Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-03-2017
Offentliggjort:18-04-2017
SKM-nr:SKM2017.287.SR
Journalnr.:16-1568472
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Medarbejderaktieordning var ikke omfattet af ligningslovens § 7P.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers medarbejderaktieordning udgjorde en aftale om tildeling af aktier, der var indgået den 1. juli 2016 eller senere, jf. § 5, stk. 2 i lov nr. 430 af 18. maj 2016. Medarbejderaktieordningen var derfor ikke omfattet af ligningslovens § 7 P.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at A's Share Matching Plan 2017 udgør en aftale om tildeling af aktier, der er indgået den 1. juli 2016 eller senere, jf. § 5, stk. 2 i lov nr. 430 af 18. maj 2016?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten har oplyst følgende:

B A/S, C A/S og D A/S (spørger), som alle er 100 %-ejede datterselskaber af det udenlandske selskab A, ønsker at tilbyde mulighed til medarbejderne om at indgå en individuel aftale i overensstemmelse med ligningslovens § 7P for så vidt angår A's Share Matching Plan 2017 (SMP 2017 herefter).

Med denne anmodning ønsker spørger Skatterådets bekræftelse på, at SMP 2017 anses for en (aktie-) ordning, der udgør en aftale, der er indgået den 1. juli 2016 eller senere, jf. § 5, stk. 2 i lov nr. 430 af 18. maj 2016, og således opfylder ikrafttrædelsesbestemmelsen i det nye regelsæt for medarbejderaktieordninger efter ligningslovens § 7P.

SMP er en global aktieordning, udarbejdet af A. SMP 2017 plan, vilkår og processen knyttet til dette program er i hovedtræk, som følger:

Type

Gratisaktier udstedt af A (almindelige aktier)

Aktier

Der er tale om en "matching"-ordning, hvor A tildeler "matchende aktier" under visse vestingbetingelser.

For hver tre aktier i A, som medarbejderen har købt inden for SMP, vil disse blive matchet med en aktie i A jf. vestingmålene.

Vesting mål

Fortsat ansættelse og "matchet" af aktier er knyttet til fortsat ejerskab af "investeringsaktier" i vestingperioden.

I programmets vilkår fremgår det, at berettigelse til matchende aktier er betinget af, at deltageren er ansat hos virksomheden (lokalt A-selskab) eller et koncernselskab på vestingdatoen, og at deltageren fortsat råder over det relevante antal investeringsaktier på deres aktiedepot på vestingdatoen.

Vestingperiode

3 år for Senior Managers (februar 2017- februar 2020).

2 år for MIP-deltagere (februar 2017- februar 2019).

Adgang til deltagelse/aftale om tildeling af SPM 2017

Adgangen til SMP 2017 er opbygget i to "vinduer" afhængig af medarbejdernes grading i A-regi;

Senior Managers:

    • For Senior Managers, som er ansat 1. oktober 2016, og som vedbliver med at være ansat indtil 15. december 2016, kan efter aftale med den lokale arbejdsgiver i perioden fra 14. november til 15. december 2016 (tilbudsperioden) investere mellem (mindst) 1% og maksimum 50 % af bonus for FY 2016 (nettobeløb) i SMP 2017.
    • For dette beløb købes der A (investeringsaktier) i februar 2017.

Ikke-Senior Managers (MIP deltagere):

    • Medarbejdere, der ikke er Senior Managers, og som har købt aktier som en månedlig investering inden for MIP (Månedlig investeringsplan) i perioden 12. februar 2016 til 13. januar 2017 (investeringsperioden).
    • MIP fungerer som et månedligt nettotræk i lønnen, hvor den ansatte i perioden 16. november til 17. december 2015 besluttede at indgå aftale om køb af egne aktier (investeringsaktier "MIP aktier") for nettobeløbet.
    • Købet af investeringsaktier sker på månedsbasis (MIP aktierne).
    • Medarbejderen kan når som helst i investeringsperioden annullere sin tilmelding, og MIP ophører i øvrigt automatisk blandt andet, som følger:
      • i tilfælde af deltagerens død,
      • hvis der ikke er tilstrækkelige lønmidler til aktiekøbet,
      • hvis deltageren ophører med ansættelsen hos den lokale arbejdsgiver (uanset årsag).
  • · MIP-aktierne overføres til SMP 2017, dog kun hvis SMP 2017 tilbydes globalt:
    • · Dette bliver tilfældet med en tilbudsperiode, der åbner fra 14. november til 15. december 2016, jf. ovenfor.
    • · MIP er således afhængig af, at der tildeles et SMP for 2017, og at A træffer en beslutning på globalt plan om at udbyde SMP 2017.
    • · Det kan oplyses, at beslutningen om at implementere et globalt SMP 2017 blev truffet af A den 23. september 2016.
    • MIP-aktierne overføres fra MIP 2016 til SMP 2017 i februar 2017. Herefter starter 2 års vestingperiode.

Deltagere

SMP 2017 tilbydes til medarbejdere ansat i de spørgende selskaber (alle 100 %-ejede datterselskaber af A).

Det kan oplyses, at det er ønsket at anvende ligningslovens § 7P for SMP 2017, i det omfang matchingaktiernes værdi ligger inden for 10 % af medarbejdernes årsløn i tildelingsåret. Senest ved åbning af tilbudsperioden vil der samtidigt blive indgået en aftale med det lokale arbejdsgiverselskab indrettet i overensstemmelse med ligningsloven § 7P, stk. 2, nr. 1.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers klare opfattelse, at SMP 2017 opfylder ikrafttrædelsesbestemmelsen for begge typer af deltagere; både Senior Managers og ikke-Senior Managers.

Lov nr. 430 af 18. maj 2016 vedrørende ikrafttræden af ligningslovens § 7P har følgende ordlyd:

"Loven har virkning for aftaler om tildeling af aktier og købe- og tegningsretter til aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere".

I lovbemærkninger fremgår det, at den endelige bindende aftale om tildeling (vores fremhævelse) af aktier m.v. skal være indgået mellem selskabet og medarbejderen den 1. juli 2016 eller senere, for at ligningslovens § 7P kan anvendes. Er der indgået en endelig og bindende aftale før 1. juli 2016, kan bestemmelsen i 7P ikke anvendes. Der er ikke yderligere input til, hvordan bestemmelsen skal fortolkes.

Det er således afgørende, hvornår der er indgået en endelig og bindende aftale om tildeling af aktier.

Uanset om investeringsaktierne stammer fra et månedligt køb (MIP-aktier), eller aktier købt for bonus, jf. tilbudsperioden fra den 14. november til 15. december 2016, vil begge typer være karakteriseret af, at den endelige og bindende aftale om tildeling af matching aktier først er indgået efter 1. juli 2016. Dette kan begrundes med følgende tre centrale forhold:

Det er spørgers opfattelse, at ovenstående forhold samlet set begrunder, at ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 5, stk. 2, er opfyldt for A's SMP 2017.

Med udgangspunkt i ovenstående indstiller spørger til SKAT, at spørgsmål 1 bekræftes.

SKAT har i mail af 31. oktober 2016 stillet repræsentanten følgende spørgsmål:

Det fremgår, at Aktiefordelsprogram har virkning fra den 16. november 2015. MIP 2016 omhandler aftaler indgået i perioden fra 16. november til 17. december 2015.

Er det muligt efter Share Matching Plan 2017 at få tildelt Matching Shares for aktier, som er købt før den 1. juli 2016?

Repræsentanten har i mail af 1.november 2016 svaret følgende:

Som oplyst i anmodning er det vores opfattelse, at den endelige og bindende aftale om tildeling af gratisaktier/matching shares er indgået den 1. juli 2016 eller herefter i overensstemmelse med ikrafttrædelsesbestemmelsen til det nye ligningslovens § 7P:

  1. Perioden 16-11 til 17-12 2015 var tilmeldingsvinduet til MIP 2016

  2. Retten til Matching Shares sker ikke i takt med de månedlige MIP køb i perioden 12.2.2016 til 13.1.2017

  3. Retten til Matching Shares jf. Share Matching Program 2017 (konvertering af MIP til SMP) er aftalemæssigt betinget af følgende betingelser er opfyldt:

    1. At medarbejderen er i fortsat ansættelse ved udløb af udbudsperioden for MIP købene i januar 2017 (og forbliver ansat til vestingdato)

    2. At der tildeles et SMP for 2017 jf. A's beslutning som oplyst tidligere

    3. Retten til Match gælder udelukkende for aktier, der er i behold ved MIP købsperiodens udløb dvs. udgang af januar 2017

    4. Medarbejderens accept af aktiefordelsprogrammet

Det er vores opfattelse, at selve tilmeldingen til MIP 2016 og de efterfølgende månedlige køb af investeringsaktier gennem MIP programmet ikke udgør en endelig, bindende aftale om tildeling af matching shares under SMP programmet.

Den endelige, bindende aftale under SMP programmet for begge parter kan tidligst aftalemæssigt anses for indgået i efteråret 2016 i forbindelse med A's bestyrelsesbeslutning om nyt globalt SMP 2017 program, jfr. punkt 3b i ovenstående betingelser. Træffer A's bestyrelse ikke beslutning herom, har medarbejderne ingen kontraktmæssig ret til matching shares under SMP programmet.

Spørgers partshøringssvar af 31. januar 2017

Indledningsvist bemærkes for god ordens skyld, at det afgørende spørgsmål synes at være, hvorvidt endelig og bindende aftale mellem A og de respektive medarbejdere skal anses for indgået før eller efter den 1. juli 2016.

SKAT finder på det foreliggende grundlag, at aftalerne må anses for indgået før den 1. juli 2016. Det er herved SKAT's opfattelse, at der allerede forelå en endelig og bindende aftale på det tidspunkt, hvor medarbejderne tilmeldte sig aktieprogrammet. Dette skete i perioden 15. november 2015 - 17. december 2015.

Det er heroverfor vores opfattelse, at der i overensstemmelse med sædvanlige skattemæssige principper først foreligger en endelig og bindende aftale efter den 1. juli 2016. Baggrunden for dette synspunkt er begrundet nærmere nedenfor.

Vi har struktureret de følgende afsnit således, at der først knyttes nogle generelle bemærkninger til de sædvanlige skatteretlige principper for, hvornår der kan siges at foreligge en endelig og bindende aftale (afsnit 1). I forlængelse heraf har vi sammenholdt disse principper med sagens faktiske omstændigheder (afsnit 2).

1. Hvornår foreligger der i skattemæssig henseende en endelig og bindende aftale?

Som nævnt i vores anmodning om bindende svar indeholder forarbejderne til ligningslovens § 7 P ikke nærmere bemærkninger om, hvornår der i skattemæssig forstand er indgået en endelig og bindende aftale, og det må derfor være de generelle principper for vurderingen heraf, som finder anvendelse i denne sag.

Vurderingen af, hvornår der er tale om en endelig og bindende aftale, har betydning i mange skatteretlige sammenhænge, herunder blot eksempelvis ved periodisering af indtægter og vurdering af anvendelsen af overgangsregler (således som det er tilfældet i den konkrete sag).

Spørgsmålet er ikke lovreguleret og bygger i stedet på en langvarig doms- og administrativ praksis. Denne praksis kan som udgangspunkt opsummeres således, at vurderingen følger de almindelige aftaleretlige regler om tilbud og accept af tilbud, jf. eksempelvis Skatterådets afgørelse, der er offentliggjort som SKM2016.579.SR. Aftalerettens regler om tilbud og accept heraf er i overensstemmelse hermed også lagt til grund af SKAT i nærværende sag.

Det er imidlertid en helt afgørende forudsætning for indgåelse af en civilretlig aftale, at begge parter rent faktisk er bemyndigede til at indgå denne. I modsat fald vil der i sagens natur ikke være tale om en endelig og bindende aftale.

I forhold til selskabers indgåelse af aftaler om medarbejderaktieprogrammer har Skatteministeriet tidligere forholdt sig specifikt til, hvorvidt der overhovedet kan siges at være tale om en endelig og bindende aftale, når bestyrelsen endnu ikke har godkendt denne.

Dette skete eksempelvis i forbindelse med ophævelsen af de tidligere regler i ligningslovens §§ 7 H og 7 A, jf. lov nr. 1382 af 28. december 2011, hvor lovens § 16, stk. 3 indeholdt følgende overgangsbestemmelse:

"Stk. 3. § 1, nr. 1, 18 og 19 og §§ 3, 9, 14 og 15 har virkning for tildelinger, der sker den 1. januar 2012 eller senere. 1. pkt. finder ikke anvendelse på aftaler mellem den ansatte og virksomheden om tildeling af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, hvis aftalen er indgået inden den 21. november 2011 og tildelingen sker senest den 31. december 2012. For sådanne aftaler finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse."

I forbindelse med lovforslagets behandling afgav Skatteministeriet følgende kommentar til Danske Advokater (lovforslagets bilag 5) vedrørende forståelsen af, hvornår der foreligger en endelig og bindende aftale:

"Hvis der alene udestår den formelle selskabsretlige beslutning om aktieudstedelsen, vil ligningslovens §§ 7 A og 7 H fortsat gælde for sådanne aftaler. Hvis der således foreligger en endelig og bindende aftale mellem direktion og medarbejder om tildeling af købe- og tegningsretter til aktier, som alene afventer generalforsamlingens eller bestyrelsens formelle beslutning om udstedelse af de pågældende aktier i selskabet, vil aftalen kunne være omfattet af ligningslovens § 7 A eller § 7 H.

Hvis derimod aftalen er betinget af, at generalforsamlingen eller bestyrelsen skal godkende aktieoptionsprogrammet i forbindelse med en beslutningstagning om udstedelse af aktier, foreligger der ikke en endelig og bindende aftale omfattet af ligningslovens § 7 A eller § 7 H."

Skatteministeriets opfattelse er tillige lagt til grund af Skatterådet i et konkret bindende svar (offentliggjort som SKM 2012.146.SR) om fortolkningen af den pågældende overgangsregel i § 16, stk. 3 i lov nr. 1382 af 28. december 2011.

I den pågældende sag bad en koncern Skatterådet bekræfte, at gratisaktier, der udloddedes i foråret 2012, kunne anses for omfattet af ligningslovens § 7 A i medfør af overgangsreglen. Det var oplyst, at "koncernbestyrelsen" havde vedtaget selve tildelingen, fastsat kriterierne herfor og udmeldt dette til medarbejderne inden den 21. november 2011. Selve tildelingen ville herefter ske ved en formel bestyrelsesbeslutning i de danske selskaber, der var part i aftalerne med de respektive medarbejdere. Disse formelle beslutninger ville først ske i 2012, men ville alene være udtryk for en konstatering af det antal aktier, der ville blive tildelt.

Skatterådet besvarede koncernens spørgsmål bekræftende, og fulgte herved Skatteministeriets indstilling og begrundelse. I indstillingen fremhæves det blandt andet, at:

"Det er Skatteministeriets samlede vurdering, at når bestyrelsen i Koncernen har besluttet på et bestyrelsesmøde, at der skal ske tildeling af gratisaktier i 2012, samt fastsat kriterierne for tildelingen på dette møde og derefter udmeldt dette til medarbejderne, i starten af 2011, og når de danske bestyrelsers beslutning i 2012 om endelig tildeling er af "formel" karakter, så er der indgået en aftale mellem medarbejderne og arbejdsgiveren inden den 21. november 2011 og tildelingen af gratisaktier i 2012 er derfor omfattet af overgangsreglen i § 16, stk. 3, i Lov nr. 1382 af 28. december 2011."

Det kan på ovenstående baggrund konstateres, at det ved multinationale koncerners udrulning af aktieaflønningsprogrammer til medarbejdere i koncernens danske selskaber er koncernbestyrelsens endelige beslutning om implementering af programmet, der er afgørende for, hvornår der er indgået en endelig og bindende aftale. At dette er tilfældet, giver da også rigtig god mening, idet de danske bestyrelsers gennemførsel af programmet jo afhænger af koncernens ønske om at gennemføre dette, og dermed selvsagt vil få et formelt skær.

Skatterådets bindende svar, der er offentliggjort som SKM 2016.579.SR, ændrer ikke på ovenstående udlægning af retstilstanden.

I denne sag kunne Skatterådet ikke bekræfte, at en aftale om tildeling af Matching Shares var indgået efter den 1. juli 2016, og aktieprogrammet kunne derfor ikke anses for omfattet af ligningslovens § 7 P. Det fremgik af sagen, at medarbejderne var blevet tilbudt at deltage i aktieprogrammet, og at tilmeldingsfristen udløb den 7. juni 2016. Skatterådet lagde på denne baggrund til grund, at tilbuddet var et bindende tilbud, og at der ved medarbejdernes accept heraf senest den 7. juni var indgået en endelig og bindende aftale. Den efterfølgende bekræftelse på aftalens indgåelse (som medarbejderne først modtog efter den 1. juli 2016) ændrede efter Skatterådets opfattelse ikke herpå.

Sagen indeholder imidlertid ingen oplysninger om, hvorvidt aktieprogrammet var godkendt af koncernens øverste bestyrelse. Noget kunne dog tyde på, at dette var tilfældet, idet spørgsmålet ikke var genstand for nærmere omtale eller diskussion, og under sådanne omstændigheder giver Skatterådets afgørelse fin mening, idet bestyrelsen dermed må have accepteret fremsættelsen af tilbuddet samt fristen for accept heraf.

2. Den konkrete sag

I den konkrete sag blev koncernbeslutningen om at udbyde SMP-programmet for 2017 juridisk set først truffet den 23. september 2016 af A, og det følger herefter af den under afsnit 1 beskrevne praksis, at der ikke forud for dette tidspunkt kan siges at være indgået en endelig og bindende aftale i skattemæssig forstand.

Det forhold, at deltagerne har købt investeringsaktier for egne nettomidler i perioden forud for dette tidspunkt, ændrer ikke herpå, idet sådanne køb alene kan siges at være sket i forhåbning om, at programmet blev udbudt. Frem til koncernbeslutningen den 23. september 2016 kunne A-koncernen således frit vælge at undlade at gennemføre programmet, såfremt de måtte finde det ønskværdigt, og medarbejderne bar derfor selv risikoen for deres køb af investeringsaktier.

Vi er opmærksomme på, at SKAT muligvis anser selve offentliggørelsen af programmet som et bevis for, at beslutningen var truffet på et tidligere tidspunkt. Her er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at forberedende foranstaltninger til gennemførsel af et aktieaflønningsprogram på ingen måde er det samme, som at programmet også bliver endeligt vedtaget. Det er således klart, at man i mange tilfælde - blandt andet af tidsmæssige årsager - er nødt til at informere medarbejderne om påtænkte initiativer. I den forbindelse kan situationen eksempelvis sammenlignes med en virksomhed, der orienterer dets medarbejdere om, at disse formentlig vil få udleveret den nyeste iPhone inden for det næste halve år. Virksomheden har her en forventning om, at dette vil ske, men endelig beslutning er endnu ikke taget, og en masse forskellige faktorer kan ændre herpå frem til beslutningstidspunktet, ligesom medarbejderne ikke ved orienteringen har opnået noget retskrav på telefonen.

Som der er redegjort nærmere for under afsnit 1, har Skatteministeriet ligeledes lagt det konkrete juridiske koncernbeslutningstidspunkt til grund for sin praksis på området, og på den baggrund kan der ikke være tvivl om, at der juridisk set først er truffet endelig koncernbeslutning om gennemførsel af programmet den 23. september 2016.

SKAT har den 6. februar 2017 sendt spørger følgende spørgsmål:

I har oplyst i jeres høringssvar, at koncernbeslutningen om at udbyde SMP-programmet for 2017 juridisk set først blev truffet den 23. september 2016 af A. Frem til koncernbeslutningen kunne A-koncernen frit vælge at undlade at gennemføre programmet, såfremt de måtte finde det ønskværdigt, og medarbejderne bar derfor selv risikoen for deres køb af investeringsaktier.

I bedes konkretisere - med henvisning til de relevante punkter i Aktiefordelsprogrammet, hvori ovennævnte forbehold fremgår.

Spørger har i mail af 9. februar 2017 svaret følgende:

I det følgende har vi fremhævet de steder i aftalegrundlaget for Aktiefordelsprogrammet, hvoraf det fremgår, at koncernbeslutningen om at udbyde SMP-programmet for 2017 juridisk set først blev truffet den 23. september 2016 af A.

Indledningsvist er det dog væsentligt at bemærke, at MIP aftalen og Aktiefordelsprogrammet er to forskellige aftaler. Af det samlede aftalegrundlag fremgår det således klart, at:

  1. Medarbejderne ved deltagelse i MIP ikke er deltagere i Aktiefordelsprogrammet. Datoen for indgåelse af MIP aftalen er således ikke relevant ved vurderingen af, hvornår de har erhvervet ret til Matchende Aktier.

  2. MIP-deltageres deltagelse i Aktiefordelsprogrammet forudsætter en beslutning foretaget af direktionen i moderselskabet A ud fra deres 'egen vurdering'. Der er således tale om en diskretionær beslutning og ikke en beslutning der er hægtet op på objektive kriterier

  3. Medarbejderne ved deltagelse i MIP ikke har en ubetinget ret på Matchende Aktier

Disse omstændigheder kan uddybes på følgende måde:

Det fremgår således for det første af MIP-programmet - som er en særskilt aftale adskilt fra Aktiefordelsprogrammet (jf. Månedlig investeringsplan for A-koncernen med virkning fra 16. november 2015) - at programmet har til formål at tilbyde mulighed for på månedlig basis at investere i aktier i A og "potentielt profitere af bestemmelserne i Aktiefordelsprogrammet" [vores understregning].

Derudover fremgår det for det andet af MIP-aftalens afsnit 6, at anskaffelse af aktier i A indenfor rammerne af MIP programmet "kan medføre, at MIP-deltagerne evt. tager del i Aktiefordelsprogrammet og profiterer af allokeringen af yderligere aktier i A som fastsat inden for rammerne af Aktiefordelsprogrammet". [vores understregning].

Indskud af medarbejdernes aktier i A i Aktiefordelsprogrammet er for det tredje betinget af direktionens beslutning om at implementere en aktiefordelsprogram-tranche samt øvrige betingelser. Af Aktiefordelsprogrammets punkt 6.1. fremgår således, at medarbejderne kun er berettigede til Matchende Aktier, såfremt "(iii) Alle vilkår og betingelser for aktiefordelsprogrammet er opfyldt". Dette viser blandt andet tilbage til punkt 2.1, hvoraf det fremgår, at "Implementeringen af hver ny Tranche indenfor rammerne af Aktiefordelsprogrammet skal vedtages af Virksomhedens Direktion. Til dette formål træffer direktionen ud fra egen vurdering afgørelse om følgende punkter:....- om og i givet fald i hvilket omfang de aktier i A... der er blevet erhvervet indenfor rammerne af MIP kan indskydes i Aktiefordelsprogrammet." [Vores understregning].

Endelig kan det for god ordens skyld nævnes, at begrebet "Virksomhedens direktion" er defineret nærmere på side 4 i Aktiefordelsprogrammet, hvoraf det fremgår, at det er A, der betegnes som "Virksomheden".

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at A Share Matching Plan 2017 udgør en aftale om tildeling af aktier, der er indgået den 1. juli 2016 eller senere, jf. § 5, stk. 2 i lov nr. 430 af 18. maj 2016.

Begrundelse

Ligningslovens § 7 P finder anvendelse for aftaler om tildeling af aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere.

Der gælder forskellige betingelser for Senior Managers og Ikke Senior Managers.

Spørgers medarbejdere (Ikke Senior Managers) kunne i perioden 16. november 2015 til 17. december 2015 tilmelde sig MIP (Månedlig Investerings Plan). MIP gav deltagerne mulighed for at købe investeringsaktier for egne nettomidler. Ved at tilmelde sig MIP accepterede de omhandlede medarbejdere bestemmelserne i Aktiefordelsprogrammet.

Af A-koncernens Aktiefordelsprogram, som har virkning fra den 16. november 2015, fremgår, at de omfattede medarbejdere kan få tildelt vederlagsfri aktier i A (Matching shares). Efter tre år vil deltagerne være berettiget til 1 matchende aktie for hver 3 investeringsaktier. Det forudsætter, at medarbejderne fortsat er ansat og ikke har solgt deres investeringsaktier.

Det fremgår således af Aktiefordelsprogrammets forside, at det har virkning fra den 16. november 2015.

Af "Formålet med aktiefordelsprogrammet", fremgår, at " Med henblik på at opmuntre A-koncernens topledere og medarbejdere til at bringe deres interesser i overensstemmelse med A-koncernens interesser har Virksomheden indført et aktiefordelsprogram. Aktiefordelsprogrammet gør det muligt for de Deltagende Koncernselskaber at give deres øverste ledere og medarbejdere mulighed for at profitere af Matchende aktier....".

Af Aktiefordelsprogrammets punkt 6, Matchende aktier, fremgår, at "Med forbehold for nedenstående betingelser profiterer deltagerne af vederlagsfrit tildelte aktier i A og/eller Delaktier ("Matchende aktier")".

Af punkt 6.1. fremgår, at "For hver tre investeringsaktier vil Deltagerne være berettiget til 1 Matchende Aktie. Delinvesteringsaktier giver Deltagerne ret til matchning med samme kvotient."

Det fremgår således af sagens oplysninger, at spørgers medarbejdere allerede fra den 16. november 2015 fik tilbud om at deltage i MIP og Aktiefordelsprogrammet og dermed få ret til Matching shares.

Vilkårene vedrørende erhvervelse af Matching Shares er en del af Aktiefordelsprogrammet, hvori medarbejderne skal foretage en elektronisk tilmelding om deltagelse i perioden fra 16. november 2015 til 17. december 2015.

Det er SKATs opfattelse, at der foreligger en endelig og bindende aftale mellem spørger og den enkelte medarbejder på det tidspunkt, hvor medarbejderen foretager den elektroniske tilmelding om deltagelse i MIP og dermed Aktiefordelsprogrammet, nemlig i perioden fra 16. november 2015 til 17. december 2015.

Det er ligeledes SKATs opfattelse, at der foreligger en endelig og bindende aftale mellem spørger og den enkelte Senior Manager på det tidspunkt, hvor den pågældende tilmelder sig Aktiefordelsprogrammet, nemlig i perioden fra 16. november 2015 til 17. december 2015.

SKAT henviser i den forbindelse til SKM2016.579.SR.

Der er ingen overgangsordning i det nye regelsæt, hvorefter ligningslovens § 7 P kan finde anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. juli 2016.

Idet aftalen om tildeling af aktier indgås inden den 1. juli 2016, kan ligningslovens § 7 P ikke finde anvendelse på tildelinger af Matching Shares i henhold til programmet.

Spørgers partshøringssvar af 31. januar 2017 giver ikke SKAT anledning til at ændre indstillingen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra SKAT.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Lovgrundlag

Lov nr. 430 af 18/05/2016 om ændring af ligningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og skattekontrolloven (ligningslovens § 7P indføres ved lovens § 1, nr. 2) § 5 om ikrafttræden:

"Stk. 3. § 1, nr. 2-4, og §§ 2-4 har virkning for aftaler om tildeling af aktier og købe- og tegningsretter til aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere."

Forarbejder

Bemærkninger til lovforslagets § 5:

"Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 1, nr. 2-4, og §§ 2-4 om indførelsen af skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger skal have virkning for aftaler om tildeling aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere.

Det foreslåede virkningstidspunkt indebærer, at arbejdsgiverselskabet og den ansatte skal have indgået en endelig og bindende aftale om tildeling af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier den 1. juli 2016 eller senere for, at de foreslåede regler i ligningslovens § 7 P kan finde anvendelse. Det vil være bestyrelsen eller i et anpartsselskab den daglige ledelse, der træffer beslutning om, at der skal tildeles aktier, køberetter eller tegningsretter. Er bestyrelsen henholdsvis den daglige ledelse ikke bemyndiget til at træffe sådanne beslutninger, vil det være generalforsamlingen, der træffer beslutning om en tildeling.

Det foreslåede virkningstidspunkt indebærer, at købe- og tegningsretter til aktier ikke vil være omfattet af den foreslåede ordning i ligningslovens § 7 P, hvis der i eksempelvis juni måned 2016 eller tidligere indgås en aftale mellem den ansatte og selskabet om tildeling af købe- og tegningsretterne, selv om den ansatte først kan udnytte disse købe- og tegningsretter i eksempelvis oktober måned i hvert af årene 2016-2018.

For aftaler indgået før den 1. juli 2016 lønbeskattes dermed de faktiske tildelinger af aktier, udnyttelse af købe- eller tegningsretter i henhold til disse aftaler, der sker den 1. juli 2016 eller senere, efter reglerne i ligningslovens § 16 eller § 28, hvis betingelserne herfor er opfyldt."

Praksis

SKM2016.579.SR

Skatterådet anerkender ikke, at aftalen om tildeling af Matching Shares i henhold til Share in Success Plan 2016 kan omfattes af ligningslovens § 7 P. Medarbejderne får tilbud om at deltage i Share in Success Plan 2016. Vilkårene vedrørende Matching Shares er en del af Planen. Medarbejdernes tilmeldelsesfrist udløber den 7. juni 2016, og medarbejderne modtager efterfølgende en bekræftelse om aftalens indgåelse pr. mail medio juli 2016.

Ligningslovens § 7 P finder anvendelse for aftaler om tildeling aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere. Det er Skatterådets opfattelse, at der foreligger en endelig og bindende aftale mellem Selskabet og den enkelte medarbejder på det tidspunkt, hvor medarbejderen foretager den elektroniske tilmelding om deltagelse, nemlig senest den 7. juni 2016.