C-571/21 RWE Power - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

9. marts 2023

»Præjudiciel forelæggelse - beskatning af energiprodukter og elektricitet - direktiv 2003/96/EF - artikel 14, stk. 1, litra a) - artikel 21, stk. 3, andet og tredje punktum - elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet og til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet - fritagelse - rækkevidde - minedrift i åbent brud - elektricitet, der anvendes til brændstoftanke og transportmidler«

I sag C-571/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland) ved afgørelse af 6. september 2021, indgået til Domstolen den 16. september 2021, i sagen

RWE Power Aktiengesellschaft

mod

Hauptzollamt Duisburg

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, E. Regan, og dommerne D. Gratsias, M. Ilešic, I. Jarukaitis og Z. Csehi (refererende dommer),

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- RWE Power Aktiengesellschaft ved L. Freiherr von Rummel og R. Stein, Rechtsanwälte,

- Hauptzollamt Duisburg ved S. Imhof, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved A. Armenia og R. Pethke, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. oktober 2022,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 1, litra a), og artikel 21, stk. 3, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem RWE Power Aktiengesellschaft og Hauptzollamt Duisburg (hovedtoldkontoret i Duisburg, Tyskland) angående sidstnævntes afslag på at fritage den elektricitet, som RWE Power i 2003 og 2004 anvendte i sine åbne brud såvel som i sine kraftværker i forbindelse med selskabets produktion af elektricitet, for afgift.

Retsforskrifter

EU-retten

3 2.-5. og 24. betragtning til direktiv 2003/96 har følgende ordlyd:

»(2) Mang[l]en på EF-bestemmelser om minimumsbeskatning af elektricitet og andre energiprodukter end mineralolier kan være til skade for et velfungerende indre marked.

(3) Et velfungerende indre marked og gennemførelsen af formålene med EF’s øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på EF-plan for de fleste energiprodukter, herunder elektricitet, naturgas og kul.

(4) Betydelige forskelle mellem medlemsstaternes energiafgiftssatser vil kunne vise sig at modarbejde et velfungerende indre marked.

(5) Fastsættelse af passende EF-minimumsafgiftssatser for beskatning kan gøre det muligt at formindske de nuværende forskelle mellem de nationale afgiftssatser.

[...]

(24) Medlemsstaterne bør have mulighed for at indrømme visse andre fritagelser eller at anvende lavere afgiftssatser, når det ikke er til skade for et velfungerende indre marked eller medfører konkurrenceforvridning.«

4 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:

»Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.«

5 Direktivets artikel 2, stk. 1, litra b), fastsætter, at der i dette direktiv ved »energiprodukter« navnlig forstås varer under KN-kode 2702, som svarer til »brunkul og brunkulsbriketter, også agglomereret, undtagen jet«.

6 Direktivets artikel 14 bestemmer:

»1. Ud over de almindelige bestemmelser i [Rådets] direktiv 92/12/EØF [af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2000/47/EF af 20. juli 2000 (EFT 2000, L 193, s. 73)] om fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige produkter, og medmindre andet er fastsat i andre EF-bestemmelser, fritager medlemsstaterne følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:

a) Energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Medlemsstaterne kan imidlertid af miljøpolitiske hensyn beskatte disse produkter uden at overholde dette direktivs minimumsafgiftssatser. I så fald skal beskatningen af disse produkter ikke medregnes ved vurderingen af, om minimumsafgiftssatsen for elektricitet i henhold til artikel 10 er overholdt.

[...]

c) Energiprodukter, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder fiskeri), bortset fra sejlads med fritidsfartøjer, og elektricitet, der produceres om bord på et fartøj.

[...]

2. Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsesområdet for de fritagelser, der er omhandlet i stk. 1, litra b) og c), til international transport og transport inden for EF. Desuden kan en medlemsstat, der har indgået en bilateral aftale med en anden medlemsstat, ophæve fritagelserne i henhold til stk. 1, litra b) og c). I så fald kan de anvende en afgiftssats, der er lavere end dette direktivs minimumssatser.«

7 Dette direktivs artikel 21, stk. 3, har følgende ordlyd:

»Forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, betragtes ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Medlemsstaterne kan også betragte forbrug af elektricitet og andre energiprodukter, der ikke er produceret på virksomhedens område, og forbrug af energiprodukter og elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed. Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette imidlertid som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder.«

8 Direktivets artikel 21, stk. 5, tredje afsnit, har følgende ordlyd:

»En enhed, der fremstiller elektricitet til eget forbrug, betragtes som en distributør. Uanset artikel 14, stk. 1, litra a), kan medlemsstaterne fritage mindre elektricitetsproducenter, såfremt de lægger afgift på de energiprodukter, der anvendes til fremstilling af denne elektricitet.«

Tysk ret

9 I Tyskland er afgiften på elektricitet navnlig reguleret ved Stromsteuergesetz (lov om elektricitetsafgift) af 24. marts 1999 (BGBl. 1999 I, s. 378, og BGBl. 2000 I, s. 147), som ændret ved lov af 23. december 2002 (BGBl. 2002 I, s. 4602), og lov af 29. december 2003 (BGBl. 2003 I, s. 3076), der finder anvendelse på skatteårene 2003 og 2004 (herefter »lov om elektricitetsafgift«).

10 § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om elektricitetsafgift i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, bestemmer, at elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, er fritaget for afgift.

11 § 11 i lov om elektricitetsafgift bemyndiger finansministeriet til ved bekendtgørelse bl.a. at udstede bestemmelser til gennemførelse af de i lov om elektricitetsafgifts § 9 fastsatte begunstigelser.

12 Den relevante bekendtgørelse fra det nævnte ministerium, nemlig Verordnung zur Durchführung des Stromsteuergesetzes (bekendtgørelse om gennemførelse af lov om elektricitetsafgift) af 31. maj 2000 (BGBl. 2000 I, s. 794), fastsætter i sin § 12, stk. 1, nr. 1, at begrebet »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet« som omhandlet i § 9, stk. 1, nr. 2, i lov om elektricitetsafgift omfatter elektricitet, som i en elektricitetsproduktionsenheds bi- og hjælpeanlæg navnlig med henblik på vandbehandling, vandtilførsel til dampkedler, luftforsyning, brændstofforsyning og røggasrensning anvendes til produktion af elektricitet i teknisk forstand.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 RWE Power drev i brunkulsområdet ved Rhinen tre geografisk adskilte åbne brud, i hvilke virksomheden udvandt brunkul overvejende til produktion af elektricitet i virksomhedens el-kraftværker og op til 10% til produktion af brunkulsstøv og -briketter på virksomhedens fabrikker.

14 I løbet af 2004 udtog RWE Power i alt 2 847 925,939 megawatt timer (MWh) elektricitet for åbne brud, som RWE Power i det væsentlige anvendte for det første til vandpumper til sænkning af grundvandsspejlet, for det andet til store maskiner såsom skovlhjulsgravemaskiner, som gravede rå brunkul og jord, og i maskiner til opfyldning, som atter opfyldte en anden del af det åbne brud, for det tredje til belysning af det åbne brud og for det fjerde til transport af det rå brunkul med elektrisk drevne godstog på egne skinner og i elektrisk drevne transportbåndsanlæg, som transporterede såvel brunkul som jord.

15 Driften af RWE Powers el-kraftværker var baseret på uafbrudt produktion af elektricitet. For at sikre denne havde RWE Power siloer til brunkullet, hvorfra kullet efterhånden blev tilført til kedlerne i kraftværkerne. Brunkul var oplagret i alle åbne brud. Dernæst blev brunkullet transporteret til kraftværkernes siloer af et transportbåndsanlæg eller af virksomhedens egen elektriske jernbane. Herfra læssede elektrisk drevne gravemaskiner brunkullet på et transportbånd, som førte brunkullet til kulknusningsanlæggene. Endelig blev det knuste brunkul lagret i kedelsiloerne.

16 I forbindelse med en afgiftskontrol, som hovedtoldkontoret i Duisburg havde anordnet, blev det i en rapport af 20. maj 2009 konkluderet, at forbehandlingen af brunkullet skulle udgøre »produktion af et brændstof« og dermed pålægges elektricitetsafgift. Denne kvalifikation gjaldt ligeledes for al elektricitet, der anvendes til udvinding og transport af brunkullet, med den yderligere konsekvens, at der også skal betales elektricitetsafgift af elektricitet, der forbruges af kulgravemaskiner, transportbånd og kulknusningsanlæg.

17 Da RWE Powers klage over afgiftsfastsættelsen, der blev fastsat den 8. oktober 2009 af hovedtoldkontoret i Duisburg efter denne afgiftskontrol, blev afvist, anlagde RWE Power sag ved Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf, Tyskland), som er den forelæggende ret.

18 RWE Power har for denne ret gentaget sit synspunkt om, at al elektricitet, som er nødvendig for elektricitetsproduktionsprocessen, i henhold til direktiv 2003/96 skal være omfattet af afgiftsfritagelse. Alle bi- og hjælpefaciliteter, som er nødvendige for driften af et elektricitetsproduktionsanlæg, bør i princippet være omfattet af afgiftsfritagelsen for elektricitet. Brunkul skal anses for et brændstof, således at anvendelsen af elektricitet til udvinding og transport i det åbne brud ligeledes er afgiftsfritaget for elektricitetsafgift.

19 Den forelæggende ret har ligeledes givet udtryk for tvivl med hensyn til den nøjagtige rækkevidde af fritagelsen jf. artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96.

20 Under disse omstændigheder har Finanzgericht Düsseldorf (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i [direktiv 2003/96,] for så vidt som [denne bestemmelse foreskriver], at elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, fritages for beskatning, under hensyntagen til artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96 fortolkes således, at denne fritagelse også omfatter processer, hvor energiprodukterne udvindes i åbne brud og i kraftværkerne gøres mere egnet til anvendelsen i kraftværkerne, såsom brydning, frasortering af fremmedelementer og knusning til den størrelse, der er nødvendig for driften af kedlen?

2) Kan artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, for så vidt som [denne bestemmelse] fastsætter, at elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, fritages for beskatning, under hensyntagen til artikel 21, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2003/96 fortolkes således, at også anvendelse af elektricitet til drift af silosystemer og transportmidler, som er nødvendige for at drive kraftværkerne permanent, fritages for beskatning?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

21 Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, sammenholdt med direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktum, skal fortolkes således, at afgiftsfritagelsen for »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, der er fastsat i denne bestemmelse, omfatter den elektricitet, der anvendes i forbindelse med udvinding af et energiprodukt, såsom brunkul, i et åbent brud og omdannelse samt viderebehandling af dette produkt i kraftværker med henblik på produktion af elektricitet.

22 I overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 fritager medlemsstaterne energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, for beskatning, på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug.

23 Artikel 21, stk. 3, første punktum, i direktiv 2003/96 fastslår, at forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, ikke betragtes som en afgiftsudløsende begivenhed for energiprodukter, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Andet punktum i stk. 3 præciserer, at medlemsstaterne også kan betragte forbrug af elektricitet og andre energiprodukter, der ikke er produceret på virksomhedens område, og forbrug af energiprodukter og elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed.

24 Indledningsvis bemærkes, at direktiv 2003/96, således som det fremgår af tredje til femte betragtning til direktivet og direktivets artikel 1, har til formål at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet, inden for hvis rammer beskatning er reglen, i overensstemmelse med de nærmere regler, der er fastsat i dette direktiv (dom af 3.12.2020, Repsol Petróleo, C-44/19, EU:C:2020:982, præmis 21).

25 Ifølge fast retspraksis skal bestemmelserne om fritagelserne i direktiv 2003/96 derudover fortolkes selvstændigt ud fra deres ordlyd samt opbygningen af og formålene med direktivet (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

26 Hvad for det første angår ordlyden af artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 fremgår det af ordene »energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, at anvendelsen af elektricitet skal ske på to bestemte måder.

27 For det første skal anvendelsen af elektricitet ske inden for rammerne af produktionen af elektricitet ved at bidrage direkte til den tekniske proces i produktionen (jf. i denne retning dom af 3.12.2020, Repsol Petróleo, C-44/19, EU:C:2020:982, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 53-55 i forslaget til afgørelse, at anvendelsen af elektricitet til at omdanne og behandle et energiprodukt såsom brunkul, såsom brydning, frasortering af fremmedelementer, knusning og tørring, kan være omfattet af fritagelsen i artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, når disse processer er uomgængelige og direkte bidrager til elektricitetsproduktionsprocessen. Som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, omfatter afgiftsfritagelsen i henhold til denne bestemmelse derimod ikke en anvendelse af elektricitet, der alene anvendes i forbindelse med elektricitetsproduktionsprocessen, således som det bl.a. er tilfældet med el-forbruget i et kraftværks administrative bygninger.

28 Afgiftsfritagelsen forudsætter for det andet, at elektriciteten anvendes til at producere elektricitet og ikke til at fremstille et energiprodukt, såsom brunkul. Det følger heraf, som generaladvokaten har anført i punkt 50 og 51 i forslaget til afgørelse, at for så vidt som elektricitet anvendes i forbindelse med enhver proces i forbindelse med produktion af brunkul, navnlig i processen vedrørende udvinding af brunkul og dettes transport med henblik på oplagring, er dette forbrug ikke omfattet af fritagelsen i artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96.

29 Det er i denne forbindelse uden betydning, at et råmateriale såsom brunkul udvindes fra en mine til efterfølgende at blive anvendt inden for rammerne af en integreret elektricitetsproduktionsproces, som finder sted på samme produktionssted eller i det mindste i nærheden af udvindingsstedet, således at udvinding og transport af brunkul udgør mellemliggende trin, der er uløseligt forbundet med denne særlige elektricitetsproduktionsmetode. Selve den omstændighed, at den anvendte elektricitet kun fører til elektricitetsproduktion ved hjælp af et energiprodukt, som principielt selv er genstand for den beskatning, der er fastsat i direktiv 2003/96, viser nemlig, at denne elektricitet ikke »direkte« bidrager til den tekniske elektricitetsproduktionsproces, hvilket er i strid med det krav, der fremgår af denne doms præmis 27.

30 Hvad for det andet angår opbygningen af direktiv 2003/96 bemærkes, at direktivet ikke tilsigter at indføre generelle fritagelser. Eftersom artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/96 indeholder en udtømmende opregning af de fritagelser, som er obligatoriske for medlemsstaterne inden for rammerne af beskatningen af energiprodukter og elektricitet, skal dets bestemmelser heller ikke fortolkes udvidende, idet den harmoniserede beskatning, som er indført ved dette direktiv, ellers ville blive frataget enhver effektiv virkning (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 24 og 25, og dom af 7.11.2019, Petrotel-Lukoil, C-68/18, EU:C:2019:933, præmis 40).

31 Selv om det kan antages, at ethvert forbrug af elektricitet, uanset på hvilket trin af elektricitetsproduktionen det finder sted, ikke er uafhængigt af den elektricitet, der i sidste ende produceres, forholder det sig ikke desto mindre således, at det med henblik på at bevare den effektive virkning af den ekstraordinære karakter af afgiftsfritagelsen, skal lægges til grund, at kun en anvendelse, der direkte bidrager til den tekniske proces for elektricitetsproduktion, er omfattet af afgiftsfritagelsen i henhold til denne bestemmelse, hvilket navnlig udelukker enhver elektricitetsproduktion, der finder sted på et tidligere tidspunkt med henblik på fremstilling af et mellemprodukt, som selv anvendes til elektricitetsproduktion på et senere tidspunkt.

32 I denne sammenhæng bemærkes, at Domstolen med hensyn til afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/96, hvorefter energiprodukter, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder til fiskeri), bortset fra sejlads med fritidsfartøjer, og elektricitet, der produceres om bord på et fartøj, er afgiftsfritaget, kræver, at anvendelsen af denne fritagelse angår sejladser, der direkte tjener til levering af en tjenesteydelse mod vederlag, og ikke på nogen anden måde (jf. i denne retning dom af 13.7.2017, Vakaru Baltijos laivu statykla, C-151/16, EU:C:2017:537, præmis 29 og 30).

33 Denne fortolkning understøttes af bestemmelserne i artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96, hvorefter medlemsstaterne som en undtagelse kan betragte forbrug af elektricitet, der ikke er produceret på et område, der tilhører en virksomhed, som producerer energiprodukter, og forbrug af elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, som producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed.

34 Som generaladvokaten har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, ville denne fakultative fritagelse blive frataget enhver effektiv virkning, hvis den elektricitet, der anvendes i forbindelse med fremstillingen af et energiprodukt, som i sig selv endog anvendes til at producere elektricitet, allerede falder ind under den obligatoriske fritagelse, der er omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, udelukkende på grund af de to produktionssteders nærhed. I det foreliggende tilfælde har Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid ifølge oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen ikke gjort brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 21, stk. 3, andet punktum.

35 Hvad for det tredje angår formålene med direktiv 2003/96 skal det indledningsvis bemærkes, at dette direktiv, således som det fremgår af 2.-5. og 24. betragtning hertil, ved at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet skal fremme et velfungerende indre marked i energisektoren, idet navnlig konkurrenceforvridning skal undgås (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 29).

36 Med dette formål for øje har EU-lovgiver særligt på området for elektricitet, således som det bl.a. fremgår af s. 5 i begrundelsen for forslaget til Rådets direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (EFT 1997, C 139, s. 14), truffet det valg at pålægge medlemsstaterne at beskatte distribueret elektricitet i henhold til artikel 1 i direktiv 2003/96, idet de energiprodukter, der anvendes til at producere denne elektricitet, samtidig skal fritages for beskatningen, hvilket har det formål at undgå dobbeltbeskatning af elektricitet (dom af 7.3.2018, Cristal Union, C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 30).

37 Hvis den elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet i en elektricitetsproduktionsenhed som den i hovedsagen omhandlede, ikke var afgiftsfritaget i medfør af artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, ville der imidlertid netop opstå en risiko for dobbelt afgiftspåligning, eftersom den således producerede elektricitet også ville blive pålagt afgift i henhold til dette direktivs artikel 1.

38 Direktiv 2003/96 udelukker ganske vist ikke enhver risiko for dobbelt afgiftspåligning, idet en medlemsstat i henhold til dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra a), andet punktum, af miljøpolitiske hensyn kan beskatte energiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet (jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems, C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 51).

39 Som sagsøgte i hovedsagen og Europa-Kommissionen med rette har gjort gældende, ville der, hvis den elektricitet, der anvendes til udvinding og transport af brunkul, ikke var pålagt afgift bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i artikel 21, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/96, imidlertid være tale om en ulige behandling af på den ene side de virksomheder, der som RWE Power driver el-kraftværker og udvinder brunkul til produktion af elektricitet, og på den anden side de virksomheder, som erhverver brunkul hos tredjemand til produktion af elektricitet, som pålægges forskellige afgiftsbyrder, hvilket ville være en kilde til konkurrenceforvridning (jf. i denne retning dom af 27.6.2018, Turbogás, C-90/17, EU:C:2018:498, præmis 42).

40 RWE Power har ganske vist gjort gældende, at et brunkulskraftværk som følge af, at der ikke findes et nationalt og internationalt marked for levering af brunkul, kun kan fungere, hvis det befinder sig i nærheden af et åbent brud. Da levering af brunkul ikke kan ske over store afstande, kræver enhver økonomisk effektiv udnyttelse nemlig en driftsmodel, der bygger på et integreret produktionskoncept, som både omfatter udvinding og transport af brunkul som råstof til opvarmning af kedler og den deraf følgende produktion af elektricitet.

41 Selv hvis det antages, at disse betragtninger er korrekte, rejser de imidlertid ikke tvivl om analysen i denne doms præmis 39, eftersom fritagelsen for elektricitet, der anvendes til produktion af brunkul, ved at begunstige de integrerede virksomheder, såsom RWE Power, under alle omstændigheder medfører en konkurrenceforvridning på elektricitetsmarkedet.

42 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, sammenholdt med direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktum, skal fortolkes således, at afgiftsfritagelsen for »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke omfatter den elektricitet, der anvendes i forbindelse med udvinding af et energiprodukt, såsom brunkul, i et åbent brud, når denne elektricitet ikke anvendes i forbindelse med den tekniske proces i produktionen af elektricitet, men med henblik på fremstillingen af et energiprodukt. Denne fritagelse kan derimod omfatte omdannelsen og viderebehandlingen af dette energiprodukt i el-kraftværker med henblik på produktion af elektricitet, for så vidt som disse processer er uomgængelige og direkte bidrager til den tekniske proces i denne produktion.

Det andet spørgsmål

43 Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, sammenholdt med direktivets artikel 21, stk. 3, tredje punktum, skal fortolkes således, at afgiftsfritagelsen for »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, der er fastsat i denne bestemmelse, omfatter elektricitet til drift af silosystemer til oplagring af et energiprodukt, såsom brunkul, og transportmidler, der er nødvendige for at transportere dette produkt fra åbne brud til el-kraftværker.

44 I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at afgiftsfritagelsen for elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, fremgår af artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96, på samme måde som afgiftsfritagelsen for energiprodukter og elektricitet, der anvendes til at producere elektricitet.

45 Under disse omstændigheder må det fastslås, at denne bestemmelse fastsætter to scenarier, hvis respektive anvendelsesområder ikke må forveksles, idet det ene eller det andet af disse scenarier ellers ville blive frataget enhver effektiv virkning.

46 Som generaladvokaten i øvrigt har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, understøttes denne fortolkning endvidere af tilblivelseshistorien for direktiv 2003/96. Kommissionens oprindelige forslag indeholdte imidlertid en afgiftsfritagelse, der i det væsentlige svarede til det første scenario [jf. artikel 13, stk. 1, litra b), i Kommissionens forslag (EFT 1997, C 139, s. 14)]. Det andet scenario blev først tilføjet af Rådet for Den Europæiske Union i en senere fase af lovgivningsproceduren. Det må heraf konkluderes, at EU-lovgiver med denne tilføjelse har ønsket at skabe et yderligere scenario for afgiftsfritagelse, der omfatter en situation, der er forskellig fra den, der er omfattet af det første scenario.

47 Det følger heraf, at den afgiftsfritagelse, der er fastsat i det andet scenario, ikke omfatter aktiviteter, der henhører under elektricitetsproduktion, men anvendelsen af elektricitet, der befinder sig forud for eller efter denne produktion, når denne anvendelse tjener til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet.

48 I lighed med, hvad der er fastslået i denne doms præmis 26-42 for så vidt angår det første scenario, skal det for så vidt angår afgiftsfritagelsen af elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, fastslås, at denne fritagelse ligeledes skal fortolkes indskrænkende, således at dens anvendelse kræver, at elektriciteten anvendes til direkte at opretholde muligheden for produktion af elektricitet i den tekniske proces.

49 I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at driften af RWE Powers el-kraftværker var baseret på uafbrudt produktion af elektricitet. Det er således ubestridt, at RWE Power for at sikre uafbrudt produktion af elektricitet havde siloer i tre forskellige størrelser og med tre forskellige funktioner, hvorfra brunkullet efterhånden blev tilført til kedlerne i el-kraftværkerne. Nærmere bestemt blev brunkullet først opbevaret i hvert åbne brud i en silo med en kapacitet på op til seks dages mulig drift af el-kraftværket og herefter blev ført til el-kraftværkssiloerne, som havde en kapacitet på en til to dages drift.

50 På grundlag af denne faktuelle beskrivelse fremgår det - med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse - at kun processerne i forbindelse med oplagring og transport af brunkul, der finder sted på el-kraftværket, der kan anses for værende uomgængelige og direkte bidrager til at opretholde muligheden i den tekniske proces for produktion af elektricitet, for så vidt som disse processer er nødvendige for at sikre opretholdelsen af muligheden for en uafbrudt produktion af elektricitet, således at sådanne processer kan fritages i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96.

51 Derimod synes de oplagringsprocesser for brunkul, der finder sted i åbne brud, snarere at være knyttet til processen til udvinding af brunkul end til den tekniske proces for produktion af elektricitet, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve. I dette omfang er den elektricitet, der anvendes til oplagring af brunkul i disse miner, ikke omfattet af denne fritagelse.

52 I denne sammenhæng skal det ligeledes bemærkes, at artikel 21, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2003/96, som den forelæggende ret har henvist til, der bestemmer, at når forbruget af elektricitet sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette som værende en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, er uden relevans i dette tilfælde. Hvad angår den i artikel 21, stk. 3, andet punktum, omhandlede elektricitetsanvendelse vedrører dette tredje punktum således en fakultativ ordning, der, som anført i denne doms præmis 34, ikke er blevet gennemført af Forbundsrepublikken Tyskland. Desuden har nævnte tredje punktum alene til formål at begrænse anvendelsesområdet for de fritagelser, der er nævnt i bestemmelsens første og andet punktum.

53 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at den afgiftsfritagelse for »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, som er fastsat i denne bestemmelse, kan omfatte den elektricitet, der er beregnet til drift af silosystemer til oplagring af et energiprodukt, såsom brunkul, og for transportmidler, der gør det muligt at transportere dette produkt, når sådanne processer finder sted inde i el-kraftværker, forudsat at de er uomgængelige og direkte bidrager til at opretholde muligheden i den tekniske proces for produktion af elektricitet, for så vidt som disse processer er nødvendige for at sikre opretholdelsen af muligheden for en uafbrudt produktion af elektricitet.

Sagsomkostninger

54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

1) Artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet, sammenholdt med direktivets artikel 21, stk. 3, andet punktum,

skal fortolkes således, at

afgiftsfritagelsen for »elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet«, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke omfatter den elektricitet, der anvendes i forbindelse med udvinding af et energiprodukt, såsom brunkul, i et åbent brud, når denne elektricitet ikke anvendes i forbindelse med den tekniske proces i produktionen af elektricitet, men med henblik på fremstillingen af et energiprodukt. Denne fritagelse kan derimod omfatte omdannelsen og viderebehandlingen af dette energiprodukt i el-kraftværker med henblik på produktion af elektricitet, for så vidt som disse processer er uomgængelige og direkte bidrager til den tekniske proces i denne produktion.

2) Artikel 14, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2003/96,

skal fortolkes således, at

den afgiftsfritagelse for »elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, som er fastsat i denne bestemmelse, kan omfatte den elektricitet, der er beregnet til drift af silosystemer til oplagring af et energiprodukt, såsom brunkul, og for transportmidler, der gør det muligt at transportere dette produkt, når sådanne processer finder sted inde i el-kraftværker, forudsat at de er uomgængelige og direkte bidrager til at opretholde muligheden i den tekniske proces for produktion af elektricitet, for så vidt som disse processer er nødvendige for at sikre opretholdelsen af muligheden for en uafbrudt produktion af elektricitet.