C-105/22 Fri udveksling af tjenesteydelser Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Warszawie (Taxation des véhicules d’occasion exportés) - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

17. maj 2023

»Præjudiciel forelæggelse - frie varebevægelser - fiskale bestemmelser - artikel 110 TEUF - punktafgifter - eksport af et køretøj, der er indregistreret i en medlemsstat, til et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) - afslag på at godtgøre den punktafgift, der er erlagt for dette køretøj, op til et beløb, som er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse på indregistreringsmedlemsstatens område - princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning og proportionalitetsprincippet«

I sag C-105/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Naczelny Sad Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen) ved afgørelse af 27. april 2021, indgået til Domstolen den 15. februar 2022, i sagen

P.M.

mod

Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Warszawie,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M. Safjan, og dommerne N. Jääskinen (refererende dommer) og M. Gavalec,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Warszawie ved M. Rutka,

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved M. Björkland og B. Sasinowska, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 56 TEUF, princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning og proportionalitetsprincippet.

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem P.M. og Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Warszawie (direktøren for skatte- og afgiftsmyndigheden i Warszawa, Polen) vedrørende sidstnævntes afslag på at godtgøre den punktafgift, som sagsøgeren i hovedsagen har betalt.

Retsforskrifter

EU-retten

EUF-traktaten

3 Artikel 110, stk. 1, TEUF fastsætter:

»Ingen medlemsstat må direkte eller indirekte pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.«

Direktiv 2008/118/EF

4 Artikel 1 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12) lyder:

»1. I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:

a) energiprodukter og elektricitet omfattet af [Rådets] direktiv 2003/96/EF [af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51)]

b) alkohol og alkoholholdige drikkevarer omfattet af [Rådets] direktiv 92/83/EØF [af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 21)] og [Rådets] direktiv 92/84/EØF [af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 29)]

c) forarbejdet tobak omfattet af [Rådets] direktiv 95/59/EF [af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift (EFT 1995, L 291, s. 40)], [Rådets] direktiv 92/79/EØF [af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af cigaretafgifterne (EFT 1992, L 316, s. 8)] og [Rådets] direktiv 92/80/EØF [af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af afgifterne på andre former for forarbejdet tobak end cigaretter (EFT 1992, L 316, s. 10)].

[...]

3. Medlemsstaterne kan lægge afgifter på:

a) andre produkter end punktafgiftspligtige varer

b) levering af tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser i forbindelse med punktafgiftspligtige varer, forudsat at de ikke har karakter af omsætningsafgifter.

Pålæggelsen af sådanne afgifter må dog ikke ved samhandel mellem medlemsstater give anledning til formaliteter i forbindelse med grænsepassage.«

5 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118 bestemmer:

»Punktafgiften forfalder ved overgangen til forbrug og i den medlemsstat, hvor denne finder sted.«

Polsk ret

6 Det fremgår af artikel 100, stk. 1, i ustawa o podatku akcyzowym (lov om punktafgifter) af 6. december 2008 (Dz. U. af 2009, nr. 3, pos. 11) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Dz. U. 2019, pos. 864) (herefter »punktafgiftsloven«), at punktafgiften for en personbil vedrører:

»[...]

1) import til det nationale område af en personbil, der ikke tidligere har været indregistreret på dette område i overensstemmelse med færdselslovgivningens bestemmelser

2) erhvervelse inden for Fællesskabet på det nationale område af en personbil, der ikke tidligere har været indregistreret på dette område i overensstemmelse med færdselslovgivningens bestemmelser

3) første salg på det nationale område af en personbil, der ikke har været indregistreret på dette område i overensstemmelse med færdselslovgivningens bestemmelser

a) hvis den er fremstillet på nævnte område,

b) for hvilken, der ikke er betalt punktafgift med hensyn til de transaktioner, der er omhandlet i nr. 1) eller 2).«

7 Denne lovs artikel 100, stk. 3, bestemmer for så vidt angår en afgiftspligt, der opstår for en personbil som følge af gennemførelsen af en af de afgiftspligtige transaktioner, der er nævnt i denne doms foregående præmis, at der ikke opstår nogen afgiftspligt på grundlag af en anden afgiftspligtig transaktion, hvis det skyldige punktafgiftsbeløb er blevet fastsat eller angivet.

8 Nævnte lovs artikel 107, stk. 1, fastsætter:

»I det tilfælde, hvor en person, der har erhvervet ret til som ejer at råde over en personbil, der ikke tidligere har været indregistreret på det nationale område i overensstemmelse med færdselslovgivningens bestemmelser, og for hvilken punktafgiften er betalt på dette område, leverer eller eksporterer denne personbil inden for Fællesskabet, eller hvor leveringen eller eksporten gennemføres på denne persons vegne, har den pågældende ret til godtgørelse af punktafgiften efter anmodning indgivet til direktøren for den kompetente skatte- og afgiftsmyndighed inden for et år fra datoen for leveringen eller eksporten inden for Fællesskabet af denne personbil.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

9 Ved ansøgning af 5. marts 2019 anmodede sagsøgeren i hovedsagen, der er erhvervsdrivende, Naczelnik Urzedu Skarbowego (direktøren for skatte- og afgiftsmyndigheden, Polen) (herefter »direktøren«) om godtgørelse af punktafgift ved eksporten af en personbil til Norge den 7. marts 2018. I denne forbindelse blev det konstateret, at sagsøgeren i hovedsagen havde indleveret en punktafgiftsangivelse ved erhvervelsen inden for Fællesskabet af denne personbil og havde betalt den hertil svarende punktafgift.

10 Ved afgørelse af 29. april 2019 afslog direktøren at godtgøre punktafgiften under henvisning til, at sagsøgeren i hovedsagen ikke opfyldte betingelsen om, at det pågældende køretøj ikke måtte have været indregistreret på det nationale område. Dette køretøj var nemlig, efter en ansøgning om indregistrering, ex officio blevet midlertidigt indregistreret på dette område den 9. august 2017 i overensstemmelse med bestemmelserne i den nationale færdselslovgivning. I denne henseende var direktøren af den opfattelse, at datoen for indregistreringen af et køretøj er datoen for køretøjets midlertidige indregistrering ex officio, som er en del af registreringsprocessen med henblik på permanent godkendelse af dette køretøj til færdsel på det nævnte område.

11 Ved afgørelse af 13. august 2019 opretholdt sagsøgte i hovedsagen direktørens afgørelse.

12 Sagsøgeren i hovedsagen anlagde sag ved Wojewódzki Sad Administracyjny w Warszawie (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Warszawa, Polen) til prøvelse af denne afgørelse. Denne ret frifandt sagsøgte, idet den fandt, at der ikke var grundlag for at godtgøre sagsøgeren i hovedsagen den betalte punktafgift som følge af eksporten af det pågældende køretøj, eftersom alle betingelserne i punktafgiftslovens artikel 107, stk. 1, ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde, herunder navnlig betingelsen om, at dette køretøj ikke var blevet indregistreret på det nationale område.

13 Sagsøgeren i hovedsagen har iværksat kassationsanke ved Naczelny Sad Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen), som er den forelæggende ret.

14 For det første ønsker den forelæggende ret afklaret, om en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede har til virkning at gøre indenlandske erhvervsdrivende, der eksporterer personbiler til tredjelande, eller som foretager leveringer inden for Fællesskabet af disse køretøjer, mindre konkurrencedygtige end erhvervsdrivende fra andre lande i Den Europæiske Union, som eksporterer eller foretager leveringer af sådanne køretøjer inden for Fællesskabet. Den blotte indregistrering af en personbil forhindrer dem nemlig i at få godtgjort den erlagte punktafgift, selv for et beløb, der beregnes forholdsmæssigt i forhold til varigheden af køretøjets anvendelse på det nationale område.

15 For det andet ønsker den forelæggende ret afklaret, om denne nationale lovgivning er i strid med princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning, hvis anvendelse er knyttet til det faktiske forbrug af personbiler, og med proportionalitetsprincippet.

16 I denne henseende har den forelæggende ret forklaret, at det følger af punktafgiftslovens artikel 107, at en punktafgift skal godtgøres, uanset om denne afgift er blevet betalt i forbindelse med det første salg af det pågældende køretøj, i forbindelse med en erhvervelse inden for Fællesskabet eller ved køretøjets import til det nationale område. Ud over betalingen af punktafgiften er den »første betingelse« for at opnå ret til godtgørelse heraf bekræftelsen af, at den pågældende personbil er blevet eksporteret ud af landets område. Denne ret til godtgørelse er imidlertid udelukket for køretøjer, der er blevet indregistreret inden eksporten, selv i tilfælde af midlertidig indregistrering.

17 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hvis personbilen, på trods af indregistreringen, ikke anvendes og dermed ikke, eller kun kortvarigt, forbruges på det nationale område, synes det at opkræve punktafgift af dette køretøj med det fulde beløb i Polen ikke blot at være i strid med princippet om beskatning af varer på forbrugsstedet, men også med princippet om fri bevægelighed for varer, i dette tilfælde personbiler, inden for Unionen mellem de forskellige medlemsstater og ligeledes i samhandelen med tredjelande.

18 Under henvisning til bl.a. kendelse af 27. juni 2006, van de Coevering (C-242/05, EU:C:2006:430, præmis 29), er den forelæggende ret af den opfattelse, at den blotte indregistrering af en personbil ikke bør udgøre en hindring for godtgørelse af en punktafgift, hvis dette køretøj ikke var og ikke er bestemt til at blive anvendt i den medlemsstat, der har indført denne. Det fremgår nemlig af denne kendelse, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede punktafgift skal være på et beløb, der er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse i den pågældende medlemsstat.

19 Den forelæggende ret har desuden anført, at når køretøjet først er leveret til en anden medlemsstat eller eksporteret ud af Unionen, kan det pålægges lokale forbrugsafgifter eller afgifter af samme art som denne punktafgift, hvilket i mangel af godtgørelse af punktafgiften i Polen kan udgøre en tilsidesættelse af princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning.

20 På denne baggrund har Naczelny Sad Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 56 [TEUF] og princippet om, at punktafgift pålægges én enkelt gang som en afgift på det faktiske forbrug, samt proportionalitetsprincippet fortolkes således, at disse bestemmelser udelukker anvendelsen af en national regel såsom artikel 107 stk. 1, i [punktafgiftsloven], for så vidt som denne regel forhindrer den afgiftspligtige i at få godtgjort den punktafgift, der er betalt[,] ved eksport af en indregistreret personbil, og som er forholdsmæssigt beregnet i forhold til perioden for bilens brug i indlandet?«

Det præjudicielle spørgsmål

21 Indledningsvis bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Under denne synsvinkel påhviler det Domstolen efter omstændighederne ikke alene at omformulere det spørgsmål, som den forelægges, men også at inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (dom af 13.10.2022, Herios, C-593/21, EU:C:2022:784, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

22 I det foreliggende tilfælde anmodes Domstolen bl.a. om en fortolkning af artikel 56 TEUF under de særlige omstændigheder, hvor der er tale om erhvervelse inden for Fællesskabet af en personbil, som er blevet pålagt punktafgift som følge af dets indregistrering i Polen, og dernæst om salg og eksport af dette køretøj til Norge, og hvor det nævnte køretøj ikke har været genstand for en transaktion, såsom leje eller leasing, i forbindelse med leveringen af en tjenesteydelse som omhandlet i artikel 56 TEUF.

23 I denne henseende fremgår det indledningsvis af fast retspraksis, at der ved »varer« i EUF-traktatens forstand forstås produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning (dom af 10.12.1968, Kommissionen mod Italien, 7/68, EU:C:1968:51, s. 544, og af 3.12.2015, Pfotenhilfe-Ungarn, C-301/14, EU:C:2015:793, præmis 47). Eftersom motorkøretøjer udgør produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning, skal de anses for »varer« i denne traktats forstand.

24 Motorkøretøjer er imidlertid ikke omfattet af de kategorier af varer, som pålægges punktafgift i alle medlemsstaterne i medfør af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118, og de er derfor ikke omfattet af ordningen for den harmoniserede punktafgift.

25 Således som Domstolen har fastslået, gælder det, at selv hvis medlemsstaterne er beføjet til at indføre eller opretholde afgifter på sådanne produkter, skal de imidlertid udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten (dom af 17.12.2015, Viamar, C-402/14, EU:C:2015:830, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

26 Medlemsstaterne skal herved navnlig overholde ikke blot EUF-traktatens bestemmelser, men ligeledes de forskrifter, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, i direktiv 2008/118, idet disse sidstnævnte forskrifter indeholder et forbud mod, at opkrævningen af en afgift i samhandelen mellem medlemsstaterne medfører formaliteter i forbindelse med grænsepassage (dom af 17.12.2015, Viamar, C-402/14, EU:C:2015:830, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

27 Endvidere følger det af fast retspraksis, at enhver økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen, uanset benævnelse eller opkrævningsmåde er en afgift med tilsvarende virkning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 28 TEUF og 30 TEUF (dom af 22.5.2019, Krohn & Schröder, C-226/18, EU:C:2019:440, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

28 Hvad angår en indregistreringsafgift, som pålægges af en medlemsstat ved indregistrering af motorkøretøjer med henblik på ibrugtagning heraf på statens område, har Domstolen i sin faste retspraksis fastslået, at en sådan afgift hverken udgør en told eller en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 28 TEUF og 30 TEUF. En sådan afgift er nemlig en intern afgift og skal derfor undersøges på grundlag af artikel 110 TEUF (dom af 17.12.2015, Viamar, C-402/14, EU:C:2015:830, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

29 Hvad nærmere bestemt angår en punktafgift, der ikke henhører under den harmoniserede punktafgift i henhold til direktiv 2008/118, såsom den i hovedsagen omhandlede punktafgift, der pålægges alle personbiler, der er indregistreret på det pågældende nationale område, skal en sådan punktafgift anses for at udgøre en del af den generelle interne afgiftsordning for varer, som skal bedømmes på grundlag af artikel 110, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 18.1.2007, Brzezinski, C-313/05, EU:C:2007:33, præmis 24).

30 Under disse omstændigheder må det antages, at den forelæggende ret med sit eneste spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om den primære EU-ret, navnlig artikel 110, stk. 1, TEUF, og princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning samt proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at disse bestemmelser og principper er til hinder for en national lovgivning, som ikke foreskriver, at punktafgift, der er betalt for en personbil i denne medlemsstat, skal godtgøres op til et beløb, der er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse på medlemsstatens område, når nævnte køretøj, der er indregistreret i den pågældende medlemsstat, eksporteres.

31 I denne henseende bemærkes for det første, at artikel 110, stk. 1, TEUF forbyder medlemsstaterne direkte eller indirekte at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.

32 Som Domstolen har fastslået, har denne bestemmelse i EUF-traktaten til formål at sikre frie varebevægelser mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Bestemmelsen tilsigter derfor at fjerne enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, herunder afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater (jf. i denne retning dom af 14.4.2015, Manea, C-76/14, EU:C:2015:216, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

33 Det følger desuden af Domstolens praksis, at et afgiftssystem kun kan anses for foreneligt med artikel 110 TEUF, hvis det godtgøres, at det er opbygget således, at det under alle omstændigheder er udelukket, at der skal svares højere afgifter af importerede varer end af indenlandske varer, og at det derfor under ingen omstændigheder indebærer forskelsbehandling (dom af 12.2.2015, Oil Trading Poland, C-349/13, EU:C:2015:84, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

34 I så henseende foreligger der en tilsidesættelse af artikel 110, stk. 1, TEUF, når afgifterne på henholdsvis den importerede og den tilsvarende indenlandske vare beregnes forskelligt og efter forskellige regler, således at det - selv om det kun måtte ske i visse tilfælde - fører til en højere afgift for den importerede vare (dom af 12.2.2015, Oil Trading Poland, C-349/13, EU:C:2015:84, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

35 Skønt det tilkommer den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse, fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag, at i tilfælde af levering inden for Fællesskabet eller eksport af en personbil har den person, der har erhvervet retten til som ejer at råde over dette køretøj, kun ret til godtgørelse af den erlagte punktafgift, hvis nævnte køretøj ikke er blevet indregistreret i Polen. Ifølge de oplysninger, som Domstolen råder over, gælder denne betingelse uden forskel for alle køretøjer, uanset deres oprindelse.

36 Hvad for det andet angår princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning skal det fremhæves, at Domstolen, når der ikke foreligger en harmonisering på EU-plan har fastslået, at ugunstige virkninger, som kan følge af, at forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden ikke udgør restriktioner for den frie bevægelighed, for så vidt som en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling. Medlemsstaterne er således ikke forpligtede til at tilpasse deres eget skattesystem til de forskellige beskatningssystemer i de øvrige medlemsstater med henblik på navnlig at undgå dobbeltbeskatning (jf. i denne retning dom af 21.11.2013, X, C-302/12, EU:C:2013:756, præmis 28 og 29 og den deri nævnte retspraksis).

37 Domstolen har ligeledes fastslået, at det er uden betydning i relation til artikel 110 TEUF, at et motorkøretøj, på grund af afslag på godtgørelse i forbindelse med eksport af en motorkøretøjsafgift, hvis afgiftsudløsende begivenhed er indregistrering og ibrugtagning af et sådant køretøj, pålægges flere motorkøretøjsafgifter på forskellige tidspunkter og i forskellige medlemsstater ved dets endelige eksport fra en medlemsstat til en anden (jf. i denne retning dom af 2.2.2023, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Motorkøretøjsafgift), C-676/21, EU:C:2023:63, præmis 36 og 37).

38 Denne konklusion gælder tillige i forbindelse med eksport af en personbil uden for Unionen som den i hovedsagen omhandlede. De ulemper, der i givet fald kan følge af multiplikatoreffekten ved dels den manglende godtgørelse af den erlagte punktafgift i tilfælde af eksport af en personbil, der tidligere er blevet indregistreret i den pågældende medlemsstat, op til et beløb, der er proportionalt med varigheden af dette køretøjs anvendelse på medlemsstatens område, dels den omstændighed, at nævnte køretøj pålægges lignende skatter eller afgifter i bestemmelsesstaten, kan således hverken anses for at være i strid med artikel 110 TEUF eller med princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning.

39 Hvad for det tredje angår proportionalitetsprincippet har Domstolen inden for rammerne af EUF-traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser fastslået, at en indregistreringsafgift er i strid med proportionalitetsprincippet, hvis det formål, som den forfølger, kan opnås med indførelse af en afgift, der er proportional med varigheden af køretøjets indregistrering i den stat, hvor det anvendes, således at der ikke med hensyn til muligheden for at tjene afgiften ind diskrimineres til skade for virksomheder, der driver autoleasing, og som har hjemsted i andre medlemsstater (dom af 21.3.2002, Cura Anlagen, C-451/99, EU:C:2002:195, præmis 69).

40 På samme måde har Domstolen i kendelse af 27. juni 2006, van de Coevering (C-242/05, EU:C:2006:430, præmis 29), som den forelæggende ret har henvist til, fastslået, at en national lovgivning, hvorefter der kræves betaling af en afgift, hvis beløb ikke er proportionalt med et køretøjs anvendelse i den omhandlede medlemsstat, er i strid med traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser, selv om afgiften forfølger et legitimt mål, som er foreneligt med traktaten, når den finder anvendelse på køretøjer, der er lejet og indregistreret i en anden medlemsstat, og som hverken i det væsentlige skal anvendes varigt i den førstnævnte medlemsstat eller faktisk anvendes på denne måde, medmindre formålet hermed ikke kan opnås ved indførelse af en afgift, hvis beløb er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse i førstnævnte medlemsstat.

41 Det skal understreges, at denne retspraksis vedrører anvendelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med leje- eller leasingkontrakter. Den kan ikke overføres til det tilfælde, der er genstand for hovedsagen, som ikke vedrører en grænseoverskridende tjenesteydelse, men drejer sig om erhvervelsen inden for Fællesskabet af en personbil, der er blevet pålagt en punktafgift som følge af dets indregistrering i Polen, og dernæst om salg og efterfølgende eksport af dette køretøj til Norge.

42 I denne henseende fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at punktafgifter på personbiler, der er omfattet af punktafgiftsloven, ikke har karakter af en afgift, der er knyttet til varigheden af disse køretøjers anvendelse, men af en afgift på forbruget af sidstnævnte, der materialiseres ved indregistrering af den pågældende personbil på det nationale område.

43 Det fremgår bl.a. af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at det i hovedsagen omhandlede køretøj blev indregistreret på det nationale område den 9. august 2017, dvs. ca. syv måneder inden dette køretøjs eksport til Norge den 7. marts 2018. Denne indregistreringsdato svarer til datoen for den midlertidige ex officio indregistrering af køretøjet, som er en del af den almindelige indregistreringsprocedure, hvis formål er at give en endelig tilladelse til, at et køretøj anvendes på det pågældende nationale område. I denne henseende og med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, fremgår det således, at der skal sondres mellem en midlertidig ex officio indregistrering af et køretøj og en midlertidig indregistrering, der foretages med henblik på at muliggøre eksport af dette køretøj til udlandet.

44 Det skal tilføjes, at i det tilfælde, hvor importøren, uanset om denne er en fysisk person eller en erhvervsdrivende, vælger import af et køretøj med fuldt ejerskab og den deraf følgende indregistrering af køretøjet på det pågældende nationale område, er importørens eventuelle hensigter vedrørende den efterfølgende anvendelse af køretøjet uden relevans for bedømmelsen på grundlag af artikel 110 TEUF og proportionalitetsprincippet af den punktafgift, der pålægges vedkommende, og, i tilfælde af eksport af dette køretøj, af et afslag på godtgørelse af den erlagte afgift.

45 Under sådanne omstændigheder kan det ikke anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet, at en punktafgiftspligtig person, som eksporterer den pågældende personbil, der er indregistreret på nævnte nationale område, meddeles afslag på godtgørelse af den erlagte afgift.

46 For det fjerde skal det for alle tilfældes skyld præciseres, at den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde har eksporteret det pågældende køretøj til Norge, ikke kan have nogen betydning for besvarelsen af det forelagte spørgsmål.

47 Artikel 110 TEUF svarer nemlig til artikel 14 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3), og ifølge den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er retten til godtgørelse af den omhandlede afgift betinget af overholdelsen af de samme betingelser for køretøjer, der sælges inden for Unionens område, og for køretøjer, der eksporteres ud af Unionen.

48 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at den primære EU-ret, navnlig artikel 110, stk. 1, TEUF, og princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning samt proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at disse bestemmelser og principper ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke foreskriver, at punktafgift, der er betalt for en personbil i denne medlemsstat, skal godtgøres op til et beløb, der er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse på medlemsstatens område, når nævnte køretøj, der er indregistreret i den pågældende medlemsstat, eksporteres.

Sagsomkostninger

49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Den primære EU-ret, navnlig artikel 110, stk. 1, TEUF, og princippet om én enkelt punktafgiftsopkrævning samt proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at disse bestemmelser og principper ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke foreskriver, at punktafgift, der er betalt for en personbil i denne medlemsstat, skal godtgøres op til et beløb, der er proportionalt med varigheden af køretøjets anvendelse på medlemsstatens område, når nævnte køretøj, der er indregistreret i den pågældende medlemsstat, eksporteres.