C-294/18 Energipolitik Oulun Sähkönmyynti - Dom

C-294/18 Energipolitik Oulun Sähkönmyynti - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

2. maj 2019

»Præjudiciel forelæggelse – energieffektivitet – direktiv 2012/27/EU – artikel 11, stk. 1 – omkostninger ved adgang til målings- og faktureringsoplysninger – slutkunders ret til gratis at modtage alle deres fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug – el-grundgebyr – rabat på el-grundgebyret, som en elleverandør giver de kunder, der har valgt at modtage elektronisk faktura«

I sag C-294/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af markkinaoikeus (domstol i handelsretlige sager, Finland) ved afgørelse af 19. april 2018, indgået til Domstolen den 27. april 2018, i sagen anlagt af:

Oulun Sähkönmyynti Oy,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne E. Juhász og I. Jarukaitis (refererende dommer),

generaladvokat: N. Wahl,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Energiavirasto ved lakimies P. Malén,

– den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P.G. Marrone

– Europa-Kommissionen ved M. Huttunen og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT 2012, L 315, s. 1).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag, som er anlagt af Oulun Sähkönmyynti Oy, som er et selskab, der leverer elektricitet i detailleddet, vedrørende en afgørelse fra Energiavirasto (energiagentur, Finland) om en månedlig rabat på et el-grundgebyr, som ydes til de slutkunder, der har valgt at modtage en elektronisk faktura.

Retsforskrifter

EU-retten

3 Følgende fremgår af 32. og 33. betragtning til direktiv 2012/27:

»32) Målings- og faktureringsbestemmelserne i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF (EUT 2006, L 114, s. 64)], [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 2009, L 211, s. 55)] og [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94)] har haft begrænsede energisparevirkninger. I mange dele af Unionen har disse bestemmelser ikke ført til, at kunderne modtager ajourførte oplysninger om deres energiforbrug, og at fakturering baseres på det faktiske forbrug med en hyppighed, som ifølge undersøgelser er nødvendig for, at kunderne kan regulere deres energiforbrug. Hvad angår rumopvarmning og varmt vand i ejendomme med flere lejligheder har den manglende klarhed af disse bestemmelser også ført til talrige klager fra borgerne.

33) For at styrke slutkundernes stilling, når det gælder adgang til oplysninger om målingen og faktureringen af deres eget energiforbrug, og i betragtning af de muligheder, der er forbundet med gennemførelsen af intelligente målersystemer og indførelsen af intelligente målere i medlemsstaterne, er det derfor vigtigt, at EU-rettens krav på dette område gøres klarere. Dette bør hjælpe med til at reducere udgifterne til gennemførelse af intelligente målersystemer, der er udstyret med funktioner, som øger energibesparelserne og støtter udviklingen af markederne for energitjenester og efterspørgselsstyringen. Gennemførelsen af intelligente målersystemer giver mulighed for hyppig fakturering baseret på faktisk forbrug. Der er imidlertid også behov for at tydeliggøre kravene om adgang til oplysninger og fair og nøjagtig fakturering baseret på faktisk forbrug i de tilfælde, hvor der ikke er intelligente målere til rådighed senest i 2020, bl.a. i forbindelse med måling og fakturering af det individuelle forbrug af varme, køling og varmt vand i ejendomme med flere enheder ved hjælp af fjernvarme eller fjernkøling eller eget fælles varmesystem, der er installeret i sådanne ejendomme.«

4 Artikel 1 i direktiv 2012/27, der har overskriften »Genstand og anvendelsesområde«, fastsætter:

»1. Dette direktiv opstiller en fælles ramme af foranstaltninger til at fremme energieffektivitet i Unionen med henblik på at sikre, at Unionens overordnede mål på 20% for energieffektivitet i 2020 nås, og bane vejen for yderligere forbedringer af energieffektiviteten derefter.

[...]

2. De i dette direktiv fastsatte krav er minimumskrav og er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger skal være forenelige med EU-retten. Fastsætter national lovgivning strengere foranstaltninger, underretter medlemsstaten Kommissionen om denne lovgivning.«

5 Direktivets artikel 10, der har overskriften »Faktureringsoplysninger«, foreskriver i stk. 3:

»Uanset om der er installeret intelligente målere:

[...]

b) skal medlemsstaterne sikre, at slutkunderne får mulighed for at vælge elektroniske faktureringsoplysninger og fakturaer, og at de på anmodning modtager en klar og letforståelig redegørelse for, hvordan deres faktura er fremkommet, navnlig hvis fakturaer ikke er baseret på det faktiske forbrug

[...]«

6 Direktivets artikel 11, der har overskriften »Omkostninger ved adgang til målings- og faktureringsoplysninger«, bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at slutkunderne gratis modtager alle deres fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug, og at slutkunderne også på passende vis har gratis adgang til deres forbrugsoplysninger.«

7 Bilag VII til direktiv 2012/27, der har overskriften »Mindstekrav til fakturering og faktureringsoplysninger baseret på faktisk forbrug«, præciserer følgende i punkt 1.1, der vedrører »[f]akturering baseret på faktisk forbrug«:

»For at give slutkunderne mulighed for at styre deres eget energiforbrug bør faktureringen finde sted på grundlag af det faktiske forbrug mindst en gang årligt, og faktureringsoplysningerne bør stilles til rådighed mindst hvert kvartal, på anmodning eller hvis forbrugerne har valgt elektronisk fakturering, ellers to gange årligt. Gas, der kun anvendes til madlavning, kan fritages for dette krav.«

Finsk ret

8 Artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 er gennemført i den finske retsorden ved § 69 i sähkömarkkinalaki (588/2013) (elmarkedsloven (588/2013)). Denne paragraf, der har overskriften »Leverandører i detailleddets fakturering«, bestemmer i stk. 5, at »de fakturaer og pris- og forbrugsoplysninger, som er nævnt i [den nævnte] paragraf, skal fremsendes til slutkunderne gratis og på passende vis«, og at »fakturaerne og forbrugsoplysningerne på anmodning skal fremsendes til slutkunderne i elektronisk form«.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

9 Prisen for den elektricitet, som sælges af Oulun Sähkönmyynti, består af et fast månedligt grundgebyr og energiprisen, der afhænger af omfanget af elforbruget. Det månedlige grundgebyr er normalt 2,50 EUR. Fra den 1. januar 2016 gav Oulun Sähkönmyynti rabat på 1 EUR på det månedlige grundgebyr til de kunder, som havde valgt at modtage en elektronisk faktura, men ikke til de kunder, som havde valgt andre faktureringsmåder, såsom papirfakturaer, ordninger med direkte debitering og, for erhvervskunders vedkommende, onlinefakturering.

10 Ved afgørelse af 20. juni 2017 fastslog energiagenturet, at rabatten svarede til, at de kunder, som ikke havde valgt at modtage en elektronisk faktura, betalte 1 EUR for deres fakturaer. Energiagenturet pålagde derfor Oulun Sähkönmyynti at ændre sin faktureringspraksis og sikre sine kunder at modtage deres fakturaer gratis. Ved samme afgørelse pålagde energiagenturet endvidere Oulun Sähkönmyynti Oy at tilbagebetale den del af omkostningerne, som siden den 1. januar 2016 med urette var blevet opkrævet hos de kunder, der ikke havde valgt at modtage elektroniske fakturaer.

11 Oulun Sähkönmyynti indbragte et søgsmål ved den forelæggende ret, markkinaoikeus (domstol i handelsretlige sager, Finland), til prøvelse af denne afgørelse.

12 Til støtte for søgsmålet har Oulun Sähkönmyynti gjort gældende, at alle selskabets kunder modtager deres elregning gratis, uanset hvilken faktureringsmåde de har valgt. Kravet om gratis fakturaer betyder ifølge selskabet imidlertid ikke, at selskabet ikke må yde rabat på grundgebyret for elektricitet til kunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura. Den rabat, der ydes selskabets kunder, er endvidere ikke baseret på en reel omkostningsbesparelse, men på en opgørelse af rabattens virkninger. Faktureringernes hyppighed har ingen betydning for hverken grundgebyrets eller rabattens størrelse, idet kunderne desuden kan vælge mellem at blive faktureret fire, seks eller tolv gange om året. Endvidere giver elektronisk fakturering en besparelse på administrationsomkostningerne.

13 Energiagenturet har anført, at den i hovedsagen omhandlede rabat indebærer omgåelse af reglen om, at alle kunder skal modtage deres elregning gratis. Set ud fra slutkundens synspunkt er det uden betydning, om der opkræves et særskilt gebyr for fakturaen, eller om grundgebyret er højere, fordi slutkunden har valgt en anden faktureringsmåde end elektronisk faktura. Ifølge energiagenturet er det prisforskellen mellem de forskellige faktureringsmåder, der er det afgørende. Energiagenturet har endvidere anført, at alene den fortolkning, som energiagenturet har anlagt, sikrer, at slutkunder, som ikke har adgang til elektroniske tjenester, og som ofte også befinder sig i en mere sårbar position, modtager deres elregning gratis.

14 Den forelæggende ret har anført, at det både i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 og i § 69, stk. 5, i elmarkedsloven (588/2013) bestemmes, at fakturaerne og faktureringsoplysningerne skal fremsendes gratis og på passende vis til slutkunderne. Ifølge Europa-Kommissionens vejledning vedrørende artikel 9-11 i direktiv 2012/27 (SWD/2013/0448 final) hindrer kravet om, at faktura og faktureringsoplysninger skal være gratis, imidlertid ikke, at elleverandøren i detailleddet giver slutkunderne en rabat eller bonus, hvis disse vælger elektronisk fakturering.

15 På den ene side har den forelæggende ret anført, at dette arbejdsdokument fra Kommissionen, selv om det ikke er en bindende retskilde som omhandlet i artikel 288 TEUF, og det ikke ændrer retsvirkningerne af direktiv 2012/27, viser, at direktivets artikel 11, stk. 1, kan fortolkes således, som Oulun Sähkönmyynti har gjort, dvs. at det afgørende er, at fakturaen er gratis. På den anden side kan den situation, hvor en slutkunde, som ikke har valgt at modtage en elektronisk faktura, opkræves et højere grundgebyr, imidlertid anses for at være en situation, hvor der anmodes om en særlig betaling for udstedelse af en papirfaktura, således som energiagenturet har anført.

16 Endvidere har den forelæggende ret præciseret, at det ikke følger af de i hovedsagen omhandlede oplysninger, at Republikken Finland har truffet strengere nationale foranstaltninger end dem, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27.

17 Markkinaoikeus (domstol i handelsretlige sager) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 11, stk. 1, i [direktiv 2012/27] fortolkes således, at det forhold, at der ydes en rabat på et el-grundgebyr på basis af en faktureringsmåde, som slutkunden har valgt, betyder, at faktura og faktureringsoplysninger ikke blev fremsendt gratis til slutkunder, som ikke har fået rabatten?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, og det kan være lovligt at yde den ovenfor nævnte rabat: Følger der af direktiv [2012/27] ved en vurdering af, om rabatten er lovlig, yderligere særlige betingelser, som der skal tages højde for, som f.eks. om rabatten svarer til den omkostningsbesparelse, der er opnået med den valgte faktureringsmåde, om rabatten vedrører antallet af faktureringer, eller om rabatten kan henføres til den slutkundegruppe, som afstedkommer omkostningsbesparelsen med deres valg af faktureringsmåde?

3) Såfremt ydelse af den rabat, som er nævnt i det første præjudicielle spørgsmål, betyder, at der i strid med artikel 11, stk. 1, i direktiv [2012/27] er opkrævet gebyrer hos andre slutkunder end dem, som har valgt den specielle faktureringsmåde: Følger der da af EU-retten særlige krav, som der skal tages hensyn til ved afgørelsen om tilbagebetaling af gebyrerne?«

De præjudicielle spørgsmål

Det første og det andet spørgsmål

18 Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 skal fortolkes således, at den under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at elleverandører i detailleddet kun yder rabat på et el-grundgebyr til slutkunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura.

19 Således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har den forelæggende ret rejst disse spørgsmål, fordi en rabat på et el-grundgebyr, som ydes til slutkunder, der har valgt at modtage en elektronisk faktura, efter den forelæggende rets opfattelse kan indebære, at de øvrige kunder ikke modtager deres fakturaer gratis.

20 Artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 fastsætter, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at slutkunderne gratis modtager alle deres fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug, og at slutkunderne også på passende vis har gratis adgang til deres forbrugsoplysninger«.

21 I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 2.9.2015, Surmačs, C-127/14, EU:C:2015:522, præmis 28, og af 16.11.2016, DHL Express (Østrig), C-2/15, EU:C:2016:880, præmis 19).

22 Det følger af ordlyden af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27, at denne bestemmelse blot fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at elleverandører i detailleddet sørger for, at deres slutkunder gratis modtager deres fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug, og at den ikke stiller yderligere krav med hensyn til denne forpligtelse. Eftersom fakturaerne og faktureringsoplysningerne fremsendes gratis til slutkunderne, er den nævnte bestemmelse således ikke til hinder for, at den pågældende kunde ydes rabat på et grundgebyr.

23 Denne ordlydsfortolkning af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 støttes af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med direktivet.

24 Direktiv 2012/27 har således i overensstemmelse med dets artikel 1 udelukkende til formål at opstille en fælles ramme af foranstaltninger til at fremme energieffektivitet i Unionen med henblik på at sikre, at Unionens overordnede mål på 20% for energieffektivitet i 2020 nås, og at bane vejen for yderligere forbedringer af energieffektiviteten derefter (dom af 7.8.2018, Saras Energía, C-561/16, EU:C:2018:633, præmis 24).

25 Nærmere bestemt fremgår det af 32. og 33. betragtning til direktivet, at dette i det væsentlige navnlig lægger vægt på styrkelse af slutkundernes stilling, når det gælder adgang til oplysninger om målingen og faktureringen af deres eget energiforbrug, gennemførelsen af intelligente målersystemer, hyppig fakturering baseret på faktisk forbrug, adgang til oplysninger og en fair og nøjagtig fakturering.

26 Endvidere følger det af direktivets artikel 10, stk. 3, litra b), hvorefter »medlemsstaterne [skal] sikre, at slutkunderne får mulighed for at vælge elektroniske faktureringsoplysninger og fakturaer«, at elektroniske fakturaer ønskes fremmet.

27 Det skal ligeledes bemærkes, at den mulighed, som elektroniske fakturaer giver for, at kunderne får lettere og hyppigere adgang til oplysninger om faktureringen og deres eget energiforbrug, kan bidrage til at nå de mål om energieffektivitet, som direktiv 2012/27 tilsigter.

28 Den omstændighed, at der ydes rabat på et el-grundgebyr under overholdelse af kravet i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 om, at fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug skal tilsendes slutkunderne gratis, er derfor ikke i strid med de mål, som direktivet forfølger.

29 Endelig har den rabat, der ydes de kunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura, navnlig til formål at nedsætte administrationsomkostningerne for elleverandøren i detailleddet. Elleverandøren bør med henblik på at rationalisere administrationsomkostningerne kunne anvende foranstaltninger, som kan tilskynde slutkunderne til lettere at acceptere ændringer i deres vaner med hensyn til fakturering, hvilket i givet fald vil kunne føre til, at de tilvælger den elektroniske faktura. Elleverandørerne i detailleddet ville blive frataget denne mulighed, såfremt artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 skulle fortolkes således, at den var til hinder for, at disse leverandører kunne yde rabat på et el-grundgebyr til de slutkunder, som havde valgt at modtage en elektronisk faktura.

30 Endvidere kan den omstændighed, at der ydes rabat på et el-grundgebyr til de slutkunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura, i modsætning til hvad den finske regering har anført, ikke anses for under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede at udgøre omgåelse af den i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 fastsatte regel om, at fakturaer og faktureringsoplysninger skal være gratis.

31 Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at Oulun Sähkönmyynti har givet rabat til de slutkunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura, på et el-grundgebyr, som allerede eksisterede, og at Oulun Sähkönmyynti, før selskabet begyndte at yde denne rabat, aldrig er blevet foreholdt at have tilsidesat pligten til at fremsende fakturaer og faktureringsoplysninger gratis. Efter at Oulun Sähkönmyynti er begyndt at yde rabatten, har de slutkunder, som har valgt en anden faktureringsmetode end den elektroniske faktura, fortsat modtaget alle deres fakturaer og faktureringsoplysninger for energiforbrug gratis, og de har fortsat betalt det samme beløb i el-grundgebyr. Kunderne synes ligeledes at betale et el-grundgebyr, uanset om de ønsker at modtage en faktura og faktureringsoplysninger fire, seks eller tolv gange om året. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan den rabat på et el-grundgebyr, som gives de slutkunder, der har valgt at modtage en elektronisk faktura, således ikke anses for at udgøre en faktisk betaling, som pålægges de øvrige slutkunder, og dermed heller ikke for en omgåelse af den i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 fastsatte forpligtelse.

32 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/27 skal fortolkes således, at den under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke er til hinder for, at elleverandører i detailleddet kun yder rabat på et el-grundgebyr til slutkunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura.

Det tredje spørgsmål

33 Det tredje spørgsmål er rejst for det tilfælde, at det første spørgsmål ville blive besvaret bekræftende. Eftersom det første spørgsmål, således som det fremgår af nærværende doms præmis 18-32, er blevet besvaret benægtende, er det ikke fornødent at besvare det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

34 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF skal fortolkes således, at den under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke er til hinder for, at elleverandører i detailleddet kun yder rabat på et el-grundgebyr til slutkunder, som har valgt at modtage en elektronisk faktura.