|
|
C-376/23 BALTIC CONTAINER TERMINAL - Dom
Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
16. januar 2025
» Præjudiciel forelæggelse - toldunion - forordning (EU) nr. 952/2013 - EU-toldkodeksen - delegeret forordning (EU) 2015/2446 - gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 - frizoner - ændring af den toldmæssige status som ikke-EU-varer til status som EU-varer - regnskaber fra indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone - berettiget forventning - retskraft «
I sag C-376/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstaka tiesa (Senats) (øverste domstol, Letland) ved afgørelse af 14. juni 2023, indgået til Domstolen den 15. juni 2023, i sagen
»BALTIC CONTAINER TERMINAL« SIA
mod
Valsts ienemumu dienests,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, I. Jarukaitis, som fungerende formand for Femte Afdeling, samt dommerne D. Gratsias (refererende dommer) og E. Regan,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
- »BALTIC CONTAINER TERMINAL« SIA ved valdes locekli D. Kiselevs og A. Zieds,
- den lettiske regering ved E. Bardinš, J. Davidovica og K. Pommere, som befuldmægtigede,
- Europa-Kommissionen ved E. Kalninš og F. Moro, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 2024,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af:
- artikel 79, stk. 1, litra a), artikel 79, stk. 3, litra a), artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, berigtiget i EUT 2021, L 241, s. 13, herefter »EU-toldkodeksen«)
- artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 1) samt
- de generelle principper om beskyttelse af den berettigede forventning og om retskraft.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »BALTIC CONTAINER TERMINAL« SIA (herefter »Baltic Container«) og Valsts ienemumu dienests (skatte- og afgiftsmyndighed, Letland) vedrørende betaling af importafgifter og merværdiafgift (moms) for varer, der har forladt frizonen i havnen i Riga (Letland).
Retsforskrifter
EU-retten
EU-toldkodeksen
3 EU-toldkodeksens artikel 5 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:
»I denne kodeks forstås ved:
[...]
12) »toldangivelse«: den handling, hvorved en person i behørig form og efter de foreskrevne regler tilkendegiver at ville henføre varer under en bestemt toldprocedure, hvor det er relevant med angivelse af eventuelle særlige ordninger, der skal anvendes
[...]
16) »toldprocedure«: enhver af følgende procedurer, som varer kan henføres under i overensstemmelse med kodeksen:
a) overgang til fri omsætning
b) særlige procedurer
c) eksport
[...]
22) »toldmæssig status«: en vares status som EU-vare eller som ikke-EU-vare
23) »EU-varer«: varer, som falder ind under en af følgende kategorier:
a) varer, som fuldt ud er fremstillet inden for [Den Europæiske Unions] toldområde, uden at der i dem indgår varer, som er importeret fra lande eller områder uden for Unionens toldområde
b) varer, som er indført i Unionens toldområde fra lande eller områder uden for dette område, og som er bragt i fri omsætning
[...]
24) »ikke-EU-varer«: andre varer end de i nr. 23) omhandlede eller varer, som har mistet deres toldmæssige status som EU-varer
[...]«
4 Den nævnte kodeks’ artikel 79, der har overskriften »Toldskyld, der opstår som følge af en manglende efterlevelse«, bestemmer:
»1. For så vidt angår varer, der er importafgiftspligtige, opstår der toldskyld ved import ved manglende overholdelse af:
a) en af forpligtelserne i toldlovgivningen ved indførsel af ikke-EU-varer i Unionens toldområde, ved deres fjernelse fra toldtilsyn eller ved transport, forædling, oplagring, midlertidig opbevaring, midlertidig import eller bortskaffelse af sådanne varer inden for dette område
[...]
3. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra a) og b), er debitor en af følgende:
a) enhver person, som det påhvilede at opfylde de pågældende forpligtelser
[...]«
5 Kodeksens artikel 158 med overskriften »Toldangivelse af varer og toldtilsyn med EU-varer« fastsætter følgende i stk. 1:
»For alle varer, som skal henføres under en toldprocedure, bortset fra frizoneproceduren, skal der indgives en toldangivelse, som passer til den særlige procedure.«
6 Kodeksens artikel 188, som har overskriften »Verifikation af en toldangivelse«, bestemmer:
»Toldmyndighederne kan med henblik på at verificere, at oplysningerne i en toldangivelse, der er antaget, er rigtige:
a) undersøge angivelsen og tilhørende dokumentation
b) kræve, at klarereren forelægger andre dokumenter
c) undersøge varerne
d) udtage stikprøver med henblik på analyse eller dybtgående kontrol af varerne.«
7 EU-toldkodeksens artikel 201, der har overskriften »Anvendelsesområde og indvirkning«, og som er indeholdt i kodeksens afsnit VI med overskriften »Overgang til fri omsætning og fritagelse for importafgifter«, fastsætter:
»1. Ikke-EU-varer, der skal bringes i omsætning på Unionens marked eller er bestemt til privat forbrug eller fortæring inden for Unionen, henføres under overgang til fri omsætning.
2. Overgang til fri omsætning indebærer følgende:
a) opkrævning af eventuelle skyldige importafgifter
b) i givet fald opkrævning af andre afgifter i medfør af relevante gældende bestemmelser om opkrævning af sådanne omkostninger
[...]
3. Ved overgang til fri omsætning får ikke-EU-varer toldmæssig status som EU-varer.«
8 Den nævnte kodeks’ afsnit VII vedrører de særlige toldprocedurer. Nævnte afsnit VII’s kapitel 1, der indeholder kodeksens artikel 210-225, fastsætter de almindelige bestemmelser vedrørende disse særlige toldprocedurer.
9 Kodeksens artikel 210 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:
»Varer kan henføres under en af følgende kategorier af særlige procedurer:
[...]
b) oplagring, der omfatter toldoplag og frizoner
[...]«
10 Kodeksens artikel 211, stk. 1, litra b), er affattet på følgende måde:
»Der kræves bevilling fra toldmyndighederne til:
[...]
b) at drive lagerfaciliteter med henblik på oplæggelse af varer på toldoplag, medmindre det er toldmyndigheden selv, der driver lagerfaciliteten.«
11 EU-toldkodeksens artikel 214, der har overskriften »Regnskaber«, fastsætter:
»1. Bortset fra ved forsendelsesproceduren, eller hvis andet er fastsat, skal bevillingshaveren, den person, der er ansvarlig for proceduren, og alle de, der udøver en virksomhed omfattende oplagring, bearbejdning eller forædling af varer eller salg eller køb af varer i frizoner, føre passende regnskaber i en af toldmyndighederne godkendt form.
Regnskaberne skal indeholde de oplysninger og elementer, der gør det muligt for toldmyndighederne at føre tilsyn med den pågældende procedure, især med hensyn til identifikation af varer, der er henført under proceduren, deres toldmæssige status og deres bevægelser.
[...]«
12 Den nævnte kodeks’ artikel 215 med overskriften »Afslutning af en særlig procedure« bestemmer:
»1. I andre tilfælde end forsendelsesproceduren og med forbehold af artikel 254 afsluttes en særlig procedure, når de under proceduren henførte varer eller forædlingsprodukterne er henført under en efterfølgende toldprocedure, er ført ud af Unionens toldområde eller er blevet tilintetgjort og ikke omdannet til affald eller er afstået til staten i henhold til artikel 199.
[...]«
13 Kodeksens artikel 247, som har overskriften »Ikke-EU-varer i frizoner«, er sålydende:
»1. Mens ikke-EU-varer befinder sig i en frizone, kan de overgå til fri omsætning eller henføres til proceduren for aktiv forædling, midlertidig import eller særligt anvendelsesformål på de vilkår, der er fastsat for disse procedurer.
I så fald betragtes varerne ikke som omfattet af frizoneproceduren.
[...]«
Delegeret forordning 2015/2446
14 Artikel 1 i delegeret forordning 2015/2446 har overskriften »Definitioner« og er affattet således:
»I denne forordning forstås ved:
[...]
22) »masterreferencenummer« (MRN-nummer): det registreringsnummer, som den kompetente toldmyndighed tildeler til angivelser eller meddelelser, der er omhandlet i [EU-toldkodeksens] artikel 5, nr. 9)-14), til TIR-transporter eller til beviser for toldmæssig status som EU-varer
[...]«
15 Den nævnte delegerede forordnings afsnit V, kapitel 1, afdeling 3, der indeholder forordningens artikel 123-127, fastsætter reglerne vedrørende beviset for varers toldmæssige status som EU-varer. Det fremgår af disse artikler, at beviset for varers toldmæssige status som EU-varer kan tilvejebringes ved hjælp af et »T2L«-dokument eller et »T2LF«-dokument, ved hjælp af en faktura eller et transportdokument med angivelse af koden »T2L« eller »T2LF« ledsaget af afsenderens eller - hvis der ikke er nogen afsender - den berørte persons underskrift, ved hjælp af et manifest eller TIR- eller ATA-carneter samt ved hjælp af en »formular 302« vedrørende transport af varer i overensstemmelse med overenskomsten mellem deltagerne i den nordatlantiske traktat vedrørende status for deres styrker, undertegnet i London den 19. juni 1951.
16 Den nævnte delegerede forordnings artikel 178 med overskriften »Regnskaber« bestemmer:
»1. De regnskaber, der er nævnt i [EU-toldkodeksens] artikel 214, stk. 1, skal indeholde følgende:
[...]
b) MRN-nummeret eller, hvor dette ikke findes, et andet nummer eller en kode, der identificerer de toldangivelser, i henhold til hvilke varerne er henført under den særlige procedure, og, hvor proceduren er afsluttet i henhold til [EU-toldkodeksens] artikel 215, stk. 1, oplysninger om måden, hvorpå proceduren blev afsluttet
c) data, som muliggør entydig identifikation af andre tolddokumenter end toldangivelser, af alle andre dokumenter, der er relevante for henførslen af varerne under en særlig procedure, og af alle andre dokumenter, der er relevante for den pågældende afslutning af proceduren
[...]
2. I tilfælde af frizoner skal regnskaberne, ud over de i stk. 1 fastsatte oplysninger, indeholde følgende:
a) oplysninger om transportdokumenterne for de varer, der ankommer til eller forlader en frizone
[...]
3. Hvis det ikke har nogen skadelig virkning på toldtilsynet og -kontrollerne med anvendelsen af en særlig procedure, kan toldmyndighederne undlade at kræve visse af de oplysninger, der er fastsat i stk. 1 og 2.
[...]«
Gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447
17 Artikel 226 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 558), der har overskriften »Masterreferencenummer«, og som fastsætter gennemførelsesbestemmelserne til EU-toldkodeksens artikel 172 med overskriften »Antagelse af en toldangivelse«, bestemmer:
»Bortset fra de tilfælde, hvor toldangivelsen indgives mundtligt eller ved en handling, som anses for at være en toldangivelse, eller hvor toldangivelsen har form af en indskrivning i klarererens regnskaber i overensstemmelse med [EU-toldkodeksens] artikel 182, underretter toldmyndighederne klarereren om antagelsen af toldangivelsen og giver ham et MNR-nummer for den pågældende angivelse og datoen for antagelsen heraf.
Denne artikel finder ikke anvendelse før de respektive datoer, hvor ibrugtagning af [kodekssystemet til automatiseret eksport (AES) og det nye computerbaserede forsendelsessystem (NCTS)] og opgraderingen af de nationale importsystemer, som der henvises til i bilaget til [Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/255/EU af 29. april 2014 om fastlæggelse af arbejdsprogrammet for EU-toldkodeksen (EUT 2014, L 134, s. 46)], er operationelle.«
Lettisk ret
Ministerrådets dekret nr. 500 om regler for toldoplag, midlertidig opbevaring og frizoner
18 Punkt 77 i Ministru kabineta noteikumi Nr. 500 »Muitas noliktavu, pagaidu uzglabašanas un brivo zonu noteikumi« (ministerrådets dekret nr. 500 om regler for toldoplag, midlertidig opbevaring og frizoner) af 22. august 2017 (Latvijas Vestnesis, 2017, nr. 173) fastsætter:
»Enhver person, i hvis frizone der oplagres, bearbejdes, sælges eller købes ikke-EU-varer, skal føre regnskab over og identificere de varer, der oplagres i frizonen.«
19 Dekretets punkt 79 har følgende ordlyd:
»Den berørte person skal inden for den frist, der er fastsat i bevillingen, fremlægge en månedlig oversigt over de ikke-EU-varer, der er ført ind i frizonen, har forladt denne og er opført i regnskaberne i den foregående måned, idet personen skal angive nummeret på det tolddokument eller nummeret på det fragtbrev for varerne, hvorunder disse varer er blevet ført ind i og har forladt frizonen, eller give skatte- og afgiftsmyndighedernes ansatte online adgang til varebogføringssystemet.«
Forvaltningsprocesloven
20 Artikel 153, stk. 3, i Administrativa procesa likums (forvaltningsproceslov) af 25. oktober 2001 (Latvijas Vestnesis, 2001, nr. 164) bestemmer:
»De faktiske omstændigheder, som anses for beviste i præmisserne til en retskraftig dom, skal ikke efterprøves på ny ved behandlingen af en forvaltningssag med deltagelse af de samme parter.«
Retsplejeloven
21 Artikel 16, stk. 3 og 4, i Likums »Par tiesu varu« (retsplejelov) af 15. december 1992 (Latvijas Vestnesis, 1993, nr. 1/2) fastsætter:
»(3) I overensstemmelse med den ved lov fastsatte procedure er en dom bindende for retten, når den behandler andre sager med tilknytning til denne sag.
(4) Sådanne domme har retskraft, er bindende erga omnes og skal behandles med samme respekt som lovene.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22 Sagsøgeren i hovedsagen, Baltic Container, er indehaver af en bevilling til at udøve virksomhed i form af lastning, losning og opbevaring af varer i frizonen i havnen i Riga. Skatte- og afgiftsmyndigheden godkendte de regnskaber som omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 214, hvori Baltic Container registrerede de varer, der var anbragt i frizone.
23 I forbindelse med en kontrol af bogføringen af de varer, der var anbragt i frizone, fandt skatte- og afgiftsmyndigheden, at visse ikke-EU-varer som omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 5, nr. 24) - i det foreliggende tilfælde plastrottingkurve - der ad søvejen var blevet indført i frizone i tre containere den 2. oktober 2018, den 18. december 2018 og den 15. januar 2019, og som var blevet registreret i Baltic Containers regnskaber, havde forladt frizonen i Riga den 2. oktober 2018, den 18. december 2018 og den 17. januar 2019 uden anvendelse af en efterfølgende toldprocedure. Den særlige toldprocedure for oplagring i en frizone var derfor ikke blevet afsluttet. Skatte- og afgiftsmyndigheden konkluderede, at de omhandlede varer var blevet unddraget toldtilsyn, hvilket ifølge denne myndighed havde medført, at Baltic Container var debitor for en toldskyld i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79.
24 Ved afgørelse af 19. juli 2019 pålagde skatte- og afgiftsmyndigheden Baltic Container at betale importafgifter og moms samt morarenter i tilknytning til disse to afgiftspålæggelser.
25 Ved dom af 9. juli 2021 forkastede Administrativa apgabaltiesa (regional domstol i forvaltningsretlige sager, Letland) det af Baltic Container anlagte søgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse, for så vidt som søgsmålet vedrørte importafgifterne og momsen. Den nævnte domstol anførte, at de omhandlede varer havde forladt den pågældende frizone på grundlag af tre fragtbreve, der var blevet udfærdiget i overensstemmelse med konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej, undertegnet i Genève den 19. maj 1956, som ændret ved protokollen af 5. juli 1978, og hvori disse varers toldmæssige status var angivet ved hjælp af tegnet »C«, der tjener til at betegne »EU-varer« som omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 5, nr. 23), hvilket blev bekræftet med et toldstempel og en toldansats underskrift (herefter »CMR-fragtbrevene«). Efter at varerne havde forladt den nævnte frizone, konstaterede toldansatte imidlertid, at de ikke var i besiddelse af de dokumenter, der godtgjorde deres overgang fra den toldmæssige status som »ikke-EU-varer« til status som »EU-varer«.
26 Det fremgår nemlig af de gældende regler, at et CMR-fragtbrev kun kan tjene som bevis for den toldmæssige status som EU-varer for så vidt angår varer, der allerede har denne status, og ikke i forhold til varer, som opnår denne status efter en ændring. En sådan ændring af den toldmæssige status kan bevises ved hjælp af en toldangivelse, hvori et MRN-nummer er angivet, eller ved hjælp af et fragtbrev, der også indeholder en angivelse af et MRN-nummer, som er knyttet til en sådan toldangivelse. En håndskreven påtegning, der angiver »status C«, en underskrift og et stempel på et CMR-fragtbrev, kan således ikke - når der ikke foreligger en henvisning til et MRN-nummer, der gør det muligt at fastslå anvendelsen af en toldprocedure, som giver ikke-EU-varer denne toldmæssige status - tjene som bevis for, at den nævnte status er blevet ændret til »EU-varer«.
27 Baltic Container har iværksat kassationsappel til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 omhandlede dom af 9. juli 2021 ved Augstaka tiesa (Senats) (øverste domstol, Letland), som er den forelæggende ret.
28 Til støtte for appellen har Baltic Container gjort gældende, at selskabet ikke har tilsidesat nogen retlig forpligtelse som indehaver af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone (herefter »bevillingshaver«), at det ikke bevidst har deltaget i den ulovlige udførsel af de omhandlede varer fra den pågældende frizone, og at det hverken havde eller kunne have haft kendskab til, at denne udførsel var ulovlig. Selskabet registrerede nemlig disse varer i sine regnskaber i overensstemmelse med den af skatte- og afgiftsmyndigheden udstedte bevilling og overdrog dem til fragtmanden på grundlag af CMR-fragtbrevene, som bærer et toldstempel samt en underskrevet påtegning fra en toldansat om, at de nævnte varer havde toldmæssig status som EU-varer, hvilket er i overensstemmelse med toldpraksis. Baltic Container er derfor berettiget til at forvente, at den særlige toldprocedure for oplagring i en frizone, under hvilken varerne befandt sig, er blevet afsluttet.
29 Baltic Container har ligeledes henvist til en dom fra Rigas apgabaltiesas Kriminallietu tiesas kolegija (afdelingen for straffesager ved appeldomstolen for regionen Riga, Letland) af 5. februar 2021, hvorved denne domstol annullerede de administrative sanktioner, som sagsøgeren i hovedsagen var blevet pålagt i form af bøder på grund af de samme faktiske omstændigheder som dem, der er omhandlet i den foreliggende sag. Ifølge den nævnte dom havde Baltic Container ikke tilsidesat EU-toldkodeksens artikel 215, stk. 1, eftersom selskabet ikke havde ført de pågældende varer ud af den pågældende frizone, inden det anvendte en efterfølgende toldprocedure. Den nævnte domstol fastslog særligt, at der ikke var nogen grund til at antage, at et CMR-fragtbrev, der havde påtegningen »status C«, og som var forsynet med et toldstempel og en toldansats underskrift, ikke var tilstrækkeligt til, at de nævnte varer kunne henføres under en efterfølgende toldprocedure. Den nævnte domstol fastslog ligeledes, at der forelå en toldpraksis, hvorefter varerne blev henført under en efterfølgende toldprocedure, når det dertil hørende CMR-fragtbrev var forsynet med påtegningen »status C«, bekræftet med toldstedets stempel.
30 Skatte- og afgiftsmyndigheden har gjort gældende, at Baltic Container i forbindelse med udførslen af de omhandlede varer fra den pågældende frizone hverken sørgede for, at de blev henført under en efterfølgende toldprocedure, eller i sine regnskaber angav de oplysninger, der er fastsat i artikel 178, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/2446. Ifølge skatte- og afgiftsmyndigheden kan ikke-EU-varers toldmæssige status kun ændres til status som EU-varer ved anvendelse af en efterfølgende toldprocedure efter indgivelse af en toldangivelse identificeret ved hjælp af et MRN-nummer. Baltic Container skulle således i sine regnskaber have angivet et MRN-nummer, som kunne gøre det muligt at identificere den toldangivelse, der havde medført, at de pågældende varer havde ændret deres toldmæssige status fra ikke-EU-varer til EU-varer, idet den på CMR-fragtbrevene indeholdte påtegning »status C« ikke var tilstrækkelig i denne henseende.
31 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det var muligt for Baltic Container at verificere de omhandlede varers toldmæssige status på grundlag af et MRN-nummer angivet på CMR-fragtbrevene og at verificere ægtheden af et T2L-dokument, på grundlag af hvilket en toldmyndighed i en anden medlemsstat kunne have ændret denne status, for så vidt som det ikke er sikkert, at dette selskab havde adgang til de databaser, der er påkrævet med henblik herpå. På tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede transaktioner forholdt det sig desuden således, at skatte- og afgiftsmyndighedens praksis bestod i at undergive alle EU-varer en yderligere toldkontrol, inden de forlod det pågældende havneområde, idet CMR-fragtbrevene som bevis for EU-varernes toldmæssige status indeholdt en påtegning af denne status, der var underskrevet af en toldansat og forsynet med stemplet fra toldkontrolstedet.
32 Den forelæggende ret har ligeledes præciseret, at det af den akt, hvorved de lettiske toldmyndigheder godkender formen på de af Baltic Container førte regnskaber, følger, at dette selskab skal opbevare dem i et onlinesystem og gøre det muligt for disse toldmyndigheder at få adgang til dette system. Baltic Container skal ifølge denne godkendelsesakt opbevare originalerne eller genparterne af de fragtdokumenter, der ledsager de varer, som er blevet indført i den pågældende frizone eller har forladt denne. Hvis varerne indføres i eller forlader denne frizone ved hjælp af udfærdigelsen af en toldangivelse eller en reeksportangivelse med angivelse af et MRN-nummer, er Baltic Container ikke som bevillingshaver forpligtet til at opbevare genparter af dette MRN-nummer for de nævnte varer. For at undgå en duplikering af oplysningerne i told- og terminaldatabaserne blev den nævnte godkendelsesakt efterfølgende ændret for at fastsætte, at det ikke er nødvendigt at opbevare genparter af fragtdokumenterne, når en forsendelse er blevet angivet i eller henført under en toldprocedure og er blevet tildelt et MRN-nummer.
33 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der under disse omstændigheder er anledning til at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU’s toldregler om betingelserne for afslutning af toldproceduren for oplagring i en frizone samt om de forpligtelser, der påhviler en virksomhed som Baltic Container med hensyn til de oplysninger, der skal opbevares i virksomhedens regnskaber, og med hensyn til en eventuel verificering af en ændring af toldmæssig status. Såfremt EU’s toldregler skal fortolkes således, at en ændring af den toldmæssige status ikke kan ske efter den af Baltic Container gennemførte fremgangsmåde, ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, om dette selskab kan støtte en berettiget forventning på toldmyndighedernes praksis, som består i på CMR-fragtbrevene at angive den toldmæssige status for varer, der forlader en frizone.
34 Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om princippet om retskraft, der er anerkendt i national ret og i EU-retten, er til hinder for, at den når frem til andre konklusioner end dem, som Rigas apgabaltiesas Kriminallietu tiesas kolegija (afdelingen for straffesager ved appeldomstolen for regionen Riga) nåede frem til i en dom af 5. februar 2021, der er blevet endelig, og hvorefter Baltic Container ikke er skyldig i en manglende efterlevelse - som omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 79 - af de forpligtelser, der påhviler selskabet i henhold til EU’s toldregler.
35 På denne baggrund har Augstaka tiesa (Senats) (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Tillader artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, sammenholdt med EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, at den særlige »frizone«-procedure afsluttes, uden at det [MRN-nummer], som identificerer den toldangivelse, hvorved varerne er henført under den efterfølgende toldprocedure, er blevet indført i det elektroniske regnskabssystem?
2) Tillader EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, [samt] artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, at den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, afslutter denne procedure alene på grundlag af en anmærkning påført af en embedsmand ved toldmyndighederne på transportdokumentet for varerne (CMR-fragtbrevet) vedrørende disse varers toldmæssige status uden selv at verificere gyldigheden af disse varers toldmæssige status?
3) Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, hvilket verifikationsniveau i henhold til EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, [samt] artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 er da tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at den særlige »frizone«-procedure er blevet afsluttet korrekt?
4) Kunne den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, have en berettiget forventning på grundlag af toldmyndighedernes bekræftelse af, at varernes toldmæssige status var blevet ændret fra »ikke-EU-varer« til »EU-varer«, selv om denne bekræftelse ikke indeholder en angivelse af begrundelsen for denne [toldmæssige] statusændring eller oplysninger, som gør det muligt at verificere denne begrundelse?
5) Såfremt det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, kan det forhold, at det i en anden tvist for en national retsinstans er blevet fastslået ved endelig dom, at den person, der er ansvarlig for toldproceduren, i henhold til de af toldmyndighederne fastsatte procedurer ikke begik en overtrædelse for så vidt angår »frizone«-toldproceduren, da begrunde en fritagelse fra den toldskyld, som er opstået i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79, stk. 1, litra a), og [artikel 79,] stk. 3, litra a), under hensyntagen til retskraftprincippet som anerkendt i national ret og EU-retten?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
36 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at bevillingshaveren i sine regnskaber angiver, at den frizone-toldprocedure, hvorunder de pågældende varer var henført, er blevet afsluttet, uden i disse regnskaber at angive det MRN-nummer, hvorved den toldangivelse, der svarer til henførelsen af disse varer under en efterfølgende toldprocedure, identificeres.
37 I henhold til EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, første afsnit, har bevillingshaveren en forpligtelse til at føre passende regnskaber i en af toldmyndighederne godkendt form. Det fremgår af andet afsnit i nævnte artikel 214, stk. 1, at disse regnskaber skal indeholde de oplysninger og elementer, der gør det muligt for toldmyndighederne at føre tilsyn med den pågældende procedure, især med hensyn til identifikation af varer, der er henført under proceduren, deres toldmæssige status og deres bevægelser.
38 Rækkevidden af den nævnte forpligtelse er præciseret i artikel 178, stk. 1, i delegeret forordning 2015/2446, der opregner de elementer, som de nævnte regnskaber skal indeholde, og som bl.a. fastsætter de betingelser, hvorunder bevillingshaveren er forpligtet til at inkludere et MRN-nummer i regnskaberne.
39 Hvad nærmere bestemt angår nævnte artikel 178, stk. 1, litra b), fastsætter denne bestemmelse to særskilte forpligtelser, nemlig at regnskaberne skal indeholde dels MRN-nummeret eller, hvor dette ikke findes, et andet nummer eller en kode, der identificerer de toldangivelser, i henhold til hvilke varerne er henført under den særlige procedure, dels - hvor proceduren er afsluttet - oplysninger om måden, hvorpå proceduren blev afsluttet.
40 Hvad angår den første af de nævnte forpligtelser skal det bemærkes - således som generaladvokaten har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse - at det af EU-toldkodeksens artikel 158, stk. 1, fremgår, at henførsel af varer under den særlige frizone-toldprocedure ikke kræver en toldangivelse, således at der ikke skal meddeles noget MRN-nummer i forbindelse med denne henførsel.
41 Hvad angår den anden af de nævnte forpligtelser vedrører denne afslutningen af den særlige procedure, som de pågældende varer er henført under. I henhold til den nævnte kodeks’ artikel 215, stk. 1, kan den særlige frizone-toldprocedure afsluttes på fire forskellige måder. For det første når de varer, der er genstand herfor, er henført under en efterfølgende toldprocedure, for det andet når de er ført ud af Unionens toldområde, for det tredje når de er blevet tilintetgjort og ikke omdannet til affald, og for det fjerde når de er afstået til staten.
42 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at de tre forsendelser, der er omhandlet i hovedsagen, blev henført under den særlige frizone-toldprocedure som ikke-EU-varer og kort efter forlod den som EU-varer. En sådan ændring af de omhandlede varers toldmæssige status kan imidlertid først finde sted, efter at varerne er henført under toldproceduren for overgang til fri omsætning.
43 I henhold til EU-toldkodeksens artikel 201, stk. 3, får ikke-EU-varer, der overgår til fri omsætning, toldmæssig status som EU-varer. Det fremgår i øvrigt af kodeksens artikel 247, stk. 1, at ikke-EU-varer kan overgå til fri omsætning, når de befinder sig i en frizone.
44 Med henblik herpå er de pågældende varer genstand for en toldangivelse i overensstemmelse med EU-toldkodeksens artikel 158, stk. 1, til hvilken der bliver tildelt et MRN-nummer som omhandlet i artikel 1, nr. 22), i delegeret forordning 2015/2446 og på de betingelser, der er fastsat i artikel 226 i gennemførelsesforordning 2015/2447.
45 Det fremgår af artikel 226, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/2447, at undtagen når toldangivelsen indgives mundtligt eller ved en handling, som anses for at være en toldangivelse, eller når toldangivelsen har form af en indskrivning i klarererens regnskaber, giver toldmyndighederne klarereren et MNR-nummer for den pågældende angivelse.
46 I henhold til stk. 2 i nævnte artikel 226 finder denne artikel ganske vist ikke anvendelse før de respektive datoer, hvor ibrugtagning af AES- og NCTS-systemerne og opgraderingen af de nationale importsystemer, som der henvises til i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/255, er operationelle.
47 Det er imidlertid ubestridt, at det første spørgsmål er baseret på to implicitte præmisser. Den første er, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen ikke er omfattet af et af de tre særlige tilfælde, der er opregnet i nævnte artikel 226, stk. 1, og hvor der ikke tildeles noget MRN-nummer. Den anden implicitte præmis er, at disse faktiske omstændigheder indtraf efter de datoer, hvor ibrugtagningen af AES- og NCTS-systemerne og opgraderingen af de lettiske importsystemer, hvortil der henvises i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/255, blev operationelle.
48 Følgelig skal det nævnte spørgsmål besvares ud fra den antagelse, at i modsætning til den oprindelige henførsel af de pågældende varer under den særlige frizoneprocedure burde den efterfølgende henførsel af disse varer under toldproceduren for fri omsætning have givet anledning til en toldangivelse, og at klarereren på det tidspunkt, hvor frizoneproceduren var blevet afsluttet, følgelig burde have været i besiddelse af et MRN-nummer til identifikation af denne angivelse.
49 Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det andet krav i artikel 178, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/2446 begrænser sig til at kræve, at bevillingshaverens regnskaber skal indeholde oplysninger om den måde, hvorpå proceduren blev afsluttet, uden at der opstilles et krav om, at et MRN-nummer skal være angivet i disse regnskaber.
50 Tilsvarende forholder det sig for så vidt angående den nævnte delegerede forordnings artikel 178, stk. 1, litra c), således, at denne bestemmelse opstiller et krav om, at de data, som muliggør en entydig identifikation af de i bestemmelsen omhandlede dokumenter, skal være angivet i bevillingshaverens regnskaber, uden at det kræves, at et MRN-nummer er angivet i regnskaberne.
51 Det følger heraf, at den nævnte bestemmelse ikke pålægger bevillingshaveren i sine regnskaber at anføre det MRN-nummer, der identificerer den toldangivelse, som har givet anledning til afslutningen af den særlige toldprocedure for oplagring i en frizone gennem henførslen af de pågældende varer under toldproceduren for overgang til fri omsætning.
52 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at bevillingshaveren i sine regnskaber medtager oplysninger om den måde, hvorpå frizone-toldproceduren blev afsluttet, og oplysninger, som gør det muligt at identificere ethvert dokument, der ikke er en toldangivelse, og som vedrører afslutningen, uden i disse regnskaber at angive det MRN-nummer, hvorved den toldangivelse, der svarer til henførslen af de pågældende varer under en efterfølgende toldprocedure, identificeres.
Det andet og det tredje spørgsmål
53 Med det andet og det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, samt artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 skal fortolkes således, at disse bestemmelser
- er til hinder for, at bevillingshaveren i sine regnskaber anfører afslutningen af den særlige frizone-toldordning med hensyn til visse varer, og at den pågældende i denne forbindelse nøjes med i regnskaberne at medtage oplysninger, som udelukkende vedrører et CMR-fragtbrev, der ledsagede disse varer i forbindelse med deres udførsel af den pågældende frizone, angiver varernes toldmæssige status og er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat
- kræver, at denne bevillingshaver kontrollerer rigtigheden af denne angivelse.
54 For det første fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at det i CMR-fragtbrevene - der er forsynet med den håndskrevne påtegning »status C«, som er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat - ganske vist er angivet, at de pågældende varers toldmæssige status er blevet ændret fra status som »ikke-EU-varer« til status som »EU-varer«. Disse fragtbreve indeholder imidlertid ikke tilstrækkeligt eksplicitte oplysninger om den præcise måde, hvorpå den særlige toldprocedure for oplagring i en frizone er blevet afsluttet. Det følger heraf, at den omstændighed, at en henvisning til sådanne fragtbreve medtages i bevillingshaverens regnskaber, ikke opfylder det i artikel 178, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/2446 fastsatte andet krav om i regnskaberne at anføre oplysninger om, hvordan den pågældende ordning er blevet afsluttet, ligesom den nævnte medtagelse heller ikke opfylder det i artikel 178, stk. 1, litra c), i delegeret forordning 2015/2446 fastsatte krav om i disse regnskaber at angive oplysninger, der gør det muligt at identificere ethvert dokument vedrørende den tilsvarende afslutning.
55 Når dette er sagt, skal der, således som generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, tages hensyn til, at nævnte artikel 178, stk. 3, fastsætter, at toldmyndighederne kan undlade at kræve visse af de oplysninger, der er fastsat i stk. 1 og 2 i nævnte artikel 178, hvis det ikke har nogen skadelig virkning på toldtilsynet og -kontrollerne med anvendelsen af en særlig procedure. Det påhviler således den forelæggende ret at undersøge, om de lettiske toldmyndigheder i overensstemmelse med nævnte artikel 178, stk. 3, har ophævet bevillingshaverens forpligtelse til i sine regnskaber at medtage oplysninger om, hvordan den særlige frizone-toldprocedure er blevet afsluttet, samt de oplysninger, der gør det muligt at identificere ethvert dokument vedrørende denne afslutning.
56 Det følger heraf, at bevillingshaveren kan opfylde sine forpligtelser til at føre regnskab vedrørende afslutningen af den særlige frizone-toldprocedure, hvorunder ikke-EU-varer er henført, ved i sine regnskaber at medtage oplysninger vedrørende et CMR-fragtbrev, der ledsagede disse varer i forbindelse med deres udførsel af den pågældende frizone, og som ved hjælp af en påtegning foretaget af toldmyndighederne indeholder en angivelse af varernes toldmæssige status, forudsat at disse myndigheder har ophævet forpligtelsen til at fremlægge mere eksplicitte oplysninger om den måde, hvorpå afslutningen af denne særlige toldprocedure foretages i henhold til artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446, hvilket det i hovedsagen tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
57 Hvad for det andet angår verifikationen af den i CMR-fragtbrevene indeholdte angivelse af den toldmæssige status skal det bemærkes, således som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, at EU-toldkodeksen ikke fastsætter nogen særlig forpligtelse for bevillingshaveren til at kontrollere rigtigheden af de angivelser og øvrige oplysninger, som er indeholdt i de dokumenter, der overdrages til den pågældende.
58 Bevillingshaveren skal som erhvervsdrivende ganske vist udvise et minimum af agtpågivenhed. Forudsat at det ikke ved læsningen af et fragtbrev står klart for enhver erhvervsdrivende, at en heri anført angivelse er tvivlsom - hvilket det i hovedsagen tilkommer den forelæggende ret at efterprøve under hensyntagen til den omstændighed, at den i CMR-fragtbrevene indeholdte påtegning vedrørende de pågældende varers toldmæssige status desuden var bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat - kan bevillingshaveren imidlertid ikke foreholdes ikke at have kontrolleret rigtigheden af den nævnte påtegning.
59 Følgelig skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, samt artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 skal fortolkes således, at disse bestemmelser
- ikke er til hinder for, at bevillingshaveren i sine regnskaber anfører afslutningen af den særlige frizone-toldordning med hensyn til visse varer, og at den pågældende i denne forbindelse nøjes med i regnskaberne at medtage oplysninger, som udelukkende vedrører et CMR-fragtbrev, der ledsagede disse varer i forbindelse med deres udførsel af den pågældende frizone, angiver varernes toldmæssige status og er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, forudsat at toldmyndighederne har givet tilladelse til denne afslutningsmetode i henhold til nævnte artikel 178, stk. 3
- ikke kræver, at bevillingshaveren kontrollerer rigtigheden af denne angivelse.
Det fjerde spørgsmål
60 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal fortolkes således, at den angivelse af den toldmæssige status som EU-varer, som fremgår af et CMR-fragtbrev, der ledsagede disse varer i forbindelse med deres udførsel af en frizone, og som er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, kan skabe en sådan forventning hos bevillingshaveren for så vidt angår gyldigheden af en ændring af disse varers toldmæssige status i forhold til toldlovgivningen, skønt grundlaget for denne ændring ikke er angivet i det nævnte fragtbrev.
61 Det skal indledningsvis bemærkes, at dette spørgsmål opstår for det tilfælde, at den forelæggende ret i lyset af besvarelsen af det andet og det tredje spørgsmål måtte fastslå, at de lettiske toldmyndigheder ikke i henhold til artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446 har vedtaget en formel retsakt med henblik på at ophæve de forpligtelser, der er fastsat i stk. 1, litra b) og c), i nævnte artikel 178, og som vedrører de oplysninger og data, der muliggør en entydig identifikation af dokumenterne vedrørende afslutningen af den særlige toldprocedure, og som bevillingshaverens regnskaber skal indeholde.
62 For så vidt som EU-toldkodeksen, som anført i nærværende doms præmis 57, ikke fastsætter nogen særlig forpligtelse for bevillingshaveren til at kontrollere rigtigheden af de oplysninger, der er indeholdt i de dokumenter, som overdrages til den pågældende, ønsker den forelæggende ret desuden nærmere bestemt oplyst, på hvilke betingelser bevillingshaveren kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at vedkommendes regnskaber er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af artikel 178 i delegeret forordning 2015/2446.
63 Under disse omstændigheder, og således som generaladvokaten har anført i punkt 69 i forslaget til afgørelse, opstår navnlig spørgsmålet om, under hvilke betingelser en fast administrativ praksis, hvorefter der på de CMR-fragtbreve, der ledsager varerne i forbindelse med deres udførsel af frizonen, anbringes en underskrevet påtegning og et stempel, som angiver, at disse varer har opnået toldmæssig status som EU-varer, kan give anledning til en berettiget forventning hos bevillingshaveren om, at toldmyndighederne i henhold til artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446 har ophævet forpligtelsen til at give visse af de oplysninger, der er fastsat i denne artikels stk. 1 og 2, og at det er tilstrækkeligt, at bevillingshaverens regnskaber udelukkende indeholder oplysninger om CMR-fragtbreve, som toldmyndighederne har påtegnet på denne måde.
64 Det følger af fast retspraksis, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning indgår i Unionens retsorden, og at alle nationale myndigheder, der skal anvende EU-retten, skal overholde dette (dom af 14.7.2022, Sense Visuele Communicatie en Handel vof, C-36/21, EU:C:2022:556, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
65 Det følger heraf, at de nationale myndigheder ved gennemførelsen af EU-toldkodeksens bestemmelser har pligt til at iagttage det nævnte princip. Retten til at påberåbe sig dette princip, som er en naturlig følge af retssikkerhedsprincippet, omfatter enhver borger, hos hvem en administration har givet anledning til begrundede forhåbninger. Præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra autoriserede og pålidelige kilder, kan give sådanne forhåbninger, uanset den form, hvorunder de meddeles. Ingen kan derimod påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter over for den pågældende (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Litauen m.fl. mod Parlamentet og Rådet (Mobilitetspakken), C-541/20 - C-555/20, EU:C:2024:818, præmis 616). Desuden forholder det sig således, at når en national myndighed, der anvender EU-retten, har handlet i strid med en EU-retlig bestemmelse eller med national ret til gennemførelse af EU-retten, kan denne adfærd ikke skabe en berettiget forventning hos en erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 14.7.2022, Sense Visuele Communicatie en Handel vof, C-36/21, EU:C:2022:556, præmis 27 og 28 samt den deri nævnte retspraksis).
66 I denne henseende skal det fastslås, at artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446 ikke fastsætter præcise regler for, hvordan toldmyndighederne kan ophæve forpligtelsen til at give visse af de oplysninger, der er fastsat i denne artikels stk. 1 og 2. Under disse omstændigheder er en fast administrativ praksis, hvorefter det anses for tilstrækkeligt for afslutningen af den særlige toldprocedure, at der i bevillingshaverens regnskaber er medtaget oplysninger vedrørende et CMR-fragtbrev, der ledsagede de pågældende varer i forbindelse med deres udførsel af en frizone, og som indeholder en toldstatusangivelse, der er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, ikke i strid med artikel 178, stk. 1, litra b) og c), og artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446.
67 Bevillingshaveren kan derfor, når der foreligger en sådan praksis, påberåbe sig en berettiget forventning om, at den pågældendes regnskaber er i overensstemmelse med artikel 178 i delegeret forordning 2015/2446. Dette kan bl.a. være tilfældet, hvis toldmyndighederne tidligere på en præcis, ubetinget og samstemmende måde har meddelt bevillingshaveren, at medtagelsen i dennes regnskaber af de oplysninger, der gør det muligt at identificere et CMR-fragtbrev med denne angivelse, var tilstrækkelig til at lægge til grund, at den pågældende havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til den nævnte artikel. I et sådant tilfælde kan bevillingshaveren have en berettiget forventning om, at toldmyndighederne i overensstemmelse med artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446 har ophævet forpligtelsen til at give nogle af de oplysninger, der er fastsat i den nævnte artikels stk. 1.
68 Det fjerde spørgsmål skal følgelig besvares med, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal fortolkes således, at bevillingshaveren kan støtte en sådan forventning om, at den pågældendes regnskaber er i overensstemmelse med artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, på en fast praksis fra toldmyndighederne, hvoraf det præcist og ubetinget fremgår, at den omstændighed, at der i disse regnskaber blot medtages oplysninger vedrørende et CMR-fragtbrev, der ledsagede de pågældende varer i forbindelse med deres udførsel af en frizone, og som indeholder en håndskreven toldstatusangivelse, der er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, er tilstrækkelig til at opfylde de forpligtelser, som følger af disse bestemmelser.
Det femte spørgsmål
69 Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om retskraft, som forpligter en retsinstans i en medlemsstat til at annullere en toldskyld, som en bevillingshaver skylder i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79, med den begrundelse, at den retsinstans i denne medlemsstat, der har kompetence til at efterprøve lovligheden af den administrative sanktion, som denne bevillingshaver er blevet pålagt for de samme toldtransaktioner og af de samme grunde som dem, der ligger til grund for toldskylden, i en retskraftig retsafgørelse har fastslået, at bevillingshaveren ikke har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den pågældende i medfør af EU’s toldlovgivning.
70 Det skal indledningsvis præciseres, at svaret på dette spørgsmål gives for det tilfælde, at den forelæggende ret måtte fastslå, at toldmyndighederne for det første ikke formelt har ophævet bevillingshaverens relevante forpligtelser i henhold til artikel 178, stk. 3, i delegeret forordning 2015/2446, og at bevillingshaveren under omstændighederne i hovedsagen for det andet ikke kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at dennes regnskaber er i overensstemmelse med artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446.
71 Når dette er sagt, skal det bemærkes, at princippet om retskraft har en betydning både i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det nemlig påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Avio Lucos, C-116/20, EU:C:2022:273, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).
72 Følgelig er en national domstol ikke efter EU-retten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en afgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, der er i strid med EU-retten. EU-retten kræver således ikke, at en retsinstans for at tage hensyn til den fortolkning af en relevant bestemmelse i EU-retten, som er anlagt af Domstolen, principielt skal genoptage sin retskraftige afgørelse (dom af 2.4.2020, CRPNPAC og Vueling Airlines, C-370/17 og C-37/18, EU:C:2020:260, præmis 89 og 90 samt den deri nævnte retspraksis).
73 Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det medlemsstaterne i deres interne retsorden at fastsætte fremgangsmåderne for gennemførelse af princippet om retskraft i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi. Disse må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, som hjemles i Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom af 7.4.2022, Avio Lucos, C-116/20, EU:C:2022:273, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).
74 Desuden skal hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. om retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (dom af 2.4.2020, CRPNPAC og Vueling Airlines, C-370/17 og C-37/18, EU:C:2020:260, præmis 93).
75 Det er således blevet fastslået, at effektivitetsprincippet er til hinder for en fortolkning af princippet om retskraft, der tvinger den nationale retsinstans til at gengive en urigtig fortolkning og en urigtig anvendelse af EU-retten af den blotte omstændighed, at den for retsinstansen verserende sag, selv om den har en anden genstand, vedrører det samme retsforhold eller det samme grundlæggende spørgsmål, som er blevet påkendt ved en retsafgørelse, der har fået retskraft. Sådanne hindringer for en effektiv anvendelse af de EU-retlige bestemmelser kan nemlig ikke med rimelighed begrundes under henvisning til retssikkerhedsprincippet og må derfor anses for at være i strid med effektivitetsprincippet (jf. i denne retning dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 29-31, af 2.4.2020, CRPNPAC og Vueling Airlines, C-370/17 og C-37/18, EU:C:2020:260, præmis 94-96, og af 7.4.2022, Avio Lucos, C-116/20, EU:C:2022:273, præmis 102-104).
76 Den forelæggende ret skal ikke gengive en urigtig fortolkning og anvendelse af EU-retten, som følger af en retsafgørelse, hvorved der endeligt er blevet taget stilling til et retsforhold eller et grundlæggende spørgsmål, som er omhandlet i en tvist med en anden genstand.
77 For det første vedrører den sag, der blev pådømt af Rigas apgabaltiesas Kriminallietu tiesas kolegija (afdelingen for straffesager ved appeldomstolen for regionen Riga), og hovedsagen nemlig de samme toldtransaktioner.
78 For det andet er det ganske vist korrekt, at manglende efterlevelse af en toldforpligtelse kan have flere retsvirkninger, såsom at der opstår en hovedtoldskyld bestående af dels importafgifter og moms, dels de dermed forbundne gebyrer. Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, forholder det sig imidlertid ikke desto mindre således, at såvel hovedskylden som de hertil knyttede strafgebyrer skal betales af bevillingshaveren i henhold til én og samme afgørelse fra skatte- og afgiftsmyndigheden og under alle omstændigheder udspringer af den påståede manglende efterlevelse af de samme forpligtelser vedrørende bevillingshaverens regnskaber som dem, der var genstand for den sag, som blev pådømt af Rigas apgabaltiesas Kriminallietu tiesas kolegija (afdelingen for straffesager ved appeldomstolen for regionen Riga).
79 For så vidt som lettisk ret fastsætter en regel, hvorefter forvaltningsdomstolene er bundet af afgørelser fra straffedomstolene, skal anfægtelsen af denne påståede manglende efterlevelse, som rejses i forbindelse med søgsmål vedrørende de samme toldtransaktioner, under disse omstændigheder principielt afgøres på ensartet vis. Effektivitetsprincippet kan ikke være til hinder for overholdelsen af den retskraft, som en retsafgørelse, der er blevet endelig, har, forudsat at denne overholdelse ikke har retsvirkninger i forhold til andre tvister end dem, hvorved lovligheden af den samme administrative afgørelse eller den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder vedrørende de samme toldtransaktioner anfægtes.
80 Det femte spørgsmål skal følgelig besvares med, at EU-retten ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om retskraft, som forpligter en retsinstans i en medlemsstat til at annullere en toldskyld, som en bevillingshaver skylder i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79, med den begrundelse, at den retsinstans i denne medlemsstat, der har kompetence til at efterprøve lovligheden af den administrative sanktion, som denne bevillingshaver er blevet pålagt for de samme toldtransaktioner og af de samme grunde som dem, der ligger til grund for toldskylden, i en retskraftig retsafgørelse har fastslået, at bevillingshaveren ikke har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den pågældende i medfør af EU’s toldlovgivning.
Sagsomkostninger
81 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 214, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser ikke er til hinder for, at indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone i sine regnskaber medtager oplysninger om den måde, hvorpå frizone-toldproceduren blev afsluttet, og oplysninger, som gør det muligt at identificere ethvert dokument, der ikke er en toldangivelse, og som vedrører afslutningen, uden i disse regnskaber at angive det masterreferencenummer, hvorved den toldangivelse, der svarer til henførslen af de pågældende varer under en efterfølgende toldprocedure, identificeres.
2) Artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, i forordning nr. 952/2013 samt artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446
skal fortolkes således, at disse bestemmelser
- ikke er til hinder for, at indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone i sine regnskaber anfører afslutningen af den særlige frizone-toldordning med hensyn til visse varer, og at den pågældende i denne forbindelse nøjes med i regnskaberne at medtage oplysninger, som udelukkende vedrører et fragtbrev udfærdiget i overensstemmelse med konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej, undertegnet i Genève den 19. maj 1956, som ændret ved protokollen af 5. juli 1978, der ledsagede disse varer i forbindelse med deres udførsel af den pågældende frizone, angiver varernes toldmæssige status og er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, forudsat at toldmyndighederne har givet tilladelse til denne afslutningsmetode i henhold til nævnte artikel 178, stk. 3
- ikke kræver, at indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone kontrollerer rigtigheden af denne angivelse.
3) Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
skal fortolkes således, at
indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone kan støtte en sådan forventning om, at den pågældendes regnskaber er i overensstemmelse med artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, på en fast praksis fra toldmyndighederne, hvoraf det præcist og ubetinget fremgår, at den omstændighed, at der i disse regnskaber blot medtages oplysninger vedrørende et fragtbrev udfærdiget i overensstemmelse med konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej, undertegnet i Genève den 19. maj 1956, som ændret ved protokollen af 5. juli 1978, der ledsagede de pågældende varer i forbindelse med deres udførsel af en frizone, og som indeholder en håndskreven toldstatusangivelse, der er bekræftet med et toldstempel og underskrevet af en toldansat, er tilstrækkelig til at opfylde de forpligtelser, som følger af disse bestemmelser.
4) EU-retten er ikke til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse om retskraft, som forpligter en retsinstans i en medlemsstat til at annullere en toldskyld, som indehaveren af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone skylder i henhold til artikel 79 i forordning nr. 952/2013, med den begrundelse, at den retsinstans i denne medlemsstat, der har kompetence til at efterprøve lovligheden af den administrative sanktion, som denne indehaver af en bevilling til at udøve virksomhed i en frizone er blevet pålagt for de samme toldtransaktioner og af de samme grunde som dem, der ligger til grund for toldskylden, i en retskraftig retsafgørelse har fastslået, at den nævnte indehaver ikke har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den pågældende i medfør af EU’s toldlovgivning.