C-745/23 Frie kapitalbevægelser Alenopik - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

30. april 2025

» Præjudiciel forelæggelse - forordning (EU) 2018/1672 - artikel 3, stk. 1 - manglende angivelse af et kontantbeløb - fastsættelse af værdien af et kontantbeløb, der lyder på udenlandske valutaer - vekselkursen for en valuta, der ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank - ukrainske hryvnia «

I sag C-745/23 [Alenopik] ,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Riigikohus (øverste domstol, Estland) ved afgørelse af 4. december 2023, indgået til Domstolen den 5. december 2023, i sagen

Maksu- ja Tolliamet

mod

UT,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M. L. Arastey Sahún, og dommerne D. Gratsias, E. Regan (refererende dommer), J. Passer og B. Smulders,

generaladvokat: T. Capeta,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved F. Moro og E. Randvere, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. november 2024,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1672 af 23. oktober 2018 om kontrol med likvide midler, der føres ind i eller ud af Unionen, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1889/2005 (EUT 2018, L 284, s. 6).

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem UT og Maksu- ja Tolliamet (den estiske skatte- og toldmyndighed, herefter »MTA« eller »den administrative myndighed«) vedrørende værdien i euro af et kontantbeløb i ukrainsk valuta med henblik på anvendelsen af den angivelsespligt, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672.

Retsforskrifter

EU-toldregler

3 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1) (herefter »EU-toldkodeksen«) indeholder et afsnit I med overskriften »Almindelige bestemmelser«, som bl.a. består af et kapitel 1 med overskriften »Toldlovgivningens anvendelsesområde, toldmyndighedernes opgave samt definitioner«, som omfatter forordningens artikel 1 med overskriften »Emne og anvendelsesområde«, der i stk. 1 lyder således:

»Ved denne forordning indføres [EU-toldkodeksen], som fastlægger de almindelige regler og procedurer, der gælder for varer, der føres ind i eller ud af [Den Europæiske Unions] toldområde.

[...]«

4 Denne forordnings afsnit I består endvidere af et kapitel 3 med overskriften »Valutaomregning og tidsfrister«, som omfatter forordningens artikel 53 med overskriften »Valutaomregning«, der fastsætter regler om, hvilke valutakurser der finder anvendelse, når en valutaomregning er nødvendig med henblik på anvendelse af toldlovgivningen.

5 Artikel 48 og 146 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 558) (herefter »gennemførelsesforordningen til EU-toldkodeksen«) indeholder ligeledes regler på dette område, der gennemfører nogle af de regler, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 53.

Forordning 2018/1672

6 Fjerde betragtning til forordning 2018/1672 er sålydende:

»[Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet (EUT 2005, L 309, s. 9)] sigter mod at forhindre og afsløre hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ved at indføre en kontrolordning for fysiske personer, som rejser ind i eller ud af Unionen med kontanter eller ihændehaverpapirer til en værdi af 10 000 EUR eller derover eller et tilsvarende beløb i anden valuta. Begrebet »rejse ind i eller ud af Unionen« eller »føres ind i eller ud af Unionen« bør defineres under henvisning til Unionens område som defineret i artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for at sikre, at nærværende forordning har det bredest mulige anvendelsesområde, og at ingen områder er undtaget fra dens anvendelse og udgør en mulighed for at omgå gældende kontrol.«

7 Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»I denne forordning fastsættes en kontrolordning vedrørende likvide midler, der føres ind i eller ud af Unionen, som supplement til den retlige ramme for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er fastlagt ved [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv (EU) 2015/849 [af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT 2015, L 141, s. 73)].«

8 Nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i stk. 1:

»I denne forordning forstås ved:

a) »likvide midler«

i) kontanter

[...]«

9 Samme forordnings artikel 3 med overskriften »Forpligtelse til at angive ledsagede likvide midler« fastsætter følgende i stk. 1:

»Bærere, som bærer 10 000 EUR eller derover i likvide midler, skal angive de pågældende likvide midler til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken de rejser ind i eller ud af Unionen, og stille midlerne til rådighed for myndighederne med henblik på kontrol. Pligten til at angive likvide midler anses ikke for opfyldt, hvis de afgivne oplysninger er ukorrekte eller ufuldstændige, eller hvis de likvide midler ikke stilles til rådighed med henblik på kontrol.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

10 Den 13. januar 2023 krydsede UT sammen med sin datter grænsen mellem Den Russiske Føderation og Republikken Estland til fods ved grænseovergangen Narva (Estland). UT krydsede grænsen ved at gå igennem den gang for grænsepassage, som betegnes »grøn gang«, og gav dermed udtryk for, at hun ikke medførte angivelsespligtige varer, eller at mængden af disse ikke oversteg de tilladte grænser i henhold til retsforskrifterne. Da UT blev visiteret, blev der fundet i alt 500 000 ukrainske hryvnia (UAH) i kontanter i hendes lommer, under hendes tøj og under foret i hætten på hendes jakke. Samme dag traf MTA en afgørelse om, at UT havde gjort sig skyldig i en administrativ overtrædelse.

11 For at omregne værdien af de 500 000 UAH, som UT havde på sig i likvide midler, til EUR, benyttede MTA den valutakurs, som var offentliggjort på websitet www.xe.com, og konkluderede, at værdien af disse likvide midler den dag, hvor grænsen blev passeret, udgjorde ca. 12 565 EUR. I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 skal bærere, som bærer 10 000 EUR eller derover i likvide midler, imidlertid angive de pågældende likvide midler til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken de rejser ind i eller ud af Unionen. Følgelig fandt MTA, at de penge, som UT havde medbragt, skulle have været angivet til denne.

12 Ved afgørelse af 13. februar 2023 pålagde MTA UT en bøde på 600 EUR på grund af manglende angivelse af likvide midler i henhold til tolliseadus (toldloven). I henhold til denne lov og den estiske straffelov traf MTA desuden afgørelse om at konfiskere de ikke angivne 500 000 UAH.

13 UT forklarede over for MTA, at hun ikke kendte til pligten til at angive kontantbeløbet, og at hun således ikke havde haft til hensigt at bringe 500 000 UAH hemmeligt til Estland. Desuden tilhører disse penge ikke hende, men en ukrainsk statsborger, som opholder sig i Estland, og som ikke selv var i stand til at foretage transaktioner med sine penge på grund af krigen som følge af Den Russiske Føderations invasion af Ukraine. Hun havde skjult pengene under tøjet af frygt for tyveri. Endelig havde pengenes ejermand på tidspunktet for de faktiske omstændigheder kontrolleret kursen på ukrainske hryvnia på webstedet www.tavid.ee og havde heraf udledt, at UT ikke var forpligtet til at angive beløbet på 500 000 UAH, eftersom værdien heraf var mindre end 10 000 EUR.

14 UT anlagde sag til prøvelse af afgørelsen af 13. februar 2023 ved Viru Maakohus (retten i første instans i Viru, Estland), som delvist gav UT medhold, og som ved dom af 28. april 2023 annullerede denne afgørelse for så vidt angår sanktionen og konfiskationsforanstaltningen. Ved denne dom idømte Viru Maakohus (retten i første instans i Viru) UT en bøde på 100 dagbøder, dvs. 400 EUR. Denne ret traf ingen konfiskationsforanstaltning, men traf derimod afgørelse om, at de 500 000 UAH, der var blevet beslaglagt som bevis, skulle tilbageleveres til UT.

15 MTA har iværksat kassationsappel ved Riigikohus (øverste domstol, Estland), som er den forelæggende ret.

16 MTA har under sagen for denne retsinstans forklaret, at MTA ved omregningen af en valuta med henblik på fastsættelsen af dens toldværdi baserer sig på den metode, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 53 og i artikel 48 og 146 i gennemførelsesforordningen til EU-toldkodeksen. Hvis der er tale om valutaer, for hvilke valutakursen ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank (ECB), anvender den kompetente administrative myndighed, i det foreliggende tilfælde MTA, de valutakurser, der offentliggøres på webstedet www.xe.com, således som andre medlemsstater i øvrigt gør.

17 MTA har endvidere fremhævet, at oplysninger om pligten til at angive likvide midler ved passage af den estiske grænse fra et land uden for EU, var tilgængelige på MTA’s website, i brochurer på estisk og russisk, som uddeles ved grænseovergangene, og på informationstavler. Hvis en person, der passerer grænsen, ikke har afklaret detaljerne omkring ind- eller udførsel af likvide midler forud for grænsepassagen, kan den pågældende vælge den gang for grænsepassage, som betegnes »rød gang«, hvor det i samarbejde med MTA afgøres, om det er nødvendigt at angive likvide midler.

18 Riigikohus (øverste domstol) er tvivl om, hvorledes valutakursen skal fastsættes i den sag, som den er blevet forelagt. Metoden til at omregne likvide midler i fremmed valuta, der indføres i Unionen, til euro er hverken fastsat i EU-retten eller i national ret. Ved omregningen af værdien af ukrainske hryvnia til euro baserede MTA sig, i mangel af en referencekurs offentliggjort af ECB, på den valutakurs, der var offentliggjort på webstedet www.xe.com, i lighed med praksis i andre medlemsstater. Selv om dette websted er nævnt på den administrative myndigheds websted vedrørende pligten til at angive likvide midler (www.emta.ee), er der dog intet juridisk grundlag for at anse de valutakurser, der offentliggøres på dette websted, for retligt relevante. Hvis den valutakurs, der på et andet websted, nemlig Tavid AS’ websted, var angivet som den gældende kurs på den dato, hvor UT og hendes datter passerede grænsen, var blevet anvendt, ville 500 000 UAH på denne dato kun have været 9 487,67 EUR værd.

19 Den administrative myndighed har i øvrigt henvist til EU-toldkodeksens artikel 53 om valutaomregning, hvis stk. 1 bestemmer, at de kompetente myndigheder offentliggør og/eller gør den valutakurs, der benyttes, tilgængelig på internettet, når en valutaomregning er nødvendig enten for at ansætte varernes toldværdi eller for at fastlægge tariferingen heraf. Det følger imidlertid af artikel 53, stk. 2, at hvis det er nødvendigt at omregne valutaen af andre årsager end de i artikel 53, stk. 1, nævnte, skal medlemsstaten vedtage bestemmelser om, at toldlovgivningen mindst en gang om året fastsætter, hvilken valutakurs der skal finde anvendelse.

20 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt EU-toldkodeksens artikel 53 udgør det rette juridiske grundlag for at udløse den pligt, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672, eftersom denne forordning ikke henviser hertil.

21 Riigikohus (øverste domstol) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvordan fastsættes den valutakurs, på grundlag af hvilken værdien af likvide midler som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i [...] forordning 2018/1672 skal fastslås, når der er tale om en valuta, hvis valutakurs ikke offentliggøres af Den Europæiske Centralbank?«

Om det præjudicielle spørgsmål

22 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på at afgøre, om den angivelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse, fastsætter værdien af et kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, for hvis omveksling ECB ikke offentliggør en referencevalutakurs, ved at basere sig på den kurs, der er angivet på et websted, som udtryk for pariteten mellem euroen og den pågældende valuta på den dato, hvor den pågældende person rejste ind i eller ud af Unionens område, selv om denne kurs er højere end den kurs, der er angivet på et andet websted.

23 Herved bemærkes, at artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 fastsætter en pligt for enhver fysisk person, der rejser ind i eller ud af Unionen, til at angive likvide midler til en værdi af 10 000 EUR eller derover, som vedkommende medbringer.

24 For det første præciserer denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), at begrebet »likvide midler« som omhandlet i den nævnte forordning omfatter kontanter.

25 For det andet skal disse bestemmelser fortolkes i lyset af fjerde betragtning til forordning 2018/1672, hvoraf det fremgår, at denne forordning bl.a. har til formål at definere begrebet »rejse ind i eller ud af Unionen« eller »føres ind i eller ud af Unionen«, der er indeholdt i forordning 1889/2005, mens sidstnævnte forordning under identiske omstændigheder fastsatte en kontrolordning for likvide midler gældende for værdier på 10 000 EUR eller et tilsvarende beløb i en anden valuta. Det følger heraf, at forordning 2018/1672 har opretholdt et sådant kontrolsystem, herunder de tærskler, som betinger dets anvendelse, og samtidig har præciseret dette.

26 Den angivelsespligt, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672, finder følgelig anvendelse på den situation, hvor en fysisk person rejser ind i eller ud af Unionen og medbringer et kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, når disse penge har en værdi på 10 000 EUR eller derover.

27 Eftersom ingen bestemmelse i forordning 2018/1672 præciserer den valutakurs, der skal anvendes ved fastlæggelsen af et sådant beløbs værdi i euro, tilkommer det imidlertid medlemsstaterne at fastsætte denne kurs.

28 For så vidt som medlemsstaterne ved fastlæggelsen af denne kurs gennemfører forordning 2018/1672 og dermed EU-retten, skal de udøve deres kompetencer på en måde, der bevarer den effektive virkning af de bestemmelser, som denne forordning fastsætter, og som respekterer de rettigheder, som borgerne har i henhold til Unionens retsorden, hvilket gælder i de situationer, der er omfattet af sidstnævnte (jf. i denne retning dom af 11.1.2024, G (Gebyr for førtidig opsigelse), C-371/22, EU:C:2024:21, præmis 50).

29 I modsætning til det standpunkt, som MTA har indtaget i hovedsagen, er medlemsstaterne med henblik på denne fastlæggelse ikke forpligtet til at overholde EU-toldkodeksens artikel 53 eller artikel 48 og 146 i gennemførelsesforordningen til EU-toldkodeksen. Det fremgår således af EU-toldkodeksens artikel 1, at kodeksen fastlægger de almindelige regler og procedurer, der gælder for varer, der føres ind i eller ud af Unionens toldområde. Som generaladvokaten har anført i punkt 38-50 i forslaget til afgørelse, udgør et kontantbeløb lydende på udenlandske valutaer, der på valutamarkederne betragtes som penge, ikke en vare som omhandlet i EU-toldkodeksens bestemmelser, hvorfor de ovennævnte bestemmelser under alle omstændigheder ikke kan anvendes på situationer, hvor fysiske personer medbringer kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro.

30 Det skal derimod for det første bemærkes, at artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 fastsætter den værditærskel, under hvilken fysiske personer kan medbringe et bestemt pengebeløb uden at skulle angive det, til 10 000 EUR, og at dette beløb udgør en meget præcis værdi. Under disse omstændigheder ville denne bestemmelses effektive virkning blive undermineret, hvis medlemsstaterne kunne vælge en valutakurs, der ikke afspejler den pågældende valutas reelle værdi. Selv om der ikke nødvendigvis er én gældende vekselkurs for den samme valuta, skal den valgte kurs, for at være gyldig, i det mindste være en af de kurser, der reelt og ofte anvendes på transaktioner, hvor denne valuta omveksles til euro.

31 For det andet kræver det retsstatsprincip, som Unionen er baseret på, således som det er sikret ved artikel 2 TEU, og hvoraf retssikkerhedsprincippet udgør en af de grundlæggende betingelser, som medlemsstaterne derfor skal overholde, bl.a., at borgerne kan få et nøjagtigt og utvetydigt kendskab til deres rettigheder og forpligtelser. Dette indebærer, at for at kunne gøres gældende over for borgerne skal de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at gennemføre EU-retten, være klare, præcise og forudsigelige med hensyn til deres virkninger, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (jf. i denne retning dom af 263.2020, Hungeod m.fl., C-496/18 og C-497/18, EU:C:2020:240, præmis 93, og af 22.2.2022, Stichting Rookpreventie Jeugd m.fl., C-160/20, EU:C:2022:101, præmis 41, 42 og 45), og desuden være frit og let tilgængelige.

32 Hvad angår anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 tilkommer det derfor ganske vist hver enkelt medlemsstat at beslutte, hvilken valutakurs der skal anvendes ved fastsættelsen af værdien i euro af et kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, såfremt den anvendte kurs er en af de kurser, der reelt og ofte anvendes i praksis på transaktioner, hvor den pågældende valuta omveksles til euro. For at kunne gøres gældende over for de berørte personer, der rejser ind i eller ud af Unionen, skal den kurs, som den pågældende medlemsstat agter at anvende, imidlertid først være angivet som sådan på en klar, forståelig og entydig måde, således at disse personer utvetydigt kan få at vide, at det er denne kurs, der finder anvendelse med henblik på at afgøre, om de skal angive de likvide midler, som de medbringer.

33 Dernæst skal oplysningerne om denne kurs være let og frit tilgængelige for de berørte personer, hvilket bl.a. indebærer, at de vederlagsfrit kan få kendskab hertil, og, når der med henblik på fastlæggelsen af kursen henvises til oplysninger, der offentliggøres på et websted, at de ikke behøver at lade sig registrere på dette websted. En sådan forpligtelse til tilgængelighed pålægger derimod ikke medlemsstaterne at oplyse hver fysisk person, der rejser ind i eller ud af Unionen, om den kurs, der finder anvendelse for hver af de eksisterende valutaer, idet det er tilstrækkeligt, at de nødvendige oplysninger er tilgængelige for enhver rejsende, der ønsker at indhente oplysninger om den lovgivning, der finder anvendelse.

34 Hvad endelig angår den i henhold til retssikkerhedsprincippet krævede forudsigelighed af den anvendte valutakurs skal det fremhæves, at artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 ikke har til formål at forbyde, at der medbringes kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, og hvis værdi er lig med eller større end 10 000 EUR, men alene at pålægge en angivelsespligt i denne situation. Eftersom de berørte personer stadig kan vurdere, om de skal opfylde en sådan pligt, på selve det tidspunkt, hvor de rejser ind i eller ud af Unionens område, er det tilstrækkeligt for at opfylde kravet om, at den anvendte kurs skal være forudsigelig, at den pågældende medlemsstat har gjort disse personer i stand til med sikkerhed at få kendskab til den kurs, der finder anvendelse på dette tidspunkt, og således til at afgøre, på det tidspunkt, hvor de rejser ind i eller ud af Unionens område, om de skal angive de likvide midler, som de medbringer.

35 Hvad angår tvisten i hovedsagen tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om den omstændighed, at den pågældende medlemsstat ved anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 valgte at benytte den vekselkurs for ukrainske hryvnia til euro, der var offentliggjort på webstedet www.xe.com på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, opfyldte disse betingelser. Med henblik på at vejlede den forelæggende ret ved denne bedømmelse kan Domstolen imidlertid give denne ret alle de EU-retlige fortolkningselementer, der kan være nyttige for den (jf. analogt dom af 7.4.2022, Berlin Chemie A. Menarini, C-333/20, EU:C:2022:291, præmis 46).

36 Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det i det foreliggende tilfælde først af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at oplysningerne på webstedet www.xe.com angiver, at de valutakurser, der offentliggøres på dette websted, er dem, der anvendes på forskellige valutamarkeder, således at de kurser, der offentliggøres på dette websted, svarer til de kurser, der reelt og ofte anvendes på valutatransaktioner, og at den pågældende medlemsstat følgelig kunne vælge sådanne kurser med henblik på anvendelsen af den angivelsespligt, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672.

37 Dernæst havde myndighederne i den pågældende medlemsstat, således som også generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 68 i forslaget til afgørelse, anført på deres websted, hvilket det ikke desto mindre tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, at de valutakurser, der blev offentliggjort på webstedet www.xe.com, var dem, der skulle anvendes af fysiske personer, der rejste ind i eller ud af Unionen, med henblik på at afgøre, om angivelsespligten i artikel 3, stk. 1, fandt anvendelse på dem.

38 Det ser i øvrigt ligeledes ud til, at de oplysninger om valutakursen, der offentliggøres på dette websted, er gratis og frit tilgængelige, idet det bl.a. ikke er nødvendigt at lade sig registrere for at få adgang til dem, hvilket det dog ligeledes tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

39 De sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, indeholder derimod ingen oplysninger om, hvorvidt de valutakurser, der er nævnt på webstedet www.xe.com, er fastsat for bestemte perioder, eller om de svinger kontinuerligt, og dermed om sagsøgeren i hovedsagen med sikkerhed var i stand til på det tidspunkt, hvor hun traf afgørelsen om ikke at angive de likvide midler, som hun medbragte, at fastslå, at angivelsespligten i artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 gjaldt for hende.

40 I det tilfælde, hvor den i det foreliggende tilfælde omhandlede valutakurs svingede kontinuerligt, følger det, henset til rækkevidden af retssikkerhedsprincippet, imidlertid alene heraf, at sagsøgeren i hovedsagen skal indrømmes ret til at påberåbe sig den mest fordelagtige vekselkurs for ukrainske hryvnia til euro, der er offentliggjort på webstedet www.xe.com, i en kort periode omkring det tidspunkt, hvor det er rimeligt at antage, at sagsøgeren traf beslutningen om at indrejse i Unionen uden at angive det kontantbeløb, som hun medbragte.

41 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i forordning 2018/1672 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på at afgøre, om den angivelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse, fastsætter værdien af et kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, for hvis omveksling ECB ikke offentliggør en referencevalutakurs, ved at basere sig på den kurs, der er angivet på et websted som udtryk for pariteten mellem euroen og den pågældende valuta på den dato, hvor den pågældende person rejste ind i eller ud af Unionens område, selv om denne kurs er højere end den kurs, der er angivet på et andet websted, såfremt

- denne kurs for det første er en af de kurser, der reelt og ofte anvendes på transaktioner, hvor den pågældende valuta omveksles til euro

- denne kurs for det andet er blevet angivet af den pågældende medlemsstat på en klar, forståelig og entydig måde som den kurs, der finder anvendelse i dette øjemed

- oplysningerne om denne kurs for det tredje er frit og let tilgængelige, og

- de berørte personer for det fjerde således har været i stand til med sikkerhed at få kendskab hertil senest på det tidspunkt, hvor de rejste ind i eller ud af Unionens område.

Sagsomkostninger

42 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1672 af 23. oktober 2018 om kontrol med likvide midler, der føres ind i eller ud af Unionen, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1889/2005

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat med henblik på at afgøre, om den angivelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse, fastsætter værdien af et kontantbeløb, der lyder på andre valutaer end euro, for hvis omveksling Den Europæiske Centralbank (ECB) ikke offentliggør en referencevalutakurs, ved at basere sig på den kurs, der er angivet på et websted som udtryk for pariteten mellem euroen og den pågældende valuta på den dato, hvor den pågældende person rejste ind i eller ud af Unionens område, selv om denne kurs er højere end den kurs, der er angivet på et andet websted, såfremt

- denne kurs for det første er en af de kurser, der reelt og ofte anvendes på transaktioner, hvor den pågældende valuta omveksles til euro

- denne kurs for det andet er blevet angivet af den pågældende medlemsstat på en klar, forståelig og entydig måde som den kurs, der finder anvendelse i dette øjemed

- oplysningerne om denne kurs for det tredje er frit og let tilgængelige, og

- de berørte personer for det fjerde således har været i stand til med sikkerhed at få kendskab hertil senest på det tidspunkt, hvor de rejste ind i eller ud af Unionens område.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.