C-109/18 Associació de Productors i Usuaris d’Energia Elèctrica - Ny sag

C-109/18 Associació de Productors i Usuaris d’Energia Elèctrica - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 13. februar 2018 – Associació de Productors i Usuaris d’Energia Elèctrica mod Administración General del Estado

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Associació de Productors i Usuaris d’Energia Elèctrica

Sagsøgt: Administración General del Estado

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 , som fastsætter princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes således, at den er til hinder for indførelsen af et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra producenterne?

Er en afgift som det i hovedsagen omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der er indehavere af koncessioner i regionsinternt vandløbsopland, samt producenter, der anvender vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre former for teknologi, forenelig med princippet om ikke-forskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet ?

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at den omstændighed, at vandkraftproducenter, som udøver virksomhed i regionsinternt vandløbsopland, samt øvrigt forbrug af vandressourcerne ikke er underlagt vandgebyret, udgør ulovlig statsstøtte, idet alene vandanvendelse med henblik på elektricitetsproduktion pålægges gebyret?