Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering - 3 instanser

Sagsøgeren, som ved Landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret, havde fået delvis medhold i en klage over en skatteansættelse, gjorde gældende, at han havde krav på omkostningsdækning, jf. skattestyrelseslovens § 33A, stk. 1, med 100% som følge af, at han havde fået "overvejende medhold" i klagesagen.Landsretten fandt, at vurderingen af, om en skattepligtig havde vundet sagen i overvejende grad, skulle foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans. Det var ubestridt, at sagsøgeren hverken havde fået overvejende medhold i de påstande, som var nedlagt for Østre Landsret eller Højesteret. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren i forhold til sin påstand for landsretten på kr. 1.143.854, heller ikke efter en samlet medholdsvurdering havde fået medhold i overvejende grad, idet han samlet for Østre Landsret og Højesteret alene fik medhold i et beløb på kr. 174.584,-. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Ejler Bruun, Black og Lene Sigvardt (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, som fra 1996 til 2003 førte en skattesag for Landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret, er berettiget til 100% godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens behandling for landsretten og Højesteret, jf. skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1.

A har nedlagt endelig påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, i den underliggende skattesag skal acceptere en medholdsgrad på 59,6 % som overvejende medhold, så omkostningsdækningen i sagen forhøjes fra 50 % til 100 %, dvs. med 186.317,25 kr. til 372.634,50 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Det fremgår af sagen, at ligningsmyndighederne i 1990 og 1993 forhøjede As indkomst for indkomstårene 1981 og 1983 -1987 med 1.730.345 kr.

Ved kendelse af 19. december 1996 nedsatte Landsskatteretten As skattepligtige indkomst for de pågældende år med 829.027 kr. i forhold til en påstand på 1.682.927 kr.

For Østre Landsret nedlagde A påstand om, at hans skattepligtige indtægt for indkomstårene 1983-1987 nedsattes med 1.143.851 kr. Ved dom af 24. juni 1999 hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling ved de lignende myndigheder, hvorefter As skattepligtige indkomst efterfølgende blev nedsat med 166.238 kr.

For Højesteret påstod A sin skattepligtige indkomst for 1984 - 1987 yderligere nedsat med 1.248.954 kr. Højesteret stadfæstede den 25. marts 2003 landsrettens dom alene med den ændring, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 1985 blev nedsat med 8.346 kr. Skatteministeriet tog under sagen bekræftende til genmæle i forhold til dette beløb, som skyldtes en regnefejl.

Den 26. oktober 2004 traf Skatteministeriet, Told og Skattestyrelsen, følgende afgørelse:

"Omkostningsgodtgørelse - klage over ToldSkats afgørelse

ToldSkat har i afgørelser af 7. januar og 21. januar 2004 truffet afgørelse angående dækning af Deres omkostninger for sagens førelse ved Landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret, og der er givet godtgørelse på i alt kr. 186.317,25 for omkostninger ved Østre Landsret og Højesteret. Dækning af omkostninger for Landsskatteretten er afvist pga. manglende dokumentation, og der er udmålt omkostningsdækning ud fra medholdsgrad på under 50 %.

De har ved brev af 6. april 2004 klaget til ToldSkat over denne afgørelse, og klagen er modtaget i styrelsen den 4. maj 2004. De har efterfølgende sendt yderligere dokumentation i form af opgørelse fra ... Skattevæsen.

Afgørelse

Told- og Skattestyrelsen kan ikke give Dem medhold i Deres klage, og afgørelsen fra ToldSkat fastholdes således.

Sagsfremstilling

Ved kendelse af 19. december 1996 træffer Landsskatteretten afgørelse i Deres klage over skatteansættelsen, hvor Deres skattepligtige indkomst er forhøjet med kr. 1.730.345. De får medhold i en nedsættelse på kr. 829.027, hvorefter der resterer en forhøjelse på kr. 901.318. Der er således ikke tale om medhold på 50 % eller derover.

Ved dom af 24. juni 1999 træffer Østre Landsret afgørelse i Deres ankesag. De har under anken nedlagt påstand om, at Deres skattemæssige indkomst skal nedsættes med kr. 1.143.851. De får medhold i en nedsættelse på kr. 166.235, og der er således ikke tale om medhold på 50 % eller derover.

Ved dom af 25. marts 2003 træffer Højesteret afgørelse i Deres anke. De har for Højesteret nedlagt påstand om, at Deres skattemæssige indkomst nedsættes med kr. 985.256. De får medhold i en nedsættelse på kr. 8.346, og der er således ikke tale om medhold på 50 % eller derover.

Der er fremsendt dokumentation for sagsomkostningerne ved sagens behandling for Østre Landsret og Højesteret.

...

Begrundelse

Det fremgår af vejledning i de processuelle regler om omkostningsgodtgørelse, at vurdering af medholdsgraden skal foretages instans for instans, og medholdsvurderingen bygger på forholdet mellem den nedlagte påstand og domsresultatet. Som sagsøger bærer De således ansvaret for, hvilken påstand De nedlægger. Som det fremgår af sagsfremstillingen, har De ikke fået overvejende medhold i nogen af de tre instanser, der har behandlet sagen, hvorfor der ikke kan gives omkostningsdækning på 100 %.

..."

Skatteministeriet, Told og Skattestyrelsen, stadfæstede samtidig ToldSkats afgørelse, hvorefter der ikke fandtes grundlag for at godtgøre A hans udgifter til sagkyndig bistand for Landsskatteretten på grund af manglende dokumentation for udgifterne.

Af de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager mv., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne), FT 2001/02, tillæg A, side 1398-99, fremgår blandt andet:

"Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen), foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål . ...

...

... Endvidere skal told- og skatteregionen foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

...

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

-	sagsgenstandens beløbmæssige værdi
-	på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort
-	sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- og afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt
-	udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende tidspunkt (punktets tyngde).

Til illustration af medholdsvurderingen kan følgende eksempel gives:

Den kommunale skattemyndighed har nægtet at godkende den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.

De tre punkter påklages til skatteankenævnet, der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet stadfæster den kommunale skattemyndigheds afgørelse vedrørende klagepunkt 2 og 3.

Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige ikke har vundet i overvejende grad, hvilket told- og skatteregionen er enig i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 pct. for udgifterne til sagens behandling ved denne instans.

Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans udbetales også kun en godtgørelse på 50 pct.

Den skattepligtige indbringer herefter spørgsmålene for landsretten, som giver den skattepligtige medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3.

Told- og skatteregionen vurderer, at spørgsmål 2 vejer så tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved denne instans dækkes således med 100 pct.

Endvidere foretager told- og skatteregionen en samlet vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 pct.

Konsekvenserne af denne samlede medholdsvurdering er, at den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 pct.

..."

I de særlige bemærkninger til forslaget til skattestyrelseslovens § 33 A, FT 2001/02, tillæg A, side 1401-02, hedder det blandt andet:

"Vurderingen af, hvorvidt sagen er vundet fuldt ud eller i overvejende grad eller tabt af den skatte- eller afgiftspligtige - dvs. den skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået medhold eller i hvert fald ikke fået medhold i overvejende grad - foretages instans for instans. Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. dækket med 100 pct. ved den pågældende instans. Om der skal ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere udbetalte godtgørelser, må derimod bero på en vurdering af sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.

Det kan således forekomme, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagen ved denne instans dækkes med 100 pct., vil dette forhold ikke være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelser for tidligere instanser, hvis det eller de vundne klagepunkter ikke indgår i den samlede sag ved den pågældende instans med en tilstrækkelig tyngde. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den pågældende instans må anses for at have vundet den i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere udbetalte godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 pct."

Parternes procedure

A har redegjort for følgende anbringender, som fremgår af hans påstandsdokument af 13. juni 2005:

"Skattestyrelsesloven er klar

"§ 33 A. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Hvis en skatteyder i en skattesag får medhold i overvejende grad, dvs. over 50 %, så skal omkostningsdækningen være 100 %.

I vejledning om omkostningsgodtgørelse ... på side 2, afsnit 4 skriver indstævnte:

"at sagsbegrebet i godtgørelsesmæssig henseende må forstås som sagen fra den påklages ved den første instans til den afsluttes ved den sidste instans."

Sagsøger opfatter i tråd hermed sin sag som værende en sag ført gennem tre instanser.

Sagsøger har ifølge indstævntes egen opgørelse ... i sagen fået medhold på 58 %, hvilket må være medhold i overvejende grad.

Indstævnte har ifølge [vejledning om omkostningsgodtgørelse], side 13, 5. afsnit pligt til at foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering:

"Endvidere skal den regionale told- og skattemyndighed foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser".

Det har sagsbehandleren ikke gjort i den foreliggende sag, ... idet sagsbehandleren opgør medholdsgraden isoleret pr. instans. ... kommunes skatteafdeling har opgjort det samlede medhold i sagen ... til 58 %.

I sin vejledning ... på side 13 afsnit 7 ændrer indstævnte ("sagsbegrebet" op.cit. til at være en sag pr. instans:

"Vurderingen af medholdsgraden foretages instans for instans. Opnår skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. i det omfang, de findes rimelige, altid dækket med 100 procent ved den pågældende instans. Om der skal ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere udbetalt godtgørelse, må derimod bero på en vurdering af sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.

Det kan således forekomme, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagens behandling ved denne instans dækkes med 100 procent, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalt omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 procent."

Sagsøger gør gældende, at disse afsnit i vejledningen ikke er i overensstemmelse med loven endsige samme vejledning, ... afsnit 4 side 2 op.cit.

Det skal illustreres med et eksempel.

Indstævnte forhøjer en skatteyders skattepligtige indtægt med 100.000 kr.

Skatteyder får ved skatteankenævnet 50 % medhold. Forhøjelsen nedsættes til 50.000 kr., og skatteyder får 50 % omkostningsdækning.

Skatteyder anker.

Skatteyder får ved Landsskatteretten 50 % medhold. Forhøjelsen nedsættes til 25.000 kr., og skatteyder får 50 % omkostningsdækning.

Skatteyder anker.

Skatteyder får ved Østre Landsret 50 % medhold. Forhøjelsen nedsættes til 12.500 kr., og skatteyder får 50 % omkostningsdækning.

Skatteyder anker.

Skatteyder får ved Højesteret 50 % medhold. Forhøjelsen nedsættes til 6.250 kr., og skatteyder får 50 % omkostningsdækning.

Skatteyder har samlet i sagen fået 93,25 % medhold, men kun 50 % omkostningsdækning, hvis indstævntes regel om medhold pr. instans følges.

Indstævnte har derfor pligt til at foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering.

Dette har indstævnte i den foreliggende sag opgjort i form af opgørelsen af medhold ... med i alt 58 %, idet det oprindelige krav på 1.730.345 kr. blev nedbragt med 1.003.611 kr. til 726.734 kr. Omkostningsdækningen bør være i overensstemmelse med dette resultat."

Skatteministeriet har redegjort for følgende anbringender, som fremgår af påstandsdokument af 14. juni 2005:

"Til støtte for påstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har krav på yderligere omkostningsgodtgørelse, jf. skattestyrelseslovens § 33 A.

Ved Landsskatteretten fik sagsøgeren medhold i en nedsættelse på kr. 829.027,00 ud af en samlet indkomstforhøjelse på kr. 1.682.927,00.

Sagsøgerens påstand for Østre Landsret udgjorde en nedsættelse af den skattepligtige indkomst med kr. 1.143.851,-, hvoraf sagsøgeren - som følge af at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle - fik medhold i en nedsættelse på kr. 166.238,00.

Ved domsforhandlingen i Højesteret påstod sagsøgeren indkomsten nedsat med kr. 1.248.954,-, hvoraf han - som følge af at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle - fik medhold i kr. 8.346,00.

Det gøres herefter gældende, at sagsøgeren ikke har fået fuldt eller overvejende medhold i nogen af de tre instanser, som har behandlet sagen.

End ikke hvis der foretages en samlet medholdsvurdering af sagen, har sagsøgeren fået medhold i overvejende grad.

Det bestrides, at sagsøgtes opgørelse af medholdsgraden ikke er i overensstemmelse med vejledningen herom indeholdt i Processuelle Regler på ToldSkats område.

Ex tuto gøres det gældende, at eventuelle fejl eller mangler ved afgørelserne ikke medfører, at afgørelserne er ugyldige, endsige at sagsøgeren skal have medhold i sin påstand."

Landsrettens begrundelse og resultat

Vurderingen af, om en skatte- eller afgiftspligtig har vundet sagen fuldt ud eller i overvejende grad, foretages efter skattestyrelseslovens § 33 A instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.

Det er under sagen ubestridt, at A hverken ved Østre Landsrets dom af 24. juni 1999 eller ved Højesterets dom af 25. marts 2003 fik overvejende medhold i de påstande, han havde nedlagt for disse instanser.

Endvidere har A efter en samlet medholdsvurdering ikke fået medhold i overvejende grad i forhold til sin påstand for landsretten på 1.143.851 kr., idet han samlet ved Østre Landsret og Højesteret alene fik medhold i et beløb på 174.584 kr.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.