Dokumentets metadata

Hovedaktionær - skattefri rejsegodtgørelse - fri bil

Sagen angik, om en skatteyder skulle beskattes af modtagne rejsegodtgørelser og værdien af fri bil for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Skatteyderen var hovedaktionær og direktør i et dansk moderselskab, et tysk datterselskab og et litauisk datterselskab. Koncernen beskæftigede sig med speditions- og transportvirksomhed.

I perioden 2010-2012 rejste skatteyderen til Litauen, hvor det litauiske datterselskab havde hovedkontor. Han modtog rejsegodtgørelse fra det danske moderselskab for rejserne. I samme periode fik han stillet en bil til rådighed fra det tyske datterselskab. Der var udarbejdet en rekonstrueret kørebog for bilens kørsel. Bilen var tysk indregistreret, og skatteyderen blev i Tyskland beskattet af privat benyttelse af den.

Vedrørende den udbetalte rejsegodtgørelse fandt landsretten, at det ikke kunne udelukkes, at rejserne til Litauen delvist havde til formål at sikre direkte indtægter til det danske moderselskab, og at det arbejde, som skatteyderen udførte i Litauen i den pågældende periode, således kunne være udført i det danske moderselskabs interesse.

Imidlertid var flybilletterne til rejserne bestilt og betalt af det litauiske datterselskab, og landsretten fandt det ikke godtgjort, at der efterfølgende var sket fakturering af disse udgifter fra det litauiske datterselskab til det danske moderselskab. Landsretten lagde videre til grund, at rejsegodtgørelsen blev udbetalt samtidig med, at skatteyderens løn hos det danske moderselskab faldt væsentligt, dog således at summen af den udbetalte rejsegodtgørelse og den reducerede løn stort set svarede til den løn, som han tidligere havde modtaget.

Under disse omstændigheder - og da der endvidere ikke i forbindelse med udbetalingen af rejsegodtgørelse var sikret tilstrækkelig kontrol og dokumentation i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse tiltrådte landsretten, at den modtagne rejsegodtgørelse var skattepligtig, jf. ligningsloven § 9, stk. 4.

For så vidt angår spørgsmålet om fri bil lagde landsretten til grund, at bilen ofte stod parkeret ved skatteyderens bopæl, at han havde rådighed over bilen i det daglige, og at han bl.a. anvendte bilen til transport mellem sin bopæl og arbejdspladserne hos henholdsvis det danske moderselskab og det tyske datterselskab. Retten fremhævede desuden, at skatteyderen i Tyskland var blevet beskattet af privat benyttelse af bilen.

Selv om skatteyderens husstand tillige rådede over en anden bil, fandt landsretten, at der var skabt en stærk formodning for, at den omhandlede bil stod til rådighed for og blev anvendt til privat kørsel af skatteyderen.

Da der ikke i de omhandlede indkomstår løbende var ført kørselsregnskab, og da det regnskab, som efterfølgende var udarbejdet ud fra blandt andet skatteyderens kalendernotater, ikke i sig selv kunne afkræfte denne formodning, tiltrådte landsretten, at skatteyderens rådighed over bilen i indkomstårene 2010-2012 skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Byrettens dom blev dermed stadfæstet (SKM2017.313.BR).

Parter

A

(v/Adv. Troels Troldtoft Henriksen (prøve))

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Maja Højholt-Nielsen)

Afsagt af landsretsdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Henrik Bitsch og Jesper Jarnit (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Københavns Byrets dom af 11. april 2017 (BS 46D-3984/2016) SKM2017.313.BR er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at A's skatteansættelser for indkomståret 2010 nedsættes med 213.736 kr., for indkomståret 2011 nedsættes med 340.315 kr. og for indkomståret 2012 nedsættes med 216.536 kr., subsidiært at skatteansættelserne for årene 2010, 2011 og 2012, hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er i forhold til anvendelsen af den i sagen omhandlede personbil af mærket Mercedes Benz fremlagt følgende oversættelse fra tysk af en erklæring af 11. december 2017 fra ST:

"Vedr. brug af firmabil …Q

Kære Hr A

Hermed bekræfter jeg over for dig, at jeg har gjort brug af firmabilen …Q i min dengang titel som vognansvarlig leder ved G4 GmbH, Y10-adresse til div firmarelaterede ture.

Turene var firma relaterede for

• Kørsel for udlæsning af Lastbilens Tachograff i Y7-by, Y11-by, Y12-by, Y13-by og Y14-by
• Kørsel til lufthavn i Y15-by, hvor Deres rejse gik til Litauen og afhentning af dem.
• Kørsel til forretnings møder med kunder i Y7-by, Y13-by og Y16-by
• Kørsel til Y7-by, Y17-by og Y13-by med chauffører for G4 GmbH, der skulle byttes på grund af køre-/hviletidoverholdelse

Over antal af ture med firmabilen …Q, husker jeg ikke længere nøjagtigt, da tilbagelagte tidsrum er længe siden og kan derfor ikke afgive nøjagtig udførsel af antal ture."

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af A. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne NA og IJ.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han blev skilt i marts 2014. Han flyttede til Litauen kort efter skilsmissen. Han bor nu sammen med en litauisk kvinde, som han traf i efteråret 2015. De flyttede først sammen i 2017. Han havde ikke private interesser eller forbindelser i Litauen i de år, som denne sag drejer sig om. Det var nødvendigt at rejse til Litauen i meget betydeligt omfang for at lave aftaler med vognmænd, da man er nødt til at møde vognmændene personligt med henblik på at kunne danne sig et indtryk af dem og deres virksomhed. Han undersøgte i den forbindelse blandt andet, hvilket materiel vognmændene havde, og om deres chauffører havde en ordentlig uddannelse. Der er behov for løbende kontrol og langsom opbygning af tillid, når man gør forretning med folk i Østeuropa. Store kunder som G12 eller G10 forlanger en meget høj grad af præcision, og det kan man ikke sikre sig uden at have mødt vognmanden og dannet sig et indtryk af den pågældende og hans virksomhed. Han antager, at mindst 90 pct. af hans arbejde i Litauen bestod i at skabe forbindelser til lokale vognmænd, herunder også ved messer. G1 ejede lastbiler og lejede dem ud til G3, der sørgede for aflønning af chaufførerne, men G1 indgik også aftaler med selvstændige vognmænd.

Han gik ned i løn, fordi han ikke ville arbejde så meget, når han befandt sig i Danmark, og fordi virksomheden var hans, så der skete ikke noget ved at lade penge blive i virksomheden. Han fik fremgangsmåden anbefalet af sin bogholder. Han fik ikke anden kompensation for sin lønnedgang. Hans indtægt i Litauen blev opreguleret lidt, men det skyldtes et lovkrav i landet. Det samme skete i Tyskland efter råd fra en skatterådgiver. Firmabilen blev benyttet af flere andre hos G1 til erhvervsmæssig kørsel, men de betalte ikke den tyske afgift på 1 pct. Han havde et kontor på 12 kvadratmeter på sin bopæl i Y9-by. Det var fuldt udstyret med computer, fax og printer.

Revisor NA har forklaret blandt andet, at hun i 2011-2012 var revisor for G1, ligesom hun var A's personlige revisor. G1 var ansvarlig for speditionsdelen, mens de udenlandske datterselskaber drev vognmandsvirksomhed. Det var af omkostningsmæssige grunde, at vognmandsvirksomheden blev drevet fra udlandet. Med hensyn til de fremlagte kontoudtog vedrørende G1 og G3 har vidnet forklaret, at G1 skulle afregne omkostninger over for det litauiske datterselskab. Hun kan ikke huske, om der er afregnet for flybilletter, men hun var fuldt opmærksom på, at der gjaldt krav til dokumentationen. I forbindelse med SKATs kontrol i 2013 udleverede G1 alle de dokumenter, herunder fakturaer og underbilag, som SKAT anmodede om. Rejsegodtgørelse blev udbetalt efter de samme takster til alle, uanset om det var chauffører eller direktøren.

IJ har som vidne forklaret blandt andet, at han er beskæftiget i transportbranchen og har boet i Y1-by i Litauen i de sidste 25 år. Han har kendt A siden 2008. Han blev bedt om at hjælpe A med at opbygge en forretning i Litauen. Han bistod A med at etablere forbindelse til lokale vognmand. Det er efter hans opfattelse absolut nødvendigt at være lokalt til stede i Litauen, hvis man skal have et samarbejde. Man kan på ingen måde sidde på et kontor i Danmark og etablere forbindelse til pålidelige samarbejdspartnere. Det er nødvendigt at danne sig et indtryk af de virksomheder og personer, man overvejer at samarbejde med. Så vidt han ved, havde A ikke private interesser i Litauen i 2010-2012. Man kan ikke være konkurrencedygtig i Europa i dag i transportbranchen uden at have østeuropæisk personale.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Rejsegodtgørelse
Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, at godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog som udgangspunkt ikke godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi denne på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. lovens § 9 A.

Efter bevisførelsen for landsretten kan det ikke udelukkes, at de rejser, som A foretog til Litauen i 2010, 2011 og 2012 delvist havde til formål at sikre direkte indtægter til G1, og at det arbejde, som A udførte i Litauen i den pågældende periode, således kan være udført i G1´s interesse.

Flybilletterne til rejserne er imidlertid bestilt og betalt af G3, og det er ikke godtgjort, at der efterfølgende fra G3 side er foretaget fakturering af disse udgifter over for G1. Det kan endvidere lægges til grund, at rejsegodtgørelsen er udbetalt samtidig med, at A's løn hos G1 faldt væsentligt, dog således at summen af den udbetalte rejsegodtgørelse og den reducerede løn stort set svarede til den løn, som han tidligere havde modtaget.

Under disse omstændigheder, og da der endvidere ikke i forbindelse med udbetalingen af rejsegodtgørelse er sikret tilstrækkelig kontrol og dokumentation i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, tiltrædes det, at A skal beskattes af den modtagne rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4.

Fri bil
A fik som led i sin ansættelse som direktør i selskabet G4 GmbH stillet en firmabil af mærket Mercedes Benz med tysk registreringsnummer, …Q, til rådighed i de i sagen omhandlede indkomstår, og han blev i den forbindelse beskattet i Tyskland for privat benyttelse af bilen.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at bilen ofte stod parkeret ved A's bopæl, at han havde rådighed over bilen i det daglige, og at han blandt andet anvendte bilen til transport mellem sin bopæl og arbejdspladserne i Y4-by og Y5-by hos henholdsvis G4 GmbH og G1.

Selv om A's husstand tillige rådede over en anden bil, er der herefter skabt en stærk formodning for, at den omhandlede Mercedes Benz stod til rådighed for og blev anvendt til privat kørsel af A.

Da der ikke i de omhandlede indkomstår løbende er ført kørselsregnskab, og da det regnskab, som efterfølgende er udarbejdet ud fra blandt andet A kalendernotater, ikke kan i sig selv kan afkræfte denne formodning, tiltræder landsretten, at A's rådighed over bilen i indkomstårene 2010-2012 skal beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Konklusion og sagsomkostninger
Det følger af det overfor anførte, at Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 45.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne dækker udgifter til advokatbistand, og der er ved fastsættelsen af beløbet ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 45.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.