Udkast til styresignal - Afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer - beregningsregel vedr. minimumsafgift - korrigering af SKATs juridiske vejledning

Sammenfatning

SKAT korrigerer afsnittet i Den juridiske vejledning vedrørende beregning af minimumsafgift efter lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer. Der kan således ikke ske reducering af afgiftsgrundlaget for minimumsafgift for den del af erstatningsbeløb, der overstiger 1 mio. kr.

Baggrund og problemstilling

Afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer betales af forsikringsselskaberne, og bliver beregnet som en procentdel af forsikringspræmien. Afgiften udgår 34,4 % af præmien for forsikringer af turistbusser og 42,9 % af præmien for forsikringer af andre køretøjer, bortset fra knallerter. Der ud over skal forsikringsselskaberne årligt beregne, om der skal betales yderligere afgift. Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, § 3 , stk. 2-5 indeholder således regler om minimumsafgift, hvoraf det fremgår, at årets samlede afgift skal udgøre minimum henholdsvis 37,8 % og 47,2 % af årets samlede skadeserstatninger vedrørende de to køretøjskategorier. Reglerne om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer er beskrevet i SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.6.3 .

Opgørelse af minimumsafgiften for et kalenderår skal foretages efter årets udgang, og grundlaget for minimumsafgiften (årets samlede opgjorte skadeserstatninger) skal angives til SKAT den 1. april i året efter kalenderåret. Eventuel yderligere afgift (forskelsbeløb) for kalenderåret som følge af reglerne om minimumsafgift skal indbetales den 15. april i året efter kalenderåret. Reglerne om årsopgørelse og beregning af minimumsafgift er beskrevet i SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.6.3.6 . Loven indeholder særlige regler for opgørelsen af årets samlede erstatninger til brug for beregningen af minimumsafgift. Bl.a. kan forsikringsselskaberne vælge at anvende en alternativ opgørelsesmetode. Efter lovens hovedregel i § 3 , stk. 2, skal årets samlede erstatninger opgøres som summen af de erstatninger, der er udbetalt i kalenderåret. Denne opgørelsesmetode benævnes i vejledningen som metode A. Alternativt kan forsikringsselskaberne benytte en valgfri opgørelsesmetode, som bygger på de erstatninger, der kan henføres til kalenderåret. Den alternative metode benævnes i vejledningen som metode B. Der gælder endvidere regler om, at erstatningsbeløb i visse tilfælde kan reduceres ved beregningen af minimumsafgift. Det er konstateret, at redegørelsen for reglerne om reducering af erstatningsbeløb ved opgørelse af minimumsafgiften i SKATs juridiske vejledning ikke er i overensstemmelse med lovteksten, og derfor skal korrigeres.

Regelgrundlaget

De relevante lovbestemmelser fremgår af lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., § 3 , stk. 2 og 3.

Stk. 2 indeholder reglerne om minimumsafgift beregnet på grundlag af årets samlede udbetalte skadeserstatninger. Stk. 3 indeholder den valgfri opgørelsesmetode for minimumsafgiften på grundlag af de erstatninger, der kan henføres til det pågældende år.

Af forarbejderne til § 3 , stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 3 (ændringsforslag til lovforslag nr. 9, 1995-96) fremgår:

"Udvalgsbehandlingen af lovforslaget har vist, at enkelte især små selskaber kan få skadet konkurrenceevnen i forhold til de større selskaber, fordi de ud over risikoen for en enkelt stor skade også må afdække det forhold, at en enkelt stor skade vil udløse betaling af forskelsafgift. Derfor foreslås ved nr. 1 indsat en regel om en procentuel begrænsning af den vægt, hvormed en enkelt forsikringsbegivenhed kan indgå i erstatningerne. Er summen af et selskab udbetalte erstatninger f.eks. 12 mio. kr. og den del af de enkelte erstatninger, der er under 1 mio. kr. f.eks. i alt 10 mio. kr., vil et trafikuheld med personskader til f.eks. 2 mio. kr. højst kunne indgå med 0,5 mio. kr. i beregningsgrundlaget for en eventuel forskelsafgift svarende til:
12 - 2 + 0,5 = 10,5 mio. kr. Tilsvarende vil 3 skader højst kunne indgå med 1 mio. kr.
Ad nr. 2
Efter lovforslaget skal afgiften beregnes af præmierne eller af de udbetalte erstatninger afhængig af, hvad der resulterer i det største afgiftsbeløb. Under udvalgsbehandlingen er det fremført, at præmierne er betaling for risikodækning i forsikringsåret, hvorimod de udbetalte erstatninger kan henføres til flere forudgående forsikringsår. Dette periodiseringsproblem vil udgøre et særligt problem for selskaber med vigende portefølje. På denne baggrund foreslås der ved nr. 2 indsat en regel, som giver forsikringsselskaberne mulighed for at vælge, at grundlaget for beregningen af eventuelle forskelsbeløb skal være de præmieindtægter, der kan henføres til kalenderåret sammenholdt med de erstatninger, der er udbetalt for skader sket i kalenderåret tillagt selskabernes bedste skøn over endnu ikke udbetalte erstatninger for såvel anmeldte som endnu ikke anmeldte skader i kalenderåret. Selskaberne får derved mulighed for at tage højde for, at erstatninger vedrørende ansvarsforsikringer ofte først udbetales i et senere kalenderår. Det foreslås, at valget skal være bindende i en periode på 5 år."

SKATs opfattelse

Det er anført i teksten og eksemplerne i SKATs juridiske vejledning under overskriften "Begrænsninger ved opgørelsen af erstatningsbeløb" i afsnittet E.A.6.3.6 "Årsopgørelse af evt. forskelsbeløb (minimumsafgift)", at et erstatningsbeløb på over en mio. kr. kun indgår i opgørelsen af de samlede erstatningsbeløb op til 1 mio. kr.

Det fremgår imidlertid af lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, § 3 , stk. 2, 3. pkt. (metode A) og stk. 3, 5. pkt. (metode B), at reduktionen af erstatningsudbetalinger til 1 mio. kr. for den enkelte forsikringsbegivenhed kun gælder ved opgørelsen af de procentandele på henholdsvis 5 og 10 procent, der er nævnt i § 3 , stk. 2, 2. pkt. og stk. 3, 4. pkt. Reglen giver derimod ikke mulighed for at reducere selve beregningsgrundlaget for minimumsafgiften (årets samlede skadeserstatninger).

Det nævnte indhold i det pågældende afsnit i vejledningen er derfor ikke i overensstemmelse med lovteksten.

Korrigering af vejledningen

Nedenstående korrigerer og erstatter teksten under overskriften "Begrænsninger ved opgørelsen af erstatningsbeløb" i afsnittet "E.A.6.3.6 Årsopgørelse af evt. forskelsbeløb (minimumsafgift)":

Begrænsninger ved opgørelsen af erstatningsbeløb

Der gælder særlige begrænsninger i, hvor meget enkelte (store) erstatningsbeløb må tælle med ved opgørelsen af årets samlede erstatningsbeløb til brug for beregning af minimumsafgiften. Formålet er at modvirke, at enkelte store skader i især små forsikringsselskaber skal udløse betaling af afgift.

Uanset om man vælger opgørelsesmetode A ( ANSAL § 3 , stk. 2) eller B ( ANSAL § 3 , stk. 3) gælder der således følgende begrænsninger ved opgørelsen af de samlede skadeserstatninger:

• En enkelt forsikringsbegivenhed kan højst indgå med en andel på 5 pct. af de samlede erstatninger
• Tre enkelte forsikringsbegivenheder kan højst indgå med en andel på 10 pct. af de samlede erstatninger. Herved forstås efter SKATs opfattelse de tre enkelte forsikringsbegivenheder, der giver anledning til de største udbetalinger.

For forsikringsselskaber, der anvender opgørelsesmetode A menes de erstatninger, der er udbetalt i kalenderåret. For selskaber, der anvender den valgfri opgørelsesmetode B menes de erstatninger, der kan henføres til kalenderåret.

Se ANSAL § 3 , stk. 2, 2. pkt. og stk. 3, 4. pkt.

Det er SKATs opfattelse af en given skade kun skal/kan reduceres efter én af disse to regler.

Ved opgørelsen af de procentdele, der er nævnt ovenfor, indgår erstatningsudbetalinger for den enkelte forsikringsbegivenhed med højst 1 mio. kr.

Se ANSAL § 3 , stk. 2, 3. pkt. og stk. 3, 5. pkt.

Når erstatningsudbetalinger for samme forsikringsbegivenhed i et givent år overstiger 1 mio. kr., skal den del af erstatningsbeløbet, der overstiger 1 mio. kr. således ikke medregnes i grundlaget for beregningen af 5- og 10-procentsandelene for det pågældende år.

Eksempel

Eksemplet viser anvendelsen af ANSAL § 3 , stk. 2, 2. og 3. punktum og ANSAL § 3 , stk. 3, 4. og 5. punktum

Et forsikringsselskab har i et kalenderår udbetalt erstatninger på i alt 36 mio. kr. Den del af de enkelte erstatninger, der er under 1 mio. kr. udgør i alt 30 mio. kr.

5 procent af 30 mio. udgør 1,5 mio. kr., og 10 procent udgør 3 mio. kr. Et trafikuheld med personskade medfører i det pågældende år en samlet erstatningsudbetaling på 4 mio. kr. Denne erstatning skal i medfør af 5-procentsreglen kun indgå i erstatningsopgørelsen med 1,5 mio. Erstatningsopgørelsen og dermed beregningsgrundlaget for minimumsafgift bliver dermed 36 mio. fratrukket 4 mio. og tillagt 1,5 mio. = 33,5 mio. kr.

Tilsvarende vil 3 skader højst kunne indgå med 3 mio. kr. (10-procents-reglen).

Eksemplet kan illustreres således:

Bemærk

Hvis opgørelsesmetoden i § 3 , stk. 3 (metode B) er valgt, omfatter summen af erstatningerne de beløb, der kan henføres til det pågældende kalenderår.

Opgørelse af beregningsgrundlaget (samlede erstatninger i kalenderåret) for minimumsafgiften bliver i eksemplet:

Bemærk

Hvis opgørelsesmetoden i § 3 , stk. 3 (metode B) er valgt, omfatter summen af erstatningerne de beløb, der kan henføres til det pågældende kalenderår.

Gyldighed

Styresignalet vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning og bortfalder derfor 1. februar 2015.

Virkningstidspunkt

Dette styresignal træder i kraft ved offentliggørelse på SKATs hjemmeside.