Dokumentets metadata

Fraflytningsbeskatning – værdiansættelse af anparter – værdiansættelsescirkulæret – skøn

Sagen angik den skattemæssige værdiansættelse af unoterede anparter i et selskab ved ophør den 29. november 2010 af dansk beskatningsret i forbindelse med appellantens flytning fra Danmark til Schweiz, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 4, jf. stk. 1.

Appellantens påstand var, at værdien af anparterne skulle fastsættes til kr. 1.250.000,-.

Dette byggede han på, dels at en værdi på grundlag af formueskattekursen i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning udgjorde kr. 6.250,-, dels at værdien beregnet ud fra reglerne i TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10 ville udgøre minus kr. 2.574.454,-.

Hans hovedanbringende var, at disse cirkulærer gav ham et retskrav på, at værdier beregnet på grundlag af cirkulæret kunne lægges til grund.

SKAT havde skønsmæssigt fastsat værdien af anparterne til kr. 150 mio. på grundlag af en indkomst- og markedsbaseret metode uden hensyntagen til nævnte cirkulærer.

Højesteret fastslog, at anparternes værdi skulle fastsættes til handelsværdien, dvs. det beløb, som de vil kunne indbringe ved et salg på det åbne marked.

Højesteret tiltrådte af de grunde, landsretten havde anført, og som var bestyrket ved de oplysninger, der var fremkommet for Højesteret, at cirkulærernes hjælperegler førte til en værdi, som var markant lavere end anparternes handelsværdi på fraflytningstidspunktet.

Højesteret fandt derfor, at det var med rette, at SKAT ved værdiansættelsen så bort fra hjælpereglerne og i stedet fastsatte anparternes værdi efter et skøn.

Endelig fandt Højesteret på baggrund af oplysningerne om koncernen, at SKATs skøn ikke havde ført til en værdiansættelse, som må anses for åbenbart urimelig, og at SKATs skønsmæssige ansættelse derfor ikke kunne tilsidesættes.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A

(v/Adv. Michael Serup)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Steffen Sværke)

Afsagt af Højesteretsdommerne

Thomas Rørdam, Henrik Waaben, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Sagens oplysninger og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 18. januar 2017.

Påstande
Appellanten, A, har gentaget sine påstande om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den skattemæssige værdi af hans anparter i H1 den 29. november 2010, hvor hans skattepligt til Danmark ophørte, skal fastsættes til 1.250.000 kr., subsidiært at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
Der er for Højesteret fremlagt en rapport indeholdende en vurdering af den potentielle salgspris for H1 i november 2010. Rapporten, der er betegnet "udkast", er udarbejdet af R1 i april 2013 efter anmodning fra A. I rapportens konklusion hedder det bl.a.:

"Værdiansættelse

Konklusion

Vurdering af potentiel salgspris

• Den potentielle kontantpris det var realistisk at påregne, at anparterne i H1 kunne have været solgt til på værdiansættelsestidspunktet er baseret på LBO-modellen med de forudsætninger, som en kapitalfond skønnes at ville lægge til grund for en vurdering
• Det vurderes, at den potentielle salgspris på gældfri basis (enterprise value) pr. 29. november 2010 ligger i niveauet DKK 177-199 mio.
• For at estimere værdien af egenkapitalen skal nettorentebærende gæld på DKK 101 mio. fratrækkes værdien af virksomheden på gældfri basis (enterprise value). For beregning af nettorentebærende gæld henvises til appendiks 7
• Herudover indeholder koncernstrukturen minoritetsinteresser, der skal fratrækkes for at finde den endelige værdi af egenkapitalen i H1. Minoritetsinteresserne er estimeret ud fra deres andel af resultatet for 2010, og udgør således 16,24% af værdien
• Værdien af egenkapitalen (anparterne) i H1 vurderes at ligge i niveauet DKK 63-82 mio."

Højesterets begrundelse og resultat
A flyttede den 29. november 2010 fra Danmark til Schweiz, og med henblik på opgørelse af gevinst og tab skal der ske en ansættelse af værdien af hans unoterede anparter i H1, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 4, jf. stk. 1, jf. § 1, stk. 1 og 2. Sagen angår denne ansættelse af værdien af A's anparter på fraflytningstidspunktet.

A har anført, at han har krav på, at værdien af anparterne ansættes enten til skattekursværdien, således som denne opgøres efter hjælpereglerne i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, eller til den vejledende handelsværdi opgjort efter hjælpereglerne i cirkulære nr. 45 af 28. marts 2000 (TSS-cirkulære 2000-9) og reglerne i cirkulære nr. 44 af samme dato (TSS-cirkulære 2000-10). Subsidiært har A anført, at SKATs skønsmæssige værdiansættelse er mangelfuld og fejlbehæftet. SKAT har heroverfor anført, at en værdiansættelse af anparterne efter hjælpereglerne i de nævnte cirkulærer vil føre til en værdi, som ligger langt under deres handelsværdi. SKAT har derfor været berettiget til at udøve et værdiskøn over handelsværdien på grundlag af almindeligt anerkendte og anvendte værdiansættelsesmetoder, og A har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn.

Når en person, der ejer anparter, flytter til udlandet, skal der med henblik på beskatning ske opgørelse af gevinst og tab, således at værdien af anparterne ved skattepligtens ophør (fraflytningstidspunktet) træder i stedet for en afståelsessum, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 4, sammenholdt med stk. 1, og § 1, stk. 1 og 2. Efter lovens forarbejder skal det hermed tilstræbes, at indtægt, der er optjent her i landet, også beskattes her. Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at der ved udtrykket "værdien" i § 38, stk. 4, må forstås handelsværdien af anparterne, dvs. det beløb, som de vil kunne indbringe ved et salg på det åbne marked.

Efter pkt. 17 i 1982-cirkulæret, således som dette var formuleret i november 2010, skulle værdiansættelsen for unoterede anparter i overensstemmelse hermed ske efter deres handelsværdi. Bl.a. i tilfælde, hvor der ikke var oplysninger om anparternes handelsværdi ud fra stedfundne omsætninger, anviste cirkulæret en hjælperegel, hvorefter formueskattekursen udregnet efter nærmere angivne retningslinjer fastsat af Ligningsrådet kunne anvendes ved værdiansættelsen. Det fremgår af cirkulærets pkt. 48 - som må anses for at gælde generelt for cirkulæret - at anvisningerne var vejledende ved værdiansættelser. Tilsvarende er der i cirkulære nr. 45 fra 2000 anvist en vejledende hjælperegel til ansættelse af handelsværdien i tilfælde, hvor handelsværdien af unoterede anparter ikke kendes, og i cirkulære nr. 44 fra 2000 findes en vejledende model for beregning af goodwill.

Højesteret tiltræder af de grunde, landsretten har anført, og som er bestyrket ved de oplysninger, der er fremkommet for Højesteret, at de nævnte hjælperegler under de givne omstændigheder fører til en værdi, som er markant lavere end anparternes handelsværdi på fraflytningstidspunktet.

Højesteret finder derfor, at det var med rette, at SKAT ved værdiansættelsen så bort fra hjælpereglerne og i stedet fastsatte anparternes værdi efter et skøn. Dette gælder uanset den forhøjelse af værdien i forhold til, hvad der ville følge af hjælpereglerne i cirkulærerne, som A's principale påstand er udtryk for.

A har kritiseret de beregninger, SKAT har foretaget, og som har ført til en skønnet værdi på 150 mio. kr. Højesteret finder imidlertid på baggrund af oplysningerne om H1, at SKATs skøn ikke har ført til en værdiansættelse, som må anses for åbenbart urimelig. Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af anparternes handelsværdi pr. 29. november 2010 til 150 mio. kr.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 500.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.