Skatteforlaget

C-90/17 Turbogás - Dom

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

27. juni 2018

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/96/EF – beskatning af energiprodukter og elektricitet – artikel 21, stk. 5, tredje afsnit – enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug – mindre elektricitetsproducenter – artikel 14, stk. 1, litra a) – energiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet – bindende fritagelse«

I sag C-90/17,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal) ved afgørelse af 31. januar 2017, indgået til Domstolen den 21. februar 2017, i sagen

Turbogás – Produtora Energética, SA

mod

Autoridade Tributária e Aduaneira,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne C.G. Fernlund, J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev og E. Regan (refererende dommer),

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Turbogás – Produtora Energética SA ved advogado J.P. Lampreia,

– den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, M. Figueiredo, N. Vitorino og S. Jaulino, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved M. Afonso og F. Tomat, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. marts 2018,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Turbogás – Produtora Energética SA (herefter »Turbogás«) og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte- og toldmyndighed, Portugal) om en ændring af den opgørelse af beskatningsgrundlaget for elektricitet til eget forbrug, der er anvendt af Turbogás.

Retsforskrifter

EU-retten

3 Følgende fremgår af 2.-5. og 24. betragtning til direktiv 2003/96:

»(2) Manglen på EF-bestemmelser om minimumsbeskatning af elektricitet og andre energiprodukter end mineralolier kan være til skade for et velfungerende indre marked.

(3) Et velfungerende indre marked og gennemførelsen af formålene med EF’s øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på EF-plan for de fleste energiprodukter, herunder elektricitet, naturgas og kul.

(4) Betydelige forskelle mellem medlemsstaternes energiafgiftssatser vil kunne vise sig at modarbejde et velfungerende indre marked.

(5) Fastsættelse af passende EF-minimumsafgiftssatser for beskatning kan gøre det muligt at formindske de nuværende forskelle mellem de nationale afgiftssatser.

[...]

(24) Medlemsstaterne bør have mulighed for at indrømme visse andre fritagelser eller at anvende lavere afgiftssatser, når det ikke er til skade for et velfungerende indre marked eller medfører konkurrenceforvridning.«

4 Direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), fastsætter:

»1. Ud over de almindelige bestemmelser i [Rådets] direktiv 92/12/EØF [af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2000/47/EF af 20. juli 2000 (EFT 2000, L 193, s. 73),] om fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige produkter, og medmindre andet er fastsat i andre EF-bestemmelser, fritager medlemsstaterne følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:

a) Energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Medlemsstaterne kan imidlertid af miljøpolitiske hensyn beskatte disse produkter uden at overholde dette direktivs minimumsafgiftssatser. I så fald skal beskatningen af disse produkter ikke medregnes ved vurderingen af, om minimumsafgiftssatsen for elektricitet i henhold til artikel 10 er overholdt.«

5 Artikel 21, stk. 5, i direktiv 2003/96 bestemmer:

»5. Ved anvendelsen af artikel 5 og 6 i direktiv 92/12/EØF forfalder afgiften på elektricitet og naturgas ved levering fra distributøren eller forhandleren. Når leveringen til forbrug sker i en medlemsstat, hvor distributøren eller forhandleren ikke er etableret, skal leveringsmedlemsstatens afgift opkræves hos et selskab, der skal være registreret i leveringsmedlemsstaten. Der skal under alle omstændigheder pålægges og opkræves afgift efter de enkelte medlemsstaters procedurer.

[...]

En enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, betragtes som en distributør. Uanset artikel 14, stk. 1, litra a), kan medlemsstaterne fritage mindre elektricitetsproducenter, såfremt de lægger afgift på de energiprodukter, der anvendes til fremstilling af denne elektricitet.

[...]«

Portugisisk ret

6 Artikel 4 i Código dos Impostos Especiais de Consumo (punktafgiftsloven, herefter »CIEC«) bestemmer:

»1 – Afgiftspligtige med hensyn til punktafgifter er:

[...]

b) ved levering af elektricitet til de endelige forbrugere: leverandører som defineret i den lovgivning, der gælder for disse, leverandører til elektromobilitet, producenter, der sælger elektricitet direkte til de endelige forbrugere, egenproducenter samt forbrugere, der køber elektricitet gennem transaktioner på regulerede markeder

[...]«

7 I CIEC’s artikel 7 bestemmes følgende:

»1 – Afgiftspligten indtræder ved produktion eller import til nationalt område af de i artikel 5 omhandlede varer samt ved indførsel på dette område, når varerne hidrører fra en anden medlemsstat.

2 – Som undtagelse til bestemmelsen i stk. 1 indtræder afgiftspligten på det tidspunkt, hvor elektriciteten eller gassen leveres til de endelige forbrugere af leverandørerne som defineret i den lovgivning, der gælder for disse.«

8 CIEC’s artikel 9 fastsætter:

»1 – I denne lov forstås ved punktafgiftspligtige varers overgang til frit forbrug:

[...]

g) levering af elektricitet til de endelige forbrugere, eget forbrug samt endelige forbrugeres køb af elektricitet på regulerede markeder

[...]«

9 CIEC’s artikel 88 har følgende ordlyd:

»1 – Følgende er underlagt afgift på olie- og energiprodukter:

[...]

d) den elektricitet, som henhører under KN-kode 2716.

[...]

6 – Olie- og energiprodukter, der forbruges på områder tilhørende den virksomhed, der fremstiller de pågældende produkter, er ikke underlagt afgiften, dog med undtagelse af de produkter, der anvendes til andre formål end selve produktionen.«

10 CIEC’s artikel 89 bestemmer:

»1 – Fritaget for afgift er olie- og energiprodukter, for hvilke det er godtgjort:

[...]

d) at de anvendes til produktion af elektricitet, elektricitet og varme (kraftvarme) eller bygas af enheder, der udfører disse aktiviteter som hovedaktivitet, hvad angår produkter, der henhører under KN-kode 2701, 2702 og 2704, KN-kode 2710 19 61 – 2710 19 69 og KN-kode 2711.

[...]

2 – Fritaget for afgift er elektricitet, for hvilken det er blevet godtgjort, at:

a) den anvendes til produktion af elektricitet og til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet.

[...]«

11 CIEC’s artikel 96a fastsætter:

»1 – De elektricitetsleverandører, der er registrerede og godkendte i henhold til gældende ret, og som leverer til de endelige forbrugere, herunder elektricitetsleverandører til elektromobilitet, skal være registreret ved det ansvarlige toldkontor med henblik på overholdelsen af de i denne lov fastsatte skattemæssige forpligtelser.

[...]

3 – De mængder af elektricitet, hvis overgang til forbrug skal angives, er de mængder, der er faktureret til de endelige forbrugere.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

12 Turbogás beskæftiger sig med varmebaseret elproduktion. Selskabet driver det kombinerede gas-damp-kraftværk Tapada do Outeiro (Portugal) (herefter »kraftværket«). Kraftvarmeværket har en kapacitet på 990 megawatt og producerer elektricitet ved anvendelse af naturgas og eventuelt dieselolie. Kraftværkets produktion udgør ca. 9% af den samlede nationale produktion.

13 Turbogás har inden for det nationale elforsyningssystem status som producent og er inden for elproduktionssektoren underlagt den ordinære retlige ordning for produktion af elektricitet.

14 I forbindelse med kraftværkets interne drift forbruges der en lille del af den elektricitet, der produceres på anlægget. Dette forbrug finder sted sideløbende med produktionen af elektricitet og er uløseligt forbundet hermed. I perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2013 (herefter »den relevante periode«) havde Turbogás ingen tællere, der gjorde det muligt at måle mængden af elektricitet, der anvendtes til eget forbrug, og der fandtes heller ikke dokumenter vedrørende denne mængde elektricitet, eftersom der ikke var foretaget nogen transaktioner.

15 I samme periode var Turbogás ikke i besiddelse af nogen tilladelse til fritagelse for den forbrugte elektricitet på dens anlæg i henhold til CIEC’s artikel 89, var ikke registreret som erhvervsdrivende inden for elektricitetssektoren og havde ikke status af fritaget modtager i forbindelse med anvendelsen af elektricitet.

16 I løbet af 2014 var Turbogás genstand for en afgiftskontrol vedrørende den relevante periode. I følge skatte- og toldmyndigheden havde Turbogás undladt at indgive en angivelse om overgang til frit forbrug i henhold til bestemmelserne i CIEC’s artikel 10 for de mængder elektricitet, der var anvendt til eget forbrug. For at fastslå denne mængde i forbindelse med kontrollen og i mangel af installerede målere til dette formål blev de oplysninger, som Turbogás havde udleveret, krydstjekket med oplysninger indhentet hos Direção-Geral de Energia e Geologia (generaldirektoratet for energi og geologi, Portugal).

17 Det blev i denne sammenhæng fundet, at Turbogás manglede at betale afgift på olie- og energiprodukter for mængden af elektricitet, der var anvendt til eget forbrug, og at denne afgift beløb sig til 71 197,17 EUR, med tillæg af udligningsrenter på 4 986,52 EUR. Den 5. august 2014 modtog Turbogás en afgørelse om opkrævning af nævnte afgift, og den 14. august 2014 indbetalte sidstnævnte det således opkrævede beløb.

18 Der blev indgivet en klage over denne afgørelse til afgiftsmyndigheden. Ved afgørelse af 7. januar 2016 blev denne klage afvist.

19 Den 20. april 2016 indgav Turbogás en anmodning om nedsættelse af en skatteretlig voldgiftsret med henblik på, at denne skulle underkende lovligheden af den anfægtede afgørelse og afvisningen af den indgivne klage over denne afgørelse. Den 1. juli 2016 blev voldgiftsretten nedsat.

20 Ifølge den forelæggende ret afhænger løsningen af tvisten i hovedsagen af fortolkningen af artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 2003/96. Det første punktum i denne bestemmelse fastsætter, at en enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, betragtes som en distributør. I den portugisiske sprogversion fastsætter andet punktum imidlertid, at »disse mindre producenter« kan afgiftsfritages. Det skal derfor fastslås, om det kun er de mindre elektricitetsproducenter, der skal betragtes som distributører.

21 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det vanskelige ved fortolkningen af denne artikel er, at den portugisiske sprogversion adskiller sig fra de andre sprogversioner af denne bestemmelse.

22 Under disse omstændigheder har Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal enheder, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, i henhold til artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 2003/96[...] være mindre producenter for at kunne betragtes som distributører og dermed pålægges afgift i henhold til samme direktivs artikel 21, stk. 5, første afsnit, mens øvrige enheder (dvs. dem, som ikke er mindre producenter), der fremstiller elektricitet til eget forbrug, ikke er omfattet af betegnelsen som distributør, eller skal samtlige enheder, der fremstiller elektricitet til eget forbrug (uanset deres respektive størrelse, og uanset om fremstillingen udgør deres hovedvirksomhed eller en accessorisk aktivitet), betragtes som distributører og pålægges afgift i henhold til samme direktivs artikel 21, stk. 5, første afsnit, hvorfor de således ikke fritages, selv om de udgør mindre producenter i henhold til direktivets artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, andet punktum?

2) Kan en enhed som den i den foreliggende sag omhandlede, som er en betydelig elektricitetsproducent, og som står for op mod 9% af den nationale elproduktion, i forbindelse med salg af energi til det nationale forsyningsnet nærmere bestemt anses for en »enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 21, stk. 5, i direktiv 2003/96/EF, når det alene er en lille del af den producerede elektricitet, der forbruges ved selve fremstillingen af ny elektricitet som en integrerende del af produktionsprocessen?«

Om de præjudicielle spørgsmål

23 Den forelæggende ret ønsker med sine spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at enhver enhed, bl.a. den i hovedsagen omhandlede, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, skal betragtes som en distributør, hvis elektricitet er underlagt afgift i henhold til dette direktivs artikel 21, stk. 5, første afsnit.

24 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 21.12.2011, Evroetil, C-503/10, EU:C:2011:872, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

25 Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet sin anmodning om præjudiciel afgørelse under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den nationale ret, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 29.9.2016, Essent Belgium, C-492/14, EU:C:2016:732, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

26 I denne henseende har Turbogás, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, bestridt lovligheden af den beskatning, der i henhold til afgiften på olie- og energiprodukter rammer den del af den producerede elektricitet, hvis forbrug er uløseligt forbundet med produktion af elektricitet. Derfor skal det, således som Europa-Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg og som anført af generaladvokaten i punkt 13 og 27 i forslaget til afgørelse, desuden undersøges, om et sådant forbrug eventuelt kan fritages i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96, som fritager energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet.

27 De forelagte spørgsmål skal derfor omformuleres således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om dette direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, og artikel 14, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at en enhed som den i hovedsagen omhandlede, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, skal betragtes som en »distributør« som omhandlet i den førstnævnte af disse bestemmelser, hvis forbrug af elektricitet med henblik på produktion af elektricitet imidlertid er omfattet af den bindende fritagelse, der er fastsat i nævnte artikel 14, stk. 1, litra a).

28 Først bemærkes, at artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, første punktum, i direktiv 2003/96 for det første definerer en enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, som en »distributør«. Den portugisiske sprogversion af dette direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, andet punktum, fastsætter for det andet, at medlemsstaterne kan fritage »estes pequenos produtores«, idet dette udtryk på fransk kan oversættes med »ces petits producteurs«. Øvrige sprogversioner af direktiv 2003/96, såsom den tyske, den engelske eller den franske sprogversion, nævner imidlertid ikke »disse mindre producenter«, men »mindre producenter«.

29 Som den forelæggende ret har anført, følger det heraf, at der af den portugisiske sprogversion kan udledes en forbindelse mellem de to punktummer, som artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 2003/96 består af, hvilket indebærer, at de enheder, som fremstiller elektricitet til eget forbrug, der er omhandlet i dette direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, første punktum, skal forstås således, at det kun er »mindre producenter«. En enhed som den i hovedsagen omhandlede kan dermed ikke betragtes som en distributør af elektricitet. Denne fortolkning fremgår imidlertid ikke af alle sprogversioner af nævnte direktiv.

30 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den formulering, der er anvendt i en sprogversion af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. De EU-retlige bestemmelser skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retlig bestemmelse skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (jf. dom af 20.12.2017, Gusa, C-442/16, EU:C:2017:1004, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

31 Hvad angår opbygningen af direktiv 2003/96 fastsætter dets artikel 21, stk. 5, første afsnit, at levering af elektricitet fra distributøren er en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder.

32 I tilfælde af, at en enhed fremstiller elektricitet til eget forbrug, distribueres denne elektricitet imidlertid ikke. Dette er grunden til, at denne, i mangel af særlige bestemmelser, som pålægger en sådan elektricitet nævnte afgift, falder uden for den harmoniserede beskatningsordning, som direktiv 2003/96 indfører.

33 Ved at anføre, at en enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, betragtes som en distributør, har nævnte direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, netop til formål at forhindre denne lakune.

34 Denne fortolkning bekræftes af de formål, der forfølges med direktiv 2003/96. I denne henseende bemærkes, at direktivet, således som det fremgår af 2.-5. og 24. betragtning hertil, ved at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet skal fremme et velfungerende indre marked i energisektoren, idet navnlig konkurrenceforvridning skal undgås (dom af 7.9.2017, Hüttenwerke Krupp Mannesmann, C-465/15, EU:C:2017:640, præmis 26, og af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

35 Med dette formål for øje har EU-lovgiver særligt på området for elektricitet, således som det bl.a. fremgår af s. 5 i begrundelsen for forslaget til Rådets direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (EFT 1997, C 139, s. 14), truffet det valg at pålægge medlemsstaterne at beskatte distribueret elektricitet i henhold til artikel 1 i direktiv 2003/96, idet de energiprodukter, der anvendes til at producere denne elektricitet, samtidig skal fritages for beskatningen, hvilket har det formål at undgå dobbeltbeskatning af elektricitet (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 30).

36 Det er med denne undtagelse til princippet om outputbeskatning af elektricitet, at dette direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, andet punktum, giver medlemsstaterne mulighed for at afgiftsfritage elektricitet, der er fremstillet af mindre producenter og anvendt til deres eget forbrug, forudsat at de beskatter de energiprodukter, som anvendes til at fremstille denne elektricitet.

37 Henset til de formål, der forfølges med direktiv 2003/96, vedrører denne bestemmelse om mindre producenter imidlertid kun reglerne for, at elektriciteten er underlagt den harmoniserede beskatningsordning, bl.a. – som generaladvokaten har anført i punkt 21 i forslaget til afgørelse – for at undgå de administrative omkostninger i forbindelse med beskatningen af denne særlige omstændighed, uden at den imidlertid har betydning for den status af distributør, som tildeles i henhold til dette direktivs artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, første punktum.

38 Det følger heraf, at enhver enhed, herunder den i hovedsagen omhandlede, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, skal betragtes som en »distributør« som omhandlet i dette direktivs artikel 21, stk. 5, første afsnit.

39 Dernæst skal det præciseres, at denne konklusion om den afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, imidlertid ikke rejser tvivl om den omstændighed, at den virksomhed, som den enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, udøver, er relevant med hensyn til anvendelsen af de i nævnte direktiv fastsatte fritagelser.

40 Med henblik på at vurdere den skattemæssige situation for en enhed som den i hovedsagen omhandlede kan der således ikke ses bort fra artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, i henhold til hvilken energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, fritages beskatning.

41 I denne henseende bemærkes, at denne bestemmelse pålægges medlemsstaterne, med forbehold for deres mulighed for i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2003/96 at fravige denne fritagelsesordning af miljøpolitiske hensyn (jf. i denne retning dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 26-28). Det fremgår imidlertid ikke af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at Den Portugisiske Republik har gjort brug af denne mulighed.

42 Det følger heraf, at en anvendelse, som en enhed som den i hovedsagen omhandlede foretager af en del af den elektricitet, som enheden producerer med henblik på produktion af elektricitet, skal fritages for beskatning i henhold til nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, litra a), alt imens anvendelsen samtidig er en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder i henhold til dette direktivs artikel 21, stk. 5, første og tredje afsnit. Enhver anden fortolkning ville være til skade for de formål, som sidstnævnte forfølger, og som er nævnt i nærværende doms præmis 34 og 35. For det første ville den således producerede elektricitet nemlig nødvendigvis blive pålagt dobbeltbeskatning. For det andet kunne den resultere i en ulige behandling af enheder som den i hovedsagen omhandlede og andre elproducenter, der har adgang til forsyning af energiprodukter og elektricitet fra tredjemand til deres egen produktion, hvilket ville være en kilde til konkurrenceforvridninger (jf. i denne retning dom af 7.3.2018, Cristal Union, EU:C:2018:168, præmis 33).

43 Det bemærkes imidlertid, at direktiv 2003/96 ikke regulerer spørgsmålet om, hvordan beviset for anvendelsen af energiprodukterne til formål, der giver ret til fritagelse, skal føres. Som det fremgår af direktivets artikel 14, stk. 1, lader direktivet det tværtimod være op til medlemsstaterne at fastlægge vilkårene for de i denne bestemmelse omhandlede fritagelser for at sikre en korrekt og ligefrem anvendelse af disse fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug. Ikke desto mindre skal medlemsstaterne ved udøvelsen af deres beføjelse til at fastsætte vilkårene for fritagelserne i nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, overholde de generelle retsprincipper, der er en del af Unionens retsorden, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet (dom af 2.6.2016, Polihim-SS, C-355/14, EU:C:2016:403, præmis 57 og 59).

44 Selv om medlemsstaterne i denne forbindelse kan fastsætte pålæggelsen af en bøde for tilsidesættelse af formelle krav (jf. i denne retning dom af 2.6.2016, ROZ-ŚWIT, C-418/14, EU:C:2016:400, præmis 40), kan en sådan tilsidesættelse ikke rejse tvivl om retten til den i artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 fastsatte bindende fritagelse, hvis de materielle betingelser for anvendelsen overholdes (jf. i denne retning dom af 13.7.2017, Vakarų Baltijos laivų statykla, C-151/16, EU:C:2017:537, præmis 51).

45 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at en enhed som den i hovedsagen omhandlede, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, skal betragtes som en »distributør« som omhandlet i den førstnævnte af disse bestemmelser, hvis forbrug af elektricitet med henblik på produktion af elektricitet imidlertid er omfattet af den bindende fritagelse, der er fastsat i nævnte artikel 14, stk. 1, litra a).

Sagsomkostninger

46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, og artikel 14, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal fortolkes således, at en enhed som den i hovedsagen omhandlede, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, uanset dens størrelse, og uanset hvilken virksomhed den hovedsageligt udøver, skal betragtes som en »distributør« som omhandlet i den førstnævnte af disse bestemmelser, hvis forbrug af elektricitet med henblik på produktion af elektricitet imidlertid er omfattet af den bindende fritagelse, der er fastsat i nævnte artikel 14, stk. 1, litra a).