Dokumentets metadata

Virksomhedsordningen - udlån opstået ved salg af virksomhedsaktiver - struktureret fordring

Skatterådet bekræftede, at en fordring opfyldte betingelserne for at være en struktureret fordring. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at fordringen, der var opstået ved salg af virksomhedsaktiver, kunne forblive i virksomhedsordningen, da sælgerfinansieringen ansås at være usædvanlig mellem ikke interesseforbundne parter, og dermed båret af spørgers private formueinteresser. Det forhold, at fordringen skatteretligt ansås for en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens regler herom, ændrede ikke herved, idet virksomhedsskattelovens særlige bestemmelse om investering i strukturerede obligationer, ikke ansås at omfatte fordringer som den i sagen omhandlede.

Spørgsmål

1. Vil en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af ændringen i det danske nettoprisindeks kunne anses for en struktureret fordring jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?
2. Vil man kunne anse en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af 75 pct. af ændringen i det danske nettoprisindeks i kombination med en regulering på basis af 25 pct. af ændringen i kornnoteringen for hvede f.eks. hvede noteringen på råvarebørsen Matif for en struktureret fordring?
3. Vil en strukturerede fordring som omtalt i spørgsmål 1 og spørgsmål 2 kunne placeres i sælgers virksomhedsordning?
4. Vil evt. tab på strukturerede fordringer, der er placeret i virksomhedsordningen, kunne anses for tab, der vedrører en erhvervsmæssig virksomhed jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1, sidste del af 2. punktum?
5. Skal køber - på grund af, at gælden er i fremmed valuta - opgøre gevinst/tab på gælden ifølge kursgevinstlovens § 23?

Svar

Ad. 1: Ja
Ad. 2: Bortfalder
Ad. 3: Nej
Ad. 4: Bortfalder
Ad. 5: Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Sælger (far) ejer og driver 3 landbrugsejendomme. Man har pr. 1. januar 2016 aftalt et generationsskifte til sønnen vedr. den ene af ejendommene. Sælger (far) har ikke beboet denne ejendom.

Ejendommen sælges med succession i bygningsafskrivningerne samt ejendomsavancen. Salgssummen er på 8.840.000 kr. Denne salgssum berigtiges (afrundet) ved overtagelse af nuværende og nye realkreditlån på 6.500.000 kr. og en gave, der modsvares af en passivpost m.m. på 870.000 kr.

Resterende berigtigelse dvs. 1.470.000 kr. vil blive finansieret ved en struktureret fordring på de betingelser, der er beskrevet nedenfor.

Sælger (far) bruger virksomhedsordningen og har en opsparet indkomst i virksomhedsordningen. For at undgå eller reducere en efterbeskatning af den opsparede indkomst vil han så vidt muligt beholde denne restfordring fra salget af ejendommen i virksomhedsordningen.

Som det fremgår af praksis herunder senest SKM2015.728.LSR vil det være usikkert om fordringen kan beholdes i virksomhedsordningen. Analogt med SKM2016.15.SR forventes det, at en struktureret fordring kan placeres i virksomhedsordningen jf. nedenfor.

Betingelser vedr. den pågældende fordring:

Man vil aftale, at selve fordringen/gælden aftales i EURO. Man vil omregne restfordringen på basis af Nationalbankens kurser vedr. EURO på handelstidspunktet. Afdrag og renter vil blive beregnet i EURO, der derefter omregnes til DKR inden betalingen.

Derudover vil man regulere fordringen/gælden på basis af seneste offentliggjorte nettoprisindeks fra Danmarks Statistik. Man bruger det seneste nettoprisindeks på tidspunktet for betaling af afdrag og renter.

Gælden vil derudover blive forrentet med en rente på 1 pct. p.a. Renten betales halvårsvis eller helårsvis ved udløbet af de pågældende halvår henholdsvis ved udløbet af året.

Gælden vil være på anfordringsvilkår, idet det aftales, at begge parter kan opsige hele eller en del af gælden med indtil 2 mdrs. varsel til udløbet af et halvår.

Da fordringen er på anfordringsvilkår vil fordringen efter praksis kunne anses for at kunne indgå i berigtigelsen af handlen med kurs 100. Det bemærkes dog, at denne problemstilling ikke er medtaget i nærværende anmodning om bindende svar.

Eksempel.

I dette eksempel er det forudsat, at man havde handlet den 1. januar 2015. Det er også forudsat, at man betaler et afdrag på 10.000 EURO den 31. december 2015.

I eksemplet er det forudsat, at fordringen opfylder betingelserne for en struktureret fordring jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3 og at køber kan anse lånet for et lån i fremmed valuta jf. kursgevinstlovens § 23.

Ved seneste nettoprisindeks f.eks. 31. december 2014 anvendes nettoprisindekset for november 2014, som blev offentliggjort 10. december 2014 og dermed er seneste indeks inden handelstidspunktet den 1. januar 2015.

Restfinansiereingen på 1.470.000 kr. omregnes ved kurs 744,36 til 197.485 EURO.

Der betales renter den 30. juni 2015. Inden denne betaling reguleres lånet i EURO med den relative ændring i nettoprisindekset fra november 2014 til maj 2015.

De 197.485 EURO reguleres derfor med den relative ændring i nettoprisindekset fra 132,3 til 133,6 dvs. en regulering til 197.485* 133,6/132,3 dvs. til 199.425 EURO.

Renten beregnes herefter som 0,5 pct. af 199.425 EURO dvs. 997 EURO. Denne rente betales ved kurs 746,04 dvs. 7.439 kr.

Den 31. december 2015 reguleres den pr. 30. juni 2015 regulerede restgæld på 199.425 EURO med ændringen i nettoprisindekset fra maj 2015 til november 2015 dvs. fra 133,6 til 133,0 dvs. en regulering til 198.529 EURO.

Renten bliver 0,5 pct. af 198.529 EURO dvs. 993 EURO, som betales ved kurs 746,25 dvs. en rente på 7.408 kr.

Det forudsættes, at der derudover den 31. december 2015 betales et afdrag på 10.000 EURO. Dette afdrag betales ved kurs 746,25 dvs. en betaling på 74.625 kr.

Efter denne betaling er restgælden (reguleret med nettoprisindekset og afdraget) på 188.529 EURO.

Sælgers af gevinst/tab på fordringen efter lagerprincippet vil herefter bestå af:

Ifølge lagerprincippet har sælger i 2015 en gevinst 11.523 kr. Denne gevinst beskattes i 2015 som gevinst på struktureret fordring.

Opgørelsen set fra købers side.

Køber kan i 2015 ikke bruge lagerprincippet. Fra og med 2016 vil køber kunne bruge lagerprincippet vedr. ændringer i valutakursen jf. lov 202 af 27. februar 2015. Der skal derfor kun opgøres en gevinst/tab efter realisationsprincippet på afdraget på 10.000 EURO.

Disse 10.000 EURO tilbagereguleres til optagelsen med den relative ændring af nettoprisindekset fra november 2015 og tilbage til november 2014. Det tilbageregulerede afdrag svarer derfor til, at der af det oprindelige lån afdrages 10.000*132,3/133,0 dvs. 9.947 EURO

Afdraget svarer derfor forholdsmæssigt til 9.947 EURO af det oprindelige lån. Disse 9.947 EURO blev optaget til kurs 744,36 dvs. 74.041 kr.

Da afdraget betales med 74.625 kr. er der et tab på dette afdrag på 584 kr.

Dette beløb er i princippet fradragsberettiget. Man kan dog kun fratrække dette beløb, hvis det samme med visse andre kursgevinster og kurstab netto er på mindst 2.000 kr. i gevinst eller mindst 2.000 kr. i tab.

Fra og med 2016 vil køber kunne vælge at bruge lagerprincippet vedr. valutaændringerne, men ikke vedr. børskursændringerne. Reguleringen på grund af ændringerne i nettoprisindekset vil være en ændring i børskursen og er dermed ikke omfattet af evt. valg af lagerprincip for køber.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1.

Vil en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af ændringen i det danske nettoprisindeks kunne anses for en struktureret fordring jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?

Fordringens betingelser er beskrevet i forrige afsnit.

Der bør svares "Ja" til dette spørgsmål.

Den fordring, som køber modtager, påstås at opfylde betingelserne i kursgevinstlovens § 29, stk. 3, dvs. at den er en struktureret fordring. Selvom man ikke i loven anvender begrebet struktureret fordring, så er dette den gængse betegnelse for de pågældende fordringer og bruges derfor her.

I kursgevinstlovens § 29, stk. 3 er anført:

"Stk. 3. Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. 1. pkt. og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område. (understreget her)"

Den fordring, sælger modtager ved salget af ejendommen, vil blive reguleret på basis af et nettoprisindeks. Dette vil som udgangspunkt medføre, at fordringen jf. § 29. stk. 3, 2. punktum ikke kan anses for en struktureret fordring.

Hvis fordringen derimod reguleres på basis af et nettoprisindeks i et land og fordringen er i et andet lands valuta, anses fordringen dog for en struktureret fordring omfattet af § 29, stk. 3, 4. punktum jf. den understregede del af stk. 3, 4. og 5. punktum.

Selvom DKR har en fastkurs i forhold til EURO, så viser praksis vedr. terminskontrakter, at man anser DKR og EURO for forskellige valutaer.

En fordring er tillige kun en struktureret fordring, hvis de reguleringer, man bruger, kan lægges til grund i en finansiel kontrakt jf. § 29, stk. 3, 1. punktum. En regulering på basis af nettoprisindekset vil klart kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Det påstås derfor i relation til spørgsmål 1, at fordringen jf. ovennævnte beskrivelse af fordringen, opfylder betingelserne for at være en struktureret fordring.

Spørgsmål 2

Vil man kunne anse en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af 75 pct. af ændringen i det danske nettoprisindeks i kombination med en regulering på basis af 25 pct. af ændringen i kornnoteringen for hvede f.eks. hvede noteringen på råvarebørsen Matif for en struktureret fordring?

Der bør svares "Ja" til spørgsmål 2.

Hvis man jf. spørgsmål 1 ikke vil anse fordringen for omfattet af reglerne i § 29, stk. 3, idet DKR på grund af fastkursaftalen med EURO kun kan anses for at bevæge sig i begrænset omfang i forhold til EURO og at man i relation til § 29, stk. 3, 5. punktum derfor anser Danmark for en del af EURO området, vil man aftale en regulering på basis af 75 pct. af den relative ændring i det danske nettoprisindeks og samtidigt som 25 pct. af regulering på basis af hvede prisen på en af de internationale råvarebørser f.eks. på Matif i Frankrig.

En sådan aftale bør medføre, at fordringen vil være omfattet af reglerne om struktureret fordringer ifølge kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Som nævnt i 4. punktum vil fordringer, der delvis reguleres på basis af nettoprisindekset alligevel være en struktureret fordring, hvis der i den samlede regulering også indgår andre reguleringer end nettoprisindekset.

Det er tillige en forudsætning, at de reguleringer man bruger, kan lægges til grund i en finansiel kontrakt. En regulering på basis af nettoprisindekset og hvede prisen på Matif vil klart kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt. Det bemærkes i denne forbindelse, at mange futures på korn netop handles på Matif.

Spørgsmål 3

Vil den strukturerede fordring som omtalt i spørgsmål 1 og spørgsmål 2 kunne placeres i sælgers virksomhedsordning?

Der bør besvares "Ja" til spørgsmål 3.

I virksomhedsskatteloven § 1, stk. 2 er anført:

"Stk. 2. Aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, uforrentede obligationer og præmieobligationer kan ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, obligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, kan dog indgå i virksomhedsordningen."

Det fremgår af denne bestemmelse, at obligationer der beskattes efter reglerne om finansielle kontrakter (dvs. strukturerede fordringer) kan indgå i virksomhedsordningen. Disse obligationer er netop de fordringer, der er omtalt i § 29, stk. 3 i kursgevinstloven.

Som det fremgår af SKM2016.15.SR kunne man ikke bruge virksomhedens overskudslikviditet til at opkøbe pantebreve.

Begrundelsen herfor var især:

"Når der er tale om udlån fra virksomhedsordningen, har praksis udviklet sig således, at alene udlån der har direkte tilknytning til den i virksomhedsordningen drevne virksomhed, kan forblive i ordningen. Udlån der ikke har denne tilknytning, anses for båret af private formueinteresser, og kan ikke indgå i virksomhedsordningen."

Skatterådet traf denne afgørelse uanset, at der var tale om pantebreve mellem ikke-interesseforbundne parter, at der var stillet sikkerhed i ejendommene og at pantebrevene i øvrigt klart var handlet på armslængde vilkår.

Derimod kunne man bruge denne overskudlikviditet i virksomhedsordningen, som indskud (aktiekapital) i investeringsselskaber jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.

Dette blev i SKM2016.15.SR begrundet med:

"Spørgsmålet om, hvorvidt aktier/anparter i investeringsselskaber kan indgå i virksomhedsordningen synes derfor - på linje med hvad der i øvrigt gælder - som udgangspunkt at måtte bero på, hvorvidt det pågældende aktiv kan anses som erhvervsmæssigt.

Det er imidlertid SKATs opfattelse, at virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 2. pkt. - for så vidt angår aktier i investeringsselskaber - reelt ville være indholdsløs, hvis man for de pågældende aktier opretholdt et krav om erhvervsmæssig tilknytning. Det har formodningen imod sig, at lovgiver har vedtaget en bestemmelse uden reelt indhold.

For så vidt angår de pågældende aktier er det derfor SKATs opfattelse, at de - i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse i SKM2011.465.SR - vil kunne indgå i virksomhedsordningen."

Bestemmelsen om investeringsselskaber blev i sin tid indført ved lov 407 af 1. juni 2005 jf. lovforslag L 98. Dengang var bestemmelsen placeret i aktieavancebeskatningslovens § 2 a. Ved omskrivning af aktieavancebeskatningsloven fra og med 2006 blev bestemmelsen flyttet til § 19.

I lov 407 af 1. juni 2005 indførte man samtidigt reglerne om strukturerede fordringer i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

I lov 407 af 1. juni 2005 indførte man tillige muligheden for, at både investeringsbeviser i investeringsselskaber og strukturerede fordringer kan placeres i virksomhedsordningen.

I lovforslaget L 98 fremsat 24. februar 2005 havde man foreslået, at investeringsbeviser i investeringsselskaber kunne placeres i virksomhedsordningen. Dette var begrundet med:

"Investeringsbeviser kan som udgangspunkt ikke indgå i virksomhedsordningen. Hvis en virksomhedsejer placerer overskydende likviditet fra virksomheden i investeringsbeviser anses købesummen for investeringsbeviserne for hævet efter den almindelig hæverækkefølge. Konsekvensen af at beløbet anses for hævet er, at beløbet beskattes med fradrag af den allerede betalte virksomhedsskat.

Baggrunden for at investeringsbeviser ikke kan indgå i virksomhedsordningen er et samspil af flere forhold. Dels er der i virksomhedsordningen fuld skatteværdi af fradraget for renteudgifter sammenholdt med at skatteyderen efter udløbet af indkomståret kan frit vælge brugen af virksomhedsordningen til eller fra. Dels beskattes avancen på investeringsbeviser først ved salget af beviset. Hvis almindelige investeringsbeviser kunne indgå i virksomhedsordningen ville købet af investeringsbeviserne kunne ske for et lån i virksomhedsordningen med høj skatteværdi og virksomhedsordningen kunne derefter vælges fra det år, hvori investeringsbeviserne blev solgt.

Det foreslås i bestemmelsen, at investeringsbeviser m.v. i investeringsselskaber gerne må indgå i virksomhedsordningen. Det skyldes, at investeringsbeviserne lagerbeskattes. Det sikrer, at det løbende afkast fra investeringsbeviset kommer til beskatning. Der er derfor ingen grund til, at disse investeringsbeviser ikke ejes i virksomhedsordningen.

Bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2 er helt omformuleret. Herved kommer det mere klart til at fremgå hvilke værdipapirer, som kan indgå i virksomhedsordningen."

Ved Folketingets behandling af lovforslaget L 98 blev der fremsat et ændringsforslag i betænkningen, hvorefter også strukturerede fordringer kan placeres i virksomhedsordningen.

I selve lovteksten blev det tilføjet, at også "indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter" kan indgå i virksomhedsordningen. I 2010 jf. lov 724 af 25. juni 2010 ændrede man "indeksobligationer" til "obligationer". Ved denne ændring kunne midler i virksomhedsordningen i modsætning til tidligere også placeres i andre indeksobligationer forudsat en rente på mere end nul.

Man begrundede ændring i 2005, hvor også strukturerede fordringer kunne placeres i virksomhedsordningen, med:

"Efter forslaget til § 2, stk. 1, i virksomhedsskatteloven skal investeringsbeviser kunne indgå i virksomhedsskatteordningen som følge af, at de lagerbeskattes. Efter lovforslagets fremsættelse er der blevet rejst ønske om, at beskattede indeksobligationer også kan indgå i virksomhedsskatteordningen ligesom beskattede obligationer. Det er sket i en henvendelse til udvalget, der er omdelt som bilag 2 til lovforslaget. De indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, lagerbeskattes, ligesom investeringsbeviser i investeringsselskaber, og det foreslås derfor, at de indgår i virksomhedsskatteordningen. Herudover ændres udtrykket »investeringsbeviser udstedt af investeringsforeninger, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, stk. 7« til det mere præcise: »samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, stk. 7«. Der er ingen grund til, at aktier ikke også skal være omfattet, så længe det selskab, der udsteder, blot er et investeringsselskab, der er omfattet af § 2 a, stk. 7."

Udvidelsen af anbringelsesmulighederne for overskudslikviditet i virksomhedsordningen i relation til investeringsbeviser og i relation til strukturerede fordringer, blev begge begrundet med, at når man skal foretage opgørelsen på disse 2 typer finansielle aktiver efter lagerprincippet, så havde man fjernet eller i det mindste i væsentlig udstrækning reduceret de fordele, man ellers kunne have opnået ved at gå ind og ud af virksomhedsordningen.

Det er i øvrigt den samme begrundelse, der i sin tid var årsagen til, at man kræver renteperiodisering for så vidt angår gæld og fordringer, der er placeret i virksomhedsordningen.

Man omtaler hverken i relation til investeringsbeviserne eller i relation til de strukturerede fordringer, at kun "fordringer (udlån) der har direkte tilknytning til den i virksomhedsordningen drevne virksomhed" kan placeres i virksomhedsordningen.

Det afgørende er ikke denne begrundelse om, at fordringen skal have tilknytning til den i virksomhedsordningen drevne virksomhed. Det afgørende er, at man ikke har regler, der kan misbruges i relation til at kunne opnå fordele ved fra år til år at gå ind i eller ud af virksomhedsordningen.

Både i relation til investeringsbeviserne og i relation til strukturerede fordringer er det indførelsen af lagerprincippet på disse 2 typer finansielle fordringer, der bevirker, at man ikke længere kan opnå de utilsigtede fordele vedr. disse aktiver ved skift mellem virksomhedsordningen og ikke brug af virksomhedsordningen. Derfor besluttede Folketinget i 2005, at man godt må placere disse 2 typer fordringer i virksomhedsordningen.

I SKM2016.15.SR konstaterede Skatterådet, at hvis praksis vedr. direkte udlån fra virksomhedsordningen skulle omfatte investering i investeringsbeviser, ville man ikke i virksomhedsordningen kunne foretage investering i disse investeringsbeviser. Dermed ville der reelt være tale om en indholdsløs lovgivning i 2005. Det måtte have formodningen imod sig, at der skulle være tale om en indholdsløs lovgivning.

Skatterådet afgjorde derfor, at man i virksomhedsordningen kunne foretage investering i investeringsbeviser.

På nøjagtigt samme grundlag vil der være tale om en indholdsløs lovgivning, hvis de strukturerede fordringer, der opfylder betingelserne i kursgevinstloven § 29, stk. 3, ikke vil kunne placeres i virksomhedsordningen jf. § 1 stk. 2 i virksomhedsskatteloven.

Fra 2005 kunne man derfor placere strukturerede fordringer i virksomhedsordningen. Dette skete samtidigt med, at man kunne placere investeringsbeviser i virksomhedsordningen. Der er klart tale om de samme begrundelser m.m. for at begge typer finansielle fordringer kan placeres i virksomhedsordningen. Derfor må også strukturerede fordringer kunne placeres i virksomhedsordningen jf. analogt med SKM2016.15.SR .

Det afgørende er derfor selve lovteksten, som i øvrigt klart støttes på bemærkningerne, der må være afgørende. Den praksis, der i øvrigt har udviklet sig over de seneste år vedr. udlån fra virksomhedsordningen, kan derfor ikke overføres til strukturerede fordringer på samme måde, som denne praksis heller ikke kan overføres til beviser i investeringsselskaber jf. SKM2016.15.SR .

Der bør derfor svares ja til spørgsmål 3.

Spørgsmål 4.

Vil evt. tab på strukturere fordringer, der er placeret i virksomhedsordningen, kunne anses for tab, der vedrører en erhvervsmæssig virksomhed jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1, sidste del af 2. punktum?

Der bør svares "Ja" til spørgsmål 4.

Gevinst og tab på strukturerede fordringer opgøres efter lagerprincippet jf. § 33 i kursgevinstloven.

Gevinsten medregnes til indkomsten.

Personer jf. § 12 har fradrag for tabet på kontrakten, hvis "kontrakten har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed" jf. § 32, stk. 1, sidste del af 2. punktum.

Hvis kontrakten ikke har "tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed" er tabet omfattet af de særlige regler om kildeartsbegrænsningen i § 32, stk. 2 - 4.

Når en struktureret fordring placeres i virksomhedsordningen jf. § 1, stk. 2 i virksomhedsskatteloven, må dette medføre, at indkomsten på den strukturerede fordring også skulle placeres i virksomhedsordningen.

I praksis er det vedrørende terminskontrakter herunder bl.a. swapaftaler afgjort, at en erhvervsmæssig terminskontrakt skal placeres i virksomhedsordningen, medens en ikke-erhvervsmæssig kontrakt ikke kan placeres i virksomhedsordningen.

Da der skal gælde samme regler vedr. strukturerede fordringer som vedr. terminskontrakter, må dette derfor medføre, at evt. tab på en struktureret fordring, der placeres i virksomhedsordningen jf. spørgsmål 3, også medfører, at evt. tab direkte er fradragsberettiget uden at være omfattet af reglerne om kildeartsbegrænset tabsfradrag i kursgevinstlovens § 32, stk. 2 - 4.

Derfor bør der svares "ja" til spørgsmål 4.

Spørgsmål 5

Skal køber - på grund af, at gælden er i fremmed valuta - opgøre gevinst/tab på gælden ifølge kursgevinstlovens § 23?

Der bør svares "Ja" til dette spørgsmål.

Det fremgår af Juridisk vejledning afsnit C.B.1.8.2 ., at reglerne om strukturerede fordringer kun gælder på fordringssiden medens gældssiden (debitor) beskattes efter de alm. regler i kursgevinstloven.

Dette må derfor medføre - da lånet er aftalt i EURO - at gælden er omfattet af kursgevinstlovens § 23 om gæld i fremmed valuta.

Gevinst/tab vil i givet fald blive opgjort efter realisationsprincippet. Fra og med 2016 kan man dog vælge lagerprincippet vedr. udsving i valutakursen.

Gevinst/tab vil også omfatte reguleringerne som følge af ændringerne i nettoprisindekset og evt. regulering på basis af andre aktiver jf. spørgsmål 2 ovenfor. Denne del af ændringerne indgår dog først i købers indkomstopgørelse i takt med at lånet afdrages.

I eksemplet ovenfor er vist, hvordan tabet opgøres på gældssiden.

Høringssvar

Man er enig i svarene på spørgsmål 1, 2 og 5.

Derimod er man uenig i svaret og begrundelsen vedr. svaret på spørgsmål 3 og dermed indirekte, at spørgsmål 4 ikke bør bortfalde.

Ved lovgivningen i 2005 gav man mulighed for, at man fra virksomhedsordningen kunne investere i investeringsbeviser jf. aktieavancebeskatningslovens 2 a (senere ændret til § 19) samt i "obligationer, der beskattes efter reglerne om finansielle kontrakter" (normalt betegnet som strukturerede fordringer).

I udkast til svaret jf. side 23 argumenteres med, at loven bruger begrebet "obligationer", medens kursgevinstlovens § 29 bruger begrebet fordringer. Det anføres dernæst i udkastet til svar, at "obligationer" er kun en delmængde af fordringer. Fordringer er en mere bred betegnelse.

Man anfører således bl.a.:

Ved obligationer forstås massegældsbreve, der typisk handles på en børs ligesom aktier og investeringsbeviser. Såfremt lovgiver havde fundet, at private udlån skulle kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, så ville det fremgå af bemærkningerne til L 98 2004/05 og der ville ikke være brugt ordet "obligationer".

Hertil bemærkes, at Skatterådet i afgørelsen SKM2008.449.SR afgjorde, at et indlån i et pengeinstitut, som blev reguleret efter de bestemmelser, der gælder for finansielle kontrakter jf. kursgevinstlovens § 29, kunne indgå i virksomhedsordningen. Et sådant indlån er ikke et "massegældsbrev".

I afgørelsen SKM2016.15.SR kunne investeringsbeviser i et § 19 selskab indgå i virksomhedsordningen, selvom der var tale om beviser i et investeringsselskab, som var "lukket" til kun at omfatte få ejere. Afgørelsen gælder formentlig også, selvom det kun var en enkelt investor (jf. svaret på spørgsmål 5 i afgørelsen), som ejede hele § 19 selskabet. Dvs. at midler i virksomhedsskatteordningen kan anbringes i et § 19 selskab, som langt fra er (eller ville kunne blive) børsnoteret eller lign. Der er intet der taler for, at man ved lovgivningen i 2005 vedr. § 1, stk. 2 i virksomhedsordningen skulle have medtaget investeringsbeviser fra både "lukkede" foreninger og børsnoterede foreninger m.m., medens man vedr. strukturerede fordringer kun skulle have medtaget massegældsbreve.

I aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3 nævnes, at aktieavancebeskatningslovens bestemmelser også gælder vedr. konvertible obligationer. I den tidligere aktieavancebeskatningslov stod bestemmelsen i § 1, stk. 1. Bestemmelsen kom ind i selve aktieavancebeskatningsloven ved lov 440 af 10. juni 1997. Bestemmelsen om konvertible obligationer kom ind i virksomhedsskatteloven næsten samtidigt ved lov 888 af 3. december 1997. Selvom man her bruger begrebet "obligationer" og har brugt dette udtryk i mange år, kan det ikke anses for kun at omfatte "massegældsbreve", men er i aktieavancebeskatningsloven en helt generel betegnelse for udlån (fordringer), der kan konverteres til aktier. Denne regel gælder derfor både, når de konvertible obligationer er børsnoterede eller lign. og når den konvertible obligation kun vedrører en hovedaktionær, der - som en konvertibel obligation/fordring - udlåner et beløb til sit eget selskab.

Man har derfor ikke i lovgivningen anset begrebet "obligation" for et bevist valg, som kun skulle dække over en delmængde af fordringer. Man har reelt i lovgivningen ikke skelnet imellem, om man bruger begrebet fordringer eller obligationer. Dette må også anses for gældende for fordringer/obligationer i relation til de strukturerede fordringer, der kan medtages i virksomhedsordningen.

Det bestrides derfor, at lovgiver i relation til virksomhedsskattelovens § 1 stk. 2 må have ment, at kun de strukturerede fordringer, der var børsnoterede eller lign. (massegældsbreve), vil kunne placeres i virksomhedsskatteloven.

Hvis lovgiver ville begrænse anbringelsesmulighederne vedr. investeringsbeviser og/eller strukturerede fordringer i virksomhedsskatteloven til kun at omfatte børsnoterede værdipapirer (eller massegældsbreve), må dette klart forudsætte, at man havde anført dette direkte i selve lovteksten samt omtalt dette i bemærkningerne.

Lovgiver må tværtimod have ment, at det er alle fordringer, der var omfattet af reglerne om strukturerede fordringer, som kan indgå i virksomhedsskatteloven. Dvs. på samme måde, som det var alle typer investeringsbeviser i § 19 selskaber jf. SKM2016.15.SR og alle typer konvertible obligationer, der er omfattet af reglerne om aktieavancebeskatningslovens regler, som kan indgå i virksomhedsordningen.

Den afgørende begrundelse i 2005 for udvidelsen af anbringelsesområdet for likvide midler i virksomhedsskatteloven, var indførelsen af lagerprincippet. Ved indførelsen af lagerprincippet kunne man ikke opnå særlige fordele ved at investere i disse finansielle aktiver i virksomhedsordningen jf. begrundelsen i lovforslaget vedr. investeringsbeviser i § 19 selskaberne.

Dette lagerprincip gælder også vedr. investeringsbeviser i "lukkede" selskaber og vedr. alle typer fordringer omfattet af kursgevinstlovens § 29. Dette lagerprincip gælder både, når fordringen/obligationen er børsnoteret, og når fordringen/beviset kun vedrører fordringer hidrørende fra et udlån fra én person til en anden person. Tilsvarende gælder lagerprincippet vedr. et bevis i en investeringsforening efter § 19, hvor det kun er én person, der ejer hele § 19 selskabet og uanset hvilke typer finansielle aktiver, som dette selskab har investeret i. Dog er det en betingelse for at der er tale om et investeringsselskab efter § 19, at selskabet i gennemsnit over året har anbragt mindst 85 pct. af sin formue i fordringer omfattet af kursgevinstloven og/eller aktieavancebeskatningsloven.

Lovgivningen i 2005 må derfor forudsætte, at ledig kapital i virksomhedsordningen kan placeres i alle typer strukturerede fordringer/obligationer/udlån og i alle typer investeringsbeviser i § 19 selskaber.

Derfor må det være alle strukturerede fordringer, der opfylder betingelserne i § 29 i kursgevinstloven, som kan placeres i virksomhedsordningen.

I begrundelsen for svaret på spørgsmål 3 i SKM2016.15.SR anføres, at hvis man ved køb af investeringsbeviser i § 19 selskaber skulle anlægge et erhvervsmæssigt kriterie til grund - som praksis er ved udlån - så ville man reelt ikke kunne købe investeringsbeviser i virksomhedsordningen. Da dette ikke kunne antages at være den rigtige forudsætning for lovgivningen i 2005, måtte det lægges til grund, at man i virksomhedsordningen kunne købe investeringsbeviser i § 19 selskaber i modsætning til køb af sælgerpantebreve. Dette var også gældende vedr. investeringsselskaber, som er ejet af få investorer og formentlig også kun én investor.

Der er intet i lovgivningen omkring de samtidigt indførte regler omkring strukturerede fordringer, der skulle bevirke, at det kun er nogle strukturerede fordringer, der kan placeres i virksomhedsordningen.

Det erhvervsmæssige kriterie, som er udviklet i praksis vedr. udlån fra virksomhedsordningen, gælder derfor ikke ved investering i investeringsbeviser og der er intet i lovgivningen i 2005, der skulle tale for, at strukturerede fordringer skulle behandles anderledes end investeringsbeviserne.

Derfor må det tilsvarende være alle strukturerede fordringer, der kan placeres i virksomhedsordningen.

Det påstås, at dette også gælder selvom udlånet/fordringen er opstået som en fordring, der erhverves ved salg af erhvervsmæssige aktiver jf. § 15 stk. 3 i virksomhedsskatteloven.

I begrundelsen for svaret i udkastet nævnes tillige, at før 2004/05 var retstilstanden den, at fordringer fra udlån - der ikke havde erhvervsmæssig karakter - ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.

I nærværende sag gøres dog opmærksom på, at der ikke er tale om et udlån, men om en fordring, som er erhvervet ved salg af erhvervsmæssige aktiver.

Når fordringer opstår ved salg af virksomhedens aktiver, er der ikke tale om et udlån. Disse fordringer har et lovfæstet krav på at kunne blive i virksomhedsordningen jf. § 15, stk. 3 - medmindre fordringen tilhører de kategorier, som ikke kan placeres i virksomhedsordningen jf. § 1, stk. 2, f.eks. hvis man sælger aktiver til et selskab og modtager aktier som betaling.

Der kan tillige henvises til SKM2004.480.LSR .

Når fordringerne opstår ved salg af erhvervsmæssige aktiver, så har fordringen netop en erhvervsmæssig karakter. Denne praksis må derfor antages at være forudsat af lovgiverne i 2005. Der er ikke påvist holdepunkter for, at dette ikke skulle være tilfældet.

Det påstås derfor, at svaret på spørgsmål 3 skal ændres til "ja" og at spørgsmål 4 derfor ikke bortfalder.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af ændringen i det danske nettoprisindeks kan anses for en struktureret fordring jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Lovgrundlag

Kursgevinstlovens § 29

"Skattepligtige omfattet af § 2, eller § 12 skal medregne gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab medregnes efter de regler, der er angivet i dette kapitel og i kapitel 7.

Stk. 2. Terminskontrakter omfatter ikke aftaler, hvor afviklingstidspunktet ligger senere end aftaletidspunktet, når afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig.

Stk. 3. Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. 1. pkt. og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område."

Praksis

Den juridiske vejledning 2016-1 C.B.1.4.3.7 Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta

"Hvornår er der tale om gæld i fremmed valuta?

Gæld i danske kroner anses for gæld i fremmed valuta, hvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Gæld i fremmed valuta anses for gæld i danske kroner, hvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner. Se KGL § 23, 3. og 4. pkt.

Gæld i EUR anses også for gæld i fremmed valuta.

Der er ikke tale om gæld i fremmed valuta, selvom gælden indfries i en anden valuta, hvis udsving i den anden valuta er uden betydning for gældens størrelse. Se TfS 1998, 612 VLD.

Skatterådet fandt, at en uforrentet gæld i EURO, der skulle indfries til en overkurs, var omfattet af KGL § 23. Se SKM2008.192.SR."

Begrundelse

Det fremgår af det oplyste, at der vil blive udstedt en fordring som delvis betaling i forbindelse med et generationsskifte.

Fordringen vil blive udstedt i Euro og "Derudover vil man regulere fordringen/gælden på basis af seneste offentliggjorte nettoprisindeks fra Danmarks Statistik. Man bruger det seneste nettoprisindeks på tidspunktet for betaling af afdrag og renter."

Det fremgår af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, at fordringer beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, når visse betingelser er opfyldte.

Fordringer, der reguleres med en valuta og et prisindeks, der ikke vedrører samme område, vil altid være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, jf. 29, stk. 3, 4. punktum.

Det fremgår af C.B.1.4.3.7 i Den juridiske vejledning, at Euro er en fremmed valuta, mens det oplyste prisindeks vedrører Danmark.

Dette medfører efter SKATs vurdering, at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, 4. punktum, da fordringen opfylder betingelserne i 4. punktum.

SKAT finder med baggrund i ovenstående, at der kan svares "Ja" til at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at man vil kunne anse en fordring aftalt i EURO med en regulering på basis af 75 pct. af ændringen i det danske nettoprisindeks i kombination med en regulering på basis af 25 pct. af ændringen i kornnoteringen for hvede f.eks. hvede noteringen på råvarebørsen Matif for en struktureret fordring.

Begrundelse

Det fremgår af det oplyste vedr. spørgsmålet, at det ønskes besvaret, hvis der ikke kan svares "Ja" til spørgsmål 1.

SKAT har i spørgsmål besvaret spørgsmålet med et "Ja", så spørgsmål 2 bortfalder,

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at den strukturerede fordring som omtalt i spørgsmål 1 og spørgsmål 2 kunne placeres i sælgers virksomhedsordning.

Lovgrundlag

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2

"Stk. 2. Aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, uforrentede obligationer og præmieobligationer kan ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, obligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, kan dog indgå i virksomhedsordningen."

Forarbejder

L 107 1985/86 (Virksomhedsskatteloven)

Til § 2, som oprindelig foreslået

“Efter lovforslaget skal der udarbejdes et regnskab, der udelukkende vedrører virksomheden. Der skal således regnskabsmæssigt ske en adskillelse af virksomhedens økonomi og den skattepligtiges private økonomi."

Til § 8, som oprindelig foreslået

“Af stk. 3 fremgår, at aktier, anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser, beviser for indskud i akkumulerende og udloddende investeringsforeninger og lignende værdipapirer, der omfattes af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, ikke indgår i afkastgrundlaget. Det samme gælder for indeksobligationer og præmieobligationer. Aktieavancebeskatningsloven omfatter endvidere aktieretter, dvs. ret til fondsaktier samt tegningsretter, der tildeles aktionærerne ved udvidelse af aktiekapitalen. Når de nævnte aktiver ikke medregnes, skyldes det, at afkastet ofte fremkommer som skattefrie kursgevinster, der ikke indgår i overskudsopgørelsen. Hvis der beregnes kapitalafkast med markedsrenten af sådanne aktiver, vil den skattepligtige opnå en ekstra begunstigelse, når det reelle afkast er skattefrit. Andre værdipapirer som f.eks. pantebreve og obligationer kan således indgå i afkastgrundlaget. Aktiver, der ikke kan indgå i afkastgrundlaget, kan dog i øvrigt indgå i virksomheden."

Til § 1, stk. 2, som foreslået i forbindelse med udvalgsbehandlingen

“Efter forslagets § 8, stk. 4, kan aktier, indeksobligationer m.v. ikke medregnes ved opgørelsen af virksomhedens afkastgrundlag. Afkastet af disse aktiver kan fremkomme gennem skattefri kursgevinster og indekstillæg. Når disse aktiver ikke medregnes ved opgørelsen af afkastgrundlaget, skyldes det, at der i så fald normalt ville blive beregnet et kapitalafkast, der er langt større end aktivernes skattepligtige afkast.

I visse tilfælde kan den skattepligtige imidlertid opnå en skattemæssig fordel ved at belåne sådanne aktiver. I disse tilfælde kan aktiverne belånes og provenuet hæves, uden at det medfører en nedsættelse af det beregnede kapitalafkast - fordi dette allerede er nul - eller medfører rentekorrektion efter § 11, der modsvarer renteudgiften på den øgede gæld. Herved får renteudgiften på det reelt private lån en skatteværdi på op til ca. 68 pct.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, holdes disse aktiver uden for virksomhedsordningen, når der ikke er tale om, at den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Herved sikres det, at den skattepligtige ikke kan opnå en fordel ved at optage lån i virksomheden og anvende denne privat.

Hvis aktier m.v. erhverves for virksomhedens midler, anses et beløb svarende til aktiernes værdi for overført til den skattepligtige i overensstemmelse med den almindelige hæverækkefølge i § 5."

Skatteministerens besvarelse af henvendelse fra De danske Landboforeninger til Skatte og Afgiftsudvalget

“Det fremgår både af selve lovforslaget og af bemærkningerne hertil, at den skattepligtige ved udarbejdelse af åbningsbalancen skal foretage en regnskabsmæssig opdeling på virksomhed og privatøkonomi. Den skattepligtige vil derfor ikke ved udarbejdelse af åbningsbalance for virksomheden kunne medtage private aktiver i virksomhedsregnskabet som f.eks. privat indbo, værdien af en livsforsikringspolice samt de finansielle aktiver, der efter det ændringsforslag, der vil blive stillet til § 1, ikke kan indgå i virksomheden.

(...)

Som det fremgår af svaret på spørgsmål 10 (bilag 9) til skatte- og afgiftsudvalget, vil det som regel være uden betydning, om finansielle aktiver og passiver indgår i virksomheden eller holdes uden for. Ligningsmyndighederne skal derfor normalt ikke undersøge den regnskabsmæssige opdeling, som den skattepligtige har foretaget.

Der kan imidlertid være en vis forskel på den beregnede kapitalafkastsats efter lovforslaget og den faktiske rente i forhold til kontantværdien af fordringer og gæld. Hvis der er tale om meget store beløb, kan denne forskel betyde, at der kan være en skattemæssig fordel i, at de finansielle aktiver og passiver indgår i virksomhedsordningen.

I de tilfælde, hvor der klart foreligger en skattemæssig begrundelse for at medtage en stor post finansielle aktiver og passiver i regnskabet, kan der være anledning til at foretage en nærmere efterprøvelse af, om disse finansielle aktiver og passiver må karakteriseres som erhvervsmæssige eller private. Det kan f.eks. være en interessent med en leasinganpart på 50.000 kr., der i sit regnskab for denne selvstændige virksomhed supplerer med finansielle aktiver og passiver på et større millionbeløb. Der kan således undtagelsesvis blive tale om at ændre den skattepligtige opdeling af virksomhed og privatøkonomi. Ønsker ligningsmyndighederne i enkeltstående tilfælde at foretage en sådan ændring, bør spørgsmålet forinden forelægges statsskattedirektoratet."

Skatteministerens besvarelse af spørgsmål 49 og 89 til Skatte- og Afgiftsudvalget i forbindelse med behandlingen af L 107 1985/86 (virksomhedsskatteloven)

Spørgsmål 49

“Svar: Efter forslaget skal den skattepligtige regnskabsmæssigt adskille virksomhed og privatøkonomi. Dvs. at de aktiver, der indskydes i virksomheden og dermed indgår på indskudskonto og kapitalafkastgrundlag, skal være til brug for virksomheden. Private aktiver kan således ikke indskydes i virksomheden. (...)"

Spørgsmål 89

“Svar: Da virksomheden ikke er et selvstændigt retssubjekt, kan der ikke fra virksomheden ydes lån, når dette ikke har erhvervsmæssig karakter. Hvis den skattepligtige finansierer privat långivning ved at hæve beløbet i virksomheden, sker hævningen efter prioritetsorden i § 5. Virksomheden kan dog godt give kredit til personer, som har en erhvervsmæssig tilknytning til virksomheden, f.eks. varedebitorer. Endvidere kan virksomheden placere ledig kapital som bankindskud, i obligationer m.v."

L 98 2004/05

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, foreslås affattet således (lovforslagets § 11):

“Aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, indeksobligationer og præmieobligationer kan ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, og investeringsbeviser udstedt af investeringsforeninger, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, stk. 7 [investeringsselskaber

red.], kan dog indgå i virksomhedsordningen."

Bemærkninger til lovforslagets § 11:

“Investeringsbeviser kan som udgangspunkt ikke indgå i virksomhedsordningen.

Hvis en virksomhedsejer placerer overskydende likviditet fra virksomheden i investeringsbeviser, anses købesummen for investeringsbeviserne for hævet efter den almindelige hæverækkefølge. Konsekvensen af at beløbet anses for hævet er, at beløbet beskattes med fradrag af den allerede betalte virksomhedsskat. Baggrunden for at investeringsbeviser ikke kan indgå i virksomhedsordningen er et samspil af flere forhold. Dels er der i virksomhedsordningen fuld skatteværdi af fradraget for renteudgifter sammenholdt med at skatteyderen efter udløbet af indkomståret kan frit vælge brugen af virksomhedsordningen til eller fra. Dels beskattes avancen på investeringsbeviser først ved salget af beviset. Hvis almindelige investeringsbeviser kunne indgå i virksomhedsordningen ville købet af investeringsbeviserne kunne ske for et lån i virksomhedsordningen med høj skatteværdi og virksomhedsordningen kunne derefter vælges fra det år, hvori investeringsbeviserne blev solgt.

Det foreslås i bestemmelsen, at investeringsbeviser m.v. i investeringsselskaber gerne må indgå i virksomhedsordningen. Det skyldes, at investeringsbeviserne lagerbeskattes. Det sikrer, at det løbende afkast fra investeringsbeviset kommer til beskatning. Der er derfor ingen grund til, at disse investeringsbeviser ikke ejes i virksomhedsordningen.

Bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2 er helt omformuleret. Herved kommer det mere klart til at fremgå hvilke værdipapirer, som kan indgå i virksomhedsordningen."

Særligt om ændringen i vedr. indeksobligationer omfattet af KGL § 29, stk. 3, i virksomhedsskatteordningen

LFB 2005-05-04 nr. 98

"Bemærkninger

(...)

Til nr. 5

Efter forslaget til § 2, stk. 1, i virksomhedsskatteloven skal investeringsbeviser kunne indgå i virksomhedsskatteordningen som følge af, at de lagerbeskattes. Efter lovforslagets fremsættelse er der blevet rejst ønske om, at beskattede indeksobligationer også kan indgå i virksomhedsskatteordningen ligesom beskattede obligationer. Det er sket i en henvendelse til udvalget, der er omdelt som bilag 2 til lovforslaget. De indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, lagerbeskattes, ligesom investeringsbeviser i investeringsselskaber, og det foreslås derfor, at de indgår i virksomhedsskatteordningen. Herudover ændres udtrykket »investeringsbeviser udstedt af investeringsforeninger, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, stk. 7« til det mere præcise: »samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, stk. 7«. Der er ingen grund til, at aktier ikke også skal være omfattet, så længe det selskab, der udsteder, blot er et investeringsselskab, der er omfattet af § 2 a, stk. 7."

Spørgsmål til Skatteministeren i forbindelse med udvalgsarbejde

L98 spørgsmål 27

"Spørgsmålets ordlyd:

Er det ikke korrekt, at det bebudede ændringsforslag jf. L 98 - bilag 4, som følger af henvendelsen fra Ernst & Young, gør det muligt for indeksobligationer omfattet af bestemmelserne i kursgevinstlovens § 29, stk. 3, at indgå i virksomhedsordningen, hvormed der skabes et incitament for skatteydere, der bruger virksomhedsordningen, til at investere ledig kapital i indeksobligationer udstedt af hedgeforeninger? Er det regerings politik, at der specielt skal ske begunstigelse af sådanne spekulative værdipapirer?

Svar: Hedgeforeningers forhold reguleres i det samtidig fremsatte forslag af økonomi- og erhvervsministeren, således at der tilvejebringes forsvarlige rammer for driften af hedgeforeninger i Danmark. Skattemæssigt sidestilles hedgeforeninger med andre investeringsforeninger. Samtidig er investeringsbeviser i hedgeforeninger undergivet lagerbeskatning som kapitalindkomst, og jeg ser derfor ikke noget forkert i, at disse papirer som foreslået kan indgå i virksomhedsordningen. Det samme gælder indeksobligationer udstedt således, at de følger kursudviklingen på investeringsbeviser i hedgeforeninger. Også de er undergivet en lagerbeskatning som kapitalindkomst.

Ministerens svar på henvendelsen fra Ernst & Young

"Henvendelse fra Ernst & Young (udvalgets bilag 2)

I henvendelsen gøres opmærksom på, at indeksobligationer ikke kan indgå i

virksomhedsskatteordningen. Baggrunden herfor er det skattefri indekstillæg, som ikke bør kunne indgå i virksomhedsskatteordningen. Hvis det kunne indgå, ville for stor en del af virksomhedens indkomst i et givet år kunne henføres til kapitalafkast, idet kapitalafkastet beregnes som kapitalafkastskatteprocenten gange med de indskudte aktivers værdi i det år, hvori afkastet beregnes.

Hvis L 98 gennemføres, er indekstillæg m.v. på en række indeksobligationer

indkomstskattepligtige efter et lagerprincip. Der er altså løbende knyttet en indkomst til aktiverne, som betyder, at der ikke vil ske noget ved, at de indskydes i virksomhedsskatteordningen. Der opstår ikke noget misforhold mellem beregning af kapitalafkast og virksomhedens skattepligtige indkomst.

I henvendelsen foreslås derfor, at lagerbeskattede indeksobligationer indgår i virksomhedsskatteordningen. Jeg vil godt fremsætte et ændringsforslag herom.

I henvendelsen foreslås, at også de sortstemplede indeksobligationer, der nævnes i kursgevinstlovens § 38, stk. 3, kan indgå i virksomhedsskatteordningen. Det er ikke obligationer, der overhovedet omfattes af nærværende lovforslag, og da en hensigtsmæssig afgrænsning af forslaget samtidig rejser spørgsmål om de generelle regler for hvilke aktiver, der i øvrigt kan indskydes i virksomhedsskatteordningen, vil jeg ikke fremsætte ændringsforslag på dette punkt."

Ved lov nr. 724 af 25/06-10 blev indeksobligation ændret til obligationer

"Almindelige bemærkninger

(...)

3.12. Indeksobligationer i virksomhedsordningen

3.12.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i virksomhedsskatteloven, jf. § 1, stk. 2, 1. pkt., kan aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver.

Derimod kan konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, samt aktier og investeringsforeningsbeviser m.v., når aktier og investeringsforeningsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

I dag gælder en særlig mindsterente for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, jf. kursgevinstlovens § 38, stk. 3. Mindsterentereglen for indeksregulerede obligationer indebærer, at såvel indeksopskrivningen som en eventuel kursgevinst er skattefri, hvis mindsterenten er opfyldt.

3.12.2. Forslagets formål og baggrund

Som konsekvens af ophævelsen af mindsterentereglen for fordringer generelt, jf. kursgevinstlovens § 38, stk. 1 og 2, og de foreslåede ændringer af kursgevinstlovens § 14, foreslås det ligeledes, at skattefriheden for indeksregulerede obligationer ophæves. Herved vil der ikke skattemæssigt være forskel på indekserede fordringer og andre fordringer, idet forslaget indebærer, at såvel indeksopskrivningen som en eventuel kursgevinst bliver undergivet beskatning.

Det taler for, at indekserede fordringer også i relation til virksomhedsordningen behandles på samme måde som andre fordringer, således at forbuddet mod, at indekserede obligationer kan indgå i virksomhedsordningen, ophæves.

3.12.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at forbuddet mod, at indekserede obligationer kan indgå i virksomhedsordningen, ophæves, således at indekserede obligationer i relation til virksomhedsordningen behandles på samme måde som andre fordringer.

Forslaget indebærer, at indekserede obligationer kan indgå i virksomhedsordningen, hvis fordringen ikke er uforrentet, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 1. pkt., eller beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 2. pkt."

"Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

(...)

Til § 12

Til nr. 1

Det foreslås, at indekserede obligationer kan medtages i virksomhedsordningen, medmindre obligationen er uforrentet. Forslaget indebærer, at reglerne for indekserede fordringer kommer til at svare til reglerne for andre fordringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.12."

Praksis

Den juridiske vejledning 2016-1 C.C.5.2.2.4 Erhvervsmæssige aktiver

"Resumé

Som hovedregel er det kun erhvervsmæssige aktiver, der kan indgå i virksomheden. Det er derfor nødvendigt at dele aktiverne op i en erhvervsmæssig og en privat del. Afsnittet indeholder eksempler på afgrænsningen mellem erhvervsmæssige og private aktiver.

Hovedregel

Når den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at bruge virksomhedsordningen for et indkomstår, skal reglerne anvendes for hele virksomheden i hele indkomståret. Se VSL § 2, stk. 2.

De erhvervsmæssige aktiver skal indgå i virksomhedsordningen. Som udgangspunkt er det ikke muligt at holde en del af de erhvervsmæssige aktiver uden for ordningen.

Den selvstændige kan vælge, om visse blandet benyttede aktiver skal indgå i virksomhedsordningen eller holdes uden for. Se VSL § 1, stk. 3.

De nærmere regler om blandet benyttede aktiver er omtalt i afsnit C.C.5.2.2.6 om blandet benyttede aktiver.

Bemærk

Private aktiver kan ikke indgå i virksomhedsordningen.

(...)

Fordringer kan indgå i virksomheden, hvis de har karakter af fx periodiske lån og er et normalt led i virksomhedens drift.

I en sag fandt Landsskatteretten, at en fordring ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, fordi det følger af VSL § 1 og bestemmelsens forarbejder, at samtlige erhvervsmæssige aktiver i virksomheden skal medtages i virksomhedsordningen, og at ikke erhvervsmæssige aktiver skal holdes udenfor. I lovens § 1, stk. 2, er anført en række aktiver, der ikke kan medtages i virksomhedsordningen, medmindre den selvstændige driver næring med sådanne aktiver. Det følger imidlertid ikke af ordlyden af bestemmelsen, at alle øvrige former for fordringer kan erhverves for virksomhedens midler, idet fordringen som udgangspunkt skal være erhvervsmæssig.

Landsskatteretten lagde vægt på, at

• virksomheden ikke drev udlånsvirksomhed
• fordringen ikke udsprang af virksomhedens almindelige drift
• der var tale om et meget usædvanligt udlånskoncept, hvor forrentningen blev sikret via spil hos bookmakers.

Udlånet var med rette anset for virksomheden uvedkommende, og var derfor en privat hævning i virksomhedsordningen omfattet af VSL § 5. Se SKM2010.96.LSR og SKM2015.719.SR .

(...)

Fordringer kan indgå i virksomheden, hvis de har karakter af fx periodiske lån, og når de er et normalt led i virksomhedens drift. Derimod kan fordringer, der har karakter af private udlån, og andre private aktiver ikke indgå i virksomheden.

Dette er slået fast af Landsskatteretten i en sag, hvor et udlån ikke blev anset for erhvervsmæssigt. Udlånet blev anset for en privat hævning i virksomheden efter VSL § 5. Landsskatteretten bemærkede, at virksomheden godt kunne udlåne erhvervsmæssigt uden, at det blev betragtet som en privat hævning efter VSL § 5. Det forudsatte imidlertid, at udlånet havde tilknytning til virksomhedens drift. Der kunne derimod ikke ske udlån af virksomhedens midler, hvis udlånet var ydet for at tilgodese private investeringsinteresser. Se SKM2010.96.LSR .

Ligningsrådet har taget stilling til udlån fra virksomhedsordningen til dels et selskab, der var ejet 100 pct. af den selvstændigt erhvervsdrivende, og til dels en datter. I begge tilfælde fandt Ligningsrådet, at lånene ikke havde tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Lånene kunne derfor ikke indgå i virksomhedsordningen, men ville være en hævning i hæverækkefølgen efter VSL § 5. Se SKM2001.201.LR og SKM2001.202.LR . Se også SKM2006.555.LSR , hvor et udlån til et af den selvstændige kontrolleret selskab blev anset for en hævning i virksomhedsordningen.

Den juridiske vejledning 2016-1 C.C.5.2.2.5 Aktier, andelsbeviser mv.

"Strukturerede obligationer

Obligationer, der er omfattet af KGL § 29 stk. 3, 1. pkt., er omfattet af definitionen på indeksobligationer. De kan derfor som udgangspunkt indgå i virksomhedsskatteordningen. Hvis obligationen er omfattet af KGL § 29, stk. 3, 2. eller 3. pkt., kan obligationen ikke indgå i virksomhedsskatteordningen, medmindre den også bliver reguleret efter et andet grundlag, der er omfattet af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., eller den reguleres efter et valuta- og prisindeks, der ikke vedrører samme område, jf. KGL § 29, stk. 3, 4. pkt. Se SKM2006.307.SR .

Obligationer, hvor indfrielseskursen delvist blev reguleret af udviklingen i værdipapirer på el- og energimarkedet, var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Obligationerne kunne derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 2. Se SKM2009.34.SR .

Et struktureret indlån er omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3, og kan derfor indgå i virksomhedsordningen jf. VSL § 1, stk. 2. Se SKM2008.449.SR .

Nogle værdipapirer, der i visse tilfælde kunne blive nedskrevet, og som ejeren ikke havde et ubetinget krav på at få indfriet, blev anset for almindelige fordringer og ikke strukturerede obligationer. Fordringer, der af udstederen eventuelt kunne konverteres til kapitalandele, blev ligeledes anset for almindelige fordringer. Midler i virksomhedsordningen kunne anvendes til investering i værdipapirerne, så længe der skete forrentning jf. SKM2014.711.SR."

Afgørelser m.v.

SKM2001.201.LR

Udlån af midler, der var opsparet i virksomhedsordningen, til en datters finansiering af et hus var ikke erhvervsmæssigt, men havde privat karakter. Fordringens værdi var en overførsel til den selvstændige i hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 5.

SKM2008.449.SR

Skatterådet bekræftede, at erhvervsmæssige aktiver, der blev indskudt i et pengeinstitut som et såkaldt struktureret indlån, kunne indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet vurderede, at det strukturerede indlån var omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3, om finansielle kontrakter, og at de derfor kunne indgå i virksomhedsordningen jf. VSL § 1, stk. 2.

Det strukturerede indlån kunne indgå i virksomhedsordningen, såfremt det var et erhvervsmæssigt aktiv.

SKM2013.505.HR

Sagsøgeren havde siden 1990 drevet selvstændig lægevirksomhed under anvendelse virksomhedsordningen. Fra lægevirksomheden blev der i 2001 og 2002 ydet lån på henholdsvis 400.000 kr. og 113.000 kr. til et anpartsselskab, H1 ApS, som sagsøgeren var 100 pct. ejer af. Skattemyndighederne havde anset beløbet for overført til sagsøgeren efter hæverækkefølgen.

Højesterets begrundelse er sålydende:

"A drev i 2001 og 2002 lægevirksomhed under virksomhedsordningen i henhold til virksomhedsskatteloven. Fra lægevirksomheden blev der i 2001 og 2002 ydet lån på henholdsvis 400.000 kr. og 113.000 kr. til et anpartsselskab, H1 ApS, som A var 100 % ejer af. Anpartsselskabets aktiviteter bestod primært i handel med aktier for lånte midler.

Skattemyndighederne har anset de nævnte beløb for overført til A personligt som opsparet overskud i henhold til virksomhedsskattelovens § 5 og har som følge heraf bl.a. forøget hans personlige indkomst med 400.000 kr. i 2001 og 113.000 kr. i 2002. Sagen angår, om skattemyndighederne har været berettiget hertil.

I virksomhedsskattelovens § 5 er rækkefølgen for "overførsel af værdier fra virksomheden til den skattepligtige" fastsat. Det er ikke i lovteksten nærmere angivet, hvornår der er tale om "overførsel af værdier til den skattepligtige" i bestemmelsens forstand, men spørgsmålet, om et lån må anses for overførsel af værdier til den skattepligtige, er omtalt i forarbejderne til loven. Heraf fremgår, at virksomheden kan yde lån, der har erhvervsmæssig karakter, uden at dette anses for overførsel af værdier til den skattepligtige. Virksomheden kan således give kredit til personer, som har en erhvervsmæssig tilknytning til virksomheden, f.eks. varedebitorer. Virksomheden kan endvidere placere ledig kapital som bankindskud, i obligationer mv. Hvis den skattepligtige derimod finansierer privat långivning, herunder til ægtefælle eller nært beslægtede, ved at hæve beløb i virksomheden, er der tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til lovens § 5.

Højesteret finder, at de lån, som blev ydet til H1 ApS, ikke havde erhvervsmæssig karakter. Der var derimod tale om, at A finansierede privat långivning, idet han, uden at det havde tilknytning til lægevirksomhedens aktiviteter, hævede beløb i virksomheden. Herved skete der "overførsel af værdier" fra virksomheden "til den skattepligtige" som nævnt i virksomhedsskattelovens § 5.

Højesteret tiltræder, at det ikke er godtgjort, at der foreligger en administrativ praksis, som udelukker ændring af As indkomstansættelse.

Højesteret stadfæster herefter dommen."

SKM2015.728.LSR

En mellemregning på anfordringsvilkår og til markedsrente, der forventedes etableret i forbindelse med en påtænkt overdragelse af en næringsvirksomhed med køb og salg af ejendomme, ansås for en hævning i virksomhedsskatteordningen for overdrageren. Det gjorde ikke nogen forskel, om mellemregningen sikredes ved udstedelse af ejerpantebrev fra køber.

SKM2016.15.SR

Lån ydet mod pant i fast ejendom kunne ikke indgå i virksomhedsordningen. Virksomhedens midler ville dog, uden at det blev anset for en hævning, kunne anbringes i et investeringsselskab, der i stedet stod for udlånsaktiviteten.

Teori

Jane Bolander i SR.2013.287

"Med Højesterets dom [SKM2013.505.HR, red.] er det fastslået, at der skal være en rimelig tæt forbindelse til den virksomhed, som drives i ordningen for at et udlån kan anses for at være erhvervsmæssigt begrundet.

Samtidig må det også kunne udledes af afgørelsen, at der er meget stramme rammer for, hvor overskydende likviditet i virksomheden kan placeres. Der skal være tale om en temmelig sikker placering, som bankindskud, obligationer og lign."

Bent Ramskov i TfS 2014, 7

"Anlægsudlån fra virksomhedsordningen kan derfor fremad kun ske, hvis det sker til et pengeinstitut eller har et sådant omfang, at det er erhvervsmæssigt.

Grænserne herfor synes at være meget snævre. Omvendt vil bankindskud og vederlagsfordringer som udgangspunkt være erhvervsmæssige."

Begrundelse

Spørger ønsker i denne sag, at et tilgodehavende opstået ved salg af en ejendom til spørgers søn, kan forblive i sælgers virksomhedsordning. Fordringen er stiftet på anfordringsvilkår og forrentet med 1% p.a. Fordringen/gælden aftales i Euro, og reguleres endvidere efter det senest opgjorte nettoprisindeks fra Danmarks Statistik, og får derfor karakter af en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, jf. besvarelsen af spørgsmål 1.

Der foreligger en række afgørelser om, hvorvidt sælgertilgodehavender ved salg af virksomhedsaktiver kan forblive i ordningen.

I SKM2015.728.LSR fandt landsskatteretten, at et tilgodehavende opstået ved salg af en ejendom til spørgers søn, ikke kunne forblive i virksomhedsordningen. Uanset at det ikke er usædvanligt at en andel af salg af virksomhed sker i form af en aftale om delvis sælgerfinansiering, og at dette ud fra en konkret vurdering, kan være et erhvervsmæssigt udlån i relation til virksomhedsordning, fandt landsskatteretten i det konkrete tilfælde at det omhandlede anfordringslån normalt ikke ville være accepteret i forbindelse med et salg til en uafhængig køber. Udlånet blev herefter anset for privat.

I SKM2015.610.SR fandt Skatterådet, at et tilgodehavende fra salg af virksomhedens aktiver eller fra et (del)salg af virksomheden som udgangspunkt kan indgå i virksomhedsordningen, medmindre tilgodehavendet er usædvanligt ved handel mellem ikke-interesseforbundne parter, men må antages at udspringe af interessefællesskabet. I den konkrete sag fandtes dele af finansieringen at være betinget af interessefællesskabet.

Med afsæt i bl.a. ovenstående afgørelser, er det SKATs opfattelse at det i denne sag opståede sælgertilgodehavende må anses for usædvanligt ved handel mellem ikke-interesseforbundne parter, bl.a. når henses til anfordringsvilkåret.

Spørger har gjort gældende, at der i denne sag ikke er tale om udlån da der er tale om salg af virksomhedsaktiver. Salgssummer for sådanne kan efter spørgers opfattelse ubetinget forblive i virksomhedsordningen. Der er henvist til virksomhedsskattelovens § 15, stk. 3.

I SKM2015.610.SR er samme synspunkt gjort gældende. Skatterådet fandt ikke at dette forhold kunne tillægges betydning ved bedømmelsen af, hvorvidt der var tale om private udlån.

Skatterådet var enig i, at salgssummer som udgangspunkt kan forblive i virksomhedsskatteordningen, jf. VSL paragraf 15, stk. 3, også når der er tale om en familieoverdragelse, men det kræver, at lånet er ydet på samme vilkår som mellem uafhængige parter. Denne betingelse svigter i sagen her (og også i den tidligere sag).

Spørgsmålet er herefter om den omstændighed, at fordringen ved at være aftalt i Euro og reguleret efter nettoprisindekset, hvilket giver den karakter af at være en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, ændrer denne vurdering.

Som det fremgår ovenfor under "forarbejder" var det ikke en del af det oprindelige lovforslag (L98 2004/05), at midler i virksomhedsordningen kunne anvendes til investering i strukturerede obligationer.

I forbindelse med lovforslaget behandling, blev et ønske om mulighed for at investere ledig kapital i virksomhedsordningen i lagerbeskattede indeksobligationer imødekommet. Beskattede indeksobligationer blev således sidestillet med beskattede obligationer.

Lovteksten blev affattet således at der gives mulighed for investering i: "obligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter".

Hverken lovteksten eller forarbejderne giver holdepunkter for, at lovgivers intention med at give mulighed for at investere midler i virksomhedsskatteordningen i strukturerede obligationer, tillige var at give mulighed for at anvende virksomhedsmidler til investering i private udlån, der ikke kan være i virksomhedsordningen, blot udlånet reguleres som angivet i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Det er således efter SKATs opfattelse ikke uden betydning, at der i bestemmelsen er anvendt udtrykket obligationer og ikke fordringer. Det afgørende er om der er tale om et produkt, der er egnet til investering af ledig kapital. Skatterådet har derfor i SKM2008.449.SR accepteret, at der kunne ske indskud på indlån i pengeinstitutter, der var reguleret således, at indlånene ville være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Almindelige indlån i pengeinstitutter vil også kunne ske med midler i virksomhedsordningen.

I den konkrete sag er der tale om et udlån fra far til søn, der efter praksis sædvanligvis ikke kan ske med midler i virksomhedsordningen. Det forhold, at fordringen reguleres efter nogle indeks m.v. som bevirker, at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3 ændrer ikke heri. Fordringen får ikke karakter af en struktureret obligation eller et hermed sammenligneligt produkt.

Spørger har endvidere henvist til SKM2016.15.SR , hvor Skatterådet tillod, at virksomhedsmidler blev anvendt til investering i investeringsbeviser i investeringsselskaber omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Investeringsselskabet investerede i pantebreve af en karakter, som normalt ikke ville kunne købes for midler i virksomhedsordningen.

Det er SKATs opfattelse at denne afgørelse ingen betydning har for nærværende sag. Det bemærkes herved, at investeringsselskaber også kan investere i aktier, som heller ikke kan placeres i virksomhedsordningen. Dette er i overensstemmelse med lovgivers intention med bestemmelsen. Begrundelsen herfor er, at aktiverne i investeringsselskabet undergives lagerbeskatning.

I den konkrete sag er der tale om et privat og direkte udlån af midler i virksomhedsordningen til spørgerens søn.

SKAT finder på baggrund af ovenstående, at der skal svares "Nej" på spørgsmål 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at et evt. tab på strukturerede fordringer, der er placeret i virksomhedsordningen, kan anses for tab, der vedrører en erhvervsmæssig virksomhed jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1, sidste del af 2. punktum.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da der er svaret "Nej" til spørgsmål 3.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at køber skal - på grund af, at gælden er i fremmed valuta - opgøre gevinst/tab på gælden ifølge kursgevinstlovens § 23?

Lovgrundlag

Kursgevinstlovens § 23

Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22 eller § 24 A. 1. pkt. finder dog alene anvendelse, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med nettogevinster og nettotab omfattet af § 14 og gevinst og tab på investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 22, overstiger 2.000 kr. Gæld i danske kroner anses som gæld i fremmed valuta, hvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Gæld i fremmed valuta betragtes som gæld i danske kroner, hvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner.

Praksis

Den juridiske vejledning 2016-1 C.B.1.4.3.7 Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta

"Regel

Personer og dødsboer, der ikke er pengenæringsdrivende, skal medregne gevinst og tab på gæld i fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se KGL § 23.

Skattepligten henholdsvis fradragsretten gælder kun, hvis årets nettogevinst eller -tab sammenlagt med gevinst og tab på

• fordringer omfattet af KGL § 14 og
• beviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der efter ABL § 22 er obligationsbaserede

overstiger 2.000 kr.

Hvis bagatelgrænsen på 2.000 kr. overskrides, er hele gevinsten skattepligtig eller hele tabet fradragsberettiget.

Gevinst og tab skal medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 2.

Hvornår er der tale om gæld i fremmed valuta?

Gæld i danske kroner anses for gæld i fremmed valuta, hvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Gæld i fremmed valuta anses for gæld i danske kroner, hvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner. Se KGL § 23, 3. og 4. pkt.

Gæld i EUR anses også for gæld i fremmed valuta.

Der er ikke tale om gæld i fremmed valuta, selvom gælden indfries i en anden valuta, hvis udsving i den anden valuta er uden betydning for gældens størrelse. Se TfS 1998, 612 VLD.

Skatterådet fandt, at en uforrentet gæld i EURO, der skulle indfries til en overkurs, var omfattet af KGL § 23. Se SKM2008.192.SR .

(...)".

Den juridiske vejledning 2016-1 C.B.1.8.2 Strukturerede fordringer

Afsnittet omhandler beskatning efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

"(...)

Reglerne gælder kun fordringssiden (kreditor). Gældssiden (debitor) beskattes efter de almindelige regler i kursgevinstloven."

Begrundelse

Det fremgår af det oplyste, at køber er en person, der vil være debitor på fordringen og herved have en gæld i fremmed valuta, da gælden vil være i Euro.

Dette medfører, at fordringen er omfattet af kursgevinstlovens § 23 og der kan svares "Ja" til spørgsmålet.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse