Dokumentets metadata

Øl-, vin- og mineralvandsafgift - indkøb i Tyskland - eget forbrug

Sagen handlede om, hvorvidt SKAT med rette havde opkrævet punktafgifter af en mængde øl, vin og mineralvand fra Tyskland, som den afgiftspligtige havde indført fra Tyskland.Endvidere handlede sagen om, hvorvidt der var hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde.Den afgiftspligtige gjorde gældende, at en del af varerne ikke tilhørte ham, og at de øvrige varer var indført til eget brug. Den afgiftspligtige gjorde i relation til det sidste synspunkt bl.a. gældende, at de varer, han havde indført, som lå inden for de vejledende satser for afgiftsfri indførelse af varer, nødvendigvis måtte anses for at være indført til eget forbrug.Under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse overfor den afgiftspligtige, fandt landsretten at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug.Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen og sin søns og barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort at varerne var til eget forbrug.Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.Vedrørende den omtvistede opkrævning af depositum fandt landsretten, at skattemyndighederne efter toldlovens § 83, stk. 1, havde hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde.Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom af 8. december 2014 (SKM2015.106.BR), hvorved Skatteministeriet med frifundet.

Parter

A
(advokat Thomas Jensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Bo Ruby Nilsson)

Afsagt af landsretsdommerne

Annette Dellgren, Chris Olesen og Eva Skov (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 8. december 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 3-168/2014).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at han ikke blev anmodet om at aflevere boner, da han først blev standset på landevejen. Han havde ikke alle bonerne for de varer, der var i bilen. UH havde bonerne for de varer, der var hendes. Det sagde de flere gange til toldmedarbejderne, men de svarede ikke på det. De så heller ikke efter, hvad UH havde af varer. Det var i den forbindelse, at en toldmedarbejder sagde til ham, at det skulle han ikke finde sig i. Da han havde betalt depositummet den 5. juni 2013, troede han, at han måtte tage drikkevarerne med, men SKAT beholdt det hele. Han er blevet ringet op to gange af toldmedarbejdere, der spurgte, om han ville gøre noget ved sagen. Det ville han, når selv en tolder kunne se, at der var noget galt.

Der er 21 minkfarme i området, hvor han bor, og han holder en årlig fest. Nogle af varerne skulle bruges til denne fest for folkene fra minkfarmene. Gæsterne bidrog ikke med noget, men kom blot og deltog i festen. Desuden skulle andre af varerne bruges i forbindelse med en fest i anledning af hans hustrus fødselsdag. Normalt handler han i Tyskland en gang om året. Det er typisk i juni, men det er ikke hvert år, at han er i Tyskland. Han har haft ca. den samme mængde drikkevarer med hjem ved disse lejligheder. Han er blevet stoppet mange gange. Tolderne har i den forbindelse sagt, at han havde lidt rigeligt med. Han har så forklaret, at han skulle holde fest, og så har det været i orden. Han har en gang fået en indskærpelse.

Det kan godt være, at indkøbene den 22. december 2012 var til hans og hustruens guldbryllup. Guldbrylluppet blev holdt på en kro. Bonen fra den 15. april 2013 kan hænge sammen med, at hans søn og barnebarn var i Tyskland for at købe maling. Han havde ved den lejlighed udlånt sit dankort til sønnen. Hans søn og barnebarn har ikke været med til festerne fra start til slut.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har supplerende anført, at SKATs afgørelse vedrørende ikke-fradrag for vejledende mængder strider imod SKATs forvaltning og fortolkning i andre sager. SKATs afgørelse vedrørende vurdering af ejerskab til de medbragte varer strider imod SKATs praksis i andre sager. Som bekræftet af SKAT foreligger der ikke nogen fast praksis for forvaltning og fortolkning af reglerne på området med udtalt vilkårlighed til følge. Betingelserne for beslaglæggelse af drikkevarerne i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 111a, jf. § 10, jf. § 1, i bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer er ikke opfyldt, idet det ikke har været meningen at markedsføre drikkevarerne. Han har derfor ikke haft pligt til at tilmelde de emballager, som drikkevarerne var i, til returordningen.

Skatteministeriet har supplerende anført, at det ikke er korrekt, at skattemyndighedernes vurdering af ejerskabet til varerne, samt det forhold, at der ikke er foretaget fradrag for den del af de indførte varer for hvilke, der er fastsat vejledende mængder, er i strid med praksis. Den, der hævder, at en myndighedsafgørelse er i strid med en fast administrativ praksis, har bevisbyrden herfor. Der stilles meget strenge krav til dette bevis. A har ikke løftet bevisbyrden for, at SKATs afgørelse som stadfæstet af Landsskatteretten strider mod skattemyndighedernes egen praksis. Der eksisterer ikke nogen fast administrativ praksis, som afgørelserne i nærværende sag strider imod. Det bestrides, at der er foretaget beslaglæggelse i strid med § 111a i miljøbeskyttelsesloven. A har ikke nedlagt påstand herom, og at der er først fremsat anbringender om dette i forbindelse med sagens hovedforhandling i landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Påstand 1

Landsretten tiltræder af de grunde, der anført af byretten, at det ikke er godtgjort, at nogen del af de indførte 2.789,52 liter afgiftspligtige drikkevarer, heraf 1.792,08 liter øl, tilhørte UH eller UM.

Under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der er mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som kan indføres til eget forbrug uden betaling af afgift, måden som drikkevarerne er transporteret på, oplysningerne om A's tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland og SKATs indskærpelse af 19. juni 2012, må det påhvile A at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at der er tale om indførsel af afgiftspligtige drikkevarer til eget forbrug.

Landsretten finder, at A ikke alene ved sin egen forklaring og sin søns og barnebarns forklaringer sammen med et billede af tomme øl- og sodavandsdåser har godtgjort eller sandsynliggjort, at der er tale om indførsel til eget forbrug. Landsretten bemærker herved, at forklaringerne ikke er underbygget ved objektive kendsgerninger.

Landsretten kan således ikke lægge til grund, at drikkevarerne var bestemt til indtagelse ved fester afholdt af A, og som følge heraf og efter oplysningerne om A's tidligere indførsler er der heller ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet med et beløb svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.

A's påstand 1 tages således ikke til følge.

Påstand 2

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at der har været, hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde, og at der ikke efter afgørelsen vedrørende A's påstand 1 er grundlag for at pålægge Skatteministeriet at tilbagebetale noget beløb.

Som sagen er forelagt for landsretten, er der ikke grundlag for at tage stilling til, om der er foretaget beslaglæggelse i strid med § 111a i miljøbeskyttelsesloven.

A's påstand 2 tages således ikke til følge.

Landsretten stadfæster derfor byretten dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 17.500 kr. til udgifter til advokatbistand.

Beløbet er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, omfang og resultat.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 17.500 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.