Dokumentets metadata

Klage til landsskatteretten - behandling i tidligere instanser - ejendomsvurdering - grundværdi - fradrag for forbedringer

Landsskatteretten havde afvist at behandle et spørgsmål, om fradrag for udgifter til parkeringspladser på grund af manglende udnyttelse af klageadgangen, jf. Landsskatterettens dagældende forretningsorden, § 2, stk. 1.Appellanten gjorde bl.a. gældende, at ansættelsen af fradrag efter vurderingslovens § 17 er udtryk for en samlet ansættelse, og at fradragsansættelsen havde været behandlet i tidligere instanser, hvorfor Landsskatteretten var forpligtet til at behandle spørgsmålet om fradrag for udgifter til parkeringspladser, selv om der ikke var taget stilling til dette spørgsmål i de tidligere instanser. Appellanten fik ikke medhold heri. Landsretten fandt, at det forhold, at der ved fastsættelsen af fradrag for grundforbedringer sker en sammenlægning af summen af de enkelte poster ved afgørelsen fra vurderingsmyndighedernes side, ikke kan medføre, at skatteyderen under de her foreliggende omstændigheder har krav på at få realitetsprøvet en ikke tidligere behandlet post i den sidste administrative klageinstans.Landsskatteretten havde afsagt et betydeligt antal kendelser, hvor spørgsmålet om fradrag for parkeringspladser var blevet realitetsbehandlet, selv om det ikke var behandlet i tidligere instanser.Da Landsskatterettens afgørelser ikke indeholdt en principiel stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt klageadgangen var udnyttet forinden, jf. § 2, stk. 1, i den dagældende forretningsorden for Landsskatteretten, fandt landsretten ikke grundlag for at fastslå, at der foreligger en fast og bindende administrativ praksis, hvorefter Landsskatteretten - uden hensyn til den processuelle bestemmelse om krav til udnyttelse af klageadgang - realitetsbehandler et delelement i fradragsansættelsen, selv om spørgsmålet ikke har været behandlet i de underliggende instanser.Byrettens frifindelse dom blev herefter stadfæstet.

Parter

Boligforeningen H1
(advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsretsdommerne

Bjerg Hansen, Astrid Bøgh og Kristian Skovgaard Larsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 9. september 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS C3-1238/2012).

Påstande

For landsretten har appellanten, Boligforeningen H1, nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at Landskatteretten var forpligtet til at realitetsbehandle spørgsmålet om fradrag for udgifter til anlæg af parkeringspladser på boligforeningens ejendom beliggende ...1, for vurderingsårene 2001-2004.

Indstævnte,Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Parterne er enige om, at det for landsretten kan lægges til grund, at hverken vurderingsmyndigheden eller vurderingsankenævnet konkret har taget stilling til spørgsmålet om fradrag for afholdte udgifter til anlæg af parkeringspladser på boligforeningens ejendom.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

I brev af 2. juni 2005 anmodede Boligforeningen H1 om ændring af det fastsatte fradrag for forbedringer efter den dagældende lov om vurdering af faste ejendomme § 17 og § 18. Anmodningen var vedlagt en specifikation med detaljeret opgørelse af de enkelte poster, og heri var parkeringspladser ikke nævnt. I et vedlagt byggeregnskab var der en post nr. 69 benævnt parkeringspladser, men uden angivelse af noget beløb.

SKAT traf den 25. juli 2006 afgørelse om at godkende fradraget for forbedringer i grundværdien med et beløb på i alt 945.262 kr., der omfattede posterne udstykningsomkostninger, tilslutningsafgift for henholdsvis el og vand og tilslutning til gade og kloak. Anlæg til parkeringspladser er ikke omtalt i afgørelsen.

Vurderingsankenævnet traf efter klage fra boligforeningen den 19. november 2007 afgørelse om at nedsætte fradraget til 629.083 kr. og anførte, at der ikke var grundlag for at indrømme yderligere fradrag til vejanlæg, idet det ikke af kortmaterialet fremgik, "at der skulle være tale om vejanlæg udover parkeringspladser mv." Der var ikke andre oplysninger til rådighed for vurderingsankenævnet om parkeringspladser end de, som forelå for SKAT.

Det er ubestridt, at Boligforeningen H1 først ved brev af 29. november 2010 til Landsskatteretten specifikt anmodede om fradrag for udgift til anlæg af parkeringspladser med 1 kr. Det blev i tilknytning hertil anført, at "Landsskatteretten sædvanligvis nægter fradrag for udgiften til anlæg af parkeringspladser". Derfor ville boligforeningen foreløbigt blot anmode om fradrag herfor på 1 kr., således at posten blev behandlet af Landsskatteretten og dermed kunne blive prøvet af domstolene. Anmodningen var ikke ledsaget af nye faktiske oplysninger til belysning af udgiften til parkeringspladser.

Efter den dagældende vurderingslovs § 5, stk. 1, blev der ved vurderingen fastsat en ejendomsværdi og en grundværdi samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. Ejendomsværdien og grundværdien må i sagens natur fastsættes efter et samlet skøn, medens fradrag for forbedringer består i stillingtagen til en række forskellige udgiftsposter, som skatteyderen præsenterer for skattemyndighederne. Summen af de godkendte udgifter udgør det samlede fradrag for grundforbedringer, som efter den dagældende vurderingslovs § 18, stk. 1, ikke måtte overstige "de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde".

SKAT tog i første instans stilling til de poster, som boligforeningen havde anmodet om fradrag for med konkret angivne beløb. Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten skulle som rekursinstanser foretage en prøvelse af klage over de poster, der var indbragt for dem af skatteyderen, og heri indgik udgift til anlæg af parkeringspladser ikke. Det pågældende spørgsmål havde derfor ikke været undergivet en prøvelse forud for behandlingen for Landsskatteretten. Det forhold, at der ved fastsættelsen af fradrag for grundforbedringer sker en sammenlægning af summen af de enkelte poster ved afgørelsen fra vurderingsmyndighedernes side, kan ikke medføre, at skatteyderen under de her foreliggende omstændigheder har krav på at få realitetsprøvet en ikke tidligere behandlet post i den sidste administrative klageinstans.

De afgørelser, som boligforeningen har henvist til om Landsskatterettens tidligere realitetsbehandling i lignende sager, indeholder ikke en principiel stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt klageadgangen var udnyttet forinden, jf. § 2, stk. 1, i den dagældende forretningsorden for Landsskatteretten. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at der foreligger en fast og bindende administrativ praksis, hvorefter Landsskatteretten - uden hensyn til den processuelle bestemmelse om krav til udnyttelse af klageadgang - realitetsbehandler et delelement i fradragsansættelsen, selv om spørgsmålet ikke har været behandlet i de underliggende instanser.

Det var derfor med rette, at Landsskatteretten i kendelsen af 25. april 2012 afviste at behandle posten om udgift til anlæg af parkeringspladser, jf. § 2, stk. 1, i den dagældende forretningsorden for Landsskatteretten.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Boligforeningen H1 betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. til dækning af ministeriets udgifter til advokatbistand. Beløbet er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Boligforeningen H1 skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.