C-371/22 Energipolitik G (Frais de résiliation anticipée) - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT A. RANTOS

fremsat den 7. september 2023

Sag C-371/22

G sp. z o.o.

mod

W S.A.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen))

»Præjudiciel forelæggelse - det indre marked for elektricitet - direktiv 2009/72/EF - artikel 3, stk. 5 og 7 - forbrugerbeskyttelse - kundens ret til, samtidig med at aftalens betingelser overholdes, reelt let at skifte leverandør - tidsbegrænset fastpriselektricitetsforsyningskontrakt indgået af en lille virksomhed - konventionalbod for førtidig opsigelse af aftalen - bodens beløb svarende til prisen på den elektricitet, der ikke blev forbrugt frem til det oprindelige kontraktudløb - national lovgivning, der tillader en part at opsige aftalen »uden at skulle afholde andre omkostninger end dem, der fremgår af aftalen, eller betale kompensation««

I. Indledning

1. Direktiv 2009/72/EF (2), som fastlægger de fælles regler for det indre marked for elektricitet, bestemmer i artikel 3, stk. 5 og 7, at når en elkunde ønsker at skifte leverandør, sikres vedkommende ret hertil, samtidig med at aftalens betingelser overholdes, på en ikke-diskriminerende måde med hensyn til priser, indsats eller tid, således at vedkommende reelt let kan skifte leverandør.

2. Er en konventionalbod, der pålægges en lille virksomhed af dens tidligere leverandør, fordi den som kunde med henblik på at skifte leverandør førtidigt opsiger en tidsbegrænset fastpriskontrakt om elektricitetsforsyning, og hvis beløb svarer til prisen på den elektricitet, der ikke blev forbrugt frem til det oprindelige kontraktudløb, forenelig med denne kundes ret til reelt let at skifte leverandør som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 5 og 7? Dette er nærmere bestemt det spørgsmål, som er forelagt af Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen).

3. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem G sp. z o.o., som er en virksomhed med under 50 ansatte (herefter »selskabet G«), og W S.A., som er elleverandør (herefter »leverandøren W«), om betaling af en konventionalbod for førtidig opsigelse af elektricitetsforsyningskontrakten mellem de to parter.

4. Den foreliggende sag giver for første gang Domstolen lejlighed til at tage stilling til fortolkningen af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72. Med henblik på at besvare det forelagte spørgsmål bør der af hensyn til et velfungerende indre marked for elektricitet foretages en afvejning mellem på den ene side kundens ret til reelt let at skifte leverandør og på den anden side den tidligere leverandørs ret til at blive kompenseret for den ikke-forbrugte elektricitet, som kunden havde forpligtet sig til at købe af leverandøren i henhold til en tidsbegrænset fastpriskontrakt.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

1. Direktiv 2009/72

5. Følgende fremgår af 1., 3., 42., 52. og 57. betragtning til direktiv 2009/72:

»(1) Formålet med det indre marked for elektricitet, som siden 1999 gradvis har taget form i Fællesskabet, er at stille reelle valgmuligheder til rådighed for alle forbrugere i Den Europæiske Union, privatpersoner som erhvervsdrivende, åbne nye forretningsmuligheder og fremme handelen over grænserne, så der derved kan opnås effektiviseringsgevinster, konkurrencedygtige priser og højere servicestandarder, og at bidrage til øget forsyningssikkerhed og bæredygtighed.

[…]

(3) De rettigheder, der er sikret EU-borgerne i traktaten, herunder fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og fri etableringsret kan kun udøves i et helt åbent marked, hvor alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og alle leverandører frit kan levere til deres kunder.

[…]

(42) Hele Fællesskabets industri og handel, herunder små og mellemstore virksomheder og alle EU-borgere, som har økonomisk gavn af det indre marked, bør også kunne opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og navnlig bør privatkunder og, i det omfang medlemsstaterne finder det hensigtsmæssigt, mindre virksomheder kunne gives forsyningspligtgarantier […] Disse kunder bør også have adgang til valgmuligheder, en fair behandling, repræsentation og tvistbilæggelsesmekanismer.

[…]

(52) Forbrugerne bør råde over klare og forståelige oplysninger om deres rettigheder i forhold til energisektoren. […]

[…]

(57) Fremme af fair konkurrence og let adgang for forskellige leverandører samt fremme af ny elektricitetsproduktionskapacitet bør have afgørende betydning for medlemsstaterne for at give forbrugerne mulighed for at udnytte muligheder ved et liberaliseret indre marked for elektricitet.«

6. Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter:

»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i Fællesskabet. Det fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås åben adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og meddelelse af bevillinger, samt hvorledes systemerne skal drives. Det fastlægger endvidere regler for forsyningspligt og elforbrugerrettigheder og præciserer konkurrencevilkårene.«

7. Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende i nr. 7), 9)-12) og 19):

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

7) »kunde«: grossist eller endelig elektricitetskunde

[…]

9) »endelig kunde«: kunde, der køber elektricitet til eget brug

10) »privatkunde«: kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed

11) »erhvervskunde«: en fysisk eller juridisk person, der køber elektricitet, der ikke er til brug i deres egen husholdning; udtrykket »erhvervskunder« omfatter også producenter og grossister

12) »privilegeret kunde«: kunde, som frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg, jf. artikel 33

[…]

19) »forsyning«: salg, herunder videresalg, af elektricitet til kunder.«

8. Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« fastsætter følgende i stk. 3-5 og 7:

»3. Medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder, nemlig virksomheder med under 50 ansatte og en årlig omsætning eller balance på højst 10 mio. EUR, omfattes af en forsyningspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende priser på deres område. […]

4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder har ret til at få leveret deres elektricitet af en leverandør, med forbehold af dennes indforståelse, uanset i hvilken medlemsstat leverandøren er registreret, så længe leverandøren overholder de gældende regler for handel og balancering. […]

5. Medlemsstaterne sikrer, at

a) det er muligt for kunder, samtidig med at aftalens betingelser overholdes, der ønsker at skifte leverandør, at få den/de pågældende operatør(er) til at effektuere dette skift inden for tre uger

[…]

Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde sikres rettighederne i litra a) og b) med hensyn til priser, indsats eller tid.

[…]

7. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og sikrer især, at der er passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter sårbare kunder. I den forbindelse fastlægger hver medlemsstat en definition af begrebet sårbare kunder, som kan henvise til energifattigdom og bl.a. til forbuddet mod afbrydelser af forsyning for disse kunder i kritiske perioder. Medlemsstaterne sikrer, at de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til sårbare kunder, gøres gældende. De træffer navnlig hensigtsmæssige foranstaltninger til at beskytte endelige kunder i fjerntliggende områder. De sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og -vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. Medlemsstaterne sikrer, at privilegerede kunder reelt let kan skifte til en ny leverandør. Med hensyn til i det mindste privatkunder omfatter disse foranstaltninger de tiltag, der omhandles i bilag I.«

9. Artikel 33 i direktiv 2009/72 med overskriften »Markedsåbning og gensidighed« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at de privilegerede kunder omfatter:

[…]

c) fra den 1. juli 2007: alle kunder.«

10. Bilag I til dette direktiv med overskriften »Foranstaltninger vedrørende forbrugerbeskyttelse« bestemmer i punkt 1:

»Med forbehold af Fællesskabets bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, særlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg [(3)] og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler [(4)], skal de foranstaltninger, der henvises til i artikel 3, sikre, at kunder:

a) har ret til en kontrakt med deres elleverandør, idet der i kontrakten angives følgende:

[…]

- kontraktens løbetid, betingelserne for fornyelse og afslutning af ydelserne og af kontrakten samt hvorvidt der er muligt at opsige kontrakten uden omkostninger

[…]

Betingelserne skal være rimelige og velkendte på forhånd. Under alle omstændigheder bør der gives oplysning om betingelserne forud for kontraktens indgåelse eller bekræftelse. […]

[…]

e) ikke skal betale for at skifte leverandør

[…]«

11. Direktiv 2009/72 blev ophævet og erstattet med virkning fra den 1. januar 2021 ved direktiv (EU) 2019/944 (5) i henhold til dette direktivs artikel 72, stk. 1.

2. Direktiv 2019/944

12. Artikel 2 i direktiv 2019/944 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i nr. 16)-18):

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

16) »kontraktopsigelsesgebyr«: et gebyr eller en bøde, som leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, pålægger en kunde for opsigelse af en elektricitetsleverings- eller tjenesteydelseskontrakt

17) »skifterelateret gebyr«: et gebyr eller en bøde for skift af leverandør eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, herunder kontraktopsigelsesgebyrer, som leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, eller systemoperatører direkte eller indirekte pålægger en kunde

18) »aggregering«: en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked.«

13. Dette direktivs artikel 12 med overskriften »Ret til at skifte og regler for skifterelaterede gebyrer« bestemmer i stk. 2 og 3:

»2. Medlemsstaterne sikrer, at i det mindste husholdningskunder og små virksomheder ikke opkræves skifterelaterede gebyrer.

3. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne tillade leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, at opkræve kontraktopsigelsesgebyrer af kunder, der frivilligt opsiger tidsbegrænsede fastpriselektricitetsleveringskontrakter før deres udløb, forudsat at sådanne gebyrer er en del af en kontrakt, som en kunde frivilligt har indgået, og at kunden informeres tydeligt om gebyrerne, inden kontrakten indgås. Sådanne gebyrer skal være forholdsmæssige og må ikke overstige de direkte økonomiske tab for leverandøren eller den markedsdeltager, der er aktiv inden for aggregering, som følge af kundens opsigelse af kontrakten, herunder omkostningerne ved eventuelle bundtede investeringer eller ydelser, der allerede er leveret til kunden som led i kontrakten. Bevisbyrden for det direkte økonomiske tab påhviler leverandøren eller den markedsdeltager, der er aktiv inden for aggregering, og lovligheden af kontraktopsigelsesgebyrer overvåges af den regulerende myndighed eller af enhver anden kompetent national myndighed.«

B. Polsk ret

14. Ustawa - Prawo energetyczne (lov om energi) af 10. april 1997 (6) i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen (herefter »energiloven«), bestemmer i artikel 4j, §3a:

»Den endelige kunde kan opsige den aftale, der er indgået for en bestemt periode, på grundlag af hvilken energivirksomheden leverer gasbrændstoffer eller energi, uden at skulle afholde andre omkostninger end dem, der fremgår af aftalen, eller betale kompensation, ved at indgive en skriftlig erklæring til energivirksomheden.«

15. Ustawa - Kodeks cywilny (den civile lovbog) af 23. april 1964 (7) i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen (herefter »den civile lovbog«), bestemmer i artikel 483, §1:

»Det kan i en aftale bestemmes, at kompensation for tab, der skyldes en manglende eller ikke behørigt opfyldt ikke-monetær forpligtelse, forfalder til betaling med et bestemt beløb (en konventionalbod).«

16. Den civile lovbogs artikel 484 fastlægger:

»§1. I tilfælde af en manglende eller ikke behørigt opfyldt forpligtelse skal en konventionalbod betales til fordringshaveren med et beløb bestemt for et sådant tilfælde, uanset tabets størrelse. Et krav om erstatning, der overstiger den fastsatte bods størrelse, kan ikke accepteres, medmindre andet er aftalt mellem parterne.

§2. Hvis en betydelig del af forpligtelsen er blevet opfyldt, kan skyldneren anmode om en nedsat konventionalbod, hvilket ligeledes gælder, hvis konventionalboden er åbenbart urimelig.«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

17. Den 1. januar 2010 indgik selskabet G, som er en lille, polsk virksomhed med under 50 ansatte (8), en almindelig tidsbegrænset fastpriskontrakt med leverandøren W, ifølge hvilken sidstnævnte forpligtede sig til at levere elektricitet til en gård med landboturisme beliggende i K (Polen) (herefter »den omtvistede kontrakt«).

18. Den 23. februar 2015 indgik selskabet G og leverandøren W en aftale, ifølge hvilken dette selskab forpligtede sig til at fortsætte den omtvistede kontrakt som minimum indtil den 31. december 2016. I denne forbindelse aftalte parterne, at de havde ret til at opsige den omtvistede kontrakt med et varsel på seks måneder fra datoen for meddelelsen af opsigelsen til udgangen af kalenderåret, og at leverandøren W i tilfælde af, at selskabet G opsagde denne kontrakt førtidigt, kunne kræve betaling af et beløb svarende til prisen på den elektricitet, der ikke blev forbrugt frem til det oprindelige kontraktudløb (herefter »konventionalboden«) (9).

19. Den 30. januar 2015 indgik selskabet G en elektricitetsforsyningskontrakt med Z S.A., et andet elforsyningsselskab, om levering af el til den samme gård med landboturisme. Den 25. februar 2015 oplyste denne anden leverandør på baggrund af en fuldmagt, som selskabet G havde givet hertil, leverandøren W om indgåelsen af denne nye aftale og meddelte, at den omtvistede kontrakt dermed var opsagt, i tilfælde af at sidstnævnte ikke indvilligede i denne nye situation.

20. Den 9. marts 2016 udstedte leverandøren W en debetnota til selskabet G på 63 959,70 polske zloty (PLN) (ca. 15 372 EUR på datoen for kravet) (10) som konventionalbod med forfald den 23. marts 2016. Da selskabet G ikke havde betalt, da fristen udløb, anlagde leverandøren W den 21. november 2016 sag ved Sad Rejonowy dla m. st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen) med påstand om, at dette selskab som konventionalbod blev tilpligtet at betale det førnævnte beløb med tillæg af renter efter loven fra den 24. marts 2016 indtil datoen for betalingen heraf.

21. Ved dom af 7. februar 2020 gav denne ret sagsøgeren medhold i sagen. Denne ret lagde bl.a. til grund, at den omtvistede kontrakt som følge af, at selskabet G skiftede elleverandør, var blevet opsagt førtidigt, hvorfor leverandøren W kunne kræve betaling af konventionalboden som omhandlet i den civile lovbogs artikel 483, §1. I denne henseende lagde den nævnte ret til grund, at kravet om betaling af konventionalboden, som denne leverandør havde fremsat, i henhold til denne lovbogs artikel 484, §1, ikke var betinget af, at der bevisligt forelå en skade, og at denne bod var blevet aftalt i den omtvistede kontrakt med henblik på et eventuelt skift af leverandør, idet bodens størrelse var i overensstemmelse med kontrakts bestemmelser.

22. Selskabet G har appelleret denne dom til Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), som er den forelæggende ret, idet selskabet navnlig har gjort gældende, at det i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2009/72 ikke burde være opkrævet en konventionalbod. Dette selskab har ligeledes gjort gældende, at leverandøren W ikke havde lidt reel skade, men alene havde mistet den avance, som vedkommende kunne have opnået svarende til den mængde elektricitet, som selskabet havde bundet sig til at købe. Denne leverandør har på sin side gjort gældende, at konventionalbodens beløb i henhold til den civile lovbogs artikel 484, §1, skal betales uanset tabets størrelse.

23. Den forelæggende ret har for det første anført, at en endelige kunde i henhold til energilovens artikel 4j, §3a, kan opsige en tidsbegrænset energiforsyningskontrakt uden at skulle afholde andre omkostninger end dem, der fremgår af aftalen, eller betale kompensation. Denne lov fastsætter ingen kriterier for beregningen af den slags omkostninger og kompensation, for så vidt som den ikke indeholder en henvisning til forholdsmæssigheden af sådanne beløb, og udelukker ikke, at det er muligt at kræve en fast kompensation. Inden for rammerne af deres aftalefrihed kan parterne fastlægge omkostninger og kompensation i forbindelse med en førtidig opsigelse af en elektricitetsforsyningskontrakt, herunder opkrævning af en konventionalbod. En sådan bod skal ifølge den civile lovbog betales til fordringshaveren med et beløb bestemt for et sådant tilfælde, uanset tabets størrelse, og kan ikke ex officio nedsættes af en national domstol, idet den part, der anmoder herom, bærer bevisbyrden og skal godtgøre, at bodens størrelse er urimelig. For så vidt angår små virksomheder kan det, idet energilovens artikel 4j, §3a, ikke henviser til forbrugerbeskyttelse, ikke undersøges, om en konventionalbod har karakter af misbrug. Denne lov fastsætter endvidere ikke en mulighed for at nedsætte en konventionalbod ex officio i henseende til erhvervskunder.

24. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, eftersom medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2009/72 skal sørge for, at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde med hensyn til priser, indsats eller tid sikres ret til at skifte elleverandør. Selv om denne artikels stk. 7 bestemmer, at privilegerede kunder reelt let skal kunne skifte til en ny leverandør, og således angiver, at det er nødvendigt at opretholde en tilstrækkelig proportionalitet i forhold til omkostningerne, henviser denne bestemmelse i øvrigt hverken til bod eller kompensation. Selv om forbrugeren de facto påføres en økonomisk ulempe, bør omfanget heraf ikke være et middel til at forskelsbehandle de øvrige elleverandører, hvormed kunden ikke reelt får mulighed for at skifte leverandør.

25. Den nævnte ret har tilføjet, at selv om direktiv 2009/72 finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen, har direktiv 2019/944, som har erstattet det, tilført præciseringer vedrørende retten til frit at skifte elleverandør, som er relevante for fortolkningen af det første direktiv. I denne henseende har den forelæggende ret henvist til bestemmelserne i artikel 4 og artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/944, hvorefter gebyrer, som måtte blive opkrævet af en lille virksomhed som følge af dennes skift af elleverandør, skal være forholdsmæssige og ikke må overstige de direkte økonomiske tab for leverandøren eller den markedsdeltager, der er aktiv inden for aggregering, som følge af kundens opsigelse af kontrakten.

26. Den samme ret har heraf udledt, at den i national ret fastsatte mulighed for at pålægge en konventionalbod, uanset tabets størrelse, uden klare eller præcise kriterier for beregningen af denne bod kunne underminere det mål om beskyttelse, der er fastsat i artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 og artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/944, idet den de facto ville begrænse kundens frihed til at opsige sin elektricitetsforsyningskontrakt.

27. Den forelæggende ret har for det andet i lyset af målet med direktiv 2009/72 om, at det skal være let at skifte leverandør på en ikke-diskriminerende måde, og nødvendigheden af at overholde proportionalitetsprincippet undersøgt muligheden for, at en elleverandør i kontrakten med en kunde kan fastsætte gebyrer for opsigelse af den pågældende kontrakt inden dennes udløb, når disse gebyrer de facto svarer til omkostningerne frem til det oprindelige kontraktudløb ved den ikke-forbrugte elektricitet. I denne henseende har denne ret lagt til grund, at direktiv 2019/944 i artikel 12, stk. 3, giver nyttige anvisninger til, hvorledes artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 kan fortolkes, idet det ikke udelukkes, at der er mulighed for at pålægge gebyrer, som dog skal være forholdsmæssige. I denne forbindelse ønsker den nævnte ret oplyst, om det er lovligt, at det i kontraktbestemmelser fastsættes, at gebyrerne for førtidig opsigelse af en tidsbegrænset kontrakt modsvarer en gæld i form af værdien af den mængde elektricitet, der ikke bliver forbrugt, men som kunden potentielt kunne have forbrugt i kontraktens resterende løbetid, og om det er muligt at beregne disse gebyrer ved henvisning til en bestemmelse af typen »take-or-pay«. Den samme ret ønsker oplyst, om en sådan mekanisme i alt væsentligt vil være til hinder for et reelt skift af elleverandør. Hvis konventionalbodens beløb svarer til omkostningen ved den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb, vil den førtidige opsigelse af kontrakten give det samme resultat for kunden som en fortsættelse af kontraktforholdet med leverandøren. I en sådan situation vil en kunde, der ønsker at opsige kontrakten, sandsynligvis alligevel vælge at bevare det kontraktforhold, som vedkommende finder ugunstigt, og leverandøren vil under alle omstændigheder være sikker på en økonomisk gevinst i hele kontraktperioden. En sådan bod ville være ensbetydende med at pålægge kunden hele den økonomiske risiko ved opsigelsen af kontrakten og dermed være åbenbart urimelig.

28. Den forelæggende ret har anført, at elleverandøren, når denne får en kunde, samtidig binder sig til visse udgifter såsom indkøb af elektricitet. Det er derfor spørgsmålet, hvorledes det direkte økonomisk tab for en elleverandør skal beregnes i tilfælde af en kundes førtidige opsigelse af kontrakten, dvs. om der skal tages hensyn til prisen på den forbrugte elektricitet eller tillige prisen på transmissionen eller distributionen heraf. For at undgå indvendinger imod skønsmæssig og vilkårlig anvendelse og samtidig sikre en retfærdig fordeling af bevisbyrden og for at sikre den nationale lovgivnings overensstemmelse med direktiv 2009/72 bør det i denne forbindelse undersøges, om beregningsmetoden for gebyrerne for førtidig opsigelse af en tidsbegrænset fastpriselektricitetsforsyningskontrakt bør være udtrykkeligt fastsat i energilovens bestemmelser.

29. På denne baggrund har Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 3, stk. 5 og 7, i [direktiv 2009/72], der bestemmer, at energikunders ([små virksomheder]) rettigheder ved skift af energileverandør skal være i overensstemmelse med princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, og at dette [skift] skal ske på en ikke-diskriminerende måde med hensyn til priser, indsats og tid, fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for, at energikunden pålægges en konventionalbod for at opsige aftalen om levering af energi, der er indgået for en bestemt periode, når kunden ønsker at skifte energileverandør, uanset størrelsen af det lidte tab ([den civile lovbogs artikel 483, §1, og artikel 484, §1 og 2]), og uden at kriterierne for beregning og udmåling af en sådan bod er specificeret i [energilovens artikel 4j, §3a]?

2) Skal artikel 3, stk. 5 og 7, i [direktiv 2009/72], der bestemmer, at energikunders ([små virksomheder]) rettigheder ved [skift] af energileverandør skal udøves på en ikke-diskriminerende måde i forhold til priser, indsats eller tid og overholde princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for en sådan fortolkning af aftalen, at der i tilfælde af førtidig opsigelse af aftalen om levering af energi, der er indgået med leverandøren for en bestemt periode, er mulighed for at opkræve gebyrer fra kunderne ([små virksomheder]), der de facto svarer til omkostningerne ved den ikke-modtagne energi indtil aftalens [oprindelige] ophør i henhold til princippet »take-or-pay-princippet«?«

30. Den polske og den græske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

IV. Bedømmelse

31. Med disse to præjudicielle spørgsmål, som bør besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, der førtidigt opsiger en tidsbegrænset fastpriskontrakt om elektricitetsforsyning for at skifte leverandør, kan være forpligtet til at betale en konventionalbod i den situation, hvor denne lovgivning fastsætter, at denne bod skal betales, uanset størrelsen af det tab, som den tidligere leverandør lider, og selv om denne lovgivning ikke fastsætter et kriterium for beregning eller nedsættelse af den nævnte bod og tillader, at beløbet for denne bod svarer til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb.

32. I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at selskabet G er en lille virksomhed, der har indgået den omtvistede kontrakt om levering af elektricitet til en gård med landboturisme. Den 9. marts 2016 sendte leverandøren W i henhold til denne kontrakts bestemmelser en opkrævning til selskabet G af en konventionalbod for førtidig opsigelse af den nævnte kontrakt som følge af leverandørskift, hvis beløb svarede til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet, som dette selskab havde bundet sig til at købe af leverandøren indtil udløbet af samme kontrakt. Som den forelæggende ret har bemærket, giver den nationale lovgivning mulighed for, at kunden kan opsige en tidsbegrænset kontrakt uden at skulle afholde andre omkostninger end dem, der fremgår af aftalen, eller betale kompensation, dog uden at præcisere, hvilke kriterier der skal anvendes ved beregningen heraf, og uden at give mulighed for ex officio at nedsætte en bod, medmindre den berørte part anmoder herom, idet denne i så fald bærer bevisbyrden for, at denne bod er urimelig. I henhold til national lovgivning er konventionalbodens beløb endvidere ikke betinget af det lidte tab. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en sådan lovgivning er i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2009/72, som bl.a. fastsætter medlemsstaternes forpligtelser hvad angår forbrugerbeskyttelse (11), navnlig i denne artikels stk. 5 og 7, som endnu ikke er blevet fortolket af Domstolen.

33. Det skal indledningsvis påpeges, at det af Domstolens faste praksis fremgår, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (12).

34. For så vidt angår ordlyden af de pågældende bestemmelser er det i denne henseende i første række bestemt i artikel 3, stk. 5, litra a), i direktiv 2009/72, at medlemsstaterne sikrer, at det er muligt for kunder, »samtidig med at aftalens betingelser overholdes«, der ønsker at skifte leverandør, at få den/de pågældende operatør(er) til at effektuere dette skift inden for tre uger (13), og at alle kunder på en ikke-diskriminerende måde sikres denne ret med hensyn til priser, indsats eller tid. Bortset fra at denne artikels stk. 7 ved første øjekast primært og specifikt omhandler »sårbare forbrugere«, er det endvidere mere generelt bestemt heri, at medlemsstaterne sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og -vilkår, og at »privilegerede kunder reelt let« kan »skifte til en ny leverandør«. Ligeledes er det i stk. 7 fastsat, at »[m]ed hensyn til i det mindste privatkunder« omfatter disse foranstaltninger de tiltag, der omhandles i bilag I til dette direktiv.

35. I artikel 2, nr. 12), i direktiv 2009/72 er en »privilegeret kunde« defineret som en kunde, som frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget valg som omhandlet i dette direktivs artikel 33. I overensstemmelse med sidstnævnte artikels stk. 1, litra c), har begrebet »privilegeret kunde« siden 1. juli 2007 omfattet »alle kunder«. Medlemsstaterne er følgelig forpligtede til at sikre samtlige kunder, herunder en lille virksomhed, uanset sårbarhed, mulighed for reelt let at skifte elleverandør.

36. Det fremgår således af ordlyden af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72, at en elleverandørs kunde skal beskyttes, når vedkommende ønsker at skifte leverandør. Selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt nævner muligheden for, at den tidligere leverandør kan forlange betaling af en konventionalbod for førtidig opsigelse af kontrakten, og endnu mindre angiver kriterier, der skal anvendes ved beregningen af bodens størrelse, er det samtidig fastsat i stk. 5, litra a), at kontraktens betingelser og vilkår skal overholdes.

37. Det er følgelig min opfattelse, at ordlyden af artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 principielt ikke kan udelukke, at det i en elektricitetsforsyningskontrakt fastsættes, at der pålægges kunden en konventionalbod for førtidig opsigelse af en tidsbegrænset fastpriskontrakt, såfremt denne kunde ønsker at skifte leverandør. Ifølge disse bestemmelser må størrelsen af denne bod dog ikke fratage den nævnte kunde muligheden for reelt let at skifte leverandør.

38. For så vidt angår i anden række den sammenhæng, hvori artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 indgår, skal det for det første konstateres, at der i denne artikel i stk. 7, sidste punktum, henvises til de forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, der er opregnet i bilag I til dette direktiv, som medlemsstaterne skal vedtage for så vidt angår »i det mindste« privatkunder. Det er bl.a. bestemt i dette bilags punkt 1, litra a), at kunder har ret til en kontrakt med deres elleverandør, idet det i kontrakten angives, hvorvidt der er muligt at opsige kontrakten uden omkostninger. Ifølge denne bestemmelse skal kontraktbetingelserne endvidere være rimelige og velkendte på forhånd, og under alle omstændigheder bør der gives oplysning om betingelserne forud for kontraktens indgåelse eller bekræftelse. Det nævnte bilags punkt 1, litra e), præciserer, at kunder ikke skal betale for at skifte leverandør. Det fremgår således at disse bestemmelser, at »[m]ed hensyn til i det mindste privatkunder« betaler disse ingen gebyrer, når de skifter elleverandør, herunder når der er tale om en tidsbegrænset fastprisforsyningskontrakt.

39. I den foreliggende sag er det ubestridt, at selskabet G ikke alene henhører under begreberne »kunde«, »endelig kunde« og »privilegeret kunde« som defineret i henholdsvis artikel 2, nr. 7), 9) og 12), i direktiv 2009/72, men også begrebet »erhvervskunde« som omhandlet i denne artikels nr. 11), der definerer denne som en fysisk eller juridisk person, der køber elektricitet, der ikke er til brug i deres egen husholdning. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at selskabet G, der indgik den omtvistede kontrakt om levering af elektricitet til en gård med landboturisme, handlede som led i sit erhverv (14).

40. Samtidig henhører dette selskab ikke under begrebet »privatkunde«, der i artikel 2, nr. 10), i direktiv 2009/72 defineres som en kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug. Det fremgår endvidere ikke af forelæggelsesafgørelsen, at Republikken Polen har villet udvide anvendelsesområdet for bilag I til dette direktiv til at omfatte »erhvervskunder«. Bestemmelserne i dette bilags punkt 1, litra a) og e), synes følgelig ikke at finde anvendelse på en erhvervskunde som selskabet G. Det følger heraf, at det nævnte direktiv for en sådan kunde modsætningsvis ikke udelukker, at der i en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet kan fastsættes en konventionalbod i tilfælde af førtidig opsigelse af denne kontrakt som følge af leverandørskift.

41. For det andet fremgår det af 42. betragtning til direktiv 2009/72, at hele Fællesskabets industri og handel, herunder små og mellemstore virksomheder, »[også bør] kunne opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau«, og at navnlig privatkunder og, i det omfang medlemsstaterne finder det hensigtsmæssigt, mindre virksomheder bør kunne gives forsyningspligtgarantier. Anvendelsen af verbet »burde« viser således, at EU-lovgiver har ønsket at overlade en skønsmargen til medlemsstaterne ved at give dem mulighed for, og ikke pligt til, at sikre små virksomheder ret til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det heller ikke af forelæggelsesafgørelsen, at Republikken Polen har benyttet sig af denne mulighed for så vidt angår små virksomheder. I en sådan situation er det min vurdering, at dette direktiv ikke er til hinder for, at en konventionalbod pålægges en lille virksomhed i tilfælde af, at denne førtidigt opsiger sin tidsbegrænsede fastpriskontrakt om levering af elektricitet for at skifte leverandør.

42. Endvidere skal det fremhæves, at direktiv 2019/944, som ophævede og erstattede direktiv 2009/72 med virkning fra den 1. januar 2021, i artikel 12, stk. 2, udtrykkeligt fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at »i det mindste husholdningskunder og små virksomheder« (15) ikke opkræves »skifterelaterede gebyrer«, og samtidig i denne artikels stk. 3 bestemmer, at medlemsstaterne som en undtagelse kan tillade leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, at opkræve kontraktopsigelsesgebyrer af kunder, der frivilligt opsiger tidsbegrænsede fastpriselektricitetsleveringskontrakter før deres udløb, forudsat at sådanne gebyrer er en del af en kontrakt, som en kunde frivilligt har indgået, og at kunden informeres tydeligt om gebyrerne, inden kontrakten indgås.

43. I denne henseende defineres dels et »kontraktopsigelsesgebyr« i artikel 2, nr. 16), i direktiv 2019/944 som et gebyr eller en bøde, som leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, pålægger en kunde for opsigelse af en elektricitetsleverings- eller tjenesteydelseskontrakt, dels et »skifterelateret gebyr« i denne artikels nr. 17) som et gebyr eller en bøde for skift af leverandør eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, herunder kontraktopsigelsesgebyrer, som leverandører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, eller systemoperatører direkte eller indirekte pålægger en kunde. Dette direktiv sondrer følgelig mellem en simpel opsigelse af en forsyningskontrakt og opsigelse med henblik på leverandørskift. Det fremgår af disse bestemmelser, at en lille virksomhed som selskabet G efter det nævnte direktiv har ret til med henblik på at skifte leverandør førtidigt at opsige en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet uden at skulle betale skifterelaterede gebyrer og dermed heller ikke opsigelsesgebyrer.

44. Direktiv 2019/944 finder imidlertid, i betragtning af tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, for det første ikke anvendelse ratione temporis på den foreliggende sag. Selv om dette direktiv fastsætter detaljerede regler om gebyrer, der kan pålægges en lille virksomhed i tilfælde af, at denne førtidigt opsiger en elektricitetsleveringskontrakt, fandtes sådanne regler for det andet ikke i direktiv 2009/72, end ikke implicit, således som det bl.a. fremgår af punkt 41 i dette forslag til afgørelse. Efter min opfattelse kan bestemmelserne i artikel 12 i direktiv 2019/944 følgelig ikke finde anvendelse analogt i forbindelse med den foreliggende sag (16).

45. Endelig fremgår det for det tredje af 52. betragtning til direktiv 2009/72, at »forbrugerne« (17) bør råde over klare og forståelige oplysninger om deres rettigheder i forhold til energisektoren. Det kan efter min opfattelse udledes af denne betragtning, at når en forbruger ønsker at blive forsynet med elektricitet, skal vedkommende inden indgåelsen af en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet i giver fald oplyses klart, fuldstændigt og gennemsigtigt af elleverandøren om, hvorvidt der er fastsat en konventionalbod, på hvilke betingelser denne anvendes, og hvorledes den beregnes, idet bodens størrelse, henset til artikel 3, stk. 7, i direktiv 2009/72, ikke må fratage forbrugeren dennes ret til reelt let at kunne skifte leverandør. I den foreliggende sag fremgår det efter min opfattelse af forelæggelsesafgørelsen, at konventionalboden udtrykkeligt er detaljeret fastsat i den omtvistede kontrakt, hvilket satte selskabet G i stand til at gøre sig bekendt med den præcise beregningsmetode herfor og det forhold, at bodens størrelse svarede til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb (18).

46. Følgelig bekræfter den sammenhæng, hvori artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv af 2009/72 indgår, at en kontrakt, der indgås mellem en elleverandør og en lille virksomhed, principielt kan fastsætte, at der pålægges sidstnævnte en bod for førtidig opsigelse, forudsat at vedkommende er blevet oplyst klart, fuldstændigt og gennemsigtigt om denne bod på tidspunktet for indgåelsen af kontrakten, og såfremt størrelsen af den nævnte bod ikke fratager vedkommende retten til reelt let at kunne skifte leverandør.

47. I tredje række bestyrker de mål, der forfølges med dette direktiv, den fortolkning, hvorefter artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 ikke udelukker, at der pålægges en lille virksomhed en konventionalbod i tilfælde af førtidig opsigelse af en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet, hvis en medlemsstat ikke har udvidet den forbrugerbeskyttelse, der tillægges privatkunder, til også at omfatte disse virksomheder.

48. Målet med direktiv 2009/72 er nemlig, som det fremgår af artikel 1 heri, at fastsætte fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i EU. I denne henseende har dette direktiv ifølge Domstolens praksis til formål hovedsagelig at etablere et åbent og konkurrencebaseret indre marked for elektricitet, der giver forbrugerne mulighed for frit at vælge deres leverandører og disse sidstnævnte leverandører mulighed for frit at levere deres produkter til deres kunder, at skabe ensartede vilkår på dette marked, at garantere en sikker energiforsyning og bekæmpe klimaændringer (19).

49. Hovedformålet med direktiv 2009/72 er følgelig en gennemførelse af det indre marked for elektricitet (20), hvilket navnlig indebærer udvikling af elleverandørerne for i sidste ende at sikre forbrugerne de bedste forsyningsbetingelser. I denne retning fremgår det af 57. betragtning til direktiv 2009/72, at medlemsstaterne skal give forbrugerne mulighed for at udnytte muligheder ved et liberaliseret indre marked for elektricitet.

50. Det skal i så henseende påpeges, at tidsbegrænsede fastpriskontrakter på levering af elektricitet kan sikre forbrugerbeskyttelsen ved at garantere dem en lav og stabil elpris. I denne retning har Kommissionen i sine skriftlige indlæg henvist til en udtalelse fra Rådet af Europæiske Energiregulatorer (CEER) af 17. maj 2016 om gebyrer for førtidig opsigelse (21), ifølge hvilken sådanne kontrakter giver forbrugerne vished for, at omkostningerne ved energien ikke svinger (22). Elleverandøren har imidlertid på sin side ved indgåelsen af en sådan kontrakt afholdt forskellige udgifter med henblik på at indkøbe den samlede mængde energi, der er nødvendig for at dække kundens behov fra begyndelsen, hvilket ifølge CEER indebærer ekstraomkostninger, bl.a. til sikring mod udsving i priserne på engrosmarkedet (23). Hvis en kunde, der har indgået en tidsbegrænset fastpriskontrakt, opsiger denne førtidigt, kan gebyrer for førtidig opsigelse gøre det muligt for leverandøren at få kompensation for omkostningerne ved denne kontrakt. Hvis dette ikke var tilfældet, kunne denne leverandør være tvunget til at vælte risikoen for at skulle afholde sådanne omkostninger over på alle sine kunder, hvilket i sidste ende kunne medføre en prisstigning på elektricitet og mindre valgfrihed for kunderne (24).

51. Det er derfor min opfattelse, at de særlige træk ved tidsbegrænsede fastpriskontrakter på levering af elektricitet i forbindelse med direktiv 2009/72 indebærer, at gebyrer for førtidig opsigelse kan forekomme begrundede med henblik på i sidste ende at sikre beskyttelsen af samtlige forbrugere i form af muligheden for at opnå lavere elpriser.

52. Det er følgelig min vurdering, at hovedproblemet i den foreliggende sag ligger i konventionalbodens størrelse, der både skal gøre det muligt for kunden reelt let at skifte leverandør og sikre den tidligere leverandør en tilstrækkelig kompensation med henblik på at dække de omkostninger, som vedkommende har afholdt for at sikre gennemførelsen af denne kontrakt, idet direktiv 2009/72 ellers vil miste sin effektive virkning.

53. I denne henseende har den forelæggende ret henvist til artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/944, der med hensyn til gebyrer for opsigelse af en tidsbegrænset fastpriselektricitetsleveringskontrakt bestemmer, at disse gebyrer »[ikke må] overstige de direkte økonomiske tab for leverandøren«. Ifølge denne ret viser denne bestemmelse, hvorledes artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 kan fortolkes. For det første finder direktiv 2019/944, jf. punkt 44 i dette forslag til afgørelse, imidlertid ikke anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen. For det andet vedrører denne bestemmelse alene gebyrer for opsigelse af en tidsbegrænset fastpriskontrakt og ikke gebyrer ved leverandørskift. Hvad for det tredje angår små virksomheder har direktiv 2019/944 fulgt en anden tilgang end den, der blev valgt i forbindelse med direktiv 2009/72, idet det udtrykkeligt i artikel 12, stk. 2, heri fastsættes, at medlemsstaterne sikrer, at små virksomheder ikke opkræves skifterelaterede gebyrer. Det er derfor min opfattelse, at direktiv 2019/944 ikke kan tjene som henvisning i en sag som den foreliggende hovedsag.

54. For så vidt angår direktiv 2009/72 må det konstateres, at dette direktiv ikke indeholder anvisninger vedrørende beløbet for de gebyrer, som en lille virksomhed måtte skule betale, når den for at skifte elleverandør førtidigt opsiger en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet, og heller ikke vedrørende måden at beregne disse gebyrer på. Dette direktiv giver således medlemsstaterne en skønsmargen for så vidt angår reguleringen af sådanne opsigelsesgebyrer.

55. Det er følgelig min opfattelse, at svaret på den forelæggende rets spørgsmål er, at en national lovgivning ikke er uforenelig med direktiv 2009/72, alene fordi at det heri bestemmes, at der i tilfælde af førtidig opsigelse af en tidsbegrænset fastpriskontrakt om levering af elektricitet skal betales en konventionalbod, uanset størrelsen af den tidligere leverandørs tab, og selv om denne lovgivning ikke fastsætter et kriterium for beregning eller nedsættelse af den nævnte bod og tillader, at beløbet for denne bod svarer til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb.

56. Medlemsstaternes skønsmargen kan dog ikke få til følge, at retten til reelt let at kunne skifte leverandør bliver indholdsløs, således som det følger af dette direktivs artikel 3, stk. 5 og 7. I denne forbindelse har den forelæggende ret henvist til situationen med en bod, hvis beløb svarer til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til kontraktens udløb i henhold til en »take-or-pay«-bestemmelse (aftag eller betal (25)), dvs. en mindsteaftageforpligtelse. Ifølge en sådan bestemmelse har køberen i givet fald pligt til at betale hele eller en del af den mængde elektricitet, som vedkommende har forpligtet sig til at aftage, uanset om den forbruges eller ej (26). En »take-or-pay«-bestemmelse indebærer ved første øjekast, at forbrugeren afholder den fulde risiko ved den forsyningskontrakt, som vedkommende har indgået, og har en stærkt afskrækkende virkning på denne med hensyn til en opsigelse af denne kontrakt, da dette vil medføre dobbeltbetaling for elektriciteten i tilfælde af førtidig opsigelse. Det kan heraf udledes, at en sådan bestemmelse ikke er forenelig med direktiv 2009/72.

57. Det er imidlertid min vurdering, at det under visse konkrete omstændigheder ikke kan udelukkes, at det inden for rammerne af den nationale lovgivning er muligt, når en leverandør afholder forskellige omkostninger for at sikre gennemførelsen af den tidsbegrænsede fastpriskontrakt frem til dens udløb, navnlig ved indkøb af elektricitet til at dække kundens behov fra begyndelsen, at denne leverandørs udgifter på grund af den førtidige opsigelse af denne kontrakt reelt svarer til det beløb, som kunden ville have betalt frem til kontraktens udløb, hvis vedkommende havde gennemført den som planlagt.

58. Det tilkommer i den foreliggende sag den forelæggende ret at vurdere, om konventionalboden tilsidesætter selskabet G’s ret til reelt let at kunne skifte leverandør, idet den tager samtlige tvistens konkrete omstændigheder i betragtning, herunder forholdsmæssigheden af konventionalbodens størrelse, idet dette beløb ikke må overstige dækningen af de omkostninger, som den tidligere leverandør har afholdt som følge af den førtidige opsigelse af kontrakten, for at undgå ugrundet berigelse af denne leverandør (27).

59. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at de præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, der førtidigt opsiger en tidsbegrænset fastpriskontrakt om elektricitetsforsyning for at skifte leverandør, kan være forpligtet til at betale en konventionalbod i den situation, hvor denne lovgivning fastsætter, at denne bod skal betales, uanset størrelsen af det tab, som den tidligere leverandør lider, og selv om denne lovgivning ikke fastsætter et kriterium for beregning eller nedsættelse af den nævnte bod og tillader, at beløbet for denne bod svarer til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb, forudsat at den nævnte virksomhed er blevet oplyst klart, fuldstændigt og gennemsigtigt af leverandøren om samme bod, på hvilke betingelser denne anvendes, og hvorledes den beregnes, og såfremt konventionalbodens størrelse ikke fratager samme virksomhed retten til reelt let at skifte leverandør. Det tilkommer i denne henseende den nationale domstol at tage samtlige tvistens konkrete omstændigheder i betragtning, herunder forholdsmæssigheden af konventionalbodens størrelse, idet dette beløb ikke må overstige dækningen af de omkostninger, som den tidligere leverandør har afholdt som følge af den førtidige opsigelse af kontrakten.

V. Forslag til afgørelse

60. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Sad Okregowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»Artikel 3, stk. 5 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en lille virksomhed, der førtidigt opsiger en tidsbegrænset fastpriskontrakt om elektricitetsforsyning for at skifte leverandør, kan være forpligtet til at betale en konventionalbod i den situation, hvor denne lovgivning fastsætter, at denne bod skal betales, uanset størrelsen af det tab, som den tidligere leverandør lider, og selv om denne lovgivning ikke fastsætter et kriterium for beregning eller nedsættelse af den nævnte bod og tillader, at beløbet for denne bod svarer til prisen på den ikke-forbrugte elektricitet frem til det oprindelige kontraktudløb, forudsat at den nævnte virksomhed er blevet oplyst klart, fuldstændigt og gennemsigtigt af leverandøren om den nævnte konventionalbod, på hvilke betingelser denne anvendes, og hvorledes den beregnes, og såfremt konventionalbodens størrelse ikke fratager samme virksomhed retten til reelt let at skifte leverandør. Det tilkommer i denne henseende den nationale domstol at tage samtlige tvistens konkrete omstændigheder i betragtning, herunder forholdsmæssigheden af bodens størrelse, idet dette beløb ikke må overstige dækningen af de omkostninger, som den tidligere leverandør har afholdt som følge af den førtidige opsigelse af kontrakten.«

1 - Originalsprog: fransk.

2 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55, berigtiget i EUT 2016, L 268, s. 118).

3 - EFT 1997, L 144, s. 19.

4 - EFT 1993, L 95, s. 29.

5 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 5.6.2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125).

6 - Dz.U. 1997, nr. 54, position 348.

7 - Dz.U. 1964, nr. 16, position 93.

8 - I henhold til artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/72 er en »lille virksomhed« som omhandlet i dette direktiv en virksomhed med under 50 ansatte og en årlig omsætning eller balance på højst 10 mio. EUR.

9 - Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det i den nævnte aftales artikel 4, stk. 4, er fastsat, at »leverandøren W i tilfælde af opsigelse af de i artikel 1 omtvistede kontrakter inden udløbet af den periode, som nærværende aftale er indgået for, kan opkræve kunden et beløb, der svarer til differencen mellem værdien af den elektricitet, som kunden i stk. 1 har erklæret at ville aftage til den pris, der er fastsat i artikel 2, og værdien af den elektricitet, som kunden har forbrugt frem til opsigelsen af kontrakten til den pris, der er fastsat i artikel 2, idet denne difference er positiv«. Selskabet G bandt sig i øvrigt ifølge denne aftale over for leverandøren W til at aftage en bestemt mængde elektricitet.

10 - Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at elprisen i den omtvistede kontrakt for perioden fra den 1.3.2015 til den 31.12.2016 var fastsat til 261,06 PLN/MWh (ca. 61,24 EUR på datoen for kravet), og at selskabet G i denne periode skulle købe 245 MWh af leverandøren W, hvilket vil sige et samlet beløb på 63 959,70 PLN (ca. 15 372 EUR på datoen for kravet) svarende til den opkrævede konventionalbod.

11- Jf. dom af 23.1.2020, Energiavirasto (C-578/18, EU:C:2020:35, præmis 23).

12 - Jf. navnlig dom af 22.6.2023, Pankki S (C-579/21, EU:C:2023:501, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

13 - Således som Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den omtvistede kontrakt ikke fastsatte en frist på tre uger for at opsige kontrakten, men på seks måneder fra datoen for meddelelsen af opsigelsen med virkning fra udgangen af kalenderåret. Da de spørgsmål, der er forelagt i den foreliggende sag, ikke vedrører opsigelsesfristens længde, vil jeg imidlertid ikke gå nærmere ind i dette spørgsmål.

14 - I sine skriftlige indlæg har Kommissionen hævdet, at det vil være hensigtsmæssigt at henvise til bestemmelserne om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, bl.a. dem, der er omhandlet i direktiv 93/13. Jeg påpeger i denne henseende, således som det fremgår af tiende betragtning til dette direktiv, at de ensartede bestemmelser vedrørende urimelige vilkår, der er fastlagt i det nævnte direktiv, skal finde anvendelse, på »alle aftaler«, som indgås mellem »erhvervsdrivende« og »forbrugere«, som defineret i samme direktivs artikel 2, litra b) og c). I overensstemmelse med den nævnte artikel 2, litra b), er en »forbruger« en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv (jf. navnlig dom af 9.7.2020, Raiffeisen Bank og BRD Groupe Société Générale, C-698/18 og C-699/18, EU:C:2020:537, præmis 69 og 70 og den deri nævnte retspraksis). Da selskabet G imidlertid i det foreliggende tilfælde handlede som led i sit erhverv, er der i den foreliggende sag efter min opfattelse ingen grund til at henvise til direktiv 93/13.

15 - Min fremhævelse.

16 - Jeg påpeger, at der i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94), som stadig er gældende, findes bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i artikel 3, stk. 5 og 7, i direktiv 2009/72. Jf. artikel 3, stk. 3 og 6, i direktiv 2009/73.

17 - Jeg minder om, at i mangel af en ensartet definition af forbrugerbegrebet i primærretten indeholder hver enkelt EU-retsakt om forbrugerspørgsmål sin egen definition, som kun gælder i den pågældende retsakt (jf. i denne retning generaladvokat Pitruzzellas forslag til afgørelse YYY. (Begrebet forbruger), C-570/21, EU:C:2022:1002, punkt 32). I forbindelse med direktiv 2009/72 er begrebet »forbruger« ikke defineret og synes at skulle forstås bredt, bl.a. henset til første betragtning hertil, hvoraf det fremgår, at formålet med det indre marked for elektricitet er at stille reelle valgmuligheder til rådighed for »alle forbrugere i Den Europæiske Union, privatpersoner som erhvervsdrivende«.

18 - Jf. fodnote 9 i dette forslag til afgørelse.

19 - Jf. dom af 12.12.2019, Slovenské elektrárne (C-376/18, EU:C:2019:1068, præmis 32), og af 11.6.2020, Prezident Slovenskej republiky (C-378/19, EU:C:2020:462, præmis 22).

20 - Dom af 28.11.2018, Solvay Chimica Italia m.fl. (C-262/17, C-263/17 og C-273/17, EU:C:2018:961, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

21 - Dette dokument kan læses (på engelsk) på følgende webadresse: https://www.ceer.eu/documents/104400/-/-/792d2636-53db-f60c-a7b7-7a676f3a28d0

22 - Jf. s. 2 i CEER’s udtalelse.

23 - Jf. s. 2 i CEER’s udtalelse.

24 - Jf. s. 2 i CEER’s udtalelse.

25 - Frit oversat.

26 - »Take-or-pay«-bestemmelsen, der hyppigt anvendes i forsyningskontrakter, herunder i energisektoren, har tre primære kendetegn, nemlig for det første en karakter af kompensation, for så vidt som den har til formål at sikre modtageren en kompensation for den omstændighed, at medkontrahenten ikke opfylder sine forpligtelser, og gør det muligt at undgå det til tider komplekse spørgsmål om, hvorvidt skadens realitet og omfang kan bevises, for det andet et element af foregribelse, eftersom parterne på forhånd ved indgåelsen af kontrakten fastsætter den bod, som fordringshaveren har krav på, hvis kunden ikke opfylder sine forpligtelser, og for det tredje et fast element i form af et fast beløb eller en bestemt procentdel, der sættes temmelig højt for at tilskynde til agtpågivenhed, af den samlede værdi af varerne eller salgsprisen. Jf. navnlig B. Kohl et al., »Les clauses take or pay: des clauses originales et méconnues«, Journal des tribunaux, 2009, nr. 6354, s. 349-358, navnlig s. 354-356.

27 - I denne henseende skal det nævnes, at de nationale domstole med føje kan påse, at beskyttelsen af de rettigheder, som Den Europæiske Unions retsorden tilsikrer, ikke indebærer en ugrundet berigelse af dem, som rettighederne er tillagt (jf. dom af 30.3.2023, AR m.fl. (Krav direkte mod forsikringsselskabet), præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).