C-670/21 Frie kapitalbevægelser BA (Successions - Politique sociale de logement dans l’Union) - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

12. oktober 2023

»Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - frie kapitalbevægelser - artikel 63 TEUF til 65 TEUF - arveafgift - kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande - fast ejendom beliggende i et tredjeland - en mere gunstig afgiftsbehandling af ejendomme beliggende i en medlemsstat eller i en medlemsstat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde - restriktion - begrundelse - boligpolitik - effektiv afgiftskontrol«

I sag C-670/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Köln (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Köln, Tyskland) ved afgørelse af 2. september 2021, indgået til Domstolen den 9. november 2021, i sagen

BA

mod

Finanzamt X,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb (refererende dommer), A. Kumin og I. Ziemele,

generaladvokat: A.M. Collins

justitssekretær: fuldmægtig S. Beer,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. november 2022,

efter at der er afgivet indlæg af:

- BA ved Rechtsanwalt F. Riedel,

- den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann, W. Roels og V. Uher, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. februar 2023,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 63 TEUF - 65 TEUF.

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem BA og Finanzamt X (skatte- og afgiftsmyndighed X, Tyskland) vedrørende beregningen af arveafgift i forbindelse med fast ejendom beliggende i et tredjeland.

Retsforskrifter

EU-retten

3 I anden betragtning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«) bekræftede aftaleparterne, »hvor højt de prioriterer de privilegerede forbindelser mellem Det Europæiske Fællesskab, dets medlemsstater og [staterne i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)], som bygger på naboskab, mangeårige fælles værdier og europæisk identitet«.

Tysk ret

Arve- og gaveafgiftsloven

4 Erbschaftsteuer- und Schenkungsteuergesetz (arve- og gaveafgiftsloven) i den affattelse, der blev offentliggjort den 27. februar 1997 (BGBl. 1997 I, s. 378), som ændret ved Gesetz zur Reform des Erbschaftsteuer- und Bewertungsrechts (lov om reform af reguleringen af arveafgift og værdiansættelse) af 24. december 2008 (BGBl. 2008 I, s. 3018) (herefter »arve- og gaveafgiftsloven«), fastsætter i § 1, stk. 1, nr. 1, at »erhvervelser som følge af dødsfald« pålægges arveafgift.

5 Arve- og gaveafgiftslovens § 2, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Afgiftspligten indtræder

1. i de i § 1, stk. 1, nr. 1-3, nævnte tilfælde for samtlige formueaktiver, når arvelader på dødstidspunktet, gavegiver på tidspunktet for gavens ydelse eller erhverver på tidspunktet for afgiftens opståen (§ 9) er indlænding (ubegrænset afgiftspligt).

For indlænding anses:

a) fysiske personer, der har bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland

[...]«

6 Arve- og gaveafgiftslovens § 3, stk. 1, fastsætter:

»Ved erhvervelse som følge af dødsfald forstås

1. erhvervelse ved arvefald (§ 1922 i Bürgerliches Gesetzbuch [(borgerlig lovbog, herefter »den borgerlige lovbog«)]), ved legat (§§ 2147 ff. i [den borgerlige lovbog]) eller på grund af ret til tvangsarv, som gøres gældende (§§ 2303 ff. i [den borgerlige lovbog])

[...]«

7 Arve- og gaveafgiftslovens § 9, stk. 1, bestemmer:

»Afgiften indtræder

1. ved erhvervelser som følge af dødsfald ved arveladerens død

[...]«

8 Arve- og gaveafgiftslovens § 10, stk. 1 og 6, bestemmer:

»(1) Den afgiftspligtige erhvervelse vedrører køberens berigelse, for så vidt som denne berigelse ikke er fritaget (§§ 5, 13, 13a, 13c, 16, 17 og 18). I de tilfælde, der er omhandlet i § 3, forstås ved »berigelse«, med forbehold af stk. 10, det beløb, der fremkommer, når den samlede formueværdi, der skal fastsættes i overensstemmelse med § 12, trækkes fra, for så vidt som denne værdi er afgiftspligtig, det arveretlige passiv, der kan fradrages i henhold til stk. 3-9, og hvis værdi skal fastsættes i overensstemmelse med § 12. [...]

[...]

(6) [...] Gæld og forpligtelser, som er økonomisk knyttet til aktiver, der ikke er arveafgiftspligtige i henhold til § 13c, er kun fradragsberettigede op til det beløb, der svarer til forholdet mellem værdien af disse aktiver, der skal vurderes efter anvendelse af § 13c, og værdien før anvendelse af § 13c.«

9 I arve- og gaveafgiftslovens § 12, stk. 1, 3 og 7, fastsættes:

»(1) Værdiansættelsen foretages, medmindre andet er fastsat i stk. 2-7, i overensstemmelse med bestemmelserne i første del af Bewertungsgesetz (BewG) (Allgemeine Bewertungsvorschriften) [(lov om værdiansættelse (almindelige bestemmelser om værdiansættelse))] i den affattelse, der blev offentliggjort den 1. februar 1991 (BGBl. [1991] I, s. 230), senest ændret ved § 2 i [Gesetz zur Reform des Erbschaftsteuer- und Bewertungsrechts (lov om reform af reglerne for arveafgift og vurdering)] af 24. december 2008 (BGBl. [2008] I, s. 3018) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen [(herefter »lov om værdiansættelse«)].

[...]

(3) Besiddelsen af fast ejendom (§ 19, stk. 1, i [lov om værdiansættelse]) skal vurderes på grundlag af den værdi, der er fastsat på skæringsdagen for værdiansættelsen (§ 11) i overensstemmelse med § 151, stk. 1, første punktum, nr. 1, i [lov om værdiansættelse].

[...]

(7) Besiddelse af udenlandsk fast ejendom og udenlandsk erhvervsformue værdiansættes i overensstemmelse med § 31 i [lov om værdiansættelse].«

10 Arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, fastlægger:

»(1) Den faste ejendom, der nævnes i stk. 3, skal værdiansættes til 90% af dens markedsværdi.

[...]

(3) Den nedsatte markedsværditilgang skal finde anvendelse for fast ejendom eller de dele deraf, som

1. udlejes til beboelsesformål

2. er beliggende i Tyskland, en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en medlemsstat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

3. ikke udgør en del af en virksomheds aktiver eller land- eller skovbrugsbedriftsaktiver som omhandlet i § 13a. [...]«

Lov om værdiansættelse

11 § 9 i lov om værdiansættelse bestemmer:

»(1) Med henblik på værdiansættelsen skal der, medmindre andet er fastsat, tages udgangspunkt i markedsværdien.

(2) Markedsværdien fastsættes på grundlag af den pris, som et gode kan sælges for, afhængigt af dets art, som led i almindelige kommercielle transaktioner. I denne forbindelse skal der tages hensyn til alle omstændigheder, der har indflydelse på prisen. Usædvanlige eller personlige forhold bør ikke tages i betragtning.

[...]«

12 § 31, stk. 1, i lov om værdiansættelse fastsætter:

»Værdiansættelsen af de udenlandske land- og skovbrugsmæssige aktiver, fast ejendom og erhvervsaktiver reguleres af bestemmelserne i denne lovs første del, navnlig § 9 (markedsværdi). [...]«

13 § 151, stk. 1 og 4, i lov om værdiansættelse har følgende ordlyd:

»(1) Følgende skal vurderes særskilt (§ 179 i Abgabenordnung [(lov om skatter og afgifter)]):

1. værdien af besiddelsen af fast ejendom (§§ 138 og 157)

[...]

(4) Udenlandske aktiver skal ikke værdiansættes særskilt.«

14 § 177 i lov om værdiansættelse fastsætter:

»De i § 179 og §§ 182-196 omhandlede værdiansættelser skal baseres på markedsværdien (§ 9).«

Den borgerlige lovbog

15 § 1030, stk. 1, i den borgerlige lovbog bestemmer:

»En ting kan være behæftet på en sådan måde, at den person, til hvis fordel behæftelsen er foretaget, har ret til at få udbytte af tingen (brugsret).«

16 § 2147 i den borgerlige lovbog fastsætter:

»Arvingen eller legataren kan ved testamentarisk disposition pålægges en forpligtelse i forhold til løsøre eller fast ejendom [(legatet)]. Medmindre arvelader har bestemt andet, har arvingen ansvaret for legatet.«

17 § 2174 i den borgerlige lovbog har følgende ordlyd:

»Legatet giver legataren ret til over for den person, der er ansvarlig for legatet, at kræve udlevering af den af legatet omfattede genstand.«

18 § 2176 i den borgerlige lovbog fastsætter:

»Legatarers krav opstår (legatets overdragelse) på dødstidspunktet, uden at dette berører retten til at nægte legatet.«

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada

19 Overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Canada til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og visse andre skatter, forebyggelse af skatteunddragelse samt bistand på det skattemæssige område, undertegnet i Berlin den 19. april 2001 (BGBl. 2002 II, s. 670, herefter »dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada«), bestemmer følgende i artikel 2 med overskriften »Omfattede afgifter«:

»(1) Denne overenskomst finder anvendelse på indkomst- og formueskatter, der opkræves af hver af de kontraherende stater, og for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland på skatter, der opkræves på vegne af dens delstater, politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, uanset opkrævningsordningen.

(2) For indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålægges den samlede indkomst, den samlede formue eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, samt skatter af formueforøgelse.

(3) De nuværende skatter, som aftalen finder anvendelse på, er:

a) for så vidt angår Canada:

de skatter, der opkræves af Canadas regering i henhold til indkomstskatteloven

(herefter »canadiske skatter«).

b) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland:

aa) indkomstskat (Einkommensteuer)

bb) selskabsskat (Körperschaftsteuer)

cc) formueskat (Vermögensteuer)

dd) patenternes bidrag (Gewerbesteuer) og

ee) solidaritetstillægget (Solidaritätszuschlag)

(herefter »tyske skatter«).

(4) Overenskomsten finder også anvendelse på indkomstskatter af samme eller lignende art og på formueskat, der fastsættes efter datoen for aftalens undertegnelse, og som lægges til de nuværende skatter eller træder i stedet for disse. De kontraherende staters kompetente myndigheder underretter hinanden om ændringer til deres respektive skattelovgivning.«

20 Artikel 26 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada med overskriften »Udveksling af informationer« har følgende ordlyd:

»(1) De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal udveksle de oplysninger, der er relevante for gennemførelsen af bestemmelserne i denne overenskomst eller af de nationale love i de kontraherende stater vedrørende skatter og afgifter, der er omfattet af aftalen, for så vidt som beskatningen i henhold til disse regler ikke er i strid med aftalen. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset i henhold til artikel 1. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, skal hemmeligholdes på samme måde som oplysninger, der er indhentet i henhold til denne stats nationale ret, og må kun meddeles til de personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er berørt af ansættelsen eller inddrivelsen af de i aftalen omhandlede skatter, eller uanset bestemmelserne i stk. 4 skatter opkrævet af en delstat eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed i en kontraherende stat, som er af lignende karakter som dem, aftalen finder anvendelse på. Sådanne personer eller myndigheder må kun anvende informationerne til disse formål. Sådanne oplysninger kan kun fremlægges i offentlige retsmøder eller i domme, hvis den kompetente myndighed i den kontraherende stat, der afgiver oplysningerne, ikke gør indsigelse.

(2) Bestemmelserne i stk. 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til:

a) at træffe administrative foranstaltninger, der strider imod dens eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis

b) at afgive oplysninger, som ikke ville kunne indhentes i henhold til dens eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis

c) at afgive oplysninger, som ville afsløre handelsmæssige, industrielle eller erhvervsmæssige hemmeligheder eller kommercielle fremgangsmåder, eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride imod grundlæggende retsprincipper.

(3) De kontraherende staters kompetente myndigheder aftaler principperne og procedurerne for udveksling af personlige oplysninger.

(4) Med henblik på denne artikel er skatter og afgifter, der er omfattet af aftalen, uanset bestemmelserne i artikel 2, samtlige skatter og afgifter, der er pålagt af en kontraherende stat.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

21 A, der havde bopæl i Tyskland, afgik ved døden i 2016. Ved et officielt bekræftet dokument, som var udfærdiget i 2013, testamenterede han en andel af en fast ejendom beliggende i Canada, der var udlejet til beboelsesformål, til sin søn BA, der ligeledes havde bopæl Tyskland. Den faste ejendom, som arven består af, udlejes til beboelsesformål og udgør ikke en del af et erhvervsaktiv.

22 Ved afgørelse af 17. juli 2017 fastsatte skatte- og afgiftsmyndighed X det arveafgiftsbeløb, som BA skulle betale i Tyskland for samtlige aktiver. Med henblik på beregningen af disse afgifter blev de faste ejendomme beliggende i Canada værdiansat til deres fulde markedsværdi.

23 Ved brev af 19. marts 2018 anmodede BA om ændring af arveafgiftsbeløbet med henblik på, at disse aktiver blev ansat til 90% af deres markedsværdi i overensstemmelse med arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1. BA gjorde gældende, at de omhandlede faste ejendomme opfyldte betingelserne for at opnå denne afgiftsfordel, bortset fra undtagelsen i denne bestemmelses stk. 3, nr. 2, hvorefter den faste ejendom skal være beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen. Han gjorde gældende, at sidstnævnte bestemmelse udgjorde et indgreb i de frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, som er fastsat i artikel 63 TEUF.

24 Ved afgørelse af 25. april 2018 afslog skatte- og afgiftsmyndighed X anmodningen om ændring af arveafgiftsbeløbet forelagt af BA og dernæst ved afgørelse af 23. april 2019 klagen, som BA havde indgivet.

25 Skatte- og afgiftsmyndighed X var af den opfattelse, at forskelsbehandlingen mellem en ejendom, der udlejes til beboelsesformål i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, og en ejendom af samme art, der er beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, ikke var i strid med artikel 63 TEUF.

26 Domstolen fastslog i dom af 22. april 2010, Mattner (C-510/08, EU:C:2010:216), at der foreligger en restriktion for de frie kapitalbevægelser, når et bundfradrag i beskatningsgrundlaget afhænger af de pågældendes bopæl. I sin dom af 17. januar 2008, Jäger (C-256/06, EU:C:2008:20), fastslog Domstolen ligeledes, at indrømmelse af skatte- og afgiftsfordele i forbindelse med arveafgift på betingelse af, at den ejendom, der erhverves ved arv, er beliggende på det nationale område, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der i princippet er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF. Skatte- og afgiftsmyndighed X er imidlertid af den opfattelse, at denne retspraksis ikke finder anvendelse på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der udelukker fast ejendom beliggende i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, fra anvendelsesområdet for en skattefordel.

27 Den 24. maj 2019 har BA anlagt sag ved Finanzgericht Köln (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Köln, Tyskland), som er den forelæggende ret, med påstand om i det væsentlige annullation af afgørelsen af 25. april 2018.

28 For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om en national bestemmelse, der udelukker en fast ejendom udlejet til beboelsesformål beliggende i Canada fra tildeling af en afgiftsfordel, er forenelig med artikel 63 TEUF. Ifølge den forelæggende ret opfylder de omhandlede faste ejendomme alle de betingelser, der er fastsat i national ret for at kunne drage fordel af den afgiftsfordel, der er fastsat i arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, med undtagelse af betingelsen om, at ejendommen skal være beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, som er part i EØS-aftalen.

29 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om en national foranstaltning, der underlægger fast ejendom beliggende i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, og som kan udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser, en højere arveafgift, kan begrundes i standstill-klausulen fastsat i artikel 64 TEUF, i et af de hensyn, der er nævnt i artikel 65 TEUF, eller i tvingende almene hensyn.

30 Indledningsvis synes artikel 64 TEUF ifølge den forelæggende ret ikke at finde anvendelse, for så vidt som den afgiftsfordel, der er fastsat i arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, blev indført den 24. december 2008 med virkning fra den 1. januar 2009 og dermed efter den 31. december 1993.

31 Dernæst er den forelæggende ret for det første af den opfattelse, at fast ejendom, der udlejes til beboelsesformål, som er beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, eller i et andet tredjeland, befinder sig i en sammenlignelig situation med henblik på anvendelsen af artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF.

32 For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at muligheden for at begrunde restriktionen for de frie kapitalbevægelser på grundlag af artikel 65, stk. 1, litra b), TEUF, hvorefter medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre overtrædelser af deres nationale ret og forskrifter, navnlig på skatte- og afgiftsområdet, forekommer lidet sandsynlig, for så vidt som disse to stater i henhold til artikel 26, stk. 4, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada kan gøre brug af udveksling af oplysninger om alle skatter, der er opkrævet i en af dem.

33 Endelig har den forelæggende ret anført, at der ikke synes at foreligge noget tvingende alment hensyn som omhandlet i artikel 65, stk. 2, TEUF, der kan begrunde den restriktion for de frie kapitalbevægelser, der følger af den nationale lovgivning.

34 Finanzgericht Köln (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Köln) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 63, stk. 1, TEUF, artikel 64 TEUF og artikel 65 TEUF fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning i en medlemsstat om opkrævning af arveafgift, som bestemmer, at en bebygget grund, som hører til en privatformue, befinder sig i et tredjeland (her Canada) og udlejes til beboelsesformål, ansættes [til] sin fulde værdi, mens en grund, som hører til privatformuen og befinder sig i indlandet, i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og udlejes til beboelsesformål, kun indgår med 90% af sin værdi ved beregningen af arveafgiften?«

Det præjudicielle spørgsmål

35 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 63 TEUF - 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning i en medlemsstat, som bestemmer, at en bebygget grund, som hører til en privatformue, og som befinder sig i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, og udlejes til beboelsesformål, ansættes til sin fulde markedsværdi, mens en ejendom af samme art, der er beliggende på det nationale område, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, og udlejes til beboelsesformål, kun ansættes til 90% af sin markedsværdi ved beregningen af arveafgiften.

36 Det følger af Domstolens faste praksis, at selv om direkte beskatning henhører under medlemsstaternes kompetence, skal de imidlertid udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og navnlig af de ved EUF-traktaten sikrede grundlæggende friheder (dom af 21.12.2021, Finanzamt V (Arv - nedsat bundfradrag og fradrag af tvangsarv), C-394/20, EU:C:2021:1044, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

37 Artikel 63, stk. 1, TEUF fastsætter et generelt forbud mod restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes såvel som mellem medlemsstaterne og tredjelande.

38 Ifølge fast retspraksis er den skattemæssige behandling af arv omfattet af EUF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser, med undtagelse af tilfælde, hvor de afgørende elementer ved arven er begrænset til en enkelt medlemsstat (dom af 22.11.2018, Huijbrechts, C-679/17, EU:C:2018:940, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

39 En situation, hvor en medlemsstat pålægger arveafgift på aktiver i boet, der befinder sig uden for dens område, og som tilhører en person, som var bosiddende på medlemsstatens område på tidspunktet for dødsfaldet, og tilfalder en arving, der ligeledes er bosiddende i denne medlemsstat, kan ikke anses for at være en rent intern situation. En sådan situation henhører følgelig under kapitalbevægelserne som omhandlet i artikel 63, stk. 1, TEUF.

40 Det skal derfor efterprøves, om en medlemsstats nationale lovgivning, der med henblik på beregningen af arveafgift fastsætter, at en fast ejendom beliggende i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, ansættes til sin fulde markedsværdi, mens en sådan ejendom beliggende i denne medlemsstat med henblik på denne beregning ansættes til 90% af markedsværdien, udgør en restriktion for kapitalbevægelserne som omhandlet i artikel 63, stk. 1, TEUF, og i bekræftende fald skal det efterprøves, om en sådan restriktion kan tillades i henhold til artikel 64, stk. 1, TEUF eller i givet fald kan være begrundet i henhold til artikel 65 TEUF.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion for de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63, stk. 1, TEUF

41 Domstolen har for så vidt angår arveafgifter allerede fastslået, at den omstændighed, at en indrømmelse af skatte- og afgiftsfordele underlægges den betingelse, at det aktiv, der overdrages, er beliggende på det nationale område, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i princippet er forbudt i medfør af artikel 63, stk. 1, TEUF (dom af 18.12.2014, Q, C-133/13, EU:C:2014:2460, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis). På samme måde udgør foranstaltninger, som medfører en formindskelse af værdien af den arv, som tilfalder en person, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor de pågældende aktiver befinder sig, ligeledes en sådan begrænsning (dom af 21.12.2021, Finanzamt V (Arv - nedsat bundfradrag og fradrag af tvangsarv), C-394/20, EU:C:2021:1044, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

42 Det bemærkes endvidere, at foranstaltninger, der er forbudt ifølge artikel 63, stk. 1, TEUF, omfatter sådanne foranstaltninger, som afholder en ikke-hjemmehørende person fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, som afholder denne medlemsstats borgere fra at foretage investeringer i andre medlemsstater (dom af 15.10.2009, Busley og Cibrian Fernandez, C-35/08, EU:C:2009:625, præmis 20).

43 I det foreliggende tilfælde fastsætter den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, at når en arv omfatter bebygget fast ejendom, der udgør en del af den private formue, og som udlejes til beboelsesformål, ansættes disse ejendomme med henblik på beregning af arveafgiften ikke til deres fulde markedsværdi, men til 90% heraf, når de befinder sig på det nationale område, i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, som er part i EØS-aftalen. Denne lovgivning udelukker fast ejendom beliggende i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, fra afgiftsfordelen.

44 Det må konstateres, at en sådan lovgivning, som gør afgiftsfordelen afhængig af, hvor de aktiver, der indgår i boet, befinder sig, medfører, at faste aktiver, der befinder sig i et andet tredjeland end en stat, der er part i EØS-aftalen, pålægges en højere arveafgift end aktiver, der befinder sig på det nationale område, og derfor har den virkning, at værdien af denne arv formindskes (jf. i denne retning dom af 17.1.2008, Jäger, C-256/06, EU:C:2008:20, præmis 32).

45 Denne afgiftsmæssige ulempe kan i øvrigt afholde en fysisk person, som er bosiddende i Tyskland, såvel fra at investere i en fast ejendom, der er udlejet til beboelsesformål, og som er beliggende i et andet tredjeland end en stat, der er part i EØS-aftalen, som fra at beholde en sådan ejendom, som vedkommende ejer (jf. i denne retning dom af 15.10.2009, Busley og Cibrian Fernandez, C-35/08, EU:C:2009:625, præmis 27).

46 Det følger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede udgør en restriktion for kapitalbevægelserne som omhandlet i artikel 63, stk. 1, TEUF, hvilket den tyske regering i øvrigt ikke har bestridt.

Anvendeligheden af artikel 64, stk. 1, TEUF med hensyn til restriktioner for kapitalens frie bevægelighed i forhold til tredjelande

47 Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en sådan restriktion, for så vidt som den vedrører kapitalbevægelser til og fra et tredjeland, kan tillades i henhold til artikel 64, stk. 1, TEUF.

48 I henhold til denne bestemmelse skal det bemærkes, at artikel 63 TEUF ikke berører anvendelsen over for tredjelande af restriktioner, der den 31. december 1993 eksisterede i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning med hensyn til sådanne kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, herunder investering i fast ejendom, etablering, levering af finansielle tjenesteydelser eller værdipapirers adgang til kapitalmarkeder.

49 Hvad angår begrebet »restriktioner, der [eksisterede] den 31. december 1993« i artikel 64, stk. 1, TEUF skal det bemærkes, at enhver national bestemmelse, der vedtages efter denne dato, ikke allerede af denne grund automatisk falder uden for undtagelsesordningen i henhold til denne bestemmelse. Domstolen har således anerkendt, at restriktioner fastsat i bestemmelser, der er vedtaget efter den nævnte dato, som i det væsentlige er identiske med den tidligere lovgivning, eller som alene lemper eller fjerner en hindring i den tidligere lovgivning for udøvelsen af rettigheder og friheder til fri bevægelighed i denne lovgivning, kan sidestilles med sådanne restriktioner, »der eksistere[de]« (dom af 26.2.2019, X (Passive selskaber etableret i tredjelande), C-135/17, EU:C:2019:136, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

50 I det foreliggende tilfælde bemærkes det, at ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, blev den i hovedsagen omhandlede afgiftsfordel, der er fastsat i arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, for første gang indført i tysk lovgivning den 24. december 2008 med virkning fra den 1. januar 2009. Som den tyske regering og Kommissionen i øvrigt har anført, kan standstill-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF derfor ikke finde anvendelse på denne nationale lovgivning, der er vedtaget efter den 31. december 1993.

51 Følgelig kan en restriktion for de frie kapitalbevægelser til et tredjeland som den i hovedsagen omhandlede ikke falde uden for anvendelsesområdet for artikel 63, stk. 1, TEUF på grundlag af artikel 64, stk. 1, TEUF.

52 Under disse omstændigheder skal det undersøges, i hvilket omfang den således konstaterede restriktion for de frie kapitalbevægelser kan begrundes i henhold til artikel 65 TEUF.

Spørgsmålet om, hvorvidt restriktionen for de frie kapitalbevægelser er begrundet i medfør af artikel 65 TEUF

53 I medfør af artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF griber artikel 63 TEUF ikke ind i medlemsstaternes ret til at anvende de relevante bestemmelser i deres skatte- og afgiftslovgivning, der sondrer mellem skatte- og afgiftspligtige, der ikke befinder sig i samme situation med hensyn til deres bopælssted eller det sted, hvor deres kapital er investeret.

54 Denne bestemmelse skal som en undtagelse til det grundlæggende princip om den frie bevægelighed for kapital fortolkes strengt. Den kan derfor ikke fortolkes således, at enhver skatte- og afgiftslovgivning, som sondrer mellem de skatte- og afgiftspligtige afhængigt af det sted, hvor de er bosat, eller af den stat, i hvilken de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med EUF-traktaten. Undtagelsen i artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF er nemlig selv begrænset ved artikel 65, stk. 3, TEUF, hvorefter de nationale bestemmelser, der er nævnt i artiklens stk. 1, »ikke [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger som defineret i artikel 63 [TEUF]« (dom af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

55 Domstolen har ligeledes fastslået, at der derfor skal sondres mellem den forskellige behandling, der er tilladt ifølge artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, og den forskelsbehandling, der er forbudt ifølge artikel 65, stk. 3, TEUF. Det er imidlertid en betingelse for at anse en national skatte- og afgiftslovgivning for at være forenelig med traktatens bestemmelser om frie kapitalbevægelser, at den forskellige behandling, der følger heraf, vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller at den er begrundet i et tvingende alment hensyn (dom af 30.6.2016, Feilen, C-123/15, EU:C:2016:496, præmis 26, og af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

56 Det skal derfor først undersøges, om de i hovedsagen omhandlede situationer er sammenlignelige, og i givet fald skal det dernæst undersøges, om det er muligt at begrunde den forskellige behandling af disse situationer med henvisning til et tvingende alment hensyn.

Sammenligneligheden af de omhandlede situationer

57 I forbindelse med undersøgelsen af, om de omhandlede situationer er sammenlignelige, er den forelæggende ret af den opfattelse, at fast ejendom, der udlejes til beboelse i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, befinder sig i en situation, som er objektivt sammenlignelig med situationen for en ejendom af samme art beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen. Ifølge denne ret adskiller situationerne sig kun fra hinanden ved beliggenheden af den faste ejendom.

58 Den tyske regering har i det væsentlige gjort gældende, at de respektive situationer for fast ejendom, der er beliggende i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, på den ene side, og i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, på den anden side, ikke er objektivt sammenlignelige. Den tyske lovgiver er derfor ikke forpligtet til at udvide den afgiftsfordel, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, som har til formål at fremme antallet af boliger til overkommelige huslejer i Tyskland, i andre medlemsstater eller i stater, der er parter i EØS-aftalen, til at omfatte fast ejendom beliggende i tredjelande, som ikke er parter i denne aftale. Ud over at situationen med hensyn til leje kan være meget forskellig i de sidstnævnte stater, er denne regering under henvisning til dom af 18. december 2014, Q (C-133/13, EU:C:2014:2460, præmis 27), af den opfattelse, at den forskellige afgiftsmæssige behandling af arv, der vedrører fast ejendom, som udlejes til beboelsesformål, beliggende i de nævnte stater på den ene side, og lignende ejendomme beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen på den anden side, er uadskilleligt forbundet med det formål, som den tyske lovgiver forfølger.

59 Det følger af Domstolens praksis, for det første, at spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte, og, for det andet, at der kun kan tages hensyn til de relevante sondringskriterier i den omhandlede lovgivning med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af en sådan lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer (dom af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

60 Det fremgår af det indlæg, som den tyske regering har indgivet til Domstolen, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har til formål at mindske afgiftsbyrden for en fast ejendom til beboelse, der kan tvinge arvingen til at sælge en sådan fast ejendom på grund af den arveafgift, som arvingen skal betale, i modsætning til institutionelle investorer, der ikke er underlagt denne afgift.

61 Den afgiftsfordel, der følger af denne lovgivning, vedrører arv af al fast ejendom, der udlejes til beboelsesformål, uden at der skelnes mellem, om den faste ejendom er beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en EØS-stat.

62 Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at beregningen af arveafgiften i henhold til den nævnte lovgivning er direkte forbundet med markedsværdien af de aktiver, der er omfattet af arven, således at der ikke foreligger nogen objektiv forskel, der kan begrunde en forskellig afgiftsmæssig behandling med hensyn til størrelsen af den arveafgift, som skal betales for henholdsvis en ejendom beliggende i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, og for en ejendom beliggende i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen (jf. i denne retning dom af 17.1.2008, Jäger, C-256/06, EU:C:2008:20, præmis 44).

63 Desuden er der ingen oplysninger i de sagsakter, som Domstolen råder over, der gør det muligt at fastslå, at den private ejendom, der er udlejet til beboelsesformål, og som er beliggende i Canada, ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for fast ejendom, der er udlejet til beboelsesformål i Tyskland, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen.

64 Hvis det under disse omstændigheder og uanset spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede lovgivning eventuelt er begrundet i et tvingende alment hensyn, skulle lægges til grund, at situationerne ikke er sammenlignelige alene på grund af, at den pågældende faste ejendom er beliggende i et tredjeland, der ikke er part i EØS-aftalen, selv om artikel 63, stk. 1, TEUF netop forbyder restriktioner for grænseoverskridende kapitalbevægelser, ville denne bestemmelse blive indholdsløs (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, X (Passive selskaber etableret i tredjelande), C-135/17, EU:C:2019:136, præmis 68).

65 I denne henseende adskiller den situation, som er omhandlet i hovedsagen, sig fra den situation, som gav anledning til dom af 18. december 2014, Q (C-133/13, EU:C:2014:2460), og som den tyske regering har påberåbt sig. Den afgiftsfordel, der var omhandlet i den nævnte sag, havde nemlig til formål at bevare integriteten af visse landejendomme, som er typiske for den nationale kulturelle og historiske arv, mod opsplitninger eller denatureringer og fandt kun anvendelse på donationer, der vedrørte disse specifikke landejendomme. Derimod vedrører den i hovedsagen omhandlede afgiftsfordel arv af fast ejendom, der udlejes til beboelsesformål, i almindelighed.

66 Henset til ovenstående betragtninger vedrører den i hovedsagen omhandlede forskellig behandling situationer, der er objektivt sammenlignelige.

Tvingende almene hensyn

67 Det bemærkes, at det af Domstolens faste praksis fremgår, at en restriktion for de frie kapitalbevægelser kun er tilladt, hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn, hvis den er egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre gennemførelsen af det mål, som den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dom af 18.6.2020, Kommissionen mod Ungarn (Foreningers gennemsigtighed), C-78/18, EU:C:2020:476, præmis 76, og af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

68 I den foreliggende sag skal det bemærkes, at selv om den forelæggende ret ikke har henvist til sådanne grunde i forelæggelsesafgørelsen, har den tyske regering gjort gældende, at den begrænsning af de frie kapitalbevægelser, som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning medfører, kan begrundes i to tvingende almene hensyn, nemlig for det første hensynet til en medlemsstats sociale boligpolitik og for det andet hensynet til at sikre en effektiv skatte- og afgiftskontrol.

- En medlemsstats politik for socialt boligbyggeri

69 Den tyske regering har gjort gældende, at den afgiftsfordel, der er fastsat i arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, er begrundet i hensynet til denne medlemsstats boligpolitik. Denne bestemmelse nedsætter nemlig den arveafgift, som en arving af en fast ejendom til beboelse skal betale, og gør det således muligt at mindske den afgiftsbyrde, som kan tvinge den pågældende til at sælge denne ejendom. Desuden indebærer den en fordel for privatpersoners udlejning af boliger i forhold til store institutionelle investorers udlejning af boliger, som ikke er underlagt arveafgift. Den afgiftsfordel, der er fastsat i denne bestemmelse, er således sammen med andre foranstaltninger egnet til at sikre målet om at give befolkningen adgang til boliger til overkommelige huslejer ikke blot i Tyskland, men også i de øvrige medlemsstater og i de stater, der er parter i EØS-aftalen, idet befolkningens adgang til boliger til overkommelige huslejer også udgør en opgave af europæisk karakter.

70 Det bemærkes, at Domstolen i denne henseende har anerkendt, at hensynet til en medlemsstats almene boligpolitik og finansieringen heraf principielt kan udgøre tvingende almene hensyn (dom af 1.10.2009, Woningstichting Sint Servatius, C-567/07, EU:C:2009:593, præmis 30).

71 Domstolen har endvidere fastslået, at eftersom EU har et økonomisk, socialt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, skal de rettigheder, der følger af traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, afbalanceres i forhold til de mål, der forfølges med social- og arbejdsmarkedspolitikken, herunder, således som det fremgår af artikel 151, stk. 1, TEUF, at fremme en passende social beskyttelse (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, AGET Iraklis, C-201/15, EU:C:2016:972, præmis 77).

72 Hvad angår EØS-aftalen bekræfter denne, således som det fremgår af anden betragtning hertil, de privilegerede forbindelser mellem Unionen, dens medlemsstater og EFTA-staterne, som bygger på naboskab, mangeårige fælles værdier og europæisk identitet. Henset til disse privilegerede forbindelser skal et af hovedformålene med EØS-aftalen anses for at bestå i at kunne opnå den videst mulige gennemførelse af den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), således at det indre marked, der består på EU’s område, kan blive udstrakt til EFTA-staterne (dom af 2.4.2020, Ruska Federacija, C-897/19 PPU, EU:C:2020:262, præmis 50).

73 Et socialpolitisk formål såsom fremme og tilrådighedsstillelse af boliger til en overkommelig husleje i medlemsstaterne og de stater, der er parter i EØS-aftalen, kan således principielt udgøre et tvingende alment hensyn, der kan begrunde restriktioner for de frie kapitalbevægelser som dem, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning.

74 Det skal imidlertid i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 67, endvidere undersøges, om den restriktion for de frie kapitalbevægelser, som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning medfører, er egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

75 I denne henseende fremgår det ikke, at en national foranstaltning som arve- og gaveafgiftslovens § 13c, stk. 1 og 3, som foretager en sondring alt efter, om den faste ejendom, som udlejes til beboelsesformål, er beliggende enten på det nationale område, i EU eller i EØS eller på et andet tredjelands område end en stat, som er part i EØS-aftalen, er egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den tyske regering har påberåbt sig. Som Kommissionen med rette har anført i retsmødet, finder arve- og gaveafgiftslovens § 13c nemlig anvendelse generelt, bl.a. i de stater, der er parter i EØS-aftalen, i stedet for at fokusere på steder, hvor der er en særlig akut mangel på sådanne boliger, såsom navnlig de store tyske byer, og ser bort fra ejendommens beliggenhed i et land- eller byområde. Endvidere bliver enhver kategori af lejeboliger, fra de mest simple til de mest luksuriøse, ansat til 90% af deres markedsværdi med henblik på beregning af arveafgiften (jf. i denne retning dom af 15.10.2009, Busley og Cibrian Fernandez, C-35/08, EU:C:2009:625, præmis 32).

76 Desuden synes den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke at fastsætte en forpligtelse for arvingerne til at beholde deres bolig i en bestemt periode og anvende den til udlejning, således at disse efter at have nydt godt af den i hovedsagen omhandlede afgiftsfordel kan sælge denne bolig eller anvende den som sekundær bolig.

77 Under disse omstændigheder kan den i hovedsagen omhandlede afgiftsfordel ikke anses for at være begrundet i formålet om at fremme og stille boliger til rådighed til en overkommelig husleje i medlemsstaterne og de stater, der er parter i EØS-aftalen.

- Nødvendigheden af at sikre en effektiv skatte- og afgiftskontrol

78 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at nødvendigheden af at sikre en effektiv skatte- og afgiftskontrol udgør et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for de frie kapitalbevægelser (dom af 26.2.2019, X (Passive selskaber etableret i tredjelande), C-135/17, EU:C:2019:136, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

79 Det skal bemærkes, at den retspraksis, som vedrører restriktioner for den frie bevægelighed inden for EU, ikke kan overføres uindskrænket til kapitalbevægelser mellem medlemsstater og tredjelande, eftersom sådanne bevægelser indgår i en anden retlig sammenhæng (dom af 26.2.2019, X (Passive selskaber etableret i tredjelande), C-135/17, EU:C:2019:136, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

80 Når muligheden for navnlig i henhold til en medlemsstats lovgivning at opnå en skatte- eller afgiftsfordel er afhængig af, at man opfylder nogle betingelser, hvis overholdelse kun kan kontrolleres ved, at der indhentes oplysninger fra de kompetente myndigheder i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, er det som udgangspunkt lovligt, at denne medlemsstat nægter at indrømme denne fordel, hvis det, bl.a. på grund af, at dette tredjeland ikke er aftalemæssigt forpligtet til at afgive oplysninger, viser sig umuligt at indhente disse oplysninger fra sidstnævnte (dom af 10.2.2011, Haribo Lakritzen Hans Riegel og Österreichische Salinen, C-436/08 og C-437/08, EU:C:2011:61, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

81 Ifølge den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indrømmes den omhandlede afgiftsfordel, når den faste ejendom udlejes til beboelsesformål.

82 Det bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at i henhold til artikel 26, stk. 4, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada er de i denne aftale omhandlede afgifter, uanset bestemmelserne i aftalens artikel 2, alle afgifter opkrævet af en kontraherende stat. I denne henseende bestemmer punkt 11 i protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada (BGB1 II 2002, s. 703) for så vidt angår aftalens artikel 26, at når en kontraherende stat anmoder om oplysninger i overensstemmelse med denne artikel, bestræber den anden kontraherende stat sig på at indhente oplysninger vedrørende denne anmodning på samme måde, som hvis der var tale om dens egne skatter, selv om denne anden stat ikke samtidig havde brug for disse oplysninger. Muligheden for at anvende artikel 26, stk. 4, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Canada er desuden blevet bekræftet af den tyske regering i retsmødet.

83 De tyske myndigheder kan følgelig anmode de kompetente canadiske myndigheder om de nødvendige oplysninger med henblik på at kontrollere, at betingelserne i arve- og gaveafgiftslovens § 13c er opfyldt med henblik på at indrømme den i hovedsagen omhandlede afgiftsfordel, når ejendommen er beliggende i Canada. I denne henseende fremgår det ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at der ikke foreligger vanskeligheder i forbindelse med denne udveksling af oplysninger.

84 Behovet for at opretholde sammenhængen i den nationale beskatningsordning kan derfor ikke begrunde den restriktion for de frie kapitalbevægelser, der følger af den nationale lovgivning, som er omhandlet i hovedsagen.

85 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF - 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der med henblik på beregning af arveafgift fastsætter, at en bebygget fast ejendom, der er en del af den private formue, som er beliggende i et tredjeland, som ikke er part i EØS-aftalen, og som udlejes til beboelsesformål, ansættes til sin fulde markedsværdi, mens en ejendom af samme art beliggende på det nationale område, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, med henblik på denne beregning ansættes til 90% af markedsværdien.

Sagsomkostninger

86 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 63 TEUF - 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der med henblik på beregning af arveafgift fastsætter, at en bebygget fast ejendom, der er en del af den private formue, som er beliggende i et tredjeland, som ikke er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992, og som udlejes til beboelsesformål, ansættes til sin fulde markedsværdi, mens en ejendom af samme art beliggende på det nationale område, i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, med henblik på denne beregning ansættes til 90% af markedsværdien.