Skatteforlaget |
|
C-585/17 Statsstøtte Dilly's Wellnesshotel - Dom
Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
14. november 2019
»Præjudiciel forelæggelse – statsstøtte – ændring af en godkendt støtteordning – artikel 108, stk. 3, TEUF – anmeldelsespligt – forbud mod gennemførelse uden godkendelse fra Europa-Kommissionen – forordning (EU) nr. 651/2014 – fritagelse – artikel 58, stk. 1 – forordningens tidsmæssige anvendelsesområde – artikel 44, stk. 3 – rækkevidde – national lovgivning, der fastsætter en beregningsformel for delvis godtgørelse af energiafgifter«
I sag C-585/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), ved afgørelse af 14. september 2017, indgået til Domstolen 5. oktober 2017, i sager anlagt af
Finanzamt Linz,
Finanzamt Kirchdorf Perg Steyr,
procesdeltagere:
Dilly’s Wellnesshotel GmbH,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Regan (refererende dommer), og dommerne I. Jarukaitis, E. Juhász, M. Ilešič og C. Lycourgos,
generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,
justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. november 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Dilly’s Wellnesshotel GmbH ved Rechtsanwalt M. Kroner,
– den østrigske regering ved F. Koppensteiner, H. Schamp og G. Hesse samt ved C. Pesendorfer, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved K. Blanck-Putz K. Herrmann og P. Němečková, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. februar 2019,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 108, stk. 3, TEUF, i Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med [det indre marked] i henhold til […] artikel [107 TEUF og 108 TEUF] (Generel gruppefritagelsesforordning) (EUT 2008, L 214, s. 3) og Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til […] artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] (EUT 2014, L 187, s. 1), særligt denne sidstnævnte forordnings artikel 58, stk.1.
2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med nogle sager anlagt af Finanzamt Linz (skattecenteret i Linz, Østrig) og af Finanzamt Kirchdorf Perg Steyr (skattecenteret i Kirchdorf Perg Steyr, Østrig) vedrørende godtgørelse til Dilly’s Wellnesshotel GmbH af energiafgifter.
Retsforskrifter
EU-retten
Forordning 994/98
3 Fjerde og femte betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 994/98 af 7. maj 1998 om anvendelse af artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] […] på visse former for horisontal statsstøtte (EFT 1998, L 142, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 733/2013 af 22. juli 2013 (EUT 2013, L 204, s. 11) (herefter »forordning nr. 994/98«) havde følgende ordlyd:
»(4) […] bør [Europa-]Kommissionen for at sikre effektivt tilsyn og forenkle administrationen, uden at dens kontrol derved svækkes, have bemyndigelse til - gennem forordninger på områder, hvor den har tilstrækkelig erfaring til at fastlægge generelle kriterier for forenelighed - at erklære, at visse former for støtte er forenelige med [det indre][…] marked […] i medfør af en eller flere af bestemmelserne i […] artikel [107 stk. 2 og 3, TEUF] og ikke er omfattet af proceduren efter artikel [108, st. 3, TEUF]
(5) gruppefritagelsesforordninger vil øge gennemsigtigheden og retssikkerheden; […].«
4 Forordningens artikel 1 med overskriften »Gruppefritagelser« bestemmer:
»1. Kommissionen kan ved forordning udstedt i overensstemmelse med proceduren i nærværende forordnings artikel 8 og […] artikel [107 TEUF] erklære, at følgende former for støtte er forenelige med fællesmarkedet og ikke omfattet af underretningspligten i […] artikel [108, stk. 3, TEUF]:
a) støtte til:
[…]
iiii) miljøbeskyttelse
[…]«
Forordning (EF) nr. 659/1999
5 Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EFT 1999 L 83, s. 1), bestemte i artikel 1 med overskriften »Definitioner« følgende:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
b)»eksisterende støtte«
[…]
ii) godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet [for Den Europæiske Union]
[…]
c) »Ny støtte«: enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte
[…]«
6 Forordningens artikel 2 med overskriften »Anmeldelse af ny støtte« bestemte:
»1. Medmindre andet er fastsat i forordninger udstedt i medfør af […] artikel [109 TEUF] eller i medfør af andre relevante bestemmelser i traktaten, skal planer om at yde ny støtte anmeldes i tilstrækkelig god tid til Kommissionen af den pågældende medlemsstat. […]
[…]«
Forordning (EF) nr. 794/2004
7 Artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (EUT 2004, L 140, s. 1, berigtiget i EUT 2005, L 25, s. 74) med overskriften »Forenklet anmeldelsesprocedure for visse ændringer i eksisterende støtteordninger« har følgende ordlyd:
»1. I relation til artikel 1, litra c), i forordning [nr. 659/1999], er en ændring i eksisterende støtte enhver ændring, der ikke er af rent formel eller administrativ art, der ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med [det indre] marked[…]. Imidlertid betragtes en stigning i det oprindelige budget for en eksisterende støtteordning på op til 20% ikke som en ændring i eksisterende støtte.
2. Følgende ændringer i eksisterende støtte anmeldes på den forenklede anmeldelsesformular, der er fastsat i bilag II:
[…]
c) stramninger af kriterierne for anvendelse af en godkendt støtteordning eller reduktioner af støtteintensiteten eller reduktioner af de støtteberettigede udgifter.
[…]«
Forordning nr. 800/2008
8 Artikel 3 i forordning nr. 800/2008 med overskriften »Betingelser for fritagelse«, der fremgik af denne forordnings kapitel I med overskriften »Fælles bestemmelser«, bestemte i stk. 1 følgende:
»Støtteordninger, der opfylder alle betingelserne i denne forordnings kapitel I og de relevante bestemmelser i denne forordnings kapitel II, er forenelige med [det indre] marked[…] i henhold til […] [artikel 87, stk. 3, TEUF] og fritaget for anmeldelsespligten i […] [artikel 88, stk. 3, TEUF] forudsat at enhver form for individuel støtte, der ydes i henhold til en sådan ordning, opfylder alle betingelserne i denne forordning, og ordningen indeholder en udtrykkelig henvisning til denne forordning med angivelse af dens titel og en henvisning til dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.«
9 Forordning nr. 800/2008 blev ophævet ved forordning nr. 651/2014.
Forordning nr. 651/2014
10 2.-5 og 64. betragtning til forordning nr. 651/2014 har følgende ordlyd:
»(2) Med meddelelsen om modernisering af EU’s statsstøttepolitik [KOM(2012) 209 final af 8.5.2012] indledte Kommissionen en generel revision af statsstøttereglerne. Hovedformålene med denne revision er: […] ii) at koncentrere Kommissionens forudgående undersøgelser af støtteforanstaltninger om de sager, som har størst indvirkning på det indre marked, og samtidig styrke medlemsstaternes samarbejde om håndhævelse af statsstøttereglerne […] Revisionen af forordning [nr. 800/2008] udgør et centralt element i moderniseringen af statsstøttepolitikken.
(3) Denne forordning bør gøre det muligt bedre at prioritere regelhåndhævelsesindsatsen på statsstøtteområdet, forenkle reglerne, øge gennemsigtigheden og styrke effektiv evaluering og kontrol med statsstøttereglernes overholdelse på nationalt plan og på EU-plan […].
(4) De erfaringer, som Kommissionen har indhøstet med anvendelse af [forordning nr. 800/2008] har gjort det muligt bedre at definere, på hvilke betingelser visse kategorier af støtte kan anses for at være forenelige med det indre marked og at udvide gruppefritagelsernes anvendelsesområde. De har også gjort det klart, at det er nødvendigt at øge gennemsigtigheden, styrke kontrollen med og sikre en tilstrækkelig evaluering af meget omfattende ordninger med hensyn til deres følger for konkurrencen på det indre marked.
(5) De generelle betingelser for anvendelse af denne forordning bør fastsættes på grundlag af en række fælles principper, som sikrer, at støtten […] ydes under fuld gennemsigtighed og er genstand for kontrol og regelmæssig vurdering […].
[…]
(64) Støtte i form af skatte- og afgiftslempelser i henhold til Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet [EUT 2003, L 283, s. 51] til fremme af miljøbeskyttende foranstaltninger, der er omfattet af denne forordning, kan indirekte gavne miljøet. […]For at minimere konkurrencefordrejningen bør støtten ydes på samme måde til alle konkurrenter, der vurderes at være i en sammenlignelig faktuel situation. For bedre at bevare det prissignal til virksomhederne, som er et formål med miljøafgiften, bør medlemsstaterne have mulighed for at udforme skatte- og afgiftslempelsesordningen på en sådan måde, at der udbetales et fast årligt godtgørelsesbeløb (skatte- og afgiftsrefusion).«
11 Forordningens artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
14. »individuel støtte«:
[…]
ii) tildelinger af støtte til individuelle støttemodtagere på grundlag af en støtteordning
[…]«
12 Den pågældende forordnings artikel 3, der har overskriften »Betingelser for fritagelse«, bestemmer:
»Støtteordninger, individuel støtte ydet efter støtteordninger og ad hoc-støtte er forenelig med det indre marked efter […] artikel 107, stk. 2 eller 3 [TEUF], og fritaget for anmeldelsespligten i […] artikel 108, stk. 3 [TEUF], forudsat at støtten både opfylder alle betingelserne i denne forordnings kapitel I og de særlige betingelser for den relevante kategori af støtte, der er fastsat i denne forordnings kapitel III.«
13 Forordningens artikel 44 med overskriften »Støtte i form af nedsættelse af miljøskatter og -afgifter efter [direktiv 2003/96]« bestemmer:
»1. Støtteordninger i form af lempelser af miljøskatter og -afgifter, der opfylder betingelserne i direktiv [2003/96] er forenelige med det indre marked i henhold til […] artikel 107, stk. 3 [TEUF], og fritaget for anmeldelseskravet i […] artikel 108, stk. 3, [TEUF] forudsat at betingelserne i denne artikel og i kapitel I er opfyldt.
[…]
3. Støtteordninger i form af afgiftslempelser baseres på en lempelse af den gældende miljøafgiftssats eller på udbetaling af en fast kompensation eller en kombination af disse mekanismer.
[…]«
14 Artikel 58 i forordning nr. 651/2014 med overskriften »Overgangsbestemmelser« bestemmer:
»1. Denne forordning finder anvendelse på individuel støtte, der ydes inden dens ikrafttrædelse, hvis støtten opfylder alle denne forordnings betingelser, med undtagelse af artikel 9.
2. Støtte, der ikke er fritaget for anmeldelsespligten i […] artikel 108, stk. 3 [TEUF] i medfør af denne eller andre tidligere gældende forordninger, der er vedtaget i henhold til artikel 1 i forordning nr. [994/98], vurderes af Kommissionen i overensstemmelse med de relevante rammebestemmelser, retningslinjer og meddelelser.
3. Individuel støtte, der ydes inden den 1. januar 2015 i overensstemmelse med en forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 1 i forordning [nr. 994/98], og som er i kraft på tidspunktet for støttens tildeling, er forenelig med det indre marked og fritaget for anmeldelsespligten i […] artikel 108, stk. 3, [TEUF] dog undtaget regionalstøtte. Risikokapitalstøtteordninger til [små og mellemstore virksomheder (SMV'er)], der er etableret inden den 1. juli 2014, og som er fritaget for anmeldelsespligten i […]artikel 108, stk. 3, TEUF efter forordning [nr. 800/2008], er fortsat fritaget og forenelige med det indre marked, indtil finansieringsaftalen udløber, forudsat at tilsagnet om offentlig finansiering af den støttede kapitalfond på grundlag af denne aftale blev givet inden den 1. januar 2015, og at de øvrige betingelser for fritagelse fortsat er opfyldt.
4. Bortset fra regionalstøtteordninger er enhver støtteordning, der er fritaget efter denne forordning, fortsat fritaget i en overgangsperiode på seks måneder efter forordningens udløb. Fritagelsen af regionalstøtteordninger udløber samtidig med de godkendte regionalstøttekort. Fritagelsen af risikofinansieringsstøtte i henhold til artikel 21, stk. 2, litra a), udløber ved udgangen af den periode, der er fastsat i finansieringsaftalen, forudsat at tilsagnet om offentlig finansiering til de støttede kapitalfonde blev givet på grundlag af en sådan aftale senest seks måneder efter udløbet af denne forordnings gyldighedsperiode, og at alle andre betingelser for fritagelse fortsat er opfyldt.«
15 Forordningens artikel 59 har følgende ordlyd:
»Denne forordning træder i kraft den 1. juli 2014.
[…]«
Østrigsk ret
16 § 1, stk. 1, i Energieabgabenvergütungsgesetz (lov om godtgørelse af energiafgifter, herefter »EAVG«) bestemmer:
»De betalte energiafgifter på de i stk. 3 nævnte energiressourcer godtgøres for et kalenderår (regnskabsår) efter ansøgning i det omfang, de (i alt) overstiger 0,5% af differencebeløbet mellem
1. transaktioner som omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 1) og 2), i [Umsatzsteuergesetz 1994 (momsloven af 1994)] og
2. transaktioner som omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 1) og 2), i momsloven af 1994, som leveres til virksomheden (nettoproduktionsværdi).«
17 EAVG’s § 1, stk. 1, suppleres af § 2, stk. 2, der bestemmer:
»1. Efter anmodning fra støttemodtageren godtgøres for hvert kalenderår (regnskabsår) det beløb, der overstiger den i § 1 nævnte andel af nettoproduktionsværdien. Anmodningen skal indeholde oplysning om den mængde af de i § 1, stk. 3, nævnte energiressourcer, der er forbrugt i virksomheden, og om de i § 1 nævnte beløb. Ansøgningen skal indgives inden fem år efter det tidspunkt, hvor betingelserne for godtgørelsen foreligger. Ansøgningen anses for en selvangivelse. Om ansøgningen vedtages en afgørelse, og godtgørelsesbeløbet angives som et samlet beløb.
2. Ved beregningen af godtgørelsesbeløbet gælder enten grænsen på 0,5% af nettoproduktionsværdien eller følgende egenandele, idet det mindste beløb krediteres:
Godtgørelsesbeløbet krediteres med fradrag af en generel egenandel på 400 EUR […]«
18 EAVG’s § 2, stk. 1, i den affattelse, der fulgte af Budgetbegleitgesetz ((finansloven af 2011) BGBl. I, nr. 92/2004, herefter »BBG«), bestemte:
»Ret til godtgørelse gælder for alle virksomheder, for så vidt som de ikke leverer de i § 1, stk. 3, omhandlede energiressourcer eller varme (damp eller varmt vand) fra de i denne § 1, stk. 3, omhandlede energiressourcer.«
19 Budgetbegleitgesetz (finansloven) af 30. december 2010 (BGBl.I,111/2010, herefter »BBG 2011«) ændrede EAVG’s § 2, stk 1 således:
«Der består kun en ret til godtgørelse for virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt består i produktion af materielle goder, og for så vidt som de ikke leverer de i § 1, stk. 3, omhandlede energiressourcer eller varme (damp eller varmt vand) fra de i denne § 1, stk. 3, omhandlede energiressourcer.«
20 BBG 2011 tilføjede et stk. 7 til § EAVG’s § 4, der har følgende ordlyd:
»§§ 2 og 3 [som affattet ved BGB af 2011] finder anvendelse på anmodninger om godtgørelse for perioden efter den 31. december 2010, såfremt [Kommissionen] godkender dem.«
21 Ifølge forelæggelsesafgørelsen er det i henhold til energiafgiftscirkulæret 2011 af 15. april 2011, der er udfærdiget af Bundesministerium für Finanzen (Forbundsfinansministeriet, Østrig), og som er en fortolkningsvejledning bl.a. vedrørende godtgørelsen af energiafgifter, oplyste finansministeriet, at det fra den 1. januar 2011 kun produktionsvirksomheder, der er berettiget til godtgørelse af energiafgift.
22 Den 29. august 2013 ændrede det pågældende ministerium cirkulæret med virkning fra den 1. februar 2011.
Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål
23 Ved skrivelse af 29. december 2011 anmodede Dilly’s Wellnesshotel, der driver et hotel, om godtgørelse af energiafgifter for 2011.
24 Ved afgørelse af 21. februar 2012 afslog skattecenteret i Linz denne anmodning med den begrundelse, at der ved BBG 2011 i EAVG’s §§ 2 og 3 var blevet indført en begrænsning for anmodninger indgivet efter den 31. december 2010 af godtgørelse af energiafgifter til kun at omfatte virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt bestod i produktion af materielle goder. For »servicevirksomheder« var godtgørelse af energiafgifter således udelukket for perioder efter denne dato.
25 Dilly’s Wellnesshotel anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse.
26 Ved dom af 23. marts 2012 forkastede Unabhängiger Finanzsenat (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Østrig) søgsmålet som ugrundet.
27 Dilly’s Wellnesshotel appellerede denne dom.
28 Ved dom af 19. marts 2013 ophævede Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) den pågældende dom. Særligt fastslog denne ret, at Unabhängiger Finanzsenat (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Østrig) med urette havde afvist at indrømme en ret til godtgørelse af energiafgifter for januar 2011.
29 Ved afgørelse af 31. oktober 2014 indgav Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Østrig), som efterfulgte Unabhängiger Finanzsenat (domstol i skatte- og afgiftsretlige sager) til Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF.
30 Ved dom af 21. juli 2016, Dilly’s Wellnesshotel (C-493/14, EU:C:2016:577) fastslog Domstolen, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 800/2008 skal fortolkes således, at en manglende udtrykkelige henvisning i en støtteordning som den, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, til denne forordning via en angivelse af dens titel og en henvisning til dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende er til hinder for, at denne ordning kan anses for at opfylde betingelserne for i henhold til den nævnte forordning at blive fritaget for anmeldelsespligten i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.
31 Ved dom af 3. august 2016 tog Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) Dilly’s Wellnesshotels appel til følge og indrømmede appellanten godtgørelse for energiafgifter for 2011 og ikke udelukkende for januar 2011 med den begrundelse, at idet der ikke forelå en fritagelse for anmeldelsespligten, var udelukkelsen af servicevirksomheder fra retten til godtgørelse af energiafgifter ikke trådt i kraft.
32 Appel til prøvelse af denne dom er nu af skattecenteret i Linz blevet iværksat til den forelæggende ret.
33 Ved en yderligere skrivelse af 25. juli 2014 anmodede Dilly’s Wellnesshotel om godtgørelse af energiafgifter for perioden fra februar 2013 til januar 2014.
34 Ved afgørelse af 9. januar 2015 afslog skattecenteret i Kirchdorf Perg Steyr denne anmodning med den begrundelse, at en hotelvirksomhed er en servicevirksomhed og ikke en virksomhed, hvis hovedaktivitet består i produktion af materielle goder. Fra den 1. februar 2011 var godtgørelse af energiafgifter til virksomheder imidlertid kun mulig for virksomheder, hvis hovedaktivitet består i produktion af materielle goder.
35 Ved dom af 13. februar 2017 tog Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) Dilly’s Wellnesshotels appel til følge og indrømmede godtgørelse for energiafgifter i overensstemmelse med Dilly’s Wellnesshotels anmodning under henvisning i det væsentlige til sin dom af 3. august 2016, der er nævnt i denne doms præmis 31.
36 Der er nu blevet iværksat appel til den forelæggende ret af skattecenteret i Kirchdorf Perg Steyr til prøvelse af dommen af 13. februar 2017.
37 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at godtgørelsen af energiafgifter i henhold til EAVG i affattelsen i henhold til BBG udgør en støtte, der er blevet godkendt implicit og uden tidsbegrænsning af Kommissionen i henhold til artikel 3 og 72. betragtning til Kommissionens beslutning 2005/565/EF af 9. marts om en i Østrig anvendt støtteordning vedrørende godtgørelse af energiafgifter på naturgas og elektricitet i 2002 og 2003 (EUT 2005, L 190, s. 13).
38 Den har ligeledes anført, at i det tilfælde, at EU-retten er til hinder for en begrænsning af kredsen af støttemodtagere, såsom den, der blev indført ved BBG 2011, i henhold til hvilken retten til godtgørelse af energiafgifter kun tilkom virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt består i produktion af materielle goder, skal den tidligere nationale lovgivning fortsat gælde.
39 Den forelæggende ret har anført, at en lang række EU-retlige spørgsmål rejses inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne, hvorfor den med henblik på løsningen af disse tvister er blevet anmodet om at fortolke EAVG’s § 4, stk. 7, som bestemmer, at lovændringen i BBG 2011 finder anvendelse, »såfremt [Kommissionen] godkender dem«.
40 Den forelæggende ret er i tvivl for det første om den begrænsning, der blev indført ved BBG 2011 forudsatte en anmeldelse til Kommissionen.
41 I tilfælde af, at der forelå en pligt til at anmelde den ændrede støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om den omstændighed, at anmeldelsen til Kommissionen ikke opfyldte alle de formelle betingelser, der er fastsat i forordning nr. 800/2008, har til følge, at den pågældende støtte fortsat skal ydes til alle de støttemodtagere, der er omfattet af EAVG, i den affattelse, der blev ændret ved BBG, således at der forelå en forpligtelse til at gennemføre den støtteordning, der gjaldt inden lovændringen i henhold til BBG 2011.
42 For det tredje har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om den omstændighed, at lempelsen af afgiften fastsættes ved en beregningsformel, der er fastsat i national lovgivning, er i overensstemmelse med kravet i artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 om, at beregningen af afgiftslempelser skal baseres på en lempelse af den gældende miljøafgiftssats eller på udbetaling af en fast kompensation eller en kombination af disse mekanismer. Den har endvidere rejst et spørgsmål om denne forordnings tidsmæssige anvendelsesområde.
43 Under disse omstændigheder har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en ændring af en godkendt støtteordning, hvorved en medlemsstat afstår fra fortsat at benytte støttegodkendelsen for en bestemt (adskillelig) gruppe af støttemodtagere og dermed blot reducerer støttevolumen for en eksisterende støtte, i en sag som den foreliggende en ændring af en støtteordning, som i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF (principielt) kræver anmeldelse?
2) Kan forbuddet mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3, TEUF i tilfælde af en formel fejl i forbindelse med anvendelsen af [...] forordning [800/2008] føre til, at en begrænsning af en godkendt støtteordning ikke kan anvendes, således at medlemsstaten i sidste ende på grund af forbuddet mod gennemførelse bliver forpligtet til at betale en støtte til bestemte støttemodtagere (»påbud om gennemførelse«)?
3) a) Opfylder en ordning om godtgørelse af energiafgifter som den i den foreliggende sag omhandlede, hvor godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat i loven ved en beregningsformel, betingelserne i [...] forordning [nr. 651/2014]?
b) Bevirker artikel 58, stk. 1, i forordning [...] nr. 651/2014, at denne ordning om godtgørelse af energiafgifter er fritaget for perioden fra januar 2011?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
44 Det bemærkes, at Republikken Østrig har gjort gældende, at den har givet Kommissionen et resumé af oplysningerne vedrørende den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne i henhold til hvilken en delvis godtgørelse af energiafgifter på naturgas og elektricitet kun ydes til virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt består i produktion af materielle goder, og at denne meddelelse skal anses for en anmeldelse, der er foretaget i henhold til den forenklede anmeldelsesprocedure, som er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 794/2004.
45 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at det inden for rammerne af den præjudicielle procedure i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder. I denne forbindelse har Domstolen alene kompetence til at udtale sig om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten med hensyn til de faktiske og retlige omstændigheder, som de er beskrevet af den forelæggende ret, med henblik på at give denne de relevante elementer til at afgøre den tvist, som verserer for den (dom af 27.4.2017, A-Rosa Flussschiff, C-620/15, EU:C:2017:309, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
46 I det foreliggende tilfælde er de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, støttet på den forudsætning, at der ikke af Republikken Østrig er blevet foretaget en anmeldelse til Kommissionen af den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF. Særligt ønsker den forelæggende ret med det første og det andet spørgsmål at få oplyst, om denne ordning er undergivet den anmeldelsespligt, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, eller om den er fritaget for denne pligt i henhold til forordning nr. 651/2014, mens den med det andet spørgsmål ønsker oplyst om de eventuelle konsekvenser, den skal drage af tilsidesættelsen af denne forpligtelse.
47 De indlæg, som Kommissionen og Dilly’s Wellnesshotel har indgivet til Domstolen, er ligeledes støttet på denne forudsætning. Kommissionen har præciseret, at den meddelelse i henhold til forordning nr. 800/2008 af kortfattede oplysninger om den nationale lovgivning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, ikke kan erstatte en behørig anmeldelse i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, og at Republikken Østrig i øvrigt ikke har anvendt den forenklede anmeldelsesformular, der er fastsat i bilag II til forordning nr. 794/2004 i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra c).
48 Følgelig og uden, at der skal tages stilling til under hvilke betingelser en anmeldelse af en støtteordning som den, der omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, kan anses for at være sket i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF, idet dette punkt ikke er genstand for nærværende præjudicielle forelæggelse, skal Domstolen besvare de spørgsmål, der er forelagt i sagen ved at lægge til grund, at den i hovedsagerne omhandlede støtteordning ikke er blevet anmeldt til Kommissionen.
Det første spørgsmål
49 Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 108, stk. 3, TEUF, skal fortolkes således, at en national lovgivning, som ændrer en støtteordning ved at reducere kredsen af støttemodtagere, principielt er undergivet den anmeldelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse.
50 Det skal først præciseres, at spørgsmålet vedrørende en sådan anmeldelsespligt behandles med forbehold for muligheden for, at den omhandlede støtteordning er fritaget for denne pligt som følge af, at ordningen er omfattet af en gruppefritagelsesforordning, hvilket er en mulighed, som undersøges i forbindelse med det tredje spørgsmål.
51 I det foreliggende tilfælde, og således som det fremgår af denne doms præmis 44, fastsætter den nationale lovgivning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, en delvis godtgørelse af energiafgifter på naturgas og elektricitet udelukkende til virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt består i produktion af materielle goder. Følgelig er tjenesteydere såsom Dilly’s Wellnesshotel udelukket fra godtgørelse af energiafgifter.
52 Det bemærkes, at den forelæggende ret med det første spørgsmål lægger til grund, hvilket i øvrigt ikke er omtvistet i denne sag, at den støtteordning, der gjaldt inden den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, og som gav ret til delvis godtgørelse af energiafgifter for både produktionsvirksomheder og servicevirksomheder, implicit blev godkendt af Kommissionen ved beslutning 2005/565.
53 Under disse omstændigheder skal der i det foreliggende tilfælde tages hensyn til denne forudsætning, uden at der herved tages stilling til, om den er korrekt, ved besvarelsen af dette spørgsmål, således at den støtteordning, der gjaldt inden den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, skal anses for en eksisterende støtte i henhold til artikel 1, litra b), ii), i forordning nr. 659/1999.
54 Hvad angår det første spørgsmåls realitet bemærkes, at den anmeldelsespligt, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF, udgør et af de grundlæggende elementer i den ved EUF-traktaten indførte kontrolordning på området for statsstøtte. Under denne ordning har medlemsstaterne pligt til dels at meddele Kommissionen enhver foranstaltning vedrørende indførelse eller ændring af en støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, dels ikke at gennemføre en sådan foranstaltning, så længe den nævnte institution ikke har vedtaget en endelig afgørelse vedrørende foranstaltningen (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
55 Den forpligtelse, der påhviler den pågældende medlemsstat, til at anmelde nye påtænkte støtteforanstaltninger til Kommissionen er præciseret i artikel 2 i forordning nr. 659/1999 (dom af 21.7.2016, Dilly’s Wellnesshotel, C-493/14, EU:C:2016:577, præmis 32).
56 Som Domstolen allerede har fastslået, skal støtteordninger, som er indført efter EUF-traktatens ikrafttrædelse, anses for nye støtteordninger, der er omfattet af anmeldelsespligten i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, såfremt der er tale om en påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, hvorved bemærkes, at ændringer i denne forstand kan vedrøre såvel eksisterende støtteordninger som oprindelige planer om påtænkt støtte, som Kommissionen er blevet underrettet om (jf. bl.a. dom af 9.8.1994. Namur-Les assurances du crédit, C-44/93, EU:C:1994:311, præmis 13, og af 20.5.2010, Todaro Nunziatina & C., C-138/09, EU:C:2010:291, præmis 46).
57 I henhold til artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 defineres ny støtte nemlig som enhver støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.
58 I denne sidstnævnte forbindelse defineres en ændring i eksisterende støtte ifølge artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 794/2004 som enhver ændring, der ikke er af rent formel eller administrativ art, der ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med det indre marked.
59 Særligt er stramninger af kriterierne for anvendelse af en godkendt støtteordning i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 794/2004 blandt de ændringer i eksisterende støtte, som principielt skal anmeldes.
60 Det følger endvidere af Domstolens praksis, at undersøgelsen af spørgsmålet, om en foranstaltning udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF bl.a. skal tage hensyn til kredsen af de modtagere til hvilke, denne støtte er tildelt med henblik på særligt at efterprøve, om denne foranstaltning er selektiv (jf. i denne retning dom af 8.11.2001, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, C-143/99, EU:C:2001:598, præmis 33-36 samt præmis 40 og 55).
61 Det følger heraf, at en ændring af de kriterier i henhold til hvilke støttemodtagere skal identificeres, ikke er begrænset til en ændring, der er af rent formel eller administrativ art, men udgør et forhold, hvis virkninger kan påvirke vurderingen af, om en foranstaltning skal kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og følgelig nødvendigheden af at anmelde denne støtte i overensstemmelse med forpligtelsen i artikel 108, stk. 3, TEUF.
62 Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er den kontrol, som denne institution skal foretage efter anmeldelsen i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse af en plan om at ændre kredsen af berettigede i henhold til en støtteordning, nemlig ikke begrænset til en efterprøvelse af, om den pågældende ændring indebærer en reduktion af antallet af støttemodtagere, men medfører navnlig en bedømmelse af, om ændringen af anvendelseskriterier, der følger af ændringen fordrejer eller truer den med at fordreje konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. En forudgående anmeldelse af en sådan ændring gør det netop muligt at efterprøve, om dette er tilfældet.
63 På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, der ændrer en støtteordning ved at reducere kredsen af modtagere af denne støtte, principielt er undergivet den anmeldelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse.
Det tredje spørgsmål
Det tredje spørgsmåls andet led
64 Med det tredje spørgsmåls andet led, der skal behandles først, idet det vedrører det tidsmæssige anvendelsesområde for forordning nr. 651/2014, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordningens artikel 58, stk. 1, skal fortolkes således, at støtte, der ydes inden ikrafttrædelsen af den pågældende forordning på grundlag af en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til samme forordning kan fritages fra den anmeldelsespligt, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF.
65 Indledningsvis bemærkes, at Rådet i overensstemmelse med artikel 109 TEUF kan udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF og især fastlægge betingelser for anvendelsen af artikel 108, stk. 3, TEUF samt de former for støtte, som skal være undtaget fra den i den sidstnævnte bestemmelse fastsatte fremgangsmåde. Det fremgår i øvrigt af artikel 108, stk. 4, TEUF, at Kommissionen kan vedtage forordninger vedrørende de former for statsstøtte, som Rådet i overensstemmelse med artikel 109 TEUF har bestemt kan være undtaget fra proceduren i artikel 108, stk. 3, TEUF (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
66 Forordning nr. 994/98 blev således vedtaget i medfør af EF-traktatens artikel 94 (derefter artikel 89 EF, nu artikel 109 TEUF), som forordning nr. 800/2008 efterfølgende blev vedtaget i medfør af (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). Denne sidstnævnte forordning blev selv ophævet og erstattet af forordning nr. 651/2014, som ligeledes blev vedtaget i henhold til forordning nr. 994/98.
67 Det følger heraf, at uanset den forpligtelse til forudgående anmeldelse af enhver foranstaltning til indførelse af eller ændring af ny støtte, der påhviler medlemsstaterne i henhold til traktaterne, der – således som det følger af denne doms præmis 54, udgør et grundlæggende element i kontrollen med statsstøtte – gælder det, at hvis en støtteforanstaltning, der vedtages af en medlemsstat, opfylder de relevante betingelser i forordning nr. 651/2014, kan denne medlemsstat påberåbe sig muligheden for at blive fritaget for sin anmeldelsespligt (jf. hvad angår forordning nr. 800/2008, dom af 21.7.2016, Dilly’s Wellnesshotel, C-493/14, EU:C:2016:577, præmis 36).
68 Derimod fremgår det af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 651/2014, at støtte, der ikke er fritaget for anmeldelsespligten i artikel 108, stk. 3, TEUF i medfør af denne eller andre tidligere gældende forordninger, der er vedtaget i henhold til artikel 1 i forordning nr. 994/98, vurderes af Kommissionen i overensstemmelse med de relevante rammebestemmelser, retningslinjer og meddelelser.
69 I denne forbindelse og som anført i denne doms præmis fastslog Domstolen i sin dom af 21. juli 2016, Dilly’s Wellnesshotel (C-493/14, EU:C:2016:577), at en støtteordning som den, der var omhandlet i den tvist, der gav anledning til dommen, ikke var fritaget for anmeldelsespligten i henhold til forordning nr. 800/2008, eftersom denne ordning ikke indeholdt en udtrykkelig henvisning til forordningen i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 1. Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag, at den støtteordning, der er omhandlet i den tvist, der gav anledning til den nævnte dom, også er den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne. Det fremgår nemlig af tvisternes baggrund, der er beskrevet i anmodningen, og gengivet i denne doms præmis 30-32 og præmis 35 og 36, at de appeller, som er blevet indgivet til den forelæggende ret, er blevet iværksat til prøvelse af de domme, hvormed Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) i forlængelse af dom af 21. juli 2016, Dilly’s Wellnesshotel (C-493/14, EU:C:2016:577) indrømmede den godtgørelse af energiafgifter, som Dilly’s Wellnesshotel havde anmodet om.
70 Den omstændighed, at den støtteordning, som er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, ikke, idet den ikke indeholder en udtrykkelig henvisning til forordning nr. 800/2008, falder ind under forordningens undtagelse, er ikke i sig selv til hinder for, at den pågældende forordning opfylder de relevante betingelser i forordning nr. 651/2014, der, som det fremgår af denne doms præmis 9 og 66, ophævede og erstattede forordning nr. 800/2008. Som det nemlig følger af 2.-43. betragtning til forordning nr. 651/2014, tilsigtede denne forordning med revisionen af forordning nr. 800/2008 bl.a. bedre at definere, på hvilke betingelser visse kategorier af støtte kan anses for at være forenelige med det indre marked og at udvide gruppefritagelsernes anvendelsesområde. Det er således, som det fremgår af både af artikel 3 i og sjette betragtning til forordning nr. 651/2014 på baggrund af alle betingelserne i forordning nr. 651/2014, såvel de generelle betingelser som de betingelser, der er specifikke for de relevante støttekategorier, at der skal foretages en bedømmelse af, om en støtte falder ind under en undtagelse i henhold til denne sidstnævnte forordning.
71 Hvad angår spørgsmålet om støtte, der tildeles på grundlag af en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, kan fritages for anmeldelsespligten i henhold til forordning nr. 651/2014 bemærkes, at bestemmelserne i forordning nr. 800/2008 og de heri fastsatte betingelser som en ændring til den hovedregel, som anmeldelsespligten udgør, i lighed med forordning nr. 800/2008 skal fortolkes restriktivt (jf. analogt dom af 21.7.2016, Dilly’s Wellnesshotel, C-493/14, EU:C:2016:577, præmis 37).
72 En sådan tilgang bestyrkes, når henses til de mål, som forfølges med gruppefritagelsesforordninger for kategorier af støtte, som beskrevet i fjerde og femte betragtning til forordning nr. 994/98. Mens Kommissionen har bemyndigelse til at vedtage sådanne forordninger for at sikre effektivt tilsyn med konkurrencereglerne vedrørende statsstøtte og forenkle administrationen, uden at dens kontrol på dette område derved svækkes, har sådanne forordninger således ligeledes til formål at øge gennemsigtigheden og retssikkerheden. Overholdelse af de i disse forordninger – og herunder følgelig i forordning nr. 651/2014 – fastsatte betingelser gør det muligt at sikre, at disse formål fuldt ud opfyldes (jf. i denne retning dom af 21.7.2016, Dilly’s Wellnesshotel, C-493/14, EU:C:2016:577, præmis 38).
73 I det foreliggende tilfælde vedrører den støtte, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, godtgørelse for energiafgifter for 2011 samt for perioden fra februar 2013 til januar 2014, mens forordning nr. 651/2014 trådte i kraft den 1. juli 2014 i overensstemmelse med denne sidstnævnte forordnings artikel 59.
74 I denne forbindelse skal det bemærkes, således som det fremgår af selve overskriften til artikel 58 i forordning nr. 651/2014, at denne artikel fastsætter overgangsbestemmelser, der finder anvendelse på den statsstøtte, som er omfattet af forordningens bestemmelser. Særligt bestemmer artiklen stk. 1, at forordning nr. 651/2014 finder anvendelse på individuel støtte, der ydes inden dens ikrafttrædelse, hvis støtten opfylder alle denne forordnings betingelser, med undtagelse af artikel 9, hvilken artikel foreskriver offentliggørelses- og oplysningspligt vedrørende statsstøtteforanstaltninger.
75 I henhold til artikel 2, nr. 14), i forordning nr. 651/2014 forstås ved begrebet »individuel støtte« som omhandlet i forordningen bl.a. tildelinger af støtte til individuelle støttemodtagere på grundlag af en støtteordning. De afgiftslettelser, som sagsøgeren gør krav på i tvisterne i hovedsagerne, falder ind under dette begreb.
76 Det følger heraf, at i henhold til selve ordlyden af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 651/2014 kan den støtte, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, selv om den er blevet tildelt inden ikrafttrædelsen af denne forordning, ikke desto mindre fritages for anmeldelsespligten i henhold til denne forordning.
77 Denne fortolkning er endvidere forenelig med det formål, der forfølges med forordning nr. 651/2014, der, som det fremgår af tredje betragtning dertil, består i at gøre det muligt bedre at prioritere regelhåndhævelsesindsatsen på statsstøtteområdet. Som det fremgår af anden betragtning til den pågældende forordning udgjorde revisionen af forordning nr. 800/2008 nemlig et centralt element i moderniseringen af EU’s statsstøttepolitik, en modernisering, som indebar en generel revision af statsstøttereglerne, og som bl.a. havde som hovedformål at koncentrere Kommissionens forudgående undersøgelser af støtteforanstaltninger om de sager, som har størst indvirkning på det indre marked.
78 Fortolkningen af artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 651/2014 i denne doms præmis 76 kan ikke drages i tvivl af det argument, der blev fremført af Dilly’s Welnesshotel, om, at dette stykke skal fortolkes i sammenhæng med artiklens stk. 2 og 3. Som anført af generaladvokaten i punkt 53 i forslaget til afgørelse, kræver artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 651/2014 nemlig på ingen måde, at de betingelser, der er fastsat i denne artikels andre stykker, skal være opfyldt, for at nævnte stk. 1, finder anvendelse, og stk. 1-4 i artikel 58 omhandler hver især overgangsbestemmelser, der vedrører forskellige situationer.
79 På baggrund af et ovenstående skal det, som den østrigske regering og Kommissionen har gjort gældende, fastslås, at artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 651/2014 fritager individuel støtte, der blev ydet inden den 1. juli 2014 såsom den, der blev udbetalt i henhold til den ordning, som er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, fra anmeldelsespligten, for så vidt som denne støtte opfylder alle de betingelser, der er fastsat i denne forordning med undtagelse af forordningens artikel 9.
80 Følgelig skal det tredje spørgsmåls andet led besvares med, at artikel 58, stk. 1, i forordning nr. 651/2014 skal fortolkes således, at støtte, der ydes inden ikrafttrædelsen af den nævnte forordning på grundlag af en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til samme forordning kan fritages fra den anmeldelsespligt, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF.
Det tredje spørgsmåls første led
81 Den forelæggende ret har med det tredje spørgsmåls første led generelt henvist til betingelserne i forordning nr. 651/2014 uden at nævne nogen bestemt bestemmelse i denne forordning. Det fremgår imidlertid af selve ordlyden af dette spørgsmål samt af andre konstateringer i anmodningen om præjudiciel afgørelse, såsom den, der blev gengivet i denne doms præmis 42, at denne ret med det pågældende spørgsmål ønsker oplyst, om betingelsen i forordningens artikel 44, stk. 3, er opfyldt inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne.
82 Særligt henviser ordlyden af det tredje spørgsmåls første led til den omstændighed, at den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning entydigt fastsætter godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne ved en beregningsformel, mens artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 bestemmer, at støtteordninger i form af afgiftslempelser skal baseres på en lempelse af den gældende miljøafgiftssats, på udbetaling af en fast kompensation eller en kombination af disse mekanismer. Selv om den forelæggende ret endvidere i anmodningen om præjudiciel afgørelse detaljeret redegør for, hvorfor den er i tvivl om, hvorvidt den støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne kan anses for at opfylde betingelsen i denne bestemmelse, tilkendegiver den udtrykkeligt, at den er af den opfattelse, at både betingelserne i artikel 44, stk. 1, 2 og 4, i forordning nr. 651/2014 og de betingelser, der følger af diverse andre bestemmelser i forordningens kapitel I, er opfyldt i tvisterne i hovedsagerne.
83 Det skal følgelig lægges til grund, at den forelæggende ret med det tredje spørgsmåls første led nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 skal fortolkes således, at en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til hvilken godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat ved en beregningsformel i den nationale lovgivning, der indfører denne ordning, er i overensstemmelse med denne bestemmelse.
84 I denne henseende bemærkes, at artikel 3 i forordning nr. 651/2014 bestemmer, at støtteordninger, individuel støtte ydet efter støtteordninger og ad hoc-støtte er forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 2 eller 3, TEUF og fritaget for anmeldelsespligten i artikel 108, stk. 3, TEUF forudsat at støtten både opfylder alle betingelserne i denne forordnings kapitel I og de særlige betingelser for den relevante kategori af støtte, der er fastsat i denne forordnings kapitel III.
85 Bestemmelserne i artikel 44 i forordning nr. 651/2014, som findes i forordningens kapitel III, finder, som det fremgår af selve artiklens overskrift og af dens stk. 1, anvendelse på støtte i form af lempelser af miljøafgifter i henhold til direktiv 2003/96. Det skal således fastslås, at disse bestemmelser finder anvendelse i tvisterne i hovedsagerne uanset, om betingelserne i dette direktiv rent faktisk er opfyldt i tilfældet med de støtteordning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
86 Hvad angår spørgsmålet, om en sådan støtteordning opfylder kravene i artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014, fremgår det af det valg, som EU-lovgiver har givet medlemsstaterne i henhold til denne bestemmelse, for så vidt som det for disse medlemsstater er muligt at fastsætte en lempelse af den gældende miljøafgiftssats eller foretage en udbetaling af en fast kompensation eller kombinere disse mekanismer, at denne bestemmelse, som Kommissionen har gjort gældende, tilsigter at sikre, at den anvendte mekanisme for afgiftslempelse gør det muligt på en gennemsigtig måde at afgøre, hvilken afgiftslempelse, der rent faktisk finder anvendelse samtidigt med, at medlemsstaterne overlades en vis skønsmargin for så vidt angår mekanismens nærmere bestemmelser.
87 I denne sidstnævnte forbindelse præciserer 64. betragtning til forordning nr. 651/2014 bl.a., at medlemsstaterne for bedre at bevare det prissignal til virksomhederne, som er et formål med miljøafgiften, bør have mulighed for at udforme skatte- og afgiftslempelsesordningen på en sådan måde, at der udbetales et fast årligt godtgørelsesbeløb (skatte- og afgiftsrefusion).
88 Det skal ligeledes bemærkes, at formålet om at sikre, at mekanismen for beregning af afgiftslempelsen er gennemsigtig, indgår i det formål, der forfølges med forordning nr. 651/2014, og som er fremhævet i tredje til femte betragtning til denne forordning, om at øge gennemsigtigheden og styrke effektiv evaluering og kontrol med statsstøttereglernes overholdelse på nationalt plan og på EU-plan. Dette formål er nemlig, som det fremgår af denne doms præmis 72, blandt de formål, der generelt forfølges med de generelle gruppefritagelsesforordninger.
89 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de for Domstolen forelagte oplysninger, at de afgiftslempelser – som den statsstøtte, der blev ydet i henhold til den støtteordning, som er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne udgør – er støttet på en beregningsformel, der er konkret fastlagt i den nationale lovgivning, som indfører den pågældende ordning. Særligt skal energiafgifterne i overensstemmelse med denne lovgivning godtgøres for et kalenderår i det omfang, de i alt overstiger 0,5% af virksomheden nettoproduktionsværdi. Endvidere begrænser den pågældende lovgivning godtgørelsens størrelse ved en henvisning til den minimumsafgiftssats, der er fastsat i direktiv 2003/96. Den nationale myndighed råder endvidere ikke over noget skøn med hensyn til størrelsen af den afgiftslempelse, der følger af denne beregningsformel.
90 I henhold til denne ordning svarer den energiafgift, der skal godtgøres, til enten differencen mellem det samlede afgiftsbeløb og 0,5% af den støttemodtagende virksomhed nettoproduktionsværdi eller differencen mellem det samlede afgiftsbeløb og de minimumsafgiftssatser, der finder anvendelse på den pågældende energikilde. Blandt disse to beregningsmetoder skal den metode, der fastsætter den laveste energiafgift, som skal godtgøres, anvendes.
91 Det følger heraf, at den nationale lovgivning, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til den beregningsformel, den foreskriver, fastsætter to potentielle nedsatte satser for miljøafgiften og fastsætter den af de to satser, der skal anvendes for hver støttemodtagende virksomhed. En sådan beregningsformel gør det ikke muligt for de nationale myndigheder frit at fastsætte størrelsen af den afgift, som virksomheden rent faktisk skal betale, eftersom denne svarer til det beløb, som afgiftsmyndighederne har beholdt efter erlæggelsen af den således beregnede godtgørelse.
92 Under disse omstændigheder skal det, som Kommissionen har gjort gældende, konstateres, at hver af de alternative former for beregning, som den beregningsformel, der er fastsat i den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning, som beskrevet i denne doms præmis 89 og 90, består af, indebærer en lempelse af den gældende miljøafgiftssats som omhandlet i artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014. Inden for rammerne af den første af disse beregningsmetoder nedsættes den gældende afgiftssats rent faktisk til 0,5% af den støttemodtagende virksomheds nettoproduktionsværdi, mens den gældende afgiftssats inden for rammerne af den anden beregningsmetode rent faktisk nedsættes til den minimumsafgiftssats, der gælder for den pågældende energikilde.
93 Det skal derfor konstateres, at en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, er støttet på en af de specifikke mekanismer for miljøafgiftslempelse, der er fastsat i artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014, således at den betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse, skal anses for opfyldt.
94 Denne betragtning kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at den nationale lovgivning, der er omhandlet i hovedsagerne, fastsætter en beregningsformel, som giver mulighed for to forskellige nedsatte satser for afgift, idet denne lovgivning, som det fremgår af denne doms præmis 89-91, ligeledes gør det muligt at afgøre hvilke af disse to satser, der rent faktisk skal anvendes i et konkret tilfælde, således at det forhold, at der foreligger to alternative afgiftssatser, ikke rejser tvivl om det formål, der forfølges med artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014, som der blev redegjort for i denne doms præmis 86 og 87.
95 På baggrund af det ovenstående skal det tredje spørgsmåls første led besvares med, at artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 skal fortolkes således, at en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne i henhold til hvilken godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat ved en beregningsformel i den nationale lovgivning, der indfører denne ordning, er i overensstemmelse med denne bestemmelse.
Det andet spørgsmål
96 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke konsekvenser, den skal drage for tvisterne i hovedsagerne i det tilfælde, at Domstolen fastslår, at en støtteordning som den, der er omhandlet i disse tvister, skulle have været anmeldt i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, således at den støtte, der tildeles i henhold til denne ordning, skal anses for ulovlig.
97 Det følger imidlertid af besvarelserne af det første og det tredje spørgsmål, at til trods for den principielle anmeldelsespligt, der gælder i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF i forhold til en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, er den støtte, der blev tildelt i henhold til denne ordning i de omhandlede perioder i disse tvister, fritaget for denne forpligtelse i medfør af artikel 3 i forordning nr. 651/2014, for så vidt som alle betingelserne i forordningens kapitel I og artikel 44 er opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
98 På denne baggrund er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
99 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 108, stk. 3, TEUF, skal fortolkes således, at en national lovgivning, der ændrer en støtteordning ved at reducere kredsen af modtagere af denne støtte, principielt er undergivet den anmeldelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse.
2) Artikel 58, stk. 1, i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] skal fortolkes således, at støtte, der ydes inden ikrafttrædelsen af den pågældende forordning på grundlag af en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til samme forordning kan fritages fra den anmeldelsespligt, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF.
3) Artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 skal fortolkes således, at en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne i henhold til hvilken godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat ved en beregningsformel i den nationale lovgivning, der indfører denne ordning, er i overensstemmelse med denne bestemmelse.