15-0587804 Genoptagelse som følge af praksisændring vedrørende indberetnings- og betalingspligten for el-cykelbatterier i henhold til batteribekendtgørelsens §§ 16 og 17 - udkast til styresignal

Genoptagelse som følge af praksisændring vedrørende indberetnings- og betalingspligten for el-cykelbatterier i henhold til batteribekendtgørelsens §§ 16 og 17 - udkast til styresignal


1. Sammenfatning

Med dette styresignal ændrer SKAT praksis omkring indberetnings- og betalingspligten for el-cykelbatterier. Ændringen foretages på baggrund af, at Dansk Produkt Ansvarssystem og Miljøstyrelsen har vurderet, at et el-cykelbatteri skal anses for at være et industrielt batteri. Et el-cykelbatteri er derfor ikke omfattet af indberetnings- eller betalingspligten til SKAT, jfr. batteribekendtgørelsens §§ 16 og 17.

I styresignalet fastættes endvidere fristerne for genoptagelse i de tilfælde, hvor producenter og importører, har indbetalt i henhold til batteribekendtgørelsen, fordi de har anset el-cykelbatteri for at være omfattet af kategorien "Bærbare batterier og -akkumulatorer".

2. Regelgrundlaget

2.1 Indberetningspligten

Det fremgår af § 16 i bekendtgørelse nr. 1186 af 7. december 2009 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (herefter batteribekendtgørelsen), at producenter og importører hvert år senest den 15. februar skal indberette oplysninger til SKAT om den mængde af bærbare batterier og akkumulatorer, som er markedsført i det foregående kalenderår, fordelt på de i bilag 3 til bekendtgørelsen nævnte kategorier.

2.2 Betalingspligten

Det fremgår af § 17, stk. 2, i batteribekendtgørelsen, at betalingen for den mængde af bærbare batterier og akkumulatorer, som producenten eller importøren har markedsført i det foregående kalenderår beregnes på baggrund af beløbet i lov om miljøbeskyttelse § 9 u, stk. 2. Opkrævning samt producenters og importørers indbetaling af beløbet sker digitalt på www.skat.dk én gang årligt og senest den 15. februar.

3. Hidtidig administration af reglerne

SKAT har hidtil anset el-cykelbatterier for at være omfattet af kategorien "Bærbare batterier og -akkumulatorer", og dermed omfattet af indberetnings- og indbetalingspligten til SKAT, jf. §§ 16 og 17 i batteribekendtgørelsen.

4. Baggrund for ændringen af praksis

SKAT har anmodet Dansk Produkt Ansvarssystem og Miljøstyrelsen om at vurdere, om el-cykelbatterier kan anses for at være omfattet af kategorien "Bærbare batterier og -akkumulatorer".

Dansk Produkt Ansvarssystem og Miljøstyrelsen har fundet, at et el-cykelbatteri skal anses for at være et industrielt batteri.

5. Ny praksis

Dansk Produkt Ansvarssystems og Miljøstyrelsens vurdering betyder, at el-cykelbatterier ikke længere kan anses for at være omfattet af kategorien "Bærbare batterier og -akkumulatorer", og er dermed ikke længere omfattet af indberetnings- og indbetalingspligten til SKAT efter batteribekendtgørelsens §§ 16 og 17.

6. Genoptagelse

Den ændrede praksis betyder, at producenter og importører, der har anset el-cykelbatteri for at være omfattet af kategorien "Bærbare batterier og -akkumulatorer" og som derfor har indbetalt i henhold til batteribekendtgørelsens § 17, stk. 2, kan anmode om genoptagelse i henhold skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Fristreglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 11, finder anvendelse på forskellige afgifter, hvis disse enten er nævnt i bilag til opkrævningsloven, eller hvis afgiften opkræves i henhold til opkrævningsloven. Det fremgår af § 17, stk. 4 i batteribekendtgørelsen, at opkrævning foretages af SKAT i henhold til reglerne om afgifter i § 2, stk. 1, 3, 4, 7 og 9, samt §§ 3-8, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.

6.1 Ordinær genoptagelse

Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

6.2 Ekstraordinær genoptagelse

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, endvidere efter anmodning fra den afgiftspligtige ske ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, når hidtidig praksis er underkendt ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

SKAT har med dette styresignal endeligt underkendt hidtidig praksis. Ekstraordinær genoptagelse kan derfor ske fra og med den afgiftsperiode, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for offentliggørelsen af dette styresignal.

Det vil sige, at der kan ske genoptagelse for afgiftsperioder begyndende den 1. januar 2012 og frem.

6.3 Reaktionsfrist

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om underkendelsen af hidtidig praksis.

Fristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside, www.skat.dk.

6.4 Indsendelse af anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT, enten elektronisk via TastSelv på http://www.skat.dk/ , kontaktformular " Anmodning om genoptagelse af markedsførte el-cykelbatterier" eller fysisk til SKAT, Nykøbingsvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

Det vil være et krav, at virksomheden på foranledning af SKAT kan fremlægge dokumentation for, at der er tale om at de markedsførte batterier er til el-cykler. Dette kan ske ved fremlæggelse af eksempelvis produktspecifikation eller leverandørerklæring. Endvidere skal mængden kunne dokumenteres, eksempelvis ved kontospecifikationer.

7. Gyldighed

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2016-1, afsnit E.A.7.10. 3. Efter offentliggørelsen af Den juridiske vejledning 2016-1 og udløbet af reaktionsfristen i pkt. 6.3 er styresignalet ophævet.