Dokumentets metadata

Omgørelse – overdragelse af varelager – ikke lagt klart frem

Appellanten havde i 2010 overdraget en varebeholdning fra en personligt drevet virksomhed til et amerikansk selskab, som hun ejede.Appellanten havde ikke selvangivet overdragelsen, da hun troede, at denne kunne ske skattefrit. Da hun efterfølgende blev forhøjet af avance ved overdragelsen, søgte hun om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.Skattemyndighederne fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at betingelsen i § 29, stk. 1, nr. 3, om, at den disposition, der ønskedes omgjort, dvs. overdragelse af varebeholdningen, skulle have været lagt klart frem for myndighederne.Denne vurdering var domstolene enige i. Landsretten stadfæstede således byrettens dom (SKM2016.218.BR) om frifindelse af ministeriet, idet landsretten bl.a. henviste til Højesterets praksis (UfR 2012.465 H (SKM2011.769.HR) og UfR 2012.2042 H (SKM2012.209.HR)) om, at omgørelse som udgangspunkt må forudsætte, at den pågældende disposition fremgår eller kan udledes af de relevante selvangivelser.

Parter

A

(v/Adv. Eduardo Panzeri Vistisen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager)

Afsagt af Landsretsdommerne

Bloch Andersen, Kristian Korfits Nielsen og Per Kiel Lauritsen (kst.)

Sagens oplysninger

Byrettens dom af 19. februar 2016 (BS 154-874/2014) (SKM2016.218.BR ) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hun har ret til at omgøre overdragelsen den 1. januar 2010 af 70.000 SSA til det amerikanske selskab G1.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Det er for landsretten oplyst, at As indkomst- og formueopgørelse for 2010 ikke blev fremlagt for SKAT i forbindelse med indgivelsen af hendes selvangivelse for 2010. Efter det oplyste blev indkomst- og formueopgørelsen, som er underskrevet af A den 10. maj 2011, fremsendt i forbindelse med As klage den 3. oktober 2012 til Skatteankenævnet.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at hun begyndte at sælge SSA i USA første gang i slutningen af 2008. Hun vidste på det tidspunkt ikke, at salget krævede godkendelse fra de amerikanske myndigheder. Hun har for nylig modtaget en sådan godkendelse efter en langsommelig proces, der har kostet hende 1,6 mio. kr. Hun skal derfor nu i gang med at sælge skinnerne i USA sammen med amerikanske investorer.

Når der er forskel på det opgjorte salg af private effekter i kapitalforklaringen i hendes indkomst- og formueopgørelse for 2007 og opgørelsen over antallet af solgte SSA i 2007, skyldes det, at salget af private effekter i 2007 ikke vedrørte SSA, men derimod angik salg af nogle malerier og diamanter.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Skatteministeriet har herudover under hovedforhandlingen gjort gældende, at A efter skattekontrollovens § 3 B havde pligt til at oplyse om salget af SSA til G1 i forbindelse med indgivelsen af selvangivelse for 2010.

A har heroverfor anført, at det pågældende anbringende først er gjort gældende i forbindelse med proceduren for landsretten, og at skattekontrollovens § 3 B i øvrigt ikke ses at finde anvendelse i den foreliggende sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skatteministeriet har i forbindelse med proceduren for landsretten som et nyt anbringende gjort gældende, at A efter skattekontrollovens § 3 B havde pligt til at oplyse om salget af SSA til det amerikanske selskab G1 i forbindelse med indgivelsen af selvangivelse for 2010. Landsretten finder, at en pådømmelse af dette anbringende vil indebære, at der under anken skal tages stilling til forhold, som ikke har foreligget for byretten. Da A som følge af den sene fremsættelse af anbringendet endvidere ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, tillades anbringendet ikke fremsat, jf. retsplejelovens § 383 og § 384.

Efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, er det en betingelse for omgørelse, at dispositionen "skal have været lagt klart frem for myndighederne". Det følger af bestemmelsens forarbejder, at der heri ligger, at den disposition, der søges omgjort, fra begyndelsen har været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed, således at der for myndighederne ikke har været tvivl om dispositionens eksistens og indhold. Det påhviler efter forarbejderne den skattepligtige at dokumentere, at betingelsen for omgørelse er opfyldt.

Det fremgår af Højesterets domme af 9. november 2011 (UfR 2012, s. 465) (SKM2011.769.HR ) og 20. marts 2012 (UfR 2012, s. 2042) (SKM2012.209.HR ), at omgørelse som udgangspunkt må forudsætte, at den pågældende disposition fremgår eller kan udledes af de relevante selvangivelser.

Det er ubestridt, at A ikke i sin selvangivelse for 2010 oplyste om den disposition - salget pr. 1. januar 2010 af 70.000 SSA til hendes amerikanske selskab, G1, for en pris på USD 900.200 - som hun søger omgjort.

SKAT har endvidere ikke af det materiale, som myndigheden modtog sammen med selvangivelsen for 2010, kunnet udlede, at der var sket overdragelse af de omhandlede SSA til G1. SKAT kunne således ikke udlede af materialet, at den anførte indtægt på 26.646 kr. angik mellemhandleravance vedrørende virksomheden H1s salg af SSA, som var overdraget til G1 af A. Oplysning om den skete overdragelse af SSA til G1 blev først givet til SKAT ved brev af 9. januar 2012, efter at SKAT ved brev af 2. november 2011 havde anmodet om nærmere oplysninger om beløb, som A havde modtaget fra konti i udlandet i perioden 2004-2009. Det bemærkes i den forbindelse, at dispositionen heller ikke kunne udledes af den indkomst- og formueopgørelse for 2010, som blev udarbejdet til brug for As skatteansættelse for 2010 og underskrevet af hende den 10. maj 2011, og som efter det oplyste først er fremsendt til Skatteankenævnet i forbindelse med klagen den 3. oktober 2012.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at A ikke har godtgjort, at den disposition, som hun søger omgjort, har været lagt klart frem for SKAT.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 30.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens karakter, omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.218.BR