C-645/23 Hera Comm - Dom

Foreløbig udgave

DADOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

19. juni 2025

» Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - punktafgifter - direktiv 2008/118/EF - artikel 1, stk. 2 - yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer - elektricitet - national lovgivning om indførelse af en tillægspunktafgift på elektricitet - ingen særlige formål - tillægsafgift til regionale og lokale myndigheder, som af de nationale retsinstanser anses for at være i strid med direktiv 2008/118 - den endelige forbrugers tilbagesøgning af den uretmæssigt betalte afgift hos leverandøren «

I sag C-645/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien) ved afgørelse af 26. oktober 2023, indgået til Domstolen den 26. oktober 2023, i sagen

Hera Comm SpA

mod

Falconeri Srl,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz (refererende dommer), som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne A. Kumin, I. Ziemele og S. Gervasoni,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Falconeri Srl ved avvocato R. Cinti,

- den spanske regering ved A. Pérez-Zurita Gutiérrez, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved A. Armenia, M. Björkland og F. Moro, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Hera Comm SpA, som er et selskab, der leverer elektricitet, og på den anden side Falconeri Srl, som er et kundeselskab, vedrørende tilbagebetaling af en tillægspunktafgift på elektricitet, der var fastsat i den italienske lovgivning.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2008/118

3 Direktiv 2008/118 er blevet ophævet ved Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT 2020, L 58, s. 4). Direktiv 2008/118 finder imidlertid fortsat anvendelse ratione temporis på de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen.

4 Følgende fremgik af anden betragtning til dette direktiv:

»Det er nødvendigt, at betingelserne for at pålægge punktafgifter på varer, der er omfattet af [Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1)], i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«, forbliver harmoniserede for at sikre, at det indre marked fungerer.«

5 Det nævnte direktivs artikel 1 fastsatte:

»1. I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:

a) energiprodukter og elektricitet omfattet af [Rådets] direktiv 2003/96/EF [af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51)]

[...]

2. Medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Fællesskabets afgiftsregler for punktafgifter eller [merværdiafgift], for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.

[...]«

6 Samme direktivs artikel 9, stk. 2, bestemte:

»Punktafgiften pålægges og opkræves og, hvor det er relevant, godtgøres eller eftergives efter en procedure, som fastlægges af den enkelte medlemsstat. Medlemsstaterne anvender de samme procedurer for indenlandske varer som for varer fra andre medlemsstater.«

7 Artikel 48, stk. 1, i direktiv 2008/118 var sålydende:

»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. januar 2010 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv fra den 1. april 2010. [...]«

Direktiv 2003/96

8 Artikel 1 i direktiv 2003/96 bestemmer:

»Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.«

9 Direktivets artikel 2, stk. 1, indeholder en liste over de produkter, der er omfattet af begrebet »energiprodukter« som omhandlet i det nævnte direktiv. I samme direktivs artikel 2, stk. 2, præciseres, at direktivet ligeledes finder anvendelse på elektrisk energi under KN-kode 2716.

10 Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/96 fastsætter:

»1. Medmindre andet gælder i henhold til andre EF-bestemmelser, kan medlemsstaterne under afgiftsmyndighedernes kontrol indrømme hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for:

[...]

h) elektricitet, naturgas, kul og fast brændsel anvendt af husholdninger og/eller organisationer, som af den pågældende medlemsstat betragtes som velgørende. [...] I tilfælde af blandet forbrug svarer afgiften til andelen af hvert forbrug. Hvis et forbrug er ubetydeligt, kan det betragtes som værende lig nul

[...]«

Italiensk ret

Den civile lovbog

11 Artikel 2033 i Codice civile (den civile lovbog) bestemmer:

»Enhver, der har foretaget en uretmæssig betaling, har ret til at kræve tilbagebetaling af det betalte beløb. Den pågældende har ligeledes ret til afkast og renter fra betalingsdagen, hvis den person, der modtog betalingen, var i ond tro, eller, hvis denne var i god tro, fra datoen for sagsanlægget.«

Lovdekret nr. 511/1988

12 I den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, nævnte præamblen til decreto-legge n. 511 - Disposizioni urgenti in materia di finanza regionale e locale (lovdekret nr. 511 om hastebestemmelser vedrørende regionale og lokale finanser) af 28. november 1988 (GURI nr. 280 af 29.11.1988), som ændret ved artikel 5 i decreto legislativo n. 26 - Attuazione della direttiva 2003/96/CE che ristruttura il quadro comunitario per la tassazione dei prodotti energetici e dell’elettricita (lovdekret nr. 26 om gennemførelse af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet) af 2. februar 2007 (GURI nr. 68 af 22.3.2007, almindeligt tillæg nr. 77) (herefter »lovdekret nr. 511/1988«), »det ekstraordinære og presserende behov for at sikre de nødvendige midler til de regionale og lokale myndigheders finanser for at sikre udførelsen af de institutionelle opgaver«.

13 Artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988, som blev ophævet med virkning fra den 1. april 2012, havde følgende ordlyd:

»1. Der indføres en tillægspunktafgift på elektricitet som omhandlet i artikel 52 ff. i de konsoliderede lovbestemmelser om afgifter på produktion og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner, som blev godkendt ved [decreto legislativo n. 504 - Testo unico delle disposizioni legislative concernenti le imposte sulla produzione e sui consumi e relative sanzioni penali e amministrative (lovdekret nr. 504 om konsoliderede lovbestemmelser om afgifter på produktion og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner) af 26. oktober 1995 (GURI nr. 279 af 29.11.1995, almindeligt tillæg nr. 143) (herefter »lovdekret nr. 504/1995«)], på:

a) 18,59 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for kommunerne for ethvert forbrug i boliger, [...]

b) 20,40 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for kommunerne for ethvert forbrug i sekundære boliger

c) 9,30 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for provinserne for ethvert forbrug i andre lokaler og på andre steder end beboelsesejendomme for alle kontrakter, dog op til et maksimalt månedligt forbrug på 200 000 kWh.

[...]

3. De i stk. 1 omhandlede tillægsafgifter betales af de afgiftspligtige personer, som er omhandlet i artikel 53 [i lovdekret nr. 504/1995], på tidspunktet for leveringen af elektricitet til de endelige forbrugere eller, når der er tale om elektricitet, som er produceret eller købt til eget forbrug, på forbrugstidspunktet. Tillægsafgifterne opkræves og tilbagesøges efter den samme fremgangsmåde som punktafgiften på elektricitet.

4. De i stk. 1 omhandlede tillægsafgifter vedrørende levering af elektricitet med en rådighedseffekt på højst 200 kW betales direkte til de kommuner og provinser, på hvis område brugerne befinder sig. Tillægsafgifterne vedrørende levering af elektricitet med en rådighedseffekt på over 200 kW og vedrørende forbrug af elektricitet, der er produceret eller købt til eget forbrug, indbetales til statskassen, med undtagelse af de tillægsafgifter, som opkræves i regionen Valle d’Aosta [(Italien)] og i de selvstyrende provinser Trento [(Italien)] og Bolzano [(Italien)], der indbetales direkte til kommunerne og provinserne selv.

5. Bestemmelserne i artikel 52, stk. 3, i [lovdekret nr. 504/1995] finder ikke anvendelse på de tillægsafgifter, der er omhandlet i stk. 1; forbrug i forbindelse med offentlig belysning og produktion, transmission og distribution af elektricitet er imidlertid fritaget for yderligere afgifter.

[...]«

Lovdekret nr. 504/1995

14 Proceduren vedrørende anmodning om tilbagebetaling af uretmæssigt betalt punktafgift er reguleret i lovdekret nr. 504/1995.

15 Dette lovdekrets artikel 14, der har overskriften »Tilbagebetaling af punktafgift«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Punktafgiften tilbagebetales, når det viser sig, at den er blevet urigtigt erlagt; de i nærværende artikel omhandlede tilbagebetalingsregler finder ligeledes anvendelse på anmodninger om lempelse, der indrømmes ved hel eller delvis godtgørelse af den erlagte punktafgift eller på andre måder, som er fastsat i reglerne for den enkelte lempelse.«

16 Det nævnte lovdekrets artikel 16 med overskriften »Forrang« bestemmer følgende i stk. 3:

»Punktafgiftspligtige personer kan, efter at have erlagt afgiften, overvælte deres tilgodehavender på aftagere af de produkter, for hvilke disse personer har erlagt denne afgift, i forbindelse med faktureringen [...]«

17 Samme lovdekrets artikel 52 er affattet som følger:

»1. Elektricitet (KN-kode 2716) pålægges punktafgift efter de satser, der er fastsat i bilag I, på tidspunktet for leveringen til de endelige forbrugere eller på tidspunktet for forbruget af den elektricitet, som producenten producerer til eget brug.

[...]

3. Elektricitet er fritaget for punktafgift:

a) når den anvendes til produktion af elektricitet og til opretholdelse af elproduktionskapacitet

b) når den er produceret af anlæg, der anvender vedvarende energikilder i henhold til den gældende lovgivning, med en rådighedseffekt på over 20 kW, som forbruges af egenproduktionsvirksomheder i andre lokaler og på andre steder end beboelsesejendomme

c) når den anvendes til installation og drift af jernbanelinjer til gods- og passagertransport

d) når den anvendes til installation og drift af transportlinjer i og mellem byer

e) når den forbruges til enhver anvendelse på brugernes registrerede bopæl med en effekt på op til 3 kW, til et månedligt forbrug på 150 kWh. [...]

[...]«

18 Artikel 53 i lovdekret nr. 504/1995 bestemmer:

»1. Følgende er forpligtet til at betale punktafgift på elektricitet:

a) enheder, der fakturerer elektricitet til de endelige forbrugere, i det følgende benævnt »sælgere«

[...]«

19 Dette lovdekrets artikel 60 fastsætter:

»Bestemmelserne i dette afsnit, bortset fra bestemmelserne i artikel 52, [stk. 3], finder også anvendelse på tillægspunktafgifter på elektricitet, når deres gennemførelsesbestemmelser er de samme som dem, der er fastsat for punktafgiften.«

Lovdekret nr. 23/2011

20 Artikel 2, stk. 6, i decreto legislativo n 23 - Disposizioni in materia di federalismo Fiscale Municipale (lovdekret nr. 23 om bestemmelser vedrørende kommunal skatteføderalisme) af 14. marts 2011 (GURI nr. 67 af 23.3.2011) bestemmer, at fra 2012 ophører den tillægsafgift, der lægges til den punktafgift på elektricitet, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i lovdekret nr. 511/1988, med at finde anvendelse i regioner med almindelig status. Tillægsafgiften blev endeligt ophævet med virkning fra den 1. april 2012.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

21 I medfør af en kontrakt indgået den 1. oktober 2009 leverede Hera Comm periodisk elektricitet til Falconeri.

22 Indtil den 1. april 2012, hvor artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988 blev ophævet, indbetalte Hera Comm den tillægspunktafgift på elektricitet, der er fastsat i denne bestemmelse (herefter »tillægsafgiften«), til den italienske statskasse. Selskabet overvæltede den således betalte afgift på Falconeri og fik således hele modværdien af denne afgift tilbagebetalt.

23 Da Falconeri var af den opfattelse, at den nævnte afgift var i strid med EU-retten, anlagde selskabet sag om tilbagesøgning af uretmæssigt betalte beløb ved Tribunale di Bologna (retten i Bologna, Italien) med påstand om, at Hera Comm skulle tilbagebetale de beløb, der var betalt i denne forbindelse.

24 Ved kendelse af 19. april 2021 gav Tribunale di Bologna (retten i Bologna) Falconeri medhold, idet den fandt, at artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988 var i strid med artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, som fortolket i Domstolens faste praksis, og at den følgelig ikke skulle finde anvendelse. Da de betalinger, som Falconeri havde foretaget i form af tillægsafgift, således var uden retsgrundlag, pålagde denne ret Hera Comm at tilbagebetale de tilsvarende beløb fra udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2008/118 og indtil ophævelsen af artikel 6, stk. 1, i lovdekret nr. 511/1988.

25 Hera Comm tilbagebetalte derfor de uretmæssigt betalte beløb. Den 19. maj 2021 iværksatte Hera Comm imidlertid appel til prøvelse af denne kendelse ved Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien), som er den forelæggende ret, idet selskabet gjorde gældende, at tillægsafgiften blot var en forhøjelse af punktafgiftssatsen på elektricitet og derfor ikke udgjorde en »yderligere indirekte afgift« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118.

26 Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om tillægsafgiften skal anses for at være en anden afgift end punktafgiften på elektricitet, eftersom den kun udgør en brøkdel eller et multiplum af denne afgift. Den forelæggende ret har præciseret, at denne punktafgift og denne afgift har en lignende struktur og indgår i til dels sammenfaldende ordninger. Den nævnte afgift forhøjer navnlig punktafgiftssatsen for elektricitet og har regler for beregning, fastsættelse og opkrævning, der er identiske med denne. Under disse omstændigheder ville tillægsafgiften kunne forstås som blot en forhøjelse af punktafgiftssatsen, der således ikke udgør en »yderligere indirekte afgift« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2, og den ville ikke være underlagt den i denne bestemmelse fastsatte forpligtelse til anvendelse til særlige formål.

27 Hvis der derimod var tale om særskilte afgifter, kunne der være en modsætning mellem den nationale retsregel, hvorved tillægsafgiften blev indført, uden at den blev anvendt til særlige formål, og artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, som kræver, at der sker en sådan anvendelse. Muligheden for at overvælte betalingen af denne afgift på slutkunden afhænger således af løsningen af denne selvmodsigelse.

28 Ifølge den forelæggende ret er en ordlydsfortolkning, en helhedsfortolkning og en formålsfortolkning af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 til hinder for, at punktafgiften på elektricitet og tillægsafgiften betragtes som én og samme indirekte afgift. Dette direktiv begrænser ikke medlemsstaternes beskatningskompetence i forhold til de former, hvorunder den kan udøves, men ud fra de formål, der forfølges, og de virkninger, som de afgifter, der følger heraf, har på markedet.

29 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 kan have horisontale direkte virkninger i forbindelse med en tvist mellem private som den, der er indbragt for den. Den har nærmere bestemt henvist til Domstolens faste praksis vedrørende forbuddet mod direktivers direkte horisontale virkning, som imidlertid ikke udtrykkeligt gør det muligt at afgøre, om dette forbud omfatter »udelukkelsesvirkningen«, som har til formål at udelukke anvendelsen af en national bestemmelse, der er i strid med et direktiv.

30 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der ifølge en første retning i national retspraksis skal ses bort fra artikel 6, stk. 1 og 2, i lovdekret nr. 511/1988, uanset om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 har direkte horisontal eller vertikal virkning, på grund af princippet om umiddelbar anvendelse af den fortolkning af EU-retten, som Domstolen har foretaget på grundlag af artikel 267 TEUF. Ifølge en anden retning i retspraksis ville den manglende virkning af de direktiver, der »selv kan gennemføres« i horisontale forhold, derimod forhindre en endelig forbruger i at påberåbe sig direktiv 2008/118 over for en leverandør og ville kun give denne mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål.

31 I det foreliggende tilfælde indgår den kendelse, der blev afsagt i første instans, i fast praksis fra Corte di cassazione (kassationsdomstol, Italien), hvorefter de regler, der regulerer tilbagebetalingen af tillægsafgiften, er forenelige med EU-retten, eftersom det i mangel af fælles regler herom tilkommer medlemsstaterne at regulere en sådan tilbagebetaling i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Ifølge denne nationale retspraksis udgør punktafgiften og tillægsafgiften to særskilte afgifter. Det er imidlertid udelukket, at denne afgift opfylder betingelsen om at forfølge de særlige formål, der kræves i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, idet det eneste formål, der forfølges hermed, er at »sikre de nødvendige midler til de regionale og lokale myndigheders finanser for at sikre udførelsen af deres institutionelle opgaver«.

32 Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at Hera Comm ikke er et selskab med offentlig deltagelse, og at Hera Comm heller ikke er pålagt udførelsen af en offentlig tjeneste. Det retsforhold, som selskabet har til sin kunde med henblik på overvæltningen af tillægsafgiften, er følgelig af horisontal karakter. Ifølge den forelæggende ret vil en anerkendelse af den direkte virkning af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 i dette horisontale retsforhold fuldt ud sikre gennemførelsen af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet og undgå urimelig forskelsbehandling af en kunde, der ikke kan gøre gældende over for sin medkontrahent, at den tillægsafgift, som kunden har båret den økonomiske byrde af, er ulovlig, med den begrundelse, at denne afgift er i strid med EU-retten.

33 På denne baggrund har Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er [tillægsafgiften], der pålægges af en medlemsstat som en brøkdel eller [et multiplum] af den punktafgift, som en vare allerede er pålagt, omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter« i artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2008/118], eller skal den blot betragtes som en forhøjelse af punktafgiftssatsen, med den følge, at det står medlemsstaten frit for ikke at anvende den til de »særlige formål«, som er påkrævet i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv [2008/118]?

2) Såfremt [tillægsafgiften] er omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter«, skal artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2008/118] da fortolkes således, at den opfylder betingelserne for, at en privat part kan påberåbe sig den ved en national retsinstans med henblik på

- over for sælgeren af den vare, som er pålagt [tillægsafgiften], for hvilken den private part har erlagt den indirekte afgift, at gøre gældende, at medlemsstatens beskatning af sælgeren er retsstridig, fordi den er baseret på en national bestemmelse, som strider mod direktivet, og

- følgelig at nedlægge påstand om, at sælgeren skal tilpligtes at tilbagebetale den private part det beløb, som uberettiget er blevet overvæltet på denne?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

34 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at en tillægspunktafgift på en vare, der alene udgør en brøkdel eller et multiplum af den punktafgift, som dette produkt allerede er pålagt, men hvor indtægterne heraf henføres til andre offentlige myndigheder end dem, som punktafgiften henføres til, og som ikke følger de fritagelsesregler, der finder anvendelse herpå, kan anses for en afgift, der er forskellig fra denne punktafgift og således er omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter« som omhandlet i denne bestemmelse, idet medlemsstaterne kan opkræve en sådan afgift, for så vidt som den forfølger et særligt formål, der er forskelligt fra punktafgiften.

35 I det foreliggende tilfælde har punktafgiften på elektricitet og tillægsafgiften, således som det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, en struktur og indgår i en ordning, der er delvist sammenfaldende, eftersom sidstnævnte afgift forhøjer satsen for førstnævnte afgift, og idet den har de samme regler for beregning, fastsættelse og opkrævning som denne. Ifølge Hera Comm udgør tillægsafgiften blot en forhøjelse af punktafgiften på elektricitet og ikke en særskilt afgift. Ifølge den forelæggende rets præciseringer indgår den kendelse, der blev afsagt i første instans inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, imidlertid i en retning i national retspraksis, hvorefter punktafgiften og tillægsafgiften anses for at udgøre to særskilte afgifter.

36 Indledningsvis bemærkes, at det påhviler Domstolen at kvalificere skatter, afgifter, gebyrer mv. i relation til EU-retten efter deres objektive kendetegn, uden hensyn til, hvorledes de er betegnet i national ret (dom af 3.3.2021, Promociones Oliva Park, C-220/19, EU:C:2021:163, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

37 I denne henseende skal det yderligere bemærkes, at det følger af ordlyden af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, at medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Fællesskabets afgiftsregler for punktafgifter eller moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.

38 Hvad navnlig angår begrebet »yderligere indirekte afgifter« som omhandlet i denne bestemmelse betegner dette begreb i overensstemmelse med Domstolens faste praksis andre indirekte afgifter, som pålægges forbruget af de varer, der er opregnet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, end »punktafgifter« som omhandlet i denne sidstnævnte bestemmelse, og som opkræves til særlige formål (dom af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems, C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 59, og af 3.3.2021, Promociones Oliva Park, C-220/19, EU:C:2021:163, præmis 48).

39 I denne henseende fastsætter artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 for det første princippet om, at dette direktiv fastlægger den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af varer såsom elektricitet, ved at harmonisere betingelserne for at pålægge punktafgiften, således som det fremgår af anden betragtning hertil.

40 For det andet er elektrisk energi i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i direktiv 2003/96 også omfattet af den harmoniserede beskatningsordning, der er fastlagt i dette direktiv.

41 For det tredje har Domstolen præciseret, at den mulighed, som medlemsstaterne er tillagt ved artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, har til formål at tage hensyn til medlemsstaternes forskellige traditioner på beskatningsområdet og den hyppige brug af indirekte beskatning til gennemførelse af andre politikker end budgetpolitik (jf. i denne retning dom af 3.3.2021, Promociones Oliva Park, C-220/19, EU:C:2021:163, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

42 Eftersom beskatningen af elektricitet i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 og artikel 2, stk. 2, i direktiv 2003/96 er genstand for harmonisering inden for Den Europæiske Union, kan en tillægsafgift, der er forskellig fra punktafgiften på elektricitet, for så vidt som den ikke blot udgør en forhøjelse af satsen, imidlertid kun tillades, hvis den opfylder betingelserne i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118.

43 Hvad i første række angår den særskilte karakter af den i hovedsagen omhandlede tillægsafgift fremgår det dels af forelæggelsesafgørelsen, at afgiftsgrundlaget for denne afgift blev beregnet på samme måde som for punktafgiften på elektricitet, dels at den nævnte afgift fulgte de samme regler for fastsættelse, beregning og opkrævning som dem, der fandt anvendelse på sidstnævnte. Desuden var den afgiftsudløsende begivenhed for tillægsafgiften den samme som for punktafgiften, dvs. levering og salg af elektricitet.

44 Når dette er sagt, var den endelige modtager af tillægsafgiften indledningsvis ikke den samme som modtageren af punktafgiften. Som den forelæggende ret har anført, skulle punktafgiften nemlig for den samme mængde elektricitet, der blev distribueret til de endelige forbrugere, på den ene side betales til den italienske statskasse, mens tillægsafgiften på den anden side kom de lokale eller regionale myndigheder til gode.

45 Dernæst gjorde artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988 det muligt at differentiere beskatningen af elektricitet på grundlag af anvendelsen, leveringsstedet og den forbrugte mængde. Sådanne differentieringskriterier finder imidlertid ikke anvendelse på punktafgiften, eftersom de ikke er fastsat i direktiv 2008/118 og 2003/96.

46 Endelig bemærkes, at mens artikel 52, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1995 i overensstemmelse med direktiv 2003/96 fastsatte visse fritagelser for punktafgifter, var de afgiftspligtige personer, der var underlagt tillægsafgiften, ikke omfattet af de samme fritagelser.

47 Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, burde den nævnte afgift, hvis den kun havde været en forhøjelse af punktafgiftssatsen på elektricitet, have været reguleret på samme måde som denne og have været genstand for de samme fritagelser som dem, der af den nationale lovgiver var fastsat for denne afgift, i overensstemmelse med direktiv 2003/96.

48 Det følger af det ovenstående, at den omhandlede tillægsafgift ikke blot kan anses for en forhøjelse af punktafgiftssatsen for elektricitet som en brøkdel eller et multiplum heraf, men kan udgøre en yderligere indirekte afgift, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af elektricitet som omhandlet i direktiv 2003/96.

49 I anden række bemærkes, at selv om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 i det væsentlige tillader medlemsstaterne at opkræve yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer, er det på den dobbelte betingelse, at denne afgiftspålæggelse forfølger et eller flere »særlige formål«, og at den er i overensstemmelse med Unionens afgiftsregler for punktafgifter eller merværdiafgift, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Statoil Fuel Industrie Retail, C-553/13, EU:C:2015:149, præmis 35).

50 Disse to betingelser, som har til formål at undgå, at yderligere indirekte afgifter hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne utilbørligt, er, som det fremgår af selve ordlyden af direktivets artikel 1, stk. 2, kumulative (dom af 5.3.2015, Statoil Fuel Industrie Retail, C-553/13, EU:C:2015:149, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

51 Hvad angår den første af disse betingelser fremgår det af Domstolens faste praksis, at et »særligt formål« som omhandlet i denne bestemmelse ikke må være rent budgetmæssigt. Eftersom enhver afgift nødvendigvis forfølger et budgetmæssigt formål, kan denne omstændighed alene imidlertid ikke udelukke, at en tillægsafgift ligeledes kan have et særligt formål som omhandlet i denne bestemmelse, idet bestemmelsen ellers ville blive berøvet sin effektive virkning (dom af 14.3.2024, f6 Cigarettenfabrik, C-336/22, EU:C:2024:226, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

52 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at formålet med tillægsafgiften ifølge præamblen til lovdekret nr. 511/1988 var at »sikre de nødvendige midler til de regionale og lokale myndigheders finanser for at sikre udførelsen af deres institutionelle opgaver«. Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at der findes et andet, hypotetisk formål, nemlig bidraget til affaldsbortskaffelsestjenesten, som imidlertid i den nationale lovgivning kun beskrives som potentielt, og at der ikke er noget bevis for, at dette formål faktisk forfølges.

53 Det kan imidlertid ikke fastslås, at der findes et »særligt formål« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, alene på baggrund af, at indtægterne fra den omhandlede afgift allokeres til finansiering af generelle udgifter, som påhviler den offentlige myndighed inden for et bestemt område. Hvis dette var tilfældet, ville der nemlig ikke kunne sondres mellem det påberåbte særlige formål og et rent budgetmæssigt formål (dom af 5.3.2015, Statoil Fuel Industrie Retail, C-553/13, EU:C:2015:149, præmis 40).

54 Under disse omstændigheder og med forbehold af den efterprøvelse, der skal foretages af den forelæggende ret, der har enekompetence til at fastlægge og vurdere de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, fremgår det ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at tillægsafgiften, der kun synes at forfølge et generelt formål om at støtte de lokale og regionale myndigheders budget, opfylder kriterierne vedrørende særlige formål, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 (jf. i denne retning kendelse af 9.11.2021, Agenzia delle dogane e dei monopoli - Ufficio delle dogane di Gaeta, C-255/20, EU:C:2021:926, præmis 38 og 39).

55 Hvad angår den anden af de betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 44, gør den omstændighed, at tillægsafgiften følger de samme regler for fastsættelse, beregning og opkrævning som dem, der finder anvendelse på punktafgiften på elektricitet, det muligt at konkludere, at den af den nationale lovgiver fra begyndelsen var blevet udformet som en afgift, der skal være i overensstemmelse med Unionens afgiftsregler, der finder anvendelse på punktafgifter.

56 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at en tillægspunktafgift på en vare, der alene udgør en brøkdel eller et multiplum af den punktafgift, som dette produkt allerede er pålagt, men hvor indtægterne heraf henføres til andre offentlige myndigheder end dem, som punktafgiften henføres til, og som ikke følger de fritagelsesregler, der finder anvendelse herpå, kan anses for en afgift, der er forskellig fra denne punktafgift og således er omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter« som omhandlet i denne bestemmelse, idet medlemsstaterne kan opkræve en sådan afgift, for så vidt som den forfølger et særligt formål, der er forskelligt fra punktafgiften.

Det andet spørgsmål

57 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 kan påberåbes i en tvist mellem private om tilbagebetaling af en afgift, der er betalt med urette, med den begrundelse, at den nationale bestemmelse, hvorved denne afgift blev indført, er i strid med denne artikel 1, stk. 2, således at en national ret, for hvilken en sådan tvist er indbragt, alene på grundlag af EU-retten er forpligtet til at undlade at anvende denne nationale bestemmelse.

58 Indledningsvis bemærkes, at Domstolen allerede har taget stilling til lignende spørgsmål, der blev rejst inden for de samme retlige rammer i den sag, der gav anledning til dom af 11. april 2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi (C-316/22, EU:C:2024:301).

59 Domstolen bemærkede i denne henseende, at ifølge artikel 288, stk. 3, TEUF består et direktivs bindende karakter, som er grundlaget for, at der kan støttes ret herpå, kun i forhold til »enhver medlemsstat, som det rettes til«. Efter fast retspraksis følger det heraf, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som sådan kan påberåbes over for sådanne personer ved en national domstol (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

60 Heraf følger, at en national ret ikke er forpligtet til alene på grundlag af EU-retten at undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, såfremt sidstnævnte bestemmelse ikke har direkte virkning, uden at dette dog berører denne rets og enhver kompetent national forvaltnings mulighed for i medfør af national ret at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, som ikke har en sådan virkning (jf. i denne retning dom af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 33).

61 Selv om et direktiv ikke har horisontal virkning, kan en national retsinstans med hensyn til en direktivbestemmelse, der er klar, præcis og ubetinget, således give en borger mulighed for at støtte sig på, at en afgift, som en sælger uretmæssigt har overvæltet på den pågældende, er ulovlig, hvis sælgeren er indrømmet en sådan mulighed i henhold til national lovgivning, med henblik på at neutralisere den yderligere økonomiske byrde, som borgeren i sidste ende har måttet bære, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 25).

62 Domstolen fastslog derudover, at borgerne ikke alene kan støtte ret på ubetingede og tilstrækkeligt præcise direktivbestemmelser over for en medlemsstat og alle dens administrative organer, men ligeledes over for organer eller enheder, der er undergivet statens myndighed eller kontrol, eller som har beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

63 Domstolen konkluderede følgelig, at artikel 288, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en indirekte afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, medmindre andet er fastsat i national ret, eller den enhed, over for hvilken det er blevet gjort gældende, at afgiften er ulovlig, er undergivet statens myndighed eller kontrol eller har beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 27). I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse med henblik på at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede leverandør henhører under en af disse kategorier.

64 Under alle omstændigheder bemærkes, at medlemsstaterne efter Domstolens faste praksis principielt er forpligtede til at tilbagebetale skatter og afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, idet retten til at få tilbagebetalt disse afgifter består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser, der forbyder sådanne afgifter (dom af 20.10.2011, Danfoss og Sauer-Danfoss, C-94/10, EU:C:2011:674, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

65 I denne henseende bemærkes, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på det pågældende område tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de præcise processuelle regler, i henhold til hvilke retten til at opnå tilbagebetaling af den nævnte økonomiske byrde skal udøves, idet disse regler dog skal overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

66 Navnlig kræver effektivitetsprincippet, såfremt en sådan tilbagebetaling viser sig at være umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig at opnå fra de berørte leverandører, at den endelige forbruger skal kunne rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod den pågældende medlemsstat (dom af 11.4.2024, Gabel Industria Tessile og Canavesi, C-316/22, EU:C:2024:301, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

67 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private om tilbagebetaling af en afgift, der er betalt med urette, med den begrundelse, at de bestemmelser i national ret, hvorved denne afgift blev indført, er i strid med artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, som fastslår, at det ikke er muligt at fortolke disse bestemmelser i national ret i overensstemmelse med EU-retten, ikke alene på grundlag af EU-retten er forpligtet til at undlade at anvende de nævnte bestemmelser i national ret. EU-retten kræver imidlertid, at den endelige forbruger, i tilfælde af at det er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af den med urette betalte afgift fra leverandøren, skal være i stand til at rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod den pågældende medlemsstat.

Sagsomkostninger

68 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF

skal fortolkes således, at

en tillægspunktafgift på en vare, der alene udgør en brøkdel eller et multiplum af den punktafgift, som dette produkt allerede er pålagt, men hvor indtægterne heraf henføres til andre offentlige myndigheder end dem, som punktafgiften henføres til, og som ikke følger de fritagelsesregler, der finder anvendelse herpå, kan anses for en afgift, der er forskellig fra denne punktafgift og således er omfattet af begrebet »yderligere indirekte afgifter« som omhandlet i denne bestemmelse, idet medlemsstaterne kan opkræve en sådan afgift, for så vidt som den forfølger et særligt formål, der er forskelligt fra punktafgiften.

2) EU-retten skal fortolkes således, at en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private om tilbagebetaling af en afgift, der er betalt med urette, med den begrundelse, at de bestemmelser i national ret, hvorved denne afgift blev indført, er i strid med artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, som fastslår, at det ikke er muligt at fortolke disse bestemmelser i national ret i overensstemmelse med EU-retten, ikke alene på grundlag af EU-retten er forpligtet til at undlade at anvende de nævnte bestemmelser i national ret. EU-retten kræver imidlertid, at den endelige forbruger, i tilfælde af at det er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af den med urette betalte afgift fra leverandøren, skal være i stand til at rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod den pågældende medlemsstat.