Dokumentets metadata

Dokumentets dato:17-12-2013
Offentliggjort:12-02-2014
SKM-nr:SKM2014.127.SR
Journalnr.:13-0166788
Referencer.:Pensionsbeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Livsforsikringer - ejerskifte - arvinger - begunstigede - overgangsregel

Skatterådet fandt, at nogle udenlandske livsforsikringer, der var tegnet inden d. 18. februar 1992, fortsat var omfattet af den dagældende PBL § 50, hvis ejeren foretog en ændring af forsikringerne, der alene gik ud på at indsætte en anden person, end den person, der oprindeligt var indsat i forsikringsaftalen, og som forsikringen skulle tilfalde ved den længstlevende af ejeren eller dennes ægtefælles død.Ændringen blev anset for at være af testamentarisk karakter, da den alene angik, hvem der skulle arve forsikringerne, og ejerskiftet var en følge af den tidligere ejers død.Skatterådet fandt desuden, at forsikringerne fortsat var omfattet af dagældende PBL § 50, hvis ejeren indsatte eller tilbagekaldte begunstigede i forsikringernes løbetid.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at den nuværende "policy holder" (policeejer) A og/eller senere policeejere af forsikringspolicerne nr. 1-10 (begge numre inklusive), udtaget hos P, Luxemburg kan erstatte de i policen anførte personer, der skal overtage forsikringen som ejer i tilfælde af den aktuelle ejers død, med andre personer, uden at forsikringen mister sin nuværende skattemæssige behandling i henhold til den tidligere pensionsbeskatningslovs § 50 i Danmark?
  2. Kan SKAT bekræfte, at den nuværende "policy holder" (policeejer) A og/eller senere policeejere af forsikringspolicerne nr. 1-10 (begge numre inklusive), udtaget hos P, Luxemburg, kan erstatte de nuværende bestemmelser i forsikringsaftalerne om, hvem der er beneficiant, d.v.s. hvem der skal have udbetalt forsikringssummen ved forsikringsbegivenhedens indtræden med andre personer som beneficianter, uden at forsikringen mister sin nuværende skattemæssige behandling i henhold til den tidligere pensionsbeskatningslovs § 50 i Danmark?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

A har den dd.mm. 1992 (dvs. inden d. 18.2 1992) købt 10 livsforsikringer hos P, Luxemburg De 10 policer har numrene 1-10 (begge numre inklusive).

Uddrag af forsikringspolice nr. 8 som typeeksempel.

Det kan lægges til grund ved besvarelsen, at de øvrige policer er enslydende på de relevante punkter.

Ejerforhold

Ejer af forsikringen: A. Det er i alle policerne bestemt, at ved den nuværende policeejers død overtager policeejerens ægtefælle B forsikringerne som ejer. I forbindelse med B´s død, overgår forsikringerne med policenumrene 1-5 til fællesbarnet N, og forsikringerne med policenumrene 6-10 overgår til det andet fællesbarn L.

Forsikrede:

I alle policerne er policeejerens to børn indsat som de forsikredes liv, nemlig N og L. Dette fortsætter uændret

Forsikringens løbetid:

Begyndelsestidspunkt: dd.mm.1992 (dvs. inden d. 18.2.1992).
Udløbstidspunkt: dd.mm.203x.

Forsikringssum:

Ved dødsfald: Forsikringens depotværdi, kontantkonto og vedhængende renter heraf, dog minimum xxx.xxx XEU (nu ?), samt en engangsudbetaling på xx.xxx XEU (nu ?).

Ved aftalens udløb: Forsikringens depotværdi, kontantkonto og vedhængende renter heraf, dog minimum xxx.xxx XEU (nu ?)

Begunstiget:
Ved de forsikredes død: Forsikringsejeren
Hvis de forsikrede er i live: Forsikringsejeren

Det er tanken, at police numrene 6-10 (begge numre inklusive) ændres således, at L ikke arver forsikringspolicerne ved B´s død, men at N indsættes som kommende ejer/arving i to af forsikringerne, mens de tre resterende forsikringer ændres, således at Ns tre børn C, D og E indsættes som kommende ejere/arvinger, når B afgår ved døden.

Forsikringerne med policenumrene 1-5 til fællesbarnet N påtænkes ikke ændret.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgerens opfattelse, at der kan svares bekræftende på begge spørgsmål jf. Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit C.A.10.4.2.3.6 , og SKM2005.380.LR , samt TfS 1999.635 og TfS 1999.663.

SKATs indstilling og begrundelse

Det er ved besvarelsen lagt til grund, at de 10 livsforsikringer med policenumrene 1-10 (begge numre inklusive) er tegnet inden d. 18. februar 1992 og ikke efterfølgende er ændret, og derfor fortsat er omfattet af pensionsbeskatningslovens dagældende § 50.

Spørgsmål 1

Kan SKAT bekræfte, at den nuværende "policy holder" (policeejer) A og/eller senere policeejere af forsikringspolicerne nr. 1 til 10 (begge numre inklusive), udtaget hos P, Luxemburg, kan erstatte de i policen anførte personer, der skal overtage forsikringen som ejer i tilfælde af den aktuelle ejers død, med andre personer, uden at forsikringen mister sin nuværende skattemæssige behandling i henhold til den tidligere pensionsbeskatningslovs § 50 i Danmark?

Lovgrundlag

§ 50. Reglerne i stk. 2-8 gælder for:

1. livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2. livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit 1,
(.........)

Stk. 2. Præmier eller bidrag til forsikringer m.v. som nævnti stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 3. (.......).

Stk. 4. Løbende udbetalinger, der bortfalder ved de forsikredes eller pensionsberettigedes død, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 4, skal dog kun 70 pct. af udbetalingerne medregnes som skattepligtig indkomst.

Stk. 5. Andre udbetalinger end nævnt i stk. 4, såsom udbetaling af kapitalforsikring eller opsparing ved ordningen udløb, udbetaling af tilbagekøbsværdi ved ophævelse af rente- eller kapitalforsikring, udbetaling ved ophævelse af en opsparing og udbetaling af bonus, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. dog § 53 og § 56, stik. 2.

Stk. 6. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra tilskrivning af bonus og renter m.v.

(.........)

§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for forsikring og pensionsordning, der oprettes eller erhverves den 18. februar 1992 eller senere. Loven har dog ikke virkning for arv faldet den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato.

(.........)

§ 53 A. Reglerne i stk. 2-5 gælder for

1) livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2) livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

3) ( .........)

Stk. 2. Præmier eller bidrag til pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Præmier og bidrag m.v. til sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 6, er fradragsberettigede for arbejdsgiveren i det indkomstår, hvor sikkerhedsstillelsen er etableret, og efterfølgende år. Ved opgørelsen af en arbejdstagers skattepligtige indkomst medregnes præmier eller bidrag, der er indbetalt af arbejdsgiveren eller en tidligere arbejdsgiver. (......)

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes afkastet af pensionsordninger som nævnt i stk. 1. Indkomstskattepligten påhviler ejeren, den pensionsberettigede eller den eller dem, der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger af eller fra ordningen. (........)

Stk. 5. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 til den personkreds, der er nævnt i § 55, 1. pkt., og som svarer til indbetalinger på ordningen, som der ved opgørelsen af ejerens skattepligtige indkomst har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for her i landet eller i udlandet, medregnes til den skattepligtige indkomst. Dog medregnes udbetalinger fra ordninger svarende til danske kapitalforsikringer og opsparinger i pensionsøjemed med 75 pct., når udbetalingen efter betingelserne i ordningen sker samlet, efter at ejeren har nået pensionsudbetalingsalderen, ved ejerens invaliditet, ved indtrådt livstruende sygdom hos ejeren eller ved ejerens død. Ved beskatning efter 1. pkt. finder § 20, stk. 6, tilsvarende anvendelse. (.....)

Forarbejder

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 6

Det foreslås, at de foreslåede regler om indkomst- og formueskattepligt har virkning for opsparingslignende forsikringsordninger, der oprettes den 18. februar 1992 eller senere. Ordninger, der allerede er oprettet inden lovforslagets fremsættelse, bliver derfor ikke omfattet af de foreslåede regler, idet ophævelsen af henførselsadgangen til beskatning efter § 50 dog gælder for allerede oprettede ordninger. Senere indbetalinger, der foretages til en allerede eksisterende ordning, bliver heller ikke omfattet af de foreslåede regler og ej heller senere tilvækst.

Med oprettelse sidestilles erhvervelse. Køber en person den 18. februar 1992 eller senere en forsikring, der er oprettet før denne dato, bliver vedkommende omfattet af reglerne i § 53 A. De foreslåede regler skal ikke have virkning for forsikring, der er erhvervet den 18. februar 1992 eller senere, hvis den skattepligtiges rettigheder til forsikringen er overgået til den skattepligtige som følge af den tidligere ejers død efter denne dato.(.....)

Praksis

A og B spurgte, om en opdeling af et investeringsdepot i et udenlandsk forsikringsselskab i forhold til deres ejerandel ville medføre at vilkårene for de to forsikringspolicer ændredes i henhold til Pensionsbeskatningsloven § 50. Ligningsrådet fandt ikke, at den ønskede opdeling var en så væsentlig ændring, at den måtte anses for en nytegning.

"Da eksisterende forsikringer mv. omfattet af PBL § 50 kan ændres, er det nødvendigt at tage stilling til, hvilke ændringer i en forsikring mv. oprettet før den 18. februar 1992, der kan medføre, at forsikringen mv. herefter anses for en "ny" ordning omfattet af den skærpede regel i PBL § 53 A.(...)

Hvornår foreligger der en sådan ændring af en forsikring mv., at den er en ny ordning omfattet af PBL § 53 A?

PBL § 53 A har virkning for forsikrings- og pensionsordninger, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere.

Bestemmelsen har dog ikke virkning for arv, der falder den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato.

Se ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6 .

Aftalelovens regler

Aftalelovens regler betyder ved fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen, at ændringer efter den 18. februar 1992 af en eksisterende forsikringsaftale mv. fører til, at der foreligger en nyoprettet ordning, der omfattes af reglerne i PBL § 53 A.

Det gælder ændringer, der, hvis de havde foreligget i en accept, havde medført, at accepten ikke stemte overens med tilbuddet, jf. aftalelovens § 6. Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan foretages ændringer i en aftale om en forsikring mv. etableret før de nævnte tidspunkter, uden at ordningen derved i forhold til afgiftsreglen betragtes som en ny ordning.

For forsikringer mv. oprettet før den 18. februar 1992 gælder, at ændringer, der ikke er aftalt endeligt og bindende mellem forsikringstager eller den pensionsberettigede og selskab før den 18. februar 1992, fører til, at der foreligger en ny ordning omfattet af reglerne."

Arv

PBL § 53 A har virkning for forsikring og pensionsordning, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere. Bestemmelsen har dog ikke virkning for arv, der er faldet den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato.

Overdrages en forsikring efter den 18. februar 1992, bliver den derfor omfattet af PBL § 53 A , bortset fra de tilfælde, hvor overdragelsen sker ved arv. Se lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6, stk. 1.

Ordninger i udenlandske forsikringsselskaber kan tegnes enten som en ophørende forsikring, der udløber på et nærmere bestemt tidspunkt, eller som en livsvarig ordning. Se lovforslag nr. L 229, Folketingsåret 1991-92 .

Børn eller børnebørn indsættes i nogle tilfælde som de forsikrede i de livsvarige ordninger. Når forsikringen tegnes med eksempelvis et barn som forsikret, kan der i policen indføjes en bestemmelse om, at barnet eller barnebarnet skal indtræde som ejer af forsikringen ved den første ejers død. Herved går forsikringen i arv, og først når barnet dør, udbetales ordningen. Ved at indsætte børn eller børnebørn som de forsikrede liv, reduceres risikoelementet meget væsentligt.

En dansker, som var bosat i Spanien, døde i 1996. Afdøde havde to arvinger og efterlod sig to policer i et udenlandsk forsikringsselskab. Forsikringspolicerne indeholdt en bestemmelse om, hvem forsikringerne skulle tilfalde, når ejeren af forsikringen døde. I policen anvendtes ordet "Grantee", som blev defineret som "he to whom any grant is made".

Forsikringerne blev anset omfattet af overgangsbestemmelsen i § 6, jf. lov nr. 569 af den 18. februar 1992 , efter at de var overgået til arvingerne, og forsikringerne var derfor fortsat omfattet af den dagældende regel i PBL § 50 . Se TfS 1999, 635 TSS, og kommentaren hertil i TfS 1999, 663.

Ejerskifte

Hvis en forsikring skifter ejer, betragtes det som en nytegning, medmindre ejerskiftet følger direkte af forsikringsaftalen eller af lovgivningen. Som eksempel på ejerskifte, der følger af aftalen, kan nævnes den situation, hvor forsikringstageren og den forsikrede (den, på hvis liv forsikringen er tegnet) ikke er én og samme person, og hvor det i policen er anført, at forsikringstagerens rettigheder ved dennes død overgår til den forsikrede.

Som eksempel på ejerskifte, der følger af lovgivningen, kan nævnes den situation, hvor en begunstiget ved forsikringstagerens død indtræder i dennes ret efter aftalen i kraft af reglerne i forsikringsaftaleloven (FAL) § 110.

Ved separation og skilsmisse, hvor en forsikring deles mellem de to ægtefæller, bliver forsikringstagerens del ikke omfattet af

PBL § 53 A . Derimod bliver ægtefællens del omfattet, fordi ægtefællen indtræder som ejer af den del af forsikringen, der overdrages vedkommende med sædvanlige ejerbeføjelser."(...).

Begrundelse

Pensionsbeskatningslovens dagældende § 50 finder fortsat anvendelse for forsikringer, der er oprettet eller erhvervet inden d.18.2.1992, jf. overgangsreglen i lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6, stk. 1.

Erhvervelse sidestilles med oprettelse, når personens rettigheder til forsikringen ikke er overgået til personen som følge af den tidligere ejers død, jf. L229 af 18.2.1992 Forslag til Lov om ændring af forskellige skattelove, bemærkningerne til § 6, samt Den juridiske vejledning, 2013-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6 .

Den påtænkte ændring omfatter alene en ændring i forsikringsaftalerne om, hvem forsikringen skal tilfalde på det tidspunkt, hvor den længstlevende af ægtefællerne A og B er afgået ved døden.

Den person, forsikringerne tilfalder efter længstlevende ægtefælles død, har hverken ret til at disponere over forsikringerne eller få værdien af disse udbetalt før det tidspunkt, hvor forsikringerne, såfremt de ikke er opsagt og tilbagekøbt forinden, falder i arv.

Hvis det ikke var fastsat direkte i forsikringsaftalerne, hvem forsikringerne skulle tilfalde ved den længstlevende ægtefælles død, ville den aktuelle ejerægtefælle i stedet kunne træffe bestemmelse om det i et testamente, som senere ville kunne ændres, uden at det vil have indflydelse på forsikringsaftalerne.

Det er derfor SKATs opfattelse, at en ændring af bestemmelsen i forsikringsaftalerne med policenumrene 6-10 om, hvem forsikringerne ved den længstlevende ægtefælles død skal tilfalde, har karakter af en testamentarisk disposition.

Da ændringen alene angår, hvem der skal arve forsikringen, og der ikke ændres i forsikringernes øvrige indhold, betingelser og vilkår, anses indsættelsen af en anden person som arving end den person, der direkte fremgår af den nuværende forsikringsaftale, som et ejerskifte, der er en følge af den tidligere ejers død, og ikke som følge af en egentlig erhvervelse af forsikringerne på ændringstidspunktet.

Ændres forsikringerne som angivet, vil de ikke blive anset som nytegnede, men for at være oprettet før d. 18.2.1992, og de er derfor fortsat omfattet af pensionsbeskatningslovens dagældende § 50.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Kan SKAT bekræfte, at den nuværende "policy holder" (policeejer) A og/eller senere policeejere af forsikringspolicerne nr. 1-10 (begge numre inklusive), udtaget hos P, Luxemburg, kan erstatte de nuværende bestemmelser i forsikringsaftalerne om, hvem der er beneficiant, d.v.s. hvem der skal have udbetalt forsikringssummen ved forsikringsbegivenhedens indtræden med andre personer som beneficianter, uden at forsikringen mister sin nuværende skattemæssige behandling i henhold til den tidligere pensionsbeskatningslovs § 50 i Danmark?

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1

Forarbejder

Se spørgsmål 1

Praksis

"Indsættelse af begunstigede

Indsættelse af begunstigede eller tilbagekaldelse af en sådan indsættelse fører ikke til, at der bliver tale om en nyoprettet forsikring omfattet af PBL § 53 A . Det samme gælder, når ejeren ved separation/skilsmisse indsætter den fraseparerede/fraskilte ægtefælle som uigenkaldeligt begunstiget."

Begrundelse

Ved besvarelsen er det forudsat, at begrebet "beneficiant" svarer til det danske begreb "begunstiget".
Det er SKATs opfattelse, at A som ejer af forsikringerne med policenumrene 6-10 kan indsætte eller tilbagekalde begunstigede i forsikringernes løbetid, uden at forsikringerne vil blive anset for nyoprettet, jf. Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6
Forsikringerne, der er oprettet inden d. 18.2.1992, vil derfor fortsat være omfattet af pensionsbeskatningslovens dagældende § 50.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.