C-213/24 Grzera - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

3. april 2025

» Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 9, stk. 1 - begreberne »afgiftspligtig person« og »økonomisk virksomhed« - salg af landbrugsareal til boligudvikling - forberedelse til salg foretaget af en befuldmægtiget, der fungerer som professionel operatør - legalt formuefællesskab af aktiver mellem samejende ægtefæller «

I sag C-213/24 [Grzera] ,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Wojewódzki Sad Administracyjny we Wroclawiu (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Wroclaw, Polen) ved afgørelse af 28. december 2023, indgået til Domstolen den 19. marts 2024, i sagen

E.T.

mod

Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wroclawiu,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Kumin, og dommerne I. Ziemele og S. Gervasoni (refererende dommer),

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- E.T. ved doradca podatkowy T. Michalik,

- Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wroclawiu ved M. Kowalewska og T. Wojciechowski,

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

- den tjekkiske regering ved L. Brezinová, M. Smolek og J. Vlácil, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved L. Habiak og M. Herold, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem E.T., der er en fysisk person, og Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wroclawiu (direktøren for skatte- og afgiftsmyndigheden i Wroclaw, Polen) (herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«) vedrørende den nævnte persons pligt til at betale merværdiafgift (moms) af salget af flere parceller.

Retsforskrifter

EU-retten

3 Det fremgår af momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a), at levering af varer, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, er momspligtig.

4 Direktivets artikel 9, stk. 1, fastsætter:

»Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.«

Polsk ret

Lov om afgift på varer og tjenesteydelser

5 Artikel 15 i ustawa o podatku od towarów i uslug (lov om afgift på varer og tjenesteydelser), af 11. marts 2004 (Dz. U. af 2017, pos. 1221), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»1. Ved afgiftspligtig person forstås juridiske personer, organisatoriske enheder uden status som juridisk person og privatpersoner, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed som omhandlet i stk. 2 uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

2. Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af varige indtægter.«

Lov om familie- og værgemål

6 Artikel 31, stk. 1, i ustawa - Kodeks rodzinny i opiekunczy (lov om familie og værgemål) af 25.februar 1964 (Dz. U. af 2017, pos. 682), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»Ved indgåelse af ægteskab opstår der et formuefællesskab (det legale formuefællseskab) mellem ægtefællerne; det omfatter aktiver, der erhverves under ægteskabet enten af ægtefællerne i fællesskab eller af dem hver især (fælles formue). Aktiver, der ikke indgår i den legale formueordning, henhører under ægtefællernes respektive personlige formuer.«

7 Denne lovs artikel 35 er affattet således:

»Ingen af ægtefællerne kan kræve deling af fælles aktiver, så længe det legale formuefællesskab består. Ingen af ægtefællerne kan i øvrigt disponere over eller forpligte sig til at disponere over den del af fællesformuen eller de enkelte aktiver, der tilhører fællesformuen, som tilkommer dem hver især, når formuefællesskabet ophører.«

8 Den pågældende lovs artikel 37, stk. 1, fastsætter:

»1) Der kræves samtykke fra begge ægtefæller for:

1) retshandler, der fører til overdragelse af fast ejendom, til en byrde, der påhviler en fast ejendom, til erhvervelse mod vederlag af fast ejendom eller til tidsubegrænset brugsret, eller som fører til tilrådighedsstillelse af en fast ejendom og brugsret til en fast ejendom.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

9 I 1989 blev E.T. og dennes ægtefælle, W.T., ejere af flere landbrugsparceller inden for rammerne af en aftale om, at W.T.’s forældre vederlagsfrit skulle overdrage en landbrugsbedrift til en efterfølger. Disse grunde overgik til ægteparret T.’s legale formuefællesskab.

10 I 2011 besluttede parret at sælge disse parceller og indgik med henblik herpå en fuldmagtsaftale med selskabet B.A.Z. (herefter »den befuldmægtigede«). Den befuldmægtigede havde bl.a. til opgave at organisere udstykningen af ejendommen til mindre parceller og at tage de nødvendige skridt til at ændre registreringerne i tingbogen og matrikelregistret i overensstemmelse hermed, ændre betegnelsen af parcellerne i lokalplanen (fra landbrugsarealer til byggegrunde), tilslutte ejendommen til offentlige forsyningsnet, offentliggøre parcellerne over for potentielle købere og forberede de dokumenter, der var nødvendige med henblik på indgåelse af notarbekræftede salgsaftaler til erhververne af parcellerne. Ægtefællerne gav fuldmagt til den befuldmægtigede, hvilken fuldmagt bemyndigede den pågældende til at handle på deres vegne over for de forskellige kompetente polske myndigheder. Den befuldmægtigedes vederlag svarede til forskellen mellem de salgspriser, der var fastsat i fuldmagtsaftalen, og de faktiske salgspriser.

11 Parcellerne blev solgt mellem 2017 og 2021.

12 Skatte- og afgiftsmyndigheden er af den opfattelse, at disse salg udgjorde en økonomisk virksomhed, der skal pålægges moms, idet den har vurderet, at de omhandlede parceller, som var landbrugsarealer, blev omdannet til byggegrunde, inden de blev solgt, og at der blev købt yderligere et areal med henblik på at etablere interne veje og adgangsveje til de forskellige etablerede parceller. Den pålagde derfor ved afgørelser af 28. juli og 19. september 2022 E.T. moms af de nævnte salg og vedtog en tilsvarende afgørelse for så vidt angår W.T.

13 E.T. og W.T. er for deres del af den opfattelse, at salgene blot skal anses for personlig formueforvaltning, hvorfor de ikke er undergivet moms. E.T. har således anlagt sag til prøvelse af skatte- og afgiftsmyndighedens afgørelse, som vedrørte E.T., ved Wojewódzki Sad Administracyjny we Wroclawiu (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Wroclaw, Polen), som er den forelæggende ret.

14 Wojewódzki Sad Administracyjny we Wroclawiu (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Wroclaw) har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse anført, at der fortsat hersker tvivl om fortolkningen af momsdirektivets artikel 9, stk. 1, i et tilfælde, hvor de omhandlede grunde, som det er tilfældet i den sag, der er indbragt for den, ikke før salget blev anvendt til økonomisk virksomhed, og hvor den økonomiske risiko, der er kendetegnende for udøvelsen af selvstændig økonomisk virksomhed, på grund af den fuldmagtsaftale, der blev indgået af E.T. og W.T., i det væsentlige bæres af den befuldmægtigede, som de indgik kontrakt med. Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om skatte- og afgiftsmyndighedens praksis, der består i at kvalificere hver enkelt ægtefælle som momspligtig ved at tilskrive den pågældende halvdelen af salgenes værdi, selv om der i henhold til national ret foreligger et legalt formuefællesskab mellem ægtefællerne i ægteskabets varighed, og disse ægtefæller handler i fællesskab med henblik på transaktioner vedrørende aktiver, der tilhører dette fællesskab.

15 På denne baggrund har Wojewódzki Sad Administracyjny we Wroclawiu (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Wroclaw) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal bestemmelserne i [momsdirektivet], navnlig artikel 2, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, fortolkes således, at en person i forbindelse med salg af fast ejendom, der ikke tidligere er blevet anvendt til at udøve økonomisk virksomhed, ved at indgå en aftale med en professionel erhvervsdrivende om formidling af salg, således at den erhvervsdrivende efterfølgende i egenskab af denne persons befuldmægtigede foretager en række målrettede handlinger med henblik på [udstykning] og salg [af fast ejendom] til en højere pris, skal anses for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed?

2) Skal bestemmelserne i [momsdirektivet], navnlig artikel 9, stk. 1, fortolkes således, at ægtefæller, der handler i fællesskab, hver især skal anses for en person, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

16 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 2, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at en person, der overdrager en grund, som oprindeligt var en del af vedkommendes personlige formue, og som overlader forberedelsen af salget til en professionel operatør, der i sin egenskab af denne persons befuldmægtigede foretager et vist antal transaktioner med henblik på dette salg, kan anses for en afgiftspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed.

17 Den forelæggende ret har i sit spørgsmål henvist til momsdirektivets artikel 2, stk. 1, og artikel 9, stk. 1. For så vidt som begrebet levering af varer mod vederlag i momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a), ikke er omtvistet i hovedsagen, og for så vidt som alene momsdirektivets artikel 9, stk. 1, definerer begreberne afgiftspligtig person og økonomisk virksomhed, som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at tage stilling til, skal det fastslås, at det første spørgsmål udelukkende vedrører fortolkningen af denne artikel 9, stk. 1.

18 I denne henseende bemærkes, at momsdirektivet giver momsen et meget vidt anvendelsesområde ved at give begrebet »afgiftspligtig person« en bred fortolkning, der er koncentreret om uafhængigheden under udøvelse af »økonomisk virksomhed«, der selv er defineret bredt som omfattende alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder og navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter for økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dom af 12.9.2000, Kommissionen mod Grækenland, C-260/98, EU:C:2000:429, præmis 24-26, og af 12.10.2016, Nigl m.fl., C-340/15, EU:C:2016:764, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Det er eksistensen af en sådan virksomhed, der begrunder kvalifikationen som afgiftspligtig person (dom af 15.9.2011, Slaby m.fl., C-180/10 og C-181/10, EU:C:2011:589, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

19 Hvad angår salget af en ubebygget grund har Domstolen præciseret, at et relevant kriterium for vurderingen er, at den berørte aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af grunde gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder, såsom gennemførelse af bygge- og anlægsarbejde og gennemførelse af kendte markedsføringsmidler. Sådanne tiltag indgår sædvanligvis ikke som led i personlig formueforvaltning, hvorfor de transaktioner, der følger heraf, ikke kan betragtes som en almindelig udøvelse af ejendomsretten. Sådanne tiltag er snarere en del af virksomhed, der udøves med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, og som således kan kvalificeres som økonomisk (dom af 15.9.2011, Slaby m.fl., C-180/10 og C-181/10, EU:C:2011:589, præmis 39-41 og 46, af 9.7.2015, Trgovina Prizma, C-331/14, EU:C:2015:456, præmis 24, og af 20.1.2021, AJFP Sibiu og DGRFP Brasov, C-655/19, EU:C:2021:40, præmis 31).

20 Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at følgende handlinger, der kan kvalificeres som aktive markedsføringstiltag, som mobiliserer midler svarende til dem, der anvendes af fagfolk inden for fast ejendom, er blevet gennemført i det foreliggende tilfælde:

- udstykning af ejendommen til mindre parceller og gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger til at ændre indførelser i tingbogen og matrikelregistret

- ændring af parcellernes betegnelse i lokalplanen (fra landbrugsarealer til byggegrunde)

- køb af en yderligere parcel med henblik på etablering af interne veje og adgang til de enkelte parceller

- tilknytning af ejendommen til offentlige forsyningsnet

- fjernelse af elementer, der er uforenelige med den foreskrevne anvendelse af parcellerne

- opnåelse af de nødvendige tilladelser fra de kompetente myndigheder

- salgsfremstød for parceller over for potentielle købere

- udarbejdelse af de dokumenter, der er nødvendige med henblik på indgåelse af notarbekræftede salgsaftaler.

21 Det fremgår i øvrigt ligeledes af retspraksis, at den omstændighed, at det omhandlede materielle gode oprindeligt blev erhvervet for at opfylde erhververens personlige behov, ikke er til hinder for, at dette gode efterfølgende anvendes til udøvelse af en »økonomisk virksomhed« som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1 (dom af 19.7.2012, Redlihs, C-263/11, EU:C:2012:497, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at den omstændighed, som den forelæggende ret har fremhævet, at den omhandlede grund ikke er blevet erhvervet med henblik på udøvelse af en landbrugs- eller handelsaktivitet, ikke udelukker, at salget af denne grund kan kvalificeres som udøvelse af økonomisk virksomhed.

22 Det er korrekt, at de aktive markedsføringstiltag, der er nævnt i denne doms præmis 20, i hovedsagen, således som det er fremhævet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, i det væsentlige er blevet foretaget af en erhvervsdrivende, der er bemyndiget hertil, og ikke af ejeren af den grund, der skal sælges. Den forelæggende ret ønsker i denne henseende oplyst, om denne aftale om fuldmagt kan mindske overdragerens økonomiske risiko til et minimum og således udelukke, at denne kan anses for at have udøvet selvstændig økonomisk virksomhed.

23 For at fastslå, om økonomisk virksomhed bliver udøvet selvstændigt, skal det undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed (dom af 12.10.2016, Nigl m.fl., C-340/15, EU:C:2016:764, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

24 Det fremgår af den aftale om fuldmagt, der er indgået i hovedsagen, således som den er beskrevet af den forelæggende ret, at fuldmægtigens virksomhed er begrænset til at udføre de opgaver, der er opregnet i denne doms præmis 20, i fuldmagtsgivernes navn og for disses regning, idet disse fortsat er sælgere af den pågældende grund i alle salgshandlingerne vedrørende grunden.

25 Som det ligeledes fremgår af denne aftale, afhænger vederlaget for fuldmægtigens virksomhed, herunder for at dække udgifter, der er afholdt hos tredjemand i forbindelse med udførelsen af de opgaver, der er nødvendige for udførelsen af de nævnte aktiviteter, ganske vist af den pris, der opnås for det salg, som han selv har forhandlet. Beløbet blev nemlig fastsat til forskellen mellem den faktiske salgspris for hver parcel og den pris, der var fastsat i den nævnte kontrakt. Det følger heraf, at den befuldmægtigede bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med fuldmagten og gennemførelsen af de foranstaltninger til markedsføring af parcellerne, der er fastsat i fuldmagten. Som den forelæggende ret har fremhævet, mindsker denne form for vederlag dermed den økonomiske risiko, der påhviler fuldmagtsgiverne. Den endelige økonomiske risiko, der kommer til udtryk ved et manglende salg som følge af en manglende gennemførelse af fuldmagtsaftalen eller fravær af en køber, der er villig til at købe parcellerne, påhviler imidlertid alene fuldmagtsgiverne, medmindre denne aftale indeholder modsatrettede bestemmelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

26 Det følger af det ovenstående, at det første spørgsmål skal besvares med, at momsdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at en person, der overdrager en grund, som oprindeligt var en del af den pågældendes personlige formue, og som overlader forberedelsen af salget til en professionel operatør, der i sin egenskab af denne persons befuldmægtigede foretager aktive markedsføringstiltag vedrørende fast ejendom ved med henblik på dette salg at gøre brug af midler svarende til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder som omhandlet i denne bestemmelse, kan anses for en momspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed.

Det andet spørgsmål

27 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at i forbindelse med en salgstransaktion, der kvalificeres som økonomisk virksomhed som omhandlet i momsdirektivet, skal enten de samejende ægtefæller hver især eller det legale formuefællesskab, der udgøres af de samejende ægtefæller, anses for en afgiftspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed.

28 Det bemærkes, at de ord, der anvendes i momsdirektivets artikel 9, herunder ordet »enhver«, bevirker, at begrebet »afgiftspligtig person« skal undergives en bred fortolkning, der er koncentreret om uafhængigheden under udøvelse af økonomisk virksomhed, således at enhver fysisk eller juridisk person - såvel offentligretlig som privat, og selv enheder uden status som juridisk person - der objektivt opfylder kriterierne i bestemmelsen, skal anses for momspligtige personer (dom af 16.9.2020, Valstybine mokesciu inspekcija (Aftale om fælles aktivitet), C-312/19, EU:C:2020:711, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

29 For at fastslå, hvem der - under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede - skal anses for »afgiftspligtig person« med hensyn til moms, skal det undersøges, hvem der selvstændigt har udøvet den omhandlede økonomiske virksomhed. Selvstændighedskriteriet vedrører henføringen af den pågældende transaktion til en konkret person eller enhed, samtidig med at det desuden sikres, at denne person eller enhed har retssikkerhed for at kunne udøve sin eventuelle fradragsret. Med henblik herpå, og som anført i denne doms præmis 23, skal det undersøges, om den pågældende person eller enhed udøver økonomisk virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed (dom af 16.9.2020, Valstybine mokesciu inspekcija (Aftale om fælles aktivitet), C-312/19, EU:C:2020:711, præmis 40 og 41 samt den deri nævnte retspraksis).

30 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der med henblik på at afgøre, hvem der er afgiftspligtig i hovedsagen, dvs. hver af ægtefællerne eller det legale fællesskab, som de udgør, og som grundene tilhører, skal tages hensyn til bestemmelserne i lov om familie og værgemål.

31 Det følger ganske vist af fast retspraksis, at henset til momsdirektivets formål, som er at fastlægge momsgrundlaget ensartet og efter EU-retlige regler, skal egenskaben af afgiftspligtig person fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne og udelukkende bedømmes på grundlag af de kriterier, der er fastsat i momsdirektivets artikel 9, stk. 1 (dom af 17.9.2014, Skandia America (USA), filial Sverige, C-7/13, EU:C:2014:2225, præmis 23; jf. analogt dom af 8.6.2000, Breitsohl, C-400/98, EU:C:2000:304, præmis 48).

32 Ikke desto mindre kan en hensyntagen til bestemmelserne i national ret være nyttig med henblik på under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende at afgøre, om de kriterier, der gør det muligt at fastslå, at der er udøvet selvstændig økonomisk virksomhed, og som er nævnt i denne doms præmis 23 og 29, er opfyldt (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, Administration de l’enregistrement, des domaines et de la TVA (Moms - bestyrelsesmedlem) C-288/22, EU:C:2023:1024, præmis 55).

33 Selv om det i sidste ende tilkommer den nationale ret, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke national ret, at afgøre, om E.T. og W.T. hver især har foretaget de pågældende salg, har Domstolen - hvis opgave det er at give den forelæggende ret hensigtsmæssige svar - kompetence til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne indlæg at vejlede den forelæggende ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse i den konkrete sag, der verserer for den (jf. i denne retning dom af 17.12.2020, WEG Tevesstraße, C-449/19, EU:C:2020:1038, præmis 31).

34 Det bemærkes for det første, at den omstændighed alene, at det omhandlede gode indgår i det legale formuefællesskab og ejes af ægtefællerne, ikke er til hinder for en særskilt afgiftspligt for ægtefællerne, når den pågældende økonomiske virksomhed udøves særskilt af en af ægtefællerne (jf. i denne retning dom af 21.4.2005, HE, C-25/03, EU:C:2005:241, præmis 74), eller når hver af dem selvstændigt udøver økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, Dyrektor Izby Skarbowej w L. (Fortabelse af status som standardsatslandbruger), C-697/20, EU:C:2022:210, præmis 24 og 25).

35 Det kan dernæst bemærkes, at de bestemmelser i lov om familie og værgemål, som den forelæggende ret har henvist til, og som definerer de fælles aktiver og fastsætter deres ordning, ikke i sig selv synes at gøre det muligt at udlede, at det legale ejendomsformuefælleskab ved salget af et fælles aktiv handler i eget navn, for egen regning og på eget ansvar og bærer den økonomiske risiko herfor.

36 Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den nationale praksis gør det muligt at behandle et civilt selskab, der ikke har status som juridisk person, som en selvstændig afgiftspligtig person, idet den anser det for momspligtigt i forhold til hver af sine selskabsdeltagere.

37 Eftersom salget af et fælles aktiv ifølge de bestemmelser i polsk ret, som den forelæggende ret og E.T. har redegjort for, kræver hver af ægtefællernes samtykke, og der ikke foreligger nogen bemyndigelse for nogen af ægtefællerne til at handle for formuefælleskabet, synes de to ægtefæller i øvrigt at have handlet i fællesskab i forbindelse med de omhandlede salg og har således, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, ikke udadtil over for tredjemand (købere og offentlige myndigheder) hver især optrådt selvstændigt, hvilket udgør en relevant faktor med henblik på at identificere den afgiftspligtige person (jf. i denne retning dom af 12.10.2016, Nigl m.fl., C-340/15, EU:C:2016:764, præmis 30 og 34, og af 16.9.2020, Valstybine mokesciu inspekcija (Aftale om fælles aktivitet), C-312/19, EU:C:2020:711, præmis 43-46).

38 Hertil kommer, at selv om dette ikke er afgørende for så vidt angår de handlinger, der er knyttet til den økonomiske virksomhed, som ligger til grund for afgiftspligten (jf. i denne retning dom af 12.10.2016, Nigl m.fl., C-340/15, EU:C:2016:764, præmis 31 og 32, og af 16.9.2020, Valstybine mokesciu inspekcija (Aftale om fælles aktivitet), C-312/19, EU:C:2020:711, præmis 46), skal det bemærkes, at de to ægtefæller, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, ligeledes i fællesskab har indgået fuldmagtsaftalen med fuldmægtigen og sammen har anmodet de lokale myndigheder om at oprette en færdselsret for at få adgang til de omhandlede parceller.

39 Endelig tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om det, henset til ordningen for ægtefællernes ansvar i forbindelse med deres aktiviteter, var det legale formuefællesskab og ikke hver enkelt ægtefælle, der bar den økonomiske risiko, som var forbundet med det pågældende salg af grunde.

40 Det følger af det ovenstående, at det andet spørgsmål skal besvares med, at momsdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse i forbindelse med en salgstransaktion, der kvalificeres som økonomisk virksomhed som omhandlet i dette direktiv, ikke er til hinder for, at et legalt formuefællesskab, der udgøres af samejende ægtefæller, anses for at være en afgiftspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed, hvis disse ægtefæller i forhold til tredjemand fremstår som i fællesskab at have gennemført salget af grunde, der tilhører dette fællesskab, som udgør en økonomisk virksomhed, og at det pågældende fællesskab bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Sagsomkostninger

41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

1) Artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

skal fortolkes således, at

en person, der overdrager en grund, som oprindeligt var en del af den pågældendes personlige formue, og som overlader forberedelsen af salget til en professionel operatør, der i sin egenskab af denne persons befuldmægtigede foretager aktive markedsføringstiltag vedrørende fast ejendom ved med henblik på dette salg at gøre brug af midler svarende til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder som omhandlet i denne bestemmelse, kan anses for en momspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed.

2) Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2006/112

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse i forbindelse med en salgstransaktion, der kvalificeres som økonomisk virksomhed som omhandlet i dette direktiv, ikke er til hinder for, at et legalt formuefællesskab, der udgøres af samejende ægtefæller, anses for at være en afgiftspligtig person, der selvstændigt udøver økonomisk virksomhed, hvis disse ægtefæller i forhold til tredjemand fremstår som i fællesskab at have gennemført salget af grunde, der tilhører dette fællesskab, som udgør en økonomisk virksomhed, og at det pågældende fællesskab bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.