Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-07-2005
Offentliggjort:19-09-2005
SKM-nr:SKM2005.380.LR
Journalnr.:99/05-4740-00097
Referencer.:Pensionsbeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Forsikring oprettet før 18/2-1992 - ændring ikke nytegning

A og B spurgte, om en opdeling af et investeringsdepot i et udenlandsk forsikringsselskab i forhold til deres ejerandel ville medføre at vilkårene for de to forsikringspolicer ændredes i henhold til Pensionsbeskatningsloven § 50. Ligningsrådet fandt ikke, at den ønskede opdeling var en så væsentlig ændring, at den måtte anses for en nytegning.


Spørgsmål

Vil en opdeling i forhold til de to begunstigedes ejerandel af det investeringsdepot, som deres policer i forsikringsselskabet Nordben Life and Pension Insurance Co. Ltd er knyttet til, medføre at vilkårene for de to forsikringspolicer ændres i henhold til Pensionsbeskatningsloven § 50?

Svar

Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

De ovennævnte forsikringspolicer tegnet i Nordben Life and Pension Insurance Co. Limited er oprettet af C, som var far til A og B. Forsikringsordningerne er oprettet på et tidspunkt, hvor andre skatteregler var gældende end de, som er gældende på nuværende tidspunkt og forudbetalingerne fra forsikringerne til de begunstigede er ikke indkomstskattepligtige til Danmark, selvom modtagerne af udbetalingerne er fuldt skattepligtige til Danmark. Policen blev således oprettet den 20. november 1991 med ikrafttrædelsesdato 1. oktober 1991.

De begunstigede i policerne er primært hhv. A og B. Disse begunstigelser trådte i kraft ved As død i 1996.

Falder A bort, er dennes søn, D begunstiget i 10 af policerne. Falder B bort, er dennes børn, E og F begunstiget i 10 andre policer.

Repræsentanten bemærker, at de pågældende forsikringspolicer er omfattet af samme vilkår, som er beskrevet i en ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked afsagt af Ligningsrådet den 10. april 1991, ligesom disse også er omfattet af samme vilkår som de, der er beskrevet i den af Ligningsrådet afsagte bindende forhåndsbesked, trykt i TfS 1993, nr. 270.

Baggrunden for forespørgslen er den, at værdierne knyttet til de i alt 20 policer er anbragt i et fælles investeringsdepot.

A og B har drøftet, hvorvidt det er muligt at splitte dette investeringsdepot op, således at man fremover – med de begrænsninger der nu er derfor i henhold til forsikringsordningerne – hver især kan aftale deres egen investeringsprofil for de midler, der ligger bag policerne.

Det kan oplyses, at forsikringsselskabet Nordben har meddelt, at der intet er til hinder for praktisk at foretage denne opsplitning i det forhold, som ordningerne har del i midlerne i investeringsdepotet.

Det kan oplyses, at As og Bs respektive andele af depotet ikke er ens, idet der gennem tiden har været forskel på, hvor stor en del af deres respektive andel af det årlige afkast, de hver især har hævet. Den for den enkelte begunstigede ikke hævede andel af dennes andel af årets afkast, er blevet tilskrevet den pågældendes andel af værdien i depotet.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Pensionsbeskatningsloven § 53 A blev indsat ved lov nr. 569 af 24. juni 1992. Efter overgangsbestemmelserne i lovens § 6 stk. 1 gælder de tidligere regler fortsat for ordninger oprettet før 18. februar 1992. Ændringer af vilkårene for en eksisterende ordning vil dog efter omstændighederne blive betragtet som nytegning, hvorefter ordningen bliver omfattet af § 53 A.

Praksis om overgangsbestemmelsen er sparsom. Ligningsrådet har i den bindende forhåndsbesked TfS 1993 nr. 270 fastslået, at overgang til en anden type forsikringsordning anses for nytegning, mens ændring af valuta eller investment manager ikke ville gøre det, bl.a. fordi det var forudset i aftalen.

Endvidere fandt Østre Landsret i SKM2003.337.ØLR , at en samlet overdragelse af et forsikringsselskabs bestand konkret ikke skulle anses som nytegning. Derimod betød ekstraordinære præmieforhøjelser og indførelsen af en opsigelsesadgang for forsikringsselskabet, at ordningen blev omfattet af § 53 A.

Styrelsen fandt ikke, at den ønskede opdeling er en så væsentlig ændring, at den må anses for en nytegning. Det bemærkes herved, at opdelingen i to investeringsdepoter ikke i øvrigt medfører en ændring af forsikringsbetingelserne.

Styrelsen indstillede herefter at besvare spørgsmålet med “Nej”.

Ligningsrådet tiltrådte Styrelsens indstilling.