C-277/22 Energipolitik Global NRG - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

25. januar 2024

»Præjudiciel forelæggelse - det indre marked for naturgas - direktiv 2009/73/EF - artikel 41, stk. 17 - naturgastransmissionsnet - national regulerende myndighed - fastsættelse af afgifter for brug af nettet og for tilslutning til nettet - fastsættelse af vederlaget for de tjenesteydelser, der leveres af systemoperatøren - begrebet »part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed« - klage over denne afgørelse - adgang til effektive retsmidler - artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

I sag C-277/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Fovárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest, Ungarn) ved afgørelse af 22. marts 2022, indgået til Domstolen den 22. april 2022, i sagen

Global NRG Kereskedelmi és Tanácsadó Zrt.

mod

Magyar Energetikai és Közmu-szabályozási Hivatal,

procesdeltager:

FGSZ Földgázszállító Zrt.

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra (refererende dommer), og dommerne M. Safjan og N. Jääskinen,

generaladvokat: A. Rantos

justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. september 2023,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Global NRG Kereskedelmi és Tanácsadó Zrt. ved ügyvédek K. Bendzsel-Zsebik, M. Kohlrusz og B. Világi,

- Magyar Energetikai és Közmu-szabályozási Hivatal ved de juridiske konsulenter L. Hoschek, A. T. Kiss og F. F. Tölgyessy,

- FGSZ Földgázszállító Zrt. ved de juridiske konsulenter K. Barkasziné Takács og P. Németh,

- den ungarske regering ved M. Z. Fehér og M.M. Tátrai, som befuldmægtigede,

- den spanske regering ved A. Gavela Llopis og J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtigede,

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

- den finske regering ved A. Laine, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved O. Beynet, T. Scharf og A. Tokár, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Global NRG Kereskedelmi és Tanácsadó Zrt. (herefter »Global NRG«), et selskab, der sælger naturgas, og Magyar Energetikai és Közmu-szabályozási Hivatal (den ungarske myndighed for regulering af energisektoren og forsyning) (herefter »den nationale regulerende myndighed«) vedrørende lovligheden af denne myndigheds afgørelse om fastsættelse af afgifter for brug af og tilslutning til naturgastransmissionsnettet samt af vederlaget for de tjenester, som leveres af operatøren af dette system.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2009/73

3 Følgende fremgår af 33. betragtning til direktiv 2009/73:

»[...] Det uafhængige organ, ved hvilket en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en national reguleringsmyndighed, har klageret, kunne være en domstol eller en lignende instans, som har kompetence til at foretage domstolskontrol.«

4 Det nævnte direktivs artikel 32 med overskriften »Tredjeparts adgang« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne samt […] faciliteter [til flydende naturgas (LNG)], som bygger på offentliggjorte tariffer, der gælder alle privilegerede kunder, herunder forsyningsvirksomheder, og som anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Medlemsstaterne sikrer, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 41 af en i artikel 39, stk. 1, omhandlet regulerende myndighed, og at disse tariffer - og metoderne, hvor kun disse godkendes - offentliggøres, inden de træder i kraft.«

5 Dette direktivs artikel 41 med overskriften »Den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser« har følgende ordlyd:

»1. Den regulerende myndighed har følgende opgaver:

a) at fastsætte eller godkende transmissions- eller distributionstariffer eller deres metoder i overensstemmelse med gennemsigtige kriterier

[...]

6. De regulerende myndigheder har ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, i tilstrækkelig god tid inden de træder i kraft, for:

a) tilkobling og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer samt vilkår, betingelser og tariffer for adgang til LNG-faciliteter [...]

[...]

10. De regulerende myndigheder har beføjelse til at kræve, at transmissions-, oplagrings-, LNG- og distributionssystemoperatørerne om nødvendigt ændrer de vilkår og betingelser, herunder tariffer og metoder, som er omhandlet i denne artikel, for at sikre, at disse er forholdsmæssige og anvendes på en ikke-diskriminerende måde. [...]

[...]

17. Medlemsstaterne sørger for, at der på nationalt plan findes passende mekanismer, inden for hvilke en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed, har klageret ved et organ, der er uafhængigt af de berørte parter og af enhver regering.«

Forordning (EF) nr. 715/2009

6 Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (EUT 2009, L 211, s. 36) med overskriften »Tariffer for netadgang« fastsætter i stk. 1:

»De tariffer eller metoder til beregning af disse, som transmissionssystemoperatører anvender, og som er godkendt af de regulerende myndigheder i medfør af artikel 41, stk. 6, i direktiv [2009/73], samt de tariffer, der er offentliggjort i medfør af artikel 32, stk. 1, i samme direktiv, skal være gennemsigtige, tilgodese behovet for systemintegritet og forbedring deraf og afspejle de faktiske omkostninger, for så vidt sådanne omkostninger svarer til en effektiv og strukturelt sammenlignelig netoperatørs omkostninger og er gennemsigtige, samtidig med at de giver et rimeligt investeringsafkast, og der skal, hvor det er rimeligt, tages hensyn til de regulerende myndigheders benchmarking af tariffer. Tarifferne eller metoderne til beregning af disse skal anvendes på en ikke-diskriminerende måde.«

Ungarsk ret

7 § 129/B i a földgázellátásról szóló 2008. évi XL. törvény (lov nr. XL af 2008 om naturgasforsyning) (herefter »lov om naturgasforsyning«) fastsætter i stk. 1:

»I procedurer til fastsættelse af afgifter for brug af nettet, vederlag for tjenester, der kan leveres af systemoperatører til særlige tariffer, og tilslutningsafgifter, anses kun den pågældende systemoperatør for at være en direkte berørt part.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8 Ved afgørelse af 10. august 2021 fastsatte den nationale regulerende myndighed for perioden fra den 1. oktober 2021 til den 30. september 2025 den særlige tarif for levering af naturgas, som skulle anvendes af FGSZ Földgázszállító Zrt., operatør af naturgastransmissionsnettet, samt størrelsen af afgifterne for tilslutning til gasrørledningerne (herefter »den omtvistede afgørelse«). Denne afgørelse var støttet på en tidligere afgørelse fra den nationale regulerende myndighed af 30. marts 2021, der fastsatte metoden til beregning af referenceprisen, som efter et søgsmål anlagt af Global NRG blev erklæret ulovlig og annulleret med tilbagevirkende kraft af Kúria (øverste domstol, Ungarn).

9 Global NRG anlagde ligeledes sag ved den forelæggende ret, Fovárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest, Ungarn), med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Selskabet har gjort gældende, at denne afgørelse er ulovlig, dels fordi afgørelsen af 30. marts 2021 er blevet erklæret ulovlig, dels fordi tarifferne for transmissiontjenesterettigheder er blevet fastsat i strid med Kommissionens forordning (EU) 2017/460 af 16. marts 2017 om fastsættelse af en netregel for harmoniserede transmissionstarifstrukturer for gas (EUT 2017, L 72, s. 29).

10 Global NRG har ligeledes gjort gældende, at eftersom national ret giver brugeren af naturgastransmissionsnettet en ret til at klage over afgørelser såsom afgørelsen af 30. marts 2021 vedrørende metoden til beregning af den referencepris, der danner grundlag for fastsættelsen af afgifterne for brug af dette net, er det i strid med EU-retten at fratage en sådan bruger en ret til at klage over den efterfølgende afgørelse, der fastsætter afgifterne for brug af det nævnte net.

11 Den nationale regulerende myndighed har nedlagt påstand om frifindelse, principalt med den begrundelse, at Global NRG ikke har »væsentlig søgsmålskompetence«, eftersom dette selskab ikke har været part i proceduren for vedtagelse af den omtvistede afgørelse og ikke har nogen direkte forbindelse med genstanden for denne procedure. Under disse omstændigheder er Global NRG kun indirekte berørt af denne afgørelse, og en simpel økonomisk interesse fra selskabets side er ikke tilstrækkelig til at begrunde en ret til at anlægge sag til prøvelse af den pågældende afgørelse.

12 Den forelæggende ret har anført, at Global NRG er af den opfattelse, at eftersom de tariffer, der er fastsat i den omtvistede afgørelse, er bindende for både operatøren og brugeren af naturgastransmissionsnettet, påvirker de umiddelbart denne brugers rettigheder og legitime interesser. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at når et søgsmål er anlagt af en person, der som Global NRG har processuel søgsmålskompetence, skal det i henhold til ungarsk ret undersøges, om denne person ligeledes har søgsmålskompetence ud fra et materielt synspunkt, dvs. om vedkommende er umiddelbart berørt i forhold til sine legitime rettigheder eller interesser af den anfægtede afgørelse, hvilket er en betingelse for, at denne retsinstans kan behandle et søgsmål anlagt af en sådan person til prøvelse af realiteten.

13 Ifølge den forelæggende ret skal det i det foreliggende tilfælde, inden der kan foretages realitetsbehandling af den sag, som Global NRG har anlagt, undersøges, om dette selskab kan kvalificeres som »part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed« som omhandlet i artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73. Eftersom et sådant begreb ikke er defineret i dette direktiv, skal det undersøges i lyset af dom af 19.3.2015, E.ON Földgáz Trade (C-510/13, EU:C:2015:189), og af 16.7.2020, Kommissionen mod Ungarn (Afgifter for adgang til elektricitets- og naturgastransmissionsnet), (C-771/18, EU:C:2020:584).

14 Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om denne artikel 41, stk. 17, sammenholdt med retten til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47, er til hinder for en national bestemmelse som naturgasforsyningslovens § 129/B, stk. 1, hvorefter det i forbindelse med procedurerne for fastsættelse af afgifter for brug af nettet, transmission og tilslutning samt vederlaget for de tjenester, der leveres af operatøren af dette system, kun er sidstnævnte, der anses for at være en »part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 17, med udelukkelse af alle andre markedsoperatører i naturgassektoren. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne § 129/B, stk. 1, således pålægger den at afvise det af Global NRG anlagte søgsmål uden at realitetsbehandle dette, hvilket ifølge den forelæggende ret udgør en »uforholdsmæssig begrænsning« af den klageret, der er fastsat i artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73.

15 For det andet er den forelæggende ret, idet den har støttet sig på præmis 48 og 49 i dom af 19. marts 2015, E.ON Földgáz Trade (C-510/13, EU:C:2015:189), af den opfattelse, at en operatør som Global NRG har en søgsmålsret med den begrundelse, at vedkommende er umiddelbart berørt af den omtvistede afgørelse. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at naturgastransmissionssystemoperatøren er forpligtet til at pålægge operatøren den særlige tarif, der er fastsat i denne afgørelse, og at denne operatør ikke kan udøve sin virksomhed, før den har betalt de herfor krævede beløb.

16 På denne baggrund har Fovárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (herefter »direktivet«), sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det kun er systemoperatøren, der - i forbindelse med den pågældende medlemsstats regulerende myndigheds procedurer for fastsættelse af afgifter for brug af nettet, af afgifter for de tjenester, som systemoperatørerne kan levere til særlige tariffer, og af tilslutningsafgifterne - anerkendes som direkte berørt part, der i denne egenskab har eneret til at klage over en afgørelse, som er truffet i proceduren?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende af Domstolen: Skal direktivets artikel 41, stk. 17, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at ved anvendelsen af denne bestemmelse på et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede skal en aktør på naturgasmarkedet, som befinder sig i en situation, der svarer til sagsøgerens, og af systemoperatøren - på grundlag af en afgørelse truffet af den regulerende myndighed i den pågældende medlemsstat, hvori fastsættes afgifter for brug af nettet, afgifter for de tjenester, som systemoperatørerne kan levere til særlige tariffer, og af tilslutningsafgifter - er blevet pålagt en afgift for tjenesteydelser, som kan leveres til særlige takster, anses for at være berørt af denne afgørelse og for i denne egenskab at have ret til at indlede klagesag til prøvelse af denne afgørelse?«

Om de præjudicielle spørgsmål

17 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, sammenholdt med chartrets artikel 47, første afsnit, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det alene er naturgastransmissionssystemoperatøren, der skal kvalificeres som »berørt part« i forhold til en afgørelse fra den nationale regulerende myndighed om fastsættelse af afgifterne for tilslutning til og brug af dette system samt vederlaget for de tjenester, som denne operatør leverer, og følgelig kun denne sidstnævnte, der kan iværksætte »effektive retsmidler« til prøvelse af denne afgørelse.

18 Artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, sammenholdt med 33. betragtning hertil, pålægger medlemsstaterne på nationalt plan at indføre passende mekanismer, inden for hvilke en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed, har klageret ved et organ, der er uafhængigt af de berørte parter og af enhver regering, som »kunne være en domstol eller en lignende instans, som har kompetence til at foretage domstolskontrol«. Et sådant krav er en konsekvens af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som er et generelt EU-retligt princip, og som er udtrykt i chartrets artikel 47 (dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tyskland (Gennemførelse af direktiv 2009/72 og 2009/73), C-718/18, EU:C:2021:662, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis).

19 For det første forholder det sig sådan, at selv om begrebet »part, der er berørt« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 17, ikke er defineret i direktiv 2009/73, har Domstolen allerede fortolket en lignende bestemmelse, nemlig artikel 5a, stk. 3, i Rådets direktiv 90/387/EØF af 28. juni 1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision - tilrådighedsstillelse af åbne net) (EFT 1990, L 192, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6. oktober 1997 (EUT 1997, L 295, s. 23), i den forstand, at en operatør, der ikke er adressat for en afgørelse fra en national regulerende myndighed, er at anse for en berørt part, når dennes rettigheder potentielt påvirkes af en sådan afgørelse, dels grundet dens indhold, dels på grund af den af denne udøvede virksomhed eller dennes ønske om udøvelse af en sådan. Domstolen har præciseret, at eksistensen af en kontraktmæssig forbindelse ikke er påkrævet, for at operatørens rettigheder potentielt kan blive berørt af denne afgørelse (dom af 24.4.2008, Arcor, C-55/06, EU:C:2008:244, præmis 176 og 177).

20 For det andet har Domstolen for så vidt angår Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (EUT 2003, L 176, s. 57, berigtiget i EUT 2004, L 16, s. 75), der til forskel fra det efterfølgende direktiv 2009/73 ikke fastsatte nogen bestemmelse, som udtrykkeligt indrømmer operatører et retsmiddel til prøvelse af en national regulerende myndigheds afgørelser, fastslået, at når denne sidstnævnte vedtager en afgørelse vedrørende markedsoperatørers adgang til naturgastransmissionsnettet på grundlag af EU-retlige bestemmelser, der anerkender visse rettigheder for en operatør, der er indehaver af en tilladelse til transmission af gas, skal denne operatør anses for potentielt at være berørt som følge af en afgørelse fra reguleringsmyndigheden, selv om den pågældende ikke er adressat for afgørelsen (jf. i denne retning dom af 19.3.2015, E.ON Földgáz Trade, C-510/13, EU:C:2015:189, præmis 38, 48 og 51).

21 Det skal i denne forbindelse understreges, at artikel 41, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/73 giver den nationale regulerende myndighed beføjelse til »at fastsætte eller godkende transmissions- eller distributionstariffer eller deres metoder i overensstemmelse med gennemsigtige kriterier«. Dette direktivs artikel 41, stk. 6, litra a), giver ligeledes denne myndighed kompetence til fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at fastsætte betingelser og vilkår for tilkobling og adgang til nationale net, herunder de anvendelige transmissions- og distributionstariffer. Endvidere bemyndiger det pågældende direktivs artikel 41, stk. 10, den nævnte myndighed til at kræve, at transmissionssystemoperatørerne om nødvendigt ændrer de vilkår og betingelser, herunder tariffer og metoder, som er omhandlet i denne artikel, for at sikre, at disse tariffer er forholdsmæssige og anvendes på en ikke-diskriminerende måde.

22 Det fremgår i øvrigt af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 715/2009, at afgifterne for netadgang skal være gennemsigtige og anvendes uden forskelsbehandling på alle brugere (jf. i denne retning dom af 16.7. 2020, Kommissionen mod Ungarn (Afgifter for adgang til el- og naturgastransmissionsnet), C-771/18, EU:C:2020:584, præmis 46).

23 Det følger heraf, at en operatør som Global NRG skal pålægges forholdsmæssige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende gebyrer og tariffer på grundlag af de ovennævnte bestemmelser i direktiv 2009/73 og forordning nr. 715/2009. Med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, kan en sådan operatør som følge af tilsidesættelsen af disse rettigheder blive berørt af den omtvistede afgørelse. Under disse omstændigheder skal status som part, der er berørt af en sådan afgørelse, og dermed retten til effektive retsmidler til prøvelse af denne afgørelse som omhandlet i artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, anerkendes for en sådan aktør (jf. i denne retning dom af 19.3.2015, E.ON Földgáz Trade, C-510/13, EU:C:2015:189, præmis 48 og 51).

24 Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, uden imidlertid at gøre indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 16.7.2020, Kommissionen mod Ungarn (Afgifter for adgang til elektricitets- og naturgastransmissionsnet), C-771/18, EU:C:2020:584, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

25 Hvad angår adgangen til effektive retsmidler følger det af fast retspraksis, at en domstol, for at den kan træffe afgørelse om en anfægtelse af de rettigheder og pligter, der følger af EU-retten i henhold til chartrets artikel 47, skal have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige forhold, der er relevante for den tvist, der er indbragt for den (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Kommissionen mod Ungarn (Afgifter for adgang til elektricitets- og naturgastransmissionsnet), C-771/18, EU:C:2020:584, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

26 I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret af den opfattelse, at naturgasforsyningslovens § 129/B, stk. 1, ikke giver den mulighed for at realitetsbehandle et søgsmål anlagt af en operatør på naturgasmarkedet, der er berørt af en afgørelse fra den nationale regulerende myndighed, såsom Global NRG, alene af den grund, at denne operatør ikke er systemoperatør. I det omfang denne bestemmelse i national ret angiveligt ikke kan fortolkes i overensstemmelse med artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, kan den nævnte nationale bestemmelse i den fortolkning, der er anlagt i denne doms præmis 23, ikke anses for at fastsætte »passende mekanismer« som omhandlet i denne artikel 41, stk. 17 (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Kommissionen mod Ungarn (Afgifter for adgang til el- og naturgastransmissionsnet), C-771/18, EU:C:2020:584, præmis 65).

27 Hvis en sådan overensstemmende fortolkning ikke er mulig, skal den forelæggende ret på grundlag af EU-retten kun undlade at anvende naturgasforsyningslovens § 129/B, stk. 1, i det tilfælde, hvor forpligtelsen i artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73 er tilstrækkelig præcis og ubetinget til at kunne anses for at have direkte virkning. Såfremt en borger som Global NRG over for en offentlig myndighed såsom den nationale regulerende myndighed påberåber sig en direktivbestemmelse, som ikke er tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at blive tillagt direkte virkning, kan det ikke føre til, at en ret i en medlemsstat alene på grundlag af EU-retten skal undlade at anvende en national bestemmelse (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Poplawski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

28 En EU-bestemmelse er for det første ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, er gjort afhængig af, at EU-institutionerne eller institutioner i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende, og for det andet er tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret. Selv om et direktiv giver medlemsstaterne - når de vedtager de nærmere bestemmelser for direktivets gennemførelse - en vis skønsmargen, kan denne bestemmelse anses for at have en ubetinget og præcis karakter, når den utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, og når der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 18 og 19 og den deri nævnte retspraksis).

29 I det foreliggende tilfælde fremgår det af selve ordlyden af artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, at medlemsstaterne skal indføre passende klagemekanismer, der gør det muligt for alle berørte parter at anfægte en afgørelse truffet af en national regulerende myndighed for et uafhængigt organ. Selv om medlemsstaterne bevarer et vist skøn med hensyn til, hvilken type klagemekanismer og hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for disse klagemekanismer, samt hvilken form det uafhængige organ skal have, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne artikel 41, stk. 17, ved at pålægge medlemsstaterne at indføre sådanne mekanismer utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, hvor der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen, og således ubetinget og tilstrækkeligt præcist foreskriver en klagegaranti for skadelidte (jf. analogt dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 22-29, og af 20.4.2023, Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (Ginosa kommune), C-348/22, EU:C:2023:301, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

30 Det må derfor anerkendes, at artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73 har direkte virkning, således at den forelæggende ret skal undlade at anvende national ret, der er i strid med denne bestemmelse, såfremt denne ret ikke kan fortolkes i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse.

31 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73, sammenholdt med chartrets artikel 47, første afsnit, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter det alene er naturgastransmissionssystemoperatøren, der skal kvalificeres som »berørt part« i forhold til en afgørelse fra den nationale regulerende myndighed om fastsættelse af afgifterne for tilslutning til og brug af dette system samt vederlaget for de tjenester, som denne operatør leverer, og følgelig kun denne sidstnævnte, der kan iværksætte »effektive retsmidler« til prøvelse af denne afgørelse.

Sagsomkostninger

32 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter det alene er naturgastransmissionssystemoperatøren, der skal kvalificeres som »berørt part« i forhold til en afgørelse fra den nationale regulerende myndighed om fastsættelse af afgifterne for tilslutning til og brug af dette system samt vederlaget for de tjenester, som denne operatør leverer, og følgelig kun denne sidstnævnte, der kan iværksætte »effektive retsmidler« til prøvelse af denne afgørelse.