Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-06-2013
Offentliggjort:03-10-2013
SKM-nr:SKM2013.699.HR
Journalnr.:1. afdeling, 143/2011
Referencer.:Kursgevinstloven
Dokumenttype:Dom


Tab på fordring - opgørelsesprincipper ved gældskonvertering

Som led i en rekonstruktion af et tjekkisk selskab, i hvilket H1 ejede halvdelen af aktiekapitalen, blev en del af det tjekkiske selskabs gæld konverteret til aktier. Som følge af gældskonverteringen fik det tjekkiske datterselskab positiv egenkapital, og værdien af restfordringen (ca. 20 % af den oprindelige fordring) steg til kurs pari.Højesteret fandt det bedst stemmende med kursgevinstlovens § 26, stk. 1, at det fradragsberettigede kurstab på den konverterede del af fordringen blev beregnet forholdsmæssigt i forhold til den del af fordringen, som faktisk blev konverteret. Et synspunkt om, at en uafhængig kreditor ville have været villig til at acceptere en større nedskrivning af den konverterede del af fordringen end til den forholdsmæssige andel af værdien af hele fordringen på konverteringstidspunktet under hensyn til værdistigningen af restfordringen, kunne ikke føre til et andet resultat. Heller ikke dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 9 om anvendelse af armslængdeprincippet ved transaktioner mellem interesseforbundne parter kunne føre til et andet resultat, idet den forholdsmæssige opgørelse af det fradragsberettigede tab ikke var i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten.(Ændring af Østre Landsrets dom SKM2011.408.ØLR)


Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

mod

H1 A/S
(advokat Søren Lehmann Nielsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Lars Hjortnæs og Jens Kruse Mikkelsen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 31. marts 2011.

Påstande

Appellanten, Skatteministeriet, har gentaget sin påstand om frifindelse.

Indstævnte, H1 A/S, har påstået stadfæstelse og har gentaget sine subsidiære påstande.

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tjekkiet indeholder bl.a. følgende bestemmelse (jf. bekendtgørelse (Lovtidende C) nr. 66 af 11. juli 1983 og bekendtgørelse (Lovtidende C) nr. 123 af 8. december 1994):

"...

Artikel 9

Indbyrdes forbundne foretagender

1.

I tilfælde, hvor

a)

et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b)

samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

H1.1 A/S, som siden er fusioneret med H1 A/S, og det tjekkiske selskab G1 a.s. ejede hver 50 % af aktierne i det tjekkiske selskab H2 s.r.o. H1.1 og G1 havde i årene 2000, 2001 og 2002 ydet lige store lån til H2. Som led i en rekonstruktion af H2 konverterede begge ejerselskaber den 28. juni 2002 ca. 80 % af de ydede lån til aktiekapital i H2 til kurs 100. Som følge af konverteringen fik H2 en positiv egenkapital, og kursværdien af H1s restfordring steg til pari.

Sagen angår opgørelsen efter kursgevinstloven af H1s kurstab i forbindelse med denne konvertering af en del af selskabets fordring mod H2. Spørgsmålet er nærmere, om det fradragsberettigede kurstab skal beregnes forholdsmæssigt i forhold til den konverterede del af fordringen, eller om H1 kan forlange et større fradrag, ud fra det synspunkt at en uafhængig kreditor ville have accepteret en større nedskrivning af den konverterede del af fordringen, fordi kursværdien af restfordringen efter konverteringen igen var 100, og tabet på den samlede fordring ved en eventuel likvidation af H2 ville have været endnu større.

Der er enighed mellem parterne om, at kurstabet på H1s fordring på H2 skal opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, jf. herved kursgevinstlovens § 26, stk. 1. Der er samtidig enighed om, at transaktionen er foregået mellem interesseforbundne parter, og at man derfor ikke kan lægge værdien af aktierne, som den konverterede del af fordringen blev ombyttet til, til grund som afståelsessum ved tabsopgørelsen. Der er endvidere enighed om fordringens kursværdi ved anskaffelsen (pari) og om den samlede fordrings lavere værdi umiddelbart før konverteringen.

Hverken ordlyden af eller forarbejderne til kursgevinstlovens § 26, stk. 1, angiver direkte, hvordan kursgevinst eller kurstab skal opgøres, når kun en del af fordringen afstås. Efter § 26, stk. 4, om gevinst eller tab på gæld skal skyldnerens gevinst eller tab ved frigørelse for gæld gennem afdrag beregnes forholdsmæssigt i forhold til afdragets størrelse.

Højesteret finder det bedst stemmende med kursgevinstlovens § 26, stk. 1, at det fradragsberettigede kurstab beregnes forholdsmæssigt i forhold til den del af fordringen, som faktisk blev konverteret, jf. herved også § 26, stk. 4.

Denne opgørelsesmetode er ikke i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til den dansk-tjekkiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 9 om anvendelse af armslængdeprincippet ved transaktioner mellem indbyrdes forbundne foretagender.

Højesteret frifinder herefter Skatteministeriet.

Sagsomkostninger er fastsat til dækning af advokatudgift for landsret og Højesteret med 500.000 kr. og af retsafgift for Højesteret med 6.000 kr., i alt 506.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal H1 A/S inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 506.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.