|
|
C-358/22 Bolloré logistics - Dom
Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
9. marts 2023
»Præjudiciel forelæggelse - toldunion - forordning (EØF) nr. 2913/92 - EF-toldkodeksen - artikel 195 - artikel 217, stk. 1 - artikel 221, stk. 1 - fælles toldtarif - forpligtelser for kautionisten for en toldskyldner - fremgangsmåde for underretning om toldskylden - afgifter, der svarer til denne skyld, og som ikke forskriftsmæssigt er blevet meddelt toldskyldneren - toldskyldens forfald til betaling hos den solidarisk hæftende kautionist«
I sag C-358/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 25. maj 2022, indgået til Domstolen den 1. juni 2022, i sagen
Bolloré logistics SA
mod
Direction interrégionale des douanes et droits indirects de Caen,
Recette régionale des douanes et droits indirects de Caen,
Bolloré Ports de Cherbourg SAS,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, samt dommerne F. Biltgen og J. Passer (refererende dommer),
generaladvokat: N. Emiliou,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
- Bolloré logistics SA ved avocats H. Farge, H. Hazan og C. Waquet,
- den franske regering ved G. Bain og J.-L. Carré, som befuldmægtigede,
- Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og M. Salyková, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 195, 217 og 221 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2005 af 13. april 2005 (EUT 2005, L 117, s. 13) (herefter »toldkodeksen«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Bolloré Logistics SA og på den anden side direction interrégionale des douanes et droits indirects de Caen (det interregionale direktorat for told og indirekte afgifter i Caen, Frankrig) og recette régionale des douanes et droits indirects de Caen (den regionale myndighed for opkrævning af told og indirekte afgifter i Caen, Frankrig) (herefter samlet »toldmyndighederne«) samt Bolloré Ports de Cherbourg SAS (herefter »BPC«) vedrørende betaling af en toldskyld, som er blevet gjort gældende over for sagsøgeren i hovedsagen i dennes egenskab af kautionist for BPC.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Toldkodeksen er blevet ophævet ved og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, berigtiget i EUT 2013, L 287, s. 90). I medfør af sidstnævnte forordnings artikel 286, stk. 2, sammenholdt med forordningens artikel 288, stk. 2, fandt toldkodeksen imidlertid anvendelse indtil den 30. april 2016.
4 Toldkodeksens artikel 4 har følgende ordlyd:
»I denne kodeks forstås ved:
[...]
9) toldskyld: en persons forpligtelse til at betale de importafgifter (toldskyld ved indførsel) eller eksportafgifter (toldskyld ved udførsel), der efter gældende fællesskabsbestemmelser anvendes for bestemte varer
[...]
12) debitor: enhver person, der er forpligtet til at betale en toldskyld
[...]«
5 Toldkodeksens artikel 88 er affattet på følgende måde:
»Toldmyndighederne kan gøre henførsel af varer under en suspensionsprocedure betinget af, at der stilles sikkerhed for betaling af den toldskyld, som vil kunne opstå for de pågældende varer.
Der kan fastsættes særlige bestemmelser vedrørende sikkerhedsstillelse inden for rammerne af en specifik suspensionsprocedure.«
6 Toldkodeksens artikel 104 er sålydende:
»Med forbehold af artikel 88 kan toldmyndighederne forlange, at oplagshaveren stiller sikkerhed i forbindelse med det i artikel 101 omhandlede ansvar.«
7 Toldkodeksens artikel 189 har følgende ordlyd:
»1. Kræver toldmyndighederne i henhold til toldforskrifterne, at der stilles sikkerhed for betalingen af en toldskyld, skal denne stilles af debitor eller den person, som kan blive debitor.
[...]
3. Toldmyndighederne kan tillade, at der stilles sikkerhed af en tredjemand på vegne af den person, der er blevet afkrævet sikkerhedsstillelse.
[...]«
8 Toldkodeksens artikel 190 er affattet som følger:
»1. Er det fastsat i toldforskrifterne, at sikkerhedsstillelse er fakultativ, kræves denne sikkerhed efter toldmyndighedernes skøn, for så vidt rettidig betaling af en toldskyld, der er opstået eller vil kunne opstå, ikke er helt sikret.
[...]«
9 Toldkodeksens artikel 193 er sålydende:
»Der kan stilles sikkerhed:
- som kontant depositum
- ved kaution.«
10 Toldkodeksens artikel 195 bestemmer:
»Kautionisten skal skriftligt forpligte sig til solidarisk med debitor at betale sikkerhedsstillelsesbeløbet for den toldskyld, som forfalder til betaling.
[...]«
11 Toldkodeksens artikel 217, stk. 1, første afsnit, som er indeholdt i afdeling 1, der har overskriften »Bogføring af afgiftsbeløbet og underretning af debitor herom«, i kapitel 3 med overskriften »Opkrævning af toldskyldsbeløb« i kodeksens afsnit VII, fastsætter:
»Ethvert importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld - i det følgende benævnt afgiftsbeløb - skal beregnes af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger, og indskrives af disse myndigheder i regnskabsregistrene eller på anden måde (bogføring).«
12 Toldkodeksens artikel 221, stk. 1, bestemmer:
»Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.«
Fransk ret
13 Afsnit II i code des douanes (den franske toldlov) med overskriften »Toldvæsenets organisation og funktion« indeholder kapitel 5, der har overskriften »Procedure forud for vedtagelse af en afgørelse: retten til at blive hørt«, og som består af artikel 67 A - 67 D.
14 Den franske toldlovs artikel 67 A fastsætter følgende i den affattelse, der følger af artikel 25 i loi n2009-1674 (lov nr. 2009-1674) af 30. december 2009 (JORF nr. 303 af 31.12.2009, tekst nr. 2):
»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 67 B skal der forud for enhver afgørelse, der træffes i henhold til [toldkodeksen] og gennemførelsesbestemmelserne hertil, når afgørelsen er ugunstig, eller når der ved denne meddeles en toldskyld som defineret i [toldkodeksens] artikel 4, stk. 9, sendes eller udleveres et dokument til den pågældende person, hvori toldmyndigheden giver meddelelse om den påtænkte afgørelse og begrundelsen herfor, henviser til de dokumenter og oplysninger, som afgørelsen vil blive baseret på, og underretter den pågældende om dennes mulighed for at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på 30 dage fra meddelelsen eller udleveringen af dette dokument.«
15 Den franske toldlovs artikel 67 D, litra e), som affattet ved lov nr. 2009-1674, bestemmer:
»Dette kapitel finder ikke anvendelse på:
[...]
e) opkrævningsmeddelelser meddelt i henhold til nærværende lovs artikel 345 med henblik på inddrivelse af fordringer, som ikke er blevet betalt ved forfaldstid, med undtagelse af de fordringer, der er konstateret som følge af en overtrædelse af nævnte lov.«
16 Den franske toldlovs artikel 345 fastsætter følgende i den affattelse, der følger af artikel 44 i loi n2002-1576, du 30 décembre 2002, de finances rectificative pour 2002 (lov nr. 2002-1576 af 30.12.2002 om ændring af finansloven for 2002) (JORF nr. 304 af 31.12.2002, tekst nr. 2):
»Fordringer af enhver art, der konstateres og opkræves af toldmyndigheden, skal gøres til genstand for en opkrævningsmeddelelse, eventuelt med forbehold for, at spørgsmålet indbringes for en dommer.
[...]«
17 Den franske toldlovs artikel 405, som affattet ved artikel 44 i lov nr. 2002-1576, bestemmer:
»Kautionisterne er på samme måde som hovedskyldnerne forpligtet til at betale told og afgifter, bøder og andre beløb, som skyldes af de skyldnere, de har stillet kaution for.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
18 Den 25. august 2011 importerede og lossede selskabet Alpha Commodities 46 000 tons salt fra Australien i havnen i Cherbourg (Frankrig). I afventning af disse varers genudførsel indgik selskabet en aftale om oplagring med BPC, som er en transport- og logistikoperatør.
19 Den 21. oktober 2011 indgik BPC en tidsbegrænset lejeaftale med Cherbourgs havn med henblik på denne oplagring. Denne tidsbegrænsede lejeaftale, der blev forlænget flere gange, forblev i kraft indtil den 30. juni 2015.
20 Den 8. december 2011 blev BPC af toldmyndighederne meddelt bevilling til at benytte sig af toldoplagsproceduren, hvorved der blev givet tilladelse til suspension af told og afgifter, idet denne bevilling havde samme gyldighedsperiode som den tidsbegrænsede lejeaftale. Den 9. december 2011 henførte BPC varerne under toldoplagsproceduren.
21 Idet toldmyndighederne fandt, at BPC ikke længere rådede over en gyldig tidsbegrænset lejeaftale, meddelte de den 8. februar 2016 dette selskab, at bevillingen til at benytte sig af toldoplagsproceduren blev annulleret med øjeblikkelig virkning, og at de påtænkte at underrette selskabet om den toldskyld, der var opstået som følge af, at den nævnte procedure ikke længere var gældende.
22 Den 9. marts 2016 meddelte toldmyndighederne BPC en endelig afgørelse om fastlæggelse af en toldskyld sammen med et betalingspåkrav.
23 Den 21. marts 2016 bogførte toldmyndighederne denne toldskyld og fremsendte en meddelelse om efteropkrævning (herefter »opkrævningsmeddelelse«) til BPC på 454 807 EUR, heraf 104 265 EUR i told og 350 542 EUR i merværdiafgift (moms).
24 Den 21. marts 2016 og den 21. juni 2016 tilstillede de nævnte myndigheder sagsøgeren i hovedsagen i dennes egenskab af kautionist for BPC to opkrævningsmeddelelser på i alt 104 265 EUR, svarende til den told, som der var blevet stillet sikkerhed for.
25 Ved dom af 1. oktober 2018 frifandt tribunal de grande instance de Caen (retten i første instans i Caen, Frankrig) toldmyndighederne i de søgsmål, som BPC og sagsøgeren i hovedsagen havde anlagt med påstand om annullation af såvel de opkrævningsmeddelelser, der var blevet udstedt mod dem, som de af toldmyndighederne meddelte afgørelser om afslag på deres indsigelser mod disse opkrævningsmeddelelser.
26 Ved dom af 10. september 2019 ophævede cour d’appel de Caen (appeldomstolen i Caen, Frankrig) denne dom delvist for så vidt angår BPC, ophævede den opkrævningsmeddelelse, som selskabet var blevet tilstillet den 21. marts 2016, og gav ikke toldmyndighederne medhold i deres påstande mod dette selskab. Den nævnte domstol bemærkede bl.a., at i henhold til toldkodeksens 217 og 221 samt den franske toldlovs artikel 345 skal underretningen om afgiftsbeløbets størrelse for at være forskriftsmæssig forinden have været bogført, og at afgifterne for at kunne inddrives ved hjælp af en opkrævningsmeddelelse skal være blevet forskriftsmæssigt meddelt debitor for toldskylden, hvilket forudsætter, at de er blevet fastlagt. Eftersom dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag, var den til BPC foretagne underretning om afgifterne ikke forskriftsmæssig.
27 For så vidt angår sagsøgeren i hovedsagen stadfæstede cour d’appel de Caen (appeldomstolen i Caen) ved nævnte dom den dom, hvorved denne i medfør af sin kautionserklæring var blevet dømt til at betale toldmyndighederne den told, som var blevet opkrævet af BPC. Ifølge den nævnte domstol finder hverken toldkodeksens artikel 221 eller den franske toldlovs artikel 67 A anvendelse på kautionisten, men kun på debitor for toldskylden.
28 Den forelæggende ret, Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), har anført, at de omhandlede afgifter på datoen for meddelelsen af opkrævningsmeddelelserne til sagsøgeren i hovedsagen var blevet bogført som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, men at de ikke var blevet forskriftsmæssigt meddelt BPC, der er debitor for toldskylden som omhandlet i den nævnte kodeks’ artikel 221. Den forelæggende ret har anført, at det således er begrebet »en toldskylds forfald til betaling«, der er omtvistet, og den ønsker oplyst, om den omstændighed, at meddelelsen af afgifterne til debitor ikke var forskriftsmæssig på grund af manglende forudgående bogføring - hvilken manglende forskriftsmæssighed gør det forbudt at opkræve afgifterne hos denne debitor - ikke udgør en undtagelse, der er personligt knyttet til denne debitor, og som kautionisten ikke kan påberåbe sig, eller om toldskylden kun er forfalden til betaling i forhold til kautionisten, hvis den er forfalden til betaling i forhold til debitor.
29 Cour de cassation (kassationsdomstol) ønsker endvidere oplyst, om det forhold, at det af den franske toldlovs artikel 67 D fremgår, at meddelelsen af en opkrævningsmeddelelse i medfør af denne lovs artikel 345 ikke følger efter en fase med kontradiktoriske udvekslinger, indvirker negativt på kautionistens ret til forsvar.
30 På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal [toldkodeksens] artikel 195, 217 og 221 [...] fortolkes således, at en toldmyndighed ikke kan kræve, at en solidarisk hæftende kautionist betaler en toldskyld, så længe toldafgifterne ikke er blevet forskriftsmæssigt meddelt debitor?
2) a) Indebærer overholdelsen af retten til forsvar, bl.a. retten til at fremsætte bemærkninger forud for enhver bebyrdende retsakt, hvilken ret er et grundlæggende princip i EU-retten, at en toldmyndighed, når toldskyldneren ikke betaler inden for den fastsatte frist, og toldskylden derfor opkræves hos kautionisten, forudgående skal give kautionisten mulighed for faktisk at fremsætte sine synspunkter med hensyn til de forhold, som myndigheden agter at lægge til grund for sin afgørelse om at afkræve kautionisten betaling?
b) Kan den omstændighed, at toldskyldneren selv har fået mulighed for faktisk at fremsætte sine synspunkter inden meddelelsen om toldafgifterne, påvirke besvarelsen af det andet spørgsmål, litra a)?
c) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende, hvilken afgørelse er da den for kautionisten bebyrdende afgørelse, forud for hvilken der skal findes en fase med kontradiktoriske udvekslinger: [t]oldmyndighedens afgørelse om at bogføre toldafgifterne og underrette toldskyldneren om dem eller afgørelsen om at afkræve kautionisten betaling?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
31 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 195, artikel 217, stk. 1, og artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighederne ikke kan kræve, at den i nævnte artikel 195 omhandlede kautionist skal betale en toldskyld, så længe debitor ikke er blevet forskriftsmæssigt underrettet om afgiftsbeløbet.
32 Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ordlyden af toldkodeksens artikel 221, stk. 1, at »bogføringen«, der ifølge den nævnte kodeks’ artikel 217, stk. 1, består i, at afgiftsbeløbet indskrives af toldmyndighederne i regnskabsregistrene eller på anden måde, nødvendigvis skal gå forud for underretningen af debitor om import- eller eksportafgiftens størrelse (dom af 28.1.2010, Direct Parcel Distribution Belgium, C-264/08, EU:C:2010:43, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
33 Domstolen har således fastslået, at den kronologiske rækkefølge af bogføringen og underretningen om afgiftsbeløbets størrelse, der er fastslået i selve overskriften til afdeling 1 i kapitel 3, afsnit VII, i toldkodeksen, nemlig »Bogføring af afgiftsbeløbet og underretning af debitor herom«, skal overholdes, idet der ellers kan opstå en situation, hvor de betalingspligtige behandles forskelligt, og hvor toldunionens rette funktion desuden påvirkes i negativ retning (dom af 28.1.2010, Direct Parcel Distribution Belgium, C-264/08, EU:C:2010:43, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
34 Domstolen konkluderede heraf, at toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder (dom af 28.1.2010, Direct Parcel Distribution Belgium, C-264/08, EU:C:2010:43, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
35 Det følger heraf, at når afgiftsbeløbet ikke er blevet forskriftsmæssigt meddelt debitor, fordi det ikke er blevet bogført på forhånd - hvilken situation svarer til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, eftersom det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at bogføringen skete efter, at BPC blev underrettet om afgiftsbeløbet - forfalder toldskylden ikke til betaling i forhold til debitor.
36 Således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, er det i øvrigt af denne grund, at toldmyndighederne i hovedsagen ikke fik medhold i de påstande, som de havde nedlagt mod BPC.
37 Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt betalingen af en toldskyld, der ikke er forfalden til betaling hos debitor herfor, ikke desto mindre kan gøres gældende over for kautionisten, skal det for det første bemærkes, at selv om EU-retten ikke regulerer kautionsaftalen, har Domstolen fastslået, at fordringshaveren kun kan gøre sikkerhedsstillelsen gældende over for kautionisten for en debitor, såfremt der foreligger en gæld, der skyldes af debitoren.
38 Domstolen har nemlig i det væsentlige fastslået, at i henhold til de almindelige principper, der kan udledes af medlemsstaternes retssystemer, er en kautionsaftale et trepartsforhold, hvorved kautionisten over for kreditor påtager sig at opfylde skyldnerens forpligtelser i tilfælde af, at denne selv undlader at opfylde dem (jf. i denne retning dom af 15.5.2003, Préservatrice foncière TIARD, C-266/01, EU:C:2003:282, præmis 27).
39 Domstolen bemærkede, at en sådan aftale skaber en ny forpligtelse, for kautionisten, til at indestå for opfyldelsen af den hovedforpligtelse, der påhviler skyldneren, og at kautionisten ikke træder i skyldnerens sted, men blot indestår for betalingen af dennes skyld i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i kautionsaftalen, eller som følger af loven (dom af 15.5.2003, Préservatrice foncière TIARD, C-266/01, EU:C:2003:282, præmis 28).
40 Den forpligtelse, der derved opstår, er af accessorisk art, dels i den forstand, at kreditor alene kan kræve betaling af kautionisten, hvis den skyld, som denne har kautioneret for, er forfalden til betaling, dels i den forstand, at kautionistens forpligtelse ikke kan omfatte mere end skyldnerens forpligtelser (jf. i denne retning dom af 15.5.2003, Préservatrice foncière TIARD, C-266/01, EU:C:2003:282, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
41 Mere nyligt har Domstolen gentaget, at en kautionsaftale adskiller sig fra den aftale, der knytter kreditoren til skyldneren, idet kautionisten, som er tredjemand i forhold til dette sidstnævnte aftaleforhold, har til opgave at sikre, at kreditor opnår betaling af det beløb, som skyldneren måtte skylde kreditor i forbindelse med den sikrede forpligtelse, som udgøres af skyldnerens gæld til kreditor (dom af 2.9.2021, CRCAM, C-337/20, EU:C:2021:671, præmis 58).
42 Det skal for det andet bemærkes, at toldkodeksens artikel 195 på en måde, der er i overensstemmelse med de af Domstolen foretagne konstateringer vedrørende kautionsaftalen, fastsætter, at kautionisten skriftligt skal forpligte sig til solidarisk med debitor at betale sikkerhedsstillelsesbeløbet for den toldskyld, »som forfalder til betaling«.
43 Det følger derfor af ovenstående betragtninger, at toldskylden for det første ikke er forfalden til betaling i forhold til debitor, når der ikke er foretaget en forudgående bogføring af afgiftsbeløbet, idet underretningen af debitor om beløbets størrelse ikke er forskriftsmæssig uden denne bogføring, og at kautionisten for det andet ikke kan være forpligtet til at garantere for betalingen af den nævnte skyld, så længe denne ikke er forfalden til betaling i forhold til debitor.
44 På denne baggrund skal det første spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 195, artikel 217, stk. 1, og artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighederne ikke kan kræve, at den i nævnte artikel 195 omhandlede kautionist skal betale en toldskyld, så længe debitor ikke er blevet forskriftsmæssigt underrettet om afgiftsbeløbet.
Det andet spørgsmål
45 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål og til den omstændighed, at toldmyndighederne ifølge forelæggelsesafgørelsen definitivt ikke er blevet givet medhold i deres påstande mod BPC, og at dette selskab derfor ikke har misligholdt en forpligtelse til at betale nogen toldskyld, som disse myndigheder måtte søge at inddrive hos sagsøgeren i hovedsagen i dennes egenskab af kautionist, forekommer det andet spørgsmål i sine enkelte dele at være åbenbart hypotetisk. Domstolen kan imidlertid ikke træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i tvisten i hovedsagen eller dennes genstand, eller såfremt det rejste problem er af hypotetisk karakter (dom af 19.1.2023, Unilever Italia Mkt. Operations, C-680/20, EU:C:2023:33, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at det andet spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.
Sagsomkostninger
46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 195, artikel 217, stk. 1, og artikel 221, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2005 af 13. april 2005,
skal fortolkes således, at
toldmyndighederne ikke kan kræve, at den i nævnte artikel 195 omhandlede kautionist skal betale en toldskyld, så længe debitor ikke er blevet forskriftsmæssigt underrettet om afgiftsbeløbet.