C-340/22 Etableringsfrihed Cofidis - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

21. december 2023

»Præjudiciel forelæggelse - direkte beskatning - artikel 49 TEUF - etableringsfrihed - indførelse af en afgift, som pålægges kreditinstitutters passiver, med henblik på at finansiere den nationale sociale sikringsordning - påstået forskelsbehandling af udenlandske kreditinstitutters filialer - direktiv 2014/59/EU - regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber - anvendelsesområde«

I sag C-340/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa - CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal)) ved afgørelse af 24. maj 2022, indgået til Domstolen den 24. maj 2022, i sagen,

Cofidis

mod

Autoridade Tributária e Aduaneira,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz (refererende dommer), P. G. Xuereb, A. Kumin og I. Ziemele,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: fuldmægtig L. Carrasco Marco,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. april 2023,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Cofidis ved Rechtsanwalt P. Melcher og advogados P. Núncio, D. Oda, F. Osório de Castro, A. Queiroz Martins og M. Teles,

- den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, J. P. Cardoso da Costa, A. Pimenta og A. Rodrigues, som befuldmægtigede,

- den spanske regering ved A. Ballesteros Panizo, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved A. Armenia, P. Caro de Sousa, A. Nijenhuis og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Cofidis, den portugisiske filial af Cofidis SA, som er et kreditinstitut med hjemsted i Frankrig, og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte-, afgifts- og toldmyndigheden, Portugal) vedrørende en anmodning om tilbagebetaling af de bidrag, som denne filial har betalt i form af adicional de solidariedade sobre o sector bancário (solidaritetstillægget for banksektoren) (herefter »solidaritetstillægget«).

Retsforskrifter

EU-retten

3 1., 5. og 103. betragtning til direktiv 2014/59 har følgende ordlyd:

»(1) Den finansielle krise har vist, at der i høj grad mangler gode værktøjer på EU-plan til effektiv håndtering af usunde eller nødlidende kreditinstitutter og investeringsselskaber [...]. Der er navnlig behov for sådanne værktøjer for at forebygge insolvens eller, når der opstår insolvens, at minimere de negative konsekvenser ved at bevare det berørte instituts systemisk vigtige funktioner. Under krisen var disse udfordringer en af de væsentlige faktorer, der tvang medlemsstaterne til at redde institutter med skatteydernes penge. Målet med et troværdigt regelsæt for genopretning og afvikling er så vidt muligt at fjerne behovet for sådanne tiltag.

[...]

(5) Der bør [...] indføres en ordning, som giver myndighederne et troværdigt sæt af værktøjer til at gribe ind tilstrækkelig tidligt og hurtigt over for et usundt eller nødlidende institut, så man sikrer videreførelse af instituttets kritiske finansielle og økonomiske funktioner, samtidig med at man minimerer virkningerne af instituttets sammenbrud for økonomien og det finansielle system. Ordningen bør sikre, at tab i første række bæres af aktionærer og dernæst af kreditorer […]

[...]

(103) Under visse omstændigheder kan effektiviteten af de anvendte afviklingsværktøjer være betinget af adgangen til kortfristede finansieringsmidler for et institut eller et broinstitut, garantier, der stilles til rådighed for potentielle købere, eller tilvejebringelsen af kapital til broinstituttet. Uagtet centralbankernes rolle med hensyn til at tilføre det finansielle system likviditet, også i perioder med stress, er det vigtigt, at medlemsstaterne opretter finansieringsordninger for at undgå, at midlerne til disse formål kommer fra de nationale budgetter. Det bør være den finansielle sektor som helhed, der finansierer stabiliseringen af det finansielle system.«

4 I henhold til dette direktivs artikel 1, stk. 1, fastsætter direktivet regler og procedurer for genopretning og afvikling for de enheder, der er nævnt i denne bestemmelse.

Portugisisk ret

5 Solidaritetstillægget blev indført ved artikel 18 i og bilag VI til Lei nr. 27-A/2020, que aprova o Orçamento Suplementar para 2020 (lov nr. 27-A/2020 om godkendelse af tillægsbudgettet for 2020) af 24. juli 2020 (herefter »lov om tillægsbudgettet for 2020«).

6 I henhold til artikel 1, stk. 2, og artikel 9 i bilag VI til lov om tillægsbudgettet for 2020 blev solidaritetstillægget indført med henblik på at styrke den nationale sociale sikringsordnings finansieringsmekanismer gennem en øremærkning af alle de opkrævede beløb til Fundo de Estabilização Financeira da Segurança Social (socialsikringens fond for finansiel stabilitet). Det fremgår af disse bestemmelser, at indførelsen af solidaritetstillægget havde til formål at udligne den fritagelse for merværdiafgift (moms) for finansielle tjenesteydelser i almindelighed, som banksektoren nyder godt af, således at denne sektors afgiftsbyrde ville svare til den byrde, der påhviler de øvrige økonomiske sektorer.

7 I henhold til artikel 2, stk. 1, i nævnte bilag VI har for det første kreditinstitutter med hjemsted i Portugal (herefter »hjemmehørende kreditinstitutter«), for det andet portugisiske datterselskaber af kreditinstitutter med hjemsted på en anden stats område (herefter »ikke-hjemmehørende kreditinstitutter«) og for det tredje portugisiske filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter pligt til at betale solidaritetstillægget.

8 Artikel 3 i bilag VI definerer solidaritetstillæggets materielle anvendelsesområde således:

»Solidaritetstillægget skal erlægges for:

a) De af de afgiftspligtige fastslåede og godkendte passiver efter fradrag af de elementer af passiverne, der i givet fald udgør egenkapital, indskud dækket af indskudsgarantifonden, garantifonden for gensidig landbrugskredit eller en indskudsgarantiordning, som officielt er godkendt i henhold til artikel 4 i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2014/49/EU [af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT 2014 L 173, s. 149)], eller som kan sidestilles hermed i henhold til bestemmelserne i artikel 156, stk. 1, litra b), i [Regime Geral das Instituições de Crédito e Sociedades Financeiras (den almindelige ordning for kreditinstitutter og finansieringsselskaber)], inden for de fastsatte rammer i den gældende lovgivning, samt indskud i centralsparekassen foretaget af de landbrugssparekasser, som henhører under den integrerede landbrugskreditordning, jf. artikel 72 i [Regime Jurídico do Crédito Agrícola Mútuo e das Cooperativas de Crédito Agrícola (den retlige ordning for gensidig landbrugskredit og for landbrugets andelsbanker)], godkendt som bilag til [Decreto-lei n° 24/91 (lovdekret nr. 24/91)] af 11. januar 1991.

b) den nominelle værdi af de afledte finansielle instrumenter uden for balancen, fastsat af de afgiftspligtige.«

9 Artikel 4 i samme bilag VI vedrørende fastsættelsen af skattegrundlaget for solidaritetstillægget foreskriver:

»1. Med henblik på anvendelsen af artikel 3, litra a), forstås ved passiver samtlige elementer i balancen, som - uanset deres form eller art - repræsenterer en gæld til tredjemand, dog med følgende undtagelser:

a) elementer, som i henhold til de gældende regnskabsstandarder anses for kapitalgrundlag

b) passiver, som er knyttet til indregningen af forpligtelser i forbindelse med ydelsesbaserede pensionsordninger

c) indskud dækket af indskudsgarantifonden og garantifonden for gensidig landbrugskredit, dog udelukkende i det omfang, de er dækket af disse fonde

d) forpligtelser i forbindelse med værdiansættelse af afledte finansielle instrumenter

e) periodiserede indtægter, uden medregning af indtægter, der vedrører transaktioner på debetsiden, og

f) forpligtelser i forbindelse med aktiver, som ikke er ophørt med at være indregnet i securitiseringstransaktioner.

2. I forbindelse med bestemmelserne i artikel 3, litra a), anvendes følgende regler:

a) Værdien af kapitalgrundlaget, herunder kernekapitalen og den supplerende kapital, omfatter de positive elementer, som bogføres med henblik på beregning heraf i overensstemmelse med anden del i [Europa-Parlamentets og Rådets] forordning (EU) nr. 575/2013 [af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013 L 176, s. 1)], idet der tages hensyn til de overgangsbestemmelser, der er omhandlet i forordningens tiende del, og som samtidig henhører under begrebet passiver, således som det er defineret i stk. 1.

b) Indskud, som er dækket af indskudsgarantifonden, garantifonden for gensidig landbrugskredit eller en indskudsgarantiordning, som officielt er godkendt i henhold til artikel 4 i direktiv 2014/49/EU, eller som kan sidestilles hermed i henhold til bestemmelserne i artikel 156, stk. 1, litra b), i den almindelige ordning for kreditinstitutter og finansieringsselskaber, inden for de fastsatte rammer i den gældende lovgivning, tages alene i betragtning op til det maksimale beløb, som reelt bliver dækket af de pågældende fonde.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10 Sagsøgeren i hovedsagen er den portugisiske filial af et kreditinstitut med vedtægtsmæssigt hjemsted i Frankrig. Som filial skal selskabet betale solidaritetstillæg, dvs. en skat på banksektoren indført af Den Portugisiske Republik med henblik på økonomisk at støtte det nationale sociale sikringssystem og genoprette balancen mellem skattebyrden i denne sektor, som er omfattet af en momsfritagelse for de fleste finansielle tjenesteydelser, og den skattebyrde, der bæres af alle andre sektorer i den portugisiske økonomi.

11 Den 11. december 2020 foretog sagsøgeren i hovedsagen selvangivelse af solidaritetstillægget for første halvår af 2020. Selskabet betalte i denne forbindelse et beløb på 364 229,67 EUR. Den 5. januar 2021 indgav sagsøgeren imidlertid en administrativ klage til skatte- og afgiftsmyndigheden, hvorved filialen anmodede om tilbagebetaling af dette beløb. Ved afgørelse af 21. maj 2021 afviste denne myndighed klagen.

12 Den 23. august 2021 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa - CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal), som er den forelæggende ret, til prøvelse af denne afgørelse. Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at solidaritetstillægget er i strid med EU-retten.

13 Ifølge sagsøgeren i hovedsagen var indførelsen af solidaritetstillægget navnlig i strid med direktiv 2014/59 og den med dette direktiv tilstræbte harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningen med hensyn til afviklingsbidrag fra kreditinstitutter. Sagsøgeren i hovedsagen beskattes nemlig allerede i henhold til nævnte direktiv i den medlemsstat, hvor selskabets vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, dvs. Den Franske Republik, således at Den Portugisiske Republik ikke kan pålægge selskabet en tilsvarende skat.

14 Desuden er sagsøgeren i hovedsagen af den opfattelse, at solidaritetstillægget er i strid med artikel 49 TEUF, fordi det indebærer forskelsbehandling af udenlandske kreditinstitutters portugisiske filialer. Da filialerne ikke er juridiske personer, kan de nemlig ikke foretage fradrag af kapitalgrundlaget i deres beskatningsgrundlag for solidaritetstillægget.

15 Under disse omstændigheder har Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa) - CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er [direktiv 2014/59] til hinder for en afgiftspålæggelse i en medlemsstat af filialerne af finansieringsinstitutter hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, i henhold til et regelsæt som den nationale portugisiske ordning, der regulerer solidaritetstillægget […], som pålægges de korrigerede passiver og den nominelle værdi af de afledte finansielle instrumenter uden for balancen, og hvis indtægter ikke er øremærket til de nationale mekanismer til finansiering af afviklingshandlinger og til finansiering af Den Fælles Afviklingsfond?

2) Er etableringsfriheden, som fastsat i artikel 49 TEUF, til hinder for et nationalt regelsæt som det, der er indeholdt i den nationale portugisiske ordning vedrørende solidaritetstillægget […], hvorefter det er tilladt i de fastslåede og godkendte passiver at fradrage bestemte elementer af passiverne, som opgøres med henblik på beregning af kernekapitalen og den supplerende kapital i henhold til bestemmelserne i anden del i [forordning nr. 575/2013] i betragtning af overgangsbestemmelserne i den nævnte forordnings tiende del, og som alene kan udstedes af enheder med juridisk personlighed, dvs. at de ikke kan udstedes af filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

16 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2014/59 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorved der indføres en skat, der pålægges kreditinstitutters passiver, og hvis beregningsmetode angiveligt svarer til beregningen af de bidrag, der betales af sådanne institutter i henhold til dette direktiv, men hvis indtægter ikke er afsat til de nationale ordninger for finansiering af afviklingsforanstaltninger.

Formaliteten

17 Den portugisiske regering har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er uden relevans for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, idet solidaritetstillægget ikke har nogen forbindelse med afvikling og genopretning af kreditinstitutter og derfor ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/59.

18 I henhold til fast praksis, tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål, som er forelagt af de nationale retter, er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål (dom af 16.7.2020, Facebook Ireland og Schrems, C-311/18, EU:C:2020:559, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

19 Idet sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde har påberåbt sig solidaritetstillæggets angivelige uforenelighed med direktiv 2014/59 inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, kan der ikke rejses tvivl om den formodning om relevans, der er knyttet til det forelagte spørgsmål. Desuden vedrører den portugisiske regerings argument vedrørende anvendelsesområdet for direktiv 2014/59 i virkeligheden realiteten i det forelagte spørgsmål.

20 Det første spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

Realiteten

21 Med henblik på besvarelsen af det forelagte spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Diplomatkort), C-568/21, EU:C:2023:683, præmis 32).

22 For det første fastsætter direktiv 2014/59 ifølge dettes artikel 1, stk. 1, regler og procedurer for genopretning og afvikling for de enheder, der er opført i denne bestemmelse.

23 For det andet blev direktivet, således som det fremgår af første og femte betragtning hertil, vedtaget som følge af finanskrisen, som viste, at der var behov for gode værktøjer til håndtering af bl.a. kreditinstitutters insolvens ved at lade aktionærer og kreditorer bære de dermed forbundne risici - og ikke skatteyderne. I overensstemmelse med 103. betragtning til nævnte direktiv påhviler det således den finansielle sektor som helhed at finansiere stabiliseringen af det finansielle system.

24 I denne forbindelse udgør de bidrag, som kreditinstitutterne betaler i henhold til samme direktiv, for det tredje ikke skat, men følger ud fra en forsikringsbaseret logik (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og CRU, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

25 Direktiv 2014/59 har således på ingen måde til formål at harmonisere beskatningen af kreditinstitutter, der udøver virksomhed inden for Unionen.

26 Følgelig kan direktiv 2014/59 ikke være til hinder for indførelsen af en national skat som solidaritetstillægget, der pålægges disse institutters passiver, og hvis indtægter har til formål at finansiere den nationale sociale sikringsordning, uden at have nogen forbindelse med afvikling og genopretning af disse institutter. Den omstændighed, at beregningsmetoden for en sådan skat ligner beregningsmetoden for de bidrag, der betales i henhold til direktiv 2014/59, er uden relevans i denne henseende.

27 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at direktiv 2014/59 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorved der indføres en skat, der pålægges kreditinstitutters passiver, og hvis beregningsmetode angiveligt svarer til beregningen af de bidrag, der betales af sådanne institutter i henhold til dette direktiv, men hvis indtægter ikke er afsat til de nationale ordninger for finansiering af afviklingsforanstaltninger.

Det andet spørgsmål

28 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om etableringsfriheden, som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorved der indføres en skat, hvis beskatningsgrundlag udgøres af passiver for hjemmehørende kreditinstitutter samt af datterselskaber og filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter, for så vidt som den nævnte lovgivning tillader fradrag i kapitalgrundlaget og gældsinstrumenter, som svarer til kapital, som ikke kan udstedes af enheder, der ikke har status som juridisk person, såsom disse filialer.

Formaliteten

29 Den portugisiske regering er af den opfattelse, at det andet spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er baseret på sagsøgeren i hovedsagens påstand om, at det er umuligt for filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter at foretage fradrag af kapitalgrundlaget i deres beskatningsgrundlag for solidaritetstillægget. Denne påstand bestrides imidlertid af skatte- og afgiftsmyndigheden inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, og den forelæggende ret har endnu ikke efterprøvet dens rigtighed, således at det spørgsmål, som den har stillet, er rent hypotetisk.

30 For så vidt som den portugisiske regering har gjort gældende, at det andet spørgsmål er forelagt for tidligt, er det tilstrækkeligt at bemærkes, at de nationale retter har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der verserer for dem, og at de navnlig frit kan udnytte denne adgang på ethvert tidspunkt under proceduren, som de finder passende (dom af 16.3.2023, Beobank, C-351/21, EU:C:2023:215, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

31 For så vidt som den nævnte regering har anført, at sagsøgeren i hovedsagens påstand anfægtes inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, skal det bemærkes, at det tilkommer Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål. Eftersom den forelæggende ret har fastlagt de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, tilkommer det dermed ikke Domstolen at efterprøve rigtigheden heraf (dom af 8.6.2023, Prestige and Limousine, C-50/21, EU:C:2023:448, præmis 42 og 43 og den deri nævnte retspraksis).

32 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at filialer af ikke-hjemmehørende institutter ifølge den forelæggende ret ikke er i stand til i deres beskatningsgrundlag - i forbindelse med solidaritetstillægget - at fradrage kapitalgrundlaget eller passiver, som svarer til kapitalgrundlaget, eftersom der er tale om instrumenter, der kun kan udstedes af enheder, der er juridiske personer.

33 Selv om den forelæggende ret selv har anført, at skatte- og afgiftsmyndigheden har bestridt denne konstatering inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, således som den portugisiske regering har gjort gældende, følger det af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31, at Domstolen ikke selv kan fastlægge den faktiske og retlige sammenhæng, som de præjudicielle spørgsmål indgår i.

34 Henset til de faktiske og retlige omstændigheder, der er fastlagt i forelæggelsesafgørelsen, kan dette spørgsmål derfor ikke anses for at være af hypotetisk karakter.

35 Følgelig kan det andet spørgsmål antages til realitetsbehandling.

Realiteten

36 Indledningsvis bemærkes, at et selskabs hjemsted, som det er tilfældet med hensyn til fysiske personers nationalitet, har til formål at fastlægge dets tilknytning til en stats retssystem. Således vedrører anvendelsen af en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede på et hjemmehørende selskab, herunder et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab på den ene side og en filial af et ikke-hjemmehørende selskab på den anden side, den skattemæssige behandling af henholdsvis et hjemmehørende selskab og et ikke-hjemmehørende selskab (jf. i denne retning dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 35 og 36 samt den deri nævnte retspraksis).

37 Det skal ligeledes bemærkes, at etableringsfriheden, som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF, ifølge Domstolens faste praksis omfatter en ret for selskaber, som er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Unionen, til at udøve virksomhed i en anden medlemsstat via et datterselskab, en filial eller et agentur (dom af 22.9.2022, W (Fradragsmulighed for endelige underskud i et ikke-hjemmehørende fast driftssted), C-538/20, EU:C:2022:717, præmis 14, og af 16.2.2023, Gallaher, C-707/20, EU:C:2023:101, præmis 70)

38 Da artikel 49, stk. 1, andet punktum, TEUF udtrykkeligt giver erhvervsdrivende mulighed for frit at vælge, under hvilken hensigtsmæssig juridisk form de vil udøve virksomhed i en anden medlemsstat, må dette frie valg ikke begrænses af diskriminerende skattebestemmelser (dom af 23.2.2006, CLT-UFA, C-253/03, EU:C:2006:129, præmis14, af 6.9.2012, Philips Electronics UK, C-18/11, EU:C:2012:532, præmis 13, og af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 40).

39 Friheden til at vælge den mest hensigtsmæssige juridiske form for udøvelse af virksomhed i en anden medlemsstat har således bl.a. til formål at gøre det muligt for selskaber, der har deres hjemsted i en medlemsstat, at åbne en filial i en anden medlemsstat for dér at udøve deres virksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for datterselskaber (dom af 23.2.2006, CLT-UFA, C-253/03, EU:C:2006:129, præmis 15, og af 6.9.2012, Philips Electronics UK, C-18/11, EU:C:2012:532, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).

40 Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at enhver foranstaltning, der er til hinder for eller indebærer ulemper for udøvelsen af den ved artikel 49 TEUF sikrede frihed, eller som gør denne udøvelse mindre tiltrækkende, skal anses for en restriktion for etableringsfriheden (dom af 11.5.2023, Manitou BF og Bricolage Investissement France, C-407/22 og C-408/22, EU:C:2023:392, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

41 Således er det ikke kun åbenlys forskelsbehandling begrundet i selskabernes hjemsted, som er forbudt, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier reelt fører til det samme resultat (dom af 6.10.2022, Contship Italia, C-433/21 og C-434/21, EU:C:2022:760, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

42 Navnlig vil en obligatorisk opkrævning, som fastsætter et sondringskriterium, der synes objektivt, men som, henset til dets særlige kendetegn, i de fleste tilfælde er til skade for selskaber, der har deres hjemsted i en anden medlemsstat, og som befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med den situation, som selskaber, der har hjemsted i opkrævningsmedlemsstaten, befinder sig i, udgøre en indirekte forskelsbehandling på grundlag af selskabernes hjemsted, som er forbudt i henhold til artikel 49 TEUF og 54 TEUF (dom af 3.3.2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 43, og af 3.3.2020, Tesco-Global Áruházak, C-323/18, EU:C:2020:140, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

43 I det foreliggende tilfælde finder den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning anvendelse uden forskel på hjemmehørende kreditinstitutter samt på ikke-hjemmehørende kreditinstitutters portugisiske datterselskaber og filialer. Beskatningsgrundlaget for solidaritetstillægget udgøres af disse enheders passiver, dvs. i henhold til artikel 4 i bilag VI til lov om tillægsbudgettet for 2020 alle de poster på balancen, som - uanset deres form eller art - repræsenterer en gæld til tredjemand, dog navnlig med undtagelse af de elementer i passiverne, der i henhold til de gældende regnskabsstandarder anses for kapitalgrundlaget.

44 Ifølge den forelæggende rets oplysninger er filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter - i modsætning til hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter - imidlertid, som følge af at de er uden juridisk personlighed, ikke i stand til at foretage fradrag af kapitalgrundlaget i deres beskatningsgrundlag for solidaritetstillægget, da disse enheder ikke har nogen egenkapital i lovens forstand. Disse filialer har desuden ikke beføjelse til at udstede gældsinstrumenter, som svarer til kapital, såsom bl.a. konvertible obligationer, udbyttegivende obligationer, indløselige præferenceaktier og betingede konvertible obligationer, således at disse heller ikke kan fradrage sådanne instrumenter i deres beskatningsgrundlag.

45 Det fremgår således, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke gør det muligt for filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter at udøve deres virksomhed på de samme betingelser som dem, der finder anvendelse på datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 39. Selv om denne lovgivning uden forskel rammer datterselskaber og filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutters passiver, giver denne lovgivning datterselskaberne mulighed for at nedsætte beskatningsgrundlaget ved at fradrage kapitalgrundlaget og gældsinstrumenter, der svarer til kapital, selv om et sådant fradrag i henhold til loven synes at være utilgængeligt for de nævnte filialer, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

46 Under disse omstændigheder kan en sådan national lovgivning gøre det mindre attraktivt for selskaber med hjemsted i en anden medlemsstat at udøve virksomhed i Portugal gennem en filial.

47 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, kan en forskelsbehandling, der kan begrænse det frie valg af den mest hensigtsmæssige juridiske form for udøvelse af virksomhed i en anden medlemsstat som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 38, udgøre en begrænsning af etableringsfriheden, som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF.

48 For at en sådan forskellig behandling er forenelig med EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed, er det en forudsætning, at den vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller at den er begrundet i tvingende almene hensyn (dom af 11.5.2023, Manitou BF og Bricolage Investissement France, C-407/22 og C-408/22, EU:C:2023:392, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

49 Det er for det første ubestridt, at sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med den pågældende medlemsstats interne situation skal vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte (jf. i denne retning dom af 17.3.2022, AllianzGI-Fonds AEVN, C-545/19, EU:C:2022:193, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

50 Som det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, består solidaritetstillæggets formål, som uden forskel rammer hele den portugisiske banksektor, herunder hjemmehørende kreditinstitutter, samt ikke-hjemmehørende kreditinstitutters datterselskaber og portugisiske filialer, i økonomisk at støtte det nationale sociale sikringssystem og i at genoprette balancen mellem skattebyrden i denne sektor, som er omfattet af en momsfritagelse for de fleste finansielle tjenesteydelser, og den skattebyrde, der bæres af alle andre sektorer i den portugisiske økonomi.

51 I lyset af disse formål indeholder de nationale bestemmelser, som den forelæggende ret har fremlagt, ingen sondring mellem hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber og filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter.

52 Det fremgår i øvrigt ikke af forelæggelsesafgørelsen, at formålet med og indholdet af de omhandlede nationale bestemmelser indfører en sådan sondring.

53 Der er følgelig intet, der tyder på, at situationen for et ikke-hjemmehørende kreditinstitut, der udøver sin virksomhed gennem en filial, ikke er objektivt sammenlignelig med situationen for et hjemmehørende kreditinstitut eller et datterselskab af et ikke-hjemmehørende kreditinstitut.

54 Hvad for det andet angår begrundelsen for den forskellige behandling i et tvingende alment hensyn har den portugisiske regering i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at den skattefordel, som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indrømmer hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter, er begrundet i nødvendigheden af at sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning.

55 Det fremgår af fast retspraksis, at det imidlertid, for at en sådan begrundelse kan antages, skal være godtgjort, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning (jf. i denne retning dom af 12.6.2018, Bevola og Jens W. Trock, C-650/16, EU:C:2018:424, præmis 45, og af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

56 I det foreliggende tilfælde er der intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, der tyder på, at fradraget af kapitalgrundlaget i beskatningsgrundlaget for solidaritetstillægget udlignes af en bestemt skatteopkrævning, som bæres af hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter.

57 Det følger heraf, at den begrænsning af etableringsfriheden, som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning udgør, ikke kan begrundes i nødvendigheden af at bevare sammenhængen i den portugisiske beskatningsordning.

58 Endelig har Europa-Kommissionen i retsmødet gjort gældende, at den forskellige behandling, der følger af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, for så vidt angår fradraget i beskatningsgrundlaget i forbindelse med solidaritetstillægget af gældsinstrumenter, der svarer til kapital, kan begrundes i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Denne institution har bl.a. gjort gældende, at udelukkelsen af filialer fra dette fradrag gjorde det muligt at undgå, at disse filialer frit kunne vælge omfanget af deres beskatningsgrundlag i forbindelse med solidaritetstillægget ved kunstigt at inkludere gældsinstrumenter, der svarer til kapital, som hidrører fra deres moderselskaber, uden at de nævnte instrumenter nødvendigvis har nogen forbindelse med filialernes virksomhed i Portugal.

59 I denne henseende bemærkes, at en sådan begrundelse kan anerkendes, bl.a. når den pågældende ordning har til formål at hindre former for adfærd, som kan gøre indgreb i en medlemsstats ret til at udøve sin beskatningskompetence med hensyn til virksomhed, der udøves på dens område (dom af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

60 Domstolen har således fastslået, at dette formål navnlig er at sikre symmetrien mellem kompetencen til at beskatte overskud og muligheden for at fradrage underskud i et fast driftssted, for så vidt som det anerkendes, at underskud i et ikke-hjemmehørende fast driftssted vil kunne fradrages i hovedselskabets indkomst, hvilket ville have som følge, at sidstnævnte frit ville kunne vælge den medlemsstat, hvori det fradrager sådanne underskud (dom af 4.7.2013, Argenta Spaarbank, C-350/11, EU:C:2013:447, præmis 54).

61 Når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte selskaber, som er etableret på dens område, kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat (jf. analogt dom af 18.6.2009, Aberdeen Property Fininvest Alpha, C-303/07, EU:C:2009:377, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, og af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis),

62 I det foreliggende tilfælde har Den Portugisiske Republik valgt ikke at beskatte hjemmehørende kreditinstitutter og datterselskaber af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter for så vidt angår gældsinstrumenter, der svarer til kapital.

63 Denne medlemsstat kan derfor ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter for så vidt angår disse gældsinstrumenter, der svarer til kapital.

64 Det følger heraf, at den begrænsning af etableringsfriheden, som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning udgør, ikke synes at være begrundet i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.

65 Følgelig skal det andet spørgsmål besvares med, at etableringsfriheden, som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der indfører en skat, hvis beskatningsgrundlag udgøres af passiver for hjemmehørende kreditinstitutter samt for datterselskaber og filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter, for så vidt som den nævnte lovgivning tillader fradrag i kapitalgrundlaget og gældsinstrumenter, som svarer til kapital, som ikke kan udstedes af enheder, der ikke har status som juridisk person, såsom disse filialer.

Sagsomkostninger

66 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorved der indføres en skat, der pålægges kreditinstitutters passiver, og hvis beregningsmetode angiveligt svarer til beregningen af de bidrag, der betales af sådanne institutter i henhold til dette direktiv, men hvis indtægter ikke er afsat til de nationale ordninger for finansiering af afviklingsforanstaltninger.

2) Etableringsfriheden, som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorved der indføres en skat, hvis beskatningsgrundlag udgøres af passiver for kreditinstitutter med hjemsted på denne medlemsstats område samt for datterselskaber og filialer af kreditinstitutter med hjemsted på en anden medlemsstats område, for så vidt som den nævnte lovgivning tillader fradrag i kapitalgrundlaget og gældsinstrumenter, som svarer til kapital, som ikke kan udstedes af enheder, der ikke har status som juridisk person, såsom disse filialer.