Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
15. maj 2025
» Præjudiciel forelæggelse - toldunion - EU-toldkodeksen - metode til toldværdiansættelse - artikel 70 - transaktionsværdi - varer, der importeres på grundlag af en midlertidig købspris - endelig pris afhænger af diverse faktorer, der er ukendte på tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen «
I sag C-782/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) ved afgørelse af 13. december 2023, indgået til Domstolen den 19. december 2023, i sagen
»Tauritus« UAB
mod
Muitines departamentas prie Lietuvos Respublikos finansu ministerijos,
procesdeltager:
Kauno teritorine muitine,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne S. Rodin, N. Piçarra, O. Spineanu-Matei (refererende dommer) og N. Fenger,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: kontorchef M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. november 2024,
efter at der er afgivet indlæg af:
- den litauiske regering ved K. Dieninis, V. Kazlauskaite-Švencioniene og E. Kurelaityte, som befuldmægtigede,
- den spanske regering ved A. Pérez-Zurita Gutiérrez og A. Torró Molés, som befuldmægtigede,
- den franske regering ved M. de Lisi og B. Travard, som befuldmægtigede,
- Europa-Kommissionen ved J. Jokubauskaite og F. Moro, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. januar 2025,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 70 og artikel 173, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, berigtiget i EUT 2013, L 287, s. 90, herefter »EU-toldkodeksen«).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »Tauritus« UAB og Muitines departamentas prie Lietuvos Respublikos finansu ministerijos (tolddepartementet under Republikken Litauens finansministerium, herefter »tolddepartementet«) vedrørende morarenter af et supplerende beløb for merværdiafgift (herefter »moms«) ved indførsel, som sidstnævnte har opkrævet hos Tauritus.
Retsforskrifter
3 Den Europæiske Unions toldlovgivning omfatter bl.a. EU-toldkodeksen, Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 1) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 558).
EU-toldkodeksen
4 I henhold til EU-toldkodeksens artikel 15, stk. 2, litra a), er en person, der indgiver en toldangivelse, ansvarlig for rigtigheden og fuldstændigheden af oplysningerne i angivelsen.
5 EU-toldkodeksens artikel 48 med overskriften »Kontrol efter frigivelse« foreskriver, at toldmyndighederne kan verificere rigtigheden og fuldstændigheden af de afgivne oplysninger i bl.a. en toldangivelse og kan gennemgå klarererens regnskaber og andre optegnelser vedrørende transaktioner med de pågældende varer efter at have frigivet dem.
6 Samme kodeks’ artikel 70 med overskriften »Metode til toldværdiansættelse baseret på transaktionsværdien« bestemmer:
»1. Det primære grundlag for varers toldværdi er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til eksport til Unionens toldområde, om nødvendigt justeret.
2. Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, er den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde sælgeren eller tredjemand til fordel for sælgeren for de importerede varer, og som omfatter alle de betalinger, som er erlagt eller skal erlægges som betingelse for salget af de importerede varer.
3. Transaktionsværdien gælder, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:
[...]
b) Salget eller prisen er ikke betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan bestemmes med hensyn til de varer, som skal værdiansættes.
[...]«
7 Artikel 71 og 72 i samme kodeks regulerer de i dennes artikel 70, stk. 1, omhandlede justeringer, som efter omstændighederne skal foretages for at fastsætte toldværdien baseret på transaktionsværdien, idet disse bestemmelser foreskriver de elementer, der efter omstændighederne skal lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, eller som tværtimod ikke skal indgå i toldværdien.
8 EU-toldkodeksens artikel 73 med overskriften »Forenkling« bestemmer:
»Toldmyndighederne kan efter ansøgning tillade, at følgende beløb fastsættes på grundlag af specifikke kriterier, når de ikke kan opgøres på den dato, hvor toldangivelsen antages:
a) beløb, der skal indgå i toldværdien i henhold til artikel 70, stk. 2, og
b) beløb, der er omhandlet i artikel 71 og 72.«
9 Denne kodeks’ artikel 74 med overskriften »Sekundære metoder til toldværdiansættelse« foreskriver:
»1. Når varers toldværdi ikke kan fastsættes i henhold til artikel 70, fastsættes denne i medfør af det første litra i [denne artikels] stk. 2, litra a)-d), i nævnte rækkefølge, efter hvilket varernes toldværdi kan fastsættes.
[...]
2. I medfør af stk. 1 er toldværdien:
a) transaktionsværdien af tilsvarende varer [...]
b) transaktionsværdien af lignende varer [...]
c) en værdi baseret på enhedsprisen [...]
d) den beregnede værdi [...]
3. Hvis toldværdien ikke kan fastsættes i henhold til stk. 1, fastsættes den på grundlag af tilgængelige data i Unionens toldområde og ifølge rimelige fremgangsmåder, der er forenelige med principperne og de almindelige bestemmelser i samtlige følgende:
a) aftalen om anvendelse af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel
b) artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel
c) dette kapitel.«
10 Nævnte kodeks’ artikel 101 med overskriften »Fastsættelse af import- eller eksportafgiftsbeløbet« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Størrelsen af den skyldige import- eller eksportafgift fastsættes af [toldmyndighederne], så snart de har de fornødne oplysninger.
2. Med forbehold af artikel 48 kan toldmyndighederne godkende størrelsen af den skyldige import- eller eksportafgift, som klarereren har fastsat.«
11 Kapitel 2 i samme kodeks’ afsnit V omfatter en afdeling 3 med overskriften »Forenklede toldangivelser«, som bl.a. indeholder denne kodeks’ artikel 166 og 167. Denne artikel 166 med overskriften »Forenklet angivelse« foreskriver i stk. 1:
»Toldmyndighederne kan acceptere, at en person får varer henført under en toldprocedure på grundlag af en forenklet angivelse, hvori nogle af de oplysninger, [der er nødvendige for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, som varerne angives til,] eller den [...] dokumentation [, der er nødvendig for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for denne toldprocedure,] kan være udeladt.«
12 EU-toldkodeksens artikel 167 med overskriften »Supplerende angivelse« har følgende ordlyd:
»1. I tilfælde af en forenklet angivelse i henhold til artikel 166 [...] skal en klarerer indgive en supplerende angivelse med de oplysninger, der er nødvendige for den pågældende toldprocedure, for det kompetente toldsted inden for en specifik frist.
I tilfælde af en forenklet angivelse i henhold til artikel 166 skal den nødvendige dokumentation være i klarererens besiddelse og til rådighed for toldmyndighederne inden for en specifik frist.
[...]
4. Den forenklede angivelse, jf. artikel 166 [...] og den supplerende angivelse anses for at udgøre et enkelt og samlet dokument, som er gyldigt fra [...] den dato, hvor den forenklede angivelse bliver antaget i overensstemmelse med artikel 172 [...].«
13 Denne kodeks’ artikel 172, stk. 2, er affattet som følger:
»Datoen for toldmyndighedernes antagelse af toldangivelsen er, medmindre andet er fastsat, den dato, der lægges til grund for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, som varerne angives til, og for alle andre import- eller eksportformaliteter.«
14 Nævnte kodeks’ artikel 173 med overskriften »Ændring af en toldangivelse« bestemmer:
»1. Klarereren kan efter ansøgning få tilladelse til at ændre en eller flere oplysninger i toldangivelsen, efter at toldmyndighederne har antaget angivelsen. [...]
[...]
3. Der kan efter ansøgning fra klarereren inden for tre år fra datoen for antagelsen af toldangivelsen gives tilladelse til, at toldangivelsen ændres efter frigivelsen af varerne, så klarereren kan opfylde sine forpligtelser med hensyn til henførsel af varerne under den pågældende toldprocedure.«
15 I henhold til samme kodeks’ artikel 286, stk. 1 og 3, ophævede og erstattede den Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (EUT 2008, L 145, s. 1).
16 I henhold til EU-toldkodeksens artikel 288 finder samtlige de bestemmelser i denne kodeks, der nævnes i denne doms præmis 4-14, anvendelse fra den 1. maj 2016.
Delegeret forordning 2015/2446
17 Artikel 71 i delegeret forordning 2015/2446 med overskriften »Forenkling«, som vedrører EU-toldkodeksens artikel 73, bestemmer i stk. 1:
»Den i [EU-toldkodeksens] artikel 73 omhandlede tilladelse kan gives, når følgende betingelser er opfyldt:
a) [A]nvendelsen af den i [denne kodeks’] artikel 166 omhandlede procedure ville under de pågældende omstændigheder medføre urimeligt høje administrationsudgifter[.]
b) [D]en fastsatte toldværdi vil ikke i væsentlig grad afvige fra den toldværdi, der ville blive fastsat, hvis der ikke forelå en sådan tilladelse.«
Gennemførelsesforordning 2015/2447
18 Artikel 128 i gennemførelsesforordning 2015/2447 med overskriften »Transaktionsværdi«, som vedrører EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 1, bestemmer i stk. 1:
»Transaktionsværdien af varer, der sælges til eksport til Unionens toldområde, fastsættes på tidspunktet for antagelse af toldangivelsen på grundlag af det salg, der fandt sted[,] umiddelbart før varerne blev ført ind i toldområdet.«
19 Denne gennemførelsesforordnings artikel 130 med overskriften »Rabatter«, som vedrører EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Med henblik på fastsættelse af toldværdien i henhold til [EU-toldkodeksens] artikel 70, stk. 1, tages der hensyn til rabatter, hvis anvendelsen og størrelsen heraf er fastlagt i salgskontrakten på tidspunktet for antagelse af toldangivelsen.
[...]
3. Der tages ikke hensyn til rabatter som følge af ændringer af kontrakten, der er foretaget efter antagelse af toldangivelsen.«
20 Nævnte gennemførelsesforordnings artikel 133 med overskriften »Værdiansættelse af vilkår og hensyn«, som vedrører EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 3, litra b), har følgende ordlyd:
»Hvor salget af eller prisen på de importerede varer er underlagt nogle vilkår eller hensyn, hvis værdi kan bestemmes i forhold til de varer, der værdiansættes, anses denne værdi som en del af den pris, der er betalt eller skal betales [...]
[...]«
21 Artikel 144 i samme gennemførelsesforordning med overskriften »Fallback-metoden«, som vedrører EU-toldkodeksens artikel 74, stk. 3, bestemmer i stk. 1:
»Ved fastsættelse af toldværdien efter [EU-toldkodeksens] artikel 74, stk. 3, kan metoderne i [denne kodeks’] artikel 70 og artikel 74, stk. 2, anvendes med en vis fleksibilitet. Når værdien fastsættes således, skal den så vidt muligt være baseret på tidligere fastsatte toldværdier.«
Direktiv 2006/112/EF
22 Artikel 85 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1) foreskriver:
»Ved indførsel af varer er afgiftsgrundlaget toldværdien fastsat i overensstemmelse med gældende [EU-retlige] bestemmelser.«
23 Dette direktivs artikel 273, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne kan fastsætte andre forpligtelser, som de skønner nødvendige for at sikre en korrekt opkrævning af momsen og for at undgå svig [...]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
24 Tauritus indførte dieselbrændstof og jetbrændstof til Litauen i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. april 2017.
25 De kontrakter, der var indgået med leverandørerne, og de proformafakturaer, som disse havde udstedt, angav en foreløbig købspris for disse varer.
26 Disse kontrakter bestemte, at denne foreløbige pris efterfølgende skulle justeres i forhold til gennemsnitsprisen på det pågældende brændstof på markedet i en bestemt periode og den gennemsnitlige vekselkurs i denne periode. Den endelige pris kunne være højere eller lavere end den foreløbige pris. Den blev fastsat i tillægsbestemmelser til købsaftalerne og gav anledning til udstedelse af endelige fakturaer.
27 I toldangivelserne for de importerede varer angav Tauritus deres foreløbige pris som toldværdi og angav kode 6 for så vidt angår den metode, der var anvendt til at fastsætte denne værdi, hvilket svarede til en toldværdi fastsat på grundlag af de foreliggende data i Unionens toldområde i henhold til den metode, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 74, stk. 3 (den såkaldte »fallback«-metode).
28 Efter at have modtaget de endelige fakturaer indgav dette selskab sædvanligvis anmodninger om ændring af den værdi af varerne, der var angivet i selskabets toldangivelser.
29 I forbindelse med en efterfølgende kontrol foretaget den 26. maj 2017 af Kauno teritorine muitine (det regionale toldkontor i Kaunas, Litauen) (herefter »det regionale toldkontor«) viste det sig imidlertid, at Tauritus mellem den 29. september 2016 og den 1. februar 2017 havde indgivet 13 toldangivelser, for hvilke selskabet ikke efterfølgende havde anmodet om en ændring af varernes toldværdi, selv om selskabet mellem den 6. februar og den 15. marts 2017 havde modtaget endelige fakturaer for de pågældende varer med angivelse af en endelig pris, der var højere end den foreløbige pris og dermed højere end den toldværdi, der var angivet i disse angivelser. Følgelig havde dette selskab ikke betalt supplerende moms ved indførsel for disse varer. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at der ikke er noget i sagsakterne i hovedsagen, der giver anledning til at antage, at disse faktiske omstændigheder skyldes en svigagtig hensigt.
30 Efter denne kontrol vedtog det regionale toldkontor en afgørelse, hvori det anvendte den metode til fastsættelse af toldværdien på grundlag af transaktionsværdien, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 1 (herefter »transaktionsværdimetoden«), og lagde som følge deraf den endelige pris, der var angivet på de endelige fakturaer, til grund som toldværdien af de pågældende varer. På dette grundlag krævede det pågældende toldkontor bl.a., at Tauritus skulle betale supplerende beløb som moms ved indførsel med tillæg af morarenter for perioden fra tidspunktet for antagelsen af de pågældende toldangivelser til den 14. september 2017, hvor kontrolrapporten blev udfærdiget.
31 Tauritus påklagede denne afgørelse til tolddepartementet og indgav derefter en administrativ klage til Mokestiniu gincu komisija prie Lietuvos Respublikos Vyriausybes (skatte- og afgiftsankenævnet under Republikken Litauens regering), som selskabet ikke fik medhold i, ligesom det ikke fik medhold i den sag, det efterfølgende anlagde ved den kompetente forvaltningsdomstol i første instans.
32 Der blev iværksat appel til prøvelse af nævnte rets dom ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), som ved dom af 17. juni 2020 fastslog, at det var med urette, at det regionale toldkontor havde beregnet varernes toldværdi efter transaktionsværdimetoden, med den begrundelse, at varernes endelige pris ikke kunne tjene som grundlag for toldangivelsen, eftersom den ikke var kendt på tidspunktet for indgivelsen af denne angivelse. Sagen blev hjemvist til tolddepartementet til fornyet behandling.
33 Ved afgørelse af 31. december 2020 stadfæstede tolddepartementet det regionale toldkontors afgørelse, idet det fandt, at Tauritus var forpligtet til at betale morarenter af den supplerende moms ved indførsel for de pågældende varer. Tolddepartementet fandt bl.a., at dette selskab på grundlag af varernes endelige pris burde have anmodet om en justering af den toldværdi, der var anført i toldangivelserne, og at det regionale toldkontor, eftersom selskabet ikke havde opfyldt denne forpligtelse inden påbegyndelsen af den efterfølgende kontrol, var berettiget til at berigtige de pågældende toldangivelser og kræve morarenter fra tidspunktet for indgivelsen af disse angivelser.
34 Da Tauritus ikke fik medhold i sit søgsmål anlagt til prøvelse af denne afgørelse ved den kompetente forvaltningsdomstol i første instans, iværksatte selskabet på ny appel ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), som er den forelæggende ret.
35 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de litauiske toldmyndigheders praksis kræver en fortolkning af EU-toldkodeksens artikel 70 og artikel 173, stk. 3, for at gøre det muligt for den forelæggende ret at fastsætte det beløb, der skal betales som moms ved indførsel og tidspunktet for denne toldskylds forfald, som er forhold, som den forelæggende ret skal fastlægge for at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en pligt til at betale morarenter, hvilket er det eneste omtvistede spørgsmål i hovedsagen.
36 For det første har den forelæggende ret anført, at det følger af EU-toldkodeksens artikel 70 og af artikel 128, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/2447, at anvendelsen af transaktionsværdimetoden kræver, at den pris, som faktisk er betalt eller skal betales, er kendt eller kan fastsættes på tidspunktet for indgivelsen af toldangivelsen. Den har navnlig påpeget, at denne kodeks’ artikel 70, stk. 3, litra b), udelukker en anvendelse af denne metode, når salget eller prisen er betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan bestemmes med hensyn til de varer, som skal værdiansættes. I det foreliggende tilfælde hælder den forelæggende ret imidlertid til den opfattelse, at den efterfølgende justering af den midlertidige pris var en betingelse for salget, hvis indvirkning på den endelige pris hverken var bestemt eller kunne bestemmes. Den forelæggende ret har heraf udledt, at det var umuligt at anvende den nævnte metode.
37 Anvendelsen af transaktionsværdimetoden under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er desuden uforenelig med den forpligtelse til nøjagtighed, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 15, stk. 2, litra a). Angives i en toldangivelse en pris, som efterfølgende vil blive ændret, vil dette nemlig svare til at lægge en vilkårlig eller fiktiv toldværdi til grund.
38 For det andet er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt EU-toldkodeksens artikel 173, stk. 3, kræver, at der indgives en ansøgning om ændring af en toldangivelse for varer, hvis værdi var blevet fastsat i henhold til kodeksens artikel 74 på grundlag af en foreløbig salgsfaktura, når disse varers endelige pris er kendt.
39 Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at når varerne er blevet frigivet, er importøren i henhold til toldkodeksens artikel 173, stk. 2, ikke længere berettiget til at ændre toldangivelsen med forbehold af undtagelsen i kodeksens artikel 173, stk. 3, vedrørende en ændring, der gør det muligt for klarereren at opfylde sine forpligtelser med hensyn til henførsel af varerne under den pågældende toldprocedure.
40 Denne artikel 173, stk. 3, fastsætter imidlertid en undtagelse, der skal fortolkes strengt, og hvis anvendelighed under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er tvivlsom, idet der ikke er tale om en fejl eller en unøjagtighed, som skal ændres, når der ikke er fulgt en metode til fastsættelse af toldværdien, som det var umuligt at anvende på tidspunktet for indgivelsen af toldangivelsen. Den forelæggende ret er i denne henseende af den opfattelse, at gennemførelsesforordning 2015/2447 ikke giver en mulighed for at ændre toldangivelsen i et tilfælde, hvor den pris, der faktisk skal betales for de pågældende varer, følger af ændringer af købskontrakten efter indgivelsen af toldangivelsen. Den har derimod anført, at denne gennemførelsesforordning i artikel 130, stk. 3, forbyder, at der tages hensyn til rabatter, der følger af ændringer af kontrakten efter antagelsen af denne angivelse.
41 På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 70 i [EU-toldkodeksen] fortolkes således, at denne artikels stk. 1 ikke finder anvendelse i en situation [...], hvor der på tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen og på grundlag af det salg, der fandt sted umiddelbart inden varernes indførsel i [Unionens toldområde], kun er kendskab til den foreløbige pris, der skal betales, og som senere (dvs. efter at angivelsen er indgivet, og varerne er overgået til fri omsætning) justeres i opadgående eller nedadgående retning på grund af omstændigheder, som parterne i transaktionen ikke har indflydelse på, og som var ukendte på tidspunktet for indgivelsen af angivelsen?
2) Skal artikel 173, stk. 3, i [EU-toldkodeksen] fortolkes således, at klarereren ikke er forpligtet til at anmode toldmyndighederne om en justering af den toldværdi, der er fastsat og angivet i overensstemmelse med [nævnte kodeks’] artikel 74, når den pris, [...] der faktisk skal betales for varerne, jf. [nævnte kodeks’] artikel 70, stk. 1, og som ikke var og ikke kunne have været kendt på tidspunktet for angivelsens indgivelse, bliver kendt, efter at de pågældende varer er overgået til fri omsætning?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Om formaliteten
42 Domstolen bemærker indledningsvis, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører det supplerende beløb som moms ved indførsel, som det regionale toldkontor har opkrævet, men de morarenter, der er blevet pålagt dette beløb, hvilket forekommer at være de eneste, Tauritus har anfægtet. De spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, vedrører imidlertid udelukkende fastsættelse af toldværdien for varer indført under betingelser som de i hovedsagen omhandlede og derfor retmæssigheden af anmodningen om betaling af et supplerende beløb som moms ved indførsel under disse betingelser.
43 Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af den ved artikel 267 TEUF indførte procedure udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 21.4.1988, Pardini, 338/85, EU:C:1988:194, præmis 8, og af 22.10.2024, Kolin In?aat Turizm Sanayi ve Ticaret, C-652/22, EU:C:2024:910, præmis 36).
44 Når dette er sagt, kan Domstolen ikke træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål, når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i den sag, der er indbragt for den, eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 13.7.2000, Idéal tourisme, C-36/99, EU:C:2000:405, præmis 20, og af 4.10.2024, Biohemp Concept, C-793/22, EU:C:2024:837, præmis 27).
45 I den foreliggende sag er dette imidlertid ikke tilfældet. Navnlig har den forelæggende ret i tilstrækkelig klar grad redegjort for de grunde, der har ført den til at rejse spørgsmål om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, som den finder nødvendig for at kunne afsige dom, og det fremgår ikke klart, at den ønskede fortolkning ikke har nogen forbindelse med tvisten i hovedsagen, eller at det rejste problem er af hypotetisk karakter.
46 Denne konstatering drages ikke i tvivl af den omstændighed, at tvisten i hovedsagen forekommer kun at vedrøre de renter, som toldmyndighederne har opkrævet, idet selve momsbeløbet ikke er omtvistet.
47 Selv om det påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 273 i direktiv 2006/112 og artikel 325, stk. 1, TEUF at vedtage alle de love og administrative foranstaltninger, som er egnede til bl.a. at sikre, at den moms, som skyldes på deres respektive områder, opkræves i sin helhed, herunder opkrævning af morarenter, for så vidt som dette bidrager til at bekæmpe manglende betaling af de skyldige beløb i forbindelse med denne afgift inden for de fastsatte frister (jf. i denne retning dom af 13.10.2022, Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika«, C-1/21, EU:C:2022:788, præmis 92), fremgår det af ordlyden af denne artikel 273, at sådanne foranstaltninger skal bidrage til at sikre den korrekte opkrævning af momsen.
48 Med sine spørgsmål om den metode, hvorefter afgiftsgrundlaget skal fastsættes under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, ønsker den forelæggende ret imidlertid netop at fastslå bl.a. det faktisk skyldige momsbeløb og dette beløbs forfaldsdato, der, som den har anført, er forhold, der er afgørende for lovligheden af det krav om betaling af morarenter, som Tauritus har anfægtet.
49 De præjudicielle spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.
Det første spørgsmål
50 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-toldkodeksens artikel 70 skal fortolkes således, at toldværdien af varer skal fastsættes ved anvendelse af transaktionsværdimetoden som foreskrevet i denne artikel, når det på det tidspunkt, hvor varerne indføres på Unionens toldområde, kun er deres foreløbige pris, som fremgår af en proformafaktura, der er kendt, idet det i salgsaftalen bestemmes, at varernes endelige pris ved en endelig faktura fastsættes efterfølgende på grundlag af visse objektive forudbestemte faktorer, hvis værdi er uafhængig af parternes vilje og ikke kendes af disse på tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen, såsom en gennemsnitlig vekselkurs for visse valutaer eller prisen for visse produkter i en given periode.
51 Det bemærkes indledningsvis, at den EU-retlige ordning vedrørende toldværdiansættelsen har til formål at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system, som udelukker anvendelse af vilkårlige eller fiktive toldværdier. Toldværdien skal således afspejle den reelle økonomiske værdi af en indført vare og derfor tage hensyn til samtlige de bestanddele af denne vare, som har en økonomisk værdi (dom af 9.6.2022, Baltic Master, C-599/20, EU:C:2022:457, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
52 I øvrigt fremgår det af selve ordlyden af EU-toldkodeksens artikel 70 og 74 dels, at varernes transaktionsværdi er »det primære grundlag for toldværdien«, dels at anvendelsen af andre grundlag til fastsættelse af toldværdien er »sekundære metoder«, som kun skal anvendes, »[n]år varers toldværdi ikke kan fastsættes i henhold til [denne] artikel 70«.
53 Som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, fastsætter EU-toldkodeksens artikel 70-74 således udtrykkeligt et hierarki mellem de forskellige metoder til fastsættelse af toldværdien, der er foreskrevet i denne kodeks, således at en importør ikke frit kan vælge, hvilken metode vedkommende vil anvende.
54 Toldværdien af de indførte varer bør derfor fortrinsvis fastsættes på grundlag af transaktionsværdimetoden, idet denne metode er den bedst egnede (jf. i denne retning dom af 9.6.2022, Baltic Master, C-599/20, EU:C:2022:457, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis), mens de metoder, der nævnes i EU-toldkodeksens artikel 74, skal anses for at være subsidiære metoder (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Hamamatsu Photonics Deutschland, C-529/16, EU:C:2017:984, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Dette gælder særligt for den »fallback«-metode, der er nævnt i denne kodeks’ artikel 74, stk. 3, som kun finder anvendelse, hvis toldværdien hverken kan fastsættes ved hjælp af transaktionsværdimetoden eller ved hjælp af en af de subsidiære metoder, der er nævnt i denne artikels stk. 2.
55 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at der på tidspunktet for indgivelsen af toldangivelsen kun kendes en foreløbig pris, idet den endelige pris først skal fastsættes senere, når værdien af de forskellige faktorer, som salgsparterne har aftalt at lade denne endelige pris afhænge af, er fastlagt, eventuelt har konsekvenser for metoden til fastsættelse af varers toldværdi.
56 I henhold til EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 1, udgøres toldværdien af importerede varer af deres transaktionsværdi, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til eksport til Unionens toldområde, dog med forbehold af de justeringer, der i givet fald skal foretages i henhold til denne kodeks’ artikel 71 og 72. Det følger af stk. 2 i denne artikel 70, at denne pris omfatter alle de betalinger, som er erlagt eller skal erlægges som betingelse for salget af de importerede varer.
57 Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den revurdering af den midlertidige pris, der er nævnt i proformafakturaerne, således som den er fastsat i de i hovedsagen omhandlede kontrakter, tilsigtede at fastsætte den endelige pris for de importerede varer. Det bør derfor lægges til grund, at transaktionsværdien for disse varer er denne endelige pris. Den forelæggende ret har imidlertid udtrykt tvivl om, hvorvidt det er muligt at anvende en sådan transaktionsværdi med henblik på at fastsætte toldværdien af disse varer, idet deres endelige pris ikke var kendt på det tidspunkt, hvor disse varer blev indført i Unionens toldområde.
58 Det skal i denne henseende fremhæves, at EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 3, litra b), foreskriver, at transaktionsværdimetoden kun kan anvendes på den betingelse, at salget eller prisen ikke er betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan bestemmes med hensyn til de varer, der værdiansættes.
59 Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at den endelige salgspris for de i hovedsagen omhandlede varer kunne bestemmes på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalerne for disse varer, henset til de kontraktlige betingelser for fastsættelsen af denne endelige pris, således som generaladvokaten har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse.
60 Den revurdering af de importerede varers midlertidige pris, således som den var fastsat i de i hovedsagen omhandlede kontrakter, afhang nemlig af objektive, forud fastsatte faktorer, som lå uden for aftaleparternes vilje. Det synes desuden at fremgå af de sagsakter, som Domstolen råder over, at disse parter var forpligtet til at foretage denne revurdering.
61 For så vidt som varernes endelige pris i den foreliggende sag synes at kunne bestemmes på tidspunktet for indførslen af disse varer til Unionens toldområde, er den blotte omstændighed, at denne pris ikke var fastsat på denne dato, ikke tilstrækkelig til at udelukke, at fastsættelsen af toldværdien af de nævnte varer kan finde sted på grundlag af deres transaktionsværdi. Det fremgår nemlig af selve ordlyden af EU-toldkodeksens artikel 70, at denne transaktionsværdi ikke blot kan svare til den »pris, som faktisk er betalt« for de pågældende varer, men også til »den pris, som skal betales« for disse varer.
62 Det følger i øvrigt af dom af 19. november 2020, 5th AVENUE Products Trading (C-775/19, EU:C:2020:948, præmis 8, 9, 43 og 47), at et beløb, der svarer til en procentdel af varernes importørs årlige omsætning på et givet område, og som skyldes sælgeren ud over den oprindeligt fakturerede pris som modydelse for en eneforhandlingsret, skal medregnes i disse varers toldværdi, selv om dette beløb først fastsættes efterfølgende.
63 Desuden fastsætter EU-toldkodeksens artikel 166 og 167 en forenklet procedure for toldangivelse, der gør det muligt at tage hensyn til en kontraktmæssig revurdering af varers transaktionsværdi, der skal foretages efter antagelsen af toldangivelsen for varerne, såsom den revurdering, der er fastsat i de i hovedsagen omhandlede kontrakter.
64 I henhold til denne kodeks’ artikel 166, stk. 1, kan toldmyndighederne nemlig tillade, at varer henføres under en toldprocedure på grundlag af en forenklet angivelse, hvori nogle af de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, som varerne angives til, eller den dokumentation, der er nødvendig for denne anvendelse, er udeladt, idet kodeksens artikel 167 foreskriver, at klarereren inden for en bestemt frist skal indgive en supplerende angivelse med de oplysninger, der er nødvendige for den pågældende toldprocedure, og stille den nødvendige dokumentation til rådighed for toldmyndighederne.
65 I forbindelse med denne procedure kan der foretages en forenklet angivelse med angivelse af en toldværdi, der svarer til den foreløbige pris, der er anført på proformafakturaen, efterfulgt af en supplerende angivelse med angivelse af en toldværdi, der svarer til den endelige pris, der er angivet i den endelige faktura.
66 Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i henholdsvis punkt 58 og 65-67 i forslaget til afgørelse, gør anvendelsen af den forenklede procedure for toldangivelse, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 166 og 167, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede det muligt dels at angive en toldværdi, der i overensstemmelse med den prioriterede transaktionsværdimetode afspejler de importerede varers reelle økonomiske værdi, dvs. den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for erhvervelsen deraf, dels at opfylde den forpligtelse til rigtighed og fuldstændighed, der er fastsat i samme kodeks’ artikel 15, stk. 2, litra a), bl.a. ved fra begyndelsen at angive over for toldmyndighederne, at indførte varer midlertidigt angives til en værdi, der ikke svarer til deres transaktionsværdi.
67 Det skal tilføjes, at den forenkling af fastsættelsen af toldværdien, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 73, ikke synes at finde anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
68 I henhold til denne artikel kan toldmyndighederne ganske vist tillade, at de beløb, der skal indgå i toldværdien i overensstemmelse med denne kodeks’ artikel 70, stk. 2, fastsættes på grundlag af specifikke kriterier, hvis de ikke kan kvantificeres på den dato, hvor toldangivelsen antages.
69 I henhold til artikel 71, stk. 1, i delegeret forordning 2015/2446 er meddelelsen af denne tilladelse imidlertid underlagt to betingelser, nemlig for det første at anvendelsen af den forenklede procedure for toldangivelse, der er foreskrevet i EU-toldkodeksens artikel 166 og 167, ville medføre uforholdsmæssige administrative omkostninger, og for det andet at den toldværdi, der fastsættes på grundlag af sådanne specifikke kriterier, ikke i væsentlig grad afviger fra den toldværdi, der ville blive fastsat, hvis der ikke forelå en sådan tilladelse.
70 Uanset at anvendelsen af en sådan forenkling kræver en forudgående tilladelse, hvilket omstændighederne i hovedsagen giver anledning til at formode, at der ikke er blevet anmodet om i den foreliggende sag, fremgår det imidlertid på ingen måde, at anvendelsen af den forenklede procedure for toldangivelse ville have udgjort en uforholdsmæssig administrativ omkostning for den i hovedsagen omhandlede importør.
71 Det følger derfor af det ovenstående, at de importerede varers værdi under sådanne omstændigheder skal fastsættes på grundlag af transaktionsværdimetoden ved anvendelse af den forenklede procedure for toldangivelse, der er foreskrevet i EU-toldkodeksens artikel 166 og 167.
72 Denne konklusion drages ikke i tvivl af dom af 20. december 2017, Hamamatsu Photonics Deutschland (C-529/16, EU:C:2017:984). Som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, kan Domstolens betragtninger i den dom nemlig ikke overføres på omstændighederne i hovedsagen.
73 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at den sag, der gav anledning til den nævnte dom, vedrørte en revision af afregningspriser aftalt mellem selskaber, der tilhørte den samme koncern, på grundlag af en efterfølgende fordeling af restoverskuddet mellem enhederne i denne koncern på basis af kriterier fastsat af moderselskabet.
74 Den reelle økonomiske værdi af en vare, som toldværdien skal afspejle (jf. i denne retning dom af 9.6.2022, Baltic Master, C-599/20, EU:C:2022:457, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis), kan imidlertid i princippet ikke følge af en efterfølgende fordeling af overskuddet mellem salgsparterne på basis af en afgørelse truffet af en af disse parter.
75 For det andet indgår dom af 20. december 2017, Hamamatsu Photonics Deutschland (C-529/16, EU:C:2017:984), i en anden retlig sammenhæng end tvisten i hovedsagen, eftersom den navnlig vedrørte anvendelsen af en bestemmelse, nemlig artikel 78, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1), om en procedure for revision af toldangivelsen, som ikke genfindes i EU-toldkodeksen.
76 Endelig skal det præciseres, at den af den forelæggende ret nævnte omstændighed, at klarereren har handlet uden svigagtig hensigt, er uden betydning. Ifølge EU-toldkodeksens artikel 15 skal enhver person, som er involveret i opfyldelsen af toldformaliteter, nemlig afgive rigtige og fuldstændige oplysninger i toldangivelsen, idet en tilsidesættelse af denne forpligtelse udgør »manglende overholdelse af toldlovgivningen« som omhandlet i denne kodeks’ artikel 42, stk. 1, eftersom dette begreb ikke alene omfatter svigagtige aktiviteter, men enhver tilsidesættelse af Unionens toldlovgivning, uanset om denne tilsidesættelse har været forsætlig eller uagtsom, eller hvis den pågældende aktør ikke har udvist en culpøs adfærd (jf. i denne retning dom af 23.11.2023, J.P. Mali, C-653/22, EU:C:2023:912, præmis 28 og 29 og den deri nævnte retspraksis).
77 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 70 i EU-toldkodeksen skal fortolkes således, at toldværdien af varer skal fastsættes ved anvendelse af transaktionsværdimetoden som foreskrevet i denne artikel, når det på det tidspunkt, hvor varerne indføres på Unionens toldområde, kun er deres foreløbige pris, som fremgår af en proformafaktura, der er kendt, idet det i salgsaftalen bestemmes, at varernes endelige pris ved en endelig faktura fastsættes efterfølgende på grundlag af visse objektive forudbestemte faktorer, hvis værdi er uafhængig af parternes vilje og ikke kendes af disse på tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen, såsom en gennemsnitlig vekselkurs for visse valutaer eller prisen for visse produkter i en given periode, idet den forenklede toldangivelsesmetode, der er fastsat i denne kodeks’ artikel 166 og 167, i princippet finder anvendelse.
Det andet spørgsmål
78 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-toldkodeksens artikel 173, stk. 3, skal fortolkes således, at når toldværdien af varer, der har været genstand for et salg som de i hovedsagen omhandlede, er blevet angivet i overensstemmelse med denne kodeks’ artikel 74, stk. 3, på grundlag af de foreløbige priser, der er anført på en oprindelig faktura, skal klarereren anmode om tilladelse til at ændre toldangivelsen, når den endelige pris for disse varer kendes.
79 Eftersom det af besvarelsen af det første spørgsmål følger, at varernes toldværdi under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal angives i overensstemmelse med EU-toldkodeksens artikel 70, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
80 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen
skal fortolkes således, at
toldværdien af varer skal fastsættes ved anvendelse af transaktionsværdimetoden som foreskrevet i denne artikel, når det på det tidspunkt, hvor varerne indføres på Den Europæiske Unions toldområde, kun er deres foreløbige pris, som fremgår af en proformafaktura, der er kendt, idet det i salgsaftalen bestemmes, at varernes endelige pris ved en endelig faktura fastsættes efterfølgende på grundlag af visse objektive forudbestemte faktorer, hvis værdi er uafhængig af parternes vilje og ikke kendes af disse på tidspunktet for antagelsen af toldangivelsen, såsom en gennemsnitlig vekselkurs for visse valutaer eller prisen for visse produkter i en given periode, idet den forenklede toldangivelsesmetode, der er fastsat i denne forordnings artikel 166 og 167, i princippet finder anvendelse.