m, til afsnit XVI [i KN] fortolkes således, at hvis en vare henhører under kapitel 90, så kan den ikke tillige henhøre under kapitel 84 og 85?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

39 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, sammenholdt med de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 vedrørende KN, skal fortolkes således, at den heri indeholdte formulering »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91«, kun omfatter de firecifrede koder i disse kapitler, eller om formuleringen ligeledes omfatter de nævnte kapitlers seks- og ottecifrede koder.

40 Det fremgår af bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, at »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91 (undtagen pos. 8487, 8548 og 9033)[,] tariferes i den pågældende position«.

41 Det er den danske regerings opfattelse, at de i hovedsagen omhandlede connectorer ikke i sig selv udgør en vare, der henhører under en firecifret position i KN’s kapitel 90, men at de udgør en vare, som alene henhører under den ottecifrede KN-underposition 9021 90 10, som vedrører »[d]ele og tilbehør til høreapparater«. Der findes derfor ikke i KN’s kapitel 90 nogen firecifret position, hvis ordlyd omfatter de i hovedsagen omhandlede connectorer. Disse connectorer udgør derimod i sig selv en vare henhørende under en firecifret position i KN’s kapitel 85, nemlig pos. 8544, der omhandler »[i]solerede (herunder lakerede eller anodiserede) elektriske ledninger, kabler (herunder koaksialkabler) og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindelsesdele; optiske fiberkabler, fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele«.

42 Det skal derfor afgøres, om begrebet »position«, der er indeholdt i bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, alene henviser til firecifrede koder, eller om det ligeledes omfatter seks- og ottecifrede koder.

43 I denne henseende skal det fastslås, at den nævnte bestemmelses ordlyd indeholder ordet »position« og ikke ordet »underposition«.

44 Artikel 3 i forordning nr. 2658/87 fastsætter imidlertid en sondring mellem »positioner« og »underpositioner« i KN. Det fremgår af denne bestemmelse, at KN gengiver HS’ sekscifrede positioner og underpositioner, samtidig med at den hertil tilføjer et syvende og ottende ciffer for at danne underopdelinger, der er specifikke for KN (jf. i denne retning dom af 20.11.2014, Rohm Semiconductor, C-666/13, EU:C:2014:2388, præmis 3, og af 28.4.2016, Oniors Bio, C-233/15, EU:C:2016:30, præmis 3).

45 Denne sondring følger ligeledes af KN selv og navnlig af de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende denne nomenklatur. I overensstemmelse med den almindelige tariferingsbestemmelse 6 vedrørende KN skal tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de til underpositioner, afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

46 Det fremgår således, at EU-lovgiver har haft til hensigt at sondre mellem positioner og underpositioner i KN, og at brugen af ordet »positioner« i bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90 er et udtryk for, at denne bestemmelse ikke omfatter »underpositioner«.

47 Ligeledes fremgår det for det første af Domstolens praksis, at begrebet »position« henviser til firecifrede koder, mens seks- og ottecifrede koder derimod er omfattet af begrebet »underposition«. For det andet forholder det sig i KN således, at en firecifret position omfatter seks- og ottecifrede underpositioner (jf. i denne retning dom af 9.6.2016, MIS, C-288/15, EU:C:2016:424, præmis 30, af 19.10.2017, Lutz, C-556/16, EU:C:2017:777, præmis 39, af 22.2.2018, SAKSA, C-185/17, EU:C:2018:108, præmis 32, af 12.4.2018, Medtronic, C-227/17, EU:C:2018:247, præmis 39 og 44, og af 6.9.2018, Kreyenhop & Kluge, C-471/17, EU:C:2018:681, præmis 8 og 45).

48 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, sammenholdt med de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 vedrørende KN, skal fortolkes således, at den heri indeholdte formulering »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91«, kun omfatter de firecifrede positioner i disse kapitler.

Det andet spørgsmål

49 Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om connectorer til høreapparater, såsom de i hovedsagen omhandlede, skal tariferes i underposition 8544 42 90, i underposition 9021 40 00 eller i underposition 9021 90 10 i KN.

50 I denne henseende skal det for det første bemærkes, således som det bl.a. fremgår af nærværende doms præmis 45, at det i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN er fastsat, at tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de til underpositioner, afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, idet overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler alene tjener til orientering (jf. i denne retning dom af 12.7.2018, Profit Europe, C-397/17 og C-398/17, EU:C:2018:564, præmis 25).

51 For det andet fremgår det af fast retspraksis, at hensynet til retssikkerheden og kontrolmulighederne kræver, at det afgørende kriterium for varernes tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive kendetegn og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i KN og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser (dom af 12.6.2014, Lukoyl Neftohim Burgas, C-330/13, EU:C:2014:1757, præmis 34, og af 25.2.2016, G.E. Security, C-143/15, EU:C:2016:115, præmis 44).

52 Det fremgår desuden af Domstolens faste praksis, at varens bestemmelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (dom af 17.3.2016, Sonos Europe, C-84/15, EU:C:2016:184, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

53 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det er ubestridt, at de i hovedsagen omhandlede connectorer udgør dele til høreapparater.

54 Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, at begrebet »dele« i KN’s forstand forudsætter, at der findes en helhed, som ikke kan fungere uden delen (jf. i denne retning dom af 15.2.2007, RUMA, C-183/06, EU:C:2007:110, præmis 31, af 12.12.2013, HARK, C-450/12, EU:C:2013:824, præmis 36 og 37, og af 20.11.2014, Rohm Semiconductor, C-666/13, EU:C:2014:2388, præmis 44 og 45).

55 Hvad angår underposition 9021 40 00 i KN synes det under alle omstændigheder at fremgå, at connectorer som de i hovedsagen omhandlede ikke kan være omfattet af denne underposition, for så vidt som denne vedrører høreapparater, »undtagen dele og tilbehør«.

56 Derimod indeholder underposition 9021 90 10 i KN en udtrykkelig henvisning til dele og tilbehør til høreapparater.

57 Med henblik på at fastlægge tariferingen af de i hovedsagen omhandlede connectorer skal det bemærkes, at både de forklarende bemærkninger til HS og til KN giver nyttig vejledning, selv om sådanne forklarende bemærkninger har en fortolkningsmæssig karakter og ikke har bindende retsvirkninger (jf. i denne retning dom af 26.4.2017, Stryker EMEA Supply Chain Services, C-51/16, EU:C:2017:298, præmis 45).

58 Det skal desuden bemærkes, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 40, at det fremgår af bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, at »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91 (undtagen pos. 8487, 8548 og 9033)[,] tariferes i den pågældende position«.

59 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål skal det undersøges, om de i hovedsagen omhandlede connectorer skal anses for at henhøre under pos. 8544 i KN, der vedrører »isolerede (herunder lakerede eller anodiserede) elektriske ledninger, kabler (herunder koaksialkabler) og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindelsesdele; optiske fiberkabler, fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele«, eller under pos. 9021 i KN, som vedrører »ortopædiske artikler, herunder krykker, kirurgiske bælter og brokbind; benskinner og andre artikler til behandling af frakturer; proteser; høreapparater og andre apparater eller artikler, der bæres af eller på personen eller implanteres i legemet for at afhjælpe en defekt eller et svækket organ«.

60 I denne henseende skal det for det første fastslås, at ordlyden af pos. 9021 i KN ganske vist udtrykkeligt kun vedrører »høreapparater« og ikke dele hertil. Således som det fremgår af nærværende doms præmis 56 og 57, vedrører underposition 9021 90 10 i KN imidlertid udtrykkeligt »[d]ele og tilbehør til høreapparater«, hvilke i øvrigt er udtrykkeligt udelukket fra underposition 9021 40 00 i KN. Ordlyden af disse to underpositioner synes således at være baseret på den præmis, at pos. 9021 i KN omfatter dele og tilbehør til høreapparater. Ordlyden af afsnit XVIII og kapitel 90 i KN indeholder desuden en udtrykkelig henvisning til »dele og tilbehør« til instrumenter og apparater omfattet af disse.

61 For det andet skal det bemærkes, at de forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 9021 indeholder en henvisning til høreapparater. Det fremgår af disse bemærkninger, at de sidstnævnte som regel er elektriske med »et kredsløb«, som omfatter en eller flere mikrofoner (også med forstærker), en modtager og et batteri.

62 Hvad for det tredje angår pos. 9021 i KN har Domstolen allerede fastslået, på grundlag af bl.a. de forklarende bemærkninger til HS vedrørende kapitel 90, at de produkter, der tariferes i denne position, er karakteriseret ved deres omhyggelige fremstilling og deres store nøjagtighed, hvilket adskiller dem fra almindelige produkter (jf. i denne retning dom af 26.4.2017, Stryker EMEA Supply Chain Services, C-51/16, EU:C:2017:298, præmis 47).

63 Det synes at fremgå af de faktiske konstateringer, som den forelæggende ret har foretaget, således som de er gengivet i nærværende doms præmis 22-25, at connectorer som de i hovedsagen omhandlede, henset til deres objektive karakteristika og egenskaber og til deres fremstillingsmåde og deres særlige funktion, adskiller sig fra almindelige produkter – og navnlig fra de isolerede elektriske ledninger, kabler og andre ledere, der er omhandlet i pos. 8544 i KN – ved den omhyggelighed, hvormed de er udført, og ved deres store nøjagtighed.

64 For det fjerde skal der tages hensyn til bestemmelsen for connectorer såsom de i hovedsagen omhandlede, for så vidt som denne bestemmelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 52, kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt bestemmelsen hænger uløseligt sammen med det nævnte produkt, og denne sammenhæng kan påvises ud fra produktets objektive karakteristika og egenskaber.

65 I det foreliggende tilfælde synes det ligeledes at fremgå af de faktiske konstateringer, som den forelæggende ret har foretaget, at connectorer som de i hovedsagen omhandlede er specielt tilpasset høreapparater. Det er endvidere ubestridt, at de nævnte connectorer er specielt designet til at kunne integreres i et høreapparat.

66 Det følger derfor af bestemmelse 2, litra a), til KN’s kapitel 90, at connectorer som de i hovedsagen omhandlede kan henhøre under pos. 9021 i KN. For så vidt som underposition 9021 90 10 i KN udtrykkeligt omfatter dele og tilbehør til høreapparater, kan sådanne connectorer tariferes i den nævnte underposition.

67 Det skal imidlertid bemærkes, at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse den nationale ret om de kriterier, ved anvendelse af hvilke den nationale ret er i stand til at tarifere de pågældende produkter korrekt i KN, end selv at foretage denne tarifering, og dette så meget desto mere som Domstolen ikke nødvendigvis er i besiddelse af alle de hertil nødvendige oplysninger. Den nationale ret er således under alle omstændigheder bedre i stand til at foretage tariferingen (dom af 12.6.2014, Lukoyl Neftohim Burgas, C-330/13, EU:C:2014:1757, præmis 27, og af 25.2.2016, G.E. Security, C-143/15, EU:C:2016:115, præmis 41).

68 Tariferingen af connectorer som de i hovedsagen omhandlede indebærer således, at EU-retten anvendes på et konkret tilfælde. Det skal imidlertid bemærkes, at Domstolen, når en sag er indbragt for den i henhold til artikel 267 TEUF, kun har kompetence til at træffe afgørelse om fortolkningen af traktaterne og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner.

69 Det tilkommer derfor den forelæggende ret at foretage tariferingen af de i hovedsagen omhandlede connectorer i lyset af de oplysninger, som Domstolen har givet i sin besvarelse af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt den.

70 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at det tilkommer den forelæggende ret at foretage tariferingen af de i hovedsagen omhandlede connectorer i lyset af de oplysninger, som Domstolen har givet i sin besvarelse af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt den.

Det tredje spørgsmål

71 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i KN skal fortolkes således, at hvis en vare henhører under KN’s kapitel 90, kan den ikke tillige henhøre under nomenklaturens kapitel 84 og 85.

72 Det fremgår af bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i KN, at afsnittet ikke omfatter varer henhørende under KN’s kapitel 90.

73 Det må konstateres, at afsnit XVI i KN indeholder kapitel 84 og 85 i KN. Hvad angår nomenklaturens kapitel 90 er dette indeholdt i nomenklaturens afsnit XVIII.

74 Det følger af ordlyden af bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i KN, at hvis en vare henhører under KN’s kapitel 90, kan den ikke henhøre under det nævnte afsnit i KN.

75 Det følger heraf, at hvis en vare henhører under KN’s kapitel 90, er det i medfør af bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i KN udelukket, at den tillige kan henhøre under KN’s kapitel 84 og 85, som er indeholdt i nomenklaturens afsnit XVI.

76 Henset til det ovenstående skal det tredje spørgsmål besvares med, at bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i KN skal fortolkes således, at hvis en vare henhører under KN’s kapitel 90, kan den ikke tillige henhøre under nomenklaturens kapitel 84 og 85.

Sagsomkostninger

77 Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

1) Bestemmelse 2, litra a), til kapitel 90 i den kombinerede nomenklatur, der fremgår af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19. september 2008, sammenholdt med de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, skal fortolkes således, at den heri indeholdte formulering »dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller 91«, kun omfatter de firecifrede positioner i disse kapitler.

2) Det tilkommer den forelæggende ret at foretage tariferingen af de i hovedsagen omhandlede connectorer i lyset af de oplysninger, som Domstolen har givet i sin besvarelse af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt den.

3) Bestemmelse 1, litra m), til afsnit XVI i den kombinerede nomenklatur, der fremgår af bilag I til forordning nr. 2658/87, som ændret ved forordning nr. 1031/2008, skal fortolkes således, at hvis en vare henhører under den kombinerede nomenklaturs kapitel 90, kan den ikke tillige henhøre under nomenklaturens kapitel 84 og 85.