C-103/17 Messer France - Dom

C-103/17 Messer France - Dom

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

25. juli 2018

»Præjudiciel forelæggelse – harmonisering af afgiftslovgivningerne – direktiv 92/12/EØF – artikel 3, stk. 2 – direktiv 2003/96/EF – artikel 3 og 18 – beskatning af energiprodukter og elektricitet – punktafgifter – anden indirekte afgift – betingelser – national lovgivning, hvori der er fastsat et bidrag til den offentlige elforsyning – begrebet »særligt øjemed« – overholdelsen af en minimumssats for beskatning«

I sag C-103/17,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) ved afgørelse af 22. februar 2017, indgået til Domstolen den 27. februar 2017, i sagen

Messer France SAS, tidligere Praxair,

mod

Premier ministre,

Commission de régulation de l’énergie,

Ministre de l’Économie et des Finances,

Ministre de l’Environnement, de l’Énergie et de la Mer,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne C.G. Fernlund, A. Arabadjiev, S. Rodin og E. Regan (refererende dommer),

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona

justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. december 2017,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Messer France SAS ved avocats S. Espasa-Mattei, C. Smits og B. Boutemy,

– den franske regering ved D. Colas, E. de Moustier, A. Alidière og S. Ghiandoni, som befuldmægtigede,

– den belgiske regering ved M. Jacobs og P. Cottin, som befuldmægtigede, bistået af avocats J. Bourtembourg, V. Feyens og L. Ernoux-Neufcoeur,

– den spanske regering ved V. Ester Casas, som befuldmægtiget,

– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,

– Europa-Kommissionen ved C. Perrin, D. Recchia og F. Tomat, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. marts 2018,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1) samt af artikel 3 og artikel 18 i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Messer France, tidligere Praxair, på den ene side, og Premier ministre (premierministeren), Commission de régulation de l’énergie (energitilsynskommissionen), Ministre de l’Économie et des Finances (økonomi- og finansministeren) samt Ministre de l’Environnement, de l’Énergie et de la Mer (ministeren for miljø, energi og havspørgsmål) (Frankrig) vedrørende tilbagebetaling af bidraget til den offentlige elforsyning (herefter »CSPE-bidraget«), som dette selskab havde betalt i årene 2005-2009.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 92/12

3 I tredje betragtning til direktiv 92/12 anførtes følgende:

»Begrebet punktafgiftspligtige varer bør defineres; kun varer, der behandles som sådanne i alle medlemsstater, kan underkastes fællesskabsbestemmelser; disse varer kan pålægges andre indirekte afgifter, som tjener specifikke formål; opretholdelse eller indførelse af andre indirekte afgifter må ikke give anledning til formaliteter i tilknytning til passage af en grænse.«

4 Dette direktivs artikel 3 fastsatte:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på fællesskabsplan på følgende varer, således som de er defineret i de pågældende direktiver:

– mineralolier

– alkohol og alkoholholdige drikkevarer

– forarbejdede tobaksvarer.

2. De i stk. 1 nævnte varer kan pålægges andre former for indirekte beskatning i særligt øjemed, såfremt der ved den pågældende beskatning iagttages de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen.

[...]«

5 Direktivets artikel 6 bestemte:

»1. Punktafgifterne forfalder ved overgangen til forbrug, eller hvis der konstateres en manko, som skal belægges med punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.

[...]«

6 Direktiv 92/12 er med virkning fra den 1. april 2010 blevet ophævet og erstattet af Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12 (EUT 2009, L 9, s. 12).

Direktiv 2003/96/EØF

7 Artikel 1 i direktiv 2003/96 bestemmer:

»Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.«

8 Direktivets artikel 3 fastsætter følgende:

»Henvisningerne i direktiv [92/12] til »mineralolier« og »punktafgifter«, for så vidt det vedrører mineralolier, fortolkes som alle energiprodukter, elektricitet og nationale indirekte afgifter, der omhandles i henholdsvis dette direktivs artikel 2 og artikel 4, stk. 2.«

9 Nævnte direktivs artikel 4 bestemmer:

»1. De afgiftssatser, medlemsstaterne fastsætter for energiprodukter og elektricitet, der omhandles i artikel 2, må ikke være lavere end de minimumssatser for beskatning, der er fastsat i dette direktiv.

2. I dette direktiv er »afgiftssats« den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen moms), der beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter eller elektricitet ved overgangen til forbrug.«

10 Direktivets artikel 18, stk. 10, har følgende ordlyd:

»Den Franske Republik kan helt eller delvis fritage eller foretage lempelser for energiprodukter og elektricitet, der anvendes af staten, regioner, amter, kommuner eller andre offentligretlige organer i forbindelse med aktiviteter eller transaktioner, de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed, indtil den 1. januar 2009.

Den Franske Republik kan anvende en overgangsperiode indtil den 1. januar 2009 til at tilpasse sin nuværende beskatningsordning for elektricitet til dette direktivs bestemmelser. I denne periode tages der hensyn til det samlede gennemsnitlige niveau for den nuværende lokale beskatning af elektricitet, når det vurderes, om minimumsafgiftssatserne i dette direktiv er overholdt.«

11 Artikel 28, stk. 1 og 2, i direktiv 2003/96 bestemmer:

»1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2003. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 2004, bortset fra bestemmelserne i artikel 16 og artikel 18, stk. 1, som de kan anvende fra den 1. januar 2003.«

National ret

12 Artikel 1 i loi n° 2000-108 du 10 février 2000 relative à la modernisation et au développement du service public de l’électricité (lov nr. 2000-108 af 10.2.2000 om modernisering og udvikling af den offentlige elforsyning, JORF af 11.2.2000, s. 2143) bestemte følgende:

»Den offentlige elforsyning skal sikre levering af elektricitet på hele det nationale område i almenhedens interesse.

Inden for rammerne af energipolitikken bidrager den til energiuafhængighed og forsyningssikkerhed, luftkvalitet og bekæmpelse af drivhuseffekten, optimal forvaltning og udvikling af de nationale ressourcer, styring af energiefterspørgslen, den økonomiske aktivitets konkurrenceevnen og fremtidens teknologivalg samt rationel energiudnyttelse.

Den bidrager til social samhørighed ved at sikre ret til elektricitet for alle, bekæmpelse af social udstødelse, afbalanceret og miljøvenlig egnsudvikling, forskning og teknologisk fremskridt, forsvaret og offentlig sikkerhed.

[...]«

13 Artikel 37 i loi n° 2003-8 du 3 janvier 2003 relative aux marchés du gaz et de l’électricité et au service public de l’énergie (lov nr. 2003-8 af 3.1.2003 om gas- og elmarkedet og om den offentlige energiforsyning, JORF af 4.1.2003, s. 265), som har ændret lov nr. 2000-108, bestemte følgende:

»I. – Artikel 5, nr. I, lov nr. 2000-108 [...] affattes således:

»I. – Byrder, der kan tilskrives offentlige tjenesteydelser, som er betroet elektricitetsselskaber, kompenseres fuldt ud. Disse omfatter følgende:

a) For så vidt angår elproduktion:

1. De meromkostninger, der i givet fald følger af gennemførelsen af artikel 8 og 10 i forhold til de investerings- og driftsomkostninger, som Électricité de France undgår, eller eventuelt de meromkostninger, som berørte ikke-nationaliserede distributører, som er nævnt i artikel 23 i lov nr. 46-628 af 8. april 1946 [om nationalisering af elektricitets- og gasindustrien], undgår. Værdien af de omkostninger, der undgås, tjener som reference ved fastlæggelsen af de meromkostninger, der kompenseres, når de pågældende anlæg drives af Électricité de France eller af en ikke-nationaliseret distributør. Når kontrakterne vedrører køb af elektricitet, der produceres af et produktionsanlæg i et område, der ikke er tilsluttet det kontinentale hovedlandsnetværk, beregnes meromkostningerne i forhold til den del, der vedrører produktion til tarifferne for salg til ikke-privilegerede kunder.

2. Meromkostningerne ved produktion i områder, der ikke er tilsluttet nettet på det franske fastland, som på grund produktionsanlæggets særegenheder knyttet til disse områders karakter ikke dækkes af den del, som vedrører produktion til tarifferne for salg til ikke-privilegerede kunder, eller af de eventuelle prislofter, der er fastsat i denne lovs artikel 4, stk. I.

b) For så vidt angår elforsyning:

1. De tab af indtægter og de omkostninger, som elleverandørerne må afholde på grund af indførelsen af en særlig takstfastsættelse for et grundlæggende forbrugsgode, som omhandlet i artikel 4, stk. I, sidste afsnit.

2. De omkostninger, som elleverandørerne må afholde på grund af deres deltagelse i den indførte ordning til fordel for personer, der lever i fattigdom, som omhandlet i artikel 2, stk. III, nr. 1. De omkostninger tages i betragtning inden for en procentsats af de omkostninger, som leverandørerne må afholde på grund af den særlige tarif »grundlæggende forbrugsgode« i foregående afsnit. Denne procentsats er fastsat af energiministeren.

Disse udgifter beregnes på grundlag af passende regnskaber, som føres af de operatører, der skal bære udgifterne. Disse regnskaber, der udarbejdes i henhold til regler, der fastsættes af energitilsynskommissionen, skal kontrolleres på nævnte operatørers regning af deres revisor eller, for så vidt angår offentlige virksomheder, af deres offentlige revisor. Energitilsynskommissionen kan for operatørens regning få kontrolleret regnskabet af et uafhængigt organ, som den vælger. Energiministeren fastsætter størrelsen af disse byrder efter energitilsynskommissionens årlige forslag.

Kompensationen for disse udgifter til de operatører, der skal bære dem, sikres gennem bidrag, der betales af de endelige elforbrugere på det nationale område.

Størrelsen af de nævnte bidrag beregnes i forhold til, hvor meget elektricitet der er brugt. Den elektricitet, som en producent fremstiller til eget brug, eller som en endelig forbruger køber til eget brug af en tredjemand, som driver et produktionsanlæg på forbrugsstedet, tages kun i betragtning ved beregningen af bidraget fra 240 mio. kilowatttimer pr. år og pr. produktionssted.

Størrelsen af det bidrag, der skal betales pr. forbrugssted af de endelige forbrugere, der er nævnt i første afsnit i artikel 22, stk. I, kan ikke overstige 500 000 EUR.

Størrelsen af bidraget pr. kilowatt-time beregnes således, at bidragene dækker samtlige de omkostninger, der er omhandlet i litra a) og b), samt de administrationsomkostninger, der afholdes af Caisse des dépôts et consignations, som er nævnt nedenfor. Energiministeren fastsætter dette beløb på forslag fra energitilsynskommissionen én gang årligt.

Bidraget pr. kilowatttime kan ikke overstige 7% af salgsprisen pr. kilowatttime uden abonnement og afgifter, svarende til et abonnement på 6 kWh uanset tidspunkt på dagen eller sæsonudsving.

[...]«

14 Efter at Europa-Kommissionen den 18. marts 2010 havde sendt en åbningsskrivelse til Den Franske Republik med henblik på, at denne tilpasser sin afgiftsordning for elektricitet i overensstemmelse med direktiv 2003/96, vedtog denne medlemsstat loi n.º 2010-1488 du 7 décembre 2010 portant nouvelle organisation du marché de l’électricité (lov nr. 2010-1488 af 7.12.2010 om den nye forvaltning af elmarkedet, JORF af 8.12.2010, s. 21467), også kendt som »NOME-loven«. Denne lov skulle gennemføre direktivets bestemmelser i national ret. CSPE-bidraget blev således erstattet af den kommunale afgift på det endelige elforbrug og af den departementale afgift på det endelige forbrug. Alle disse foranstaltninger trådte i kraft den 1. januar 2011.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15 Praxair, i hvis rettigheder Messer France er indtrådt, har fremsat en anmodning om tilbagebetaling af CSPE-bidraget, som selskabet har betalt i årene 2005-2009.

16 Selskabet er bl.a. af den opfattelse, at denne indirekte beskatning er i strid med artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, idet den ikke forfølger et særligt øjemed som omhandlet i denne bestemmelse.

17 Da den kompetente minister stiltiende havde afvist denne anmodning den 5. januar 2011, lagde selskabet sag an ved tribunal administratif de Paris (forvaltningsdomstolen i Paris, Frankrig) med påstand om tilbagebetaling med morarenter af det betalte CSPE-bidrag. Ved dom af 6. juli 2012 frifandt tribunal administratif de Paris (forvaltningsdomstolen i Paris) sagsøgte. Den 23. februar 2016 forkastede cour administrative d’appel de Paris (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Paris, Frankrig) appellen iværksat af Praxair til prøvelse af denne dom.

18 Den 25. april 2016 iværksatte Praxair kassationsanke ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig). Selskabet har påberåbt sig flere anbringender vedrørende CSPE-bidragets overensstemmelse med EU-retten, navnlig direktiv 92/12.

19 Det er i denne sammenhæng, at Conseil d'État har besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Når en medlemsstat efter ikrafttrædelsen af direktiv 2003/96 [...] i første omgang ikke har vedtaget nogen bestemmelser med henblik på indførelse af en punktafgift af elforbruget, men har opretholdt en indirekte afgift af dette forbrug indført på et tidligere tidspunkt, og lokale skatter:

– skal den pågældende afgifts forenelighed med direktiv 92/12 [...] og [direktiv 2003/96] da vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i [direktiv 92/12] opstillede krav om en »anden form for indirekte beskatning«, nemlig forfølgelse af et eller flere særlige formål og overholdelse af visse beskatningsregler, der finder anvendelse på punktafgiften eller momsen?

– eller er det kun muligt at opretholde en »anden form for indirekte beskatning«, når der findes en harmoniseret punktafgift, og kan det pågældende bidrag i dette tilfælde betragtes som en sådan punktafgift, hvis forenelighed med disse to direktiver så skulle bedømmes på grundlag af alle de i de nævnte direktiver opstillede harmoniseringsregler?

2) Skal et bidrag beregnet på grundlag af det offentlige elforbrug, der allokeres dels til finansiering af de udgifter, der er forbundet med produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder og kraft-varme-produktion, dels til gennemførelse af en geografisk takstudligning og en nedsættelse af elpriserne for fattige husstande, anses for at forfølge særlige formål i henhold til artikel 3, stk. 2, i [direktiv 92/12], der er gengivet i artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2008/118]?

3) Såfremt kun nogle af de formål, der forfølges, kan betegnes som særlige i henhold til disse bestemmelser, har bidragyderne så alligevel krav på en fuldstændig tilbagebetaling af det omtvistede bidrag eller kun på en delvis tilbagebetaling afhængigt af, hvor stor en del af de samlede udgifter, som bidraget finansierer, der udgøres af udgifter, der ikke svarer til særlige formål?

4) Såfremt det på baggrund af besvarelsen af de foregående spørgsmål antages, at bidragsordningen til den offentlige elforsyning er helt eller delvist uforenelig med afgiftsreglerne for elektricitet i EU-retten, skal artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i [direktiv 2003/96] da fortolkes således, at overholdelse af de minimumstakster, der er fastsat i dette direktiv, frem til den 1. januar 2009 var den eneste forpligtelse, der påhvilede Den Franske Republik?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det fjerde spørgsmål

20 Med det fjerde spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at overholdelse af de minimumstakster, der er fastsat i nævnte direktiv, frem til den 1. januar 2009 var den eneste forpligtelse blandt de EU-retlige bestemmelser om beskatning af elektricitet, der påhvilede Den Franske Republik.

21 Det bemærkes, at artikel 3 i direktiv 2003/96 har udvidet anvendelsesområdet for direktiv 92/12 til elektricitet. Ifølge artikel 28, stk. 1 og 2, i direktiv 2003/96 sluttede gennemførelsesperioden for dette direktiv den 31. december 2003, da nævnte direktiv trådte i kraft den 1. januar 2004.

22 Imidlertid var der i artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i direktiv 2003/96 fastsat en overgangsperiode indtil den 1. januar 2009 med henblik på at give Den Franske Republik mulighed for at tilpasse sin nuværende beskatningsordning for elektricitet til dette direktiv. Det var i bestemmelsen fastsat, at medlemsstaten indtil denne dato skulle tage hensyn til »det samlede gennemsnitlige niveau for den nuværende lokale beskatning af elektricitet«, når det vurderes, om minimumsafgiftssatserne i dette direktiv er overholdt. Den 1. januar 2009 skulle Den Franske Republik derfor have bragt sin beskatningsordning for elektricitet i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2003/96.

23 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at overholdelse af de minimumstakster, der er fastsat i dette direktiv, frem til den 1. januar 2009 var den eneste forpligtelse blandt de EU-retlige bestemmelser om beskatning af elektricitet, der påhvilede Den Franske Republik.

Det første spørgsmål

24 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, først om artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at opretholdelsen af en anden indirekte beskatning forudsætter, at der er indført en harmoniseret punktafgift, og dernæst om en afgift som den i hovedsagen omhandlede kan anses for en sådan punktafgift, eller om dens forenelighed med direktiv 92/12 og 2003/96 i givet fald skal vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 opstillede krav om anden indirekte beskatning i særligt øjemed.

25 Hvad angår første spørgsmåls første led bemærkes, at det i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 er fastsat, at elektricitet kan være genstand for anden indirekte beskatning i særligt øjemed, forudsat at beskatningen overholder afgiftsreglerne for punktafgifter eller moms.

26 Der er ingen holdepunkter i direktiv 92/12 for at konkludere, at medlemsstaternes mulighed for – inden for den af Den Europæiske Union indførte beskatningsordning for elforbrug – at indføre anden indirekte beskatning forudsætter, at der er indført en harmoniseret punktafgift.

27 Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, som er blevet indsat af Rådet, skal tage højde for medlemsstaternes forskellige traditioner på beskatningsområdet, bl.a. den hyppige brug af indirekte beskatning til gennemførelse af andre politikker end budgetpolitik (jf. i denne retning dom af 24.2.2000, Kommissionen mod Frankrig, C-434/97, EU:C:2000:98, præmis 18).

28 Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 kan derfor ikke fortolkes som afgørende for gyldigheden af anden indirekte beskatning af elektricitet, som medlemsstaterne eventuelt opretholder eller indfører.

29 Hvad angår første spørgsmåls andet led bemærkes, at Domstolen i dom af 25. oktober 2012, Kommissionen mod Frankrig (C-164/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:665), har fastslået, at Den Franske Republik ikke havde overholdt sin forpligtelse til gennemførelse af direktiv 2003/96 ved udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse, som Kommissionen havde sendt denne medlemsstat den 22. maj 2010.

30 Den Franske Republik havde i øvrigt vedgået, at den ikke på dette tidspunkt havde vedtaget de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelserne i direktiv 2003/96, som senere blev gennemført ved lov nr. 2010-1488 (jf. i denne retning dom af 25.10.2012, Kommissionen mod Frankrig, C-164/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:665, præmis 22).

31 Artikel 37 i lov nr. 2003-8, hvorved CSPE-bidraget blev indført, var imidlertid allerede trådt i kraft på tidspunktet for anlæggelsen af det traktatbrudssøgsmål, som lå til grund for denne dom. Da Domstolen har fastslået, og Den Franske Republik har vedgået, at nævnte medlemsstat ikke på dette tidspunkt havde ændret sin beskatningsordning for elektricitet for at skabe en harmoniseret punktafgift på elektricitet, kan CSPE-bidraget ikke anses for en sådan punktafgift.

32 CSPE-bidragets forenelighed med direktiv 92/12 og 2003/96 skal derfor vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 opstillede krav om anden indirekte beskatning i særligt øjemed.

33 På grundlag af ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at indførelsen af en anden indirekte beskatning af elektricitet ikke forudsætter, at der er indført en harmoniseret punktafgift, og at hvad angår en afgift som den i hovedsagen omhandlede, der ikke udgør en sådan punktafgift, skal dens forenelighed med direktiv 92/12 og 2003/96 vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 opstillede krav om anden indirekte beskatning i særligt øjemed.

Det andet spørgsmål

34 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede kan kvalificeres som »anden indirekte beskatning«.

35 I denne henseende bemærkes, at mineralolier, ifølge artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, kan pålægges andre former for indirekte beskatning end den afgift, der indføres med dette direktiv, hvis denne beskatning forfølger et eller flere særlige øjemed, og hvis den iagttager de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Transportes Jordi Besora, C-82/12, EU:C:2014:108, præmis 21).

36 Disse to betingelser, som har til formål at undgå, at yderligere indirekte afgifter hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne utilbørligt, er, som det fremgår af selve ordlyden af bestemmelsen, kumulative (dom af 27.2.2014, Transportes Jordi Besora, C-82/12, EU:C:2014:108, præmis 22).

37 Hvad angår den første af disse betingelser fremgår det af Domstolens praksis, at et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, er et andet formål end et rent budgetmæssigt (dom af 24.2.2000, Kommissionen mod Frankrig, C-434/97, EU:C:2000:98, præmis 19, af 9.3.2000, EKW og Wein & Co., C-437/97, EU:C:2000:110, præmis 31, og af 27.2.2014, Transportes Jordi Besora, C-82/12, EU:C:2014:108, præmis 23).

38 For at blive anset for at forfølge et særligt øjemed som omhandlet i nævnte bestemmelse skal en afgift i sig selv have til formål at sikre det påberåbte særlige øjemed. Dette er navnlig tilfældet, hvis provenuet af denne afgift skulle anvendes med henblik på at nedbringe de miljømæssige udgifter, der er særligt forårsaget af elforbruget, som er pålagt nævnte afgift, og at fremme den territoriale og sociale samhørighed, på en sådan måde, at der er en direkte forbindelse mellem anvendelsen af afgiftsprovenuet og den pågældende afgifts øjemed (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Transportes Jordi Besora, C-82/12, EU:C:2014:108, præmis 30, og af 5.3.2015, Statoil Fuel & Retail, C-553/13, EU:C:2015:149, præmis 41).

39 Da en forudbestemt allokering af provenuet af en afgift blot er en intern organisation af budgettet i en medlemsstat, kan formålet ikke i sig selv udgøre en tilstrækkelig betingelse i denne forbindelse, idet enhver medlemsstat, uanset det forfulgte formål, kan vælge at foreskrive formålet med provenuet af en afgift til finansiering af fastlagte udgifter (jf. i denne retning dom af 27.1.2014, Transportes Jordi Besora, C-82/12, EU:C:2014:108, præmis 29).

40 I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at CSPE-bidraget for det første skulle finansiere miljømæssige formål ved at afholde de meromkostninger, som fulgte af forpligtelsen for leverandørerne til at købe elektricitet fra vedvarende energikilder og fra kraftvarmeproduktion. For det andet havde CSPE-bidraget til formål at finansiere målsætningerne om territorial og social samhørighed ved at kompensere meromkostningerne ved elproduktion i områder, der ikke er tilsluttet nettet på det franske fastland, tab af indtægter og ekstraomkostninger til forvaltning, som elleverandørerne må afholde på grund af dels indførelsen af en særlig tariffastsættelse for elektricitet kaldet »grundlæggende forbrugsgode«, dels deres deltagelse i ordningen for personer, der lever i fattigdom. For det tredje havde CSPE-bidraget til formål at finansiere udgifterne til den administrative drift af Mediateur national de l’énergie (den nationale energiombudsmand) og af Caisse de dépôts et consignations pour la gestion de la CSPE (den offentlige depositokasse til forvaltning af CSPE-bidraget, herefter »depositokassen«).

41 Det fremgår således af de oplysninger, som Domstolen råder over, at størrelsen af CSPE-bidraget blev fastsat på forhånd på grundlag af skøn over omkostningerne til gennemførelse af de formål, som dette bidrager forfulgte. Operatørerne sendte disse overslag til energitilsynskommissionen, som på grundlag heraf beregnede størrelsen af de offentlige udgifter, som dette bidrag skulle dække, og sendte sit forslag til regeringen senest den 15. oktober i året forud for beskatningsåret. Det tilkom herefter energiministeren hvert år inden den 31. december at fastsætte størrelsen af bidraget pr. forbrugt kilowatttime, således at provenuet fra dette bidrag dækkede samtlige de omkostninger, som skulle kompenseres. Desuden blev midlerne fra CSPE-bidraget ikke indført i statsbudgettet, men blev indsat på en særlig konto i depositokassen, som udelukkende skulle kompensere de byrder, der kan tilskrives offentlige tjenesteydelser, som er betroet elektricitetsselskaber, og som er nævnt i artikel 5 i lov nr. 2000-108, som ændret ved lov nr. 2003-8.

42 Hvad for det første angår udgifterne til dækning af den administrative drift af den nationale energiombudsmand og af depositokassen bemærkes, at disse ikke har et andet særligt formål end et budgetmæssigt og ikke er specifikt knyttet til elforbruget, men til den almindelige drift af den ordning, der er oprettet i henhold til national lovgivning. Disse generelle udgifter kan således finansieres med provenuet af enhver afgift.

43 Hvad for det andet angår de målsætninger for den territoriale og sociale samhørighed, som forfølges af CSPE-bidraget, dvs. gennemførelse af en geografisk takstudligning og nedsættelse af elpriserne for fattige husstande, er der tale om formål, som normalt finansieres over statsbudgettet, hvilket ikke gør det muligt at antage, at den nævnte afgift forfulgte et særligt øjemed.

44 Selv om der i national lovgivning var fastsat en mekanisme til forhåndsallokering af provenuet fra CSPE-bidraget som anført i nærværende doms præmis 41 til finansiering af bl.a. administrative funktioner og målsætningerne for den territoriale og sociale samhørighed, forholder det sig ikke desto mindre således, at de ikke forfølger et særligt øjemed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12.

45 For det tredje hvad angår det miljømæssige formål, som CSPE-bidraget forfølger, tilskynder dette bidrag som anført af generaladvokaten i punkt 71 i forslaget til afgørelse til fremstilling af elektricitet fra vedvarende energikilder og kraftvarmeproduktion ved at bidrage til finansieringen heraf, således at bidraget i sig selv forfølger virkeliggørelsen af det påberåbte særlige øjemed. Der var således en direkte forbindelse mellem det miljømæssige formål, som dette bidrag forfulgte, og afbødningen af elforbrugets negative virkninger for miljøet.

46 For så vidt angår det miljømæssige formål forfulgte CSPE-bidraget følgelig et særligt øjemed.

47 For så vidt angår den anden betingelse nævnt i nærværende doms præmis 35 skal det prøves, om CSPE-bidraget iagttog de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12.

48 I denne henseende bemærkes, at bestemmelsen ikke kræver, at medlemsstaterne skal iagttage alle de regler, der gælder for punktafgifter eller for moms med hensyn til bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen. Det er tilstrækkeligt, at en indirekte beskatning i særligt øjemed på disse punkter er i overensstemmelse med den almindelige opbygning af en af disse former for beskatning, således som de er fastsat i EU-lovgivningen (dom af 24.2.2000, Kommissionen mod Frankrig, C-434/97, EU:C:2000:98, præmis 27).

49 Som anført af generaladvokaten i punkt 82 i forslaget til afgørelse, svarer CSPE-bidragets opbygning ikke til momsens opbygning, eftersom dels CSPE-bidragets størrelse ikke er proportional med prisen på den afgiftspligtige vare, men beregnes ud fra den forbrugte mængde elektrisk energi, dels CSPE-bidragets opkrævning finder sted ved overgang til elforbruget og ikke i hvert led af produktions- og distributionsprocessen, således som det er tilfældet med moms. Det skal derfor undersøges, hvilke ligheder der er mellem de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for CSPE-bidraget, og dem, der gælder for punktafgifter.

50 For det første hvad angår afgiftsgrundlaget og afgiftsberegningen fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at størrelsen af CSPE-bidraget som punktafgifterne blev beregnet på grundlag af de forbrugte kilowatt.

51 For det andet hvad angår CSPE-bidragets opkrævning forfaldt dette ved overgang til elforbruget, således som det er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/12 med hensyn til punktafgifter.

52 For det tredje hvad angår kontrollen af beskatningen opkrævede elleverandørerne i henhold til den pågældende franske lovgivning CSPE-bidraget, som derefter blev overført til depositokassen og fordelt mellem de forskellige leverandører. Kontrollen med opkrævningen af dette bidrag tilkom imidlertid de offentlige myndigheder via energitilsynskommissionen, og søgsmål vedrørende denne opkrævning henhørte under de administrative retter svarende til det, der gælder for indirekte beskatning.

53 Henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, synes det at fremgå, at CSPE-bidraget iagttog de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter, og således opfyldte den anden betingelse i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, hvilket det dog påhviler den forelæggende ret af efterprøve.

54 Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede kan kvalificeres som »anden indirekte beskatning« som følge af sit miljømæssige formål, der har til hensigt at finansiere meromkostningerne knyttet til forpligtelsen til at købe grøn energi, med undtagelse af målsætningerne for den territoriale og sociale samhørighed, såsom den geografiske takstudligning og nedsættelsen af elpriserne for fattige husstande, og rent administrative formål, herunder finansiering af udgifterne til den administrative drift af offentlige myndigheder eller institutioner såsom den nationale energiombudsmand og depositokassen, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af, at de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter, er overholdt.

Det tredje spørgsmål

55 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at såfremt kun nogle af de formål, der forfølges, kan betegnes som særlige som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, har bidragyderne da alligevel krav på en fuldstændig tilbagebetaling af det omtvistede bidrag eller kun på en delvis tilbagebetaling afhængigt af, hvor stor en del af de samlede udgifter, som CSPE-bidraget finansierer, der udgøres af udgifter, der ikke svarer til særlige formål.

56 Det fremgår af fast retspraksis, at retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser, således som disse er blevet fortolket af Domstolen. Medlemsstaterne er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten (dom af 19.7.2012, Littlewoods Retail m.fl., C-591/10, EU:C:2012:478. præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

57 Domstolen har tillige fastslået, at den eneste undtagelse til retten til tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten vedrører tilfælde, hvor den afgiftspligtige har væltet en afgift, som er opkrævet med urette, direkte over på køberen (dom af 15.9.2011, Accor, C-310/09, EU:C:2011:581, præmis 74).

58 Henset til besvarelsen af det andet spørgsmål og på betingelse af, at sagsøgeren i hovedsagen som den endelige forbruger af elektricitet ikke har overvæltet det med urette betalte CSPE-bidrag på sine egne kunder, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, kan denne kræve tilbagebetaling af den del af provenuet fra CSPE-bidraget, som er blevet allokeret til finansiering af målsætningerne for den territoriale og sociale samhørighed og af rent administrative formål, bl.a. den administrative drift af den nationale energiombudsmand og af depositokassen.

59 I overensstemmelse med besvarelsen af fjerde spørgsmål kan sagsøgeren i hovedsagen desuden kun kræve tilbagebetaling af disse beløb fra og med den 1. januar 2009, hvor virkningerne af direktiv 2003/96 blev obligatoriske i forhold til Den Franske Republik.

60 Under hensyn til ovenstående betragtninger skal tredje spørgsmål besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at de afgiftspligtige kan kræve delvis tilbagebetaling af afgift som den i hovedsagen omhandlede for den del af afgiftsprovenuet, som er blevet allokeret til ikke-særlige formål, forudsat at de afgiftspligtige ikke har overvæltet denne afgift på deres egne kunder, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

Sagsomkostninger

61 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) Artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal fortolkes således, at overholdelse af de minimumstakster, der er fastsat i dette direktiv, frem til den 1. januar 2009 var den eneste forpligtelse blandt de EU-retlige bestemmelser om beskatning af elektricitet, der påhvilede Den Franske Republik.

2) Artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed skal fortolkes således, at indførelsen af en anden indirekte beskatning af elektricitet ikke forudsætter, at der er indført en harmoniseret punktafgift, og at hvad angår en afgift som den i hovedsagen omhandlede, der ikke udgør en sådan punktafgift, skal dens forenelighed med direktiv 92/12 og 2003/96 vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 opstillede krav om anden indirekte beskatning i særligt øjemed.

3) Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede kan kvalificeres som »anden indirekte beskatning« som følge af sit miljømæssige formål, der har til hensigt at finansiere meromkostningerne knyttet til forpligtelsen til at købe grøn energi, med undtagelse af målsætningerne for den territoriale og sociale samhørighed, såsom den geografiske takstudligning og nedsættelsen af elpriserne for fattige husstande, og rent administrative formål, herunder finansiering af udgifterne til den administrative drift af offentlige myndigheder eller institutioner såsom Médiateur national de l’énergie og Caisse des dépôts et consignations, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af, at de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter, er overholdt.

4) EU-retten skal fortolkes således, at de afgiftspligtige kan kræve delvis tilbagebetaling af en afgift som den i hovedsagen omhandlede for den del af afgiftsprovenuet, som er blevet allokeret til ikke-særlige formål, forudsat at de afgiftspligtige ikke har overvæltet denne afgift på deres egne kunder, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.