C-725/21 SOMEO - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

9. marts 2023

»Præjudiciel forelæggelse - toldunion - fælles toldtarif - tarifering - kombineret nomenklatur - underposition 9401 90 80 - dele til sæder til motorkøretøjer - net til fremstilling af lommer placeret på sædebagsider - beskyttelse til sæders inderside«

I sag C-725/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Vrhovno sodišce (øverste domstol, Slovenien) ved afgørelse af 10. november 2021, indgået til Domstolen den 30. november 2021, i sagen

SOMEO S.A., tidligere PEARL STREAM S.A.

mod

Republika Slovenija,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, samt dommerne I. Jarukaitis og Z. Csehi (refererende dommer),

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- den slovenske regering ved N. Pintar Gosenca, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved U. Babovic, A. Kraner og M. Salyková, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører i det væsentlige fortolkningen af toldposition 9401 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), således som dette bilag er affattet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 af 16. oktober 2014 (EUT 2014, L 312, s. 1), ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1754 af 6. oktober 2015 (EUT 2015, L 285, s. 1) og ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 af 6. oktober 2016 (EUT 2016, L 294, s. 1).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side SOMEO S.A. og på den anden side Republika Slovenija, repræsenteret ved Ministrstvo za finance (finansministeriet, Slovenien), vedrørende tariferingen i underposition 9401 90 80 i KN af varer, der er blevet indført i Slovenien af dette selskab, og som er blevet angivet som værende dele til sæder til motorkøretøjer.

Retsforskrifter

HS

3 Det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«) blev oprettet ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, der blev undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983 inden for rammerne af Verdenstoldorganisationen (WCO), og som sammen med ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT 1987, L 198, s. 1). De forklarende bemærkninger til HS udarbejdes af Verdenstoldorganisationen i overensstemmelse med den nævnte konventions bestemmelser.

4 I henhold til den nævnte konventions artikel 3, stk. 1, litra a), nr. 2), forpligter hver af de kontraherende parter sig til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner og til ikke at ændre omfanget af afsnittene, kapitlerne, positionerne eller underpositionerne i HS.

5 De forklarende bemærkninger til HS, som affattet i 2012, har for så vidt angår dette systems kapitel 94, der har overskriften »Furniture; bedding, mattresses, mattress supports, cushions and similar stuffed furnishings; lamps and lighting fittings, not elsewhere specified or included; illuminated signs, illuminated name-plates and the like; prefabricated buildings«, følgende ordlyd:

»1. This Chapter does not cover:

[...]

3. (A) In headings 94.01 to 94.03 references to parts of goods do not include references to sheets or slabs (whether or not cut to shape but not combined with other parts) of glass (including mirrors), marble or other stone or of any other material referred to in Chapter 68 or 69.

[...]

GENERAL

This Chapter covers, subject to the exclusions listed in the Explanatory Notes to this Chapter:

(1) All furniture and parts thereof (headings 94.01 to 94.03).

[...]

PARTS

This Chapter only covers parts, whether or not in the rough, of the goods of headings 94.01 to 94.03 and 94.05, when identifiable by their shape or other specific features as parts designed solely or principally for an article of those headings. They are classified in this Chapter when not more specifically covered elsewhere.

[...]«

6 Hvad angår pos. 9401 med overskriften »Seats (other than those of heading 94.02), whether or not convertible into beds, and parts thereof« præciserer de nævnte forklarende bemærkninger følgende for så vidt angår begrebet »parts« i denne positions forstand:

»The heading also covers identifiable parts of chairs or other seats, such as backs, bottoms and arm-rests (whether or not upholstered with straw or cane, stuffed or sprung), and spiral springs assembled for seat upholstery.

[...]«

7 Hvad angår det nævnte begreb fremgår det af de forklarende bemærkninger til HS, som affattet i versionen fra 2017, at det desuden omfatter »seat or backrest covers for permanent attachment to a seat«.

KN

8 Som det fremgår af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000 (EUT 2000, L 28, s. 16) (herefter »forordning nr. 2658/87«), regulerer KN, der opstilles af Europa-Kommissionen, tariferingen af varer, der indføres i Den Europæiske Union. Ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2658/87 gengiver KN HS’ positioner og sekscifrede underpositioner, idet kun det syvende og ottende ciffer udgør underinddelinger, der er specifikke for KN.

9 I henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87 vedtager Kommissionen hvert år en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med toldsatserne, jf. artikel 1, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen. Den sidstnævnte forordning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 31. oktober, og den anvendes fra den 1. januar det følgende år.

10 Gennemførelsesforordning nr. 1101/2014, 2015/1754 og 2016/1821 blev vedtaget på grundlag af den nævnte bestemmelse. Disse gennemførelsesforordninger ændrede KN med virkning fra henholdsvis den 1. januar 2015, den 1. januar 2016 og den 1. januar 2017. Ordlyden af de bestemmelser i denne nomenklatur, der er relevante for hovedsagen, er imidlertid forblevet uændret.

11 De almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN, som er indeholdt i bilag I, del I, afsnit I, afdeling A, i den affattelse, der følger af hver af de nævnte gennemførelsesforordninger, er sålydende:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

3. Såfremt varer ved anvendelse af ovennævnte punkt 2 b) eller af andre årsager kan henføres under to eller flere positioner, afgøres tariferingen efter følgende regler:

a) Den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. Såfremt to eller flere positioner hver for sig kun nævner en del af de materialer, som indgår i blandinger eller sammensatte varer, eller en del af varer i sæt til detailsalg, betragtes disse positioner som lige specificerede for disse varer, selv om en af dem giver en mere fuldstændig eller præcis beskrivelse af varerne.

b) Når den foran under a) nævnte regel ikke kan anvendes ved tariferingen af blandinger eller sammensatte varer, bestående af forskellige materialer eller forskellige bestanddele, eller af varer i sæt til detailsalg, tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig.

c) Når hverken den foran under a) eller den foran under b) angivne regel kan anvendes ved tariferingen, henføres varen under den position, som har det højeste nummer blandt de positioner, der i lige grad kan komme i betragtning.

[...]«

12 Del II i nævnte bilag I har overskriften »Toldtariffen« og indeholder afsnit VII med overskriften »Plast og varer deraf; gummi og varer deraf«. Dette afsnit indeholder kapitel 39 med overskriften »Plast og varer deraf«. Ifølge bestemmelse 2, litra x), til dette kapitel omfatter sidstnævnte ikke »varer henhørende under kapitel 94 ([f.eks.] møbler, lamper, belysningsartikler, lysskilte, præfabrikerede bygninger)«.

13 Nævnte del II indeholder desuden afsnit XI, der har overskriften »Tekstilvarer«. Ifølge bestemmelse 1, litra s), til dette afsnit omfatter sidstnævnte ikke »møbler, sengeudstyr, lamper, belysningsartikler og andre varer henhørende under kapitel 94«. Afsnittet indeholder kapitel 63 med overskriften »Andre konfektionerede tekstilvarer; håndarbejdssæt; brugte beklædningsgenstande og brugte tekstilvarer; klude«. Ifølge bestemmelse 1 til nævnte kapitel 63 omfatter kapitlets underkapitel I, der har overskriften »Andre konfektionerede tekstilvarer«, »kun konfektionerede varer af tekstilstof af enhver art«.

14 Nævnte del II indeholder ligeledes afsnit XX, der har overskriften »Diverse varer«, og som indeholder kapitel 94 med overskriften »Møbler; sengebunde, madrasser, dyner, puder og lign.; lamper og belysningsartikler, ikke andetsteds tariferet; lysskilte, navneplader med lys og lignende varer; præfabrikerede bygninger«.

15 Bestemmelse 1 og 3 til nævnte kapitel 94 er affattet på følgende måde:

»1. Dette kapitel omfatter ikke:

[...]

d) dele til almindelig anvendelse som defineret i bestemmelse 2 til afsnit XV, af uædle metaller (afsnit XV) og tilsvarende varer af plast (kapitel 39), samt pengeskabe henhørende under pos. 8303

[...]

3. A) Plader af glas (herunder spejle), af marmor eller af andre stenarter eller materialer henhørende under kapitel 68 og 69 (også tilskårne, men ikke i forbindelse med andre dele) betragtes ikke som møbeldele henhørende under pos. 9401-9403.

B) De i pos. 9404 nævnte varer, som foreligger særskilt, tariferes i denne position, selv om de udgør dele til møbler henhørende under pos. 9401-9403.«

16 Nævnte kapitel 94 indeholder bl.a. pos. 9401, som har følgende ordlyd:

»KN-kode

Varebeskrivelse

Bunden toldsats (%)

Supplerende enhed

(1)

(2)

(3)

(4)

9401

Siddemøbler (undtagen varer henhørende under pos. 9402), herunder sovesofaer og lign., samt dele dertil

[...]

[...]

[...]

9401 90

- Dele

9401 90 10

- - Til siddemøbler, af den art der anvendes i luftfartøjer

1,7

- - I andre tilfælde

9401 90 30

- - - Af træ

2,7

9401 90 80

- - - I andre tilfælde

2,7

—«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17 I perioden fra august 2015 til juni 2017 angav appellanten i hovedsagen varerne »net til fremstilling af lommer på sædebagsider - Bend and net« (herefter »net til fremstilling af lommer«) og »sædebeskyttelse - Skirt assy« (herefter »sædebeskyttelse«), der blev kvalificeret som dele til sæder til motorkøretøjer, under underposition 9401 90 80 i KN med henblik på deres overgang til fri omsætning.

18 Efter en efterfølgende kontrol af de omhandlede angivelser fandt skatte- og afgiftsmyndigheden i første instans, at disse varer ikke skulle tariferes i underposition 9401 90 80 i KN, og pålagde ved afgørelse af 13. juli 2018 appellanten i hovedsagen at betale 298 810,52 EUR i told af de nævnte varer med tillæg af morarenter. Ifølge denne myndighed skulle varen »net til fremstilling af lommer« tariferes i underposition 6307 90 10 i KN, der vedrører andre varer af trikotage, og varen »sædebeskyttelse« i underposition 3926 90 97 i KN, som vedrører andre tilfælde af varer af plast, for så vidt som disse varer ikke kunne anses for at være dele til sæder til motorkøretøjer og skulle kvalificeres som tilbehør.

19 Finansministeriet afviste i sin egenskab af skatte- og afgiftsmyndighed i anden instans den af appellanten i hovedsagen indgivne klage over denne afgørelse som ugrundet. Det præciserede, at pos. 9401 i KN, som omfatter dele til siddemøbler, ikke finder anvendelse på tilbehør såsom de nævnte varer. Det nævnte ministerium var nemlig af den opfattelse, at sædebeskyttelsen for det første ikke udgør et underlag, uden hvilket et sæde ikke kan opfylde sin væsentligste og vigtigste funktion, og at det net til fremstilling af lommer, der fastgøres til plastbeskyttelsen på bagsiden af et køretøjssæde, for det andet kun har en accessorisk funktion i form af opbevaring af små genstande, således at et sæde bevarer alle sine væsentligste funktioner også uden dette net.

20 Ved dom af 23. juni 2020 stadfæstede Upravno sodišce (forvaltningsdomstol, Slovenien) den af skatte- og afgiftsmyndighederne foretagne tarifering. Den nævnte domstol fastslog bl.a., at den omstændighed, at en vare udelukkende er bestemt til en bestemt model af en maskine eller genstand, ikke er afgørende med henblik på kvalificeringen af denne vare som »del« eller »tilbehør«.

21 Appellanten i hovedsagen har iværksat en revisionsanke til prøvelse af den nævnte dom ved den forelæggende ret. Selskabet har gjort gældende, at de i hovedsagen omhandlede varer burde have været tariferet i underposition 9401 90 80 i KN med den begrundelse, at en sædebeskyttelse hverken er en vare til almindelig anvendelse eller en vare, der svarer til en anden vare af plast, som henhører under KN’s kapitel 39. Desuden er et net til fremstilling af lommer ikke en tekstilvare, der henhører under KN’s kapitel 63. Ifølge appellanten i hovedsagen anvendes disse to varer udelukkende til sæder i motorkøretøjer, og hvis de ikke er fastgjort på disse sæder, har de ingen selvstændig brugsfunktion. Selskabet har endvidere gjort gældende, at en manglende montering af sædebeskyttelsen vil forhindre en effektiv brug af selve sædet, da beskyttelsen ikke er et æstetisk eller ombytteligt tilbehør, men en supplerende funktionalitet i sædet, nemlig konsolidering og beskyttelse af selve sædets struktur, hvilket er afgørende ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Tilsvarende er nettet til fremstilling af lommer ikke et æstetisk eller udskifteligt tilbehør til et sæde, men har en supplerende funktionalitet, nemlig støtte og beskyttelse.

22 Ved kendelse af 18. november 2020 har den forelæggende ret givet tilladelse til en revisionsanke af den nævnte dom.

23 Hvad angår varen »net til fremstilling af lommer« har den forelæggende ret bemærket, at denne vare fremtræder som et elastisk net af trikotage på 30 x 20 cm, der er fremstillet af syntetiske fibre i farven sort, og som har en plastikstrop, der er påsyet langs den ene side, og ved hjælp af hvilket det fastgøres til bagsiden af et motorkøretøjssæde. Hvad angår varen »sædebeskyttelse« har den nævnte ret anført, at den er fremstillet af plast og dækket af filt, og at den monteres på bagsiden af og under motorkøretøjets sæder med henblik på at beskytte det indvendige af køretøjet.

24 Ifølge den forelæggende ret afhænger de i hovedsagen omhandlede varers tarifering i KN af fortolkningen af det i pos. 9401 i KN omhandlede begreb »dele« og dermed af fortolkningen af EU-retten. I denne henseende ønsker den nævnte ret oplyst, om dette begreb har samme rækkevidde som det begreb, der er omhandlet i andre kapitler i KN, og som allerede er blevet fortolket af Domstolen, hvilket ville betyde, at en vare kun udgør en del til et siddemøbel, såfremt siddemøblet ikke kan udøve sin væsentligste og vigtigste funktion uden denne. I denne sammenhæng har den forelæggende ret anført, at en bredere fortolkning af begrebet »dele« som omhandlet i kapitel 94 i KN end den fortolkning, der følger af Domstolens praksis, muligvis kan udledes af de forklarende bemærkninger til HS.

25 På denne baggrund har Vrhovno sodišce (øverste domstol, Slovenien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er det med henblik på at kunne tarifere en enkelt vare som en »del« [til] et sæde til et motorkøretøj under kapitel 94 i [KN] i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, nødvendigt, at sædet uden den pågældende vare ikke kan udføre sin væsentligste og vigtigste funktion (i betydningen funktionel enhed), eller er det tilstrækkeligt, at den [pågældende] del, der udelukkende er beregnet til montering på sæder i motorkøretøjer, kan anses for at være en del af sædet?

2) Har muligheden for en almindelig (ikke) selvstændig anvendelse af de to omhandlede varer betydning for deres tarifering (eller ej) i underposition 9401 90 80?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

26 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om pos. 9401 i KN skal fortolkes således, at begrebet »dele« til et sæde til et motorkøretøj omfatter varer, som ikke er nødvendige for, at et sådant sæde kan opfylde sin funktion.

27 Indledningsvis skal det bemærkes, at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse den forelæggende ret om de kriterier, ved anvendelse af hvilke denne ret er i stand til at tarifere de pågældende varer korrekt i KN, end selv at foretage en sådan tarifering. Denne tarifering følger af en rent faktuel vurdering, som det ikke tilkommer Domstolen at foretage inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse (dom af 20.10.2022, Mikrotikls, C-542/21, EU:C:2022:814, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

28 Det skal ligeledes bemærkes, at i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 vedrørende KN skal tariferingen af varer ske i henhold til positionsteksterne og de til afsnit og kapitler i denne nomenklatur knyttede bestemmelser. Hensynet til retssikkerheden og kontrolmulighederne kræver, at det afgørende kriterium for disse varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af den pågældende position i KN og de tilsvarende til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser (dom af 20.10.2022, Mikrotikls, C-542/21, EU:C:2022:814, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

29 Endvidere har Domstolen gentagne gange fastslået, at selv om de forklarende bemærkninger til HS og KN ikke har nogen bindende virkning, udgør de et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af den fælles toldtarif, hvorfor de som sådan kan betragtes som gyldige bidrag til dens fortolkning (dom af 20.10.2022, Mikrotikls, C-542/21, EU:C:2022:814, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

30 Hvad angår pos. 9401 i KN skal det bemærkes, at dens ordlyd omfatter siddemøbler samt dele dertil. Sidstnævnte henhører under underposition 9401 90, der har overskriften »Dele«, og tariferes i en af de tre ottecifrede underpositioner, som er fastsat med henblik herpå. Det skal ligeledes fastslås, at de i hovedsagen omhandlede varer, dvs. »net til fremstilling af lommer« og »sædebeskyttelse«, ikke er nævnt i nogen af disse ottecifrede underpositioner.

31 KN definerer ikke begrebet »dele« som omhandlet i denne nomenklaturs pos. 9401. Det skal ligeledes bemærkes, at bestemmelse 3, litra A), til kapitel 94 i KN, der vedrører plader af glas, af marmor eller af andre stenarter eller materialer henhørende under kapitel 68 og 69 i KN, dvs. andre varer end de i hovedsagen omhandlede, ikke gør det muligt at udlede nyttige oplysninger for så vidt angår fortolkningen af dette begreb. De forklarende bemærkninger til KN, der er relevante inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, og som er blevet vedtaget af Kommissionen i medfør af artikel 9, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2658/87 og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 4. marts 2015 (EUT 2015, C 76, s. 1), indeholder i øvrigt ingen præcisering vedrørende det nævnte begreb.

32 Det fremgår af de forklarende bemærkninger til HS, som affattet i versionen fra 2012, at kapitel 94 kun omfatter dele til de varer, der er omhandlet i pos. 9401-9403 og 9405, og at sådanne dele omfatter artikler, også i rå form, som i kraft af deres form eller andre specifikke egenskaber kan anses for at være dele, der udelukkende eller hovedsageligt er udformet til en vare henhørende under disse positioner, og som ikke er mere specificeret beskrevet i andre positioner. Det fremgår endvidere af disse bemærkninger, at pos. 9401 omfatter identificerbare dele til siddemøbler, herunder navnlig ryglæn, siddeflader og armlæn samt spiralfjedre til polstring af disse siddemøbler. I de forklarende bemærkninger til HS, som affattet i versionen fra 2017, præciseres det, at betræk til sæder eller til ryglæn til permanent montering på et sæde også er omfattet af nævnte pos. 9401 som »dele« til siddemøbler.

33 Det fremgår af Domstolens praksis i relation til kapitel 84 og 85 i afsnit XVI og kapitel 90 i afsnit XVIII i KN, at begrebet »dele« indebærer, at der er en helhed, som ikke kan fungere uden delene. Det følger af denne retspraksis, at det for at kunne kvalificere en vare som en »del« som omhandlet i de nævnte kapitler ikke er tilstrækkeligt at vise, at maskinerne eller apparaterne uden denne vare ikke kan opfylde de behov, de er bestemt til. Det skal nemlig yderligere godtgøres, at den pågældende maskines eller det pågældende apparats mekaniske eller elektriske funktion afhænger af den nævnte vare (dom af 8.12.2016, Lemnis Lighting, C-600/15, EU:C:2016:937, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

34 Domstolen har ligeledes fastslået, at af hensyn til en sammenhængende og ensartet anvendelse af den fælles toldtarif bør begrebet »dele« som omhandlet i et bestemt kapitel i KN få samme definition som den, der følger af retspraksis vedrørende andre kapitler i KN (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, HARK, C-450/12, EU:C:2013:824, præmis 37, af 8.12.2016, Lemnis Lighting, C-600/15, EU:C:2016:937, præmis 52, og af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 44).

35 Domstolen har desuden allerede haft lejlighed til at præcisere, at den nævnte definition af begrebet »dele« også finder anvendelse i forbindelse med kapitel 94 i KN. Domstolen fastslog således, at begrebet »dele« til belysningsartikler som omhandlet i pos. 9405 i KN ikke omfatter varer, der ikke er nødvendige for, at disse artikler kan fungere (jf. i denne retning dom af 8.12.2016, Lemnis Lighting, C-600/15, EU:C:2016:937, præmis 51-53).

36 Det samme gælder for »dele« til siddemøbler som omhandlet i pos. 9401 i KN.

37 Varer kan derfor kun anses for »dele« til siddemøbler i denne positions forstand, såfremt de er nødvendige for, at de pågældende siddemøbler kan opfylde deres funktion.

38 Den af den forelæggende ret anførte omstændighed, hvorefter det fremgår af de forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 9401 heri, at denne position ligeledes omfatter armlæn, rejser ikke tvivl om konklusionen i den foregående præmis. Således som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, kan et siddemøbel nemlig udformes på forskellige måder, og det består som udgangspunkt ikke blot af den del, hvorpå personen rent faktisk sidder, men også af et ryglæn og armlæn, der støtter ryggen eller armene hos den person, der sidder på dette siddemøbel. Sådanne elementer udgør derfor integrerende dele af et specifikt udformet siddemøbel og udgør således et væsentligt element i dets struktur. Disse elementer bliver derfor nødvendige for, at et sådant siddemøbel kan opfylde sin funktion. Dette gælder også for betræk til sæder eller til ryglæn til permanent montering på et sæde, og i de forklarende bemærkninger til HS i versionen fra 2017 er det udtrykkeligt angivet, at disse former for betræk er »dele« til sæder i den nævnte positions forstand.

39 I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af de faktiske konstateringer, som den forelæggende ret har foretaget, at de i hovedsagen omhandlede varer er nødvendige for, at et sæde i et motorkøretøj kan opfylde sin funktion, hvilket det imidlertid tilkommer denne ret at efterprøve. Efter denne prøvelse, og henset til disse varers objektive karakteristika, vil den nævnte ret skulle foretage tariferingen heraf.

40 Under disse omstændigheder skal det første spørgsmål besvares med, at pos. 9401 i KN skal fortolkes således, at begrebet »dele« til et sæde til et motorkøretøj ikke omfatter varer, som ikke er nødvendige for, at et sådant sæde kan opfylde sin funktion.

Det andet spørgsmål

41 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

Sagsomkostninger

42 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Pos. 9401 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, således som dette bilag er affattet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 af 16. oktober 2014, ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1754 af 6. oktober 2015 og ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 af 6. oktober 2016,

skal fortolkes således, at

begrebet »dele« til et sæde til et motorkøretøj ikke omfatter varer, som ikke er nødvendige for, at et sådant sæde kan opfylde sin funktion.