Dokumentets metadata

Fradrag for kautionstab

Klageren, der drev vognmandsforretning, blev anset for berettiget til fradrag for kautionstab med 100.000 kr., da kautionen måtte anses for påtaget i vognmandsforretningens interesse.

Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for kautionstab.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for kautionstab, selvangivet med 100.000 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med 100.000 kr.

Klageren har i forbindelse med stiftelse af selskaberne B ApS og C A/S den 22. november 1994 påtaget sig en kautionsforpligtelse over for X banken på maksimum 100.000 kr. til sikkerhed for selskabernes mellemværende med banken.

Det er oplyst, at klageren har drevet vognmandsvirksomhed fra sidst i 1980’erne. Han havde udført vognmandskørsel for D A/S i 2-3 år forud for rekonstruktionen af virksomheden i november 1994. Han havde haft to lastbiler, som kørte for C A/S. Den ene lastbil havde han selv kørt i, medens den anden blev kørt af en underentreprenør, der udskrev regninger til ham.

Klageren havde haft lønansættelse i C A/S, hvori han havde arbejdet 2-3 timer pr. dag. Ansættelsesforholder var begyndt ca. 2-3 måneder efter rekonstruktionen i november 1994. Han havde i en periode tillige været med i bestyrelsen i selskabet.

Om C A/S er oplyst, at selskabet blev stiftet den 1. juli 1994 som et skuffeselskab under navnet ”E A/S”. I november 1994 blev selskabet købt af F ApS med aktier for nominelt 300.000 kr. og B ApS med aktier for nominelt 200.000 kr., i hvilken forbindelse selskabets navn blev ændret til C A/S med formål at drive transportvirksomhed og dermed beslægtet virksomhed. B ApS havde som anpartshavere 9 personer, der tidligere havde været beskæftiget som chauffører og lignende i transportvirksomhed, og man ønskede igennem købet af C A/S at sikre sig fortsat beskæftigelse.

Klageren erhvervede 8.000 anparter i B ApS pr. 21. november 1994, hvilken dato vedtægtsændringen blev registreret.

I forbindelse med navneændringen erhvervede C A/S af G ApS og F ApS driftsinventar og driftsmateriel, herunder last- og påhængsvogne for et samlet beløb på 1.670.000 kr. Købene finansieredes delvis gennem nyoptagne lån og ydede kreditter.

I løbet af foråret 1995 forværredes selskabets økonomiske forhold, ligesom selskabets likviditetsvanskeligheder forøgedes. Den 26. oktober 1995 blev Told- og Skattestyrelsens begæring om konkurs efterkommet.

Om B ApS er oplyst, at skifteretten den 5. februar 1997 opløste selskabet i medfør af anpartsselskabslovens § 60, jf. § 61, jf. princippet i konkurslovens § 143, da selskabet ikke ejede aktiver, der ville kunne danne grundlag for en konkurs- eller likvidationsbehandling.

Der er aldrig indgivet regnskab for C A/S og B ApS. I 1995 bliver der indgivet konkursbegæring mod C A/S, og banken gør kautionsforpligtelsen gældende over for klageren og de øvrige aktionærer den 17. november 1995. I 1995 fratrækker klageren et tab på debitorer på 100.000 kr.

Klageren blev ved byretsdom af 24. september 1999 dømt til at indfri kautionsforpligtelsen over for banken med 100.000 kr., hvilket beløb han har fratrukket som kautionstab i indkomstopgørelsen for 1999 for H. Denne virksomheds aktiviteter vedrører montering af mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr samt salg af reservedele og handelsvarer.

Skatteankenævnet har nægtet klageren fradrag for kautionstab, idet kautionsforpligtelsen ikke er erhvervsmæssigt begrundet.

Skatteankenævnet har i forbindelse med en henvisning til TfS 1991, 239 bemærket, at denne afgørelse ikke er identisk med den foreliggende sag, idet klageren i nærværende sag påtager sig kautionsforpligtelsen for to nye skuffeselskaber. Der er derfor ikke tale om at sikre en fortsat drift af en virksomhed.

Kautionen er ikke påtaget for at sikre selskabernes hidtidige afsætningsmuligheder eller leverancer og derigennem den løbende indtjening, idet der her er tale om nystiftede selskaber, som ikke tidligere har haft aktivitet.

Skatteankenævnet er af den opfattelse, at kautionsforpligtelsen ikke er erhvervsmæssigt begrundet, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for kautionstabet.

Klagerens repræsentant har anført, at klageren både før og efter rekonstruktionen af virksomheden C A/S drev selvstændig vognmandsvirksomhed. På tidspunktet for rekonstruktionen ejede klageren således to lastbiler, og den væsentligste kunde var netop C A/S. Baggrunden for, at klageren dels erhvervede anparter i B ApS, dels påtog sig omhandlede kautionsforpligtelse, var netop ønsket om at fortsætte samarbejdet med virksomheden.

Efter rekonstruktionen af C A/S fortsatte klageren sin personlige vognmandsvirksomhed samtidig med, at han påtog sig et lønnet job hos C A/S. Klageren var ikke ansat som medarbejder hos C A/S før rekonstruktionen i november 1994.

Repræsentanten har herefter anført, at kautionsforpligtelsen er påtaget for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten, og at tabet ved indfrielsen derfor er fradragsberettiget. Der er henvist til TfS 1991, 239, hvor Landsskatteretten i en tilsvarende situation anerkendte fradragsret for tabet på kautionsforpligtelsen. Afgørelsen er omtalt i Ligningsvejledningens afsnit E.A.2.8.3 .

Repræsentanten har tillige bemærket, at der bør lægges vægt på, at klageren drev personlig vognmandsforretning før rekonstruktionen af C A/S, og at klageren i den forbindelse havde et betydeligt forretningsmæssigt samarbejde med den efterfølgende rekonstruerede virksomhed.

Det kan ikke være afgørende for den skattemæssige bedømmelse, at der i forbindelse med rekonstruktionen stiftes to nye selskaber, som overtager den hidtidige virksomhed frem for en rekonstruktion, hvor det eksisterende selskab fortsætter driften, f.eks. i forbindelse med en tvangsakkord.

Der er ingen tvivl om, at klagerens baggrund for at deltage i rekonstruktionen og derved tegne sig som anpartshaver i B ApS primært har været båret af interessen i at bevare en væsentlig samarbejdspartner. Klageren fortsatte sin personlige vognmandsvirksomhed også efter rekonstruktionen af C A/S.

Repræsentanten har henvist til skatteankenævnets bemærkninger om, at TfS 1991, 239 ikke er sammenlignelig med denne, idet der er tale om påtagelse af kautionsforpligtelse overfor to nye skuffeselskaber. Repræsentanten har hertil bemærket, at de to nye skuffeselskaber i realiteten blev stiftet med udgangspunkt i den konkursramte virksomhed D A/S, og at driften i dette selskab således blot videreførtes i de nye selskabers regi.

Klageren deltog alene som minoritetsaktionær i B ApS for at sikre fortsat kørsel og dermed indtjening i sin hidtidige personligt drevne virksomhed, som havde væsentlig samhandel med D A/S. Såfremt virksomheden ikke var blevet videreført – alternativt videreført uden klagerens deltagelse, havde han mistet en af sine væsentlige samhandelspartnere. Klagerens primære formål med at deltage i den nye ejerkreds bag virksomheden D A/S (B ApS) har således netop været for at sikre afsætningen i sin personligt drevne virksomhed.

Repræsentanten har efterfølgende over for Landsskatteretten fremlagt skrivelse af 14. november 1994 fra Advokatfirmaet I vedlagt en opgørelse af § 94-krav i forbindelse med D A/S’s konkurs. Af denne opgørelse fremgår, at klageren har haft omsætning med dette selskab før konkursen. Tilsvarende fremgår af skrivelse af 24. november 1994 fra K Revision, der både bekræfter, at klageren havde en betydelig omsætning med selskabet, og at forventningen om en fortsat omsætning med C A/S er det bærende element for dennes deltagelse i rekonstruktionen.

Repræsentanten har på forespørgsel fra Landsskatteretten oplyst, at klageren allerede fra begyndelse af 1990’erne havde hovedparten af sin omsætning fra D A/S, men at selskabet i 1994 fik økonomiske problemer og kom under konkursbehandling. Klageren anmeldte et mindre tilgodehavende på 13.609,40 kr. vedrørende et § 94-krav.

Klageren omsætning i 1993, 1994 og 1995 har udgjort henholdsvis 554.272 kr., 705.812 kr. og 395.260 kr., hvoraf 75-80 % skønnes at hidrøre fra D A/S, der fra slutningen af 1994 overgår til C A/S.

Repræsentanten har anført, at klageren 2-3 måneder efter rekonstruktionen i november 1994 blev ansat i C A/S. Han fortsatte sin selvstændige vognmandsvirksomhed, og ansættelsen skal ses som led i dels en støtte til den fremtidige drift af C A/S, dels et ønske om løbende indsigt i denne drift.

Om et tab på debitorer på 100.000 kr., som klageren har foretaget fradrag for i indkomståret 1995, har repræsentanten oplyst, at tabet udgjorde 103.592 kr. og vedrørte et tilgodehavende i D A/S, som ikke blev dækket ved konkursen. Tabet indgik i det skattemæssige resultat af virksomheden for 1995 og blev ikke anfægtet af skattemyndighederne. Selskabet sluttede uden egentlig konkursbehandling i 1996 som følge af, at der ikke var midler i boet.

ToldSkat har afgivet en udtalelse i sagen, hvoraf bl.a. fremgår:

”Klageren deltog i rekonstruktionen af virksomheden, idet han sammen med 9 andre selvstændige vognmænd erhvervede B ApS, som blev ejer af 40 % af C A/S. De resterende 60 % af C A/S blev erhvervet af ejerkredsen bag det konkursramte selskab.

B ApS og C A/S var skuffeselskaber, der blev erhvervet til brug for rekonstruktionen.

De 10 anpartshavere i B ApS måtte hver påtage sig selvskyldnerkaution på 100.000 kr. over for banken som betingelse for, at banken ville finansiere C A/S’s køb af lastbiler m.v. fra det konkursramte selskab.

Efter ToldSkat’s opfattelse må kautionen anses for påtaget i bestræbelserne på at sikre det hidtidige indkomstgrundlag. Klager har følt sig nødsaget til at medvirke til rekonstruktionen, jf. K Revisions brev af 24. november 1994 til klager.

ToldSkat finder det ikke afgørende, at driften fortsættes i et nyt selskab.

For klagerens vedkommende er der ikke tale om etablering af en ny virksomhed eller om udvidelse af den bestående virksomhed, men alene et forsøg på sikring af den hidtidige virksomhed, hvilket efter praksis berettiger til fradrag.

Der henvises tillige til Højesterets dom af 20. maj 1987 (SKAT 1987.7.493), hvor et indskud ved indmeldelse i en fragtmandshal blev anset for en driftsomkostning, idet formålet med indmeldelsen i det væsentligste var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst.

Det er herefter ToldSkat’s opfattelse, at tabet på kautionen kan fradrages i den skattepligtige indkomst efter kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a.”

Told- og Skattestyrelsen har henvist til ToldSkat’s udtalelse.

Erhvervsdrivende personer kan foretage fradrag for tab på kautionsforpligtelser efter reglerne i kursgevinstlovens § 17 sammenholdt med statsskattelovens § 6 a, hvis tabet kan anses for et fradragsberettiget driftstab, dvs. ud fra et omkostningslignende synspunkt. Dette forudsætter, at kautionsforpligtelsen kan anses for påtaget som led i de aktuelle bestræbelser på at erhverve skattepligtig indkomst. Det er afgørende, om der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, der falder inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed.

Landsskatteretten er enig i det af Told- og Skattestyrelsen anførte.

Retten lægger herefter til grund, at klagerens deltagelse i B ApS og C A/S var begrundet i ønsket om at bevare indtægtsmulighederne for hans vognmandsforretning, efter at D A/S var gået konkurs. Det lægges endvidere til grund, at den væsentligste del af klagerens omsætning har hidrørt fra dette selskab, og at dette også har været tilfældet efter rekonstruktionen.

På denne baggrund anses klagerens kautionsforpligtelse for påtaget i vognmandsforretningens interesse for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i forretningen, og tabet er herefter fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6 a. Den påklagede ansættelse nedsættes derfor med 100.000 kr.