C-602/23 Frie kapitalbevægelser Finanzamt für Großbetriebe - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

30. april 2025

» Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser - restriktioner - skat af kapitalindkomst - institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut) - juridisk person - national lovgivning, der foreskriver, at investeringsinstitutter ikke er juridiske personer - investeringsinstitutters skattemæssige transparens - skattemæssig behandling af udenlandske institutter, der er sammenlignelige med investeringsinstitutter, men som er juridiske personer - sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation «

I sag C-602/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) ved afgørelse af 20. september 2023, indgået til Domstolen den 3. oktober 2023, i sagen

Finanzamt für Großbetriebe,

procesdeltager:

Franklin Mutual Series Funds - Franklin Mutual European Fund,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne A. Kumin, I. Ziemele (refererende dommer) og S. Gervasoni,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: fuldmægtig R. Seres,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. november 2024,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Franklin Mutual Series Funds - Franklin Mutual European Fund ved Steuerberater S. Haslinger og P.P. Rümmele,

- den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll, F. Koppensteiner og A. Wild-Simhofer, som befuldmægtigede,

- den spanske regering ved A. Pérez-Zurita Gutiérrez og A. Torró Molés, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved B.-R. Killman og W. Roels, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 63 TEUF.

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en revisionsanke iværksat af Finanzamt für Großbetriebe (skatte- og afgiftsmyndigheden for store virksomheder, Østrig) (herefter »skattemyndigheden«) til prøvelse af en afgørelse fra Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager, Østrig), der gav Franklin Mutual Series Funds - Franklin Mutual European Fund (herefter »Franklin«) medhold i en påstand om tilbagebetaling af kapitalindkomstskat for 2013.

Retsforskrifter

EU-retten

EUF-traktaten

3 Artikel 63 TEUF bestemmer:

»1. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

2. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for betalinger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.«

Direktiv 2009/65/EF

4 Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT 2009, L 302, s. 32) foreskriver:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på institutter for kollektiv investering i værdipapirer (»investeringsinstitutter«), som er etableret på medlemsstaternes område.

2. Ved anvendelsen af dette direktiv og med forbehold af artikel 3 forstås ved investeringsinstitut et foretagende:

a) der har som eneste formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer eller i andre i artikel 50, stk. 1, nævnte likvide finansielle aktiver af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, og hvis virksomhed bygger på princippet om risikospredning, og

b) hvis andele på forlangende af ihændehaverne tilbagekøbes eller indløses direkte eller indirekte for midler af disse institutters aktiver. Det forhold, at et investeringsinstitut træffer foranstaltninger med henblik på, at kursværdien for dets andele ikke afviger væsentligt fra nettoværdien, ligestilles med sådanne tilbagekøb eller indløsninger.

Medlemsstaterne kan tillade, at investeringsselskaber består af flere investeringsafdelinger.

3. De i stk. 2 nævnte institutter kan oprettes i henhold til aftale (investeringsfonde administreret af administrationsselskaber), som »trusts« (»unit trusts«) eller i henhold til vedtægter (investeringsselskaber).

[...]«

Den østrigsk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst

5 Artikel 10 i overenskomsten mellem Republikken Østrig og Amerikas Forenede Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomstskatter, indgået den 31. maj 1996 (BGBl. III, 6/1998, herefter den »østrigsk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst«), bestemmer:

»1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan dog også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og efter lovgivningen i denne stat, men hvis den person, der modtager udbyttet er den retmæssige ejer af udbyttet, må den skat, der således pålignes, ikke overstige:

[...]

b) 15[%] af bruttobeløbet i alle andre tilfælde.«

Østrigsk ret

6 I henhold til § 93, stk. 1 og 2, i Bundesgesetz über die Besteuerung des Einkommens natürlicher Personen (Einkommensteuergesetz 1988) (forbundslov om indkomstbeskatning af fysiske personer af 1988) af 7. juli 1988 (BGBl., 400/1988) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »EStG 1988«), blev indkomstskat af kapitalindkomst oppebåret i Østrig indeholdt som kildeskat og blev benævnt »kapitalindkomstskat«.

7 § 21 i Bundesgesetz über die Besteuerung des Einkommens von Körperschaften (Körperschaftsteuergesetz 1988 - KStG 1988) (forbundslov om selskabsskat af 1988) af 7. juli 1988 (BGBl., 401/1988) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »KStG 1988«), bestemte:

»(1) For personer, der er begrænset skattepligtige, [...] gælder følgende bestemmelser:

1. Skattepligten omfatter kun indtægter som omhandlet i § 98 i forbundslov om indkomstskat af 1988. Forbundsloven af 1988 om indkomstskat og nærværende forbundslov fastsætter de nærmere regler for beregningen af indkomsten. [...]

[...]

1a. Personer, der er begrænset skattepligtige, og som er hjemmehørende i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat[, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«)], med hvilken der består et omfattende administrativt samarbejde om bistand og fuldbyrdelseshjælp, har ret til efter anmodning at få tilbagebetalt kapitalindkomstskat af de indtægter, de har oppebåret [...], for så vidt som der ikke kan opnås lempelse for kapitalindkomstskatten i bopælsstaten i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Den skattepligtige skal godtgøre, at der ikke helt eller delvis kan opnås lempelse for kapitalindkomstskatten.

[...]«

8 § 2 i Bundesgesetz über Investmentfonds (Investmentfondsgesetz 2011) (lov om investeringsfonde af 2011) af 1. august 2011 (BGBl. I, 77/2011) havde i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »InvFG 2011«), følgende ordlyd:

»(1) Et institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitut)

1. har som eneste formål at foretage kollektiv investering i overensstemmelse med princippet om risikospredning [...] af midler tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden og

2. dets andele tilbagekøbes og indløses på forlangende af kapitalandelshaverne direkte eller indirekte for midler af investeringsinstituttets aktiver; med sådanne tilbagekøb og indløsninger ligestilles det forhold, at der træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at kursværdien for investeringsinstituttets andele ikke afviger væsentligt fra deres nettoværdi, og

3. det er godkendt i overensstemmelse med artikel 50 i direktiv 2009/65/EF eller godkendt i sin oprindelsesmedlemsstat i overensstemmelse med samme direktivs artikel 5.

(2) Et investeringsinstitut kan i Østrig kun oprettes som en investeringsforening som omhandlet i § 46, der er opdelt i lige store andele, for hvilke der udstedes værdipapirer, og som besiddes i fællesskab af kapitalandelshaverne. For så vidt som denne forbundslov fastsætter forpligtelser for et investeringsinstitut, finder enhver positiv forpligtelse, der følger heraf, anvendelse på det administrationsselskab, der administrerer dette investeringsinstitut.

(3) Et investeringsinstitut kan bestå af forskellige investeringsafdelinger; med henblik på [denne lovs] andet afsnit, tredje kapitel, tredje afdeling, betragtes hver investeringsafdeling i et investeringsinstitut som et særskilt investeringsinstitut. [...]«

9 § 3, stk. 2, i denne lov havde følgende ordlyd:

»(2) I denne føderale lov forstås ved:

[...]

19. Investeringsfonde: et investeringsinstitut i form af en investeringsforening som omhandlet i § 2, stk. 2, og en alternativ investeringsfond (AIF) som omhandlet i § 3, stk. 2, nr. 31, litra a) og c)

[...]«

10 Nævnte lovs § 46, stk. 1, bestemte:

»Et investeringsinstitut i form af en investeringsforening som omhandlet i § 2, stk. 2, har ikke status som selvstændig juridisk person; den er opdelt i lige andele, for hvilke der udstedes værdipapirer. Andelsbeviserne er finansielle instrumenter [...] De repræsenterer andele i samejet af investeringsinstituttets aktiver og kapitalandelshavernes rettigheder over for administrationsselskabet og depotbanken. Andelsbeviserne kan være ihændehaverpapirer eller navnenoterede værdipapirer. [...]«

11 § 186, stk. 1, i InvFG 2011 foreskrev:

»Udloddet afkast, der hidrører fra en investeringsfonds indtægter [...] med fradrag af de udgifter, der er forbundet hermed, udgør skattepligtig indkomst for deltageren. [...]«

12 Denne lovs § 188 havde følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i § 186 finder ligeledes anvendelse på udenlandske investeringsfonde. Formueaktiver, der henhører under udenlandsk ret, og som i henhold til lov, vedtægter eller faktisk brug investeres i overensstemmelse med principperne om risikospredning, betragtes som sådanne fonde uanset deres retlige form. [...]«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 Franklin er et investeringsselskab med hjemsted i De Forenede Stater og er en af syv selvstændige investeringsenheder i en trust (series), der er etableret i delstaten Delaware (De Forenede Stater).

14 Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), som er den forelæggende ret, har indledningsvis anført, at denne trust i henhold til amerikansk ret (Delaware Statutory Trust Act, 12 Del. C., punkt 3801 ff.) er en selvstændig juridisk person, som har aktiv og passiv søgsmålskompetence, og som har »ejendomsretligt ejerskab« til den samlede formuemasse, som skal tilregnes Franklin, der i henhold til dennes anmodninger om tilbagebetaling af kildeskat er »retmæssig ejer« af denne samlede formuemasse.

15 Endvidere er hver enkelt af de selvstændige investeringsenheder en juridisk person, der er skattepligtig i henhold til amerikansk ret. Alle indenlandske og udenlandske indtægter, som de selvstændige investeringsenheder optjener, herunder indtægter, der hidrører fra en selvstændig investeringsenheds realiserede kapitalgevinster, beskattes i De Forenede Stater. Beskatning af disse indtægter hos ejerne af andele i De Forenede Stater forudsætter en udlodning til dem. I modsat fald tilregnes disse indtægter de pågældende selvstændige investeringsenheder, hvilket indebærer, at de ikke gøres til genstand for direkte beskatning hos ejerne af andelene.

16 Endelig har de forskellige selvstændige investeringsenheder, når de udlodder mindst 90% af den skattepligtige indkomst, fraregnet realiserede kapitalgevinster, i De Forenede Stater mulighed for skattemæssigt at gøre en sådan udlodning gældende, hvilket kan føre til, at den amerikanske føderale indkomstskat nedsættes indtil nul.

17 I det foreliggende tilfælde fastslog Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) under den i hovedsagen omhandlede nationale retlige procedure for det første, at Franklin havde foretaget udlodning af hele dets indkomst for 2013, således at Franklin ikke havde betalt nogen amerikansk føderal indkomstskat for dette år. For det andet fastslog nævnte ret, at Franklin var en frit omsættelig fond, der var åben for investeringer fra offentligheden, som hovedsageligt investerede i børsnoterede europæiske aktier, som i den stat, hvor selskabet var hjemmehørende, var underlagt et finanstilsyn i henhold til en række regler, der var sammenlignelige med EU’s og Østrigs tilsynsregler, og som forvaltedes efter de samme investeringsprincipper og -kriterier som dem, der gjaldt for en investeringsfond af samme navn, der var godkendt i Luxembourg. Ifølge den forelæggende ret svarede Franklins virksomhed i alle væsentlige aspekter, såsom investorbeskyttelse, oplysningskrav, herunder prospektpligt, halvårs- og årsberetninger, godkendt erhvervsmæssig virksomhed, effektivt tilsyn og kontrol, til en østrigsk investeringsfond og dermed til et investeringsinstitut som omhandlet i direktiv 2009/65.

18 I 2013 modtog Franklin udbytte fra de to østrigske børsnoterede aktieselskaber, hvori selskabet havde kapitalandele på mindre end 10%, hvoraf der var indeholdt kildeskat for kapitalindkomstskat med en sats på 25%.

19 Efter en anmodning indgivet af Franklin i kapitalandelshavernes navn og for deres regning nedsatte skattemyndigheden på grundlag af den østrigsk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst satsen for kapitalindkomstskat til 15% og tilbagebetalte forskellen i forhold til den kapitalindkomstskat, der var blevet opkrævet ved kilden med en sats på 25%, til Franklin på vegne af de kapitalandelshavere, der var hjemmehørende i De Forenede Stater, og som var omfattet af denne overenskomst.

20 Idet Franklin var af den opfattelse, at anvendelsen af § 21, stk. 1, nr. 1a, i KStG 1988 i henhold til artikel 63 TEUF skulle udvides til at omfatte juridiske enheder fra tredjelande, indgav Franklin på grundlag af sidstnævnte bestemmelse i eget navn anmodninger om tilbagebetaling af den resterende kapitalindkomstskat, der var indeholdt som kildeskat af disse indtægter for 2013.

21 Da skatte- og afgiftsmyndigheden gav afslag på disse anmodninger med den begrundelse, at Franklin ikke var hjemmehørende i en anden medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, anlagde Franklin sag ved Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager), som ved afgørelse af 3. oktober 2017 ikke gav selskabet medhold.

22 Denne afgørelse af 3. oktober 2017 blev ophævet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) ved afgørelse af 13. januar 2021, idet den fastslog, at det med henblik på at afgøre, om der skulle ske tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, først inden for rammerne af en »typologisk sammenligning« skulle afgøres, om den udenlandske enhed var sammenlignelig med en østrigsk juridisk person, og dernæst undersøges, hvilken enhed disse indtægter skulle henføres til. Nævnte ret fandt, at hvis alene § 188 i InvFG 2011 var til hinder for, at indtægterne blev henført til den pågældende udenlandske enhed, forelå der en restriktion for de frie kapitalbevægelser, hvis berettigelse skulle undersøges.

23 Efter afgørelsen af 13. januar 2021 fra Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) indrømmede Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) Franklin tilbagebetaling af det resterende beløb af den kapitalindkomstskat, der var blevet tilbageholdt som kildeskat. Nævnte ret fandt efter en »typologisk sammenligning«, at Franklin svarede til et østrigsk selskab, som de nævnte indtægter ligeledes ville have skullet henføres til i henhold til de almindelige regler, og at § 188 i InvFG 2011, som var til hinder for en sådan henføring, udgjorde en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som ikke var begrundet.

24 Skatte- og afgiftsmyndigheden har iværksat revisionsanke ved den forelæggende ret til prøvelse af Bundesfinanzgerichts (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) afgørelse, idet denne myndighed i det væsentlige har gjort gældende, at der i forbindelse med denne sammenligning skal tages hensyn til den omstændighed, at Franklin ligeledes var en investeringsfond som omhandlet i tilsynslovgivningen i sin oprindelsesstat, at en sådan enhed var underlagt et krav om tilladelse inden for Unionen i henhold til direktiv 2009/65, og at hjemmehørende enheder, der kvalificeres som investeringsfonde i tilsynsretlig forstand, og som svarer til et investeringsinstitut, uden undtagelse var underlagt en ordning med skattemæssig transparens i 2013. Den samme behandling burde ifølge skatte- og afgiftsmyndigheden have fundet anvendelse på en ikke-hjemmehørende enhed, som i henhold til udenlandsk tilsynsret ligeledes skulle kvalificeres som investeringsfond og svarede til et investeringsinstitut.

25 Den forelæggende ret har anført, at i henhold til § 2, stk. 2, i InvFG 2011 kunne hjemmehørende investeringsfonde, der skulle kvalificeres som investeringsinstitutter, ifølge tilsynslovgivningen kun stiftes som investeringsforeninger og havde ikke status som juridiske personer. De indtægter, som disse foretagender, der i henhold til § 186 i InvFG 2011 var skattemæssigt transparente, oppebar, blev henført til kapitalandelshaverne, som alene var skattepligtige.

26 Eftersom en sådan hjemmehørende investeringsfond, der modtog udbytte fra en kapitalandel på under 10% i et hjemmehørende kapitalselskab, var skattemæssigt transparent, var det efter den forelæggende rets opfattelse kun kapitalandelshaverne, som kunne anmode om tilbagebetaling eller modregning af den kapitalindkomstskat, der var blevet indeholdt kildeskat. Ikke-hjemmehørende kapitalandelshavere kunne opnå tilbagebetaling af kapitalindkomstskat i henhold til den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der var indgået med den stat, hvor de havde skattemæssigt hjemsted.

27 Et østrigsk selskab, der ikke kunne sidestilles med et investeringsinstitut, kunne derimod, når det modtog sådant udbytte af en kapitalandel i et hjemmehørende selskab, opnå lempelse for kapitalindkomstskatten i sin selskabsskat. Ifølge den forelæggende ret blev en sådan juridisk person altid beskattet i henhold til principperne i selskabsskattelovgivningen, uafhængigt af dens erhvervsmæssige virksomhed.

28 Den forelæggende ret har anført, at juridiske personer, der hverken havde ledelse eller hjemsted i Østrig, og som med hensyn til bl.a. deres vedtægter eller den omstændighed, at de havde status som juridisk person, var sammenlignelige med en østrigsk juridisk person, var begrænset skattepligtige. I henhold til § 21, stk. 1, nr. 1a, i KStG 1988 kunne et selskab med hjemsted i en EU-medlemsstat eller i en stat, der er part i EØS-aftalen, hvis kapitalindkomsten kunne henføres til dette selskab og ikke til ejerne af dets kapitalandele, anmode om tilbagebetaling af kapitalindkomstskat af udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab, forudsat at § 186 i InvFG 2011 i medfør af denne lovs § 188 ikke fandt anvendelse på selskabet.

29 I forbindelse med behandlingen af den revisionsanke, som er indbragt for den, nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt EU-retten kræver, at § 188 i InvFG 2011 ikke må finde anvendelse i forhold til en udenlandsk fond, der er åben for investeringer fra offentligheden, og som, hvis den havde sit hjemsted i Østrig, kun kunne drives dér i form af et investeringsinstitut, og som ikke ville være skattepligtig og derfor hverken ville have kunnet opnå tilbagebetaling af kapitalindkomstskat eller lempelse for denne skat i sit selskabsskattetilsvar, eftersom disse indtægter obligatorisk ville være blevet henført til kapitalandelshaverne, jf. § 186 i InvFG 2011.

30 På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Udgør en bestemmelse som § 188 i [InvFG 2011], som bevirker, at udenlandske konstruktioner, der kan sammenlignes med et indenlandsk selskab, i Østrig undtages fra tilbagebetaling af kapitalindkomstskatten, hvis de materielt svarer til et investeringsinstitut som omhandlet i direktiv [2009/65] og derfor ikke må drive virksomhed som selskab i indlandet, da der i Østrig for sådanne konstruktioner kun findes retsformen »transparentes Sondervermögen« (transparent investeringsforening), en begrænsning af de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF?

2) Såfremt [det første] spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger der en objektivt sammenlignelig situation mellem på den ene side en indenlandsk [juridisk person], som investerer sine aktiver efter principperne om risikospredning, men som på grund af, at der ikke er tale om kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, ikke er et investeringsinstitut og derfor også må drive virksomhed som selskab i indlandet, og på den anden side et udenlandsk investeringsselskab, som på grund af, at kapitalen er tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, ifølge indenlandske principper er et investeringsinstitut og derfor ikke må drive virksomhed som [juridisk person] i indlandet?

3) Såfremt [det andet] spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger begrundelsen for at begrænse de frie kapitalbevægelser, som består i opretholdelse af den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen, fordi § 186 og § 188 i [InvFG 2011] har til formål at sikre, at hverken en indenlandsk eller en udenlandsk investeringsforening kan have en skattemæssigt afskærmende virkning i forhold til deltagerne, og der dermed kun skal ske en lempelse af kapitalindkomstskatten på deltagernes niveau i de tilfælde, hvor [Republikken] Østrig har givet afkald på sin beskatningskompetence i en dobbeltbeskatningsaftale?«

Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

31 Europa-Kommissionen har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse at en anvendelse af artikel 63 TEUF, som ønskes fortolket, ikke er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen. Franklin, der handler i eget navn, er nemlig ikke berettiget til at anmode om tilbagebetaling af kapitalindkomstskat på grundlag af § 21, stk. 1, nr. 1a, i KStG 1988, idet en sådan anmodning skal indgives af kapitalandelshaverne, for så vidt som de opfylder de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse.

32 Franklins anmodning, der blev indgivet, efter at Franklin havde opnået tilbagebetaling i henhold til artikel 10, stk. 2, i den østrigsk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst, er desuden i strid med den fordeling af beskatningskompetencen, der er aftalt mellem Republikken Østrig og Amerikas Forenede Stater, og tilsigter at omgå forpligtelsen til at godtgøre, at der ikke helt eller delvist kunne opnås lempelse for restbeløbet af den østrigske kapitalindkomstskat i den skat, der skulle betales i De Forenede Stater. Den nævnte anmodning kunne føre til en ugrundet berigelse af Franklin, som således ville modtage tilbagebetalinger, der eventuelt ville være skyldige til andre, nemlig til deltagerne, og dette ville endog kunne anses for misbrug.

33 Det skal i denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 17.10.2024, FA.RO. di YK & C., C-16/23, EU:C:2024:886, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

34 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 17.10.2024, FA.RO. di YK & C., C-16/23, EU:C:2024:886, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

35 Inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter om at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det ifølge ligeledes fast praksis påkrævet, at den nationale ret nøje iagttager de krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse, som udtrykkeligt fremgår af artikel 94 i Domstolens procesreglement (dom af 17.10.2024, FA.RO. di YK & C., C-16/23, EU:C:2024:886, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

36 Det er, som det fremgår af procesreglementets artikel 94, litra c), bl.a. nødvendigt, at forelæggelsesafgørelsen indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (dom af 17.10.2024, FA.RO. di YK & C., C-16/23, EU:C:2024:886, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

37 I den foreliggende sag fremgår det ikke klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen, eller at problemet er af hypotetisk karakter. Domstolen råder endvidere over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål.

38 For det første forekommer spørgsmålet om, hvorvidt Franklins krav vedrørende den resterende del af den tilbageholdte kildeskat af kapitalindkomsten kan antages til realitetsbehandling på trods af tilbagebetalingen til kapitalandelshaverne af en del af kildeskatten efter den anmodning, som Franklin indgav i deres navn, ikke at være blevet anfægtet for den forelæggende ret, som i øvrigt heller ikke har givet udtryk for tvivl i denne henseende. Desuden vidner de processuelle trin, der er beskrevet i denne doms præmis 20-24, om realiteten i tvisten i hovedsagen.

39 For det andet følger det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at det afslag på tilbagebetaling af kildeskat, som Franklin kunne blive mødt med, ville følge af en anvendelse af § 188 i InvFG 2011, som ville bevirke, at den skattemæssige behandling af det udbytte, som sidstnævnte modtog, ville blive sidestillet med den behandling, der anvendtes på udbytte modtaget af et østrigsk investeringsinstitut.

40 Idet den forelæggende ret har givet udtryk for tvivl om, hvorvidt den sidestilling, der er fastsat i § 188 i InvFG 2011, i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal anses for at udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF, og om den som følge deraf skal undlade at anvende § 188, har den forelæggende ret i tilstrækkelig grad redegjort for den forbindelse, som den har fastslået mellem den EU-retlige bestemmelse, som den ønsker fortolket, og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

41 For det tredje kan Kommissionens argumenter om fordelingen af beskatningskompetencen mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Østrig, om ugrundet berigelse af Franklin, i tilfælde af at Franklin indrømmes den krævede tilbagebetaling, og om, at en sådan anmodning om tilbagebetaling eventuelt er udtryk for misbrug, ikke rejse tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, men henhører under sagens realitetsbehandling.

42 Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første og det andet spørgsmål

43 Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, som bevirker, at en ikke-hjemmehørende enhed, der for det første har de samme kendetegn som et investeringsinstitut som omhandlet i direktiv 2009/65, men som for det andet har status som juridisk person og i denne henseende er sammenlignelig med en hjemmehørende juridisk person, udelukkes fra tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, mens et hjemmehørende investeringsinstitut i henhold til denne nationale lovgivning anses for skattemæssigt transparent og ikke kan optræde som en juridisk person, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser.

44 Ifølge fast retspraksis fastsætter artikel 63, stk. 1, TEUF et generelt forbud mod restriktioner for kapitalbevægelser såvel mellem medlemsstaterne indbyrdes som mellem medlemsstaterne og tredjelande (dom af 2.3.2023, PrivatBank m.fl., C-78/21, EU:C:2023:137, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

45 Begrebet »restriktion« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter statslige foranstaltninger, der har karakter af forskelsbehandling, for så vidt som de direkte eller indirekte indfører en forskellig behandling af kapitalbevægelser inden for en medlemsstat og grænseoverskridende kapitalbevægelser, der ikke svarer til objektivt forskellige situationer, og som derfor er egnede til at afholde fysiske eller juridiske personer i andre medlemsstater eller tredjelande fra at gennemføre grænseoverskridende kapitalbevægelser (jf. i denne retning dom af 2.3.2023, PrivatBank m.fl., C-78/21, EU:C:2023:137, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

46 Således kan den omstændighed, at en medlemsstat undergiver indtægter, der udbetales til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering, en behandling, der er mindre gunstig end behandlingen af indtægter, der udbetales til hjemmehørende institutter for kollektiv investering, afholde institutter, der er etableret i en anden stat, fra at foretage investeringer i denne medlemsstat og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF (dom af 27.2.2025, Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej (Investeringsinstitutters forvaltningsordning), C-18/23, EU:C:2025:119, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

47 Derudover kan en national lovgivning, som finder anvendelse uden forskel på hjemmehørende og ikke-hjemmehørende erhvervsdrivende, udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser. Det følger således af Domstolens praksis, at selv en sondring, der hviler på objektive kriterier, de facto kan være mindre gunstig for grænseoverskridende situationer (dom af 27.2.2025, Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej (Investeringsinstitutters forvaltningsordning), C-18/23, EU:C:2025:119, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

48 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, dels, at Franklin i tvisten i hovedsagen ønsker at opnå tilbagebetaling af den tilbageholdte kildeskat på grundlag af § 21, stk. 1, nr. 1a, i KStG 1988, dels at en eventuel anvendelse af § 188 i InvFG 2011 ifølge den forelæggende ret kunne være til hinder for denne tilbagebetaling.

49 § 188 i InvFG 2011 bestemmer i det væsentlige, at den skattemæssige transparens, der er fastsat i § 186 i InvFG 2011 for så vidt angår hjemmehørende investeringsfonde, ligeledes finder anvendelse på ikke-hjemmehørende investeringsfonde, uanset deres retlige form, på betingelse af at deres formueaktiver i henhold til lov, vedtægter eller faktisk brug investeres i overensstemmelse med principperne om risikospredning.

50 Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at anvendelsen af § 188 i InvFG 2011 bevirker, at en ikke-hjemmehørende enhed som Franklin underlægges den skatteordning, der finder anvendelse på hjemmehørende investeringsfonde.

51 Forudsat at udbytte udloddet til en ikke-hjemmehørende enhed såsom Franklin ikke pålægges en større skattebyrde i Østrig end den, som udbytte, der udbetales til en hjemmehørende investeringsfond, er underlagt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, kan anvendelsen af samme behandling på Franklin og hjemmehørende investeringsfonde kun udgøre en restriktion som omhandlet i artikel 63 TEUF, hvis Franklin ikke er sammenlignelig med sådanne fonde, men skal anses for sammenlignelig med en hjemmehørende juridisk person, som ikke er skattemæssigt transparent, og som kan modtage tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, hvis denne juridiske person i øvrigt opfylder de betingelser, der er fastsat i den gældende lovgivning.

52 Med henblik på vurderingen af om en ikke-hjemmehørende enhed, såsom Franklin, henset til §§ 186 og 188 i InvFG 2011, kan anses for at være i en objektivt sammenlignelig situation med en hjemmehørende investeringsfond, bemærkes, at det af Domstolens praksis fremgår dels, at spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med bestemmelserne i den omhandlede nationale lovgivning, og til genstanden for og indholdet af sidstnævnte, dels at der kun kan tages hensyn til de relevante sondringskriterier i denne lovgivning med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af den nævnte lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer (jf. i denne retning dom af 27.4.2023, L Fund, C-537/20, EU:C:2023:339, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

53 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at § 186 i InvFG 2011 ifølge den forelæggende rets forklaringer har til formål at fastsætte en transparent beskatning af investeringsfonde, hvilket betyder, at indtægterne henføres til kapitalandelshaverne, og at det kun er disse sidstnævnte, der er direkte skattepligtige.

54 Det fremgår af de sagsakter, Domstolen råder over, at § 186 i InvFG 2011 vedrører den skattemæssige behandling af indtægter fra institutter, der bl.a. er omfattet af § 2, stk. 2, i InvFG 2011, sammenholdt med dennes lovs § 46, dvs. institutter, der ikke er juridiske personer, og som udøver investeringsaktiviteter, og som opfylder visse betingelser vedrørende tilvejebringelse og investering af kapital, godkendelse og kontrol. Genstanden for denne § 186 er ikke den skattemæssige behandling af indtægter i selskaber, som forfølger kommercielle aktiviteter, og som ikke er underlagt denne type af betingelser.

55 § 188 i InvFG 2011 omhandler udenlandske investeringsfonde, idet det deri præciseres, at alle formueaktiver, der henhører under udenlandsk ret, og som i henhold til loven, vedtægter eller faktisk brug investeres i overensstemmelse med principperne om risikospredning, betragtes som investeringsfonde uafhængigt af deres retlige form. Denne § 188 har således til formål at lade ikke-hjemmehørende enheder, der opfylder betingelsen om fondes investering i henhold til principperne om risikospredning, være omfattet af den ordning, der finder anvendelse på hjemmehørende investeringsfonde.

56 Ifølge den forelæggende ret har § 186 i InvFG 2011 bl.a. til formål at sikre, at investeringsfonde ikke har en skærmeffekt, og at det kun er kapitalandelshaverne, der beskattes, mens formålet med § 188 i InvFG 2011 er at sikre den skattemæssige ligebehandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsfonde, således at ikke-hjemmehørende investeringsfonde heller ikke frembringer en skærmeffekt, og beskatningen sker hos kapitalandelshaverne.

57 Ifølge de konstateringer, som Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) foretog under den nationale retssag, og som er nævnt i denne doms præmis 17, og ifølge den forelæggende rets konstateringer har en investeringsfond som Franklin i denne henseende de samme kendetegn som en østrigsk investeringsfond og et investeringsinstitut som omhandlet i direktiv 2009/65. Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, kan den således i kraft af sin virksomhed sidestilles med hjemmehørende organer som omhandlet i § 186 i InvFG 2011.

58 Til forskel fra hjemmehørende investeringsfonde har Franklin imidlertid status som juridisk person og svarer i denne henseende i overensstemmelse med Bundesfinanzgerichts (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) konstateringer under den nationale retssag til et hjemmehørende selskab, som indtægterne også skulle henføres til i henhold til de almindelige regler.

59 Det skal derfor undersøges, om den omstændighed, at Franklin har status som juridisk person, med hensyn til §§ 186 og 188 i InvFG 2011 stiller denne enhed i en situation, der er forskellig fra situationen for hjemmehørende investeringsfonde, og således fører til, at enhedens situation, henset til disse paragraffer, ikke er objektivt sammenlignelig med situationen for en hjemmehørende investeringsfond, der henhører under § 186 i InvFG 2011.

60 Domstolen har i denne henseende fastslået, at henset til formålene om i det væsentlige at undgå dobbeltbeskatning af investeringsafkast og skattemæssigt at behandle investeringer, der foretages indirekte gennem investeringsfonde, på samme måde som direkte investeringer, sætter den omstændighed, at et institut for kollektiv investering er oprettet i henhold til en vedtægt, ikke nødvendigvis dette i en anden situation end situationen for et institut for kollektiv investering, der er oprettet ved aftale (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Skattefritagelse for aftalebaserede investeringsfonde), C-342/20, EU:C:2022:276, præmis 73).

61 Sådanne formål kan nemlig også nås, når et institut for kollektiv investering er oprettet i henhold til en vedtægt, men i den medlemsstat, hvor det er etableret, er omfattet af en fritagelse for indkomstskat eller en ordning med skattemæssig transparens (dom af 7.4.2022, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Skattefritagelse for aftalebaserede investeringsfonde), C-342/20, EU:C:2022:276, præmis 74).

62 På samme måde sætter den omstændighed, at en ikke-hjemmehørende enhed, der har de samme kendetegn som en hjemmehørende investeringsfond, har status som juridisk person, henset til disse formål, ikke nødvendigvis denne enhed i en situation, der er forskellig fra situationen for en hjemmehørende investeringsfond, der ikke er en juridisk person, hvis det udbytte, som denne førstnævnte enhed modtager, henføres til dens kapitalandelshavere og i den stat, hvor enheden er hjemmehørende, ikke beskattes hos den nævnte enhed, men hos enhedens kapitalandelshavere.

63 Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet i den foreliggende sag, bl.a. henset til den omstændighed, for det første at Bundesfinanzgericht (forbundsdomstol i skatte- og afgiftsretlige sager) under den nationale retssag fastslog, at Franklin havde foretaget udlodning af hele dets indkomst for 2013, således at selskabet ikke havde skullet betale nogen amerikansk forbundsindkomstskat for dette år, og for det andet, at Franklin for sine kapitalandelshavere, der var hjemmehørende i De Forenede Stater, og som var omfattet af den østrigsk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst, havde nydt godt af en nedsættelse af satsen for kapitalindkomstskat til 15% og en tilbagebetaling af forskellen i forhold til den kildeskat på 25%, der var blevet tilbageholdt som kapitalindkomstskat, idet skattemyndighederne således havde anerkendt, at disse kapitalandelshavere var retmæssige ejere af disse indtægter som omhandlet i denne overenskomsts artikel 10.

64 Det følger heraf, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, som bevirker, at en ikke-hjemmehørende enhed, der for det første har de samme kendetegn som et investeringsinstitut som omhandlet i direktiv 2009/65, men som for det andet har status som juridisk person og i denne henseende er sammenlignelig med en hjemmehørende juridisk person, udelukkes fra tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, mens et hjemmehørende investeringsinstitut i henhold til denne nationale lovgivning anses for skattemæssigt transparent og ikke kan optræde som en juridisk person, ikke udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, forudsat at den indkomst, som den ikke-hjemmehørende enhed oppebærer, henføres til dens kapitalandelshavere og i den stat, hvor enheden er hjemmehørende, ikke beskattes hos denne, men hos enhedens kapitalandelshavere.

Det tredje spørgsmål

65 Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

66 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, som bevirker, at en ikke-hjemmehørende enhed, der for det første har de samme kendetegn som et investeringsinstitut som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), men som for det andet har status som juridisk person og i denne henseende er sammenlignelig med en hjemmehørende juridisk person, udelukkes fra tilbagebetaling af kapitalindkomstskat, mens et hjemmehørende investeringsinstitut i henhold til denne nationale lovgivning anses for skattemæssigt transparent og ikke kan optræde som en juridisk person, ikke udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, forudsat at den indkomst, som den ikke-hjemmehørende enhed oppebærer, henføres til dens kapitalandelshavere og i den stat, hvor enheden er hjemmehørende, ikke beskattes hos denne, men hos enhedens kapitalandelshavere.