Dokumentets metadata

Factoringvirksomhed - opgørelse delvis fradragsret

Højesteret fastslog, at der hverken i momsloven, det bagvedliggende momssystemdirektiv (tidligere 6. momsdirektiv), eller EU-Domstolens praksis er holdepunkter for en forståelse af det momsretlige vederlagsbegreb, hvorefter der ved opgørelsen af den samlede omsætning i den af appellanten (en factoringvirksomhed) drevne fakturabelåningsvirksomhed skal ske nedsættelse af renterne betalt af factoringkunderne med de renter, som appellanten havde betalt for lån i pengeinstitutter (i sagen i det væsentlige lån i appellantens moderselskab H1.1 A/S), uanset at disse lån muliggjorde appellantens udlånsvirksomhed.Ifølge SKATs meddelelse af 24. november 2004 om retningslinjer for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS - videreført ved styresignal af 6. juli 2010, SKM2010.446.SKAT) kan et pengeinstitut modregne sine renteudgifter i sine renteindtægter ved opgørelsen af den samlede omsætning efter § 38, stk. 1. Højesteret fastslog, at efter den begrundelse, der gives for nettorenteopgørelsesmetoden i meddelelsen (meddelelsens pkt. 4.1), må meddelelsen forstås således, at modregningsadgangen sigter til renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder, og ikke renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån. En sådan grænsedragning kunne efter den givne begrundelse i meddelelsen ikke anses for usaglig. Meddelelsen gav derfor ikke grundlag for at indrømme appellanten en adgang til at fradrage selskabets renteudgifter til selskabets lån i pengeinstitutter i renteindtægterne fra selskabets factoringkunder. (Stadfæstelse af SKM2011.170.ØLR, frifindelse for selskabets påstand 3 i sagen for landsretten).

Parter

H1.1 A/S (tidligere H1 A/S)
(advokat Tom Kari Kristjánsson)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Henrik Waaben og Jens Kruse Mikkelsen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 8. februar 2011.

Appellanten, H1.1 A/S, tidligere H1 A/S, har gentaget sin påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 A/S for perioden. 1. oktober 2002 til 31. august 2005 er berettiget til at modregne renteudgifter til pengeinstitutter, herunder H1.1 A/S, i renteindtægter ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1,

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

H1.1 A/Ss påstand svarer til H1s påstand 3 for landsretten. De spørgsmål, som var omfattet af påstand 1 og 4 for landsretten, er ikke indbragt for Højesteret, og en påstand svarende til påstand 2 for landsretten er frafaldet før hovedforhandlingen i Højesteret.

H1, som var et helejet datterselskab af H1.1 A/S, blev opløst den 9. december 2011, og den virksomhed, som selskabet udøvede, drives i dag som en afdeling i H1.1 A/S.

Sagsfremstilling

H1 drev factoringvirksomhed i form af belåning, administration og risikoafdækning af debitorer. Sagen for Højesteret angår den del af selskabets virksomhed, som bestod i fakturabelåning. Ved fakturabelåning ydede H1 lån til virksomheder mod sikkerhed i fakturatilgodehavender. Foruden renter af disse lån betalte låntagerne særskilt for bistand til administration af debitorerne samt for inddrivelse og eventuel forsikring af tilgodehavenderne,

I det under sagen fremlagte eksempel på en factoringaftale fremgår bl.a.:

"...

Ordningens hovedpunkter

Afregning og kontoføring

Debet- og kreditsaldi på de tre konti forrentes med den samme, aftalte rentesats.

..."

H1 havde renteindtægter fra de ydede kreditter i forbindelse med fakturabelåningen. Den kapital, der var nødvendig for at yde disse kreditter, skaffede selskabet dels ved lån i pengeinstitutter (fortrinsvis moderselskabet H1.1 A/S), dels ved at selskabets factoringkunder kunne have beløb stående hos selskabet i form af ikke hævede beløb. H1 havde således renteudgifter dels til andre pengeinstitutter, dels til egne kunder. Selskabet drev ikke egentlig indlånsvirksomhed i form, af at modtage indlån fra offentligheden.

Ved opgørelsen af momsfradragsprocenten efter momslovens § 38, stk. 1, er der enighed om, at der i den momsfritagne omsætning indgår renteindtægter fra fakturabelåningen samt gebyrer og provisioner, og at H1 i renteindtægterne kan modregne sine renteudgifter til egne factoringkunder. Derimod er der uenighed om, hvorvidt H1 tillige kan modregne de renter, som H1 har betalt for lån i pengeinstitutter, herunder navnlig H1.1 A/S. Efter Skatteministeriets opgørelse bliver momsfradragsprocenten for f. eks. 2002 på 47,6 procent, mens den efter H1.1 A/Ss opgørelse bliver på 62,1 procent.

Retsgrundlag

Momssystemet indebærer, at der ved ethvert salg af varer og ydelser skal betales moms (merværdiafgift) af salgsprisen for varen (eller vederlaget for ydelsen), og at virksomheden kan trække den moms fra, som den har betalt ved produktionen af varen, dvs. indkøbte råvarer mv. Det grundlæggende princip er altså, at hvert produktionsled (netto)opkræver til statskassen moms af den merværdi, som skabes i dette led.

Ved levering af varer og tjenesteydelser til virksomhedens kunder er afgiftsgrundlaget "vederlaget", jf. momslovens § 27, stk. 1. Den bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektiv artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, anvender udtrykket "den samlede modværdi", som leverandøren eller tjenesteyderen modtager (udgående moms).

For indkøb mv., som udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, har virksomheden fuld fradragsret for den moms, som virksomheden selv har betalt for indkøbene (indgående moms), jf. momslovens § 37, stk. 1. Anvendes indkøbene både til brug for momspligtige og momsfritagne leverancer, kan virksomheden efter morrislovens § 38, stk. 1, foretage fradrag for den del af momsen på indkøbene, som forholdsmæssigt svarer til "omsætningen" i den registreringspligtige del af virksomheden, dvs. svarende til den momspligtige omsætnings andel af den samlede omsætning. En beregning af fradragsprocenten forudsætter således, at der foretages en opgørelse af både den momspligtige omsætning og deri momsfritagne omsætning. Momslovens § 37, stk. 1, og § 38, stk. 1, gennemfører artikel 17, stk. 2 og 5, og artikel 19 i 6. momsdirektiv.

Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, er finansielle aktiviteter i form af långivning og formidling af lån samt långivers formidling af egne udlån fritaget for moms. Denne bestemmelse gennemfører artikel 13, punkt B, litra d, nr. 1, i 6. momsdirektiv.

Ved meddelelse af 24. november 2004 fastsatte SKAT (dengang Told- og Skattestyrelsen) retningslinjer for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS ). Af retningslinjerne fremgår bl.a.:

"...

3 Opgørelse af pengeinstitutters omsætning

Told- og Skattestyrelsen skal herved meddele, at følgende poster i pengeinstitutternes årsregnskab som udgangspunkt skal indgå i opgørelsen af pengeinstitutters samlede omsætning jf. momslovens § 38, stk. 1, ved beregningen af delvis fradragsret:

4. Bemærkninger til nogle af posterne i pengeinstitutternes årsregnskab

4.1 Modregning af renteudgifter i renteindtægter

Pengeinstitutternes ind- og udlånsvirksomhed skal ses som et hele, hvor pengeinstituttet dels formidler likviditet fra kunder med overskudslikviditet (indlånskunder) til kunder med underskudslikviditet (udlånskunder), dels påtager sig kreditrisikoen, sådan at indlånskunder stort set friholdes for risiko i forbindelse med indlånet.

Dette fører til, at et pengeinstituts omsætning i forbindelse med ind- og udlån momsmæssigt skal opgøres som rentemarginalen.

Dette er begrundet i, at det kun giver økonomisk mening at udbyde den ydelse, der består i at modtage indlån, hvis de indlånte midler kan anvendes til udlåns- eller investeringsvirksomhed. Indlånsvirksomheden og udlåns-/investeringsvirksomheden må derfor ligge i nødvendig og direkte forbindelse af hinanden., hvorfor omsætningen i momslovens forstand alene kan bestå i det beløb, som den finansielle virksomhed reelt selv kan råde over.

Som anført i EF-domstolens dom i sag C-172/96, First National Bank af Chicago, der omhandlede visse valutatransaktioner, skal omsætningen derfor opgøres som bruttoresultatet for transaktionerne i en given periode, Bruttoresultatet ved indlåns- og udlånsvirksomhed udgøres af det beløb, der i pengeinstituttets regnskab benævnes nettorenteindtægter.

..."

Meddelelsen fra 2004 er siden afløst af et styresignal af 6. juli 2010 (SKM2010.446.SKAT ), som imidlertid ikke indeholder ændringer for så vidt angår den citerede del af meddelelsen.

Anbringender

H1.1 A/S har navnlig gjort gældende, at H1 i sagsperioden drev udlånsvirksomhed, idet H1 formidlede likviditet til de låntagere, som henvendte sig med henblik på at få stillet likviditet til rådighed. Denne udlånsvirksomhed blev udøvet på basis af likviditet, som pengeinstitutter - i alt væsentligt H1.1 A/S - lånte til H1 med henblik på videreudlån.

Denne formidling af pengeinstitutters overskydende likviditet indebar momsretligt en levering af ydelser til både långiverne og låntagerne. De renter, som selskabet har betalt til pengeinstitutterne for udlån af likviditet, er en del af denne formidlingsvirksomhed. Vederlaget for selskabets kreditformidling er rentemarginalen, dvs. renteindtægterne fra udlånsvirksomheden fratrukket de renteudgifter, der vedrører den formidlede likviditet. Det var alene udlånsvirksomheden, som den formidlede likviditet blev anvendt til, og de omhandlede renteudgifter angår således udelukkende udlånsvirksomheden.

H1 er derfor berettiget til. at opgøre vederlaget i forhold til kreditformidlingen som rentemarginalen, således at dette nettobeløb udgør omsætningen i henhold til momslovens § 38, stk. 1, om delvis fradragsret for moms på indkøb mv., der skal. forstås i overensstemmelse med de bagvedliggende regler i 6. momsdirektiv.

Adgangen til modregning følger under alle omstændigheder af SKATS meddelelse af 24. november 2004 om retningslinjer før beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS ), da H1 fuldt ud opfylder betingelserne for modregning af renter, som er opstillet heri. Meddelelsen angår både renter, som betales til pengeinstituttets egne kunder (indlånskunder), og renter, som betales for lån i andre pengeinstitutter ("funding"-renter). Det fremgår af, at der i meddelelsen henvises til regnskabsreglerne for pengeinstitutter, som må have været SKAT bekendt. H1s udlånsvirksomhed er dækket af meddelelsen, som efter det momsretlige neutralitetsprincip ikke kan begrænses til at angå pengeinstitutter, og H1s modregningsret efter meddelelsen kan ikke som hævdet af SKAT begrænses til at angå renter betalt til factoringkunderne, men omfatter også renter betalt til de pengeinstitutter, hvis lån har muliggjort factoringvirksomheden.

Skatteministeriet har navnlig gjort gældende, at H1 ikke ved beregningen af den delvise fradragsret for moms har krav på at få nedsat sin momsfri omsætning i form af renteindtægter fra factoringkunder ved modregning af renteudgifter til lån hos H1.1 A/S, hverken efter momslovens § 38, stk. 1, de bagvedliggende bestemmelser i 6. momsdirektiv eller i medfør af SKATS meddelelse fra 2004.

Efter momsloven er det som altovervejende udgangspunkt den fulde momsfri (brutto)omsætning i virksomheden, der skal indgå ved beregningen af den delvise fradragsret, og der er ikke hjemmel i loven til at nedsætte H1s momsfri omsætning i factoringvirksomheden med renteudgifterne til H1.1 A/S.

Baggrunden for reglen om delvis fradragsret i momslovens § 38, stk. 1, er således, at en virksomhed med både momsfritagne og momspligtige aktiviteter skal kunne fradrage den del af momsen af sine indkøb mv., som kan antages at modsvare anvendelsen af indkøbene (dvs. ressourcetrækket) i den momspligtige del af virksomheden. Den delvise fradragsret beregnes ikke med baggrund i den faktiske anvendelse af hvert enkelt indkøb, men ud fra omsætningsfordelingen i virksomheden over en given periode. Det er derfor afgørende, at omsætningsfordelingen som fastslået i EU-Domstolens praksis objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter, der reelt skal henføres til henholdsvis den momsfritagne og den momspligtige omsætning.

SKATs meddelelse fra 2004 om pengeinstitutters opgørelse af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, har baggrund i EU-Domstolens dom af 14. juli 1998 i sag C-172/96, First National Bank of Chicago, om valutaomvekslingstransaktioner, men hverken denne dom eller andre domme fra EU-Domstolen giver direkte støtte for SKATs praksis på dette område. Meddelelsen har et snævert anvendelsesområde og angår alene pengeinstitutters ind- og udlånsvirksomhed i form af indlån fra og udlån til offentligheden (kunderne). Det er således alene renteudgifter i forbindelse med indlånsvirksomhed, der kan modregnes i pengeinstitutternes renteindtægter. Derimod kan renteudgifter, der ikke vedrører indlånsvirksomhed, ikke modregnes. Der er tale om en helt særlig fravigelse eller modifikation af de normale omsætnings- og vederlagsbegreber i momsloven, som er saglig. Der er ikke med henvisningen i meddelelsen fra 2004 til regnskabsreglerne for pengeinstitutter tilsigtet en videregående adgang til modregning end det, der fremgår af begrundelsen for modregningsadgangen.

H1 kan påberåbe sig meddelelsen fra 2004, men kun for så vidt angår renteindtægter og renteudgifter vedrørende factoringkunderne, idet der her var tale om en sammenhængende ind- og udlånsaktivitet, som udsprang af selve factoringvirksomheden med kunderne. Derimod kan selskabet ikke foretage en nettorenteopgørelse med hensyn til dets renteudgifter til lån fra pengeinstitutter, herunder navnlig H1.1 A/S, idet disse lån ikke kan anses for indlånsvirksomhed. Der foreligger ikke en krænkelse af det momsretlige neutralitetsprincip.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår for Højesteret, om H1 A/S for perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 kan modregne sine renteudgifter til pengeinstitutter, herunder navnlig til H1.1 A/S, i sine renteindtægter fra udlån til factoringkunderne ved beregning af omsætningen i henhold til momslovens § 38, stk. 1, om delvis fradragsret for moms på indkøb mv. En sådan modregning vil indebære en nettoopgørelse og vil formindske den momsfritagne omsætning, og modregningen vil derfor føre til en forhøjelse af momsfradragsprocenten.

Efter momslovens § 38, stk. 1, kan der foretages fradrag for den del af momsen på leverede varer og tjenesteydelser (indkøb), der forholdsmæssigt svarer til den momspligtige omsætnings andel af den samlede omsætning. En beregning af momsfradragsprocenten forudsætter således, at der foretages en opgørelse af både den momsfritagne omsætning - herunder omsætningen i H1s udlånsvirksomhed, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a - og af den momspligtige omsætning.

Opgørelsen af omsætningen efter momslovens § 38, stk. 1 - både den momspligtige og den momsfritagne - skal foretages på grundlag af det almindelige vederlagsbegreb i momslovens § 27, stk. 1.

Det er et fundamentalt momsretligt princip, at det som altovervejende hovedregel er den fulde (brutto)omsætning, som er afgørende, og Højesteret finder, at der hverken i loven, det bagvedliggende direktiv eller EU-Domstolens praksis er holdepunkter for en forståelse af det momsretlige vederlagsbegreb, hvorefter der ved opgørelsen af den samlede omsætning i den af H1 drevne fakturabelåningsvirksomhed skal ske nedsættelse af renterne betalt af factoringkunderne med de renter, som H1 har betalt for lån i pengeinstitutter, uanset at disse lån muliggjorde H1s udlånsvirksomhed.

SKATs meddelelse af 24. november 2004 om retningslinjer for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS ) går ud på, at et pengeinstitut kan modregne sine renteudgifter i sine renteindtægter ved opgørelsen af den samlede omsætning efter § 38, stk. 1.

Efter den begrundelse, der gives for nettorenteopgørelsesmetoden i meddelelsen, må meddelelsen forstås således, at modregningsadgangen sigter til renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder og ikke renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån. En sådan grænsedragning kan efter den givne begrundelse ikke anses for usaglig. Meddelelsen giver derfor ikke grundlag for at indrømme H1 en adgang til at fradrage selskabets renteudgifter til selskabets lån i pengeinstitutter i renteindtægterne fra selskabets factoringkunder.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1.1 A/S inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 125.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.