C-553/21 Shell Deutschland Oil - Dom

C-553/21 Shell Deutschland Oil - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

22. december 2022

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/96/EF – beskatning af energiprodukter og elektricitet – artikel 5, fjerde led – differentierede punktafgiftssatser baseret på, om de pågældende produkter er til erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig brug – fakultative afgiftsfritagelser og ‑lempelser – indgivelse af en ansøgning om fakultativ afgiftslempelse efter udløbet af fristen herfor, men inden udløbet af fristen for ansættelse af den pågældende afgift – retssikkerhedsprincippet – effektivitetsprincippet – proportionalitetsprincippet«

I sag C-553/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Tyskland) ved afgørelse af 8. juni 2021, indgået til Domstolen den 8. september 2021, i sagen

Hauptzollamt Hamburg

mod

Shell Deutschland Oil GmbH,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af dommerne N. Piçarra (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, N. Jääskinen og M. Gavalec,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Hauptzollamt Hamburg ved C. Schaade, som befuldmægtiget,

– Shell Deutschland Oil GmbH ved Rechtsanwälte J. Dengler, L. Freiherr von Rummel og R. Stein,

– Europa-Kommissionen ved A. Armenia og R. Pethke, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af proportionalitetsprincippet som et almindeligt EU-retligt princip, sammenholdt med artikel 5, fjerde led, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Hauptzollamt Hamburg (hovedtoldkontoret i Hamburg, Tyskland) (herefter »toldkontoret«) og Shell Deutschland Oil GmbH (herefter »Shell«) vedrørende toldkontorets afslag på at fritage dette selskab for energiafgiften på energiprodukter, som selskabet anvender som brændsel til opvarmning til erhvervsmæssige formål.

Retsforskrifter

EU-retten

3 3., 17. og 21. betragtning til direktiv 2003/96 har følgende ordlyd:

»(3) Et velfungerende indre marked og gennemførelsen af formålene med EF’s øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på EF-plan for de fleste energiprodukter, herunder elektricitet, naturgas og kul.

[...]

(17) De[t] er nødvendigt at fastsætte forskellige fællesskabsminimumssatser for beskatning afhængigt af anvendelsen af energiprodukterne og elektriciteten.

[...]

(21) Erhvervsmæssigt forbrug og ikke-erhvervsmæssigt forbrug af energiprodukter og elektricitet kan behandles skattemæssigt forskelligt.«

4 Dette direktivs artikel 5 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan i følgende tilfælde, under afgiftsmyndighedernes kontrol, anvende differentierede afgiftssatser, når blot de overholder de minimumsafgiftssatser, der er fastsat i dette direktiv, og er forenelige med EU-retten:

[...]

– mellem erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt forbrug for de i artikel 9 [brændsel til opvarmning] og 10 [elektricitet] omhandlede energiprodukter og elektricitet.«

5 Direktivets artikel 6 bestemmer:

»Medlemsstaterne kan frit gennemføre de afgiftsfritagelser og ‑lempelser, der er fastsat i dette direktiv [...]

[...]

c) ved at refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf.«

Tysk ret

6 § 54, stk. 1, i Energiesteuergesetz (lov om energiafgift) af 15. juli 2006 (BGB1. 2006 I, s. 1534), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »EnergieStG«), fastsætter:

»Der ydes efter ansøgning afgiftsfritagelse for energiprodukter, som påviseligt er blevet pålagt afgift i henhold til § 2, stk. 3, første punktum, nr. 1 og 3-5, og som af en produktionsvirksomhed som omhandlet i § 2, nr. 3, i Stromsteuergesetz [(lov om elektricitetsafgift) af 24. marts 1999 (BGB1. 1999 I, s. 378)] [...] er blevet anvendt til brændsel til opvarmning til erhvervsmæssige formål eller anvendt i begunstigede anlæg som omhandlet i § 3. Der ydes dog kun afgiftsfritagelse for energiprodukter, der er anvendt til produktion af varme, hvis den producerede varme påviseligt er blevet anvendt af en produktionsvirksomhed [...]«

7 § 100 i Verordnung zur Durchführung des Energiesteuergesetzes (bekendtgørelse om gennemførelse af lov om energiafgift) af 31. juli 2006 (BGBl. 2006 I, s. 1753, herefter »EnergieStV«), med overskriften »Afgiftsfritagelse for virksomheder«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Ansøgning om afgiftsfritagelse i henhold til EnergieStG’s § 54 indgives til [det toldkontor], hvorunder ansøgeren hører, ved anvendelse af den foreskrevne officielle formular, for alle energiprodukter, som er blevet anvendt inden for den omhandlede periode. Ansøgeren skal i ansøgningen anføre alle oplysninger, som er nødvendige for fastsættelsen af afgiftsfritagelsen, og selv beregne fritagelsesbeløbet. Afgiftsfritagelse indrømmes kun, hvis ansøgningen indgives til [toldkontoret] senest den 31. december i det år, der følger efter det kalenderår, hvori energiprodukterne er blevet anvendt.«

8 § 169 i Abgabenordnung (lov om skatter og afgifter) med overskriften »Ansættelsesfrist« har følgende ordlyd:

»(1) En afgift kan ikke længere ansættes, annulleres eller ændres, når ansættelsesfristen er udløbet. [...]

(2) Ansættelsesfristen er:

1. et år for punktafgifter og refusion af punktafgifter

[...]«

9 I henhold til denne lovs § 170 løber ansættelsesfristen fra udløbet af det kalenderår, hvori afgiften er opstået.

10 Den nævnte lovs § 171 med overskriften »Forlængelse af fristen« bestemmer i stk. 4, at såfremt der indledes en afgiftskontrol inden udløbet af fristen for ansættelse af de afgifter, som denne kontrol vedrører, udløber denne frist ikke, før de afgiftsansættelser, der udstedes efter denne afgiftskontrol, er blevet endelige, uden at dette dog berører en forlængelse af fristen i henhold til andre bestemmelser.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11 Shell indgav under anvendelse af den til formålet foreskrevne officielle formular en ansøgning til toldkontoret om afgiftsfritagelse i henhold til EnergieStG’s § 54, stk. 1, for energiprodukter, som selskabet havde anvendt til erhvervsmæssige formål i perioden fra august til november 2010, i form af refusion af en del af den erlagte afgift, således som fastsat i artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96.

12 Det er ubestridt, at Shell opfyldte alle betingelser for at opnå en sådan afgiftslempelse i henhold til EnergieStG’s § 54, stk. 1, for denne periode, bortset fra indgivelse af en ansøgning herom inden for den i EnergieStV’s § 100 fastsatte frist, hvilken ansøgning indgik til toldkontoret i maj 2012. Det er ligeledes ubestridt, at selskabet i 2011 var genstand for en afgiftskontrol vedrørende 2010.

13 Toldkontoret afslog Shells ansøgning og selskabets klage over afgørelsen om afslag henholdsvis den 13. august 2012 og den 27. februar 2015 med den begrundelse, at Shell ikke havde indgivet ansøgningen om afgiftslempelse inden for den frist, der er fastsat i EnergieStV’s § 100, stk. 1.

14 Ved en dom af 1. februar 2019 gav Finanzgericht Hamburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Hamburg, Tyskland) Shell medhold i det søgsmål, som selskabet havde anlagt, og fastslog, at sidstnævnte bestemmelse henset til sagens omstændigheder var blevet overholdt, og at toldkontoret under hensyn til EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet, burde have imødekommet Shells ansøgning.

15 Toldkontoret har herefter iværksat revisionsanke til prøvelse af denne dom ved Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Tyskland), der er den forelæggende ret.

16 Den forelæggende ret har anført, at afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhænger af, om en ansøgeres ret til en afgiftslempelse, som vedkommende har ansøgt om i medfør af EnergieStG’s § 54, stk. 1 – der er baseret på artikel 5, fjerde led, i direktiv 2003/96 – såfremt ansøgningen er indgået til toldkontoret efter udløbet af fristen for indgivelse af en sådan ansøgning, men inden fristen for ansættelse af afgiften, der i overensstemmelse med § 171, stk. 4, i lov om skatter og afgifter er blevet forlænget på grund af en afgiftskontrol foretaget hos ansøgeren, er udelukket i henhold til EnergieStV’s § 100, stk. 1, eller om proportionalitetsprincippet som et almindeligt EU-retligt princip er til hinder for, at de kompetente nationale myndigheder nægter en sådan ret alene af den grund, at den førstnævnte frist ikke er overholdt.

17 Den forelæggende ret har anført, at på det tidspunkt, hvor ansøgningen om afgiftslempelse indgik til toldkontoret – i maj 2012 – var ansættelsesfristen endnu ikke udløbet som følge af den afgiftskontrol, der var blevet foretaget hos Shell i 2011. Den har anført, at der er tale om en præklusionsfrist, som tjener retssikkerheden og retsfreden, således som Domstolen allerede har fastslået.

18 Desuden har den forelæggende ret for det første anført, at ifølge den praksis, der følger af Domstolens dom af 2. juni 2016, Polihim-SS (C-355/14, EU:C:2016:403), og af 7. november 2019, Petrotel-Lukoil (C-68/18, EU:C:2019:933), er det i strid med EU-retten og navnlig med proportionalitetsprincippet at sanktionere en overtrædelse af formelle krav, der er fastsat i national ret, med et afslag på at indrømme en afgiftsfordel, der er fastsat ved direktiv 2003/96, og for det andet, at ansøgning om fritagelse for energiafgift ifølge den forelæggende rets egen praksis »ikke er en materiel, men alene en formel betingelse for retten til afgiftsfritagelse«. Dette kunne ifølge den forelæggende ret tale for, at en for sent indgivet ansøgning ikke er til hinder for, at et energiprodukt beskattes efter produktets faktiske anvendelse, i det foreliggende tilfælde som brændsel til opvarmning til erhvervsmæssige formål. I så fald hælder den forelæggende ret til den opfattelse, at så længe ansættelsesfristen som fastsat i § 169 i lov om skatter og afgifter ikke er udløbet, kan den kompetente myndighed ikke nægte ret til fritagelse eller lempelse af energiafgiften, såfremt de materielle betingelser, der er fastsat i denne henseende, er opfyldt.

19 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den nævnte retspraksis, som vedrører obligatoriske afgiftsfritagelser, der er fastsat i direktiv 2003/96, ligeledes finder anvendelse på de fakultative afgiftsfritagelser, som er fastsat i dette direktiv, og som er genstand for hovedsagen.

20 På denne baggrund har Bundesfinanzhof (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Gælder [...] proportionalitetsprincip[pet som et generelt EU-retligt princip] også for den fakultative afgiftsnedsættelse i henhold til artikel 5, [...] fjerde led, i direktiv 2003/96 med den konsekvens, at medlemsstaten ikke må nægte afgiftsnedsættelsen efter udløbet af den ansøgningsfrist, der er fastsat i medlemsstatens lovgivning, hvis der på tidspunktet for indleveringen af ansøgningen til den kompetente myndighed endnu ikke er indtrådt [forældelse af ansættelsen]?«

Om det præjudicielle spørgsmål

21 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet som et generelt EU-retligt princip skal fortolkes således, at disse principper i forbindelse med gennemførelsen af en bestemmelse som artikel 5, fjerde led, i direktiv 2003/96, der giver medlemsstaterne mulighed for, under visse betingelser, at anvende differentierede afgiftssatser mellem erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt forbrug for energiprodukter og elektricitet som omhandlet i dette direktiv, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de kompetente myndigheder i en medlemsstat har pligt til automatisk og uden undtagelse at afslå en ansøgning om afgiftsfritagelse, der er indgivet inden for den i national ret fastsatte frist for ansættelse af den pågældende afgift, alene af den grund, at ansøgeren ikke har overholdt den i national ret fastsatte frist for indgivelse af en sådan ansøgning.

22 Hvad for det første angår de materielle betingelser for fritagelse for punktafgifter på energiprodukter og elektricitet som omhandlet i direktiv 2003/96 bemærkes, at dette direktiv, således som det fremgår af 3. betragtning hertil, har til formål at fastsætte minimumsafgiftssatser på EU-plan for de fleste energiprodukter og elektricitet. I henhold til dette direktivs artikel 5 og 6, sammenholdt med 17. og 21. betragtning hertil, kan medlemsstaterne indføre differentierede afgiftssatser, afgiftsfritagelser eller afgiftslempelser for punktafgifter, som udgør en integrerende del af den harmoniserede afgiftsordning, der er indført ved samme direktiv (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse), C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 30).

23 Artikel 5 i direktiv 2003/96 giver således medlemsstaterne mulighed for, under overholdelse af de minimumsafgiftssatser, der er fastsat ved dette direktiv, samt EU-retten, at anvende differentierede afgiftssatser i visse tilfælde, som er angivet i denne artikel, herunder det i fjerde led omhandlede tilfælde vedrørende erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig brug af de i artikel 9 og 10 omhandlede energiprodukter og elektricitet. Denne mulighed udgør en integrerende del af den harmoniserede afgiftsordning, der er indført ved samme direktiv (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse), C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 30).

24 Det følger heraf, at erhvervsdrivende, der er underlagt en nedsat sats for den pågældende afgift i henhold til en bestemmelse i national ret, som gennemfører denne mulighed, når de befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for erhvervsdrivende, der er underlagt den almindelige afgiftssats for denne afgift i henhold til en obligatorisk bestemmelse i direktiv 2003/96, i henhold til ligebehandlingsprincippet ikke må behandles anderledes end de sidstnævnte, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse), C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 31 og 32).

25 Da de formelle og proceduremæssige betingelser vedrørende indgivelse af en ansøgning om fritagelse for afgiften på energiprodukter og elektricitet, der er baseret på en national lovgivning, som gennemfører den mulighed, der er indført ved artikel 5, fjerde led, i direktiv 2003/96, for det andet ikke er præciseret i hverken dette direktiv eller en anden EU-retsakt, tilkommer det, i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte disse betingelser, som dog ikke må være mindre gunstige end dem, der regulerer sammenlignelige situationer i national ret (ækvivalensprincippet), og ikke gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. analogt dom af 9.9.2021, GE Auto Service Leasing, C-294/20, EU:C:2021:723, præmis 59).

26 Det samme gælder for så vidt angår navnlig fastsættelsen af frister for udøvelsen af disse rettigheder, bl.a. forældelses- og præklusionsfrister. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at fastsættelse af rimelige, præklusive frister er udtryk for en anvendelse af det grundlæggende retssikkerhedsprincip, som har til formål at sikre forudsigelighed i retlige situationer og forhold og bl.a. kræver, at en afgiftspligtig persons situation for så vidt angår de rettigheder og forpligtelser, som den pågældende har i forhold til afgiftsmyndighederne, ikke til tid og evighed kan anfægtes (jf. i denne retning dom af 21.6.2012, Elsacom, C-294/11, EU:C:2012:382, præmis 29, og af 14.10.2021, Finanzamt N og Finanzamt G (Meddelelse af henførselsbeslutning), C-45/20 og C-46/20, EU:C:2021:852, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

27 Sådanne frister skal imidlertid finde anvendelse på samme måde på rettigheder på afgiftsområdet baseret på national ret og på de tilsvarende rettigheder, der er baseret på EU-retten, og må desuden ikke gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve den pågældende rettighed (jf. i denne retning dom af 30.4.2020, CTT – Correios de Portugal, C-661/18, EU:C:2020:335, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

28 Overholdelsen af de krav, der følger af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal hvad nærmere bestemt angår forældelses- og præklusionsfrister bedømmes under hensyn til, hvilken stilling de nationale regler indtager i den samlede procedure, denne procedures forløb og disse reglers særlige kendetegn for de forskellige nationale instanser (jf. i denne retning dom af 14.10.2020, Valoris, C-677/19, EU:C:2020:825, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

29 Under disse omstændigheder kan sådanne frister ikke antages at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges ved Unionens retsorden, selv om udløbet af disse frister i sagens natur medfører en hel eller delvis afvisning af sagen (dom af 21.10.2021, Wilo Salmson France, C-80/20, EU:C:2021:870, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

30 I det foreliggende tilfælde fastsætter den i hovedsagen omhandlede lovgivning for det første en frist på et år for ansættelsen af energiafgiften, beregnet fra udløbet af det kalenderår, hvori afgiften er opstået. I tilfælde af en afgiftskontrol udløber denne frist først, når de afgiftsansættelser, der udstedes efter denne afgiftskontrol, bliver endelige. For det andet fastsætter denne lovgivning en frist for indgivelse af ansøgning om afgiftsfritagelse til de kompetente nationale myndigheder, som er lige så lang og umiddelbart løber fra samme tidspunkt som ansættelsesfristen. Udløbet af fristen for indgivelse af denne ansøgning medfører automatisk og uden undtagelse, at ansøgningen afslås, selv om fristen for ansættelse af afgiften endnu ikke er udløbet på grund af en eventuel suspension, afbrydelse eller forlængelse af denne frist.

31 Effektivitetsprincippet er imidlertid til hinder for den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, hvis denne skal fortolkes således, at manglende overholdelse af fristen for indgivelse af en ansøgning om afgiftsfritagelse automatisk og uden undtagelse medfører afslag på ansøgningen, herunder når fristen for ansættelse af den pågældende afgift – som er lige så lang og løber fra samme tidspunkt som fristen for indgivelse af ansøgningen, og som kan afbrydes, suspenderes eller forlænges – endnu ikke er udløbet på grund af bl.a. en afgiftskontrol af ansøgeren. I dette tilfælde kan en sådan lovgivning uafhængigt af omstændighederne i den omhandlede sag fratage en afgiftspligtig person retten til fritagelse, selv om den pågældende medlemsstat har valgt at garantere denne ret for de erhvervsdrivende på dens område.

32 Disse betragtninger bekræftes af proportionalitetsprincippet som et generelt EU-retlige princip, som den forelæggende ret ønsker fortolket, og som de nationale bestemmelser, der gennemfører EU-retten, ligeledes skal overholde (jf. i denne retning dom af 13.7.2017, Vakarų Baltijos laivų statykla, C-151/16, EU:C:2017:537, præmis 45, af 9.9.2021, Hauptzollamt B (Fakultativ afgiftslempelse), C-100/20, EU:C:2021:716, præmis 31, og af 30.6.2022, ARVI ir ko, C-56/21, EU:C:2022:509, præmis 34). I henhold til dette princip skal medlemsstaterne anvende midler, som – idet de gør det muligt effektivt at nå det mål, der forfølges med national ret – gør mindst muligt indgreb i de ved EU-lovgivningen opstillede principper (jf. i denne retning dom af 14.10.2021, Finanzamt N og Finanzamt G (Meddelelse af henførselsbeslutning), C-45/20 og C-46/20, EU:C:2021:852, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

33 Domstolen har allerede fastslået, at en national lovgivning, som inden for den generelle forældelsesfrist på fem år forhindrer en afgiftspligtig person, der ikke har gjort krav på fradrag for indgående moms, i at berigtige sine momsangivelser for perioder, som allerede har været genstand for en afgiftskontrol, hvorved vedkommende fortaber fradragsretten, henset til den fremtrædende rolle, som fradragsretten spiller i momssystemet, forekommer at være uforholdsmæssig i forhold til det tilsigtede mål i det tilfælde, at der ikke foreligger svig, og det offentlige ikke har lidt tab (dom af 26.4.2018, Zabrus Siret, C-81/17, EU:C:2018:283, præmis 51). Denne bedømmelse gælder mutatis mutandis for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

34 Eftersom det ikke under omstændigheder som de i denne doms præmis 30 omhandlede fremgår, at det ville være i strid med retssikkerhedsprincippet at imødekomme en ansøgning om afgiftsfritagelse eller ‑lempelse, som er indgivet efter udløbet af fristen for indgivelse af en sådan ansøgning, men inden for fristen for ansættelse af den omhandlede afgift, og henset til den almindelige opbygning og formålet med direktiv 2003/96, som bygger på princippet om, at energiprodukter skal afgiftspålægges i forhold til deres faktiske anvendelse (dom af 2.6.2016, ROZ-ŚWIT, C-418/14, EU:C:2016:400, præmis 33), må det fastslås, at proportionalitetsprincippet ligeledes er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, når der ikke er tvivl om den faktiske anvendelse af energiprodukterne.

35 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet som et generelt EU-retligt princip skal fortolkes således, at disse principper i forbindelse med gennemførelsen af en bestemmelse som artikel 5, fjerde led, i direktiv 2003/96, der giver medlemsstaterne mulighed for, under visse betingelser, at anvende differentierede afgiftssatser mellem erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt forbrug for energiprodukter og elektricitet som omhandlet i dette direktiv, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de kompetente myndigheder i en medlemsstat har pligt til automatisk og uden undtagelse at afslå en ansøgning om afgiftsfritagelse, der er indgivet inden for den i national ret fastsatte frist for ansættelse af den pågældende afgift, alene af den grund, at ansøgeren ikke har overholdt den i national ret fastsatte frist for indgivelse af en sådan ansøgning.

Sagsomkostninger

36 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet som et generelt EU-retligt princip skal fortolkes således, at disse principper i forbindelse med gennemførelsen af en bestemmelse som artikel 5, fjerde led, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet, der giver medlemsstaterne mulighed for, under visse betingelser, at anvende differentierede afgiftssatser mellem erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt forbrug for energiprodukter og elektricitet som omhandlet i dette direktiv, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de kompetente myndigheder i en medlemsstat har pligt til automatisk og uden undtagelse at afslå en ansøgning om afgiftsfritagelse, der er indgivet inden for den i national ret fastsatte frist for ansættelse af den pågældende afgift, alene af den grund, at ansøgeren ikke har overholdt den i national ret fastsatte frist for indgivelse af en sådan ansøgning.