C-371/22 Energipolitik G (Frais de résiliation anticipée) - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

11. januar 2024

»Præjudiciel forelæggelse - det indre marked for elektricitet - direktiv 2009/72/EF - artikel 3, stk. 5 og 7 - forbrugerbeskyttelse - retten til at skifte leverandør - erhvervskunde - tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt indgået med en lille virksomhed - konventionalbod for førtidig opsigelse - national lovgivning, der begrænser bodens størrelse til »de udgifter og den kompensation, der følger af kontraktens indhold««

I sag C-371/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) ved afgørelse af 12. maj 2022, indgået til Domstolen den 8. juni 2022, i sagen

G sp. z o.o.

mod

W S.A.,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, E. Regan, og dommerne Z. Csehi, M. Ilešic, I. Jarukaitis (refererende dommer) og D. Gratsias,

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

- den græske regering ved K. Boskovits og C. Kokkosi, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved M. Owsiany-Hornung og T. Scharf, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. september 2023,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 5 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem G sp. z o.o. (herefter »selskabet G«) og W S.A., der er elleverandør (herefter »leverandøren W«) vedrørende betalingen af en konventionalbod som følge af selskabet G’s førtidige opsigelse af en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt, som disse parter havde indgået.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2009/72

3 Følgende fremgik af 1., 3., 7., 8., 42., 51., 52., 54. og 57. betragtning til direktiv 2009/72:

»(1) Formålet med det indre marked for elektricitet, som siden 1999 gradvis har taget form i Fællesskabet, er at stille reelle valgmuligheder til rådighed for alle forbrugere i Den Europæiske Union, privatpersoner som erhvervsdrivende, åbne nye forretningsmuligheder og fremme handelen over grænserne, så der derved kan opnås effektiviseringsgevinster, konkurrencedygtige priser og højere servicestandarder [...]

[...]

(3) De rettigheder, der er sikret EU-borgerne i traktaten [...], kan kun udøves i et helt åbent marked, hvor alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og alle leverandører frit kan levere til deres kunder.

[...]

(7) [Europa-]Kommissionens meddelelse af 10. januar 2007, »En energipolitik for Europa«, fremhæver, hvor vigtigt det er at fuldføre det indre marked for elektricitet og skabe lige vilkår for alle elektricitetsvirksomheder, der er etableret i Fællesskabet. [...]

(8) For at sikre konkurrence og elektricitetsforsyning til den mest konkurrencedygtige pris bør medlemsstaterne og de nationale regulerende myndigheder lette grænseoverskridende adgang for nye leverandører af elektricitet fra forskellige energikilder samt for nye leverandører af energiproduktion.

[...]

(42) Hele Fællesskabets industri og handel, herunder små og mellemstore virksomheder og alle EU-borgere, som har økonomisk gavn af det indre marked, bør også kunne opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau [...]. Disse kunder bør også have adgang til valgmuligheder, en fair behandling, repræsentation og tvistbilæggelsesmekanismer.

[...]

(51) Dette direktiv bør fokusere på forbrugernes interesser, og ydelsernes kvalitet bør være en central del af elektricitetsvirksomhedernes ansvar. Det er nødvendigt at styrke og sikre forbrugernes eksisterende rettigheder, og dette bør indebære øget gennemsigtighed. Forbrugerbeskyttelsen bør sikre, at alle forbrugere på bredere europæisk plan drager fordel af et konkurrencebaseret marked. Forbrugerrettighederne bør håndhæves af medlemsstaterne, eller hvis en medlemsstat har fastsat dette, af de regulerende myndigheder.

(52) Forbrugerne bør råde over klare og forståelige oplysninger om deres rettigheder i forhold til energisektoren. [...]

[...]

(54) En effektiv bilæggelse af tvister, der er tilgængelig for alle forbrugere, sikrer en øget forbrugerbeskyttelse. [...]

[...]

(57) Fremme af fair konkurrence og let adgang for forskellige leverandører samt fremme af ny elektricitetsproduktionskapacitet bør have afgørende betydning for medlemsstaterne for at give forbrugerne mulighed for at udnytte muligheder ved et liberaliseret indre marked for elektricitet.«

4 Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemte:

»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i Fællesskabet. [...]«

5 Direktivets artikel 2 var affattet således:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

7. »kunde«: grossist eller endelig elektricitetskunde

[...]

9. »endelig kunde«: kunde, der køber elektricitet til eget brug

10. »privatkunde«: kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed

11. »erhvervskunde«: en fysisk eller juridisk person, der køber elektricitet, der ikke er til brug i deres egen husholdning; udtrykket »erhvervskunder« omfatter også producenter og grossister

12. »privilegeret kunde«: kunde, som frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg, jf. artikel 33

[...]«

6 Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« fastsatte følgende i stk. 3-5 og 7:

»3. Medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder, nemlig virksomheder med under 50 ansatte og en årlig omsætning eller balance på højst 10 mio. EUR, omfattes af en forsyningspligt [...]

[...]

4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder har ret til at få leveret deres elektricitet af en leverandør, med forbehold af dennes indforståelse, uanset i hvilken medlemsstat leverandøren er registreret [...]

5. Medlemsstaterne sikrer, at

a) det er muligt for kunder, samtidig med at aftalens betingelser overholdes, der ønsker at skifte leverandør, at få den/de pågældende operatør(er) til at effektuere dette skift inden for tre uger

[...]

Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde sikres rettighederne i litra a) og b) med hensyn til priser, indsats eller tid.

[...]

7. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder [...]. De sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og -vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. Medlemsstaterne sikrer, at privilegerede kunder reelt let kan skifte til en ny leverandør. Med hensyn til i det mindste privatkunder omfatter disse foranstaltninger de tiltag, der omhandles i bilag I.«

7 Artikel 33 i direktiv 2009/72 med overskriften »Markedsåbning og gensidighed« præciserede følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at de privilegerede kunder omfatter:

[...]

c) fra den 1. juli 2007: alle kunder.«

8 Bilag I til dette direktiv med overskriften »Foranstaltninger vedrørende forbrugerbeskyttelse« bestemte i punkt 1:

»Med forbehold af Fællesskabets bestemmelser om forbrugerbeskyttelse [...] skal de foranstaltninger, der henvises til i artikel 3, sikre, at kunder:

a) har ret til en kontrakt med deres elleverandør, idet der i kontrakten angives følgende:

[...]

- kontraktens løbetid, betingelserne for fornyelse og afslutning af ydelserne og af kontrakten samt hvorvidt der er muligt at opsige kontrakten uden omkostninger

[...]

Betingelserne skal være rimelige og velkendte på forhånd. Under alle omstændigheder bør der gives oplysning om betingelserne forud for kontraktens indgåelse eller bekræftelse. [...]

[...]

e) ikke skal betale for at skifte leverandør

[...]«

9 Direktiv 2009/72 blev med virkning fra den 1. januar 2021 ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125), jf. artikel 72, stk. 1, i direktiv 2019/944.

Direktiv 2019/944

10 Artikel 4 i direktiv 2019/944 med overskriften »Frit valg af leverandør« fastsætter:

»Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg og sikrer, at alle kunder kan have mere end én elektricitetsleveringskontrakt på samme tid, forudsat at den krævede tilslutning og de nødvendige målepunkter er etableret.«

11 Dette direktivs artikel 12 med overskriften »Ret til at skifte og regler for skifterelaterede gebyrer« bestemmer i stk. 3:

»[...] [M]edlemsstaterne [kan] tillade leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, at opkræve kontraktopsigelsesgebyrer af kunder, der frivilligt opsiger tidsbegrænsede fastpriselektricitetsleveringskontrakter før deres udløb, forudsat at sådanne gebyrer er en del af en kontrakt, som en kunde frivilligt har indgået, og at kunden informeres tydeligt om gebyrerne, inden kontrakten indgås. Sådanne gebyrer skal være forholdsmæssige og må ikke overstige de direkte økonomiske tab for leverandøren [...] som følge af kundens opsigelse af kontrakten, herunder omkostningerne ved eventuelle bundtede investeringer eller ydelser, der allerede er leveret til kunden som led i kontrakten. Bevisbyrden for det direkte økonomiske tab påhviler leverandøren [...], og lovligheden af kontraktopsigelsesgebyrer overvåges af den regulerende myndighed eller af enhver anden kompetent national myndighed.«

Polsk ret

12 Ustawa - Prawo energetyczne (lov om energi) af 10. april 1997 (Dz. U. nr. 54, pos. 348) i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen (herefter »energiloven«), bestemmer i artikel 4j, stk. 3a:

»Den endelige kunde kan opsige den aftale, der er indgået for en bestemt periode, på grundlag af hvilken energivirksomheden leverer gasbrændstoffer eller energi, uden at skulle afholde andre omkostninger eller anden kompensation end dem, der fremgår af aftalen, ved at indgive en skriftlig erklæring til energivirksomheden.«

13 Ustawa - Kodeks cywilny (den civile lovbog) af 23. april 1964 (Dz. U. nr. 16, pos. 93) i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen (herefter »den civile lovbog«), bestemmer i artikel 483, stk. 1:

»Det kan i en aftale bestemmes, at kompensation for tab, der skyldes en manglende eller ikke behørigt opfyldt ikke-monetær forpligtelse, forfalder til betaling med et bestemt beløb (en konventionalbod).«

14 Den civile lovbogs artikel 484, er affattet således:

»1. I tilfælde af en manglende eller ikke behørigt opfyldt forpligtelse skal en konventionalbod betales til fordringshaveren svarende til et beløb bestemt for et sådant tilfælde, uanset tabets størrelse. Et krav om erstatning, der overstiger den fastsatte bods størrelse, kan ikke accepteres, medmindre andet er aftalt mellem parterne.

2. Hvis en betydelig del af forpligtelsen er blevet opfyldt, kan skyldneren anmode om en nedsat konventionalbod, hvilket ligeledes gælder, hvis konventionalboden er åbenbart urimelig.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15 Den 1. januar 2010 indgik selskabet G, som er en lille virksomhed med under 50 ansatte, og leverandøren W en generel kontrakt (herefter »den generelle kontrakt«), hvorved sidstnævnte forpligtede sig til at sælge elektricitet til en gård med landboturisme i K. (Polen).

16 Den 23. februar 2015 indgik disse parter en aftale, ifølge hvilken selskabet G forpligtede sig til at fortsætte den generelle kontrakt indtil i hvert fald den 31. december 2016. I denne aftale aftalte parterne endvidere, at de havde ret til at opsige nævnte kontrakt efter forudgående varsel, og at leverandøren W, såfremt selskabet G opsagde kontrakten inden udløbet af den periode, for hvilken denne kontrakt var indgået, ville opkræve betaling af et beløb fra dette selskab svarende til prisen for den elektricitet, som nævnte selskab havde påtaget sig at købe af leverandøren, men som selskabet endnu hverken havde betalt eller brugt, idet denne pris var fastsat i nævnte aftale.

17 Den 30. januar 2015 indgik selskabet G desuden en elektricitetsleveringskontrakt med Z S.A, der er en anden elleverandør, vedrørende samme gård med landboturisme. I henhold til den bemyndigelse, som Z fik i denne forbindelse, underrettede denne den 25. februar 2015 leverandøren W om indgåelsen af denne kontrakt og informerede Z om opsigelsen af den generelle kontrakt, såfremt sidstnævnte ikke accepterede den nye situation.

18 Den 9. marts 2016 udstedte leverandøren W en debetnota til selskabet G på 63 959,70 polske zloty (PLN) (ca. 14 161 EUR) som konventionalbod for den førtidige opsigelse af den generelle kontrakt som følge af førtidigt skifte af elleverandør. Eftersom dette selskab ikke gennemførte den krævede betaling inden for den fastsatte frist, anlagde leverandøren W den 21. november 2016 sag ved Sad Rejonowy dla m. st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans for hovedstadsområdet Warszawa, tingstedet i Warszawa, Polen) med påstand om, at nævnte selskab pålægges at betale dette beløb med tillæg af renter.

19 Ved dom af 7. februar 2020 tog denne retsinstans denne påstand til følge. Den fastslog bl.a., at leverandøren W med føje kunne kræve betaling af konventionalboden, idet leverandørens kontrakt med selskabet G var blevet opsagt inden det aftalte ophør som følge af leverandørskiftet ved indgåelsen af en ny kontrakt med Z. I denne henseende anførte denne retsinstans, at det følger af artikel 484, stk. 1, i den civile lovbog, at et krav om en konventionalbod ikke er betinget af, at det bevises, at der foreligger et tab, samt at det krævede beløb svarede til det, der var fastsat i den aftale, der er omtalt i nærværende doms præmis 16.

20 Selskabet G har iværksat appel af denne dom til Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen), som er den forelæggende ret, idet selskabet bl.a. har gjort gældende, at det i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2009/72 ikke kunne pålægges en konventionalbod. Selskabet har i denne henseende fremhævet, at leverandøren W ikke havde lidt et tab, men alene en manglende fortjeneste. Denne leverandør har i sit svarskrift gjort gældende, at konventionalbodens størrelse i henhold til den civile lovbogs artikel 484, stk. 1, ikke afhænger af tabets størrelse.

21 Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at selv om direktiv 2009/72 finder tidsmæssig anvendelse på den tvist, der er indbragt for denne, har artikel 4 og artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/944 givet præciseringer til førstnævnte direktiv, hvilke præciseringer ifølge denne retsinstans kan have indvirkning på gennemførelsen af kundernes rettigheder, således som disse er fastsat i direktiv 2009/72.

22 For det første har den forelæggende ret hvad angår tvisten i hovedsagen anført, at energilovens artikel 4j, stk. 3a, gør det muligt at opsige en tidsbegrænset kontrakt uden at skulle betale andre udgifter eller anden kompensation end dem, der følger af kontraktens indhold, men at denne lov ikke fastsætter noget kriterium, end ikke et proportionalitetskriterium, med hensyn til beregningen af disse udgifter og denne kompensation og ikke udelukker muligheden for at opkræve en fast kompensation. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at en retsinstans kun kan nedsætte en konventionalbod som omhandlet i den civile lovbog, hvis den berørte part har nedlagt påstand herom, og at sidstnævnte bærer bevisbyrden for, at denne bod er urimelig.

23 Den forelæggende ret har endvidere indikeret, at selv om det ifølge retslæren er muligt at annullere kompensationer for opsigelse, som er åbenbart urimelige, hvad angår kontraktforhold med forbrugere, kan det derimod ikke undersøges, om vilkår, hvorved sådanne konventionalboder pålægges, eventuelt er urimelige, når kontraktforholdet vedrører en lille virksomhed.

24 Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at energiloven ikke indeholder nogen henvisning til forbrugerbeskyttelse, ikke fastsætter muligheden for af egen drift at nedsætte boder hvad angår erhvervskunder og heller ikke indeholder kriterier for beregningen heraf. Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2009/72 forpligter medlemsstaterne til at sørge for, at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde sikres retten til at skifte leverandør med hensyn til priser, indsats eller tid. I direktivets artikel 3, stk. 7, omtales desuden behovet for, at denne ret skal kunne udøves reelt og let, hvilket indebærer, at der under gennemførelsen af nævnte ret overholdes et passende forhold mellem konventionalbodens størrelse og de udgifter, som den anden part i kontrakten har afholdt. Den forelæggende ret har endvidere anført, at selv om det følger af artikel 3, stk. 7, i direktiv 2009/72, sammenholdt med bilag I til direktivet, at leverandørskifte ikke giver anledning til betaling for privatkunder, indeholder energiloven ikke en sådan præcisering.

25 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den omstændighed, at national lovgivning tillader aftaler om konventionalboder, uden at der i øvrigt fastsættes kriterier for størrelsen heraf, kan omstøde det formål med forbrugerbeskyttelse, som EU-lovgiver har forfulgt ved vedtagelsen af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 og artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/944, samt kundernes frihed til at opsige kontrakter og fordreje garantierne for den lige adgang for elektricitetsvirksomhederne i EU til kunderne.

26 Henset hertil ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 er til hinder for, at en kunde kan pålægges en konventionalbod på grund af sin opsigelse af en tidsbegrænset elektricitetsleveringskontrakt, såfremt denne kunde ønsker at skifte leverandør, uden at der tages hensyn til det lidte tab, og uden at der i den lovgivning, der finder anvendelse, præciseres kriterier for beregningen af gebyrer og nedsættelsen heraf.

27 For det andet nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt energiforbrugende kunder i henhold til en kontrakt kan pålægges gebyrer for opsigelse af en energileveringskontrakt inden kontraktens udløb i forbindelse med et leverandørskifte, når disse gebyrer de facto svarer til udgifterne til den ikke-benyttede energi, henset til formålet om at sikre den reelle mulighed for let at skifte energileverandør og en ikke-diskriminerende ændring af energileverandør samt behovet for at overholde proportionalitetsprincippet. Det er den forelæggende rets opfattelse, at direktiv 2019/944 i artikel 12, stk. 3, indeholder relevante indikationer for fortolkningen af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72, navnlig ved henvisningen til leverandørens »direkte økonomiske tab« og proportionaliteten.

28 Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at en konventionalbod af »take or pay«-typen pålægger kunden hele den finansielle risiko ved kontrakten. Denne bod er således åbenbart urimelig og kan forpligte kunder til at fortsætte gennemførelsen af kontrakten, selv om vedkommende ikke ønsker dette. For sådanne kontrakter kan det »direkte økonomiske tab« imidlertid være udgifterne til energiforsyning til den pågældende kunde og behovet for at vedligeholde hele infrastrukturen, udgifterne til allerede indgåede transmissions- eller forsyningsaftaler samt lønninger. Den forelæggende ret nærer således tvivl om fortolkningen af begrebet »passende andel af udgifterne forbundet med de direkte økonomiske tab« for en energileverandør og ønsker oplyst, om direktiv 2009/72 indebærer, at den nationale lovgivning udtrykkeligt skal bestemme, hvorledes disse udgifter beregnes.

29 På denne baggrund har Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 3, stk. 5 og [7], i [direktiv 2009/72], der bestemmer, at energikunders ([små virksomheders]) rettigheder ved skifte af energileverandør skal være i overensstemmelse med princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, og at dette skifte skal ske på en ikke-diskriminerende måde med hensyn til priser, indsats og tid, fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for, at energikunden pålægges en konventionalbod for at opsige aftalen om levering af energi, der er indgået for en bestemt periode, når kunden ønsker at skifte energileverandør, uanset størrelsen af det lidte tab [artikel 483, stk. 1, og artikel 484, stk. 1 og 2, i den civile lovbog], og uden at kriterierne for beregning [af disse gebyrer og nedsættelsen heraf] er specificeret i [energiloven]?

2) Skal artikel 3, stk. 5 og [7], i [direktiv 2009/72], der bestemmer, at energikunders ([små virksomheders]) rettigheder ved skifte af energileverandør skal udøves på en ikke-diskriminerende måde i forhold til priser, indsats eller tid og overholde princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for en sådan fortolkning af [aftalebestemmelserne], at der i tilfælde af førtidig opsigelse af aftalen om levering af energi, der er indgået med leverandøren for en bestemt periode, er mulighed for at opkræve gebyrer fra kunderne ([små virksomheder]), der de facto svarer til omkostningerne ved den ikke-modtagne energi indtil aftalens ophør i henhold til princippet »take or pay«?«

Om de præjudicielle spørgsmål

30 Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om den forelæggende ret i begrundelsen for sin anmodning om præjudiciel afgørelse har henvist til flere bestemmelser i direktiv 2019/944, ophævede og erstattede dette direktiv først direktiv 2009/72 med virkning fra den 1. januar 2021. Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, er tvisten således fortsat omfattet af direktiv 2009/72. Det er i det foreliggende tilfælde således ufornødent at fortolke direktiv 2019/944, der desuden ikke formelt er omhandlet af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt. Selv om den forelæggende ret har henvist til energiforsyning generelt, vedrører tvisten i hovedsagen desuden alene levering af elektricitet. I henhold til artikel 1 i direktiv 2009/72 vedrører dette direktiv i øvrigt kun det indre marked for elektricitet.

31 På denne baggrund skal det fastslås, at den forelæggende ret med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, såfremt virksomheden opsiger en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt før tid med henblik på at skifte leverandør, har pligt til at betale en konventionalbod, der er fastsat i denne kontrakt, hvis størrelse kan svare til den samlede pris for den elektricitet, som virksomheden havde forpligtet sig til at købe, selv om elektriciteten hverken er eller vil blive brugt, når denne lovgivning ikke fastsætter kriterier for beregningen af en sådan bod eller for den eventuelle nedsættelse heraf.

32 Med henblik på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der ikke alene tages hensyn til dens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.

33 Hvad angår ordlyden af de bestemmelser, der ønskes fortolket, bestemmer artikel 3, stk. 5, første afsnit, litra a), i direktiv 2009/72 for det første, at medlemsstaterne sikrer, at det er muligt for kunder, samtidig med at aftalens betingelser overholdes, der ønsker at skifte leverandør, at få den eller de pågældende operatører til at effektuere dette skift inden for tre uger. I andet afsnit i dette direktivs artikel 3, stk. 5, tilføjes det, at medlemsstaterne sikrer, at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde sikres rettighederne i dette stk. 5, første afsnit, med hensyn til priser, indsats eller tid. Ved artikel 3, stk. 7, pålægges medlemsstaterne at træffe passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder, sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og -vilkår, og at sikre, at privilegerede kunder reelt let kan skifte til en ny leverandør. I denne bestemmelse præciseres endvidere, at disse foranstaltninger med hensyn til i det mindste privatkunder omfatter de tiltag, der omhandles i bilag I til nævnte direktiv.

34 Det fremgår endvidere af ordlyden af direktivets artikel 2, nr. 9), at der ved begrebet »endelig kunde« forstås en »kunde, der køber elektricitet til eget brug«, mens det af affattelsen af artikel 2, nr. 12), fremgår, at der ved begrebet »privilegeret kunde« forstås en »kunde, som frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg, jf. artikel 33 [i direktiv 2009/72]«. Dette begreb omfatter således fra den 1. juli 2007 »alle kunder« i henhold til dette direktivs artikel 33, stk. 1, litra c).

35 Det skal ligeledes bemærkes, således som generaladvokaten har anført i fodnote 17 til forslaget til afgørelse, at direktiv 2009/72 ikke indeholder en definition af begrebet »forbruger«, som fremgår heraf, men at det kan udledes af første betragtning til dette direktiv, hvoraf følger, at formålet med det indre marked for elektricitet er at stille reelle valgmuligheder til rådighed for »alle forbrugere i [EU], privatpersoner som erhvervsdrivende«, samt af 42. betragtning hertil, at dette udtryk i direktivet, eftersom det modsatte ikke er anført i nævnte direktivs bestemmelser, har en vid betydning og således principielt omfatter enhver »endelig kunde«, dvs. både »privatkunder« og »endelige erhvervskunder«, herunder små virksomheder.

36 Det følger af det ovenstående, at ordlyden af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72, sammenholdt med de relevante definitioner, der er nævnt i nærværende doms præmis 34 og 35, i det væsentlige blot pålægger, at en national lovgivning som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 31, for det første skal sikre, at den endelige kunde, såfremt vedkommende ønsker dette, reelt let kan skifte elektricitetsleverandør under overholdelse af betingelserne i sin elektricitetsleveringskontrakt, for det andet skal sikre, at kontraktvilkår som dem, der er beskrevet i denne præmis 31, er gennemsigtige, og for det tredje skal fastsætte en tvistbilæggelsesmekanisme, som kan indtræde mellem forbrugerne og deres elektricitetsleverandør.

37 Den omstændighed, at en sådan national lovgivning gør det muligt, at det i en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt bestemmes, at der skal betales en konventionalbod i tilfælde af kundens førtidige opsigelse af denne kontrakt med henblik på at skifte leverandør, selv når denne har de kendetegn, som er beskrevet i nærværende doms præmis 31, og for så vidt som lovgivningen dels pålægger, at et sådant kontraktvilkår skal være udfærdiget i klare vendinger, som gør det muligt for kunden at forstå rækkevidden heraf inden undertegnelsen af kontrakten, og at der skal være givet frivilligt samtykke hertil, hvilket således opfylder den betingelse om gennemsigtighed, der er pålagt ved denne ordlyd, dels foreskriver mulighed for administrative klageadgange eller adgang til retsmidler i tilfælde af tvist, er ikke nødvendigvis til hinder for, at denne kunde reelt let kan skifte leverandør.

38 Det kan derimod bemærkes, at det i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2009/72 præciseres, at skifte af leverandør skal ske under overholdelse af betingelserne i kontrakterne.

39 Som det allerede er bemærket i nærværende doms præmis 33, fastsætter dette direktivs artikel 3, stk. 7, sidste punktum, ganske vist, at medlemsstaterne med hensyn til i det mindste privatkunder med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau skal vedtage de foranstaltninger, der omhandles i bilag I til nævnte direktiv. Som det fremgår af dette bilag I, omfatter disse foranstaltninger tiltag, der skal sikre, at kunderne i henhold til punkt 1, litra a), i nævnte bilag I har ret til en kontrakt med deres elleverandør, idet det i kontrakten angives, hvorvidt det er muligt at opsige kontrakten uden omkostninger, og i henhold til samme bilags punkt 1, litra e), at kunderne ikke skal betale for at skifte leverandør. Det følger af direktivets artikel 2, nr. 10), at der ved begrebet »privatkunde« forstås en »kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed«, mens begrebet »erhvervskunde« i artikel 2, nr. 11), vedrører »en fysisk eller juridisk person, der køber elektricitet, der ikke er til brug i deres egen husholdning«.

40 Eftersom artikel 3, stk. 7, i direktiv 2009/72 udtrykkeligt foreskriver, at medlemsstaterne med henblik på anvendelsen af de foranstaltninger, der omhandles i bilag I til dette direktiv, kan sondre mellem kunder, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, og kunder, der køber elektricitet til forretnings- eller erhvervsmæssig virksomhed, tilsigter denne artikel 3, stk. 7, idet den på ingen måde er til hinder for en national lovgivning som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 31, tværtimod at vise, at medlemsstaterne frit kan bestemme, at en lille virksomhed, såfremt den opsiger en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt før tid med henblik på at skifte leverandør, har pligt til at betale den konventionalbod, som er fastsat i denne kontrakt.

41 For det andet skal det med hensyn til den sammenhæng, hvori artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 indgår, indledningsvis bemærkes, at ingen bestemmelse i dette direktiv pålægger medlemsstaterne at fastsætte muligheden for at skifte leverandør uden omkostninger eller tilsvarende foranstaltninger til fordel for endelige erhvervskunder, selv om det er små virksomheder.

42 Direktivets artikel 3, stk. 4, bestemmer desuden i det væsentlige, at medlemsstaterne sikrer, at alle kunder har ret til at få leveret deres elektricitet af en leverandør, med forbehold af dennes indforståelse.

43 I 51. betragtning til direktiv 2009/72 anføres endvidere, at dette direktiv bør fokusere på forbrugernes interesser, og at de nationale myndigheder skal håndhæve deres rettigheder, i 52. betragtning til dette direktiv indikeres det, at forbrugerne bør råde over »klare og forståelige oplysninger om deres rettigheder i forhold til energisektoren«, og i 54. betragtning til nævnte direktiv præciseres det, at de ordninger for bilæggelse af tvister, som skal fastsættes i medfør af direktivets artikel 3, stk. 7, skal være til fordel for »alle forbrugere«.

44 Det skal følgelig fastslås, at det ikke fremgår af denne sammenhæng, at når den pågældende medlemsstat ikke har valgt at udvide de foranstaltninger, der er fastsat i bilag I til direktiv 2009/72, til at omfatte andre kunder end privatkunder, er de bestemmelser, som ønskes fortolket, principielt til hinder for en national lovgivning som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 31. Det følger derimod i det væsentlige af nævnte sammenhæng, at en sådan national lovgivning skal sikre, at kunderne har ret til at vælge leverandør, og at forbrugerne skal have klare og forståelige oplysninger om deres rettigheder og have mulighed for at sikre overholdelsen af disse rettigheder inden for rammerne af en tvistbilæggelsesmekanisme.

45 For det tredje skal det med hensyn til målet med direktiv 2009/72 bemærkes, at det følger af dette direktivs artikel 1, at direktivet har til formål at fastsætte fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i EU. I denne forbindelse tilsigter dette direktiv, således som det fremgår af tredje, syvende og ottende betragtning hertil, bl.a. at etablere et helt åbent og konkurrencebaseret indre marked for elektricitet, hvor alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og alle leverandører frit kan levere deres produkter til deres kunder, at fremme konkurrencen på det indre marked for at sikre elektricitetsforsyning til den mest konkurrencedygtige pris samt at skabe ensartede vilkår på dette marked med henblik på at gennemføre det indre marked for elektricitet (jf. i denne retning dom af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 39, og af 11.6.2020, Prezident Slovenskej republiky, C-378/19, EU:C:2020:462, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

46 Det fremgår ligeledes af 57. betragtning til dette direktiv, at fremme af fair konkurrence og let adgang for forskellige leverandører samt fremme af ny elektricitetsproduktionskapacitet bør have afgørende betydning for medlemsstaterne for at give forbrugerne mulighed for fuldt ud at udnytte mulighederne ved et liberaliseret indre marked for elektricitet.

47 Det skal i denne henseende bemærkes, således som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, at tidsbegrænsede fastpriselektricitetsleveringskontrakter kan sikre beskyttelsen af kunderne ved at garantere dem en lav og stabil elpris, idet forbrugerne får sikkerhed for, at de omkostninger, de skal afholde, ikke varierer i hele kontraktens varighed. Med henblik på at imødegå forpligtelserne i henhold til sådanne kontrakter kan den pågældende elleverandør have påtaget sig specifikke omkostninger, der for denne leverandør kan medføre yderligere omkostninger i forhold til en tidsubegrænset fastpriskontrakt og en kontrakt uden fast pris, navnlig med henblik at beskytte sig mod de ustabile priser på engrosmarkedet. Muligheden for at tillade, at kunden kan pålægges en konventionalbod, når vedkommende opsiger denne type tidsbegrænset fastpriskontrakt før tid, kan således gøre det muligt for leverandøren at udligne de særlige omkostninger, som den pågældende har som følge af denne type kontrakt, hvorved det undgås, at denne leverandør skal overvælte den finansielle risiko, der er forbundet med en sådan type kontrakt, på alle sine kunder, hvilket kunne medføre en stigning i prisen på elektricitet for disse kunders vedkommende, og hvilket i sidste ende ville være i strid med formålet om at sikre forbrugerne den mest konkurrencedygtige pris.

48 Der skal imidlertid ligeledes tages hensyn til det generelle formål, der forfølges med direktiv 2009/72, om at gennemføre det indre marked for elektricitet samt de mere specifikke formål, der er omtalt i 51. og 57. betragtning til dette direktiv, om at give forbrugerne mulighed for at drage fordel af et konkurrencebaseret og liberaliseret marked. Gennemførelsen af disse formål ville blive skadet, hvis en national lovgivning gjorde det muligt at pålægge konventionalboder, der ikke har nogen sammenhæng med de omkostninger, som er forårsaget af kontrakten, men som ikke er fuldstændigt afdraget som følge af den førtidige opsigelse heraf. Sådanne boder kan nemlig kunstigt afskrække de pågældende kunder fra at opsige tidsbegrænsede fastpriselektricitetsleveringskontrakter før tid med henblik på at skifte leverandør og således hindre dem i fuldt ud at drage fordel af et konkurrencebaseret og liberaliseret indre marked for elektricitet.

49 Eftersom de forelagte spørgsmål vedrører en national lovgivning, som foreskriver, at de omkostninger og den kompensation, der kan fastsættes i kontrakten i tilfælde af en endelig erhvervskundes førtidige opsigelse af en sådan kontrakt om levering af elektricitet, skal betales uafhængigt af den skade, som den oprindelige leverandør eventuelt har lidt, og ikke fastsætter noget kriterium for beregningen af disse omkostninger eller denne kompensation eller den administrative myndigheds eller retsinstansens nedsættelse heraf i forbindelse med en tvist herom, der er indbragt for disse, skal det i denne henseende bemærkes, at direktiv 2009/72 ikke indeholder nogen indikationer om disse forhold.

50 Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence under overholdelse af EU-retten, og de må herved således ikke skade den effektive virkning af direktiv 2009/72 (jf. analogt dom af 30.6.2005, Candolin m.fl., C-537/03, EU:C:2005:417, præmis 25-27, og af 17.12.2015, Szemerey, C-330/14, EU:C:2015:826, præmis 42).

51 Henset til konstateringen i nærværende doms præmis 48 ville dette være tilfældet, hvis den administrative myndighed eller retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, som led i den tvistbilæggelsesmekanisme, som medlemsstaterne har pligt til at fastsætte i henhold til dette direktiv, til fordel for elforbrugerne, ikke kunne vurdere størrelsen af en konventionalbod som den i hovedsagen omhandlede og i givet fald anordne nedsættelse eller annullation heraf, hvis denne bod, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, fremstår uforholdsmæssig stor i forhold til de omkostninger, som en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede har forårsaget, men som ikke er fuldstændigt afdraget som følge af den førtidige opsigelse heraf, således at nævnte bod i praksis fratager den endelige kundes ret til reelt let at kunne skifte leverandør sit indhold og skader de formål med direktiv 2009/72, der er omtalt i nærværende doms præmis 45, 46 og 48.

52 Selv om denne vurdering af, om en sådan konventionalbod er forholdsmæssig, alene tilkommer den nationale myndighed, der er forelagt en eventuel tvist, skal det ikke desto mindre med henblik på at give den forelæggende ret en hensigtsmæssig besvarelse indikeres, at der med henblik på nævnte vurdering bl.a. kan tages hensyn til den pågældende kontrakts oprindelige løbetid, som fortsat skulle forløbe på tidspunktet for opsigelsen af kontrakten, den mængde elektricitet, som var blevet købt med henblik på gennemførelsen af denne kontrakt, men som forbrugeren i sidste ende ikke bruger, samt de midler, som en rimeligt påpasselig leverandør ville råde over for at begrænse eventuelle økonomiske tab, som vedkommende ville lide som følge af denne førtidige opsigelse.

53 I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af de sagsakter, som er forelagt Domstolen, at Republikken Polen havde tilsigtet at udvide de foranstaltninger, der er fastsat i bilag I til direktiv 2009/72, som medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 3, stk. 7, har pligt til at fastsætte for privatkunder, til endelige erhvervskunder eller små virksomheder. Det fremgår desuden ganske vist af forelæggelsesafgørelsen, at den gældende nationale lovgivning i det væsentlige foreskriver, at parterne i kontrakten frit kan fastsætte størrelsen af den konventionalbod, der finder anvendelse i tilfælde af, at den medkontraherende endelige kunde opsiger en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt før tid med henblik på at skifte leverandør, og at det aftalte beløb skal betales uafhængigt af det lidte tab. Det fremgår imidlertid ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at det i henhold til den civile lovbogs artikel 484, stk. 2, er muligt at indbringe en tvist herom for en retsinstans og nedlægge påstand om nedsættelse af bodens størrelse, »[h]vis en betydelig del af forpligtelsen er blevet opfyldt«, eller hvis konventionalboden »er åbenbart urimelig«. Det fremgår i øvrigt heller ikke af sagsakterne for Domstolen, at de øvrige betingelser, som skal overholdes i medfør af direktiv 2009/72, og som er omtalt i nærværende doms præmis 36, ikke er sikret ved polsk ret. Under disse omstændigheder og med forbehold for den efterprøvelse og de endelige vurderinger, som den forelæggende ret skal foretage, ses dette direktivs artikel 3, stk. 5 og 7, ikke at være til hinder for, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede anvendes på en endelig erhvervskunde som omhandlet i nævnte direktiv.

54 Det skal i denne henseende ligeledes tilføjes, at hvis den forelæggende ret som led i sin efterprøvelse måtte fastslå, at selskabet G, som denne retsinstans har kvalificeret som »lille virksomhed«, ikke opfylder de to kumulative betingelser, som er fastsat i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/72, og som gør det muligt at fastlægge en sådan kvalificering i lyset af dette direktiv, har dette ingen indvirkning på relevansen af den besvarelse, der gives med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen, eftersom denne besvarelse, således som det fremgår af betragtningerne i nærværende doms præmis 44, principielt gælder for alle endelige erhvervskunder som omhandlet i nævnte direktiv, og eftersom det med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse ikke ses, at selskabet G ikke opfylder sidstnævnte kvalificering.

55 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, såfremt virksomheden opsiger en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt før tid med henblik på at skifte leverandør, har pligt til at betale en konventionalbod, der er fastsat i denne kontrakt, hvis størrelse kan svare til den samlede pris for den elektricitet, som virksomheden havde forpligtet sig til at købe, selv om elektriciteten hverken er eller vil blive brugt, når denne lovgivning ikke fastsætter kriterier for beregningen af en sådan bod eller for den eventuelle nedsættelse heraf, for så vidt som nævnte lovgivning dels sikrer, at en sådan kontraktlig bestemmelse skal være klar, forståelig og frivilligt aftalt, dels fastsætter en mulighed for administrative klageadgange eller adgang til retsmidler, hvorunder den myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kan vurdere, om denne bod er forholdsmæssig, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, og i givet fald anordne nedsættelse eller annullation af boden.

Sagsomkostninger

56 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 5 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, såfremt virksomheden opsiger en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt før tid med henblik på at skifte leverandør, har pligt til at betale en konventionalbod, der er fastsat i denne kontrakt, hvis størrelse kan svare til den samlede pris for den elektricitet, som virksomheden havde forpligtet sig til at købe, selv om elektriciteten hverken er eller vil blive brugt, når denne lovgivning ikke fastsætter kriterier for beregningen af en sådan bod eller for den eventuelle nedsættelse heraf, for så vidt som nævnte lovgivning dels sikrer, at en sådan kontraktlig bestemmelse skal være klar, forståelig og frivilligt aftalt, dels fastsætter en mulighed for administrative klageadgange eller adgang til retsmidler, hvorunder den myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kan vurdere, om denne bod er forholdsmæssig, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, og i givet fald anordne nedsættelse eller annullation af boden.