Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-10-2013
Offentliggjort:29-10-2013
SKM-nr:SKM2013.748.VLR
Journalnr.:5. afdeling, B-1821-12
Referencer.:Skattekontrolloven
Dokumenttype:Dom


Skønsmæssig ansættelse - tilsidesættelse af regnskabsmateriale - negativt privatforbrug - salg af indbo - låneoptagelse

Appellantens indkomst var blevet ansat skønsmæssigt af skattemyndighederne på baggrund af et beregnet negativt privatforbrug.Appellanten påstod sin indkomst nedsat og gjorde til støtte herfor for det første gældende, at hans privatforbrug var blevet dækket ved skattefrie beløb fra salg af indbo og fra optagelse af lån hos en forretningsforbindelse. I anden række gjorde han gældende, at den skønsmæssige forhøjelse burde være fordelt ligeligt mellem hans daværende samleverske og ham.For landsretten forklarede appellantens daværende samleverske, at hun nok havde tjent mere i det omhandlede indkomstår, end skattemyndighederne skønsmæssigt havde fastsat.Landsretten fandt med en henvisning til byrettens begrundelse, at appellanten ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Appellantens tidligere samleverske forklaring ikke ændrede herved.


Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Niels Karl Heilskov Rytter)

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Michael Ellehauge og Hanne Kildal

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 18. juni 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 150-1297/2011).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2005 nedsættes med principalt 300.000 kr., subsidiært et mindre beløb.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

A har under hovedforhandlingen i landsretten fremlagt fotos af en stol, et chatol og to malerier.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af SH.

A har supplerende forklaret, at han i det hele kan vedstå sin forklaring for byretten. De fotos, der er fremlagt for landsretten, viser de malerier og nogle af de møbler, han solgte for 116.000 kr. Han lærte SH at kende i 2000. De blev kærester i 2001 og flyttede sammen kort derefter. Han og SH boede sammen indtil omkring 2010. De er ikke længere kærester. Da han boede sammen med SH, boede hendes yngste datter hjemme. I slutningen af 2004 var han i kontakt med LS og LK om møblerne. Selve transaktionen skete i 2005. Han har i forbindelse med skattesagen bedt LS og LK om at skrive erklæringen af 3. november 2010. LS og LK betalte selv for transporten af møblerne, der skete med G1. Han går ud fra, at der foreligger bilag vedrørende transporten. Når han ikke indsatte pengene fra salget af møblerne i banken, skyldes det, at hans firmas konto var negativ. Han har stadig kontakt med NC, som er en slags mentor for ham. NC har ikke krævet lånet tilbagebetalt, da han ved, hvor lang tid det tager at starte en virksomhed op. Han mødes med NC flere gange om året. Han fik pengene fra lånet udbetalt kontant, fordi NC gerne ville have det sådan. Der foreligger nogle bilag vedrørende lånet, men bilagene ligger i sagen hos SKAT. Han fik rådgivning fra advokat MS om oprettelse af lånedokumentet. Der blev i den forbindelse fundet en skabelon på nettet, som han herefter udfyldte. Korrespondancen med hans advokat har han indsendt til SKAT, og han har også kopi af korrespondancen; som dog ikke er fremlagt under denne sag. Der blev ikke stillet sikkerhed for lånet, fordi NC havde tillid til ham, og fordi han havde en livsforsikring. Der opereres ikke med renter internt i organisationen, og lånet skulle derfor ikke forrentes. Han har boet på ...1, hvor der er 3 matrikelnumre og 3 ejerlejligheder. Han ejer hele ejendommen. Han bor nu i ...2.

SH har forklaret, at hun i 2005 var makeupartist, dykkerinstruktør og intimmassøse. Det er korrekt, at hun ikke indgav selvangivelse for 2005. Der har nok også været andre år, hvor hun ikke har indleveret selvangivelse. Da hun fik brevet fra SKAT, accepterede hun det. Hun var i tidligere år blevet fastsat til en højere indkomst, og hun tænkte, at SKAT nok ville få ret, uanset om hun gjorde indsigelse. Hun tror nok, at hun har tjent mere i 2005 end ca. 200.000 kr. Hun kan genkende de møbler, der fremgår af de fremlagte fotos. Hun husker, at møblerne blev solgt til LK og LS, som hun og A havde mødt under en ferie i Thailand. Hun husker dog ikke, hvornår møblerne blev solgt. Hun mener, at møblerne blev solgt for lidt over 100.000 kr. Hun og A mødte LK og LS flere gange. Hun kender både til NC og til lånet, som A fik hos NC. Lånet blev udbetalt kontant over 4 eller 5 gange. Pengene fra lånet blev overgivet af NC personligt, enten på ...1 eller hos NC i Spanien. Hun lærte A at kende i 2000, idet de mødte hinanden i byen. De boede sammen det meste af tiden fra 2001 og 10 år frem, og de boede således også sammen i 2005. Hun bor på ...1. A har indtil for 4 år siden boet på samme adresse. Hun bor i en lejlighed i stueetagen. A har boet på 2. sal. Hun kendte til As forretning. I 2005 boede hendes døtre ikke længere hjemme, og hun forsørgede dem heller ikke, idet de var flyttet hjemmefra. Hun og A var på ferie i Thailand i 2005 i 14 dage eller tre uger.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten med samme begrundelse, som byretten har anført, at A ikke har godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse for 2005 var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. SHs forklaring for landsretten ændrer ikke ved denne vurdering.

Af årsopgørelsen for 2005 for SH fremgår, at hendes indkomst før AM-bidrag/pension udgjorde i alt 206.171 kr. As indkomst blev ved Landsskatterettens afgørelse forhøjet med 300.000 kr. til 365.616 kr., hvilket svarede til et beregnet privatforbrug for husstanden på 147.440 kr.

Der er ikke heroverfor påvist omstændigheder, der kan føre til, at forhøjelsen på 300.000 kr. af As indkomst nedsættes som følge af, at SHs indkomst er ansat som sket.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr., der omfatter udgifter til advokatbistand inklusive moms. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.