C-571/21 RWE Power - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT A. RANTOS

fremsat den 13. oktober 2022

Sag C-571/21

RWE Power Aktiengesellschaft

mod

Hauptzollamt Duisburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland))

»Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2003/96/EF - beskatning af energiprodukter og elektricitet - artikel 14 - fritagelse til fordel for elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet og til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet - åbne brud«

I. Indledning

1. Hvilken form for elektricitetsforbrug er fritaget for afgiften på elektricitet, når dette forbrug er bestemt til produktion af elektricitet? Det er dette spørgsmål, som Domstolen nærmere bestemt er blevet anmodet om at besvare ved den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96/EF (2).

2. Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem RWE Power AG og Hauptzollamt Duisburg (hovedtoldkontoret i Duisburg, Tyskland, herefter »Hauptzollamt«) angående sidstnævntes afslag på at fritage den elektricitet, som RWE Power i 2003 og 2004 anvendte i sine åbne brud og i sine kraftværker i forbindelse med selskabets produktion af elektricitet, for afgift.

3. Med sine præjudicielle spørgsmål har Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland) i det væsentlige anmodet Domstolen om at klarlægge omfanget af den fritagelse for afgiften på elektricitet, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, der navnlig bestemmer, at »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet [og] [...] til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, er fritaget for afgiften på elektricitet (herefter »den omtvistede fritagelse«). Det drejer sig nærmere bestemt om at afgøre, om og på hvilke betingelser anvendelsen af elektricitet i forbindelse med elektricitetsproduktion på grundlag af brunkul fra åbne brud i processer, der går forud for eller følger efter produktionen af elektricitet - forstået i teknisk forstand som den proces, hvorved et energiprodukt omdannes til elektricitet - kan være omfattet af den omtvistede fritagelse.

4. Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at Domstolen allerede har haft lejlighed til at fortolke såvel artikel 14, stk. 1 (3), som artikel 21, stk. 3 (4), i direktiv 2003/96, idet den forelæggende ret ligeledes har anført sidstnævnte bestemmelse som relevant. Domstolens praksis vedrørende artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/96 vedrørte imidlertid »energiprodukter«, som ubestrideligt blev anvendt til produktion af elektricitet, dvs. scenarier, der adskiller sig fra scenariet i den foreliggende sag, hvor spørgsmålet netop vedrører fastlæggelsen af de forskellige processer, der udgør en sådan »produktion«. Den foreliggende sag giver således Domstolen mulighed for yderligere at præcisere anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

5. Artikel 1 i direktiv 2003/96 bestemmer, at medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.

6. Direktivets artikel 2, stk. 1, fastsætter, at der i dette direktiv ved »energiprodukter« bl.a. forstås varer under KN-kode 2702.

7. Nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, litra a), har følgende ordlyd:

»1. [...] [Medlemsstaterne] fritager [...] følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:

a) Energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Medlemsstaterne kan imidlertid af miljøpolitiske hensyn beskatte disse produkter uden at overholde dette direktivs minimumsafgiftssatser [...]«

8. Samme direktivs artikel 21, stk. 3, lyder som følger:

»Forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, betragtes ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Medlemsstaterne kan også betragte forbrug af elektricitet og andre energiprodukter, der ikke er produceret på virksomhedens område, og forbrug af energiprodukter og elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed. Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette imidlertid som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder.«

B. National ret

9. Afgiften på elektricitet er navnlig reguleret ved Stromsteuergesetz (lov om elektricitetsafgift) af 24. marts 1999 (5). Denne lov er blevet ændret flere gange, siden den blev vedtaget. Da tvisten i hovedsagen vedrører skatteårene 2003 og 2004, er de affattelser af lov om elektricitetsafgift, der finder anvendelse i hovedsagen, dem, der følger af henholdsvis lov af 30. december 2002 og lov af 29. december 2003 (6).

10. § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om elektricitetsafgift bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, at elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, er fritaget for afgift.

11. § 11 i lov om elektricitetsafgift bemyndiger Bundesministerium der Finanzen (finansministeriet, Tyskland) til ved bekendtgørelse bl.a. at udstede bestemmelser til gennemførelse af de i lovens § 9 fastsatte begunstigelser.

12. Ministeriets relevante bekendtgørelse - Verordnung zur Durchführung des Stromsteuergesetzes (bekendtgørelse om gennemførelse af lov om elektricitetsafgift) af 31. maj 2000 (7) - fastsætter i § 12, stk. 1, nr. 1, at begrebet »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet« som omhandlet i § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om elektricitetsafgift, omfatter elektricitet, som i en elektricitetsproduktionsenheds bi- og hjælpeanlæg navnlig med henblik på vandbehandling, vandtilførsel til dampkedler, luftforsyning, brændstofforsyning og røggasrensning anvendes til produktion af elektricitet i teknisk forstand.

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

13. RWE Power drev i brunkulsområdet ved Rhinen tre geografisk adskilte åbne brud, hvor virksomheden udvandt brunkul overvejende til produktion af elektricitet i virksomhedens kraftværker og for ca. 10% vedkommende til produktion af brunkulsstøv og -briketter på virksomhedens fabrikker (8).

14. I 2004 anvendte RWE Power elektricitet i de åbne brud, som i det væsentlige blev anvendt som følger: i) til drift af vandpumper til sænkning af grundvandsspejlet, ii) til drift af store maskiner såsom skovlhjulsgravemaskiner, som gravede rå brunkul og jord, og maskiner til opfyldning, som atter opfyldte en anden del af det åbne brud med afgravet materiale, iii) til belysning af det åbne brud og iv) til transport af det rå brunkul med elektrisk drevne godstog på egne skinner og i elektrisk drevne transportbåndsanlæg, som transporterede såvel rå brunkul som afgravet materiale.

15. Driften af RWE Powers kraftværker var dimensioneret til uafbrudt produktion af elektricitet. For at sikre denne uafbrudte produktion havde RWE Power siloer til brunkullet, hvorfra kullet efterhånden blev tilført til kedlerne i kraftværkerne. Brunkullet blev først opbevaret i det respektive åbne brud i en silo i bruddet, hvorefter det blev transporteret til kraftværkssiloerne via et båndanlæg eller via virksomhedens elektrisk drevne jernbane, hvilket sikrede en kapacitet til en til to dages drift af kraftværket. Herfra læssede elektrisk drevne gravemaskiner brunkullet på et transportbånd, som førte det rå brunkul til kulknusningsanlæggene. Det knuste brunkul blev derefter lagret i kedelsiloerne.

16. I 2004 blev der efter anordning fra Hauptzollamt indledt en ekstern kontrol hos RWE Power, bl.a. af elektricitetsafgiften for 2003 og 2004. I forbindelse med denne kontrol blev det i en rapport af 20. maj 2009 konkluderet, at forbehandlingen af brunkullet udgjorde »produktion af brændstof« og dermed var afgiftspligtig. Dette gjaldt ligeledes samtlige elektricitetsanvendelser, som tjente til udvinding og transport af brunkullet, med den yderligere konsekvens, at også de tilsvarende elektricitetsanvendelser som følge af anvendelse af gravemaskiner, transportbånd og kulmøller var afgiftspligtige.

17. Den 8. oktober 2009 udstedte Hauptzollamt en afgiftsfastsættelse på grundlag af rapporten af 20. maj 2009 og krævede i overensstemmelse med kontrollørernes konklusioner betaling af den elektricitetsafgift, der efter Hauptzollamts opfattelse var opstået.

18. Da RWE Powers klage over denne afgiftsfastsættelse blev afvist, anlagde virksomheden sag ved den forelæggende ret.

19. RWE Power har for den forelæggende ret gjort gældende, at i henhold til direktiv 2003/96 skal al elektricitet, som er nødvendig for elektricitetsproduktionsprocessen, være omfattet af den omtvistede fritagelse. I henhold til dette direktiv og § 12, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om gennemførelse af lov om elektricitetsafgift skal principielt alle bi- og hjælpefaciliteter, som er nødvendige for driften af et elektricitetsproduktionsanlæg, være omfattet af fritagelsen for elektricitetsafgiften. Anvendelsen af elektricitet med det formål at omdanne brunkullet til elektricitet, ca. 90% af den anvendte elektricitet, tjente produktionen af elektricitet og var dermed afgiftsfri i henhold til § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om elektricitetsafgift (9). Det rå brunkul skal anses for et brændstof, således at anvendelsen af elektricitet til udvinding og transport i det åbne brud ligeledes må være afgiftsfri. RWE Power har oplyst, at driften af et brunkulskraftværk udgør en samlet proces fra kuludvindingen til bortskaffelsen af affaldsprodukter. Det åbne brud og brunkulskraftværket udgør således en økonomisk og teknisk elektricitetsproduktionsenhed, som ikke kan opdeles kunstigt i forskellige selvstændige aktiviteter, idet de omtvistede elektricitetsforbrug er nødvendige for at sikre en uafbrudt elektricitetsforsyning.

20. Hauptzollamt mener i det væsentlige, at i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 er elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, fritaget for elektricitetsafgift, hvis den forbruges i bi- og hjælpeanlæg til en elektricitetsproduktionsenhed til produktion af elektricitet i teknisk forstand. Ifølge Hauptzollamt er alene den elektricitet, der hænger direkte sammen med og er nødvendig for elektricitetsproduktionen - som den, der anvendes til tilførsel af brændstoffet fra kulmøllen til kedlens brænder - fritaget. Derimod er elektricitet, som kun anvendes indirekte i bestemte anlæg, hvormed det rå brunkul videreforarbejdes navnlig ved knusning, formaling og tørring, ikke omfattet af begunstigelsen.

21. Den forelæggende ret er i tvivl om omfanget af fritagelsen i artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 og har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i [direktiv 2003/96], for så vidt som den bestemmer, at elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, fritages for beskatning, under hensyntagen til [dette direktivs] artikel 21, stk. 3, andet punktum […] fortolkes således, at denne fritagelse også omfatter processer, hvor energiprodukterne udvindes i åbne brud og i kraftværkerne gøres mere egnet til anvendelsen i kraftværkerne, såsom brydning, frasortering af fremmedelementer og knusning til den størrelse, der er nødvendig for driften af kedlen?

2) Kan artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, for så vidt som den fastsætter, at elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, fritages for beskatning, under hensyntagen til [dette direktivs] artikel 21, stk. 3, tredje punktum [...] fortolkes således, at også anvendelse af elektricitet til drift af silosystemer og transportmidler, som er nødvendige for at drive kraftværkerne permanent, fritages for beskatning?«

22. RWE Power, Hauptzollamt og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

IV. Bedømmelse

23. Med sine to præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at klarlægge omfanget af den omtvistede fritagelse, herunder navnlig om og på hvilke betingelser anvendelsen af elektricitet i forbindelse med elektricitetsproduktion på grundlag af brunkul fra åbne brud i processer, der går forud for eller følger efter produktionen af elektricitet, kan være omfattet af denne fritagelse.

24. Det første præjudicielle spørgsmål vedrører nærmere bestemt den elektricitet, der anvendes i processer, som ligger forud for brunkullets lagring i kedelsiloerne og dets omdannelse til elektricitet, nemlig: i) udvindingen af rå brunkul i åbne brud og ii) dets viderebearbejdning i kraftværkerne (brydning, frasortering af fremmedelementer og knusning til den størrelse, der er nødvendig for driften af kedlen). Det andet præjudicielle spørgsmål vedrører den elektricitet, der forbruges i processer, som har til formål at sikre en uafbrudt produktion af elektricitet, herunder navnlig: i) transport af det rå brunkul til kraftværkerne (med elektrisk drevne tog og i elektrisk drevne transportbåndsanlæg) og ii) lagring.

A. Indledende bemærkninger

25. Indledningsvis skal det påpeges, at direktiv 2003/96 har til formål at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet, hvor minimumsbeskatning er reglen, for at fremme et velfungerende indre marked i energisektoren, idet navnlig konkurrenceforvridning skal undgås (10).

26. Med dette formål for øje har EU-lovgiver særligt på området for produktion af elektricitet truffet det valg (11) at pålægge medlemsstaterne at beskatte distribueret elektricitet (12), idet de energiprodukter, der anvendes til at producere denne elektricitet, samtidig skal fritages for beskatningen, hvilket har det formål at undgå dobbeltbeskatning af elektricitet (13). I henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 10 i direktiv 2003/96 er minimumsafgiftssatserne for elektricitet fra den 1. januar 2004, med forbehold af fastsatte undtagelser (14), på 0,5 EUR pr. MWh (for erhvervsmæssigt forbrug) og på 1 EUR pr. MWh (for ikke-erhvervsmæssigt forbrug) (15).

27. I denne henseende fastsætter artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 en obligatorisk fritagelse fra beskatningsordningen, dels for »energiprodukter«, der anvendes til produktion af elektricitet, dels for »elektricitet«, der anvendes til produktion af elektricitet eller til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. I henhold til denne bestemmelses andet punktum har medlemsstaterne imidlertid fortsat mulighed for af miljøpolitiske hensyn at beskatte disse produkter uden overholdelse af minimumsafgiftssatserne. I den foreliggende sag finder denne bestemmelse ikke anvendelse, eftersom Tyskland ikke har gjort brug af denne mulighed (16).

28. Domstolen har allerede to gange haft anledning til at fortolke anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96. Domstolen fastslog i Cristal Union-dommen, at den obligatoriske fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, gælder for energiprodukter, såsom naturgas, der anvendes til produktion af elektricitet, når disse produkter anvendes til kraftvarmeproduktion (17). I Turbogás-dommen fortolkede Domstolen desuden denne bestemmelse således, at naturgas og dieselolie, der anvendes til varmebaseret elproduktion i et kombineret gas-damp-kraftværk, er fritaget for beskatning (18).

29. De sager, der gav anledning til ovennævnte to domme, adskiller sig imidlertid fra hovedsagen, idet de vedrørte anvendelsen af den omtvistede fritagelse på »energiprodukter«, hvis anvendelse til produktion af elektricitet var ubestridt. I den foreliggende sag er det produkt, der eventuelt kan fritages for beskatning, for det første ikke »energiproduktet«, men »elektriciteten«, og for det andet går det omstridte spørgsmål netop på, hvorvidt denne elektricitet skal anses for at være en del af elektricitetsproduktionsprocessen i den omtvistede fritagelses forstand.

B. Det første præjudicielle spørgsmål

30. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at afgiftsfritagelsen for »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, ligeledes omfatter de mængder elektricitet, der anvendes i forbindelse med udvinding af brunkul i et åbent brud og efterfølgende omdannelse og viderebehandling af brunkullet i kraftværker (dvs. brydning, frasortering af fremmedelementer og knusning til den størrelse, der er nødvendig for driften af kedlen).

31. Ifølge Hauptzollamt skal det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende. Hauptzollamt har nærmere bestemt gjort gældende, at en streng fortolkning af denne bestemmelse, således som det kræves i henhold til Domstolens praksis, medfører, at alene det elektricitetsforbrug, der hænger tæt sammen med produktionen af elektricitet, kan fritages, hvilket udelukker den elektricitet, der anvendes til udvinding og bearbejdning af energiprodukter.

32. RWE Power mener derimod, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares bekræftende. Ifølge RWE Power henhører elektricitet, der anvendes til såvel udvinding som viderebehandling af brunkullet, under den omtvistede fritagelse, idet alle disse processer er uomgængelige og udgør en del af elektricitetsproduktionsprocessen.

33. Kommissionen har på sin side i det væsentlige tilsluttet sig Hauptzollamts analyse vedrørende den elektricitet, der anvendes til udvinding af brunkul, men er af den opfattelse, at den omtvistede fritagelse ikke desto mindre kan finde anvendelse på bearbejdningen af brunkullet, når disse processer er nødvendige for anvendelsen af kraftværkernes kedler.

34. Jeg er af nedenstående grunde enig i sidstnævnte synspunkt.

35. Jeg skal minde om, at ifølge fast retspraksis skal bestemmelserne om fritagelserne i direktiv 2003/96 fortolkes selvstændigt ud fra deres ordlyd samt opbygningen af og formålene med direktivet (19). Det er i lyset af denne indledende selvstændige fortolkning, at det skal undersøges, om udvindingen af brunkul i de åbne brud og viderebehandlingen heraf i kraftværkerne skal kunne være omfattet af den omtvistede fritagelse.

36. Hvad for det første angår artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 fremgår det af bestemmelsens ordlyd, at medlemsstaterne er forpligtet til at fritage bl.a. »[e]nergiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet« (første scenarium), og »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet« (andet scenarium), fra den beskatning af elektricitet, der er fastsat i dette direktiv.

37. I denne henseende skal det med hensyn til det første scenarium, som vedrører elektricitetsproduktionsprocessen, fastslås, at direktiv 2003/96 klart fastsætter de »energiprodukter«, der er omfattet af fritagelsen, ved i direktivets artikel 2, stk. 1, at foretage en udtømmende opregning af disse produkter under henvisning til koderne i den kombinerede nomenklatur (20). Direktivet indeholder imidlertid ingen præcisering af begrebet »anvendelse til produktion af elektricitet«, idet dette begreb ikke er defineret i direktivet eller med henvisning til medlemsstaternes nationale ret (21). Hvad angår det andet scenarium, nemlig elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet (22), er denne heller ikke præciseret nærmere i direktiv 2003/96.

38. Da begrebet »anvendelse til produktion af elektricitet« ikke er defineret i direktivet (23), bør fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af dette udtryk ske efter dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den kontekst, hvori det anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som det udgør en del af (24).

39. I denne forbindelse konstaterer jeg indledningsvis, at det fremgår klart af denne formulering, at den elektricitet, der fritages, skal forstås som den, der anvendes med det formål at producere elektricitet. Det følger heraf, at elektricitet, der alene anvendes i forbindelse med elektricitetsproduktionsprocessen uden direkte at have til formål at muliggøre eller medvirke til denne produktion, skal udelukkes fra den omtvistede fritagelse (25). Et sådant elektricitetsforbrug kan f.eks. omfatte forbruget i et kraftværks administrative bygninger.

40. Det skal dernæst påpeges, at sondringen mellem de to scenarier for den omtvistede fritagelse - nemlig mellem elektricitet, der anvendes »til produktion af elektricitet« og »til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet« - indikerer, at de aktiviteter, der vedrører produktionen, ikke kan anses for aktiviteter, der hænger sammen med opretholdelsen af muligheden for denne produktion (26).

41. Endelig mener jeg, for så vidt som ordlyden af artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 ikke præciserer de forskellige former for elektricitetsforbrug, der kan være omfattet af den omtvistede fritagelse, at begrebet »anvendelse til produktion af elektricitet« skal vurderes under hensyntagen til de særlige forhold, der gælder herfor. En sådan tilgang forekommer mig så meget desto mere rimelig, som den generiske karakter af begrebet »produktion af elektricitet« gør det muligt at differentiere fritagelsens anvendelse alt efter den anvendte produktionsmetode (27). Det er på denne baggrund, at Domstolen har anerkendt, at denne bestemmelses ordlyd på ingen måde udelukker energiprodukter, som et kraftvarmeværk anvender til kombineret produktion af varme og elektricitet, fra anvendelsesområdet for den omtvistede fritagelse (28).

42. Under disse omstændigheder gør ordlyden af den omtvistede fritagelse det ikke muligt med sikkerhed at fastslå, om den elektricitet, der skal anvendes i processer forud for produktionen af elektricitet, herunder navnlig udvindingen af brunkul og viderebehandlingen heraf i kraftværkerne, skal fritages for beskatning som en del af processen for »produktion af elektricitet« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96.

43. For det andet skal det for så vidt angår opbygningen af direktiv 2003/96 påpeges, at eftersom beskatningen af energiprodukter og elektricitet er hovedreglen, tilsigter dette ikke at indføre generelle fritagelser. Eftersom artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/96 indeholder en udtømmende opregning af de fritagelser, som er obligatoriske for medlemsstaterne inden for rammerne af beskatningen af energiprodukter og elektricitet, skal denne bestemmelse heller ikke fortolkes udvidende, idet den harmoniserede beskatning ellers ville blive frataget enhver effektiv virkning (29).

44. Domstolen har ligeledes fastslået, at det fremgår af opbygningen af direktiv 2003/96, at medlemsstaterne, bortset fra i to specifikke scenarier - nemlig dem, der er fastsat i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), andet punktum, og artikel 21, stk. 5, tredje afsnit - ubetinget pålægges den i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, fastsatte obligatoriske fritagelse for energiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet (30). Dette indebærer, at anvendelsen af denne fritagelse ikke berøres af de fakultative bestemmelser i samme direktiv, såsom direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktum.

45. Hvis den omtvistede fritagelse skal fortolkes restriktivt, er denne fritagelse, når elektriciteten anvendes til produktion af elektricitet eller til at opretholde muligheden for en sådan produktion, følgelig ubetinget og skal gennemføres.

46. Hvad for det tredje angår formålene med direktiv 2003/96 skal det indledningsvis anføres, at direktivet ved at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet tager sigte på et dobbelt formål, nemlig dels at fremme et velfungerende indre marked i energisektoren, idet navnlig konkurrenceforvridning skal undgås (31), dels at fremme miljøpolitiske mål (32).

47. Hvad angår det første formål og navnlig formålet om at undgå konkurrenceforvridning skal det for det første påpeges, at hvis ikke den energi, som et kraftværk anvender til produktion af elektricitet, var fritaget for beskatning i medfør af den omtvistede fritagelse, ville der opstå en risiko for dobbeltbeskatning, eftersom den således producerede elektricitet også ville blive beskattet i henhold til dette direktivs artikel 1 (33). Dette formål indebærer følgelig, at gennemførelsen af den omtvistede fritagelse kan resultere i en ulige behandling af de forskellige elektricitetsproducerende enheder (34). En eventuel udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelsen for elektricitetsafgiften for en bestemt type produktion af elektricitet risikerer nemlig at stille producenter af elektricitet på grundlag af andre former for energiprodukter ringere, idet de kan blive udsat for en eventuel dobbeltbeskatning. Tilsvarende foreligger der en risiko for forskelsbehandling i form af dobbeltbeskatning blandt de producenter, der fremstiller energi på grundlag af det samme energiprodukt, når det input, der er nødvendige for produktionen, og som kræver en behandling, der indebærer anvendelse af elektricitet, kun importeres af en del af disse producenter.

48. Hvad for det andet angår formålet om miljøbeskyttelse er det ubestridt, at produktion af elektricitet på grundlag af brunkul i henhold til miljøbestemmelserne er underlagt en række krav, som tilsigter en så ren anvendelse som muligt af energiprodukterne. Det kan således ikke udelukkes, at den omtvistede fritagelse kan påvirke opfyldelsen af disse krav, når disse indebærer bearbejdning af energiproduktet ved anvendelse af elektricitet med henblik på at muliggøre en grønnere energiproduktion.

49. Det er i lyset af disse generelle betragtninger, at de omtvistede forbrug skal vurderes.

50. Hvad for det første angår den elektricitet, der anvendes til udvinding af brunkul i et åbent brud, er det min opfattelse, at selv om denne proces ganske vist gennemføres med det (endelige) formål at producere elektricitet, kan den ikke, også henset til den sædvanlige brug af udtrykket »produktion af elektricitet«, anses for at udgøre en del af produktionen af elektricitet i den omtvistede fritagelses forstand. Den elektricitet, der anvendes i forbindelse med udvindingen, har nemlig til formål at producere rå brunkul, som i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/96 er et »energiprodukt« (35). Den omtvistede fritagelse finder imidlertid kun anvendelse på produktion af elektricitet og ikke på »produktion af energiprodukter« (36). Hvis EU-lovgiver havde villet fritage denne form for forbrug i henhold til den omtvistede fritagelse, ville lovgiver i øvrigt have angivet dette mere udtrykkeligt ved f.eks. at henvise til »elektricitet, der skal anvendes til produktion af et energiprodukt«, således som det i det væsentlige er gjort i forbindelse med den fakultative fritagelse i direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktum. Denne fortolkning ville ligeledes være i overensstemmelse med den restriktive fortolkning, der skal anlægges af den omtvistede fritagelses anvendelsesområde. Henset til formålet om at undgå konkurrenceforvridning er det i øvrigt at foretrække, at der skelnes mellem processen for udvinding af et energiprodukt og produktionen af elektricitet. I modsat fald kunne dette resultere i en ulige behandling af virksomheder, der driver kraftværker og udvinder brunkul til produktion af elektricitet, og virksomheder, der køber rå brunkul hos tredjemand for at producere elektricitet, som følge af de forskellige skattebyrder (37).

51. På grundlag af dette ræsonnement afsluttes produktionen af rå brunkul, når det lagres i siloen i det åbne brud. Følgelig bør ethvert forbrug af elektricitet forud for denne fase i forbindelse med driften af vandpumper til sænkning af grundvandsspejlet, til driften af store maskiner såsom skovlhjulsgravemaskiner, som gravede rå brunkul og jord, og i maskiner til opfyldning, som atter opfyldte en anden del af det åbne brud med afgravet materiale, samt til belysning af det åbne brud ikke være omfattet af den omtvistede fritagelse.

52. Denne konklusion kan efter min opfattelse ikke afkræftes i lyset af de faktuelle betragtninger, som RWE Power har fremført med henblik på at godtgøre, at brunkulskraftværkerne og de åbne brud udgør en uadskillelig enhed. Selv om det er sandsynligt, at det kun er muligt at drive et brunkulskraftværk dér, hvor brunkullet er klart til at blive anvendt som energikilde, for så vidt som brunkul ikke leveres over store afstande, og det brunkul, der skal bruges til forbrænding, ikke kan købes på markedet (38), er denne konstatering ikke tilstrækkelig til at behandle udvindingen af brunkul som en uadskillelig del af omdannelsesprocessen fra brunkul til elektricitet. Selv om sådanne udtalelser kan tale for en udvidelse af den omtvistede fritagelse specifikt for markedet for energiproduktion på grundlag af brunkul, finder de ikke støtte i det mere generelle indhold af direktiv 2003/96, som ikke tager hensyn til de særlige forhold på markedet for brunkulsenergi.

53. Hvad for det andet angår den elektricitet, der anvendes til den videre behandling af brunkul i kraftværker, mener jeg, at fra det tidspunkt, hvor brunkul i rå tilstand kvalificeres som et »energiprodukt«, bør den elektricitet, der forbruges i forbindelse med enhver proces, der finder sted i samme virksomhed eller i det mindste i bi- og hjælpeanlæg, og som har til formål at omdanne og viderebehandle brunkullet i kraftværkerne, give anledning til en fritagelse for afgiften på elektricitet, for så vidt som denne behandling ikke bidrager til produktionen af et »energiprodukt«, men direkte til produktionen af elektricitet (39).

54. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om disse processer faktisk er nødvendige og uomgængelige i forhold til, hvilken type brunkulskraftværk der er tale om (40). I denne henseende drev RWE Power typer af kraftværker, i hvilke der blev brugt brunkul, som var forbehandlet på forskellig måde, nemlig »ristfyrede kedler«, »fluid bed-fyrede kedler« og »møllefyrede kedler, som blev drevet med brunkulsstøv«. Det synes ubestridt, at med undtagelse af den første type (ristfyrede kedler), der er forældet, er denne viderebehandling af brunkullet for såvel fluid bed-fyrede kedler som møllefyrede kedler uomgængelig for at opfylde kravene i industrilovgivningen og miljølovgivningen. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den ovennævnte behandling faktisk stemmer overens med de lovmæssige krav og de omhandlede kedler. I denne henseende kan de eventuelle praktiske vanskeligheder, som måtte følge af kravet om at identificere den del af elektriciteten, der anvendes til behandlingen af brunkul, i forhold til den del, der anvendes til andre formål, i intet tilfælde fritage medlemsstaterne for deres forpligtelse til ubetinget at afgiftsfritage den energi, der anvendes til produktion af elektricitet, i overensstemmelse med den omtvistede fritagelse (41).

55. Det følger af det ovenstående, at den omtvistede fritagelse kan finde anvendelse på processer såsom brydning, frasortering af fremmedelementer og knusning, når disse processer er uomgængelige for og udelukkende tilsigter anvendelse af brunkul i bestemte kedler i et kraftværk med henblik på produktion af elektricitet.

56. Endelig skal det for fuldstændighedens skyld nævnes, at jeg ikke mener, at denne fortolkning kan drages i tvivl af bestemmelserne i artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96, i lyset af hvilke den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af den omtvistede fritagelse.

57. I henhold til artikel 21, stk. 3, første punktum, i direktiv 2003/96 betragtes forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, som tidligere nævnt ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften på energiprodukter forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Samme stykkes andet punktum, som den forelæggende ret specifikt har henvist til, bestemmer navnlig, at medlemsstaterne også kan betragte forbrug af elektricitet, der ikke er produceret på et område, der tilhører en virksomhed, som producerer energiprodukter, og forbrug af elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, som producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed.

58. For det første skal det indledningsvis nævnes, at ovenstående bestemmelse giver medlemsstaterne en mulighed. Der er således tale om en fakultativ undtagelse fra afgiftens forfald, som den tyske lovgiver ikke har gjort brug af. En fakultativ ordning kan således ikke være et afgørende kriterium ved fastlæggelsen af rækkevidden af de obligatoriske fritagelser, såsom den omtvistede fritagelse. For så vidt som medlemsstaterne ifølge denne er ubetinget forpligtet til at indrømme fritagelse for afgift på energiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet, kan den fakultative ordning i artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96 således kun have karakter af opsamlingsbestemmelse (42).

59. Hvis det for det andet antages, at RWE Powers forskellige aktiviteter foregår »på virksomhedens område« som omhandlet i artikel 21 i direktiv 2003/96, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, er det min opfattelse, at anvendelsen af elektricitet med henblik på udvinding af brunkul på det sted, hvor det åbne brud er beliggende, kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktums første del. Således kan medlemsstaterne betragte »forbrug af elektricitet, der ikke er produceret på et område, der tilhører en virksomhed, som producerer energiprodukter« som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed. Denne fortolkning er i overensstemmelse med den anbefalede tilgang i forhold til udvinding af brunkul, for så vidt som den fakultative fritagelse i artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96 ikke ville have nogen mening eller eksistensberettigelse, hvis denne fritagelse allerede var obligatorisk i henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum.

60. Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at den omtvistede fritagelse med hensyn til »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, skal fortolkes således, at denne fritagelse kun omfatter elektricitet, der anvendes i forbindelse med processer, der er uomgængelige og bidrager direkte til elektricitetsproduktionsprocessen, idet udvinding af energiprodukter således er udelukket fra fritagelsen, men processer, der finder sted i samme virksomhed eller i det mindste i bi- og hjælpeanlæg, og som udelukkende har til formål at omdanne og viderebehandle energiproduktet til anvendelse i kraftværker, er omfattet af fritagelsen.

C. Det andet præjudicielle spørgsmål

61. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, under hensyntagen til direktivets artikel 21, stk. 3, tredje punktum, kan fortolkes således, at fritagelsen for beskatning for »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, ligeledes omfatter elektricitet til drift af silosystemer og transportmidler, som er nødvendige for kraftværkernes uafbrudte drift.

62. Ifølge Hauptzollamt skal også dette andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, for så vidt som anvendelsen af elektricitet til drift af silosystemer og transportmidler ikke kan fritages for beskatning, eftersom fritagelsen for »at opretholde muligheden for produktion af elektricitet« blot er en forlængelse af fritagelsen for »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, og derfor kun kan vedrøre processer, hvor anvendelsen af elektricitet ligeledes er fritaget for beskatning i lyset af elektricitetens anvendelse til produktion af elektricitet.

63. RWE Power mener derimod, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende, bl.a. fordi henvisningen til »opretholdelse af muligheden for produktion af elektricitet« viser, at den afgiftsfritagne elektricitet går videre end energiomdannelsesprocessen og omfatter elektricitet, der anvendes forud for eller efter denne proces.

64. Kommissionen er af den opfattelse, at lagring og transport af brunkul ikke er en del af elektricitetsproduktionsprocessen i ordets egentlige forstand og derfor skal udelukkes fra den omtvistede fritagelse.

65. Jeg anbefaler af nedenstående grunde en nuanceret tilgang, hvorefter det kan anerkendes, at elektricitet, der anvendes til transport af brunkullet til kraftværkerne og lagring her, kan være omfattet af den omtvistede fritagelse, hvis det påvises, at disse processer hænger direkte sammen med og er uomgængelige for opretholdelsen af det omhandlede kraftværks mulighed for produktion.

66. Indledningsvis skal det anføres, at sondringen mellem de to scenarier for den omtvistede fritagelse - nemlig mellem elektricitet, der anvendes »til produktion af elektricitet«, og elektricitet, der anvendes »til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet« - indikerer, at de aktiviteter, der vedrører opretholdelsen af muligheden for denne produktion, ikke falder sammen med de aktiviteter, der vedrører produktionen. Dette indebærer i modsætning til det, som Hauptzollamt i det væsentlige har gjort gældende, at den elektricitet, der er fritaget i henhold til det andet scenarium, ikke (nødvendigvis) skal indgå i energiomdannelsesprocessen, således at den elektricitet, der anvendes forud for eller efter energiomdannelsen, ligeledes kan fritages for beskatning, hvis den tjener til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet.

67. Denne fortolkning understøttes endvidere af tilblivelseshistorien for direktiv 2003/96. I det oprindelige forslag havde Kommissionen således blot fastsat en afgiftsfritagelse for »[e]nergiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet, og varme, der opstår ved denne produktion« (43), hvilket i det væsentlige svarer til det første scenarium for den omtvistede fritagelse. Det andet scenarium for denne fritagelse blev imidlertid først tilføjet til dette direktivs tekst af Rådet på et senere tidspunkt under vedtagelsen. Hvis denne tilføjelse skal have mening og ikke opfattes som en pleonasme, har direktivets ophavsmænd nødvendigvis villet indføre en ny grund til fritagelse, der går videre end den, der er fastsat i Kommissionens forslag.

68. Jeg skal i øvrigt gentage, at den fritagelse, der er fastsat i det andet scenarium, skal fortolkes restriktivt, som det er tilfældet med det første scenarium. Det er i denne henseende kun, når det faktisk er godtgjort, at der er en direkte sammenhæng mellem den uafbrudte produktion og den forbrugte elektricitet, at anvendelsen af denne fritagelse kan tillades.

69. I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at driften af RWE Powers kraftværker var dimensioneret til uafbrudt produktion af elektricitet. Det er således ubestridt, at RWE Power for at sikre uafbrudt elektricitetsproduktion havde siloer i tre forskellige størrelser og med tre forskellige funktioner, hvorfra brunkullet efterhånden blev tilført til kedlerne i kraftværkerne. Nærmere bestemt blev brunkullet først opbevaret i det respektive åbne brud i en silo med en kapacitet på op til seks dages mulig drift og blev herfra ført til kraftværkssiloerne, som havde kapacitet til en til to dages drift. På grundlag af denne faktuelle beskrivelse ser det ud til, at såvel lagringen som transporten havde til formål at sikre en uafbrudt elektricitetsproduktion og at opretholde denne mulighed for produktion, hvilket alene den forelæggende ret har kompetence til at vurdere. Da udtrykket »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, ellers ville være indholdsløst, mener jeg, at disse processer rent faktisk bør være omfattet af den omtvistede fritagelse.

70. Denne konklusion kan efter min opfattelse ikke afkræftes af bestemmelserne i artikel 21, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2003/96, der bestemmer, at når forbruget af energiprodukter sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder. Denne bestemmelse er først og fremmest rettet mod »forbrug af energiprodukter« til formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, såsom f.eks. transport af medarbejdere til arbejdspladserne på RWE Powers virksomhedsområde. I den foreliggende sag vedrører hele det omhandlede forbrug imidlertid forbruget af elektricitet, og det tjener - med undtagelse af forbruget til udvinding af brunkul - ikke til produktion af energiprodukter, men til produktion af elektricitet. Under alle omstændigheder fremgår det af placeringen af bestemmelsens tredje punktum i direktivets opbygning, at det kun skal indskrænke de fritagelser, der er nævnt i samme bestemmelses første og andet punktum (44).

71. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares med, at den omtvistede fritagelse med hensyn til »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, skal fortolkes således, at den kun omfatter elektricitet, der anvendes i forbindelse med processer, der er uomgængelige og bidrager direkte til processen for opretholdelse af muligheden for produktion af elektricitet, hvilket kan omfatte processer, hvorved energiprodukter lagres eller transporteres til kraftværkerne.

V. Forslag til afgørelse

72. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»1) Artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal med hensyn til »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«,

fortolkes således, at

denne fritagelse kun omfatter elektricitet, der anvendes i forbindelse med processer, der er uomgængelige og bidrager direkte til elektricitetsproduktionsprocessen, idet udvinding af et energiprodukt således er udelukket fra fritagelsen, men processer, der finder sted i samme virksomhed eller i det mindste i bi- og hjælpeanlæg, og som udelukkende har til formål at omdanne og viderebehandle energiproduktet til anvendelse i kraftværker, er omfattet af fritagelsen.

2) Artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 skal med hensyn til »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«,

fortolkes således, at

denne fritagelse kun omfatter elektricitet, der anvendes i forbindelse med processer, der er uomgængelige og bidrager direkte til processen for opretholdelse af muligheden for produktion af elektricitet, hvilket kan omfatte processer, hvorved energiprodukter lagres eller transporteres til kraftværkerne.«

1 - Originalsprog: fransk.

2 - Rådets direktiv af 27.10.2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

3 - Jf. navnlig dom af 5.7.2007, Fendt Italiana (C-145/06 og C-146/06, EU:C:2007:411, præmis 36), af 17.7.2008, Flughafen Köln/Bonn (C-226/07, herefter »Flughafen Köln/Bonn-dommen«, EU:C:2008:429), af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems (C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 40-54), af 13.7.2017, Vakaru Baltijos laivu statykla (C-151/16, herefter »dommen i sagen Vakaru Baltijos laivu statykla«, EU:C:2017:537), af 7.3.2018, Cristal Union (C-31/17, herefter »Cristal Union-dommen«, EU:C:2018:168), af 27.6.2018, Turbogás (C-90/17, herefter »Turbogás-dommen«, EU:C:2018:498), af 16.10.2019, UPM France (C-270/18, herefter »UPM France-dommen«, EU:C:2019:862), og af 7.11.2019, Petrotel-Lukoil (C-68/18, herefter »Petrotel-Lukoil-dommen«, EU:C:2019:933, præmis 33, 46 og 47).

4 - Jf. dom af 6.6.2018, Koppers Denmark (C-49/17, EU:C:2018:395), Petrotel-Lukoil-dommen og dom af 3.12.2020, Repsol Petróleo (C-44/19, herefter »Repsol Petróleo-dommen«, EU:C:2020:982).

5 - BGBl. 1999 I, s. 378, og BGBl. 2000 I, s. 147.

6 - BGBl. 2002 I, s. 4602, og BGBl. 2003 I, s. 3076.

7 - BGBl. 2000 I, s. 794.

8 - I 2004 producerede RWE Power med sine kraftværker henhørende til disse åbne brud knapt 10% af den elektricitet, der blev anvendt i Tyskland.

9 - I det omfang RWE Power henfører disse aktiviteter til produktionen af briketter og brunkulsstøv til industrielle aftagere på RWE Powers fabrikker, kræver RWE Power ingen skattefritagelse. Virksomheden afgav derfor sin afgiftsangivelse på 31 526 540,15 EUR med forbehold.

10 - Jf. artikel 1 i samt 2.-5. og 24. betragtning til direktiv 2003/96 samt Cristal Union-dommen (præmis 29 og den deri nævnte retspraksis) og Repsol Petróleo-dommen (præmis 21).

11 - Jf. i denne henseende s. 5 i forslag til Rådets direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (EFT 1997, C 139, s. 14, herefter »Kommissionens forslag«).

12 - Dom af 16.10.2019, UPM France (C-270/18, EU:C:2019:862, præmis 39). Jeg skal i denne forbindelse minde om, at Domstolen har fastslået, at når en enhed fremstiller elektricitet til eget forbrug, distribueres denne elektricitet ikke, og den falder derfor uden for den harmoniserede beskatningsordning, som direktiv 2003/96 indfører (jf. Turbogás-dommen, præmis 32 og 38, og UPM France-dommen, præmis 33).

13 - Cristal Union-dommen (præmis 30) og Turbogás-dommen (præmis 35).

14 - I henhold til artikel 2, stk. 4, litra b), i direktiv 2003/96 finder dette direktiv ikke anvendelse, hvis elektriciteten fortrinsvis anvendes til kemisk reduktion og i elektrolyse og metallurgiske processer (tredje led), eller såfremt udgifterne hertil udgør mere end 50% af omkostningerne ved et produkt (fjerde led).

15 - Jf. minimumsafgiftssatser for elektricitet i tabel C i bilag I til direktiv 2003/96. I overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 2, udgør afgiftssatsen den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen merværdiafgift (moms)), der beregnes direkte eller indirekte af mængden af elektricitet ved overgangen til forbrug.

16 - Jf. i denne henseende Flughafen Köln/Bonn-dommen (præmis 22-25).

17 - Cristal Union-dommen (præmis 38 og 46).

18 - Turbogás-dommen (præmis 12 og 42).

19 - Cristal Union-dommen (præmis 21 og den deri nævnte retspraksis). Enhver afvigende national fortolkning af fritagelsesforpligtelserne i direktiv 2003/96 ville være til skade for målet om harmonisering af EU’s bestemmelser og retssikkerheden og risikere at indføre ulige behandling af de berørte økonomiske operatører (jf. dom af 21.12.2011, Haltergemeinschaft, C-250/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:862, præmis 18 og 19).

20 - Jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems (C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 46 og 47). Domstolen har i øvrigt i denne henseende fastslået, at fritagelsesforpligtelsen er tilstrækkeligt præcis og ubetinget til, at borgerne har ret til at påberåbe sig den for de nationale retter med henblik på at modsætte sig nationale bestemmelser, der er uforenelige med forpligtelsen (Flughafen Köln/Bonn-dommen, præmis 33).

21 - Der er imidlertid en sådan henvisning for så vidt angår begrebet »»miljøvenlig« [...] kraft-varme-produktion« i artikel 15, stk. 1, litra d), i direktiv 2003/96.

22 - Min fremhævelse.

23 - Det skal påpeges, at direktiv 2003/96 ikke regulerer spørgsmålet om, hvordan beviset for anvendelsen af energiprodukterne eller elektriciteten til formål, der giver ret til fritagelse, skal føres. Som det fremgår af direktivets artikel 14, stk. 1, lader direktivet det tværtimod være op til medlemsstaterne at fastlægge vilkårene for de i denne bestemmelse omhandlede fritagelser for at sikre en korrekt og ligefrem anvendelse af disse fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug (jf. i denne retning dom af 2.6.2016, Polihim-SS, C-355/14, EU:C:2016:403, præmis 57).

24 - Jf. dom af 12.6.2018, Louboutin og Christian Louboutin (C-163/16, EU:C:2018:423, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

25 - Jf. analogt dommen i sagen Vakaru Baltijos laivu statykla (præmis 29 og 30) vedrørende anvendelsen af den fritagelse, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/96, på sejladser, der ikke direkte tjener til levering af en tjenesteydelse mod vederlag.

26 - Jf. analysen i punkt 66 i dette forslag til afgørelse.

27 - Det forekommer mig eksempelvis vanskeligt at bestride, at de forskellige elektricitetsproduktionsprocesser i et vindkraftværk adskiller sig fra processerne på et kernekraftværk eller, som i den foreliggende sag, på et brunkulskraftværk.

28 - Cristal Union-dommen (præmis 23).

29 - Cristal Union-dommen (præmis 24 og 25 og den deri nævnte retspraksis).

30 - Jf. Cristal Union-dommen (præmis 27 og 28) og UPM France-dommen (præmis 53).

31 - Cristal Union-dommen (præmis 29 og den deri nævnte retspraksis) og Turbogás-dommen (præmis 34).

32 - Jf. dom af 6.6.2018, Koppers Denmark (C-49/17, EU:C:2018:395, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes sjette betragtning til direktiv 2003/96.

33 - Jf. i denne retning Cristal Union-dommen (præmis 31 og 33 og den deri nævnte retspraksis).

34 - Jf. i denne retning Turbogás-dommen (præmis 35 og 42).

35 - Jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/96, som henviser til NACE-kode 2702, der navnlig svarer til »brunkul og brunkulsbriketter, også agglomereret, undtagen jet«, og Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur (EUT 2015, C 76, s. 1) vedrørende position 2702.

36 - Ordet »fremstilling«/»produktion« omfatter i relevante tilfælde også »udvinding« (jf. i denne retning artikel 21, stk. 2, i direktiv 2003/96). Jf. i samme retning 25. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26.2.2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT 2014, L 94, s. 243).

37 - Jf. i denne retning Turbogás-dommen (præmis 42).

38 - Denne uadskillelige forbindelse mellem udvinding og elektricitetsproduktion skulle fremgå deraf, at der ikke findes et tysk eller internationalt marked for levering af brunkul.

39 - Jf. i denne retning Petrotel-Lukoil-dommen (præmis 34).

40 - Jf. analogt dommen i sagen Vakaru Baltijos laivu statykla (præmis 35 og 36).

41 - Jf. analogt Cristal Union-dommen (præmis 45).

42 - Jf. analogt Cristal Union-dommen (præmis 41-43).

43 - Jf. artikel 13, stk. 1, litra b), i Kommissionens forslag (EFT 1997, C 139, s. 14).

44 - Jf. i denne retning generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Petrotel-Lukoil (C-68/18, EU:C:2019:422, punkt 27).