C-785/23 Bulgarian posts - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

19. juni 2025

» Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem - direktiv 2006/112/EF - fritagelse i forbindelse med visse former for virksomhed af almen interesse - artikel 132 - det offentlige postvæsen - direktiv 97/67/EF - artikel 12 - befordringspligtig postvirksomhed - begrebet »offentligt postvæsen« og begrebet »tjenesteydelse af almen interesse« «

I sag C-785/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) ved afgørelse af 18. december 2023, indgået til Domstolen den 19. december 2023, i sagen

Direktor na Direktsija »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalna agentsija za prichodite

mod

»Bulgarian posts« EAD,

procesdeltager:

Varchovna administrativna prokuratura,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne E. Regan (refererende dommer) og B. Smulders,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: fuldmægtig R. Stefanova-Kamisheva,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. januar 2025,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Direktor na Direktsija »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalna agentsija za prichodite ved M. Bakalova og E. Pavlova,

- »Bulgarian posts« EAD ved advokati V.D. Gerdzhikov og M. Peneva,

- Europa-Kommissionen ved M. Herold, M. Ilkova og J. Szczodrowski, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 132 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1) og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008 (EUT 2008, L 52, s. 3) (herefter »direktiv 97/67«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Direktor na Direktsija »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« Sofia pri Tsentralno upravlenie na Natsionalna agentsija za prichodite (direktøren for direktoratet »klager og praksis på skatte- og socialforsikringsområdet« i Sofia under centraladministrationen ved det nationale agentur for offentlige indtægter, Bulgarien) (herefter »afgiftsmyndigheden«) og »Bulgarian posts« EAD vedrørende en afgiftsansættelse, hvorved dette selskab pålægges supplerende merværdiafgift (moms) for afgiftsperioden fra den 1. januar til den 31. december 2015.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2006/112

3 Afsnit IX i direktiv 2006/112, der har overskriften »Afgiftsfritagelser«, omfatter bl.a. et kapitel 2 med overskriften »Fritagelse i forbindelse med visse former for virksomhed af almen interesse«, som indeholder dette direktivs artikel 132, der fastsætter:

»1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

a) levering af ydelser og dertil knyttede varer præsteret af det offentlige postvæsen, bortset fra personbefordring og telekommunikation

[...]«

Direktiv 97/67

4 15. betragtning til direktiv 97/67 lyder således:

»[D]ette direktivs bestemmelser om befordringspligten udelukker ikke de befordringspligtige virksomheder fra at forhandle individuelle kontrakter med kunderne[.]«

5 Dette direktivs artikel 2 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

1) Posttjenester: tjenester, der består i indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser.

1a) Postbefordrende virksomhed: virksomhed, der leverer en eller flere posttjenester.

[...]

13) Befordringspligtig virksomhed: den offentlige eller private postbefordrende virksomhed, som helt eller delvist opfylder befordringspligten i en medlemsstat, og hvis navn er meddelt [Europa-]Kommissionen, jf. artikel 4.

[...]

17) Bruger: enhver fysisk eller juridisk person, der som afsender eller modtager benytter en posttjenesteydelse.

[...]

19) Væsentlige krav: ikke-økonomiske hensyn til almenhedens interesse, som kan foranledige en medlemsstat til at stille betingelser for levering af posttjenester. Sådanne hensyn er brevhemmeligheden, postnettets sikkerhed i forbindelse med transport af farligt gods, overholdelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, sociale sikringsordninger, der er fastsat ved lov eller administrative bestemmelser, og/eller kollektive aftaler indgået mellem de nationale arbejdsmarkedsparter i henhold til fællesskabslovgivningen og national lovgivning samt i begrundede tilfælde databeskyttelse, miljøbeskyttelse og hensynet til by- og regionalplanlægning. Databeskyttelse kan omfatte beskyttelse af personoplysninger, fortrolighed af informationer, der videresendes eller lagres, samt beskyttelse af privatlivets fred.

20) Styktaksttjenester: posttjenester, hvis takst er fastsat i befordringspligtige virksomheders almindelige forretningsbetingelser og gælder for enkelte postforsendelser.«

6 Det nævnte direktivs artikel 3 bestemmer:

»1. Medlemsstaterne sikrer overalt på deres område, at brugerne til enhver tid har adgang til et udbud af posttjenester af nærmere fastlagt kvalitet til priser, der er overkommelige for alle brugere.

[...]

3. Medlemsstaterne sørger for, at de tjenester, der er omfattet af befordringspligten, leveres på alle hverdage og mindst fem dage om ugen, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder eller geografiske forhold, og dette omfatter mindst:

- én indsamling

- én omdeling til alle fysiske og juridiske personers bopæl eller undtagelsesvis, på betingelser, som den nationale forvaltningsmyndighed fastsætter, én omdeling til hertil indrettede anlæg.

Enhver fravigelse eller undtagelse, som en national forvaltningsmyndighed accepterer på grundlag af dette stykke, skal meddeles Kommissionen og alle nationale forvaltningsmyndigheder.

4. Hver medlemsstat vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for, at befordringspligten omfatter mindst følgende ydelser:

- indsamling, sortering, transport og omdeling af postforsendelser på op til 2 kg

- indsamling, sortering, transport og omdeling af postpakker på op til 10 kg

- postbefordring af rekommanderede forsendelser og forsendelser med angiven værdi.

5. Den nationale forvaltningsmyndighed kan forhøje vægtgrænsen for medtagelse af postpakker under befordringspligten til højst 20 kg og fastsætte særlige bestemmelser for dør til dør-omdeling af sådanne postpakker.

Medlemsstaterne skal, uanset hvilken vægtgrænse de har fastsat for medtagelse af postpakker under befordringspligten, sikre, at postpakker på op til 20 kg fra andre medlemsstater omdeles inden for deres område.

6. Minimums- og maksimumsformaterne for de omhandlede postforsendelser er de formater, der er fastsat i de relevante bestemmelser, som er vedtaget af Verdenspostforeningen.

7. Befordringspligten som beskrevet i denne artikel omfatter både indenlandsk og grænseoverskridende postbefordring.«

7 Samme direktivs artikel 5, stk. 1, andet afsnit, har følgende ordlyd:

8 »Hver medlemsstat sikrer, at følgende krav opfyldes i forbindelse med varetagelsen af befordringspligten:

9 [...]

- der skal tilbydes brugerne de samme ydelser, når vilkårene er sammenlignelige[.]«

10 Artikel 12 i direktiv 97/67 bestemmer:

11 »Medlemsstaterne sikrer, at taksterne for alle tjenester, der er omfattet af befordringspligten, fastsættes under overholdelse af følgende principper:

- priserne skal være overkommelige og gøre tjenesterne tilgængelige for samtlige brugere uanset deres geografiske placering og under hensyn til nationale forhold. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre gratis postbefordring til brug for blinde og svagtseende

- priserne skal være omkostningsægte og tilskynde til en effektiv opfyldelse af befordringspligten. Når det er nødvendigt af hensyn til varetagelsen af samfundets interesser, kan medlemsstaterne træffe afgørelse om, at der på hele deres område og/eller for grænseoverskridende tjenester skal anvendes enhedstakster for tjenester, der udbydes til styktakst, og for andre forsendelser

- anvendelsen af en ensartet takst udelukker ikke den eller de befordringspligtige virksomheder fra at indgå individuelle takstaftaler med brugerne

- taksterne skal være gennemsigtige og ikke-diskriminerende

- hvis befordringspligtige virksomheder anvender særlige takster, f.eks. for tjenester for erhvervslivet, afsendere af masseforsendelser eller for virksomheder, der indsamler post fra forskellige brugere, skal de anvende principperne om gennemsigtighed og ikke-diskriminering, både med hensyn til takster og de dertil knyttede betingelser. Taksterne skal sammen med de dertil knyttede betingelser gælde ens over for forskellige tredjeparter og i forholdet mellem tredjeparter og de befordringspligtige virksomheders ligestillede tjenesteelementer. Sådanne takster skal også gælde for brugere, navnlig individuelle brugere og små og mellemstore virksomheder, der sender post på lignende betingelser.«

Bulgarsk ret

ZDDS

12 Artikel 49, nr. 2, i Zakon za danak varchu dobavenata stojnost (lov om merværdiafgift) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »ZDDS«), fastsætter, at levering af befordringspligtige posttjenester på de betingelser og efter de nærmere regler, der er fastsat i Zakon za posjtjenskite uslugi (lov om posttjenester) (herefter »ZPU«), er en afgiftsfritaget ydelse.

Bekendtgørelse om gennemførelse af lov om merværdiafgift

13 Artikel 43, stk. 2, i Pravilnik za prilagane na Zakona za danak varchu dobavenata stojnost (bekendtgørelse om gennemførelse af lov om merværdiafgift) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, bestemmer:

»Den befordringspligtige posttjeneste i henhold til [ZDDS’] artikel 49, nr. 2, er den befordringspligtige posttjeneste, som er omhandlet i kapitel 4, afdeling I, i [ZPU].«

ZPU

14 Artikel 15 i ZPU i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»(1) [Komisija za regulirane na saobsjtjeniata (reguleringsmyndighed for kommunikation, herefter »reguleringsmyndigheden«)] regulerer leveringen af posttjenester i henhold til denne lov, og

[...]

7. fastlægger regler i overensstemmelse med gældende bulgarske og europæiske regler for kvaliteten af den befordringspligtige posttjeneste og for tjenestens effektivitet samt sikrer, for egen regning, at reglernes gennemførelse vurderes årligt af en uafhængig organisation

[...]

20. aftaler priser for levering af adgang til det net, der tilhører den postvirksomhed, der er underlagt befordringspligt

21. tilvejebringer, efter begrundet skriftlig anmodning fra ministeren for transport, informations- og kommunikationsteknologi, de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af statens politik på postområdet.

[...]«

15 Denne lovs artikel 21, stk. 1, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»Postvirksomhederne sikrer, at brugerne har lige adgang til indleveringsstederne med henblik på brug af posttjenester, og fastsætter obligatoriske almindelige betingelser for forbrugeraftaler. Det er ikke nødvendigt at indgå individuelle aftaler med forbrugerne.«

16 Nævnte lovs artikel 24 i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, lyder:

»Den befordringspligtige posttjeneste leveres af en postvirksomhed, som ved lov er pålagt at levere denne tjeneste på hele landets område ved hjælp af et postnet, der er organiseret og forvaltet af denne virksomhed.«

17 Samme lovs artikel 32 i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, bestemmer:

»En befordringspligtig posttjeneste er en tjeneste, der ydes løbende inden for bestemte åbningstider, og hvis kvalitet er i overensstemmelse med de i artikel 15, stk. 1, nr. 7, nævnte regler, til overkommelige priser med mulighed for, at hver enkelt bruger kan anvende posttjenesten på medlemsstatens område uanset sin geografiske placering.«

18 ZPU’s artikel 33, stk. 1, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»Den befordringspligtige posttjeneste sikres på alle hverdage, mindst fem dage om ugen [...]«

19 Denne lovs artikel 34, stk. 1, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter:

»Den befordringspligtige posttjeneste omfatter følgende typer posttjenester:

1. modtagelse, transport og omdeling af nationale og internationale postforsendelser som følger:

a) brevforsendelser op til 2 kg

b) små pakker op til 2 kg

[...]

d) tryksager op til 5 kg

e) forsendelser til blinde og synshæmmede op til 7 kg,

2. modtagelse, transport og omdeling af nationale og internationale postpakker op til 20 kg

[...]

4. yderligere tjenester i form af »rekommanderet« post og post med »angivet værdi«.«

20 Nævnte lovs artikel 36, stk. 1 og 2, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»(1) De i artikel 34 omhandlede postforsendelser og postpakker omdeles: i adressaternes postkasser på bestemmelsesadressen, på postkontorer, i andre enheder i postnettet, på steder eller faciliteter, der er aftalt mellem postvirksomhederne og brugerne.

(2) Betingelserne for omdeling af postforsendelser og postpakker som omhandlet i stk. 1 fastlægges ved generelle regler, der fastsættes af [reguleringsmyndigheden].«

21 Samme lovs artikel 38 i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er sålydende:

»Posttjenester, der ikke er omfattet af befordringspligten, omfatter:

1. modtagelse, transport og omdeling af adresserede reklameforsendelser

2. hybride posttjenester

3. kurertjenester

4. postanvisninger.«

22 ZPU’s artikel 66 i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, bestemmer:

»(1) Priserne for de enkelte typer tjenester, der er omfattet af befordringspligten, fastsættes og anvendes efter regler, der fastsættes i en bekendtgørelse udstedt af ministerrådet. Udkastet til bekendtgørelse udarbejdes af [reguleringsmyndigheden].

(2) De i stk. 1 omhandlede regler er underlagt følgende principper:

1. Identiske priser for identiske ydelser på hele det nationale område.

2. Lige vilkår for brugerne.

3. Overkommelige priser.

4. Hensyntagen til omkostningerne ved leveringen af tjenesteydelserne.

5. Sammenhæng med tjenestens kvalitet.

6. Der sikres en økonomisk berettiget fortjeneste i overensstemmelse med den vedtagne investeringspolitik.

7. Der skabes betingelser for at stimulere forbruget.

8. Der tages hensyn til prisniveauet på de internationale markeder, i det omfang de nationale forhold tillader det.

9. Annoncering af priser.

(3) Den i stk. 1 omhandlede bekendtgørelse fastsætter betingelserne og proceduren, hvorunder en postvirksomhed, der har pligt til at levere den befordringspligtige posttjeneste, kan forhandle priser for de forskellige typer tjenester, der er omfattet af befordringspligten, bortset fra de regelbundne priser, under overholdelse af offentlighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet.«

Supplerende bestemmelser til ZPU

23 Dopalnitelni razporedbi kam ZPU (supplerende bestemmelser til ZPU) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, fastsætter:

»§ 1 I denne lov forstås ved:

1. »Modtagelse af postforsendelser«: postvirksomheders aktivitet, der består i at modtage postforsendelser, som afsendere har indleveret på indleveringsstederne.

[...]

4. »Indleveringssted«: et fast eller mobilt postkontor, et postbureau eller en ekstern postskranke, hvor afsenderne indleverer, og hvor postvirksomheden modtager, postforsendelser og postanvisninger, samt postkasser og andet udstyr til offentlig brug, der er placeret på steder, hvortil afsenderne har adgang.

[...]

18. »Kurertjeneste«: en posttjeneste med merværdi i forhold til den befordringspligtige posttjeneste. Ud over at sikre hurtigere og mere pålidelig modtagelse, transport og personlig udlevering af forsendelser til modtageren garanterer kurertjenesten levering af nogle af eller alle følgende yderligere tjenester:

a) afhentning på afsenderens adresse

b) omdeling indtil en bestemt dato

c) mulighed for ændring af bestemmelsessted og modtager under transporten

d) bekræftelse til afsenderen om, at vedkommendes forsendelse er blevet afleveret

e) kontrol og opfølgning af forsendelser

f) personaliserede tjenester til brugerne og levering af »à la carte«-tjenester (valgfrit) på den måde og på det tidspunkt, der vedtages (»efter anmodning« og »i henhold til aftale«).

[...]

28. »Fast postkontor«: et væsentligt element i postnettet, som er organiseret i et særskilt rum, hvor alle tjenester, der er omfattet af den befordringspligtige posttjeneste, og posttjenester, der ikke er omfattet af befordringspligten, samt andre kommercielle aktiviteter udføres af postvirksomhedens ansatte ved hjælp af teknologisk forbundne arbejdsstationer.

29. »Mobilt postkontor«: et element i postnettet, som er organiseret i et særligt rum i specielle transportmidler, hvor de ansatte leverer alle de posttjenester, der er omfattet af den befordringspligtige posttjeneste, i en række områder efter en bestemt rute og tidsplan.

30. »Postbureau«: en arbejdsplads på et sted uden et fast postkontor, som er organiseret i et særskilt rum, hvor en ansat i en bestemt postvirksomhed leverer visse posttjenester.

31. »Ekstern postskranke«: en arbejdsplads, som er organiseret for at levere posttjenester i et rum, hvor der også tilbydes andre former for offentlige tjenester. Retten til at levere posttjenester tildeles på grundlag af en kontrakt med en bestemt postvirksomhed.

[...]«

Bekendtgørelse om fastsættelse af reglerne for fastlæggelsen og gennemførelsen af prisen for den befordringspligtige posttjeneste

24 Afdeling II i Naredba za opredeljane na pravila za obrazuvane i prilagane na tsentata na universalnata posjtjenska usluga (bekendtgørelse om fastsættelse af reglerne for fastlæggelsen og gennemførelsen af prisen for den befordringspligtige posttjeneste) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, med overskriften »Regler for prisdannelse for hver type befordringspligtig posttjeneste« indeholder en artikel 4, hvis stk. 1 bestemmer:

»Priserne for hver type befordringspligtig posttjeneste fastsættes på grundlag af de omkostninger ved levering af tjenesterne, der følger af anvendelsen af omkostningsfordelingsordningen i overensstemmelse med Verdenspostforeningens foranstaltninger.«

25 Bekendtgørelsens artikel 14 i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»(1) Den postbefordringspligtige virksomhed kan med brugerne forhandle priser, der er forskellige fra dem, der er fastsat i henhold til afdeling II.

(2) De i stk. 1 omhandlede priser skal være offentlige, må ikke være lavere end omkostningerne ved at levere de enkelte typer tjenester, og de fastsættes, idet der anvendes rabatter for hver type befordringspligtig posttjeneste på grundlag af de betingelser, som brugerne opfylder, og som er fastsat på forhånd af den postbefordringspligtige virksomhed.

(3) Den postbefordringspligtige virksomhed skal offentliggøre de priser, der er omhandlet i stk. 1, og betingelserne for deres anvendelse, jf. stk. 2, under overholdelse af princippet om ligebehandling af brugerne ved indgåelse af aftaler om anvendelse af disse priser.

(4) Den postbefordringspligtige virksomhed forelægger [reguleringsmyndigheden] regnskabsoplysninger om indtægter, udgifter og antal forsendelser, der hidrører fra opfyldelsen af de i stk. 3 omhandlede aftaler. Oplysningerne forelægges pr. type befordringspligtig posttjeneste sammen med anmodningen om kompensation for den urimelige økonomiske byrde, der følger af opfyldelsen af postbefordringspligten som omhandlet i [ZPU’s] artikel 29, stk. 1.

(5) Den postbefordringspligtige virksomhed skal senest 14 dage efter indgåelsen af de i stk. 3 omhandlede aftaler forelægge [reguleringsmyndigheden] bekræftede kopier af aftalerne samt ændringer og tilføjelser hertil til orientering.«

Forskrifter for kvaliteten af den befordringspligtige posttjeneste og tjenestens effektivitet

26 Normativi za katjestvo na universalnata posjtjenska usluga i efikasnostta na obsluzjvane (forskrifter for den befordringspligtige posttjenestes kvalitet og tjenestens effektivitet) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, blev vedtaget ved reguleringsmyndighedens afgørelse nr. 655 af 14. juli 2011, offentliggjort i DV nr. 64 af 19. august 2011.

27 Disse forskrifters artikel 8 i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, har overskriften »Kvalitetsstandarder for regelmæssig indsamling af postforsendelser og postpakker« og er sålydende:

[Bemærkning: RSTS - udvekslings- og sorteringscenter.]«

28 Disse forskrifters artikel 9 i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, har overskriften »Kvalitetsstandarder for regelmæssig omdeling af postforsendelser og postpakker« og lyder:

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

29 Bulgarian posts er et bulgarsk selskab, der har en individuel licens til at varetage den befordringspligtige posttjeneste på hele det bulgarske område.

30 Som befordringspligtig postvirksomhed er dette selskab momspligtigt og udfører som led i sin økonomiske virksomhed transaktioner, der giver ret til momsfradrag.

31 I forbindelse med en afgiftskontrol blev det konstateret, at Bulgarian posts i en periode, som den forelæggende ret ikke har præciseret, havde angivet leveringer af visse tjenesteydelser som omfattet af den befordringspligtige posttjeneste, der er fritaget for moms i henhold til ZDDS.

32 Ifølge den myndighed, der foretog afgiftskontrollen, kunne de pågældende tjenesteydelser imidlertid ikke anses for at udgøre en del af den befordringspligtige posttjeneste. Nogle af tjenesteydelserne opfyldte således ikke definitionen af den befordringspligtige posttjeneste, som fremgår af ZPU i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen. Andre tjenesteydelser var fastsat i kontrakter, der omfattede klausuler, som dels skulle tage hensyn til de berørte kunders særlige behov, f.eks. vedrørende indsamlingsstedet, omdelingsstedet, indsamlingshyppigheden eller åbningstiderne, dels skulle anvende priser over for disse kunder, der var lavere end dem, der var godkendt af reguleringsmyndigheden.

33 Som følge heraf udstedte den myndighed, der havde foretaget afgiftskontrollen, den 3. august 2021 en berigtiget afgiftsansættelse, hvorved Bulgarian posts blev pålagt et yderligere momsbeløb med tillæg af renter.

34 Bulgarian posts anlagde sag til prøvelse af denne afgiftsansættelse ved Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som gav Bulgarian posts medhold og annullerede den nævnte afgiftsansættelse.

35 Ifølge denne ret var den omstændighed, at forsendelserne blev afhentet uden for indleveringsstederne efter særlige regler og navnlig til en pris, der var lavere end den af reguleringsmyndigheden godkendte pris, ikke et forhold, der gjorde det muligt at fastslå de omhandlede posttjenesters art. Det kunne derimod udledes af den omstændighed, at en stor del af disse ydelser blev leveret til offentligretlige organer med henblik på at gøre det muligt for dem at opfylde deres public service-opgave, at de nævnte ydelser ikke havde til formål at opfylde disse organers særlige behov, og at ydelserne derfor godt kunne være omfattet af den fritagelsesordning, der er fastsat i ZDDS’ artikel 49, nr. 2.

36 Afgiftsmyndigheden har iværksat kassationsappel til prøvelse af førsteinstansdommen ved Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien), som er den forelæggende ret. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om visse af Domstolens domme vedrørende varetagelse af postbefordringspligten indeholder elementer, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, forholder det sig ikke desto mindre således, at de omstændigheder, der er omhandlet i disse domme, er forskellige fra dem, der foreligger i denne tvist, og derfor gør disse domme det ikke muligt at besvare alle de spørgsmål, der er rejst ved den forelæggende ret.

37 Den forelæggende ret har navnlig anført, at den tjenesteydelse, som Bulgarian posts leverer, ikke er identisk med den, der var omhandlet i dom af 16. oktober 2019, Winterhoff og Eisenbeis (C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860), som vedrørte den officielle forkyndelse af dokumenter fra domstole og administrative myndigheder i henhold til særlige bestemmelser i tysk ret. Den forelæggende ret ønsker følgelig oplyst, i hvilket omfang afgørelsen i denne dom er relevant for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, eftersom de individuelle kontrakter, som Bulgarian posts har indgået, ikke udelukkende er indgået med offentligretlige organer og ikke vedrører forkyndelse af retslige og administrative dokumenter.

38 Imidlertid har den forelæggende ret ligeledes anført, at det fremgår af dom af 23. april 2009, TNT Post UK (C-357/07, EU:C:2009:248), at momsfritagelsen i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra a), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT 1977, L 145, s. 1), hvis ordlyd er identisk gengivet i artikel 132 i direktiv 2006/112, ikke finder anvendelse på alle de befordringspligtige postvirksomheders tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesområde, uanset deres art. Denne dom præciserer, at de ydelser, der leveres af en sådan tjenesteyder, og hvis vilkår er blevet forhandlet individuelt, ikke kan fritages, eftersom disse ydelser efter selve deres art opfylder de pågældende brugeres særlige behov.

39 I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret oplyst, om det kan lægges til grund, at de posttjenesteydelser, der er omhandlet i den sag, der er indbragt for den, opfylder de pågældende brugeres særlige behov, og om det følger heraf, at de ikke kan fritages, fordi de kontrakter, der indgås individuelt med henblik på at opnå disse ydelser, fastsætter en eller flere af følgende betingelser:

- Prisen for ydelserne er lavere end de priser, som reguleringsmyndigheden har godkendt for levering af den befordringspligtige posttjeneste, og det er ikke godtgjort, at de dækker omkostningerne ved at levere dem.

- Prisen for ydelserne fastsættes ved anvendelse af en rabat, der ikke fastsættes i overensstemmelse med de offentligt tilgængelige betingelser for at opnå sådanne rabatter.

- Postforsendelser indsamles og omdeles på kundens adresse.

- Hyppigheden af indsamlingen af postforsendelser er højere end den nedre grænse, som hyppigheden af indsamling og omdeling ikke må falde under i henhold til artikel 33, stk. 2, i ZPU i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, og er højere end det, der fremgår af de forskrifter, der er fastsat for kvaliteten af den befordringspligtige posttjeneste og tjenestens effektivitet.

- Der er også mulighed for en yderligere indsamling uden for det tidligere aftalte tidspunkt, hvis kunden ønsker det.

- I en del af de individuelt indgåede kontrakter blev det aftalt, at modtagelsen af postforsendelser også skulle finde sted efter åbningstiden for postkontorerne i de pågældende byer.

40 På denne baggrund har Varchoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal ydelser, som indehaveren af licensen til levering af den [befordringspligtige] posttjeneste på Republikken Bulgariens område præsterer på grundlag af individuelle kontrakter med brugere af posttjenester, anses for at være tjenesteydelser, der som omhandlet i artikel 132 i afsnit IX, kapitel 2, i [direktiv 2006/112] præsteres af et »offentligt postvæsen« og er »af almen interesse«, når det i disse individuelle kontrakter er fastsat, at ydelsen skal opfylde en af eller alle følgende betingelser: afhentning af forsendelser uden for indleveringsstederne (afhentningen og [omdelingen] sker på ordregiverens adresse); afhentningen og [omdelingen] sker på et tidspunkt, der på forhånd er aftalt med ordregiverne; hyppigheden af afhentningen og [omdelingen] er højere end den hyppighed, der er fastsat i de ved lov fastlagte regler om den [befordringspligtige] posttjenestes kvalitet og tjenesternes effektivitet, idet det er fastsat, at der også kan ske yderligere afhentninger uden for postfilialernes åbningstider på ordregiverens forlangende med større hyppighed end den, der udtrykkeligt er aftalt i kontrakten; levering af tjenesteydelsen til en lavere pris end den, der er godkendt af [reguleringsmyndigheden] [...] eller med større rabatter end dem, der er godkendt af [denne myndighed]?

2) Følger det af artikel 12, andet led, i [direktiv 97/67], at de ydelser, der præsteres af en person, som er licenshaver for den [befordringspligtige] posttjeneste, ikke frembyder kendetegnene ved en [befordringspligtig] posttjeneste i direktivets forstand, når den i henhold til en individuel kontrakt præsteres til en lavere pris end den, der er godkendt for en tilsvarende form for [befordringspligtig] posttjeneste, og det ikke er godtgjort, at den således aftalte pris dækker omkostningerne ved leveringen?

3) Tilsidesættes princippet om gennemsigtighed og om ikke-diskrimination, som er forankret i artikel 12, fjerde led, i [direktiv 97/67], såfremt en person, som er indehaver af en licens til levering af den [befordringspligtige] posttjeneste, indgår individuelle kontrakter om levering af den [befordringspligtige] posttjeneste, hvori vedkommende fastsætter andre betingelser for leveringen af ydelsen, som er gunstigere end de offentliggjorte og alment tilgængelige betingelser?

4) Såfremt [det tredje] spørgsmål besvares bekræftende, begrunder dette da, at transaktionerne ikke behandles som fritaget for afgift som omhandlet i artikel 132 i [direktiv 2006/112]?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Om formaliteten

41 Bulgarian posts har i det væsentlige gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom de for det første er baseret på en fejlagtig forudsætning, nemlig at indholdet af de i hovedsagen omhandlede kontrakter om levering af posttjenester og de almindelige salgsbetingelser blev undersøgt af skatte- og afgiftsmyndigheden og under retssagen. For det andet forholder det sig således, at eftersom et betydeligt antal af disse kontrakter blev indgået med retslige og administrative myndigheder, ligesom det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 16. oktober 2019, Winterhoff og Eisenbeis (C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860), kan Domstolens fortolkning i denne dom overføres, således at en ny fortolkning af artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 ikke er nødvendig.

42 I denne henseende bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende den nationale ret. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 24.11.2022, Varhoven administrativen sad (Ophævelse af den anfægtede bestemmelse), C-289/21, EU:C:2022:920, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

43 Det bemærkes således for det første, at eftersom Domstolen kun har kompetence til at tage stilling til fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retsakt, kan den dermed ikke kontrollere nøjagtigheden af de faktiske omstændigheder, som denne ret har redegjort for, og heller ikke træffe afgørelse om holdbarheden af bemærkninger fremsat af visse parter, der bestrider relevansen af de faktuelle forhold, som den forelæggende ret har beskrevet i sin anmodning (dom af 29.7.2024, Banco BPN mod BIC Português m.fl., C-298/22, EU:C:2024:638, præmis 31).

44 Det er følgelig ufornødent at tage stilling til Bulgarian posts bemærkninger med hensyn til den forudsætning, som de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt Domstolen, angiveligt skulle være baseret på.

45 For det andet bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at artikel 267 TEUF giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning af EU-retlige bestemmelser. Heraf følger, at selv om forekomsten af en fast retspraksis vedrørende et EU-retligt spørgsmål kan resultere i, at Domstolen afsiger en kendelse i henhold til artikel 99 i sit procesreglement, påvirker denne retspraksis ikke muligheden for at antage en præjudiciel forelæggelse til realitetsbehandling, når en national ret inden for rammerne af denne skønsbeføjelse har besluttet at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 - C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.2.2017, Tolley, C-430/15, EU:C:2017:74, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

46 I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, at de i hovedsagen omhandlede posttjenester i modsætning til den omstændighed, der blev fremhævet i præmis 59 i dom af 16. oktober 2019, Winterhoff og Eisenbeis (C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860), som den forelæggende ret har henvist til, ikke udelukkende består i officielle forkyndelser af dokumenter, der foretages på vegne af domstole og administrative myndigheder.

47 De foreliggende præjudicielle spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

Om realiteten

48 Indledningsvis bemærkes, at selv om den forelæggende ret i formuleringen af det første spørgsmål henviser til »individuelle kontrakter«, fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den med disse udtryk henviser til, at der foreligger særskilte kontrakter indgået mellem Bulgarian Posts og hver af de berørte kunder, uden at det er udelukket, at sådanne aftaler kan vedrøre ydelser, der henhører under et særligt regelsæt, eller at det heraf følger, at disse aftaler er resultatet af individuel forhandling eller henviser til forpligtelser, der er specifikke for det kontraktforhold, som de fastsætter.

49 Følgelig skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med sine fire spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, sammenholdt med artikel 12, andet og fjerde led, i direktiv 97/67, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at levering af posttjenester, som en indehaver af en individuel licens til at varetage den befordringspligtige posttjeneste foretager i henhold til særskilte kontrakter, er omfattet af den i denne bestemmelse fastsatte momsfritagelse, når en eller samtlige af følgende betingelser er opfyldt:

- Afhentningen og omdelingen af postforsendelser finder sted på kundens adresse eller på tidspunkter, der på forhånd er aftalt med kunden.

- Ydelserne leveres, uden at det godtgøres, at den således aftalte pris dækker omkostningerne ved ydelsen.

- Ydelserne leveres på andre vilkår end dem, der er godkendt af den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er udpeget til at regulere den befordringspligtige posttjeneste, eller de vilkår, der er fastsat i reglerne for postbefordringspligten.

50 I denne henseende bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 momsfritager »levering af ydelser og dertil knyttede varer præsteret af det offentlige postvæsen [...]«.

51 Det følger af fast retspraksis, at en bestemmelse i EU-retten, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge denne bestemmelses betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele EU, som skal søges under hensyntagen til nævnte bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori samme bestemmelse indgår, og formålet med den lovgivning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 13.10.2022, M2Beauté Cosmetics, C-616/20, EU:C:2022:781, præmis 40, og af 24.10.2024, Kwantum Nederland og Kwantum België, C-227/23, EU:C:2024:914, præmis 56).

52 Hvad angår ordlyden af artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 fremgår det for det første klart af syntaksen i den sætning, der udgør denne bestemmelse, at udtrykket »det offentlige postvæsen« betegner de organer, der udfører de tjenesteydelser, der skal fritages. For at være omfattet af nævnte bestemmelses ordlyd skal de omhandlede tjenesteydelser derfor udføres af en instans, der kan betegnes som en del af »det offentlige postvæsen« i begrebets organisatoriske forstand (jf. analogt dom af 23.4.2009, TNT Post UK, C-357/07, EU:C:2009:248, præmis 27).

53 For det andet indebærer anvendelsen af dette udtryk, at disse instanser i modsætning til andre erhvervsdrivende er underlagt et særligt regelsæt, der omfatter specifikke forpligtelser. Forskellen på »det offentlige postvæsen« og de andre virksomheder på markedet vedrører ikke de præsterede ydelser, men det forhold, at de virksomheder, der helt eller delvist opfylder postbefordringspligten, er underlagt et særligt regelsæt med specifikke forpligtelser (jf. i denne retning dom af 21.4.2015, Kommissionen mod Sverige, C-114/14, EU:C:2015:249, præmis 33, og af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 55).

54 Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 indgår, og de formål, der forfølges med denne bestemmelse, kan det af den omstændighed, at denne bestemmelse er indeholdt i kapitel 2, som har overskriften »Fritagelse i forbindelse med visse former for virksomhed af almen interesse«, under dette direktivs afsnit IX, udledes, at de fritagelser, der er fastsat i denne artikel 132, alene har til formål at tilgodese visse former for virksomhed af almen interesse såsom levering af ydelser, der præsteres af det offentlige postvæsen som omhandlet i den nævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 46).

55 På postbefordringsområdet har dette almene formål karakter af et mere specifikt formål om at tilbyde billig postbefordring, der opfylder befolkningens væsentlige behov. På EU-rettens nuværende udviklingstrin er dette formål i det væsentlige sammenfaldende med formålet med direktiv 97/67, som fastsætter fælles regler for udviklingen af Unionens indre marked for posttjenester, nemlig at tilbyde almen postbefordring (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 49).

56 I praksis er det således kun de virksomheder, uanset om de er offentlige eller private, der har forpligtet sig til i en medlemsstat at varetage hele eller en del af postbefordringspligten som defineret i artikel 3 i direktiv 97/67, der kan gøre krav på den fritagelse, der er fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 50).

57 Det kan imidlertid ikke udledes af artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, at alle ydelser præsteret af det offentlige postvæsen, som ikke udtrykkeligt er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesområde, er fritaget for moms, uanset deres art (jf. analogt dom af 23.4.2009, TNT Post UK, C-357/07, EU:C:2009:248, præmis 43).

58 Da ordlyden af denne fritagelse skal fortolkes strengt og i overensstemmelse med det formål, der forfølges med den nævnte bestemmelse, er det nemlig kun tjenesteydelser, der har til formål at opfylde befolkningens væsentlige behov, der kan være omfattet af den fritagelse, der er fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, TNT Post UK, C-357/07, EU:C:2009:248, præmis 44).

59 Det følger navnlig af dette formåls art, at den nævnte fritagelse ikke kan finde anvendelse på særlige tjenesteydelser, der ikke står i forbindelse med tjenesteydelser af almen interesse, herunder ydelser, der imødekommer de pågældende brugeres særlige behov (dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 47). For at være omfattet af bestemmelsens ordlyd er det således ligeledes nødvendigt, at de omhandlede posttjenester er omfattet af begrebet »det offentlige postvæsen« i den materielle betydning, som artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 tillægger dette udtryk.

60 Ydelser, der præsteres af det offentlige postvæsen, og hvis vilkår er blevet forhandlet individuelt, kan således ikke anses for fritagne på grundlag af artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112. Sådanne ydelser opfylder nemlig i sagens natur kun de pågældende brugeres særlige behov, hvilket ikke er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med den befordringspligtige posttjeneste (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 48).

61 Imidlertid kræves det ikke, at de omhandlede ydelser for at være omfattet af den fritagelse, der er fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, formelt er blevet udpeget i den nationale lovgivning som en del af postbefordringspligten, hvis de godt kan være omfattet heraf. Kvalificeringen i national ret af en bestemt transaktion kan nemlig ikke føre til, at transaktionen momspålægges, når transaktionen omfattes af en momsfritagelse i medfør af EU-retten (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, Winterhoff og Eisenbeis, C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 66).

62 Følgelig kan postydelser, som præsteres af en virksomhed, der har forpligtet sig til helt eller delvist at varetage den befordringspligtige posttjeneste i en medlemsstat, fritages for moms i henhold til artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, for så vidt som de på grund af deres særlige kendetegn under alle omstændigheder kan være en del af denne befordringspligtige posttjeneste.

63 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67 definerer den befordringspligtige posttjeneste som et udbud til enhver tid overalt på medlemsstatens område af posttjenester af nærmere fastlagt kvalitet til priser, der er overkommelige for alle brugere.

64 For så vidt som artikel 3, stk. 3 og 4, i direktiv 97/67 alene opstiller en liste over tjenesteydelser, der som minimum skal være omfattet af den befordringspligtige posttjeneste, og for så vidt som medlemsstaterne følgelig kan udvide omfanget af denne posttjeneste til at omfatte andre ydelser, dog med undtagelse af dem, der vedrører postpakker med en vægt på over 20 kg i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3, stk. 5, er det kun den definition af begrebet »postbefordringspligt«, der er indeholdt i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, der skal anses for at være relevant med henblik på at afgøre, om en tjenesteydelse kan være omfattet af den fritagelse, der er fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112.

65 Eftersom artikel 12, andet og fjerde led, i direktiv 97/67, som den forelæggende ret har henvist til i sit andet og tredje spørgsmål, ikke fastlægger de grundlæggende elementer i begrebet »befordringspligtig posttjeneste«, men fastsætter takstprincipper, som medlemsstaterne skal kræve overholdt af de virksomheder, der har forpligtet sig til helt eller delvist at varetage denne tjeneste, kan den omstændighed, at en virksomhed ikke overholder disse principper, ikke fratage denne retten til fritagelse af de pågældende ydelser, som fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112.

66 Hvad angår de tilfælde, som den forelæggende ret har henvist til i sine spørgsmål, skal det indledningsvis bemærkes, at denne ret tager udgangspunkt i den forudsætning, at de i hovedsagen omhandlede posttjenester leveres af en virksomhed, der er indehaver af en individuel licens som befordringspligtig postvirksomhed.

67 Det skal dernæst fastslås, at den omstændighed, at de i hovedsagen omhandlede posttjenester leveres i henhold til særskilte kontrakter, ikke i sig selv kan udelukke, at sådanne tjenesteydelser er omfattet af begrebet »postbefordringspligt« som defineret i artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67. Som det allerede er blevet fremhævet i denne doms præmis 45, gør den omstændighed, at der foreligger særskilte kontrakter, som virksomheden har indgået med hver af sine kunder, det nemlig hverken muligt at fastslå, at disse ydelser ikke kan undergives et særligt regelsæt, eller indebærer, at de gensidige forpligtelser, der er aftalt i disse aftaler, er resultatet af en individuel forhandling, idet formaliseringen af sådanne aftaler kan have til formål at bevise den pågældende kundes accept af tilbuddet om de omhandlede posttjenester, og at minde denne kunde om denne ordnings væsentlige aspekter.

68 Eftersom medlemsstaterne, således som det er fastslået i denne doms præmis 61, kan medtage andre ydelser under postbefordringspligten end dem, der som et minimumskrav er nævnt i artikel 3, stk. 3 og 4, i direktiv 97/67, kan disse medlemsstater således bestemme, at indsamling og omdeling af postforsendelser sker på kundens adresse eller på tidspunkter, der på forhånd er aftalt med kunden, for så vidt som sådanne vilkår for levering af posttjenester er dem, der er fastsat for den befordringspligtige posttjeneste, hvilket det i hovedsagen tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

69 Hvad angår den omstændighed, som den forelæggende ret har anført, at de i hovedsagen omhandlede posttjenester leveres, uden at det er godtgjort, at den pris, der er aftalt mellem parterne, dækker omkostningerne herved, opstiller artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67 ganske vist som en betingelse for at lade posttjenester indgå i den befordringspligtige posttjeneste, at udbuddet af disse ydelser er økonomisk overkommeligt. Spørgsmålet om, hvorvidt et sådant udbud er økonomisk overkommeligt, afhænger imidlertid ikke af, om den pris, der opkræves for en sådan ydelse, dækker omkostningerne herved, men om fysiske eller juridiske personer, der råder over begrænsede midler, kan betale den, henset til levestandarden i den pågældende medlemsstat. Denne omstændighed kan følgelig ikke i sig selv begrunde, at en levering af posttjenester, som på grund af sine særlige kendetegn skal anses for at være en del af den befordringspligtige posttjeneste, udelukkes fra denne befordringspligt.

70 Når levering af posttjenester derimod ikke følger af gennemførelsen af et særligt regelsæt, som de virksomheder, der helt eller delvis varetager postbefordringspligten, er underlagt, når de udfører en sådan ydelse, men udføres på andre og gunstigere vilkår end dem, der er godkendt af den nationale myndighed, som er udpeget i den pågældende medlemsstat til at regulere ydelser af denne art, eller end dem, der er fastsat i regler vedrørende disse ydelser, såsom f.eks. muligheden for indsamling af postforsendelser på steder, tidspunkter, med en anden hyppighed eller til en anden pris end de priser, der er godkendt af denne myndighed eller fastsat i de nævnte regler for den nævnte ydelse, skal den nævnte levering anses for at være udelukket fra den momsfritagelse, der er fastsat i artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112.

71 Det kan nemlig udledes af hver af disse omstændigheder, at en sådan ydelse, i modsætning til hvad der kræves i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67, ikke leveres »til alle brugere«, men har til formål at opfylde de pågældende brugeres særlige behov.

72 Selv om 15. betragtning til direktiv 97/67 gør det muligt for de befordringspligtige virksomheder at forhandle individuelle kontrakter med kunderne, skal det indledningsvis bemærkes, at dette direktivs artikel 5, stk. 1, andet led, udtrykkeligt bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at den samme befordringspligtige posttjeneste tilbydes brugere, der befinder sig i en sammenlignelig situation, således at 15. betragtning skal forstås således, at den henviser til de befordringspligtige virksomheders ret til med deres kunder at forhandle individuelle kontrakter, der falder uden for den nævnte tjeneste, og som dermed vedrører ydelser, der ikke er omfattet af denne tjeneste.

73 Dernæst bemærkes, at den ret for den eller de befordringspligtige postvirksomheder til at indgå individuelle takstaftaler med brugerne, der er fastsat i artikel 12, tredje led, i direktiv 97/67, ikke indebærer, at tjenesteydelser, hvis gennemførelsesvilkår, herunder takstvilkår, er blevet forhandlet, og som følgelig ikke er identiske med dem, der tilbydes enhver bruger, der befinder sig i en sammenlignelig situation, skal anses for at være omfattet af den befordringspligtige posttjeneste. Indgåelsen af individuelle takstaftaler kan nemlig være nødvendig, bl.a. når der tilbydes mængderabatter i de almindelige salgsbetingelser, som er godkendt af den nationale myndighed, der er udpeget i den pågældende medlemsstat til at regulere posttjenesten, eller som er fastsat i regler for denne tjeneste, og som således tilbydes alle, for at modtagerne af tjenesteydelsen forpligter sig til at betro en vis mængde post til gengæld for en fordelagtig pris, uden at dette nødvendigvis indebærer, at denne mængde og/eller rabat alene er blevet forhandlet til fordel for visse brugere.

74 Endelig skal det, i modsætning til hvad Bulgarian Posts har gjort gældende, fremhæves, at den fortolkning, der er anlagt i nærværende doms præmis 70, ligeledes gælder, når visse posttjenester leveres på anmodning af offentlige organer.

75 Domstolen har ganske vist i dom af 16. oktober 2019, Winterhoff og Eisenbeis (C-4/18 og C-5/18, EU:C:2019:860, præmis 59-61), fastslået, at en posttjeneste, der består i forkyndelse af retslige og administrative dokumenter og foretages til gennemførelse af foranstaltninger udstedt af offentlige organer i forbindelse med deres virksomhed, og som ikke har til formål at opfylde deres egne behov, men at sikre en god retspleje, skal anses for at være udført på vegne af alle, der berøres af muligheden for at forkynde sådanne dokumenter, herunder modtagerne af disse dokumenter, og dermed anses for at blive leveret til samtlige brugere af et sådant servicetilbud som omhandlet i artikel 2, nr. 17), i direktiv 97/67. Det var på grundlag af disse betragtninger, at Domstolen konkluderede, at de ovennævnte forkyndelsesydelser kunne anses for at blive leveret »til alle brugere« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1, og dermed for at kunne fritages for moms som ydelser leveret af »det offentlige postvæsen« i henhold til artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112.

76 Heraf kan det imidlertid ikke udledes, at levering af posttjenester, der udføres på andre og gunstigere vilkår end dem, der tilbydes i de almindelige salgsbetingelser, således som de er godkendt af den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er udpeget til at regulere posttjenesten, eller som de er fastsat i reglerne for denne tjeneste, kan være omfattet af en sådan fritagelse alene af den grund, at den leveres på anmodning af et offentligt organ. Det tilkommer i givet fald den nationale ret at efterprøve, om en sådan ydelse kan anses for at opfylde betingelsen i artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67, hvorefter den befordringspligtige posttjeneste leveres »til alle brugere«.

77 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 132, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, sammenholdt med artikel 12, andet og fjerde led, i direktiv 97/67, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at levering af posttjenester, som en indehaver af en individuel licens til at varetage den befordringspligtige posttjeneste foretager i henhold til særskilte kontrakter, er omfattet af den momsfritagelse, som denne artikel 132 fastsætter, når sådanne tjenesteydelser, der har til formål at opfylde de berørte personers særlige behov uden at blive tilbudt alle brugere, leveres på andre og gunstigere vilkår end dem, som er godkendt af den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er udpeget til at regulere posttjenesten, eller dem, som er fastsat i reglerne for denne tjeneste.

Sagsomkostninger

78 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

1) Artikel 132, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med artikel 12, andet og fjerde led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008,

2) skal fortolkes således, at

3) denne bestemmelse er til hinder for, at levering af posttjenester, som en indehaver af en individuel licens til at varetage den befordringspligtige posttjeneste foretager i henhold til særskilte kontrakter, er omfattet af den fritagelse for merværdiafgift, som denne artikel 132 fastsætter, når sådanne tjenesteydelser, der har til formål at opfylde de berørte personers særlige behov uden at blive tilbudt alle brugere, leveres på andre og gunstigere vilkår end dem, som er godkendt af den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er udpeget til at regulere posttjenesten, eller dem, som er fastsat i reglerne for denne tjeneste.