C-312/22 Frie kapitalbevægelser Autoridade Tributária e Aduaneira (Imposition des intérêts provenant d’obligations og de titres de créance) - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

12. oktober 2023

»Præjudiciel forelæggelse - artikel 56 EF - frie kapitalbevægelser - skat af fysiske personers indkomst - beskatning af renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer - renter, der forfalder og udbetales af enheder, som ikke er hjemmehørende på det nationale område - forskellig behandling alt efter det sted, hvor den udstedende enhed og den enhed, som udbetaler de pågældende renter, er etablerede - aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i direktiv 2003/48/EF - artikel 2, stk. 4 - beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger af schweizisk oprindelse - forpligtelse til at anvende den samme skattesats som den, der anvendes på lignende indenlandske indtægter«

I sag C-312/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Portugal) ved afgørelse af 7. april 2022, indgået til Domstolen den 10. maj 2022, i sagen

FL

mod

Autoridade Tributária e Aduaneira,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz (refererende dommer), og dommerne P.G. Xuereb og A. Kumin,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- FL ved advogados D. Almeida og M. da Rosa Amaral,

- den portugisiske regering ved A. de Almeida Morgado, P. Barros da Costa og A. Rodrigues, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved G. Braga da Cruz og W. Roels, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 56 EF og artikel 2, stk. 4, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (EUT 2004, L 385, s. 30, herefter »aftalen«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem FL og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte-, afgifts- og toldmyndighed, Portugal) vedrørende fysiske personers indkomstskattepligt af renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer, der skyldes af enheder, som ikke er hjemmehørende på portugisisk område, og som i 2005 blev udbetalt til FL af en schweizisk bank.

Retsforskrifter

EU-retten

3 Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2005 efter afslutningen af de procedurer, der er fastsat i aftalens artikel 17 og 18.

4 Aftalens artikel 1 med overskriften »Tilbageholdelse fra schweiziske betalende agenters side« har følgende ordlyd:

»1. Rentebetalinger, som af en betalende agent, der er etableret på schweizisk område, udbetales til retmæssige ejere i den i artikel 4 fastlagte betydning, der er hjemmehørende i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, i det følgende benævnt »medlemsstat«, er med forbehold af stk. 2 og artikel 2 genstand for en tilbageholdelse fra rentebetalingsbeløbet. Tilbageholdelsessatsen er 15% i de første tre år fra datoen for denne aftales anvendelse, 20% i de efterfølgende tre år og derefter 35%.

2. Rentebetalinger i forbindelse med fordringer emitteret af debitorer, der er hjemmehørende i Schweiz eller hører til ikke-hjemmehørende personers faste driftssteder i Schweiz, er undtaget fra tilbageholdelse. I denne aftale har »fast driftssted« samme betydning som i den relevante overenskomst om dobbeltbeskatning mellem Schweiz og debitors bopælsstat. Findes der ikke en sådan overenskomst, forstås ved »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket en debitors forretninger udføres helt eller delvis.

[...]«

5 Aftalens artikel 2, der har overskriften »Frivillig oplysning«, er affattet således:

»1. Schweiz fastlægger en procedure, som gør det muligt for den i artikel 4 omhandlede retmæssige ejer at undgå den tilbageholdelse, der er fastlagt i artikel 1, ved udtrykkeligt at bemyndige sin betalende agent i Schweiz til at indgive information om rentebetalingerne til den kompetente myndighed i denne stat. En sådan bemyndigelse omfatter alle de rentebetalinger, som den betalende agent udbetaler til den retmæssige ejer.

2. Den information, som den betalende agent i tilfælde af den retmæssige ejers udtrykkelige bemyndigelse skal indgive, omfatter som et minimum følgende:

[...]

3. Den schweiziske kompetente myndighed videregiver den i stk. 2 omhandlede information til den kompetente myndighed i den retmæssige ejers bopælsmedlemsstat. [...]

4. Når den retmæssige ejer vælger denne procedure med frivillig oplysning eller på anden vis opgiver sin renteindtægt fra en schweizisk betalende agent til skattemyndighederne i sin bopælsmedlemsstat, skal renteindtægten beskattes i denne medlemsstat til samme satser som dem, der gælder for lignende indtægter indtjent i denne medlemsstat.«

Portugisisk ret

6 Artikel 22 i Código do Imposto sobre o Rendimento das Pessoas Singulares (lov om indkomstskat for fysiske personer) er i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »CIRS«), sålydende:

»1. Den indkomst, som skal beskattes af fysiske personers indkomst, er den indkomst, der fremkommer ved akkumulering af de indtægter fra forskellige kategorier, som oppebæres hvert år, efter at de fradrag og nedsættelser, der er fastsat i de følgende afsnit, er foretaget.

[...]

3. Indtægter, der oppebæres af skattepligtige, som ikke er hjemmehørende på portugisisk område, samt de indtægter, der er omhandlet i artikel 71 og 72, akkumuleres ikke med henblik på beskatning, idet dette ikke berører muligheden for akkumulering i henhold til denne bestemmelse.«

7 CIRS’ artikel 71, stk. 1 og 3, bestemmer:

»1. De indtægter, der er oppebåret på portugisisk område, og som er anført i de følgende stykker, samt de indtægter, der er omhandlet i artikel 101, stk. 2, litra b), pålægges endelig kildeskat med de deri fastsatte frigørende satser.

[...]

3. Følgende beskattes til en sats på 20%:

a) renter af indlån på anfordring og tidsindskud, herunder renter af indlånsbeviser;

b) indtægter af værdipapirer, hvad enten der er tale om navnenoterede værdipapirer eller ihændehaverpapirer, samt indtægter fra fremførsler, overdragelser af fordringer, værdipapirkonti til garanterede priser eller andre lignende eller tilsvarende transaktioner;

[...]«

8 CIRS’ artikel 101, stk. 2, litra b), fastsætter:

»For så vidt angår indtægter, for hvilke der indeholdes kildeskat med de satser, som er fastsat i artikel 71, samt - i det i litra b) omhandlede tilfælde - udbytte, der hidrører fra andele, som skal betales af foretagender, der ikke er hjemmehørende på portugisisk område, og som udbetalingen kan henføres til:

[...]

b) skal enheder, der til indehavere, som er bosiddende på portugisisk område, betaler eller stiller indtægter fra værdipapirer, som skyldes af enheder, der ikke er hjemmehørende på portugisisk område, og som udbetalingen kan henføres til, uanset om de er bemyndiget af sidstnævnte eller af disse indehavere, eller om de handler på vegne af den ene eller den anden, til rådighed, fradrage et beløb svarende til 20% af bruttoindtægterne [...]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

9 I 2005 modtog FL renteindtægter, der hidrørte fra obligationer og værdipapirer, og som blev udbetalt af en schweizisk bank.

10 Den 10. maj 2006 indgav FL en selvangivelse vedrørende disse renteindtægter. Ved skatteansættelsen for 2005 blev de nævnte renteindtægter akkumuleret med FL’s øvrige indtægter og beskattet af fysiske personers indkomst til den højeste progressive sats på 40%.

11 Den anmodning om fornyet undersøgelse ex officio af den nævnte skatteansættelse, som FL indgav den 31. juli 2008, blev afslået. Den 11. januar 2010 anlagde han sag til prøvelse af den nævnte skatteansættelse ved Tribunal Administrativo e Fiscal de Sintra (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Sintra, Portugal), hvilket søgsmål denne domstol forkastede i det hele ved dom af 1. november 2020.

12 FL har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved den forelæggende ret, Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Portugal).

13 Til støtte for appellen har FL for det første gjort gældende, at den gældende portugisiske lovgivning udgør et indgreb i de frie kapitalbevægelser og i den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som den forskelsbehandler personer, der er bosiddende i Portugal, alt efter om de renteindtægter, som de oppebærer, hidrører fra obligationer og tidsindskud, som er udstedt af enheder, der er etableret i Portugal, eller udbetales af sådanne enheder, eller om disse renteindtægter hidrører fra obligationer og tidsindskud, som er udstedt af enheder etableret i tredjelande, og udbetales af sådanne enheder.

14 I henhold til CIRS’ artikel 22, 71 og 101 beskattes de renteindtægter, der oppebæres af de førstnævnte enheder, nemlig til en frigørende sats på 20%, mens de renteindtægter, der oppebæres af de sidstnævnte, er genstand for en obligatorisk indtægtsakkumulering og beskattes til en progressiv sats på op til 40%. For så vidt som identiske indtægter i medfør af den nævnte lovgivning er genstand for en forskellig skattemæssig behandling, alt efter om udbetalingen heraf foretages af en betalende agent, der er bosiddende i Portugal, eller ej, er FL af den opfattelse, at denne lovgivning kan afholde hjemmehørende skattepligtige personer fra at investere deres kapital i selskaber, som er etableret i eller uden for Den Europæiske Union.

15 FL er desuden af den opfattelse, at den portugisiske lovgivning tilsidesætter bestemmelserne i direktiv 2003/48 og bestemmelserne i aftalen, der fastsætter tilsvarende foranstaltninger, for så vidt som denne lovgivning beskatter de indtægter, som han har modtaget fra schweiziske banker, hårdere, end hvis disse indtægter var blevet udbetalt af portugisiske banker, selv om han forskriftsmæssigt har opfyldt sine skattemæssige forpligtelser i Portugal og har muliggjort en udveksling af oplysninger mellem denne medlemsstat og de schweiziske myndigheder.

16 Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om den nævnte lovgivning er forenelig med EU-reglerne om frie kapitalbevægelser, navnlig med artikel 56 EF, sammenholdt med aftalens artikel 2, stk. 4.

17 På denne baggrund har Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det foreneligt med EU-retten, at indtægter i form af renter på obligationer og værdipapirer, der blev betalt af en [på portugisisk område] ikke-hjemmehørende schweizisk bank til sagsøgeren i [hovedsagen] i 2005, skal være genstand for akkumulering af indkomst og derfor beskattes med samme sats for indkomstskat for fysiske personer som de øvrige indtægter, hvilket indebærer, at [de førstnævnte] indtægter beskattes med en langt højere sats end den, der ville finde anvendelse (frigørende sats), såfremt disse indtægter blev betalt af en bank, der var hjemmehørende på det nationale område?«

Om det præjudicielle spørgsmål

18 Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 56 EF og aftalens artikel 2, stk. 4, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter renteindtægter, der oppebæres af skattepligtige personer i denne medlemsstat, underkastes en progressiv skattesats på op til 40%, når disse renteindtægter hidrører fra obligationer og værdipapirer, der er udstedt af en enhed i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, såsom Det Schweiziske Forbund, og udbetales af en sådan enhed, hvorimod de nævnte renteindtægter beskattes til en lavere frigørende sats på 20%, når de hidrører fra obligationer og værdipapirer, der udstedes af en enhed i deres bopælsmedlemsstat, og udbetales af en sådan enhed.

De frie kapitalbevægelser

19 Det bemærkes indledningsvis, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede - hvis genstand er den skattemæssige behandling af renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer, der oppebæres af fysiske personer, og som er genereret af de investeringer, som disse personer har foretaget - er omfattet af anvendelsesområdet for de frie kapitalbevægelser.

20 En sådan lovgivning vil - således som sagsøgeren i hovedsagen og Europa-Kommissionen har anført - ligeledes kunne påvirke den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som den kan have en indvirkning på de finansielle tjenesteydelser, der involverer disse obligationer og værdipapirer, og som udbydes af en mellemmand i en anden medlemsstat.

21 Når en national foranstaltning imidlertid på én gang vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie kapitalbevægelser, tager Domstolen principielt alene stilling til foranstaltningen i forhold til den ene af disse to grundlæggende friheder, hvis det i lyset af hovedsagens faktiske omstændigheder fremgår, at en af disse er helt sekundær i forhold til den anden og kan henføres til denne (dom af 30.4.2020, Société Générale, C-565/18, EU:C:2020:318, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

22 I det foreliggende tilfælde forekommer den frie udveksling af tjenesteydelser at være sekundær i forhold til de frie kapitalbevægelser, og den kan henføres til disse. Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning vedrører nemlig virkningerne af udøvelsen af de frie kapitalbevægelser for en skattepligtig hjemmehørende person. Det er netop udøvelsen af denne sidstnævnte grundlæggende frihed, der kan gøre det nødvendigt for den berørte person at vælge en mellemmand til udbetalingen af renteindtægter hidrørende fra de pågældende obligationer og værdipapirer for - som anført i anmodningen om præjudiciel afgørelse - at kunne være omfattet af den frigørende skattesats på 20% af disse renteindtægter. Valget af mellemmanden og følgelig aspekterne vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser er i en sådan sammenhæng en uundgåelig konsekvens af den skattemæssige behandling af de nævnte renteindtægter (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Dijkman og Dijkman-Lavaleije, C-233/09, EU:C:2010:397, præmis 34 og 35).

23 Når dette er sagt, følger det fast retspraksis, at de foranstaltninger, der i deres egenskab af restriktioner for kapitalbevægelserne er forbudt ifølge artikel 56, stk. 1, EF, omfatter sådanne foranstaltninger, som kan afholde ikke-hjemmehørende personer fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, der afholder personer, som er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater (dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 24, og af 18.12.2007, A, C-101/05, EU:C:2007:804, præmis 40).

24 I det foreliggende tilfælde fremgår det af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning underkaster renteindtægter, der hidrører fra obligationer og værdipapirer udstedt i Portugal, og som udbetales i den nævnte medlemsstat og oppebæres af en fysisk person, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, en frigørende skattesats på 20%.

25 Når disse renteindtægter derimod hidrører fra obligationer og værdipapirer udstedt i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, akkumuleres de med den nævnte persons øvrige indtægter og pålægges en progressiv skattesats på op til 40%, medmindre de udbetales af en mellemmand, der er hjemmehørende i Portugal, i hvilket tilfælde den frigørende skattesats på 20% ligeledes kan benyttes med hensyn til disse renteindtægter.

26 Hvis de nævnte renteindtægter hidrører fra obligationer og værdipapirer udstedt af en enhed i en anden medlemsstat eller et tredjeland, og de udbetales af en mellemmand, som heller ikke er hjemmehørende, kan de i henhold til de nævnte oplysninger desuden ikke være omfattet af den frigørende sats på 20%.

27 Det fremgår af de betragtninger, der er fremført i denne doms præmis 24-26, at renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer udstedt i en anden stat end Den Portugisiske Republik er genstand for en mindre gunstig behandling end renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer udstedt i denne medlemsstat.

28 Ved den nævnte nationale lovgivning er der således indført en forskellig behandling på grundlag af det sted, hvor kapitalen er investeret, hvilket bevirker, at en skattepligtig person, som er bosiddende i Portugal, afholdes fra at investere sin kapital i en anden stat, og at der lægges en hindring for, at der kan rejses kapital i Portugal (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Dijkman og Dijkman-Lavaleije, C-233/09, EU:C:2010:397, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

29 For så vidt som den portugisiske regering har gjort gældende, at en hjemmehørende skattepligtig person, der befandt sig i FL’s situation, i medfør af CIRS’ artikel 101, stk. 2, litra b), havde mulighed for at være omfattet af den frigørende sats på 20% af renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer og udbetalt af en ikke-hjemmehørende enhed ved at bemyndige enheden til at indeholde kildeskat af disse renteindtægter, skal det for det første bemærkes, at den forelæggende ret ikke har nævnt denne mulighed. For det andet har selv en sådan mulighed ingen betydning for den konstatering, der er foretaget i den foregående præmis i denne dom, eftersom nødvendigheden af at foretage en sådan formalitet kun vedrører renteindtægter, der hidrører fra obligationer og værdipapirer udstedt af ikke-hjemmehørende enheder, og som udbetales af sådanne enheder, og ikke renteindtægter, der hidrører fra obligationer og værdipapirer udstedt af enheder med hjemsted i Portugal, eller som udbetales af sådanne enheder.

30 Det følger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er forbudt i henhold til artikel 56, stk. 1, EF.

31 Den portugisiske regering har i denne henseende ligeledes henvist til standstill-klausulen i artikel 57, stk. 1, EF, som den forelæggende ret heller ikke har nævnt. Den nævnte regering har imidlertid ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger om overholdelsen af de materielle og tidsmæssige kriterier, der er fastsat i denne klausul, og som skal være opfyldt kumulativt, for at den finder anvendelse. Det tilkommer derfor den forelæggende ret i lyset af Domstolens faste praksis at efterprøve, om disse kriterier er opfyldt kumulativt for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning (jf. bl.a. dom af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company, C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 53, og af 13.11.2019, College Pension Plan of British Columbia, C-641/17, EU:C:2019:960, præmis 91-94, 100, 101, 104 og 105 samt den deri nævnte retspraksis).

32 Eftersom det, henset til de for Domstolen fremlagte sagsakter, ikke fremgår, at den restriktion for de frie kapitalbevægelser, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, falder uden for anvendelsesområdet for artikel 56, stk. 1, EF på grundlag af artikel 57, stk. 1, EF, skal det undersøges, i hvilket omfang denne restriktion kan begrundes i henhold til EF-traktatens bestemmelser.

33 I denne henseende fastsætter artikel 58, stk. 1, litra a), EF, at »[artikel 56 EF ikke griber] ind i medlemsstaternes ret til […] at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, der sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret«.

34 Den nævnte bestemmelse i artikel 58 EF skal som en undtagelse til det grundlæggende princip om de frie kapitalbevægelser fortolkes strengt. Derfor kan bestemmelsen ikke fortolkes således, at enhver skattelovgivning, som sondrer mellem de afgiftspligtige personer afhængigt af det sted, hvor de er bosiddende, eller den medlemsstat, i hvilken de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med traktaten (dom af 17.10.2013, Welte, C-181/12, EU:C:2013:662, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

35 Den undtagelse, der er fastsat i artikel 58, stk. 1, litra a), EF, er nemlig begrænset af samme artikels stk. 3, som fastsætter, at de nationale bestemmelser, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 1, »ikke [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger som defineret i artikel [56 EF]« (dom af 17.10.2013, Welte, C-181/12, EU:C:2013:662, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

36 Der må derfor sondres mellem forskellig behandling, som er tilladt i medfør af artikel 58, stk. 1, litra a), EF, og vilkårlig forskelsbehandling, der er forbudt i medfør af denne artikels stk. 3. Det fremgår af fast retspraksis, at for at en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan anses for at være forenelig med EF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser, er det nødvendigt, at den heri fastsatte forskellige behandling vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige, eller er begrundet i et tvingende alment hensyn (jf. i denne retning dom af 17.10.2013, Welte, C-181/12, EU:C:2013:662, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis, samt af 17.3.2022, AllianzGI-Fonds AEVN, C-545/19, EU:C:2022:193, præmis 42).

37 Hvad i det foreliggende tilfælde angår situationernes objektive sammenlignelighed forholder det sig inden for rammerne af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning således, at en skattepligtig person, der er bosiddende i Portugal, og som oppebærer renteindtægter hidrørende fra investeringer, som den pågældende har foretaget i en anden stat, såsom renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer, i lige så høj grad er undergivet beskatning af disse renteindtægter i sin bopælsmedlemsstat som en skattepligtig person, der er bosiddende i Portugal, og som oppebærer indkomst fra investeringer af samme art foretaget i sidstnævnte medlemsstat (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Dijkman og Dijkman-Lavaleije, C-233/09, EU:C:2010:397, præmis 45).

38 I denne sammenhæng er den omstændighed, at disse renteindtægter er undergivet forskellige skattesatser, alt efter om de er genereret eller udbetalt i deres bopælsmedlemsstat, eller om de er genereret og udbetalt i en anden stat, årsagen til den i hovedsagen omhandlede forskellige behandling, men uden at afspejle en anderledes situation for de berørte skattepligtige personer for så vidt angår beskatningen af fysiske personers indkomst (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Dijkman og Dijkman-Lavaleije, C-233/09, EU:C:2010:397, præmis 46).

39 Det følger heraf, at den forskellige behandling, der er blevet indført ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, vedrører situationer, som er objektivt sammenlignelige.

40 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne forskellige behandling kan begrundes i et tvingende alment hensyn, er det tilstrækkeligt at bemærke, at hverken den forelæggende ret eller den portugisiske regering har anført, at der skulle foreligge sådanne tvingende almene hensyn.

41 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmåls første del besvares med, at artikel 56 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter renteindtægter, der oppebæres af skattepligtige personer i denne medlemsstat, underkastes en progressiv skattesats på op til 40%, når disse renteindtægter hidrører fra obligationer og værdipapirer, der er udstedt af en enhed i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, såsom Det Schweiziske Forbund, og udbetales af en sådan enhed, hvorimod de nævnte renteindtægter beskattes til en lavere frigørende sats på 20%, når de hidrører fra obligationer og værdipapirer, der udstedes af en enhed i deres bopælsmedlemsstat, og udbetales af en sådan enhed.

Om aftalen

42 Det fremgår af aftalens artikel 2, stk. 4, at når den retmæssige ejer vælger proceduren med frivillig oplysning eller på anden vis opgiver sin renteindtægt fra en schweizisk betalende agent til skattemyndighederne i sin bopælsmedlemsstat, skal renteindtægten beskattes i denne medlemsstat til samme satser som dem, der gælder for lignende indtægter indtjent i denne medlemsstat.

43 I denne henseende skal det i lighed med det af Kommissionen anførte bemærkes, at flere betingelser skal være opfyldt, for at denne bestemmelse finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation.

44 Indledningsvis forholder det sig således, at eftersom aftalen trådte i kraft den 1. juli 2005, vedrører den kun renteindtægter, der er betalt efter denne dato.

45 Som det fremgår af aftalens artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med aftalens artikel 2, stk. 1 og 4, forholder det sig dernæst således, at de omhandlede betalinger ikke skal vedrøre renteindtægter af fordringer »emitteret af debitorer, der er hjemmehørende i Schweiz eller hører til ikke-hjemmehørende personers faste driftssteder i Schweiz«.

46 I et sådant tilfælde er disse renteindtægter nemlig i medfør af aftalens artikel 1, stk. 2, undtaget fra den i aftalens artikel 1, stk. 1, omhandlede tilbageholdelse fra rentebetalingsbeløbet, dog »med forbehold af stk. 2 og artikel 2« i aftalen. Det følger af aftalens artikel 2, stk. 1 og 4, at den retmæssige ejer skal have valgt den procedure med frivillig oplysning, som Det Schweiziske Forbund er forpligtet til at fastlægge, for at undgå den tilbageholdelse, der er fastlagt i aftalens artikel 1, eller have opgivet sin renteindtægt til skattemyndighederne i sin bopælsstat.

47 Endelig følger det af nævnte artikel 2, stk. 4, at den retmæssige ejer af de pågældende renteindtægter selv skal have valgt denne procedure med frivillig oplysning eller på anden vis have indgivet en erklæring til skattemyndighederne i sin bopælsmedlemsstat.

48 Da de oplysninger, der er indeholdt i anmodningen om præjudiciel afgørelse, ikke gør det muligt i det foreliggende tilfælde at fastslå, at alle de nødvendige betingelser for anvendelsen af aftalens artikel 2, stk. 4, er opfyldt for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede situation, tilkommer det den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse i denne henseende.

49 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmåls anden del besvares med, at aftalens artikel 2, stk. 4, sammenholdt med aftalens artikel 1, stk. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter renteindtægter, der efter den 1. juli 2005 er blevet oppebåret af de skattepligtige personer i denne medlemsstat, som har valgt proceduren med frivillig oplysning eller på anden vis har opgivet disse renteindtægter til skattemyndighederne i deres bopælsmedlemsstat, og forudsat at disse personer ikke er undtaget fra tilbageholdelse af skat i medfør af nævnte artikel 1, stk. 2, er underlagt en progressiv skattesats på op til 40%, når de nævnte renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer udbetales af en schweizisk betalende agent, mens de samme renteindtægter beskattes til en lavere frigørende sats på 20%, når de udbetales af en hjemmehørende betalende agent.

Sagsomkostninger

50 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

1) Artikel 56 EF

skal fortolkes således,

at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter renteindtægter, der oppebæres af skattepligtige personer i denne medlemsstat, underkastes en progressiv skattesats på op til 40%, når disse renteindtægter hidrører fra obligationer og værdipapirer, der er udstedt af en enhed i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, såsom Det Schweiziske Forbund, og udbetales af en sådan enhed, hvorimod de nævnte renteindtægter beskattes til en lavere frigørende sats på 20%, når de hidrører fra obligationer og værdipapirer, der udstedes af en enhed i deres bopælsmedlemsstat, og udbetales af en sådan enhed.

2) Artikel 2, stk. 4, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, sammenholdt med aftalens artikel 1, stk. 2,

skal fortolkes således,

at bestemmelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter renteindtægter, der efter den 1. juli 2005 er blevet oppebåret af de skattepligtige personer i denne medlemsstat, som har valgt proceduren med frivillig oplysning eller på anden vis har opgivet disse renteindtægter til skattemyndighederne i deres bopælsmedlemsstat, og forudsat at disse personer ikke er undtaget fra tilbageholdelse af skat i medfør af nævnte artikel 1, stk. 2, er underlagt en progressiv skattesats på op til 40%, når de nævnte renteindtægter hidrørende fra obligationer og værdipapirer udbetales af en schweizisk betalende agent, mens de samme renteindtægter beskattes til en lavere frigørende sats på 20%, når de udbetales af en hjemmehørende betalende agent.